Da den franske general, greve Louis de Saint Germain, der havde ført den danske liær i Holsten, i slutningen af 1762 kom til København for at omorganisere hæren, besluttedes det også at træffe en ordning af indkvarteringsforholdene i København. Kun i Kastellet fandtes kaserne for tropperne, resten af garnisonen var indkvarteret hos borgerne, oftest under meget dårlige forhold.

Det var først meningen, at staden København skulle bygge 6 fodfolkskaserner hver til et regiment, idet udgiften pr. kaserne var anslået til

50.000 rdr. for bygningerne og 12.960 rdr. for senge og andet inventar. Staten skulle skænke grundene og bevilge toldfrihed for bygningsmaterialer.

Planen ændredes dog, så staten påtog sig opgaven med opførelse af kasernerne, og i årene 1764—1771 opførtes Sølvgadens Kaserne som den første monumentale bygning til »pryd for byen«, men dernæst gik det kun langsomt med planerne for opførelse af de næste kaserner, der i hovedsagen blev opført af private entreprenører på disses egen bekostning og lejet ud til regimenterne.

For Marineregimentet opførte således rådmand og major i borgervæbningen Franz Philip de Lange i årene 1802—03 Kronprinsessegadens Kaserne (nu Kronprinsessegade 46)1).

Kronprinsessegadens Kaserne kunne tage ca. 500 mand, ved tilbygning i 1805 yderligere 150 mand, men dette var langtfra tilstrækkeligt til indkvartering af Marineregimentets i København værende styrke, hvorfor en kgl. resolution af 24 september 1803 bestemte, at der på Christianshavn — på den tidligere Skrædcrsals grund — mellem Bådsmandsstræde — Kongensgade (nu Wildersgade) — St. Annægade og Kanalen ved Overgaden neden Vandet skulle opføres endnu en kaserne til ca. 600 mand. Også lier blev det private bygherrer — stadskonduktør, professor Rawert og tømrermester Hallander — der opførte kasernen til udlejning.

Hvordan var nu den grund, hvorpå denne kaserne opførtes?

Allerede i 1617—19 begyndte Kong Christian den IV at opfylde ter- rainet om Refshaletangen, der fra Amagerland skød ud i Sundet mellem København og Amager, for lier at anlægge den selvstændige købstad Christianshavn. En del af de centrale grunde blev snart bebygget, men for størstedelens vedkommende gik det kun trægt, idet en stor del af grundene stod under vand.

I 1635 nævnes grunden mellem Bådsmandsstræde — Kongensgade (Wildersgade) — St. Annægade og Overgaden neden Vandet som »Hs. kgl. Majestæts Plads mellem St. Annægade og Volden, der står fuld af vand«.

28 April 1641 får Jockum Beck skøde på grunden mellem de 4 gader (KD III 219). I Christiansliavns første grundtakst af 1675 er grunden ikke takseret, hvilket kunne tyde på, at den endnu ikke var bebygget. I grundtaksten af 1689 har den fået matr. nr. 30, hvorfor der formentlig på nævnte tidspunkt var opført en del mindre ejendomme, men først 1729 kommer der mere prominente folk ud på grunden.

I juli 1729 besluttede Kræmmerkompagniet at oprette et uldmanufaktur (klædefabrik), og købte hertil en gård i Kongensgade på Christianshavn — fig. 1, matr. nr. 124 m. fl. -—, og den 27 september 1729 fik kompagniet privilegium, der lød på forfærdigelse af »chalonger, rasker, uldne stoffer og andet deslige mere som af uld kan forarbejdes«, endvidere 20 års skattefrihed og toldfrihed for materialer og redskaber. Senere blev fabrikation af lærred hovedopgaven.

Den 19 december 1729 fik Kræmmerkompagniet skøde på grunden2).

Skønt fabrikens produkter flere gange blev officielt rost, kunne fabrikationen ikke opretholdes, efter at de gyldne handelsår brat var standset ved den nordamerikanske frihedskrigs afslutning.

1783 blev gården solgt til Den kgl. grønlandske, islandske, finmarkske og færøiske Handel, der tillige samme år erhvervede nabogården — Peter Borres Gård — på hjørnet af Strandgade og Bådsmandsstræde.

I 1790 (26 maj) udgik imidlertid et kgl. reskript, der i det væsentlige gik ud på, at »Handelens« udgifter skulle nedsættes så meget, at tabene kunne dækkes. Finmarkens og Islands Handel udskiltes, så kun den grønlandske og færøiske Handel kom til at liøre under direktionen. Handelens administration flyttedes til en beskeden bygning på egen havneplads.

Gården i Strandgade blev ifølge kgl. resolution af 24 juni solgt til General-Commissariats-Collegiet (GCC) og indrettet til artillerikaseme, »Det kgl. Artilleri Corps Caserne«, hvortil den benyttedes indtil 19243).

Ifølge samme resolution blev Kræmmerkompagniets gamle gård — matr. nr. 124 A (se fig. 1) — samt en mindre grund — matr. nr. 130 — solgt eller overført fra Den grønlandske Handel til Den kgl. Landmilitæretat til brug for »Vare-Depotet« og den »almindelige Skræddersal«4). Overdragelsessummen er ikke angivet og skøde ikke oprettet, idet handelen er sket mellem to statsinstitutioner.

Ved oprettelsen i 1774 af »Det kgl. militære Vare-Magasin (senere Vare- Depot)« havde man centraliseret hærens munderingsforvaltning, men i 1791 gik man et skridt videre, idet en kgl. resolution af 2 september bestemte, at der skulle oprettes en »almindelig Skræddersal«, hvortil al syning af uniformer, der hidtil var sket ude ved regimenterne, skulle henlægges.

I resolutionen anførtes bl. a.: »Så finder Det kgl. G.C.C. hoslagte forslag til en almindelig Skræddersal ej alene antagelig, men endog særdeles nyttig, da denne kan indrettes uden at forøge udgifterne ...«. Sidstnævnte holdt dog ikke, thi 31 oktober skrev GCC til Ingeniørkorpset, at den Landmilitæretaten overdragne gård i Kongensgade havde vist sig meget brøstfældig og forfalden, hvorfor den, således som den nu var, ikke ville kunne være til nogen nytte. Det anførtes endvidere i skrivelsen, at bygningerne ikke alene var bestemt for det militære Vare-Depot, men tillige for 6 familier tilhørende Depotet, Skræddersalen med en stor tilskærer- stue, 6 store værelser hvert til 20 mand, et køkken, rum til råvarer samt til et stort antal af forfærdigede munderinger.

Herefter beordredes Ingeniørkorpset til at forfærdige en grundtegning og overslag samt til at meddele, når arbejdet på bygningerne kunne sættes i gang samt forventes færdigt.

I marts 1792 fremsendte Ingeniørkorpset overslaget, der lød på 30.725 rdr. Man må undres over, at GCC ville ofre et så forholdsvis stort beløb på en gammel rønne.

I januar 1798 var man klar over, at den til Skræddcrsalen hørende grund, se fig. 1, indeholdt adskillige 1000 kvadrat alen, der henlå til ingen nytte, hvorfor man pålagde Ingeniørkorpset at afstikke den grund, der burde forbeholdes Skræddersalens bygninger samt opdele resten i 8 å 9 parceller og sætte disse til auktion.

