Imellem Udgivelsen af dette Hefte og det første ligger et Tidsrum af 2 Aar, og i denne Tid har Forfatteren ved sin Deltagelse i den fransk-tydske Krig havt rig Ledighed til at høste Erfaring med Hensyn til Troppeføringen, med Hensyn til hvilken han i sit Forord udtaler, at Erfaringerne i den nævnte Krig ville bevirke, at der for Fremtiden stilles langt større Fordringer til Uddannelsen i Troppeføring. Selv den høieste Grad af Tapperhed bliver uden Resultat ligeover Nutidens tilintetgjørende Ildvirkning, naar den ikke styres af Intelligensen; man har derfor den stær­ keste Opfordring til uafbrudt og omhyggelig at beskjæftige sig med sin Uddannelse.

Medens det 1ste Hefte behandlede Forholdene under Marchen, beskjæftiger det foreliggende Hefte sig hoved­ sagenlig med Manøvreringen, hvorimod det 3die, for nogen Tid siden udkomne Hefte udelukkende omhandler den egenlige Fægtning.

I Lighed med Forfatterens Behandling i 1ste Hefte giver han ogsaa i det foreliggende først en Fremstilling af Begivenhederne ved 2den Infanteridivision og under­ kaster dernæst de af disse fremkaldte Befalinger, Dispo­sitioner m. m. en kritisk Betragtning. Denne falder ind under forskjellige Afsnit, og man har i det Følgende holdt sig til den af Forfatteren givne Inddeling, idet man har søgt at uddrage det Væsenligste af de fremførte Be­tragtninger.

Fjendens Fordrivelse fra Stillingen ved Trautenau.

a. Fremstilliug af Begivenhederne ved 2den Infanteridivision.

Meldingen om en stærk, fjendtlig Kolonnes Frem­ rykning paa Chausseen fra Køniginhof modtog Divisions­ kommandeuren, netop som han Kl. 8, 40 Min. ankom til den vestlige Udkant af Parschnitz. Han lod strax Trop­perne træde til Gevær; men Situationen maatte nødven­ digvis medføre andre Forholdsregler. Oberst D’s Deta­ chement (7 Kompagnier Infanteri, 2 Delinger Husarer og et 4 hts Batteril ved Defileet Vest for Parschnitz vilde nemlig ikke kunne undgaae at komme i Kamp med Fjenden, saafremt denne fortsatte sin Fremrykning ud over Trautenau, og hele Divisionen kunde derved ogsaa let blive inddragen deri.

Med denne Mulighed for Øie skulde det da først og fremmest afgjøres, om Divisionen skulde indtage en defensiv Stilling eller, om den skulde gaae frem til An­greb paa Fjenden.

Den Befaling, som Divisionen havde modtaget, maatte nærmest bevirke det Første, da den navnlig pointerede Samlingen af hele Armeekorpset ved Parschnitz; for An­vendelsen af den sidstnævnte Fremgangsmaade talte der­ imod den Omstændighed, at det var Armeekorpsets Bestemmelse at fortsætte Marchen over Trautenau i Retning af Arnau. Dette vilde imidlertid først kunne skee efter en Kamp om Partiet ved Trautenau med den fjendtlige Styrke, der var under Fremrykning, hvilken Kamp maatte blive ført under desto vanskeligere Forhold, jo længere Tid Fjenden fik til at sætte sig fast i Stillingen.

Divisionskommandeuren besluttede derfor at gaae over til Angreb paa Fjenden. Da Resten af Armeekorpset med Sikkerhed kunde ventes inden l 1,5 Times Forløb, var Divisionen altsaa ikke henvist til sine egne Kræfter alene.

Det skulde dernæst bestemmes, hvorledes Angrebet rettest burde ledes. At komme Fjenden i Forkjøbet ved Besættelsen af Trautenau var aabenbart umuligt; heller ikke var det paa Grund af Terrænforholdene gjørligt at lade Hovedstyrken gaae frem langs Chausseen, da Fjenden fra Høiderne paa den høiere Aupabred vilde kunne be­ skyde den overordentlig virksomt' i Flanken; selv om Fremrykningen desuagtet lykkedes, vilde Divisionen dog blive standset ved den bag Byen af steile Bjergpartier dannede Stilling, der neppe kunde forceres ved et Fron­ talangreb.

Af samme Grund vilde en Fremrykning i vestlig Retning over Bjergene være uudførlig, da den ligeledes til- sidst maatte føre til et Frontalangreb paa den nævnte stærke Stilling.

Over Aupa skulde man imidlertid, og uden Kamp kunde dette kun skee ved Parschnitz, hvor Generalmajor B.s Detachement allerede havde fast Fod paa den høire Bred. Ved herfra at gaae frem mod Trautenau-Kønigin-hofveien opnaaede man desuden den Fordel at omgaae Fjendens stærke Front og true hans sandsynlige Retræte­ linie. Ved at udføre denne Bevægelse rømmede man Terrænet Nord for Parschnitz, hvilket saaledes kunde be­ nyttes uuder Opmarchen af Resten af Armeekorpset. Divisionens Retrætelinie til Schømberg vilde derved ikke blive exponeret. Defdeet Vest for Parschnitz maatte imidlertid nødvendigvis holdes besat, hvortil man havde Oberst D.s Detachement, hvis Styrke af Infanteri vel kun beløb sig til 7 Kompagnier, men som heller ikke var meget udsat for at blive angrebet, eftersom Fjenden damaatte passere den aabne Slette langs Liebau-Chausseen, medens 2den Divisions Gros rykkede frem mod Trautenau paa den høire Bred af Aupa. løvrigt var Difdeet i sig selv stærkt, og en betydeligere fjendtlig Styrke kunde neppe have udviklet sig før Kl. 9,30, hvorimod Defileets Besætning allerede lidt efter Kl. 10 kunde vente direkte Understøttelse af 1ste Infanteridivision.

Som Følge af disse Overveielser besluttede Divisions­ kommandeuren sig til at gaae angrebsvis tilværks med sin Hovedstyrke paa den høire Bred af Aupa. Oberst D. fik Befaling til at holde Defileet indtil 1ste Infanteri­ divisions Ankomst og til at følge efter Fjenden, dersom denne forinden skulde forlade Trautenau. Kavalleribrigaden blev beordret frem til Understøttelse for Oberst D., der stilledes under dens Befaling.

Divisionens Generalstabsofflceer blev samtidig sendt ud for at recognoscere Fjenden og Terrænet paa den høire Aupabred, medens Divisionskommandeuren begav sig til Divisionens Gros, hvor han indtraf Kl. 8,50 Min. og gav følgende Befalinger:

Afdelingskommandeuren for Artilleriet blev med de 2 6hts Batterier beordret til østen om Kirken i Parchnitz at bestige Høiderne og der slutte sig til 4de Brigade, under hvis Befaling han stilledes.

4de Infanteribrigade blev ad de vesten om Kirken i Parschnitz førende veie dirigeret op paa Høiderne;

Trænet med Undtagelse af Feltlazarethet sendtes til­ bage bag Broen ved Schømberger Defileet, hvor det skulde kjøre op paa den Nord for veien værende Eng;

Divisionslægen beordredes til at lade Sanitetsdeta­ chementet og Feltlazarethet følge Afdelingerne og i Lands­ byen at rekvirerede til Transporten af de Saarede for­ nødne vogne; hertil stilledes der et Kavalleridetachement til hans Raadighed.

Divisionskommandeuren begav sig dernæst til Gene­ralmajor B.s Detachement. Ved den sydlige Udkant af Parschnitz iagttog han, at dettes Afdelinger ligeledes havde sat sig i Bevægelse og vare i Begreb med at be­træde den foranliggende Skov. Strax derpaa modtog han ved en Ordonnantsofflceer følgende Melding fra General­ major B.:

Paa Grund af Fjendens Nærhed besætter Brigaden den sydlige Udkant af Skoven foran dens nuværende Stilling.

Da Generallieutenant A. kom til den nordlige Ud­kant af Skoven betraadtes denne af 3die Brigades bagerste Afdelinger; man hørte netop da det første Kanonskud fra Engene ved Trautenau, hvilket besvaredes af det 1ste 4hts Batteri, medens det ridende Batteri ilede frem til Undsætning. Kl. var da 9,10 Min.

Efter at være kommen gjennem Skoven fandt Divi­ sionskommandeuren det 2det 4hts Batteri paa Bakken 504, medens 2det Infanteriregiment var ifærd med at tage Stilling ved Siden af; længere fremme paa Bakken 531 Sydvest derfor stod t Bataillon, hvorfra Generalmajor B. netop kom tilbage. Husarregimentet saaes i en frem­ skudt Stilling ved de Nord for Alt-Rognitz værende Smaa- skove.

