Vi må fremtidigt have to slags infanteri — et panserinfanteri til snævert samarbejde med panserenheder og et antipanserinfanteri t il panserbekæmpelse og løsning af infanteriets mere traditionsbundne opgaver. Således konkluderer pseudonymet a chairborne infantry-man sin opfattelse af vort infanteris udvik ling. Forfatteren analyserer mulighederne for en mere effektiv udnyttelse af infanteriet i den defensive kamp og stiller forslag til en ændret og mere fleksibel organisation af infanteriet i vore brigader.
Det gamle og evigt unge taktiske princip »Ild og Bevægelse« har selv i en atomtid bevaret sin fundamentale gyldighed, hvad enten det gælder gruppe eller division. »Udtryksformen« for de to begreber har ændret sig væsentligt i det sidste halvthundrede år. For 50 år siden var -— hvad enten det drejede sig om manøvren forud for kampen eller på selve kamppladsen — tempoet i »bevægelsen« afhængig af navnlig infanteristens præstationer med hensyn til fodmarch og løb. I dag indgår fodmarchen ikke som et væsentligt element i de taktiske overvejelser. Når det drejer sig om manøvren forud for kampen, er så hurtige transportmidler som fly og helikoptere taget i brug, og med hensyn til bevægelsen på kamppladsen er det i første omgang ikke mandens, men de pansrede, terraingående kampkøretøjers præstationer, der er afgørende. »Ilden«, der på den ene side skaber forudsætninger for og understøtter »bevægelsen« og på den anden side bringer »bevægelsen« til standsning, har ligeledes skiftet karakter. De enorme og ødelæggende virkninger af de taktiske atomvåben har tilsyneladende forrykket den naturlige balance mellem »ilden« og »bevægelsen« til fordel for førstnævnte; men i betragtning af det stærkt øgede tempo i »bevægelsen« og den relative gode beskyttelse, der kan ydes det heri deltagende personel, er den naturlige ligevægtstilstand igen opnået.
Hvorfor nu denne noget luftige indledning, når artiklen skal omhandle noget så jordbundet som vort infanteri? Formålet er det enkle at klarlægge de vilkår, under hvilke infanteriet skal løse sin del af opgaverne på kamppladsen.
Kamppladsens vilkår
Generelt kan siges, at infanteriets rolle — set i relation til det taktiske princip »ild og bevægelse« — stort set falder inden for rammen af »bevægelsen«. Selv om det mest ultr amoderne inden for »bevægelsen« såvel forud for kampen som på selve kamppladsen er den af terrainforekomster fu ldstændig uafhængige luftbårne fremføring af både personel og materiel, kan man næppe forvente, ejheller i stormagtshære, at dette bliver den fremtidige, generelle udtryksform for »bevægelsen«; såvel de økonomiske som de praktiske muligheder v il sætte en vis øvre grænse for den manøvremæssige udnyttelse af luftrummet over kamppladsen. Udviklingen i stormagtshære på det organisatoriske område viser tydeligt, at »bevægelsen« i stedse stigende grad v il blive baseret på terraingående, pansrede kampkøretøjer. Hertil kommer yderligere de tendenser, der går i retning af på lavere og lavere niveau at skabe mulighed for at formere integrerede kommandoer af kampenheder t il løsning af selvstændige operative opgaver. For disse tendenser virker de taktiske atomvåben i høj grad som katalysatorer, idet den primære passive modforholdsregel over for v irkningen af taktiske atomvåben — - spredning af styrkerne — giver modparten mulighed for med mindre, integrerede kampstyrker at opnå lokale, men for kampens videre førelse, ret afgørende resultater. Ovenstående betragtninger giver ikke noget klart billede af kamppladsens vilkår, men måske baggrunden herfor. Ud fra den forudsætning, at vi i en væbnet konfliktsituation naturligt må blive den defensive part, samt at begge parter må operere ud fra den forudsætning, at modparten kan anvende taktiske atomvåben, kan der tegnes følgende generelle billede af en beslutsom, offensiv fjendes operationer: Efter at den kraftige fjendtlige opklaring stort set er kørt fast over for egen koordineret modstand, v il integrerede fjendtlige kommandoer bestående af kampvognsenheder, panserinfanteri, ingeniørstyrker og støttet af selvkørende artilleri fra dybden støde frem gennem terrainet mod mål relativt dybt inde i det af egne styrker kontrollerede område. Har fjenden lufttransport — normalt i form af helikoptere — til rådighed, vil han hermed søge etableret kontrol over endnu dybere beliggende mål. Formålet med angrebet i den beskrevne fase er hurtigt at få kontrol over sådanne områder, hvorfra det er muligt at hindre flest mulige af egne enheders tilbagetrækning. Som bonusvirkning søges kampstøtteenheder nedkæmpet og reserver engageret. Som det v il fremgå, er åhningsfasen afgørende for kampens udfald. Lykkes den fuldt ud, resterer for fjenden stort set kun et »oprydningsarbejde«. Slår angrebet fejl, må fjenden starte forfra; men nu berøvet noget af den oprindelige kampkraft.