Auktionen blev dog opgivet, tlii 26 september 1801 flyttede Skræddersalen til Rigensgade nr. 9 og Vare-Depotet til den nyopførte bygning i Rigensgade nr. Il4) og samtidig begyndte man forberedelserne til opførelse af en infanterikaserne på Skræddersalens grund.

Allerede i november 1800 havde det kgl. Ingeniørkorps fået ordre til at udarbejde tegninger til en kaserne på Skræddersalens grund, samt et år senere til at ændre tegningerne, idet grunden nu kunne udvides. Det blev dog ikke Ingeniørkorpset, der kom til at opføre kasernen, men — som tidligere nævnt — de private entreprenører stadskonduktør, professor Rawert og tømrermester, captain i Borgervæbningen, Hallander. Begge var de kendte københavnske bygmestre, bl. a. af smukke endnu bevarede borgerhuse i Kronprinsessegade og Amalie gade.

En kgl. resolution af 24 september 1802 anførte: »at da professor Rawert og tømrermester Hallander opfører en kaserne for Marinekorpset på den forrige Skræddersals grund, som de til den ende vil afkøbe Militæretaten, approberes følgende:

— Kasernen skal rumme 600 mand, majoren, 7 løjtnanter, 1 læge og 1 bøssemager,

— der skal årligt betales entreprenørerne 4.000 rdr. i leje, og kontrakten skal afsluttes på 50 år, og

— entreprenørerne skal af egne midler afholde alle udgifter ved kasernens opførelse samt inventarets anskaffelse.«

Hvordan var så den kaserne, disse 2 entreprenører opførte?

Grundplanen — se fig. 2 — blev i hovedsagen som Kronprinsessegadens Kaserne, d. v. s. en stor massiv hovedbygning med en facade på 80 alen og 10 tommer (ca. 50 meter) længde mod Wildersgade i en simpel nyklassicistisk stil, og med en vedhængende bagbygning.

Hovedbygningen bar kælder og 5 etager med 20 fag til gaden og 15 til gården. Omtrent midt i bygningen findes en port, hvorfra hovedtrappen førte op til alle etager. Bagbygningen har samme højde og 5 fag til gården, 7 til baggården5).

I hovedbygningens kælder residerede den uundværlige marketender og vagtmandskabet. I stueetagen var der bolig for majoren (kommandanten), skrivestue og boliger for yngre officerer og underofficerer. På 1. sal hovedsagelig boliger såvel for gifte soin ugifte befalingsmænd. I de øvrige etager såvel i hoved- som sidebygning fandtes dels boliger; dels mandskabsstuer, samlingsstuer, depoter m. v.

Sterm5) skriver i 1841, at bygningen var en af de smukkeste kaserner i hovedstaden, og vor bekendte kunsthistoriker, dr. phil. Vilh. Lorenzen anfører: »I denne store kasernes bygninger er tidens arkitekturstil bragt på aller simpleste form. Gårdinteriøret — se fig. 3 — er af en ikke ringe virkning.«

Byggesummen er ikke kendt, men af en skr. af 28 april 1810 ses det, at entreprenørerne har givet 5.500 rdr. for grunden. De gamle huse har de formentlig fået for nedrivningsprisen. Som ovenfor omtalt fik de 4.000 rdr. i årlig leje.

Kasernens første beboere var Marineregimentet. Dette regiment var oprettet 29 januar 1798 som »Marinekorpset«. 11 maj 1798 bestemtes det, at Marinekorpset skulle være på 1099 mand fordelt på 6 kompagnier. Da »Sjællandske Infanteri-Regiment« 8 januar 1803 indlemmedes i Marinekorpset, blev navnet ændret til »Marineregimentet«. Regimentet inddeltes i 4 bataljoner å 600 mand, hvorefter styrken blev 63 officerer, 144 underofficerer og 2400 menige samt spillemænd m. fl., ialt 2.762 personer.

Regimentet skulle bruges som besætning på forterne, bl. a. Christiansø, på flåden som »Soldatesque« (nærmest landgangs- og forsvarstropper) samt til vagt og arbejde på Holmen.

Alt mandskabet var hvervet, først næsten udelukkende udlændinge, senere i hovedsagen dog danske. At de ikke alle har været Vorherres bedste hørn fremgår af forskellige udtalelser. Det »Danske Sprog- og Litteraturselskabas leksikon forklarer således ordet »Soldatesque« som »vilde, udisciplinerede soldater eller bander af soldater«, men tilføjer dog, at det også kan være »mindre afdelinger, som indtil omkring 1850 udkommanderedes som marinere (?) med større skibe«. Schellenberg skriver i »Freye Bcmerkungen iiber Kobenhagen«: »Mange hundrede af de såkaldte geworbne ere hvervede udenlandske og for en stor del liderlige og ryggesløse mennesker, der have en såre fordærvelig indflydelse på Københavns karakter i de lavere klasser. Den udenlandske hvervning er vist en langt større ulykke for København end selve tallotteriet«.

Forfatteren Thomas Overskov, der havde sit fattige barndomshjem lige overfor kasernen skriver i sine erindringer, at Marineregimentets mandskab var i folkemunde som en horde fra udlandet, især Tyskland, sammenløbet pak, der endog under den strengeste krigstugt ideligen gav anledning til afstraffelser for drukkenskab, tyveri, slagsmål og desertationer. Han tilføjer også, at de nok kunne trænge til det Herrens ord, som de blev udkommanderet til at høre i Frederiks tyske Kirke (nu Chri- sti anskirken).

Noget overdrevne er disse beskrivelser sikkert. Omkring 1802—03 ophørte hvervningen af udlændinge, hvorefter regimentet kun fik dansk mandskab, hvilket sikkert har hjulpet noget på mandstugten.

Overskov skriver endvidere: Mærkeligt var det, at soldaterne trods den store gårdsplads stillede på gaden. Det morede særlig drengen, når den uordnede hob, der var spredt over hele gaden, pludselig blev til to snorlige rækker, når kommandoen »Riclitet euch« lød, ligesom han glædede sig, når soldaterne i deres farvestrålende uniformer, rød trøje med blå besætning og hvidt lædertøj, rundpuldede hatte med hvide fjer, afmarcherede til trommer og piber eller dundrende janisharmusik.

Det skulle jo heller ikke gøre sagen bedre, at en kgl. resolution af 28 juli 1804 bestemte, at jægere fra de priviligerede jægerkorps, der begik en forbrydelse, der havde spidsrodsstraf til følge, efter udstået eksekution skulle bortvises fra jægerkorpsene og afleveres til Marineregimentet.

1 januar 1808 blev den ene marinebataljon nedlagt, så regimentet fremtidig kun havde 3 bataljoner, og ifølge en kgl. resolution af 28 april 1810 blev Marineregimentet fra 1 januar 1811 optaget i »Københavns Infanteri Regiment«, hvor Marineregimentct formerede den 1. bataljon. Endelig opløstes regimentet ved en parolbcfaling af 25 januar 1816.

1810 solgte de to nævnte entreprenører Marinckascrncn på Christianshavn til cancelliråd Andreas Peter Rønne, der 11 februar 1811 fik skøde udstedt.

Efter Marineregimentets opløsning blev »2. Jydske Infanteri-Regiment« fra maj 1820 indkvarteret på kasernen, og denne blev derefter benævnt »Infanterikasernen på Christianshavn«. Regimentet var oprettet 8 maj 1703 som »1’ Danske geworbne Infanteri-Regiment«6). Det havde under Englænderkrigen 1807—14 ligget dels på Holbæk-Kalundborgegnen, 1813 i Slesvig og 1814 i Odense-Fredericia. Regimentet blev på kasernen til 1851.