Af fjendtlige Tropper kunde man kun see et paa den nordvestlige Skraaning af Hopfenberg opkjørt Batteri, der skjød, medens mægtige Støvskyer bag Afsnittet ved Kriblitz forraadte, at fjendtlige Tropper bevægede sig der.

Ved sin Tilbagekomst aflagde Generalmajor B. Beretning om, at den fjendtlige Kolonne havde naaet Hohenbruck Kl. 8,30, medens Queuen først nu var ankommen dertil. Han antog derfor, at Fjendens Styrke var en Bri­ gade. De imod Syd gjennem Alt-Rognitz fremsendte Kavalleripatrouiller havde maattet gaae tilbage for fjendtlige Uhlaner, hvis Styrke angaves til 1 á 4 Eskadroner. Det fjendtlige Kavalleri befandt sig for Øieblikket bag Smaa- skovene mellem Kriblitz og Alt-Rognitz; Husarregimentet var sendt frem imod det, men var bleven beskudt af Infanteri fra Skovene. Han havde havt til Hensigt at besætte Skov­ randen, ved hvilken de befandt sig, for derved at sikkre Divisionen mod en fjendtlig Fremrykning paa høire Side af Aupa.

Denne Beretning gav Divisionskommandeuren den Overbevisning, at Fjenden for Øieblikket var underlegen i Styrke. Han havde følgelig saa meget desto større Op­fordring til strax at gaae over til Angreb. Selv om den fjendtlige Styrke kun var Avantgarden for et efterfølgende Korps, hvilket jo var tænkeligt, kunde Divisionskomman­deuren alligevel ikke forandre sin paa Grundlag af den almindelige Situation fattede Beslutning. Han erklærede derfor Besættelsen af Skovranden for unødvendig, da 4de Brigade var under Fremrykning, og at han vilde gaae over til Angreb.

Da 4de Brigade endnu ikke var ankommen, rettede Divisionskommandeuren nu hele sin Opmærksomhed paa Terrænet. Som allerede tidligere (i 1ste Hefte) omtalt deles Terrænet syd for Aupa i to Dele ved et i Retning af Kriblitz gaaende Høidedrag (med Høiderne 531 og 554). Sikkrest vilde det være at foretage Angrebet i det nord­ lige Afsnit langs den høire Aupabred, da man saa und­ gik at sprede sig formeget og derved at udsætte For­ bindelsen med Tropperne i Dalen for Fare. Skulde Fjenden nemlig senere vise sig overlegen, og han gik frem gjennem Kriblitz langs Dalranden, vilde man ved at lægge sit Angrebspunkt sydligere ikke alene let kunne blive skilt fra 1ste Division, men endog trængt bort fra sin Retrætelinie. Paa den andenSide var etAngreb gjennem dette Terrænafsnit forbundet med betydelige Vanskelig­ heder, da man tilsidst maatte støde paa den øiensynligt meget stærke Stilling bag Kriblitzer Afsnittet.

Ved derimod at rette Hovedangrebet gjennem det Syd for Høidedraget liggende Terræn opnaaede man ikke alene den Fordel, at denne Stilling blev omgaaet, men Fjenden vilde aabenbart derved blive tvungen til skyndsomt at forlade Høiderne Syd for Trautenau; og saafremt dette ikke skete i rette Tid, kunde man endog have Haab om at tvinge Fjenden til Kamp under meget ugunstige Forhold.

En væsentlig Mangel herved var imidlertid, at Divisionen fik en meget betydelig Udstrækning. Terrænet Nord for Høidedraget kunde jo i ethvert Tilfælde ikke lades aldeles uden Observation, og dersom man mødte en alvorlig Modstand ved Kriblitz og Alt-Rognitz, vilde Divisionens sidste Afdelinger allerede paa et tidligt Stadium komme til at gribe ind i Fægtningen.

Divisionskommandeuren besluttede ikke desto mindre at føre Hovedangrebet i denne Retning, da Defileet ved Trautenau, forsaavidt Angrebet lykkedes, paa denne Maade hurtigst vilde blive gjort tilgængeligt, hvilket det først og fremmest kom an paa. For Øieblikket var man over­ bevist om at være Fjenden overlegen, men det var umu­ligt at forudsee, om man var det om en Time. Des­ uden blev Faren ved at anvende sine Reserver tidlig noget formindsket derved, at 1ste Infanteridivision snart kunde ventes-, ligesom man ogsaa i fornødent Fald snart kunde gjøre Regning paa Gardedivisionen.

Divisionskommandeuren gav derfor Generalmajor B. (Kl. 9,23 Min.) Befaling til med de 4 Batailloner og Batteriet at angribe Fjenden i Retning af Kriblitz og under Fremrykningen at lade den høire Fløi følge langs Dalranden, som under ingen Omstændigheder maatte op­gives. Generalmajor B. underrettedes desuden om, at 4de Brigade vilde blive sendt frem mod Fjendens Retræte­ linie, og at Husarregimentet vilde blive anvendt til Sikkring for Divisionens venstre Flanke.

Det 2det 4hts Batteri blev derpaa sendt frem til den nærmeste Bakke (366), hvor det strax aabnede Ilden mod det fjendtlige Artilleri paa Hopfenberg. 3 af Brigadens Batailloner udviklede sig efterhaanden i 2 Træfninger i Terrænet Nord for Høidedraget, og i Forbindelse med dem fulgte en ijerde den øvre Kant af Skraaningen tæt ved Høidedragets Ryg.

Divisionens Generalstabsofflceer vendte Kl. 9,32 Min. tilbage fra sin Rekognoscering, og hans Beretning lød paa, at Fjenden var i Færd med at tage Stilling paa Høiderne Syd for Trautenau. Fjendens Styrke kunde imidlertid ikke være stor, da der hidtil kun havde været 1 Batteri i Ilden, og der kun var seet c. 2 Batailloner i Nærheden af dette. En Overgang over Slugten ved Kriblitz vilde være forbunden med betydelige Vanskelig­ heder, da den var dybt indskaaren og ved den sydlige Ende tæt bevoxet med Skov; derimod frembød Terrænet Syd for Høidedraget ingen væsentlige Hindringer, og den fjendtlige Styrke, som var seet her, bestod kun af lidt Infanteri og 1 á 2 Eskadroner Uhlaner. — Generalstabs- officeren fik dernæt det Hverv at affatte Meldingen til den kommanderende General.

Teten af Artilleriafdelingen var imidlertid ankommen til den sydlige Skovrand (Bakken 504); og dens Komman­ deur saavelsom Kommandeuren for 4de Brigade, General­ major C., meldte sig her til Divisionskommandeuren (Kl. 9,35 Min.). Denne gav derpaa Brigaden Befaling til fore­ løbig tilligemed de 6fts Batterier at fortsætte Marchen henimod det aabne Terræn mellem Landsbyerne Kriblitz og Alt-Rognitz, og underrettede de nævnte Kommandeurer om 3die Brigades og Husarregimentets Hverv.

Da 4de Brigades Bevægelse maatte foregaae i Divisionskommandeurens Paasyn, beholdt denne saaledes foreløbig Brigaden i sin Haand som Reserve. Skulde dens Tete støde paa Fjenden, kunde han alt efter Om­ stændighederne enten udvikle hele Brigaden eller bevare en Del som Reserve.

Generalmajor C. lod de forreste Batailloner i hver af de to Kolonner, hvori Brigaden var formeret, udvikle sig, medens de efterfølgende gjorte Holdt i nogen Tid for at ordne sig efter den besværlige Marche, hvorved der tillige fremkom en vis Træfningsafstand.

Virkningen af denne Fremrykning i Fjendens høire Flanke viste sig snart. Det fjendtlige Artilleri paa Hophenberg besvarede vel endnu Ilden fra det 2det 4fts Batteri med nogle Skud, men efter faa Minutters Forløb forlod de sidste Kanoner deres Plads, medens Støvskyerne over Hulveien fra Hopfenberg til Alt-Rognitz røbede de fjendt­ lige Afdelingers ilsomme Afmarche.

Paa dette Tidspunkt var næsten alle Afdelinger i Bevægelse, og den langs Høidedragets Ryg marcherende Bataillon af 3die Brigade kom meget snart paa Skraaningen ved Kriblitzerslugten i Skydefægtning med fjendtligt Infanteri.

Divisionskommandeuren begav sig nu til Bakken 531, hvorfra han bedre kunde oversee begge Brigaders Be­vægelser.

Kl. 9,50 Min. var Situationen følgende:4de Brigades Tetebatailloner, ledsagede af de 6hts Bat­terier, passerede i spredt Orden Høidedraget til begge Sider af Divisionskommandeurens Standpunkt; den nyiig omtalte Bataillon af 3die-Brigade var endnu i Fægtning ved Høidedragets vestlige Skraaning; længere tilhøire nærmede 3die Brigades Gros sig den nordlige Del af Kriblitz, og Tetebataillonen beredte sig til at rykke ind i Landsbyen; indtil da var der ikke faldet noget Skud paa dette Sted; paa Hopfenberg saaes intet fjendtligt mere, hvorimod Ud­kanten af Smaaskovene Syd for Kriblitz nu viste sig stærkt besatte af Infanteri.

