Oblt. Bennikes „En Fodfolkskamp" i M. T. Nr. 17 1930 rummer paa visse Punkter, som i højeste Grad maa interessere enhver Fodfolksofficer, Lærdomme, der synes mig saa farlige for vort Fodfolks Opdragelse, at jeg ikke kan undlade at gøre Indsigelse. Oberstløjtnantens Fremstilling maa give Læseren den Opfattelse, at en Fodfolksbataillon, der skal gøre sig rede til Forsvar, no rm alt bør anvende en meget betydelig Tid (her ca. 4 Timer) til Rekognosceringer, fo r Kompagnierne bringes paa Plads — og at den kun undtagelsesvis, „hvor det haster", bør gaa til hurtigere Besættelse. Jeg vil her overfor hævde, at man bør opdrage sit Fodfolk — i alle Led — til at regne med, at det altid haster; at man i 99 Tilfælde af 100 bør gaa til en øjeblikkelig Besættelse, og at man først dere fter bør tage sig Tid til at rekognoscere i Enkeltheder for at gennemgaa og rette og tilpasse Besættelsen bedst muligt efter Terrainet. Man opnaar, det er indrømmet, ikke ved den hurtige Besættelse straks at udnytte alle de Flankeringsmuligheder, der kunde være udnyttet, om Tiden var taget til at søge dem; man tvinges derfor normalt ind i et Forsvarmere opbygget paa frontal Ild end paa Skraaild og Flankering; man bruger derfor flere Kræfter paa en given Frontstrækning, end hvor man har haft Tid. Men fa a r man T iden, kan man uden Vanskelighed ud af den foreløbige Besættelse naa til den selv samme endelige Besættelse, som i det foreliggende Tilfælde, Oblt. Bennike er kommet til. Og man opnaar — og dette er Hovedsagen og efter min Overbevisning en bydende Nødvendighed — at opdrage sit Fodfolk rigtig; det lærer at handle hurtigt og beslutsomt; riet vil undgaa i de Situationer, som vil være tle mange, nemlig hvor Forsvaret maa improviseres saa at sige omgaaende og ofte under Kamp, at føle sig usikkert og overrasket; det lærer at komme paa Plads, at gøre sig kampklart paa b ru g elig Vis; det udsætter sig mindre for at blive rendt over Ende i en hurtig opstaaende, vanskelig Situation.
Jeg protesterer mod den Rolle, der tildeles Maskingevær kompagnichef en paa alle andres Bekostning. Han er til Stede, naar Bataillonschefen faar Befaling af Regimentschefen. Han bestemmer, efter visse Anvisninger fra Batl.chefen, hvorledes alle Maskingeværer og de vigtigste Rekylgeværer skal anbringes og virke paa hele Bataillonens Front og i hele dens Dybde, d. v. s. han placerer ile vigtigste Vaaben i de Terrainafsnit, som senere Rekylgeværkompagnicheferne faar Ansvaret for at hævde. Jeg protesterer mod den Rolle, hvortil Bataillonschefen reduceres: Naar Mgv.komp.chefen har rekognosceret i 4 Timer, fremsætter han sit Forslag om Besættelse og Ildplan — og Batl.chefen, som dog nu maa se at faa en Ende paa det, er nødt til at acceptere, d. v. s. paa det Omraade har han overladt vigtige Afgørelser til Mgv.komp.- chefen. Tilbage staar at raade over Ilden fra Artilleri og Fodfolksmorterer. „Dette vil kræve en Konference mellem Bataillonschefen, Mgv.komp.chefen, Chefen for Bataillonens Støtteartilleri og Førerne for de tildelte Grupper af Morterdelingen"!!! — Stakkels Bataillonschef. Jeg hævder, at en Bataillonschef, som iøvrigt en Kompagnichef, en Delingsfører, enhver Fører, skal befale. Han indhenter ikke Raad; han konfererer ikke. Han kende r sine Midler, sine Vaabens Egenskaber -— og han b e faler. Han anviser hvert af sine underordnede Led en O p gave, saa kort og præcis som muligt, det være sig at indrette og fastholde et bestemt Terrain, at forberede Løsning af visse Skudopgaver, at fremskaffe nærmere angivne Oplysninger, o. s. v. — hver Mand sin Opgave, sit Ansvar, sine Midler og den størst m ulige Frihed — og d e refter Kontrol og Udjævning fra oven, saa Sammenhængen sikres.
E. Gørtz.