St. Hansdag 1817 var der stor opstandelse på Christianshavn, skriver den kendte forfatter Carl Bernhard (alias A. N. de Saint Aubain). I tugthuset på Christianshavns Torv havde fangerne gjort oprør. »Så marcherede regimentet fra kasernen op på torvet«, skriver forfatteren, »geværerne blev ladte, og det lød ganske anderledes end til manøvrerne, folk blev ganske tavse derved, og tilskuerne begyndte så småt at liste af, da 3 kanoner ringlede over stenbroen.« Kanonerne åbnede ild mod tugthuset, og ved det 3. skud væltede en tyk røg ud af taget. Det var dog ikke kanonskudene, der havde antændt, men fangerne havde tændt ild i det hør, der lå på loftet, og da der blev skudt hul i taget, fik flammerne luft. Fordrevet af ilden gav fangerne imidlertid op og kom luskende ud eller blev taget af soldaterposterne ved broen. Bundne blev de ført til Søkvæst- huset, senere til Kastellets krudthuse. 17 fanger blev dømt til døden og henrettet på pladsen, hvor nu Bådsmandsstrædes Kaserne ligger.

Ved kasernens opførelse havde man indrettet stald til majorens og adjudantens heste midt i bagbygningen, ganske uden lys fra vinduer, meget lavloftet og beliggende lige ud til latrinen. I 1828 klagede regimentet også over dette forhold, idet det anførte, at stalden havde en for hestenes sundhedstilstand skadelig beliggenhed. Ingeniørkorpset blev spurgt og svarede, at det ikke så anden udvej end at bygge en ny fritliggende stald, men alt uden resultat. I 1836 rejstes spørgsmålet atter, idet man nu anførte, at et ikke ubetydeligt antal heste blev beskadigede og kassable »formedeis den korte vending som var nødvendig for at få hestene ud af spiltovene og igennem den bagved værende dør i gangen«.

Først 1842 fik kasernen sin nye stald ved udgangen til Overgaden neden Vandet — se skitsen, fig. 2 — og med plads til 6 heste og 2 karlekamre.

Gennem tiderne har man stadig søgt at bedre underofficerernes kår.

På kasernerne lå der normalt mange underofficerer på hver stue og i tomands senge. Kong Frederik VI søgte allerede at bøde på dette, og i november 1830 skrev GCC til Ingeniørkorpset, at det var Hs. M. Kongens vilje og befaling, at der »i det øjemed at forbedre underofficerernes kår skulle undersøges, om der ikke på kasernerne kunne indrettes i det mindste for to og to underofficerer et kammer for sig og med én seng for hver og helst således, at slige kamre stødte tæt op til de stuer, hvor de gemene lå og med cn dør med en lille kikrude med gardin for, således at underofficererne kunne observere, hvad de gemene foretog sig, og at de fulgte kasernens reglement.« Man tilføjede dog, at det nok var for dyrt at forsyne disse værelser med kakkelovne, men så kunne man med mindre bekostning tilvejebringe 2 å 3 værelser som samlingsstuer for underofficererne. Om Kongens »vilje« blev gennemført melder bøgerne ikke noget om.

Man må liave regnet 2. Jydske Infanteri-Regiment for et meget fint regiment, thi det havde i 27 år, fra 1815—42, Wilhelm, Landgreve og Prins af Hessel-Cassel til chef.7) Han var gift med Prinsesse Charlotte, datter af Arveprins Frederik. De boede St. Annæ Plads nr. 13, Prinsens Palæ (nu Esso’s bygning).

I juli 1822 bestemte en kgl. resolution, at da kommandørens gemalinde var kongelig prinsesse, og derfor foran bygningen havde skildvagt, som gaves af garnisonen og afløstes af Vagtparaden, så kunne man ved regimentet spare 12 mand som fanevagt, hvorfor dette mandskab kunne permitteres til fordel for den kgl. kasse.

I 1830 døde ejeren af Infanterikasernen på Christianshavn, justitsråd og kancelliassessor A. P. Rønne, hvorefter GCC skrev til Ingeniørkorpset, at da det måske kunne findes tjenligt at gøre bud på kasernen ved den auktion, der skulle afholdes den 5. n. m., så ønskede man, at Ingeniørkorpset, »dog uden at gøre nogen opsigt«, skulle tage såvel bygninger som inventar i øjesyn og meddele Collegiet, i hvilken stand begge dele befandt sig.

Hele 4 auktioner måtte der til, før GCC på den kgl. kasses vegne blev højstbydende, og den 2 september 1830 fik Ingeniørkorpset ordre til at overtage kasernen samt til at lade bygningerne efterse, således at fornødne reparationer kunne udføres allerede i nævnte år.

Købesummen var 48.200 rdr. i rede sølv. Brandforsikringen var på

75.000 rdr. 7 februar 1831 blev skødet tinglyst2), købesum og renter var

 

 

da Letalt. Nu var Infanterikaserncn på Cliristianshavn — matr. nr. 124 A (83) — endelig blevet en statskaserne og ikke en privat lejekaserne.

Med erhvervelsen af kasernen opstod også ønsket om en udvidelse af grundområdet, og en lejlighed hertil bød sig allerede det følgende år. Den 7 juni 1831 meddelte GCC Ingeniørkorpset, at det gennem mægler Veith havde fået oplysning om, at konferenceråd, højesteretsassessor Rosenkilde var sindet at ville overlade det ham tilhørende pakhus og plads — matr. nr. 130 — 131 — 132 (151—52), se fig. 2 — til Land- militæretaten for 9.500 rdr. rede sølv foruden hankhæftelse og omkostninger. GCC anførte, at skønt prisen oversteg det, man troede at burde accordere for ejendommen, så agtede man dog allerunderdanigst at forelægge sagen for Hs. Maj. Kongen. Man bad dernæst Ingeniørkorpset tage ejendommen i øjesyn og afgive sit skøn over, om pakhuset kunne afgive den plads, som det var ønskeligt at tilvejebringe for 2. Jydske Infanteri- Regiment og således, at hvert kompagni kunne få egne samlingsstuer og bedre bekvemmeligheder kunne tilbydes underofficererne, »som det er Hs. Maj. Kongens allerhøjeste hensigt at forskaffe disse«. Endvidere skulle Ingeniørkorpset udtale sig om udgiften ved pakhusets indretning.

Købet blev godkendt, og GCC meddelte 11 september Ingeniørkorpset, at Kongen havde befalet, at de fornødne penge til indretning af pakhuset til kaserne samt til istandsættelse ekstraordinært skulle bevilges, imod at de refunderedes af bygningsfonden for 1832.

Den 29 august 1831 blev skødet tinglyst8), og den 22 oktober sendte GCC skøde, inålebreve m. v. til Ingeniørkorpset (Ingeniørkorpsets Arkiv). Allerede 11 november blev de første 2.000 rdr. til pakhusets indretning bevilget, og samtidig afslog GCC Ingeniørkorpsets andragende om, at disse bevillinger måtte holdes udenfor bygningsfonden 1832.

Pakhuset, der på fig. 2 er anført som »Casemc«, er opført ca. 1756—58, idet et målebrev af 11 marts 1758 anfører »mit nybygte pakhus«. Det har facade mod Overgaden neden Vandet, er grundmuret i 3 etager og med én gavl. Det har nu gadenummer 49 og er en smuk velbevaret bygning. Se fig. 4 til venstre.