Den Modstand,, som Fjenden endnu holdt vedlige, havde efter Divisionskommandeurens Mening alene til Formaal at dække Tilbagetoget, og han nærede nu ingen Tvivl om Opnaaelsen af sin Hensigt, Erobringen af Trautenaupasset; ved en rigtig Benyttelse af Forholdene var der imidlertid en Mulighed for at tilføie Fjenden følelige Tab, naar det lykkedes at forstyrre hans Flankebevægelse. Dette lod sig imidlertid kun udføre af den venstre Fløi, der hidtil havde tjent som Reserve, og der maatte derfor tænkes paa Dannelsen af en ny.

Generalmajor C. erholdt derfor ved en Adjutant Befaling til med hele Brigaden og begge Batterierne at fort­ sætte Marchen i samme Retning som hidtil og af al Evne at tilføie den vigende Fjende saa stor Skade som muligt. Han underrettedes desuden om, at 3die Brigade vilde blive beordret til saa snart som muligt at besætte Trautenau og Høiderne Syd derfor.

Til 3die Brigade sendtes en Adjutant med Befaling hertil og til at trække Oberst D.s Detachement frem til Trautenau.

Oberst D. blev beordret til, saasnart Fjenden havde forladt Trautenau, at lade Pionererne undersøge Over­ gangene over Aupa og eventuelt at istandsætte dem; end­ videre til at opsøge Kavalleribrigaden og give den Befaling til igjennem. Trautenau eller vesten om Byen at følge Fjenden i Retning af Køniginhof; en Eskadron skulde observere Veien til Arnau. (Kl. 9,55 Min.)

Fra sit Standpunkt kunde Divisionskommandeuren oversee begge Brigaders Bevægelser. De 6hts Batterier prodsede af foran 4de Brigades forreste Kompagnier (600 Skridt Sydvest for Bakken 531) til begge Sider af den lille firkantede Skov og aabnede herfra en levende Ild mod Udkanten af Kriblitzerskoven, uagtet den fjendtlige Indfanteriild herfra naaede Batterierne. Fjenden forlod imidlertid snart denne Stilling, da 4de Brigade nærmede sig; han besatte derpaa den isolerede Bakke 425 ved den nordlige Udkant af Alt-Rognitz og Terrænet langs Hulveien, som herfra fører til Hohenbruck. Den venstre Fløibataillon af 3die Brigade forsvandt i den sydlige Del af Kriblitzerslugten, medens Brigadens andre Afdelinger vare i Begreb med at bestige Ilopfenbergs østlige Skraaning.

Artilleriilden var imidlertid ganske hørt op. De for­ reste Afdelinger af 4de Brigade havde allerede under Fremrykningen fremsendt deres Skytter, og Brigadens Gros udviklede sig nu ogsaa. Saasnart Kjæden havde naaet den langagtige Bakke (500) mellem Alt-Rognitz og Kriblitzerskoven, aabnede den Ilden uden dog at standse Fremrykningen. Endvidere saae man Infanteri i Begreb med at bestige Skraaningen ved Kriblitzerskoven, medens Afdelinger af 3die Brigade havde gjort Holdt paa Hopfen­berg.

Kl. 10, 25 Min. var 4de Brigades venstre Fløi i Besiddelse af den lille Bakke (425) ved den nordlige Udkant af Alt-Rognitz. Dens Batailloner begyndte at forsvinde bag den lange Bakke (500), medens den tætte Krudtrøg hindrede ethvert Overblik paa dette Sted. Divisionskom­ mandeuren opgav derfor sit Standpunkt og red frem i Retning af den nordlige Udkant af Alt-Rognitz, imod hvilket Punkt de 2 6hts Batterier ligeledes rettede deres Marche. Generalstabsofficeren, som havde opholdt sig ved 4de Brigade under dennes Fremrykning, stødte underveis til og meldte, at Fjenden trak sig tilbage i sydlig Retning. Til Dækning af Tilbagetoget havde det foran­ liggende Terræn været besat med 2 Batailloner, hvormedder kun havde været ført en kort Tirailleurfægtning. Det fjendtlige Infanteri var gaaet tilbage mod Neu-Rognitz og var blevet optaget af 2—4 Eskadroner Ulilaner eller Dragoner. Paa Chausseen var ligeledes iagttaget en større Kolonne under Tilbagemarche mod Neu-Rognitz; den havde imidlertid et saa stort Forspring, at man vanskelig vilde kunne tvinge den til Kamp. Sandsynligvis, var den fjendtlige Styrke en Del af det 10de Korps,da nogle faldne, fjendtlige Infanterister bar det 12te østerrigske Regiments Uniform.

Samtidigt modtoges fra 3die Brigade Melding om, at Fjenden havde forladt Trautenau og marcherede tilbage til Hohenbruck. Brigaden havde besat Staden og for­ merede sig paa Høiderne Syd for denne for at følge efter Fjenden. Broerne over Aupa vare uskadte.

Ordonnantsofficeren, der havde overbragt denne Mel­ ding, vendte tilbage til Brigaden med Befaling til denne, at den paa Høiderne Syd for Trautenau skulde afvente nærmere Ordre.

Da den fjendtlige Artilleriild imidlertid igjen lod sig høre, besvaret af de 6hts Batterier, som befandt sig i Høide med Infanteriet paa den foranliggende Terrænbølge, be­gav Generalen sig hen til den ved den nordlige. Udkant af Alt-Rognitz liggende lille Høi.

Han indtog denne Plads Kl. 10,40 Min., men Udsigten mod Vest viste sig stærkt begrændset af et med Chaus­ seen parallelt løbende Høideparti, der næsten ganske skjulte Hohenbruck og Chausseen. Terrænet mod Syd var derimod temmelig overskueligt, da Høidepartiet sæn­ kede sig i forskjellige Terrasser henimod Alt-Rognitz og Rudersdorf.

Det var aabenbart Fjendens Hensigt at tage' Stilling ved Neu-Rognitz, da det tydelig kunde sees, at han var i Færd med at besætte de foran denne By liggende Smaaskove. Ligeledes opdagede man nu, at Fjenden havde 3.Batterier, der havde taget Stilling foran Byen mellem Skovene, hvorfra de havde aabnet liden.

Af 2den Divisions Afdelinger vare 4de Brigades Tetebatailloner i Begreb med at passere Skraaningen paa denne Side af Dalen; Grosset, der formerede sig paa Engen Nord for Divisionskommandeurens Standpunkt, beredte sig til at følge efter. Husareskadronerne befandt sig tilvenstre herfor, og de 6hts Batterier bagud tilhøire paa Bakkepartiet (500). I nordvestlig Retning hindredes Udsigten af en i Nærheden liggende, skovbevoxet Bjergtop, saa at man Intet kunde see af 3die Brigade.

Divisionskommandeuren gav strax Befaling til, at Tetebataillonerne af 4de Brigade skulde trækkes tilbage og indtage en dækket Stilling til begge Sider af Høiden 425. (Kl. 10,45 Min.)

At Korpsets Marche til Arnau ikke lod sig udføre, saalænge Fjenden stod ved Neu-Rognitz, og at det vilde blive desto vanskeligere at fordrive Fjenden herfra, jo længere Tid han havde til at sætte sig fast i Stillingen, var indlysende. Paa den anden Side kunde Divisions­ kommandeuren foreløbig kun disponere over 4de Brigade ved Angrebet derpaa, og et med Kraft ført Angreb kunde let bevirke Brigadens Tilintetgjørelse, inden 3die Brigade kunde komme til Hjælp.

Divisionen var paa dette Tidspunkt adskilt i 3 Dele, og man maatte derfor først og fremmest søge at samle disse igjen. Dernæst skulde det afgjøres, om man skulde fortsætte Angrebet eller afvente den øvrige Del af Armeekorpset og den kommanderende Generals Befalinger. For ikke at foregribe dennes Hensigter besluttede Divisions­ kommandeuren at samle Divisionen saaledes, at den var i Stand til saavel at imødegaae et Angreb fra Fjendens Side som under en eventuel Fremrykning at drage fuld Fordel af Terrænet.

3die Brigade erholdt derfor Kl. 10,55 Min. Befaling til at gaae frem til Hulveien mellem Alt-Rognitz og Hohenbruck og besætte Høiderne Syd for denne. — 1ste Kavalleribrigade blev sendt frem Vest for Chausseen for at observere Fjenden. — Husarregimentet fik Befaling til at observere Fjenden Øst for Chausseen og at afsøge Terrænet henimod Eipel.