Vort infanteris tilpasning til kamppladsens vilkår
Det kunne nok være fristende at diskutere brigadens muligheder for at føre kampen efter de i feltreglementet beskrevne principper på de foran opridsede vilkår. I det følgende skal im idlertid kun omtales infanteriets forhold, dog med de naturlige relationer til andre våbenarter. Vort infanteri er motoriseret; for visse enheder tillige med pansret terrængående kapacitet. Var infanteriet ikke blevet motoriseret, havde det ikke haft nogen eksistensberettigelse; sagt med andre ord: Som eksponent for »bevægelsen« vil et fodmarcherende infanteri i dag være en absurditet. Lad det foreløbig være nok at konstatere, at infanteriet er motoriseret, og i samme åndedrag spørge: Hvorledes udnytter først og fremmest det lette infanteri denne motorisering under brigadens defensivt prægede kamp? Skal dette spørgsmål besvares råt og brutalt, må svaret blive følgende: T i l at løbe fra fjenden, næsten før man liar set ham. Dette er selvsagt et for generelt og subjektivt svar. De reglementariske bestemmelser anviser f. eks. en anvendelse af det lette infanteri i mørke og i uoverskueligt terrain; men det gennemgående tema i vore taktiske reglementer er, at den defensive kamp primært gennemføres under udnyttelse af de tunge våben på lange afstande. Nu ligger det lige for at indflette en bemærkning om, at forholdene vil bedres betydeligt for de infanterienheder, der efterhånden udrustes med pansrede mandskabsvogne. Heroverfor kan for at blive i den brutale stil repliceres: Jo, forholdene bliver betydeligt bedre; nu kan disse enheder også løbe bort fra fjenden tværs gennem terrænet.
Hvad er nu grunden til, at vort hæderkronede (lette) infanteri under visse kampformer og kampmåder nærmest optræder i rollen som statist? Det fundamentale taktiske princip »Ild og Bevægelse« giver svaret herpå i al sin enkelthed. Når man udgør den defensive part i kampen, er det primære mål at standse fjendens bevægelse. M id let hertil er ilden. Det blev indledningvis nævnt, at »udtryksformen« for ilden har ændret sig med indførelsen af de taktiske atomvåben. Set i et større perspektiv er dette ubestrideligt; men spørgsmålet må vist stå åbent, om vi — forblændet af de taktiske atomvåbens virkninger — ikke har undladt at erkende, at det for den defensive part på det noget lavere taktiske n iveau hverken er de taktiske atomvåben eller de konventionelle ildstøttevåben (artilleri og morterer), der kan standse og ødelægge de mekaniske midler, med hvilke fjenden udfører bevægelsen. Det er — uden tilsigtet forsøg på at være hverken patetisk eller teatralsk — vort infanteris tragedie, at det på skillevejen mellem fodmarcli og motorisering ikke i tilstrækkelig grad fik andel i »ildens« afgørende virkem idler med det resultat, at motoriseringens gave i nogen grad blev reduceret til et »harens våben«, og at en anden våbenart — Pansertropperne — til stor skade for egen effektivitet i et vist omfang måtte overtage en opgave, som infanteriet alene burde have monopol på — nemlig parserværnet.
Det tjener intet formål at dvæle i fortiden, men derimod at forsøge at analysere, om der i dag og i fremtiden er mulighed for på en mere effektiv måde at udnytte navnlig det lette infanteri under alle kampforhold.