Matr. nr. 131 (152) var en mindre grund9), hvorpå vagtbygningen senere er opført (på fig. 2 anført som stald). Matr. nr. 132 (152) en grund10) på 39 gange 31,6 alen mod Overgaden neden Vandet.

Den 4 maj 1832 meddelte Ingeniørkorpset GCC, at indretningen af pakhuset til kaserne og regulering af gårdspladsen til brug som eksercerplads nu var så langt fremme, at aflevering snart kunne forventes, men man fandt det uheldigt, at en stor del af kasernens areal anvendtes som have for majoren (se fig. 2), hvorfor man foreslog haven nedlagt og plankeværket mellem gård og have fjernet. Dette godkendte GCC.

Den 30 juni meldte Ingeniørkorpset, at den nye kaserne i pakhuset samt den nye latrin ved »Casemen« nu var færdig til aflevering, og den 14. juli befalede GCC, at afleveringen til 2. Jydske Infanteri-Regiment skulle ske ved en overleveringsforretning.

Nu havde kasernen altså fået en ny latrin i stedet for den gamle, der lå bag kasernens bagbygning (se fig. 2), men den gamle bygning skulle jo udnyttes, og GCC fandt, at det passende kunne ske ved at indrette 2 ca- chotter (arrestceller) i bygningen og bruge resten til opbevaring af gymnastikrekvisitter. De gamle cachotter i kasernens kælder kunne så bruges til at udvide bøssemagerværkstedet med. Samtidig skulle den igennem kasemeporten løbende åbne rendesten ændres til stenkiste og dækkes med planker.

Det var nu ikke alene bygningerne, man tænkte på, også mandskabets vel stod højt i kurs. Således meddelte man bl. a., at de reglementerede snapseflasker til mandskabet, »som bør være af hvidt og godt glas, der anses for stærkest«, kunne fås fra Holmegårds Glasværk for 12 sk. pr. stk. og 11 sk., når de toges i tusindvis.

Man havde også fået en samlingsstue, eller som man dengang kaldte det en »brandstue« pr. kompagni, hvorfor det blev bevilget 1 lys hver aften pr. stue for tiden 1 oktober til 15 april (2 stk. pr. pund) samt en tranlygte pr. trappeopgang og latrinbygning.

Mandskabet kunne jo ikke dengang sende vasketøjet hjem til lillemor eller få det vasket på statens regning. Det var derfor et stort fremskridt, at man i 1832 bestemte, at der på kasernen skulle etableres en »vaskeindretning« i et dertil egnet lokale, så soldaterne så billigt som muligt kunne få linnedtøjet vasket. 4 favne brænde pr. regiment stilledes årligt frit til rådighed. Endvidere befaledes der nedsat en »kostforplejningskommis- sion« med majoren som formand. Den skulle kontrollere, at marketenderen leverede et godt og forsvarligt måltid samt fastsætte takster for udsalgsvarer. Marketenderen skulle have varm mad fra 11—3 slet og på manøvre- dage fra 6—7 slet. Endelig skulle kommissionen påse, at »commisbrødet« (det udlevcrede grove bele rugbrød) ikke solgtes.

I februar 1836 tilbød der sig atter en chance for at udvide kasernen, idet ankersmed Caspcrsen ville sælge sin ejendom, et endnu eksisterende etetages pakhus — matr. nr. 125 (81) — i Kongensgade, se fig. 2, for 2.600 rdr. Ingeniørkorpset skulle besigtige bygningen og udtale sig, hvilket skete 19 marts s. å. Korpset opgjorde skatter, afdrag og forrentning til 229 rdr. sølv årligt, hvorfor man mente, at købesummen højst burde være 1800 rdr., men udslagsgivende blev vel, at korpset anførte, at 2. Jydske Infanteri-Regiment ikke tramgtc til en så betydelig udvidelse af sit kaserneområde. Købet blev herefter opgivet og heller ikke senere realiseret.

Ved bærloven af 1842 ophævedes regimentsinddelingen. I stedet indførtes fodfolksbataljoner å 4 kompagnier og med en mobiliseringsstyrke på 200 mand pr. kompagni.

Den 1. juli 1842 ændredes navnet 2. Jydske Infanteri-Regiment til 9. Linie-Infanteri-Rataljon0). I henhold til samme bærordning nyoprettedes bl. a. 8. Lin ie-Infantcri-Bataljon, og disse 2 bataljoner indkvarteredes nu på Infanterikasernen på Christianshavn.

Bataljonernes krigshistorie skal ikke gennemgås nærmere lier. Der henvises til de pågældende bataljoners historier.

I september 1847 fik GCC tilbudt ejendommene matr. nr. 125 (81), 127 (80) og 128 (149). Efter besigtigelse tilrådede Ingeniørkorpset at købe ejendommene, idet korpset anførte, at erhvervelsen var fordelagtig dels for senere at kunne foretage en udvidelse af hovedkasernen, dels for at sikre den nuværende kaserne imod de ulemper, som ville opstå ved en eventuel etablering af fabriker i ejendommene. Købet blev ikke til noget i denne omgang, hvilket senere viste sig at være til stor gene for kasernen.

Hovedårsagen til afvisningen af købet må sikkert ses i, at Collegiet i mellemtiden havde fået tilbud oin køb af det »Tuteinske Pakhus« — matr. nr. 129 (150) — i Overgaden neden Vandet, se fig. 2, og det lille hus — matr. nr. 124 B (82) i Kongensgade.

Efter grosserer Tuteins død var de to ejendomme den 1 maj 1847 sat til auktion og her tilstået prokurator d’Auchamp som højstbydende i kommission for det kgl. GCC.

Købesummen var 20.005 rdr. Skødet blev tinglyst 20 september 184711). Omkostningerne ved købet var 492 rdr. 69 sk. Et sidste prioritetslån på 9.500 rdr. udbetalt 3 oktober 1871.

Grunden var i 1755 tilskødet det ansete liandelsbus Peter Borre og Peter Fenger, der sandsynligvis i 1761 eller 62 har opført pakhuset, idet assuranceprotokollen i 1762 anfører: »vort nye opførte pakhus«.

Pakhuset er en stor, statelig grundmuret rød bygning i 3 etager og med 2 kviste til hejsekraner, se fig. 4. Ejendommen har nu gadenummer 51 A og B i Overgaden neden Vandet.

Huset nr. 124 B, der fulgte med i købet, er kun 2 fag bredt, formentlig opført i 1811. Det har nu gadenummer 62 i Wildersgade. I 1848 blev huset foreslået brugt som kvarter for en af Ingeniørkorpsets fortifikationskonduktører, hvorved årligt kunne spares 54 rdr. til de en konduktør tillagte indkvarteringspenge.

Anvendelsen af det store Tuteinske pakhus voldte større besvær. Den 14 februar 1848 skrev Ingeniørkorpset til GCC, at det havde forhandlet sagen med indkvarteringskommissionen, samt at denne havde meddelt, at den for tiden ikke fandt nogen præcerende nødvendighed for at indrette bygningen til brug som kaserne for 8. og 9. Infanteri-Bataljon, hvorfor man ikke turde tiltræde en forandring, der måske ville blive unyttig, hvis en almindelig værnepligt om kort tid skulle blive indført. Man henstillede derfor, at sagen stilledes i bero.