4de Brigade indtog imidlertid den befalede Stilling. De 2 forreste Batailloner gik tilbage med Afstand mellem Kompagnierne for ikke at lide formeget af den stærke Artilleriild, som Fjenden rettede imod dem. De besatte dernæst Bakken (425) og de tilgrændsende Bygninger i Alt-Rognitz. De 2 6hts Batterier søgte at lede den fjendtlige Artilleriild fra de tilbagegaaende Batailloner hen paa sig. Brigadens øvrige Afdelinger formerede sig regi­ mentsvis paa begge Sider af Bakken (Kl. 11, 10 Min.).

Efterat Infanteriet havde indtaget sin Stilling, fortsatte de 6hts Batterier Kampen, men kun med en meget lang­ som Ild.

Imidlertid havde Divisionens Generalstabsofficeer for­ hørt nogle fangne, fjendtlige Infanterister; de Oplysninger han derved erholdt, og som han derpaa meddelte Divisions­ kommandeuren vare: den fjendtlige Styrke bestod af fste Brigade af det 10de østerrigske Korps under Oberst N., foruden af 1 Uhlanregiment og noget Artilleri; Brigaden havde siden iforgaars bivouakeret i en Landsby tæt ved Chausseen og var tidlig om Morgenen gaaet frem til Trautenau, som netop var blevet besat, da Fægtningen begyndte; Marchen til Trautenau havde kun varet 1,5 Time; det var saaledes sandsynligt, at Brigaden var kommen fra Prausnitz-Kaile ; hvor den øvrige Del af Armeekorpset var, kunde ikke angives; den 25de var en betydelig Del deraf marcheret gjennem Josephstadt, hvorfra Brigaden var bleven delacheret; siden den Tid havde Fangerne ikke seet Korpskommandeuren.

Disse Oplysninger stadfæstede i det Væsentlige de tidligere Formodninger; den sidstnævnte Omstændighed kunde endvidere lede til den Antagelse, at Korpsets Gros om Morgenen havde været temmelig langt fra Brigaden; thi havde denne som Avantgarde havt den almindelige Af­ stand fra Grosset, saa vilde Korpskommandeuren sand­ synligvis den 26de personlig have erkyndiget sig om Forholdene ved den længst fremskudte Brigade. Paa den anden Side var det paafaldende, at Fjenden, som nødvendigvis maatte have opdaget sin Modstanders Over­ legenhed, alligevel indtog en ny Fægtningsstilling i saa kort Afstand.Dette var imidlertid kun Gisninger; det kunde godt tænkes, at Korpskommandeuren befandt sig ved Brigaden, og at Fangerne blot ikke havde seet ham.

I en Melding underrettedes dernæst den komman­ derende General om det hidtil ved 2den Division Passerede og om Divisionskommandeurens Hensigt at samle Divi­ sionen mellem Alt-Rognitz og Hohenbruck for der at afvente nærmere Befaling.

Divisionens Generalstabsofficeer blev dernæst sendt over til 3die Brigade for at rekognoscere Terrænet ved Chausseen saavel med Hensyn til Angreb som Forsvar og for at see, hvad man fra dette Punkt kunde opdage med Hensyn til Fjenden.

Divisionslægen, som ligeledes var kommen til, meldte, at Tabene hidtil havde været uden Betydning undtagen ved en enkelt Bataillon; de i Parschnitz rekvirerede Vogne til de Saaredes Transport og Feltlazerethet vare underveis.

Af Divisionskommandeuren blev han dernæst beordret til at lade dette og Vognene kjøre op bag Kriblitzer-Skoven, eftersom det endnu ikke kunde afgjøres, om Fægtningen vilde blive fortsat eller ikke.

Strax derpaa modtoges Melding om, at den kom­ manderende General var ankommen til 3die Brigade. Divisionskommandeuren begav sig øieblikkelig, ledsaget af sin Stab, ad Hulveien til Hohenbruck for der at melde sig til den kommanderende General.

Klokken var da 11,30, og samtidig besatte de for­ reste Afdelinger af 3die Brigade de Syd for Hulveien lig­gende Skove. Divisionen var saaledes færdig til at ud­ føre enhver af Korpskommandeuren given Befaling.

b. Betragtninger over Divisionens Fremrykning indtil Indtagelsen af Trautenau.

1. Tidsforhold.

Kl. 8, 40 Min. modtog Divisionskommandeuren Under­ retningen om Fjendens Fremrykning. Uagtet de nød­ vendige Befalinger strax blev udstedte, var Divisionen dog først Kl. 9,50 Min. udviklet i Høide med Avant­ garden, altsaa over en Time senere. Bevægelsen var imidlertid bleven forsinket paa Grund af Terrænets bjergfulde Karakteer. Det fremgaaer af de nævnte Angivelser, hvor nødvendigt det er selv for en samlet Division at foretage langt udgaaende Rekognosceringer, saafremt der ikke fra selve Stedet er en vid Udsigt.

Fremrykningen blev ikke i nogen betydelig Grad for­ sinket af Fjenden. Kl. 11,30 var Divisionen koncentreret paa Linien Hohenbruck— Alt-Rognitz og i Besiddelse af det for Armeekorpsets Debouchering nødvendige Terræn.

Indtil dette Tidspunkt havde Oberst D.s Detachement og 3die Brigades Gros tilbagelagt 4000 Skridt, og 3die Brigade omtrent 3000 Skridt. Kun 3die Brigades 4 Batailioner og 4de Brigades 2 Tetebatailloner havde foretaget en del af denne Marche i Fægtningsformation; men Omveie og Tilbagemarher havde paa Grund af Fægtningens Gang ikke været, til at undgaae. I det Hele taget maa man aldeles opgive de paa Exerceerpladsen indvundne Erfaringer med Hensyn til udviklede Troppemassers Be­vægelser. En Strækning af 4000 Skridt tilbagelægges der af en udviklet Brigade etc. i mindre end 40 Minutter; men dette Forhold forandrer sig ganske, naar Terrænet antager en anden Karakteer; Tiden voxer da progressivt med Terrænets Hindringer og de udviklede Troppemassers Størrelse. I det foreliggende Tilfælde brugte enkelte Af­delinger endog det Tredobbelte af den Tid, de vilde have behøvet paa fuldstændig jævn Jordbund. De fleste Batailloner vare desuden i Marchekolonne, og Forholdene medførte, at de enkelte Afdelinger i den forreste Linie ikke engang vare i Høide med hver­ andre. Dersom Divisionen skulde have havt begge Bri­gaderne formerede ved Siden af hinanden og rykket frem i denne Formation, vilde man have været nødt til at be­regne en betydelig længere Tid til Fremrykningen.

Dersom Ledelsen ikke tager tilbørligt Hensyn til alle de Vanskeligheder, der opstaae under Bevægelsen af store Troppemasser i et besværligt Terræn og under den fjendtlige Ild, og dersom den i sin Iver for at komme i Kamp med Fjenden kun har sin Opmærksomhed henvendt paa de Afdelinger, der ere gunstigst stillede med Hensyntil en hurtig Fremrykning, saa vil det ikke kunne undgaaes, at forskjellige Afdelinger trænge sig sammen paa enkelte Steder, medens der paa andre Steder opstaaer Huller. Istedetfor en ordnet og til enhver Anvendelse skikket Styrke faaes kun en uordnet Masse, som kun med stor Vanskelighed lader sig lede. Disse Forhold maa der tillægges en endnu langt større Betydning, naar det er et Tilbagetog, der skal tiltrædes.

2. Divisionskommandeurens Beslutninger.

Ved Ankomsten til Parschnitz fandt Divisionskom­ mandeuren Broen over Aupa ved Trautenau barrikaderet og besat af Fjenden; han traf imidlertid ingensomhelst Foranstalninger til Erobringen af Staden. Da han der­ imod senere erfarede, at en fjendtlig Kolonne, bestaaende af alle Vaaben, rykkede frem paa Veien fra Køniginhof til Trautenau, afbrød han Troppernes Hvile og traf For­ beredelse til at sætte sig i Besiddelse af det vigtige Punkt.

Der synes heri at ligge en Inkonsekvens; at denne imidlertid kun er tilsyneladende, vil fremgaae af det Føl­gende.

Den sidste Passus i Armeekorpsets Befaling lød saaledes: «Det kommer fremfor Alt an paa, at Korpset saa snart som muligt indtager en koncentreret Stilling paa den venstre Aupabred ved Parschnitz med Sikkring paa begge Flanker mod overraskende Nærmelse af fjendtlige Afdelinger.» Divisionen havde i denne Henseende gjort Alt, hvad den formaaede — den var paa Stedet. Der kunde ikke bebreides Divisionskommandeuren Noget, naar han nu ved Parschnitz afventede 1ste Divisions Ankomst og den kommanderende Generals Befalinger.

