Den svenske forsvarsstab udgiver et månedsskrift, der især har til opgave at være et bindeled mellem forsvaret og reservebefalingsmændene. Det hedder „Kontakt med krigsinakten“ og bragte i sit julinummer iår en artikel „Personahård — nya bestånnnelser“. Artiklen var skrevet af byrådirektor Urban Rosen­ blad og gengives nedenfor, idet den har en vis interesse også her i landet, hvor velfærdstjenesten næppe endnu har fundet sin en­ delige form.

Da velfærdstjenesten i begyndelsen af 40ne fik sin organisatoriske udformning i en beredskabsopbygget krigsmagt, var det egentlig ganske naturligt, at den på visse bold modtoges med en vis kulde. En traditionel befalingsmandsopgave — at drage om­ sorg for de undergivne — fik i visse henseender en ny udform­ning, og formålet hermed blev først efterhånden mere kendt, ef­ter at man i tjenestebestemmelserne anførte: at velfærdstjenestens formål først og fremmest er at styrke ånden inden for krigsmagten.

Efter beredskabsperioden erstattedes den relativt store velfærdsorganisation med en meget beskeden fredstidsorganisation, der var opbygget uden erfaringer om de behov, som et forsvar i fred må stille til velfærdsforanstaltninger. Dens omfang var så beskedent, at den kun i ringe grad havde muligheder for at sætte ind med nyt initiativ og planlægning på langt sigt. De akute be­hov optog — til trods for, at de ikke var påfaldende store — al den rådige tid.

Først i de sidste år har velfærdsorganisationen fået en sådan fasthed og en sådan baggrund, at forudsætningerne for en frem­ tidig udvikling må anses for sikret.

Nye bestemmelser.

Et ydre tegn på en vis stabilisering er de almene bestem­ melser for velfærdstjenesten, som den svenske ØB udgav den 6. april d. å., og bestemmelserne vedrørende organisationen af vel­ færdstjenesten i forsvaret, som samme dag udsendtes af chefen for forsvarsstaben. De førstnævnte bestemmelser er i hovedsagen en sammenfatning af tidligere udsendte forskrifter og direktiver for disses gennemførelse i praksis.

Disse bestemmelser er imidlertid en såre værdifuld vejled­ning for velfærdsvirksomheden fremover, hvorfor de vigtigste behandles i det følgende.

Velfærdstjenestens indhold.

Velfærdstjenesten i forsvaret skal omfatte: gejstlig tjeneste, socialtjeneste, civil undervisning og underholdning samt den al­ mene personeltjeneste, der består i enhver chefs ansvar og om­sorg for undergivne. Dette indebærer dels, at den gejstlige tjene­stes samhørighed med anden velfærdstjeneste er blevet yderligere understreget, dels at forsvarsoplysningen over for befolkningen, der allerede tidligere organisatorisk var afgrænset fra velfærds­ tjenesten, nu også formelt er fjernet herfra. Forsvarsoplysningen må nemlig danne kerne og udgangspunkt for det psykologiske forsvar, der kræver sin egen og helt selvstændige organisation.

Det vigtigste er imidlertid, at den enkelte befalingsmands ansvar også formelt placeres i og under velfærdsbegrebet. Dette på tradition hvilende forhold mellem befalingsmand og mand­ skab omfatter bl. a. chefens pligt til at påse, at „hver mand sker sin ret“. Ved bestemmelsernes nye udformning er det pointeret, at velfærdstjenesten ikke alene er en virksomhed for specialister, men påhviler enhver, der i forsvaret har ansvar for andre men­ nesker.

Under den gejstlige tjeneste er nu — foruden den virksomhed, som fra gammel tid påhviler de militære gejstlige — yderligere henlagt soldaterhjemsvirksomheden, prøvning af motiver for „våpenfrihet“ og gravtjenesten i krig. Disse spørgsmål har tidligere henhørt direkte under kommandomyndighederne, der selvsagt og­ så i fremtiden må medvirke til disse spørgsmåls løsning, hvor ikke kun religiøse faktorer gør sig gældende.

Socialtjenesten har fået en videre omfatning end hidtil og omfatter nu også reglerne om billige og fra et tjenestesynspunkt hensigtsmæssige rettigheder for forsvarets personel, hvad enten det gælder aflønning, pension, erstatninger og bidrag eller ansættelse, tjenstgøring, frihed og retsbeskyttelse.

Ud over disse regler, der nærmest angår de centrale m ilitæ re myndigheders medvirken, omfatter socialtjenesten ligesom tidli­ gere den bistand og rådgivning, som enhver kan få i sine per­sonlige anliggender. Under socialtjenesten sorterer derimod ikke den „normale“ udbetaling af løn, bidrag o. s. v., som påhviler særlige myndigheder som intendantur, familiebidragsnævn, stats­ forsikringsanstalt m. fl.

„Den civile undervisning“ omfatter — foruden forelæsninger, fritidsundervisning og biblioteksvirksomhed — også den under­ visning i samfundslære, som bl. a. indgår i medborgerkundskab, og hobbyvirksomheden samt i krigstid avisdistribution og „kulturminnesvård“. Dette indebærer bl. a„ at den civile undervisning ikke alene tager sigte på fritiden, men også må ses som et direkte hjælpemiddel for den militære tjeneste.

Med hensyn til underholdningsvirksomheden er velfærdstjenestens opgave at skabe muligheder og stille midler til perso­nellets rådighed alt efter de foreliggende behov. Inden for dette område genfinder man flere af kulturlivets elementer som musik, kunst, teater og film, hvis værdi også — og ofte i væsentligt om­ fang — ligger i andet og mere end „underholdning“ i en snævrere mening. Hermed er også målsætningen for underholdningsvirk­somheden antydet.