Det vil være naturligt først at konstatere, hvorledes de toneangivende militærmagter har løst problemet med hensyn til at bevare infanteriets effektivitet i en mekaniseret atomtidsalder. Det må vel erkendes, at infanteriet her ikke længere kan karakteriseres som den udslagsgivende våbenart, om hvilken de øvrige våbenarter opbygger alle påkrævede støtteog hjælpefunktioner. Panservåbnets kampvogne har i stigende grad stjålet billedet fra infanteristen; men med pansret, terrængående kapacitet er infanteriet her en uundværlig partner for panserenhederne; sammen og behørigt støttet af og integreret med andre våbenarter kan alle former for kampopgaver løses. Hvorfor kan vi ikke følge samme udvikling? Simpelthen, fordi vi ikke har råd til det. Det er ikke realistisk at tro, at vi kan øge antallet af kampvogne i liæren væsentligt; de vil altid forblive en udpræget mangelvare. Det samme vil utvivlsomt også komme til al gælde for infanterienheder udrustet med pansrede mandskabsvogne. Sådanne infanterienheder bør dog som m inimum have en størrelsesorden afpasset efter de rådige kampvognsstyrker, således at brigaderne heraf kan formere en eller flere integrerede kampenheder af »international standard«. Men hvad med de motoriserede infanteribataljoner, der fortsat vil indgå i vore brigader; hvorledes kan de tilpasse sig kampens vilkår, således at de effektivt kan udnyttes af brigaden? Indledningsvis skal kort beskrives, hvorledes brigaden i dag udnytter de motoriserede infanteribataljoner under de defensive kampformer: Bataljonerne udgør de udvigende elementer. Kampen eller modstanden koncentreres omkring faselinier. For at stive bataljonen af tildeles den normalt en kampvognseskadron. Da bataljonen eller brigaden ikke på forhånd har mulighed for at skaffe sig oplysning om, hvor fjenden sætter sine dybt disponerede fremstød an, vil bataljonen ofte på forhånd placere kampvogne ved de forreste lette kompagnier; normalt en kampvognsdeling ved hvert kompagni.
Svaghederne i denne taktik eller kampeksercits er følgende:
a. Den liniære samordning af overvågning og modstand giver både bataljon og brigade en for kort reaktionstid til at træffe effektive såvel passive (tilbagetrækning) som aktive (modstød) modforholdsregler.
b. Den panserværnsprægede anvendelse af kampvogne fremme ved de lette kompagnier medfører ikke alene en udvanding af panserstyrkerne, men hindrer udnyttelsen af nogle af kampvognens vigtigste karakteristika.
Muligheder for en mere effektiv udnyttelse af infanteriet i brigadens defensive hamp
Onkring denne udnyttelse af infanteriet kan formuleres følgende generelle — og til gældende taktiske bestemmelser stort set svarende -— retningslinier for brigadens defensive kamp: a. Panserbataljonen samt en infanteribataljon udrustet med pansrede mandskabsvogne udgør det offensive element. Afhængig af kampformen anvendes disse enheder principielt som samlet kampenhed (forsvarskamp) eller decentraliseret i mindre integrerede kampgrupper (henholdende kamp).
b. Brigadens to øvrige infanteribataljoncr — hvad enten disse er motoriserede, helt eller delvis udrustet med pansrede mandskabsvogne — anvendes som de udvigende elementer for herunder at skabe forudsætninger for anvendelsen af de(t) offensive element(er). Bataljonernes udvigende kamp (modstand) koncentreres i modstandszoner.
c. Gennem dyhdeopklaring søger brigaden på tidligst muligt tidspunkt afsløret omfang af og retning for de offensive fjendtlige kampgrupper for herved yderligere at opnå reaktionstid for modforholdsregler.
Ad. a. Brigadens offensive element.