Imidlertid indeholdt Befalingen ogsaa nogle meget vigtige Antydninger af Generalkommandoens videre Hen­ sigter, idet den udtalte: «Armeekorpset forener sig ved Parschnitz og hviler der i 2 Timer; kun den til Avant­ garde bestemte 1ste Infanteribrigade rykker strax frem til Trautenau og besætter Staden. Marchen fortsættes dernæst i 1 Kolonne mod Arnau».

Da 1ste Infanteribrigade imidlertid endnu ikke var ankommen, og Divisionskommandeuren vidste, at Trau­tenau skulde besættes og Marchen fortsættes igjennem Staden, vilde der heller ikke kunne være rettet nogen Bebreidelse mod ham, dersom han ved Ankomsten til Parschnitz, hvor han ikke traf 1ste Infanteribrigade, istedetfor denne havde besat Trautenau, hvorvel han derved ganske vist vilde have handlet imod Ordlyden af den ham givne Befaling.

I Krigen vil man saaledes ofte kunne følge forskjellige Fremgangsmaader, uden at det kan siges, at een er den rigtige, de andre derimod feile. Som oftest er det ligesom her Tilfældet, at der Intet kan indvendes mod een Beslutning, medens en anden dog havde været heldigere.

Hvad der for Divisionskommandeuren var det Afgjørende, var, at den almindelige Situation ikke havde undergaaet nogen Forandring, siden Generalkommandoen udstedte Befalingen.

Situationen forandrede imidlertid aldeles Karakteer, da det erfaredes, at en fjendtlig Kolonne, bestaaende af alle Vaabenarter nærmede sig Trautenau.

Dette stærke Punkt vilde jo nemlig nu efter al Sandsynlighed blive besat af en betydelig Styrke, medens der hidtil kun havde været en Iagttagelsespost.

Divisionskommandeuren kunde nu med omtrent lige stor Berettigelse enten lade Divisionen indtage en Defen­sivstilling á cheval paa Aupa til begge Sider af Defileet Vest for Parschnitz og derved dække Deboucheringen af Armeekorpsets øvrige Afdelinger, eller ogsaa gaae over til Angreb og søge at sætte sig i Besiddelse af Trau­tenau.

Ved den første Fremgangsmaade udførtes, hvad Generalkommandoen havde befalet; den sidste fordrede mere Initiativ, men ogsaa den stod i Samklang med Generalkommandoens udtalte Hensigter.

Hvor Forholdene, som i det foreliggende Tilfælde, udvikle sig anderledes end forudsat ved Befalingens Ud­ stedelse, maa enhver Fører overveie, om ikke en Af­vigelse fra den givne Befaling maatte være mere i Overeensstemmelse med den Overordnedes Hensigter.

Generalens Overveielse med Hensyn til Angrebets Udførelse ere tidligere omtalte. Overgangen over Aupa ved Parschnitz og Fremrykningen paa dens høire Bred, medens Hovedveien kun dækkedes af 7 Kompagnier, 9 Eskadroner og 12 Kanoner, lod sig alene udfore, fordi 1ste Infanteridivision var ivente. Havde Divisionen alene været henvist til sine egne Kræfter, vilde Divisionens Hovedstyrke ikke have kunne fjernes saa langt fra Hovedveien.

Paa den høire Aupabred udførtes Angrebet' tilsyne­ladende ikke paa normal Maade, eftersom Brigaderne i den foreløbig isolerede Division sukeesssivt; skjød sig frem ved Siden af hinanden, og Divisionens største Ud­strækning steg til 3000 Skridt. Ved Udførelsen af et Angreb er en saadan Udstrækning for stor, og kun ganske særlige Forhold kunne bevirke, at Faren derved ikke gjør sig gjældende.

I Nutidens Kamp er det navnlig Bagladegeværets ødelæggende Virkning, der er det mest fremtrædende og giver Formationerne deres Karakteer.

I Offensiven maa man ved et Frontalangreb være forberedt paa i kort Tid at lide umaadelige Tab. Ganske faa Øieblikke ere nok til at gjøre Kompagnier og Batailloner ukampdygtige, og 2den og 3die Træfning ere derfor nødvendige som Reserver for at udfylde de hurtigt opstaaende Huller. En godt rettet Hurtigild er i Stand til at sprænge en hvilkensomhelst Kolonne. Naar det er gode Tropper, og Tabet ikke bar været altfor over­ vældende, ville de i spredt Orden slutte sig til de frem­ rykkende Soutiens; ellers forsvinde de helt fra Kamppladsen.

Frontalangreb paa Infanterilinier i gode Stillinger have nutildags kun ringe Udsigt til at lykkes, naar de ikke blive tilstrækkelig forberedte og understøttede af Artilleri; selv en meget betydelig Overlegenhed giver ikke Vished for et heldigt Udfald.

Overalt, hvor det er muligt, bør der derfor i For­ bindelse med et Frontalangreb føres et Angreb mod Fjendens Flanke, men man maa da ikke glemme, at Afdelingernes Tilintetgjørelse, der let kan blive Følgen af de store Tab, alene kan modvirkes ved en dyb Formation.

Defensiven har derimod vundet overordentlig ved Geværildens store Virkning. Jo flere Tropper man der­ for .formaaer at udvikle, i des høiere Grad drager man Nytte af den i Vaabene boende Kraft.

Medens der saaledes kun udfordres forholdsvis ube­ tydelige Reserver for de udviklede Linier, maa man paa den anden Side være meget opmærksom paa den Fare, der truer Flankerne. Denne Fare voxer med Liniens Længde, og hvor hverken Terrænet eller andre Tropper i Nærheden yder Dækning, maa man selv opstille Reserver bag Fløiene.

En Division, der gaaer frem til Angreb, og hvis Artilleri er sendt frem for at forberede dette, vil neppe kunne overspænde mere end c. 2000 Skridt, naar An­grebet skal kunne gjennemføres med tilbørlig Kraft.

Bliver Udstrækningen større, vil Ledelsen ikke alene blive næsten umulig, men man vil komme til at savne en tilstrækkelig stor, samlet Styrke til Anvendelse paa det afgjørende Punkt. Til Gjennemførelsen af en Kamp, hvis Dimensioner ikke lade sig forudsee, egner en Formation af større Udstrækning end den nævnte sig ikke, hvorimod den godt kan anvendes under Manoeuvrering.

For at kunne manoeuvrere er det imidlertid nød­ vendigt, at det store Troppelegeme er delt i organiske Underafdelinger. Førerne for disse erholde hver sit Hverv, medens den Øverstbefalende kun sørger for, at der finder Samvirkning Sted mellem de enkelte Dele.

See vi nu hen til det foreliggende Tilfælde, saa giver den Maade, hvorpaa Fremrykningen mod Trautenau lededes denne Bevægelse aldeles Karakteren af en Manoeuvre. Om en saadan overhovedet kan anvendes, afhænger stedse af Forholdene. Under Fredsøvelserne anvendes Manoeuvrering hyppigt for at opnaae en Afgjørelse; under virkelige Forhold vil derimod Vaabenvirkningen altid blive det afgjørende.

Efterat Divisionskommandeuren havde besluttet at foretage et Angreb, kunde han udføre dette enten ved med Divisionens Hovedstyrke at gaae frem mod det af Kriblitzerslugten dannede Afsnit, eller ved at foretage en større Bevægelse for at komme ind paa Fjendens Retræte­ linie, medens han efterlod en Styrke til Sikkring mod det nævnte Afsnit.

Den første Fremgangsmaade medførte med Nødven­ dighed et Frontalangreb paa den bag Kriblitzer Afsnittet liggende stærke Stilling, men Angrebet kom kun til at over­ spænde Terrænet mellem Aupa og den Øst for Kriblitz liggende Bakke 534 i en Brede af c. 1800 Skridt, og Styrken var følgeligt stort nok til med Kraft at gjennemføre An­grebet. Hvis dette desuagtet skulde mislykkes, var der alligevel ingen Fare for Retrætelinien.

I det andet Tilfælde maatte Udstrækningen derimod blive meget betydelig, og Styrken var for lille til et kraftig ført Angreb. Man udsatte sig altsaa for at blive sprængt, dersom Fjenden med Kraft angreb Centrum, eller for at tabe Forbindelsen med 1ste Division, hvis Stødet rettedes mod høire Fløi. Lykkedes Bevægelsen derimod, saa opnaaede man hurtigst Formaalet, at komme i Besiddelse af Passet ved Trautenau.

At Divisionskommandeuren besluttede sig til at ud­ føre Angrebet paa sidstnævnte Maade, kunde kun for­ svares derved, at Fjenden ifølge hans Overbevisning var betydelig underlegen i Styrke.

Faren ved den nævnte Bevægelse vilde imidlertid have været mindre, naar der i Centrum istedetfor de 4 Batailloner af 3die Brigade havde været hele 4de Brigade. Imidlertid maa man ikke glemme, at større Afdelingers Angrebsretninger som oftest betinges af deres Marcheretninger.

