Af Toldkontrollør, Løjtnant H. G. Faye.
Min Artikel i Tidsskriftets Nr. IS 11)05 har alfodlt Indlæg fra Kaptajnerne Holger Hedemann og O. B. Schouboe. Kaptajn Hedemann vil ikke droft.e min Artikel, saalænge der ikke foreligger nogen Betænkning fra Forsvarskommissionen, og anbefaler «at lade Artiklen ligge». Naar han alligevel træder frem paa Arenaen, skyldes dette min Udtalelse om, at de faste Officerer ikke er ganske sageslose i den nuværende Misere. Hans Indlæg i denne Retning skal jeg imidlertid lade ligge, og indskrænke mig til nogle korte Betragtninger af den øvrige Del af Kaptajnens Artikel, idet jeg ikke foler mig bunden af de Hensyn, som de faste Officerer muligvis maa tage. Der er et gammelt Ord, som siger, at »saalænge Retten (in casuj Forsvarskommissionen) sidder, skal man tie», men der er tillige et andet gammelt Ord om, at «en blind Høne ogsaa kan finde et Korn», og sæt nu, at der under Diskussionen om dette for vort Forsvars heldige Ordning saa indgribende Sporgsmaal blev fundet et Guldkorn, hvorfor skulde saa Forsvarskommissionen ikke tage det op? Ganske vist tror jeg ikke, al Kaptajn Hedemann har fundet noget Guldkorn, naar han, som det synes, sympatiserer med Tanken om af erstatte de værnepligtige Officerer gennem en Udvidelse af de faste Rammer, og det kunde derfor interessere mig, og sikkert mange andre, at erfare, hvorledes Kaptajnen har tænkt sig al luse dette Problem. A t afskaffe oa. i20() værnepligtige Officerer, der i Krigstilfælde skal anvendes som Delingsførere og erstatte dem med faste Befalingsmænd, er, endog bortset fra den pekuniære Side af Sagen, aldeles umuligt af mange Grunde, blandt andre ogsaa af den af Kaptajn Schouboe anførte, ut der ingen Brug haves for dem i Fredstid. Der er for Ojeblikkel langt fra tilslnekkelig Anvendelse for de nuværende faste llefalingsmænd, og hvorledes vilde det saa gaa, naar Antallet forogedes betydeligt? De forbedrede Skydevaaben har forandret Fægtningsformationerne paa en saadan Maade, al Delingsførerne nu mere end nogensinde maa være i Besiddelse af en Mobilitet, som kun findes hos yngre Mænd; men med Tiden bliver disse ældre, en Kalamitet man desværre ikke kan komme udenom, og hvad saa? Filter at Staten har lagt Beslag paa en Mands Ungdom indtil 42 Aars Alderen, har den en absolut Forsørgelsespligt, over for ham i hans øvrige Levetid, men en saadan Pligt kan Staten aldeles ikke paatage sig. Jeg tror derfor, at det fundne Korn faar Lov til at blive liggende. Kaptajn Schouboes Artikel har jeg læst med stor Interesse, og maa derfor beklage, at ogsaa han foler sig forpligtel lil ikke at komme ind paa Organisationssporgsmaal. Kaptajnen fremsætter forskellige Forslag,vsigtende til at raade Bod paa dæmperne ved den nuværende Uddannelsestid, og ganske vist vil de hjælpe noget, hvi s de f øl g e s , men jeg tror ikke, af del bliver godt en Gang endnu, for Skoletiden forlænges og efterfølges af et Par Aars Tjeneste ved Afdelingerne. Bliver en saadan Ordning indfold, er der kun to Veje at gaa for at faa rigelig Tilgang. Finten kan Staten give Aspiranterne Anvisning paa dens Embeder eller den kan give et aarligt Pengevederlag, i Lighed med hvad der bliver Oberstløjtnanter og Kaptajner af Forstærkningen til Del. Det første Alternativ vil vistnok tiltale en enkelt Faktor af Lovgivningsmagten mest, men det vil sikkert være i højeste Grad forkasteligt at vælge dette. Imod en saadan Ordning vil de civile Embedsetaters Fagorganisationer iværksætte en Modstand, som man vil kunne gøre sig et Begreb om ved at læse disse Etaters Fagblade, der er udkomne siden min forste Artikels Fremkomst. Endskønt jeg ikke foreslog nogensomhelst Fortrinsret for Løjtnanter til Ansættelse fremfor deres jævnaldrende Kammerater i Civiletaterne, men kun et aarligt Vederlag i Form af 4 Aars Anciennitet med Hensyn til Ald e rs tillæ g , vrimler det i disse Blade med meget stærke Protester, der viser, hvad man kan vente sig. Tilbage bliver altsaa kun, at Hæren lønner sine værnepligtige Delingsførere, saalænge de staar til dens Dispossition, med et aarligt Vederlag af f. Eks. 300 Kr. Forudsættes det, at 1000 Løjtnanter er hjemsendte, og at Inddragelsen af Orlovspengene vil kunne ekvivalere de forøgede Udgifter ved den forlængede Uddannelsestid, vil Merudgiften andrage 300,000 Kr.; mon kan man faa dette overordentlig vigtige Sporgsmaal løst paa en heldig Maade for denne Sum, er den sikkert vel udgivet.
Den i min forste Artikel foreslaaede 4-aarige Uddannelsestid har jeg tænkt mig anvendt saaledes: Isto Aar Menig og Underkorporal, 2det Aar Korporal, til Tjeneste paa Sekondløjtnantsskolen, 3dje Aar Officersaspirant mod Lø jtnants Lønning, lil Tjeneste ved Afdelingen og 4de Aar, hvis han indstilles af Afdelingschefen, Løjtnant, ligeledes til Tjeneste ved Afdelingen. Efter denne Tid hjemsendes Løjtnanten, hvorefter han mindst hverl andet Aar indkaldes i 3 Uger uden Lønning for at genneingaa et Kursus eller deltage i Manøvre samt for at godtgøre, at han vedblivende er i Besiddelse af den legemlige og aandelige Habitus, man maa fordre af Hærens Delingsførere. Viser det sig ved disse Indkaldelser, at han ikke kan udfylde sin Stilling, inddrages Vederlaget. Ved en saadan Ordning vil der formentlig skabes et dygtigt Korps af værnepligtige Officerer, der igennem Aarene vil bevare den en Gang vakte militaire Interesse. Det er ikke nve Tanker, jeg her har fremsat, thi naar man i 1SS0 saa sig nødsaget til at formindske Uddannelsesliden forø at skalle den allernodvendigste Tilgang, og ikke gik den her foreslaaede Vej, var det pekuniære Hensyn, der da gjorde sig gældende. Et varmt Onske om at se de her berørte Forholdo forbedrede maa*være min Undskyldning for, at jeg har tilladt mig at give mit Besyv med i Laget.