Som tidligere nævnt må forholdet mellem panserenheder og infanterienheder udrustet med pansrede mandskabsvogne nøje afbalanceres. Som i gamle sylteopskrifter »pund til pund« gælder her generelt »eskadron til kompagni« eller »panscrbataljon til panserinfanteribataljon«. Ligesom jordbær med sukker må koges sammen for at få syltetøj ud af det, må der til en vis grad ske en sammenkogning af panser- og infanterienheder for at resultatet kan blive godt. For at blive i billedstilen -— friske jordbær kan nydes uden sukker; sukker (melis) alene er ikke noget hensigtsmæssigt nydelsesmiddel; tænderne tager skade. Overført på det aktuelle emne fås: Kampvognsenheder kan under terrænmæssigt gunstige forhold samt afhængig af den fjendtlige modstands karakter undertiden med fordel anvendes offensivt uden direkte samvirke med infanterienheder. Panserinfanterienheder med mandskabet opsiddet må aldrig anvendes offensivt på kamppladsen uden et islæt af kampvogne. E n enkelt let, fjendtlig kampvogn v il hurtigt kunne trække tænderne ud på angriberen eller i bedste fald tvinge infanteriet ud af de pansrede mandskabsvogne, og så er alle fordele med hensyn til bevægelighed gået tabt. Når det er anført, at panserbataljonen og panserinfanteribataljonen under forsvarskampen principielt bør anvendes som samlet offensiv kampenhed, udelukker dette selvsagt ikke dels en pansertung og infanteritung opdeling af styrkerne dels, at enheder herfra indledningsvis anvendes til støtte for de udvigende bataljoners kamp. Denne støtte bør normalt ydes i form af et modstød fra en kampvognseskadron og et panserinfanterikampagni ind i flanken på det tidligere omtalte dybe, fjendtlige fremstød. Indsættelse af en mindre styrke end en kampvognseskadron ( + ) kan ikke forventes at føre til noget positivt resultat hverken over for fjenden eller til fordel for de udvigende styrker.
De for samvirket mellem kampvognsenhedcr og panserinfanterienheder forbundne problemer er nok interessante, men de falder i nogen grad uden for rammerne af emnet, hvorfor hovedtemaet nu tages op til behandling.
Ad b. Infanteribalaljonerne; som udvigende elementer. Hvilke opgaver skal disse udvigendc elementer løse? Nævnt i naturlig rækkefølge følgende:
— Standse den fjendtlige opklarings fremtrængen.
— Hindre fjendens forsøg på infiltration.
— I bag hinanden liggende modstandszoner opfange fjendens forsøg på med kampstyrker at trænge dybt ind i eget kontrolleret område i et sådant omfang, at der levnes brigaden tid til at omgruppere og indsætte de(t) offensive element(er) i modstød eller i mere afgørende operationer.
— Aløse brigadens offensive elementer ved afslutningen af disses aktioner (operationer) eller udføre lokale rensningsaktioner i tilslutning hertil.
A f de nævnte opgaver er nr. 3 den mest krævende. Kan bataljonen løse den, kan den også løse de øvrige. For at klarlægge om bataljonen kan løse opgave nr. 3 vil det være hensigtsmæssigt at foretage en vurdering ud fra de gamle, kendte faktorer
— fjenden
— terrænet og
— egne forhold (opgaven).
Fjenden:
Som tidligere anført må det forventes, at han gennem terrænet vil forsøge at støde frem med integrerede kampstyrker mod »dybe mål«. For at opnå det ønskede resultat søges dette gennemført uden standsning, men der vil altid være en øvre grænse for hvilke tab han vil akceptere for at nå dette mål. Bliver tabene ikke mindst af kampvogne og pansrede mandskabsvogne for store, kan ban blive nødsaget til at indsætte det ledsagende infanteri på god, gammeldags vis — med »støvlerne på jorden«. Det er netop det, ban skal tvinges til; thi nu kan ikke alene eget artilleri udnytte alle organisatoriske våben i fuldt omfang; men egen artilleriild bar først nu mulighed for at opnå maksimumsvirkning.
Terrænet:
Normalt dansk terræn er karakteriseret af spredt bebyggelse, hegn, skove samt for den overvejende part bølget og afvekslende med hensyn til terrænformer. Dette giver terrænet en ret uoverskuelig karakter, således at det — når man ser bort fra visse områder i Vestjylland — vil være sjældent at finde terræn, der gennemgående frembyder sigt og dermed frit skud på større afstande end 500— 800 m, ofte betydeligt mindre. Hertil kommer, at Danmark vel nok har verdens tætteste og mest forgrenede vejnet. Jordbundsforholdene er ofte af en sådan karakter, at terrængående hjulkøretøjer over store afstande kan færdes uden for veje, evt. efter mindre udbedringsarbejder.
Egne forhold (opgaven):
Opgaven for den udvigende bataljon er enkelt den at påføre fjenden sådanne tab, at han tvinges til en »afsiddet« anvendelse af infanterielementet. Dette kan normalt kun opnås ved en kombination af følgende:
— En effektiv udnyttelse af terrænets panserhindrende eller panserhæmmende karakter.
— En udbygning af terrænet med passive hindringer (miner).