Hvis man vilde have afventet 4de Brigades Ankomst for at anvende den i Centrum, vilde der være spildt en kostbar Tid; og naar man,' for at undgaae dette, havde ladet 3die Brigade gaae frem i Terrænet Syd for Høidedraget som fremskudt venstre Fløi, vilde Fjenden liave forladt Trau- tenau tidligere, hvorved Udsigten til at lilføie ham Skade under Retræten forringedes.

Da Fjenden som Følge af den truende Bevægelse tiltraadte Retræten, betænkte Divisionskommandeuren sig ikke paa at anvende den som Reserve betragtede 4de Brigade. Herved vilde imidlertid hele Divisionen være kommen ud af hans Haand, hvis 3die Brigade ikke slrax havde faaet Befaling til efter at have besat Høiderne Syd for Trautenau at gjøre Holdt der, hvorved der dan­ nedes en ny Reserve.

Fjenden, der undgik den truende Bevægelse, stand­ sede først ved Neu-Rognitz. Divisionskommandeuren fortsatte imidlertid ikke Angrebet, da han ikke vidste, om det stemmede med den kommanderende Generals Hensigter at indlade sig i en større Fægtning. Han samlede derfor sine Tropper saaledes, at de vare beredte til enhver Anvendelse. Divisionens Udstrækning var nu kun 2000 Skridt.

Det er en almindelig Erfaring, at der efter Tilkæm­ pelsen af et vigtigt Maal enten følger en hensynsløs Forfølgning eller en vis Apathie, som binder enhver paa den Plet, hvor han er, medens hans Tanker som Følge af hans oprørte Sindsstemning dvæler ved, hvad han har oplevet, istedetfor at være rettede paa, hvad der dernæst er at gjøre. Det er da Føringens Sag at give Impulsen til en hurtig Ordning; hvilke Hverv der senere vil blive stillet:den, kan den ikke vide, men i ethvert Tilfælde maae Tropperne være ordnede for at kunne anvendes dertil.

3. Divisionskommandeurens Forhold.

a. Med Hensyn til Fægtningens Ledelse.

I et Tidsrum af 3 Timer havde Divisionskomman­ deuren kun havt nødig at træffe faa Dispositioner, men disse havde været af stor Betydning. En Ting, som han omhyggeligt havde vogtet sig for, var at gribe ind i nogen Detail. Befalingerne rettedes bestandig til Brigaderne, Føreren for Detachementet ved Liabauerchausseen, Kommandenren for Divisionskavaleriet og Artilleriafdelingen og havde kun Hensyn til disse Førere og den hele Styrke, der stod under deres Kommando. Udførelsen af Befalin­ gerne overlodes derimod i Et og Alt vedkommende Førere. Kun ved en saadan Fremgangsmaade er det muligt at bevare Overblikket og at give do enkelte Førere den nød­ vendige Selvstændighed, der er en Betingelse for Opnaaelsen af gode Resultater. Dette er imidlertid meget vanskeligt at overholde.

Jo høiere en Fører er stillet, desto mere afgjørende ere hans Beslutninger for det Heles Vel. De store Troppemasser bruge lang Tid til deres Bevægelser og Udvikling, og ere de først dirigerede i een Retning, kunne de kun vanskelig bringes til at virke i en anden; dette er endog saa godt som ugjørligt, naar de allerede ere komne i Berøring med Fjenden.

Som oftest er en Overordnets Indgriben i Detaillen ligefrem skadelig, da de underordnede Føreres Dispo­ sitioner derved let krydses. Det er desuden enhver Kommanderendes Ret at udføre de ham tildelte Hverv i Overeensstemmelse med sin Opfattelse, saalænge han ikke begaaer ligefremme Feil. Derimod er det den Overordnedes Pligt at træffe sine Dispositioner i Overeensstem­ melse med den almindelige Situation, at give de lavere Kommanderende de nødvendige Befalinger i Samklang hermed paa en klar og tydelig Maade og at yaage over deres Udførelse; kun naar der da træffes Foranstaltninger, der kunne gjøre Opnaaelsen af Formaalet tvivlsom eller bevirke en Overskridelse af den Kommanderendes Hen­ sigter, bør han skride ind.

Dette lyder meget simpelt, men er som sagt meget vanskeligt under virkelige Forhold. Vanskeligheden bliver saameget større, som Theorien paa Grund af Situationernes Mangfoldighed kun er i Stand til at give almin­ delige Antydninger, men ikke Regler, og fordi Freds­ øvelserne kun da muliggjør den Enkeltes Uddannelse, naar han selv paa det Omhyggeligste har sin Opmærk­ somhed henvendt derpaa. Nødvendigheden heraf træder imidlertid ikke tydelig frem ved Øvelserne; det ligger i Menneskets og Forholdenes Natur, at Føreren under Øvelsen mere tænker paa Troppernes Forhold end paa sin egen Uddannelse. Ofte tages der ogsaa mere Hensyn til Kritikken end til Fjenden, og urigtige Detailbevægelser blive hyppigt rettede ved, at den høiere Kommanderende begiver sig Ind i Tirailleurilden. Med Hensyn hertil kunne de Kommanderende ikke være opmærksomme nok under Øvelserne, og det vilde utvivlsomt være rigtigt, naar Førerne for Regimenter og Brigader allerede i Fredstid øvede sig i at lede deres Tropper bagfra, som det under virkelige Forhold nødvendigvis maa skee.

b. Talg af Standpunktet.

Af ganske overordentlig Betydning er Valget af det Standpunkt, hvorfra Føreren leder Troppernes Bevægelser. Ogsaa i denne Henseende stilles der forskjellige For­ dringer til de forskjellige Førere.

Et rigtigt Valg af Standpunktet er et væsentligt Middel mod Fristelsen til at gribe ind i Detaillen. Alle­ rede af denne Grund er det ønskeligt, at den øverste Fører ikke kommer for nær til den forreste Fægtnings­ linie, men han bør i ethvert Tilfælde kunne oversee denne saavelsom Fjendens; Reserverne bør ligeledes stadig kunne iagttages. Hvor gode Meldinger i og for sig kunne være, ere de dog ikke i Stand til at orientere Føreren i den Grad som den personlige Iagttagelse, og hertil er der rigelig Tid, naar større Troppemasser skulle udvikle sig.

Ved Iagttagelsen af Fjenden kommer det væsentligst kun an paa at erfare, om han gaaer over til Angreb med større Masser, om han søger at holde sin Stilling, eller om han vil unddrage sig et Angreb. Detaillerne af hans Bevægelser ere vistnok ogsaa af Betydning, men kunne i Reglen kun iagttages fra den forreste Linie. Nærmelsen af nye fjendtlige Kolonner vil under, virkelige Forhold kun ganske undtagelsesvis komme til den Kom­ manderendes Kundskab.

Paa Grund af de store Afstande, paa hvilke Fægt­ningen begynder, er det vanskeligt at finde et Standpunkt, som ligger tilstrækkelig nær, for at man derfra bestandig kan iagttage Fjenden, medens Reserverne alligevel stadig haves under Øie; dette er imidlertid to Momenter, som Ledelsen ikke bør lade uændsede. Hensynet til den ene fører den Kommanderende fremad, Hensynet til den anden drager ham tilbage.

Det er imidlertid umuligt at lede en Fægtning paa rette Maade, naar man ikke gjør sig det fuldstændig klart, hvad der er Hovedmomenterne i de iagttagne fjendtlige Bevægelser. Dette er naturligvis af større Betydning ved Ledelsen af en Division end af en Armee; thi jo stærkere Afdelingen er, der skal bevæges, desto længere Tid har man til Overveielse. Meldingerne, der modtages, komme fra de enkelte Dele af Kamppladsen, hvor hyppig et offensivt Stød af nogle faa Batailloner antages for en almindelig Fremrykning af Fjenden; imidlertid er det kun ved Indledningen af Kampen, at der kommer Meldinger om det, som er iagttaget i den forreste Linie; senere kommer der slet ingen, undtagen naar der ønskes Hjælp. Divi­sionskommandeuren bør derfor altid selv kunne overskue den forreste Fægtningslinie.

Haves saaledes Fjenden stadig under Øie, tilfreds­ stilles i Reglen ogsaa den anden Betingelse at overskue sin egen Fægtningslinie, derimod er det vanskeligere stadig at have Øie med Reserverne. Man skulde troe, at Disciplinen alene maatte bevirke, at enhver Befaling af den Iløistbefalende ubetinget blev efterkommen, men Misforstaaelser og Tilfældigheder ville altid komme til at gjøre sig gjældende. Disse opstaae især let, hvor Be­falingerne ikke gives direkte til dem. der skulle modtage dem. Den Befalende kan let udtrykke sig udtydelig eller komme til at nævne et felt Navn; Overbringeren hører maaske ikke rigtig, eller opfatter Befalingen feilt, og ved Afgivelsen af Ordren udtrykker han sig maaske saaledes, at der kommer en forkert Mening deri; og endelig kan Modtageren opfatte den urigtig. Til Overbringelsen udfordres der jo desuden en vis Tid, og Forholdene kunne imidlertid have forandret sig. Det kan derfor let hænde, hvor den Iløistbefalende ikke stadig har Reserverne under Øie, at de endog fuldstændigt kunne forsvinde.