Til velfærdstjenestens arbejdsopgaver hører endvidere, at fremme krigsplanlægningen inden for andre dele af totalforsva­ ret. Dette indebærer, at den militære velfærdstjeneste skal sti­mulere og støtte andre myndigheders planlægning vedrørende f. eks. socialtjenesten for befolkningen i krigstid, den civile teater­ virksomhed i krig o.s.v.

Personel omfattes.

Tidligere så man således på det, at velfærdstjenesten kun gjaldt de værnepligtige. Den tog endda i beredskabsårene i første række sigte på dem, som gjorde særlig beredskabstjeneste. I freds­ tid udgør det fast ansatte personel, militære, civil-militære og ci­vile en lige så stor eller større gruppe af mennesker end de vær­nepligtige, der forretter deres første tjeneste. Selv om de værne­ pligtige ikke har personelorganisationer bag sig, således som det faste personel bar, og også af anden grund befinder sig i en særstilling, som motiverer, at velfærdstjenesten i første række ind­ rettes på de værnepligtige, så må velfærdsforanstaltningerne også omfatte det fast til forsvaret knyttede personel. I ØB’s bestemmelser er det derfor nu udtrykkeligt fastsat, at velfærdstjenesten skal tage sigte på alt personel i forsvaret. Så længe den nuværende organisation ikke er udvidet, må det imidlertid forventes, at de tilgængelige ressourcer forelobig vil begrænse omfanget af velfærds­ indsatsen for det faste personel.

Ledelsen.

Af bestemmelserne fremgår det tydeligt, at det faktum, at man råder over særlige funktionærer til at tage sig af visse vel­ færdssager, ingenlunde kan opfattes således, at cheferne i vær­ nene befries for deres opgaver i denne forbindelse. Det pålægges ikke alene enhver chef at lede velfærdstjenesten inden for sit område, men også at fremme denne tjeneste bedst muligt for sin enheds vedkommende. Velfærdspersonellet er stabsfunktionærer, der har til opgave at være hjælpere og de direkte udførende i velfærdstjenestens forskellige forgreninger.

Hver værnschef er over for ØB ansvarlig med hensyn til velfærdstjenesten i vedkommende værn. Da velfærdstjenesten i så vid en udstrækning er af fælles natur for hele forsvaret og i det hele angår mere end eet værn, er ledelsen af velfærdstjenesten pålagt chefen for forsvarsstaben. Hvis velfærdssager behandles af andre myndigheder i forsvaret, skal det ske efter samråd med chefen for forsvarsstaben, der ligeledes skal træde i forbindelse med sådanne myndigheder.

Organisation.

I ØB’s bestemmelser er det pålagt chefen for forsvarsstaben at udfærdige de nærmere forskrifter for organisation af velfærds­ tjenesten i det omfang, det ikke påhviler forsvarsministeriet. Men på nogle områder har ØB allerede fastsat visse organisatoriske retningslinier.

Således er det bestemt, at der i forsvarsstaben skal findes en velfærdsafdeling — fælles for hele forsvaret — der skal tage sig af den centrale behandling af velfærdsproblemer. Visse forsvars­ grenschefer, der ikke selv råder over særligt velfærdsorgan, kan i nogen grad støtte sig til afdelingen. Det er indlysende, at en afdeling af denne karakter må have et stadigt og nært samarbej­de med kommandomyndighederne.

Chefen for velfærdsafdelingen kan derfor direkte kontakte af­ delingschefer og tilsvarende chefer og give anvisninger af rutine­ mæssig karakter og selv eller gennem det ham underlagte per­ sonel inspicere virksomheder ved den pågældende enhed. Et eksempel på det første er det månedsvis udkommende „Meddelanden från forsvarsstabens personalavdeling“ . Enhver militær chef lige som iovrigt velfærdspersonellet kan desuden gå direkte til afdelingen med sådanne sager, som angår enkeltpersoners per­sonlige forhold for at få bistand ved sådanne sagers behandling.

I de svenske bestemmelser er velfærdstjenestens omfang klart defineret, og dens formål er utvetydigt fastslået som et led i det psykologiske forsvar inden for værnene.

Gennem placeringen af velfærdstjenestens ledelse i forsvars­ staben er det erkendt — som det i øvrigt også understreges i ar­tiklen — at denne tjenestes nære forbindelse med kommandomyn- digliederne på alle trin er en forudsætning for tilfredsstillende indsats, såvel i krig som i fred. Specielt er værnschefernes ansvar nævnt.

Hvis man i øvrigt skal pege på noget principielt, må det være den klare erkendelse af, at velfærdstjeneste og forsvarsoplysning bør drives adskilt.

I realiteten bar det længe været således i Sverige, og der er uden al tvivl en vis sammenhæng mellem dette og den kends­ gerning, at Sverige allerede bar et organiseret psykologisk forsvar, medens savnet af et sådant herhjemme dag for dag bliver al­vorligere.

Under den udvalgsbehandling i 1949/50 af velfærdstjenestens forhold, som fandt sted i tilslutning til forsvarskommissionens arbejde, havde man ikke blikket åbent for dette forhold, ja man gik endda ind for det synspunkt, at „Folk og Værn“-arbejdet er velfærdstjenestens hovedopgave. Men det er umiddelbart indly­ sende, at en fritstående og tværpolitisk organisation som den svenske „Folk och Forsvar“ er en løsning, der er langt bedre i tråd med demokratisk tankegang end en statslig institution, nar det gælder den egentlige forsvarsoplysning.

Alt foreliggende tyder også på, at den er effektivere.

Den svenske personalvårdstjeneste har været arnestedet for og givet den direkte inspiration til „Folk och Forsvarsorganisationens oprettelse.

Eksemplet opfordrer til efterfølgelse også for vort ved­ kommende.

Helge Klint.