Man fik også andet at tænke på, krigsskyerne trak op over den sydlige himmel, og i foråret 1848 forlod bataljonerne kasernen for at deltage i krigen mod oprørerne i Slesvig-Holsten.

Krigsårene 1848—50 var blodige, og de såredes antal stort. Rundt omkring i landet indrettedes feltlazaretter. Også Infanterikasernen på Christianshavn blev i disse år indrettet til feltlazaret, fra 1 juni 1848 — 31 oktober 1849 med kaptajn von Schmitter som inspektør og fra 1850—51 med major C. Kierulf som forvalter.

Ledende læger var i 1848 overlæge i hæren J. F. C. Stiitzer (f. 1810), i 1849: jan-februar overlæge H. C. M. Gottschalch (f. 1798), marts-september Stiitzer, oktober F. Y. F. Bricha (f. 1809), i 1950—51 overlæge H. E. Ravn (f. 1815). Indlæggelsesprotokoller, regnskab m. v. findes i Hærens Arkiv.

Dengang sloges man ikke om vinteren, men sluttede våbenhvile og drog hjem for at ordne forretninger m. v. Det samme gjorde Ingeniørkorpset, og den 11 januar 1849 fremkom korpset atter med forslag om at købe de 3 pakhuse nr. 80—81 og 149 mod Bådsmandsstræde, idet korpset anførte, at man ville få en fortrinlig plads til opførelse af en kaserne til 3 bataljoner, tilvejebringe en passende kasemegård samt undgå et højst uheldigt naboskab, hvis bygningerne blev indrettet til fabriker. Også denne gang blev resultatet negativt.

I begyndelsen af februar 1851 vendte bataljonerne tilbage til København, hvor de fik en begejstret modtagelse, men for 8. og 9. bataljons vedkommende blev opholdet på Infanterikasernen kun kortvarigt. Allerede i begyndelsen af 1852 forlagdes 8. bataljon til Kiel og 9. bataljon til Altona, og de vendte ikke senere tilbage til København.

Stambataljon på kasernen blev nu 22. Infanteri-Bataljon. Den var oprettet 1789 som »I. Bataljon let Infanteris i Holsten, 1842 ændret til 5. Jægerkorps. Den deltog i krigen på oprøremes side, hvorfor den 21 marts 1848 blev udslettet af arméen, men atter oprettet 1 december 1851 som »Holstenske Jægerbataljon« (3 januar 18C0: 22. Infanteri-Bataljon).

Endelig 10 september 1855 fik Ingeniørkorpset af ministeriet ordre til, efter konference med krigsassessor Meislinger, at fremsende forslag til istandsættelse og indretning af det Tuteinske Pakhus til brug som depot for kaserne- og lazaret-inventar. De øjeblikkelige udgifter til istandsættelsen beløb sig til 980 rdr.

26 november 1855 fremsendte Ingeniørkorpset det endelige forslag til indretning af kontorlokaler, bolig for forvalteren samt lokaler til opbevaring af kirurgiske instrumenter, ialt til en udgift af 9.200 rdr., hvor af indretning af forvalterboligen alene kostede de 4.000 rdr.

Man forhastede sig ikke med afgørelsen, thi først et år efter tilbagesendte Krigsministeriet forslaget med besked om, at der i det indeværende finansår ikke var penge til rådighed. Beskeden gik videre til Københavns Fortifikation, idet Ingeniørkorpset bad denne undersøge, om depotet ikke kunne indrettes billigere i Kastellet, ligesom korpset pointerede, at det ikke ville kunne anbefale anvendelse af 4.000 rdr. til indretning af bolig for depotforvalteren. Men nu tabte Arméens Intendantur tålmodigheden; den anførte, at man lagde stærk vægt på arbejdets hurtige udførelse. Ingeniørkorpset meddelte så, at de strengt nødvendige arbejder ville kunne udføres for 3.000 rdr., og 10 august 1857 var arbejdet endt.

Et særligt dilemma for Infanterikasemen var drikkevandet. I kasernegården var opstillet 2 pumper, hvortil vandet førtes i trærør belt fra St. Jørgens Sø eller Emdrup Sø. Tilførslerne svigtede ofte, hvorfor man 1832 tillod anskaffelse af 2 store kar, »for deri at opsamle en stadig beholdning af rent og klart drikkevand, over hvilke der i den senere tid er ført klage«. Med renligheden var det nok så som så, dels var vandet i søerne ikke rent, og dels sivede der urenligheder ned igennem de lange trævandrender. De nævnte kar bar åbenbart ikke været tilstrækkelige, thi i december 1854 foreslog Ingeniørkorpset, at man indrettede en vandkumme til 36 td. vand. I november 1857 klagede kaserneforvaltningen atter over det dårlige drikkevand. Ingeniørkorpset indhentede erklæringer fra flere sider og indberettede i december, at det af de modtagne oplysninger fremgik, at det »ikke var uden føje«, at der var ført klage over vandet i den forløbne sommer. Korpset anførte, at man kunne bekoste en vandkam til 300 rdr., men det ville kun tildels råde bod på ulemperne, og da man mente, at det ikke ville være sandsynligt, at den næste sommer ville blive så ekseptionel varm som dette års, så tilrådede man at vente til 1859, da Christianshavn ville få sin egen nye vandforsyning.

Et andet makabert forhold på kasernen var latrinerne. Der blev ganske vist i 1832 bygget et nyt latrinhus, men skarnet faldt ned i en åben grube. I marts 1860 blev der bevilget 800 rdr. til ændring af kulelatrinen til tøndelatriner, men arbejdet blev ikke udført. Først i marts næste år blev der bevilget 3.700 rdr. til en helt ny, grundmuret latrinbygning med tønder.

Atter måtte landet gennem en krig. Den 26 december 1863 forlod 22. Infanteri-Bataljon Infanterikasernen for at rykke til Dannevirke, og samme dag fik Ingeniørkorpset ordre til, efter konference med Garnisonshospitalets inspektør, oberstløjtnant Scholler, at træffe foranstaltninger til at oprette lazaret på Infanterikasernen.

Også denne gang blev overlæge Sliitzer ledende læge og med assistance af konst. overlæge I. Adler (f. 1817. Fattiglæge ved mosaiske trossamfund), 2 underlæger og 4 sygesergenter. Forvalter var major Husum. Der var 300 sengepladser, senere 254, men lazarettet var sjældent fuldt belagt. Efter fredsslutningen sank belægningen hurtigt, 11 september var der 44 patienter tilbage, og 12 september ophørte lazarettet med at fungere.

22. Bataljon vendte tilbage, denne gang uden begejstret modtagelse fra Københavnernes side. Styrken blev reduceret, et trainkompagni blev tillige indkvarteret, ligesom kasernen måtte afgive stuer til undervisningsbrug for atilleristcr fra den nærliggende aitillerikaserne samt til brag for den Classenske Legatskole.

Fra oktober 1866 ændredes det lidt besværlige navn »Infanterikasernen på Christianshavn« til »Wildersgadens Kaserne«.

22. Bataljon forlagdes nu til Kastellet, og Ingeniørkorpset fik ordre til at udarbejde ny belægningsplan. Denne indsendtes den 25 juni 1866 og gik ud på

— at trainkompagniet skulle forblive på kasernen, indtil Bådsmandsstrædes Kaserne var fuldført,

— at et trainkuskedepot forlagdes til kasernen fra den til salg værende Kvæsthusgades Kaserne (nu D.F.D.S.’s bygning), samt

— at 22. Bataljon beholdt boliger til kasernekommandant, 1 adjutant, 4 kommandersergenter, 2 våbenmestre, 1 detopsergent og 1 kaserne- sergent.