I det her givne Tilfælde har Divisionskommandeuren fra Fægtningens Begyndelse kun skiftet Standpunkt 1 Gang i Løbet af 1,5 Time.

Kan der ikke findes et Punkt, hvorfra hele Fægt­ningslinien kan oversees, maa Føreren opholde sig der, hvorfra han kan oversee den vigtigste Del af Kamp­ pladsen og udsende paalidelige Officerer til de andre Steder for at observere og indberette til ham.

c. Befalingernes Udstedelse og Overholdelse.

Efterat en Befaling er udgiven, bør dens rigtige Ud­førelse paasees.

Den fornemste Egenskab ved en Befaling er Tyde­lighed; jo mere præciseret den er, des mindre er man udsat for, at den skal blive misforstaaet. Det er imid­lertid ikke nogen let Sag at udstede Befalinger; det maa læres og indøves. Med Hensyn til Forebyggelsen af Misforstaaeiser har skriftlige Befalinger et væsentligt Fortrin, men under Kampen kunne de kun anvendes ved store Massers Bevægelser, f. Ex. ved en Overkom­ mandos Ledelse af Armeekorps; jo kortere veien er imellem den Kommanderende og hans Underordnede, des kortere Tid bør der anvendes paa Overbringelsen, og dette kan kun skee ved mundtlig Befaling.

Dersom en Afdeling er særdeles vigtig, og naar ved­ kommende Afdeling er saa langt borte, at Udførelsen af Befalingen ikke kan iagttages af den Kommanderende, er det rigtigst at lade Overbringeren ledsage af en Rytter; dersom det Terræn, som Overbringeren skal passere, er usikkert, bør der afsendes en eller flere Afskrifter af Be­ falingen og om muligt ad forskjellige Veie.

Overholdelsen af, at Befalingerne blive udførte, er ikke forbundne med Vanskelighed, naar Føreren har Tropperne under Øie; ér dette derimod ikke Tilfældet, bliver Sagen vanskeligere.

Hvor strengt det end er indskjærpet, kan man dog aldrig med Sikkerhed gjøre Regning paa, at Afdelinger, der ere i Ilden, sende Meldinger i rette Tid eller gjøre Sagen omstændelig nok. Deres Opmærksomhed fængsles i Reglen fuldstændig af den Kamp, hvori de tage Del, og der bliver sjeldent tænkt paa den Overordnede, naar han ikke netop befinder sig paa Stedet. Da dette er en almindelig Erfaring, bør man saavidt muligt modvirke de uheldige Følger deraf.

Enten maa man derfor nogen Tid, efterat de første Befalinger ere udgivne, udsende Officerer for at under­ søge, om de befalede Bevægelser blive udførte, eller, naar Afstandene ere større, attachere Officerer ved de større Troppeafdelinger med det Hverv at sende Meldinger til den Kommanderende.

d. Meldinger.

Hvad der ovenfor er anført om Overbringelsen af Befalinger, finder ogsaa Anvendelse paa Overbringelsen af Meldinger.

De fra et Kommando eller en bestemt Person i Dagens Lob afsendte Meldinger bør altid mimereres, forat Modtageren kan vide, om han har modtaget dem alle.

Ganske i Almindelighed kunne de i forreste Linie værende Afdelinger ikke melde for tidt.

Naar man først er kommen i Berøring med Fjenden,. ophører i Reglen Underretningsvæsenets Tjeneste, og det kommer da til at paahvile Tropperne at forskaffe den øverste Ledelse den nødvendige Underretning om Fjenden og undertiden ogsaa om de egne Bevægelser.

I det foreliggende Tilfælde blev der under Fægtningen kun afsendt 2 Meldinger til den ikke tilstedeværende, kommanderende General; den ene indeholdt Underretning om Fjendens Nærmelse og Beslutningen om at gaae ham imøde paa den høire Aupabred; den anden bragte den kommanderende General Underretningen om Indtagelsen af Stillingen ved Trautenau.

Endskjøndt disse Meldinger gave et klart Billede af Situationen, vil det dog let indsees, at Divisionen med Hensyn hertil havde gjort for lidt. Vil man sætte sig ind i den kommanderende Generals Stilling, vil man let kunne forstaae, med hvilken Spænding han maatte imødesee senere Meldinger, efterat han havde modtaget Underretningen om, at den ene Halvdel af hans Korps stod ligeoverfor Fjenden.

De vare imidlertid ligefrem nødvendige, dersom den kommanderende General strax efter at være ankommen med 1ste Division skulde kunne være i Stand til at over­ tage Ledelsen af Fægtningen. Desuden maatte han ogsaa ved Modtagelsen af Meldinger sættes i Stand til at træffe sine Dispositioner, eftersom 2den Division blev kastet tilbage i Defileerne eller vandt Terræn.

løvrigt havde det været rigtigst, om han strax efterat have hørt Kanontordenen selv var ilet frem til Kamppladsen eller i det Mindste havde sendt sin Generalstabsofficeer frem.

Hensigtsmæssigst synes det i lignende Situationer at maatte være at afsende Meldingerne med regelmæssige Mellemrum, f. Ex. hver halve Time, foruden ved over­ordentlige Ledigheder.

4. Divisionens Generalstabsofficeer.

Til Understøttelse for Divisionskommandeuren er der ved Divisionen ansat en Generalstabsofficeer. Dennes Opgave er at fritage Generalen for Detaillerne ved Be­falingernes Udgivelse; under Fægtningen er det navnlig hans Hverv at tilveiebringe Kundskab om Situationen og Terrænet, forat Divisionskommandeuren derefter kan trætfe sine Dispositioner.

For at udføre dette Hverv maa lian fra Tid til anden fjerne sig fra Kommandeuren, der jo efter det tidligere Udviklede saa sjeldent som mulig bor skifte Plads. Han bør imidlertid ikke fjerne sig oftere eller blive længere borte end absolut nødvendig og ikke efter eget Tykke.

Divisionskommandeuren kan fra sit Standpunkt bag Divisionen som oftest kun i store Træk opfatte Kampens Gang. Han seer, hvor Fægtningen er staaende, frem- eller tilbagegaaende, men ofte veed lian ikke, livad Grunden er dertil. Hvis han nu personlig vilde under­ søge dette, maatte han strax miste Oversigten over det Hele.

Paa et andet Sted skjuler Terrænet maaskee en Del af hans egne Troppers Bevægelser saavelsom Fjendens, medens de indløbende Meldinger vise sig utilstrækkelige til at give en klar Fremstilling af Situationen. Generalen kan imidlertid ikke forlade sit Standpunkt, da han maa beholde den større Del af sine Tropper under Øie.

Navnlig under Offensiven er Tiden i Almindelighed altfor kort til for en Enkelt at rekognoscere den temmelig store Strækning, som en Division overspænder; men uden nogensomhelst Idee om Terrænet vil man umulig kunne træffe gode Dispositioner.

Til Anvendelse i alle saadanne Tilfælde maa Føreren for en større Troppestyrke have en Officeer, paa hvis Dom han kan forlade sig.

Generalstabsofficeren maa imidlertid for at kunne ud­ fylde sin Plads være særlig uddannet til denne Tjeneste, da det overhovedet paahviler ham saameget som muligt at lette og understøtte Divisionskommandeuren i dennes Tjeneste. Han bør saaledes under en Fægtning ikke alene være i Stand til rigtig at opfatte den Afdelings Situation, hvortil han hører, i Forhold til den almindelige Situation men ogsaa de enkelte Momenter i selve Kampen og Terrænet.

Den væsentligste Vanskelighed med Hensyn hertil ligger i, at en rigtig Bedømmelse kun er mulig, naar Generalstabsofficeren bestandig bevarer Oversigten over Stillingen i Almindelighed samtidig med, at hans Virk­ somhed ofte kalder ham bort fra det Sted, hvorfra denne Oversigt alene kan faaes. ITan maa derfor bestandig, naar han kommer tilbage til Divisionskommandeuren, søge at skaffe sig Oplysning om det, der er foregaaet under hans Fraværelse.

Ligesaa omfattende ere hans Pligter udenfor Kampen.