— En udstrakt anvendelse af panserværnsvåben.
Valg af det terræn, hvor bataljonen skal kæmpe (yde modstand), er et føreransvar. A t udbygge terrænet med passive hindringer forudsætter, at miner er til rådighed, samt at personellet er uddannet i udlægning heraf. Bataljonen må jo normalt selv løse denne opgave. A t panservæmsvåben i udstrakt grad kan bringes i anvendelse forudsætter selvsagt tilstedeværelsen heraf — og dette er ikke tilfældet i vor nuværende organisation. Det er først og fremmest denne mangel, der har henvist vort lette infanteri til »statistrollen« under brigadens defensive kamp. Løsningen er næppe udelukkende at øge antallet af de tungere panserværnsvåben, f. eks. dysekanoner, E n sådan løsning er økonomisk belastende, og det lette infanteri v il stadig føle sig »nøgent« over for fjendtlige, pansrede styrker. Løsningen må snarere søges i, at den mindste infanterienhed — gruppen — forsynes med et effektivt panserværnsvåben med en sådan rækkevidde, at der — under udnyttelse af terrænets skjulende og dækkende egenskaber — inden for en delings og et kompagnis stillingsområde også kan opnås overgribning — eller i værste fald sammenhæng — i panserværnsilden. Sådanne panservæmsvåben forefindes. E t eksempel herpå er det svenske 84 mm Granatgevar Carl Gustav M-2. Med en samlet vægt på 16 kg er dette et ret handigt våben med alsidige anvendelsesmuligheder (panserbrisant (med 700 små kugler) — røg- og lysgranater er til rådighed). Rækkevidden over for panser er for bevægeligt og fast mål henholdsvis 450 og 550 m ; anvendes brisant- og røgammunition er rækkevidden ca. 1.000 m. Der findes måske andre og bedre våben af samme type, men det er næppe for stærkt at fremhæve, at før hver let gruppe udrustes med et sådant panserværnsvåben, v il det lette infanteris kampkraft ikke kunne udnyttes under alle forhold. E r det tilstrækkeligt, at hver let gruppe i den motoriserede infanteribataljon udrustes med et sådant panserværnsvåben; v il bataljonen herefter være i stand til at løse sin opgave som et udvigende element i brigadens defensive kamp? Næppe; alene i ordet »udvigende« ligger, at bataljonen skal bevæge sig, og hvis panserværnsvåbnene skal udnyttes, også under kamp. De tunge mandskabstransportvogne er ikke egnet hertil. Det bedste ville selvsagt være at anbringe alt infanteri i pansrede mandskabsvogne, hvorved der dels opnås terrængående bevægelighed, dels en ikke ringe passiv beskyttelse over for virkningerne af taktiske atomvåben. Dette er im idlertid næppe økonomisk gennemførligt. Der kan måske skabes økonomisk grundlag for, at infanteriet i vore brigader opstilles efter følgende princip:
— En bataljon udrustes helt igennem med pansrede mandskabsvogne som panserinfanteribataljon.
— De to øvrige bataljoner således:
— To lette kompagnier (det ene supplementskompagniet) på de kendte, tunge mandskabstransportvogne dog med tre køretøjer pr. deling.
— E t let kompagni på gruppevogne (% t lastvogne 4X4).
— Et let kompagni på pansrede mandskabsvogne. Monteret på hvert køretøj en kanon med gennembrydningsevne over for panseret på de fjendtlige mandskabstransportvogne.
— Middeltung morterdeling og sanitetsdeling på pansrede mandskabsvogne, øvrige tunge delinger som h idtil; om muligt dog ammunitionskøretøjer med terrængående kapacitet.
Organisationen af den »blandede bataljon« kan karakteriseres som fleksibel, idet det i mange situationer — afhængigt af terrænet, antal gennemgående veje inden for bataljonens område og lignende — vil være mest hensigtsmæssigt at sammensætte tre lette kompagnier hvert med en deling urustet med pansrede mandskabsvogne, en med tunge og en med lette lastvogne. Det skal tilføjes, at de tre tunge mandskabstransportvogne pr. let deling giver mulighed for at medføre og afhente miner i påkrævet omfang. Med den skitserede og fleksible organisation af den »blandede infanteribataljon« vil dens indsættelse og kamp som udvigende element for brigaden kunne forme sig efter følgende retningslinier, jfr. skitsen:
— Den fjendtlige opklaring, der primært må påregnes indsat om vejene, afvises.