Planen blev godkendt 20 september, idet ministeriet ønskede Kvæstbusgadens Kaserne rømmet til oktober flyttedag.

Da stalden nu stod tom, blev den i 1868 overladt Inventaricdcpolet som depot.

Fra 1871 begyndte man under efterårsindkaldelserne at lægge 1. kompagni af den bataljon, der havde indkaldelse, ind på kasernen. Samme år blev rekrutter og skole fra forplejningskorpset indkvarteret.

Da fæstningsterrainet på Christianshavn i 1867 overgik til kommunen, boede der ca. 14.500 mennesker i denne bydel, hvortil kom militærpersoner fra 3 store kaserner samt fangerne i Christianshavns fængsel. Befolkningen var sammenpakket i 373 ejendomme, altså ca. 40 personer pr. bus. Der herskede selvsagt stor fattigdom i mange lijem. Et privat foretagende, »Christianshavns Bespisningsselskab«, søgte at hjælpe med udlevering af varm mad, men i december 1871 måtte foreningens dampkøkken nedlægges, hvorfor det fra 5 januar 1872 og mange år frem i tiden tillodcs marketenderen på Wildersgadens Kaserne i sit køkken i vintermånederne daglig at tilberede og udlevere ca. 700 portioner middagsmad til trængende, som benvistes dertil af foreningens bestyrelse.

Som tidligere omtalt købte man ikke de to pakhuse i Bådsmands- strædc, de blev indrettet til privat træskæreri, og snart viste de ulemper, som Ingeniørkorpset havde frygtet, sig. Allerede i juni 1874 gjorde inven- tariedepotet opmærksom på den store brandfare, der opstod, når gnister fra træskæreriets skorsten fløj ind over depotet. Krigsministeriet bevilgede i denne omgang 520 rdr. til jernskodder for 12 vinduer til gården.

Vedligeholdelsesarbejderne på kasernen blev normalt udført af soldater med faglig uddannelse, men i 1876 gik man over til at bortliciterc arbejderne — hvidtning, maling m. v. — til en civil entreprenør. Betingelserne13) er meget fyldige, og indeholder bl. a. en oversigt over antal værelser og disses anvendelse. Af oversigten fremgår det, at der i hovedkasernen var 11 officersværelser, 29 underofficersværelser og 43 mandskabsværelser, inarkctendcrværclscr m. v. Mandskabsstyrken var 353 korporaler, underkorporaler og menige. Bemærkelsesværdigt var dengang og fremover det store antal befalingsmandsværclser i forhold til mandskabsstuer.

Fra 1881 og nogle år fremover blev et tøjhuskompagni og mandskab af laboratorieafdelingen tillige indkvarteret på kasernen.

I 1882 var det atter galt med brandfaren fra træskæreriet, og ejeren, grosserer Hammer, fik af brandkommissionen pålæg om at sørge for, at hans skorsten ikke udsendte farlige gnister. Hjalp dette ikke ville man pålægge Hammer at indrette et særligt kammer i skorstenen til opfang- ning af gnisterne, forinden røgen gik ud af skorstenen.

Men alle pålæg var uden virkning, hvorfor forplejningskorpset i maj 1889 i en lang redegørelse gjorde ministeriet opmærksom på, at der i træskæreriets lokaler var opmagasineret store mængder tørt træ umiddelbart op til ildstedet for en dampovn. Gik der ild i bøvl- og savspåner, var faren for depotet stor. Depotet ville hurtigt nedbrænde og dermed hele den inventarbeholdning, som skulle holdes rede til udstyrelse af sygehuse og kaserner ved krigsudbrud, ligesom bele samlingen af kirurgiske instrumenter, der var anskaffet i de sidste år for ekstraordinære midler, ville gå tabt, og disse kunne ikke hurtigt erstattes. Forplejningskorpset pointerede, at den eneste løsning på misæren ville være at købe træskæreriet. Tidligere havde man for de to ejendomme — matr. nr. 128 (149) og 127 (80) — forlangt 75.000,— kr., men nu var Hammer villig til at sælge for 40.000,— kr. Ved købet ville brandassurancen for det Tuteinske Pakhus kunne nedsættes med 634 kr. årligt, hvilket svarede til 4 % af 15.800 kr., ligesom man kunne spare 4.000 kr. af den sum på 6.900 kr., der var bevilget til brandsikringsforanstaltninger på depotet.

Krigsministeriet godkendte herefter købet af de to ejendomme — begge enetages bygninger — og meddelte 24 april 1890 Ingeniørkorpset, at en bevilling på 47.000 kr. var givet på finansloven. Den 30 juni 1890 godkendte firmaet Viggo O. P. Hammer og Søn skødet, der blev tinglyst samme dag.14) Begge pakhusene er opført som målt 15 juli 1730, de er altså opført inden dette tidspunkt, men det nøjagtige opførelsesår har ikke kunnet opspores.

Hermed var købet af naboejendommene til liovedkasemen afsluttet. På fig. 4 ses gavlen af det endnu eksisterende pakhus 128 (149). Det har gadenummer 6 i Bådsmandsstræde.

Nu var bygningerne altså endelig købt, men hvad skulle de hruges til? Forplejningskorpsct, Materielintendanturen og Ingeniørkorpset forhandlede, og resultatet blev:

— at bygningen — matr. nr. 127 (80) — skulle nedbrydes, idet den var uanvendelig p. g. a. forfald. Et plankeværk til gaden skulle opsættes i stedet,

— at bygningen — matr. nr. 128 (149) — skulle anvendes til grovere inventariesager, hvorfor mure, tag in. v. skulle efterses, porte og de fleste vinduer mod Bådsmandsstræde tilmures, resten forsynes med jernstænger og skodder, dampskorstenen nedbrydes og dobbeltdøre anbringes imod inventariedepotets gård. Alt dette kunne udføres for den givne bevilling.

Da der nu skulle anbringes døre mod inventariedepotets grund, forlangte Københavns Magistrat samtlige matrikelnumre sammenlagt, og 18 april blev Krigsbestyrclsen indtegnet som ejer af matr. nr. 80, 82, 83, 149, 150, 151 og 152 i Christiansliavns kvarter (matr. nr. er for matriklen af 1806). De samlede ejendomme var vurderet til 335.000 kr.

På nævnte tidspunkt var ædrueligheden ikke allerbedst, ofte søgte soldaterne at slukke tørsten hos marketenderen eller i de mange små kælderbeværtninger i Christianshavns snævre gader. Kaserneuorden p. g.

a. drukkenskab var ikke ualmindelig, og mange hårde straffe faldt der. I 1890 var de to arrester ikke tilstrækkelige, et kælderrum måtte tillige indrettes til detentionslokale.

I 1891 blev der udarbejdet ny belægningsplan omfattende 1 gift officer, 2 gifte stabssergenter, 8 gifte oversergenter, 2 gifte og 10 ugifte sergenter og 247 korporaler, underkorporaler og menige. Mandskabet var nogenlunde ligeligt fordelt mellem forplejningskorps, sundhedstropper, militærarbejdere og laboratorieafdelingen. Sidstnævnte afdeling forlod samme år kasernen og erstattedes af sygepasserskolen.

Fra juli 1893 indlcmmedes kasernen i det »militære telefonsystem« med 1 telefon, hvilket medførte en årlig udgift på 80 kr.

Med købet af de forskellige ejendomme mod Overgaden neden Vandet havde man også overtaget de dertil hørende bolværker og slæbesteder mod kanalen, hvilket voldte mange kvaler. Allerede 1831 måtte man sætte nyt bolværk udfor matr. nr. 130 (»Casernen«). I 1848 forlangte havnevæsenet bolværket udfor det Tuteinske Pakhus ombygget, da det var i en »aldeles forfalden tilstand«, hvilket kostede 2.000 rdr. Kasernen havde ikke brug for bolværkerne, hvorfor man forpagtede dem bort for en meget ringe sum.

Da man i 1891 havde købt de sidste to ejendomme, var det atter galt med bolværkerne, thi nu kunne man ikke finde noget dokument, der angav ejerforholdene, og da man i 1894 opdagede, at den hidtidige forpagter af bolværkerne var stukket af til Amerika uden at betale afgiften, ville man opgive det hele og overgive bolværkerne til havnevæsenet, men den gik ikke. Havnekaptajnen gik dog med til at opkræve bolværksafgiften mod et fradrag af 5 °/c.

I 1897 opdagede kasernekommandanten til sin rædsel, at forplejningskorpsets skole gjorde gymnastik i samlingsstuen, hvilket medførte så store rystelser, at han mente, kasernen ville ramle sammen. Han anbefalede gymnastikken henvist til Bådsmandsstrædes Kaserne, men Ingeniørdirektionen mente dog ikke, at gymnastikken ville forvolde skade, hvorfor man anbefalede at stille sagen i bero.

Rotter var der nok af på Christianshavn, hvorfor kasernen havde kontrakt med kammerjæger Søborg om udryddelse, men i 1898 opsagde man kontrakten, da den ikke havde haft den forventede nytte. Man forsøgte så med katte og fik bevilket 1 krone månedlig til mælk.

Soldaternes lønning var beskeden, men marketenderens priser var heller ikke store. I 1904 kostede en hel fl. hvidtøl 9 øre, en sodavand 6, 1 portion middagsmad uden brød 28 øre, formad 12 og eftermad 16 øre o. s. v.

I 1903 havde man for 2.000 kr. fået indrettet soldaterhjem på Kronprinsessegadens Kaserne, og 2 år efter rejste bestyrelsen for Kvindernes Soldaterhjem spørgsmålet om lokaler til soldaterhjem på Wildersgadens Kaserne. Ingeniørdirektionen svarede, at det kun kunne lade sig gøre, hvis man enten nedlagdc marketenderiet eller en underofficerslejlighed. Soldaterhjemmet hlev dog ikke oprettet på kasernen, men i Overgaden oven Vandet nr. 10. I september 1905 brændte bagbygningen her, hvorfor man lejede lokaler i Søkvæsthusct.

I 1913 blev en del af de jydske bataljoner overført til Sjælland, men det medførte dog ikke ændringer på Wildersgadens Kaserne. Kasernen måtte derimod fra august 1913 afgive 6 lokaler i bagbygningen til brug for sanitetsdepotets fabrik til tilvirkning af forbindsstoffer. Da gaze og vat var yderst brandfarligt, kunne man ikke anvende gasblus i fabrikken, hvorfor der for 750 kr. installeredes elektricitet til lys og motor (1 hk). I 1914 fik kasernekommandanten, kaptajn J. V. V. Hermansen, også elektrisk lys i sin bolig.

I august 1914 brød 1. Verdenskrig ud, og en urolig tid for kasernen begyndte. Den blev i alle krigsårene meget stærkt belagt, til tider med indtil det 10-dobbclte af normal belægning.

Med krigsårene steg også priserne i marketenderiet. I 1915 kostede middagsmaden 40 øre, i 1916 45 øre.

Tidligere frygtede Inventariedcpotct brandfaren fra træskæreriet, i 1915 var det Sanitetsdepotet, der også havde lokaler på kasernen, der gjorde opmærksom på brandfaren fra gasblussene og kakkelovnene. Depotsbestyrer, overlæge C. T. Hansen, anførte, at depotet lå inde med store mængder uerstattelige råstoffer, færdige forbindinger og sanitetsrekvisitter. Så fik også dette depot elektrisk lys for 3.400 kr., hvorimod beboelseslejlighederne måtte vente til oktober 1917, da der bevilgedes 3.100 kr. til installationerne.

I december 1915 stillede kasernen 2 lokaler til rådighed for Dansk Røde Kors til pakning af gavepakker til krigsfanger på Østfronten.

I efteråret 1917 klagede forskellige håndværkerorganisationer over, at arbejder på kasernen blev udført af værnepligtigt mandskab. Ingeniør- direktionen indrømmede, at det var sket, men anførte, at der dels kun var udført maling og hvidtning af gange, trapper og belægningsstuer efter en overstået meningitisepidemi, dels at det var nødvendigt at udføre nævnte arbejder under uforudsete korte bortkommandoer af de indkvarterede styrker, hvor det formentlig ville have været umuligt at gennemføre arbejderne med civil arbejdskraft.

I november 1918 sluttede krigen, og de store indkaldte styrker hjemsendtes. Kasernen havde lidt meget, hvorfor der i finansåret 1919/20 ekstraordinært hevilgedes 10.400 kr. til istandsættelsesarbejder.

Bolignøden i København var dengang stor, hvilket bevirkede, at Krigsministeriet på Magistratens opfordring i februar 1919 forespurgte, om man kunne gøre kasernens belægning tættere, så der kunne blive plads til husvilde fra Københavns Kommune, men det blev et afslag.

Med gennemførelsen af bærloven af 1922, der halverede hæren, måtte man være klar over, at de gamle københavnske kaserner — Strandgadens Kaserne, Fredcriksholms Kanals Kaserne og Wildersgadens Kaserne — sang på deres sidste vers.

Den 14 og 17 juni 1923 blev kasernerne averteret til salg.

På Wildersgadens Kaserne indkom der bud fra 192.000 kr. til 1.055.600 kr., men sidstnævnte byder ville dog ikke give oplysning om sikkerhed for beløbet.

Den 19. juni meddelte Generalkommandoen kommandantskabet, at Krigsministeriet påtænkte at sælge kasernen i løbet af indeværende år, hvorfor man pålagde kommandantskabet at meddele de indkvarterede befalingsmænd, at de ikke ville kunne beholde tjenesteboligerne udover 1 november, ligesom man pålagde kommandantskabet at opsige kontrakten med marketenderen. Foruden Forplcjningskorpsets Skole og Sanitets- depotet var der på nævnte tidspunkt 15 tjenesteboliger på kasernen.

Grosserer F. Arnlieim, Rigensgade 5, tilbød at købe kasernen for

525.000 kr., heraf 350.000 kontant, resten 175.000 kr. i afdrag.

Krigsministeriet tilskrev 23 oktober 1923 (D 2113) grossereren, at man kunne modtage tilbudet, dog forhøjet med 50.000 kr. til 575.000 kr., heraf skulle 350.000 kr. betales ved slutsedlens underskrift, 225.000 kr. i afdrag. Afleveringen kunne ske til april flyttedag 1924, Inventariedepotets bygning (Tuteins Pakhus) dog først 1 september 1924. Krigsministeriet henstillede endvidere, at køberen gav beboerne lejlighed til at afslutte kontrakt om fortsat leje.