— Hele ansvarsområdet overvåges effektivt ved dag og nat. Imødegåelse af fjendens forsøg på infiltration gennemføres fra i dybden forberedte stillinger (baghold).
- Til at opfange dybe fjendtlige fremstød forberedes et system af stillinger grupperet i 2 til 4 kilometers dybde. I særligt farlige områder må følgelig forberedes indsættelse af to kompagnier grupperet i dybden. Om disse åbne områder med lange skudfelter koncentreres bataljonens panserværnsraketter og dysekanoner. M iner anvendes dels som nærsikring af stillingsområder for lette delinger dels i særligt egnede fremrykkebælter for fjendtligt panser. Anvendelse af miner må dog nøje koordineres med egne planlagte modstød.
— Om sandsynlige fjendtlige fremrykkeakser må i mørke en stærkt dybdegrupperet indsættelse af kompagnierne formeret som panserværnspatruljer være forberedt.
— Eventuelt gennembrud opfanges af brigadens panserværaskompagni eller dele heraf fra forberedte stillinger bag bataljonens modstandszone.
— I den udstrækning terrænet inden for modstandszonen ikke tillader en af fjenden uset frigørelse og tilbagetrækning, eventuelt til nye stillinger inden for modstanszonen, anvendes røg til sløring af bevægelserne.
— Frigørelse og tilbagetrækning fra en modstandszone til den næste iværksættes normalt samtidig med eller umiddelbart efter, at brigaden har indsat et af sine offensive elementer i et modstød.
Flere alternative tilbagetrækningsveje — delvis gennem terrænet •— skal være rekognosceret og forberedt (eventuelt af ingeniørstyrker). Sådanne tilbagetrækningsvejc skal i passende afstand føres uden om sandsynlige mål for de fjendtlige fremstød. — E t af de fire lette kompagnier (på tunge mandskabstransportvogne) skal altid være tilbage og forberede næste modstandszone, eventuelt sammen med ingeniørstyrker.
Ad c. Brigadens dybdeopklaring:
Formålet liermed er på tidligst muligt tidspunkt at erkende omfanget af, samt hvorfra, og liermed antagelig hvorimod, fjenden sætter sine dybe fremstød an. Herved kan brigaden dels give de udvigende elementer behørigt varsel, dels foretage omgruppering af rådigt panserværn, og endelig indlede en dråbevis fremdragning af offensive elementer til hensigtsmæssige udgangsstillinger for modstød og lignende. Det v il næppe være realistisk at antage, at der til brigaderne kan fremskaffes elektronisk materiel til løsning af denne varslingsopgave. Opgaven kan også løses på anden, og måske bedre vis gennem dybde- eller »stay behind«-patruljer. Herved opnås en anden og væsentlig fordel; nemlig, at disse patruljer kan virke som langt fremskudte observatører for eget artilleri. Under forsudsætning af, at en brigades front normalt vil kunne dækkes af 6 patruljer, hver på to mand bør der i brigadens stabskompagni indgå en deling på 24 patruljefolk (to afløsninger) med et lille kommandoelement. Foruden observationsmateriel udrustes patruljerne med små, langtrækkende radioer med forbindelse direkte tilbage til kommandoelementet ved brigaden. T i l udbringning og afhentning af patruljer må brigaden enten organisatorisk eller på anden vis disponere over helikoptere med påkrævet kapacitet. Værdien af dybde- eller stay behind-patruljer kan næppe overdrives, idet oplysninger herfra ofte vil blive det hovedgrundlag, hvorpå brigadechefen med underlagte chefer må disponere.
Konklusion
Næst at understrege det »defensive« i alle de anførte synspunkter skal fremhæves den ydmyge stræben efter det økonomisk mulige. Skal artiklens indhold søges sammenfattet i én sætning må det blive følgende:
»Vi må fremtidigt have to slags infanteri, — et panserinfanteri til snævert samarbejde med panserenheder og et »antiparserinfanteri« til panserbekæmpelse og løsning af infanteriets mere traditionsbundne opgaver.« Mangen en god geledinfanterist vil sikkert trække overbærende på smilebåndet af såvel denne sætning som artiklens hele indho ld; dette er utvivlsomt fuldt ud berettiget; tbi artiklens forfatter er ikkun a chairborne infantry-man.