Den 1 november 1923 erklærede grosserer Arnlieim sig indforstået med betingelserne, men meddelte, at købekontrakt og skøde skulle udstedes til afdelingschef G. Colin og højesteretssagfører N. Colin som købere af ejendommen.

Beboerne fik herefter meddelelse om, at de kunne blive boende til april flyttedag og dernæst forhandle med køberen om forlængelse af lejemålet.

I skødet anførtes, at ejendommen, livis grund var bestemt ved målebrev af 19 juni 1923, solgtes med alt tilliggende og tilhørende, herunder bolværker, ca. 130 m, udfor ejendommen og med ankerplads for skibe. Endvidere anførtes, at der påhvilede matr. nr. 150 (Tuteins Pakhus), 151 (Caserne) og 152 (vagtbygning) fredningsbestemmelser i h. t. lov af 12 marts 1918, klasse B. Hovedkasemen var allerede 22 november 1920 fredet i klasse B.

Skødet blev tinglyst 24 marts 1924.

 

NOTATER

1) Se herom Tidsskrift for Ingeniørofficerer 6/1960.

2) Matr. 124 A (83)

19 december 1729 Kræmmerkompagniets Interessenter

18 august 1783 Den kgl. grønlandske, islandske, finmarkske og færøiske Handel

6 december 1802 Den kgl. Landmilitæretat

14 februar 1803 Jørgen Heinrich Rawert og Andreas Hallander 18 februar 1811 Andreas Peter Rønne, cancelliråd

7 februar 1831 Det kgl. General-Commisseriats-Collegium

24 marts 1924 afdelingschef G. Cohn og højesteretssagfører N. Cohn (følger dernæst matr. nr. 80).

3) Se herom Dansk Artilleri-Tidsskrift 4/1961.

4) Se herom: L. Sabroe — »Rigensgades Kaserne og nærmeste Omegn«.

B) I Sterm: Reskrivelse over Hoved- og Residentsstaden København, 1841, findes en nøjagtig beskrivelse af bygningerne, deres inddeling og anvendelse på det pågældende tidspunkt.

6) 8 maj 1703 1. Danske geworbne Infanteri-Regiment

11 marts 1735 Sleswigske geworbne Infanteri-Regiment

28 januar 1785 Riberske Infanteri-Regiment

8 januar 1790 2. Jydske Infanteri-Regiment 1 juli 1842 9. Linie Infanteri-Bataljon

3 januar 1860 9. Infanteri-Bataljon 1 december 1863 9. Infanteri-Regiment 6 februar 1865 9. Infanteri-Bataljon 1 oktober 1867 9. bataljon

1 november 1951 10 Regiment (Feltherrens Fodregiment, Aalborg), 1961 indgået i Dronningens Livregiment.

7) Wilhelm, landgreve og prins af Hessen-Cassel. Født 24 december 1787, død 5 september 1867. Dansk officer. Gift 10 november 1810 på Amalienborg Slot med prinsesse Charlotte, datter af arveprins Frederik.

1802 RM a. 1. suite, 1805 KN, 1811 OL, 1815 OB og kommandør for 2. Jydske Infanteri-Regiment. 1815—18 med en bataljon af regimentet i besættelseskorpset i Nordfrankrig, en tid kommandør i fæstningen Boucbain. 1818 GM u. A., 1831 rigtig GM. 1834 fungerende guvernør i København. 1842, da regimentet ophævedes, virkelig guvernør. Fader til prinsesse Louise, senere Kong Christian IX dronning.

8) Matr. nr. 130 (151)

1756 Niels Andersens pakhus

10 august 1761 Hans Jensen Meyer, captajn

6 oktober 1766 Hans Hofgaard Jansen

17 december 1770 Niels Broch, grosserer

24 december 1804 Niels Broch Hansen, grosserer

3 januar 1820 Hans Rosenkilde

29 august 1831 Det kgl. GCC på L-M-E’s vegne, dernæst som matr. nr. 80.

 

9) Matr. nr. 131 (152)

6 august 1732 Kræmmerkompagniet med matr. 124 18 oktober 1802 Det asiatiske Compagni 6 december 1802 Land-Militær-Etaten 29 august 1831 Det kgl GCC, dernæst som matr. 80.

19) Matr. nr. 132 (152)

1758 H. von Hemmert

18 oktober 1762 Peter Borre, grosserer og agent

23 august 1802 Laurentjius J. Cramer, grosserer 10 januar 1803 Det kgl. asiatiske Compagni

20 maj 1811 Hans Rosenkilde

29 august 1831 Det kgl. GCC, dernæst som matr. 80.

11) Matr. nr. 129 (150)

22 december 1755 Handelshuset Peter Borre og Peter Fenger

3 juli 1780 Joest von Hemmert, etatsråd 5 januar 1807 P. Peschier, grosserer

18 maj 1818 Handelshuset Bdr. Tutein

9 februar 1829 C. Didrik Tutein, grosserer 20 december 1847 Det kgl. GCC, dernæst som matr. 80.

12) Matr. nr. 124 B (82)

22 april 1811 Peschiers Co.

9 februar 1829 Carl Didrik Tutein

20 december 1847 Det kgl. GCC, dernæst som matr. 80.

13) 1. Ingeniørdirektions skr. nr. 26 af 11 januar 1876 (i Hærens Arkiv), il) Matr. nr. 127 (80)

1730 Fru assessorinde Arentsens arvingers pakhus 1730 Madam Cornelia, salig Rolf Hogkireks enke 1743 Hans Heinrick Hansens pakhus 5 januar 1795 Casper Peter Bygel og Co.

4 november 1822 Daniel Nicolaus Bygel

10 januar 1848 Alexander Christian Øst

21 marts 1870 Marius Henrik Emil Øst 2 februar 1874 Petersen og Reehoff

4 februar 1889 Fa. Viggo O. P. Hammer og Søn

30 juni 1890 1. Ingeniørdirektion på Krigsbestyrelsens vegne

24 marts 1924 afdelingschef G. Cohn og højesteretssagfører N. Cohn 16 oktober 1959 A/S »Rosen-Palais«

29 december 1961 fru minister Elfride Cohn.

>5) Matr. nr. 128 (149)

1730 Fru assessorinde Arentsens arvinger 1730 Niels Sindeisen Brandt 8 september 1741 Anders Bjørn

23 februar 1756 C. H. Gustmeyer Chatrine Spring enke

19 juni 1776 Det asiatiske Compagni og igen 19 juni 1776 Hinrieh Bolte, vinhandler

2 november 1789 Christen Schaarup Blacks Enke og Co.

28 april 1817 hendes anden mand, Erich Erichsen, etatsråd og grosserer 15 februar 1834 ankersmed Hans Caspersen 12 oktober 1857 mekaniker Hans Caspersen 1 august 1864 fabrikant Viggo O. P. Hammer

30 juni 1890 1. Ingeniørdirektion på Krigsbestyrelsens vegne, dernæst som matr. 80. Tidligere udgivet om gamle kaserner:

Rigensgades Kaserne og nærmeste Omgivelser (191 s.), P. Haase og Søns Forlag (16,00 kr.). Kronprinsessegadens Kaserne (23 s.), Tidsskrift for Ingeniørofficerer nr. 6 — 1960. Strandgadens Kaserne eller Artillerikasernen på Christianshavn (22 s.). Dansk Artilleri-Tidsskrift nr. 4 — 1961.

Guidekasernerne (16 s.). Militært Tidsskrift, juni 1962.