Før Divisionen i det foreliggende Tilfælde gik over til Angreb, blev Generalstabsofficeren sendt ud for at rekog­ noscere Fjenden og Terrænet. Hertil havde han kun kort Tid, da Tropperne allerede befandt sig paa den høire Aupabred, og Angrebet paa Grund af Forholdenes Natur snart maatte foretages. At foretage en udførlig og nøiagtig Rekognoscering er imidlertid uden nogensomhelst' Nytte, dersom Resultatet deraf ikke i rette Tid kommer til den Kommanderendes Kundskab. Det gjælder derfor under Forhold som de foreliggende at finde et Punkt, der fremhyder tilstrækkelig Oversigt og ligger saa langt fremme, som man overhovedet er i Stand til at komme. Generalstabsofficeren hør dernæst sætte sig i Forbindelse med Førerne for de længst fremskudte Afdelinger for at faae Oplysning om, hvad de have iagttaget. Af særlig Vigtighed er det at udspørge Fanger for at erfare, af hvilke Tropper, den fjendtlige Styrke bestaaer. Ved de første Sammenstød med Fjenden kommer det nemlig an paa at faae konstateret Rigtigheden af de Optegnelser, man hidtil har gjort om Fjendens Sammensætning.

Generalstabsofficerens Fraværelse havde varet 42 Minutter, og i denne Tid havde han tilbagelagt 7000 Skridt og opholdt sig paa forskjellige.Punkter. Han kunde maaske have været udsendt tidligere; dette var ikke skeet, fordi Divisionskommandeuren ikke da kunde vide, hvilke Begivenheder, der vilde indtræffe. Det bør overhovedet vel erindres, at der kun er 1 Generalstabsofficeer ved en Division, og at dennes Pligter ere saa mangfoldige og forskelligartede, at hans Kræfter ikke bør slappes ved uvæsentlige eller overflødige Ting.

Efter Tilbagekomsten til Divisionens Stab maatte hans Bestræbelser først og fremmest gaae ud paa at faae Oplysning om, hvad der imidlertid var bragt i Erfaring om Fjenden, hvilke Befalinger, der vare udstedte, hvor Divisionens Afdelinger befandt sig og overbevise sig om, at der i Befalingerne ikke var overseet nødvendige De­tailler.

Divisionskommandeuren kunde han umuligt i dette vigtige Øieblik besvære med disse Spørgsmaal, og hvad han kunde faae at vide af Staben, kunde kun give et ufuldkomment Billede. Det indsees saaledes, at General­ stabsofficeren allerede paa dette Tidspunkt vilde miste den fuldstændige Oversigt, som han nødvendigvis maa være i Besiddelse af, dersom Generalen ikke selv giver ham disse Oplysninger.

Til de nødvendige Detailler høre: Tilveiebringelsen af Vogne til Transport af Saarede, Dirigeringen af Trænet og Fangerne, Afsendelsen af Meldinger til de Overordnede og Tilveiebringelsen af Bud, der ere kjendte i Egnen. Dette kunde maaske synes overflødigt, men er det paa ingen Maade.

Om man end er i Besiddelse af de mest detaillerede Kort, er det jo ikke muligt bestandigt at have alle Bladene hos sig, og det skeer ofte ved en uventet Udvikling af Begivenhederne, at man pludseligt faaer Brug for et Blad, som man har troet først at komme til at benytte den følgende Dag og altsaa ikke har ved Haanden.

Selv om man imidlertid har Kort hos sig, kan man dog tage feil, og det er derfor hensigtsmæssigt i en større Stab at tildele en Officeer det Hverv at holde sig orienteret med Hensyn til Terrænet.

Divisionens Underafdelingers Forhold indtil Kl. 11,30.

1. 3die Infanteribrigade.

Efter en meget detailleret Gjentagelse af denne Brigades Bevægelse knytter Forfatteren hertil følgende Bemærkninger:

De 4 Batailloner, der først blev skudte frem paa den høire Aupabred, havde til Opgave at dække den Del af Divisionen, som holdt Hvil i Dalen; de maatte derfor træffe deres Dispositioner saaledes, at denne Op­gave kunde løses, selv om det skulde skee ved en Kamp. Terrænet foran maatte derfor observeres i saa stor Ud­strækning, at man fik Tid nok til at kunne indtage en fordelagtig Stilling, naar det viste sig, fra hvad Side Fjenden rykkede frem. Disse Stillinger maatte iforveien være rekognoscerede.

Generalmajor B. vandt hurtigt den Overbevisning, at han, naar det skulde komme til Kamp, maatte tage Stilling paa et eller andet Sted af den foranliggende Skovs sydlige Udkant.

For i rette Tid at kunne faae den besat og for at afsøge Terrænet blev en Bataillon skudt frem foran Skoven, medens 2 Delinger Husarer gjennemstreifede Terrænet foran, den ene i vestlig og den anden i sydlig Retning.

Endogsaa her, hvor Forholdene vare saa simple, var det ingelunde ligegyldigt, kvilken Bataillon der anvendtes til denne Sikkringstjeneste.

Ved hertil at anvende 1ste Regiments 2den Ba­taillon opnaaedes, at hele 2det Regiment holdtes samlet under sin egen Kommandeur. Det bør overhovedet være en stadig Bestræbelse saa lidt som muligt at skille de organisk forbundne Dele fra hverandre.

Havde man derimod havt 2 Batailloner af 1ste Regi­ment, vilde det have været rigtigere at fremsende en Bataillon af 2det Regiment, da Regimentskommandeurerne saa hver vilde faae 2 Batailloner af deres eget Regiment under deres Kommando, thi den Kommanderende bør altid opholde sig der, hvor den største Del af hans Kom­ mando er samlet.

Til Afsøgningen af Terrænet foran, blev der, som vi have seet, kun anvendt 2 Delinger Husarer, hvilket kunde synes mærkeligt, da det jo paahviler Divisionskavalleriet at afsøge Terrænet foran Divisionens Front og endog uden­ for denne, naar der ikke er andet Kavalleri tilstede. Til denne Tjeneste havde Generalmajor B. foruden de 2 Delinger endnu 2,5 Eskadron til sin Raadighed.

Det er imidlertid indlysende, at man ikke kan bruge sammeFremgangsmaade i ethvert Tilfælde, og at Føreren altid bør overveie, med hvor ringe Midler han kan opnaae det tilsigtede Maal. Ofte begaaes den Feil, at hele Divi­ sionskavalleriet udsendes endog under saadanne Forhold, hvor et Par flinke og dristige Ryttere faae et langt større Udbytte, fordi de ikke blive saa let opdagede. Ved en saadan Anvendelse bliver Divisionskavalleriet imidlertid let ødelagt allerede ved Begyndelsen af Felttoget, maaskee endog før det første Sammenstød med Fjenden; desuden udsætter man sig derved let for ikke at have det ved Haanden, naar man pludselig faaer Brug for det til Rekognosceringer i andre Retninger. At Divisionskaval­ leriet ogsaa har andre Opgaver at løse, bør heller ikke oversees.

Paa den anden Side bør man ikke forlange formeget af de smaa Patrouiller. I fjendtligt Land, og naar Fjenden er i Nærheden, maae de ved Afsøgninger paa store Af­ stande understøttes af større Kavallerisoiitiens, da de ellers utvivlsomt ville gaae tilgrunde. Ere saadanne større Kavalleriafdelinger ledsagede af ridende Artilleri, kunne de udstrække Afsøgningerne paa meget store Afstande og endog indlade sigå Kamp, naar derved kan opnaaes gode Resultater for deres Opgave, at skaffe Oplysninger tilveie.

Da Generalmajor B. Kl. 8,28 Min. modtog Meldingen om den ijcndtlige Kolonnes Fremmarche, maatte Divisions­ kommandeuren først og fremmest underrettes herom. Ønskeligt havde det rigtignok været, at Generalmajor B. først personlig kunde have overbevist sig om Meldingens Rigtighed, men han turde ikke spilde Tiden dermed og nøiedes med nøiagtig at examinere den Underofficeer, der havde bragt Meldingen. Han begav sig derpaa ud i Terrænet for selv at rekognoscere. Da overlegent Kavalleri havde trængt Ilusarpatrouillen tilbage, blev det nød­vendig at sende mere Kavalleri frem. Dette vilde imid­ lertid først efter en Kamp kunne løse sin Opgave at rekognoscere Fjenden, hvorfor der burde sendes saameget frem, som man kunde raade over.

Ved saadanne Ledigheder skeer det ofte, at ved­ kommende Fører faaer en utilstrækkelig Instruktion, idet han vel faaer en bestemt Befaling, men ikke bliver til­ strækkeligt orrienteret med Hensyn til Situationen.

Det kan let tænkes, at Regimentskommandeuren iforveien ikke har modtaget nogen Meddelelse om de ind­ komne Meldinger, og at det Sted, hvor han hidtil har opholdt sig, ikke har frembudt nogen Oversigt. Han kommer da pludselig til at staae ligeoverfor en ganske ny Situation; han veed ikke engang, om de i en Fjerdingveis Afstand flankerende Ryttere, ere hans egne Folk eller fjendtlige Kavallerister. Fremrykningen maae imid­ lertid foretages aldeles forskjellig, eftersom der i stor Afstand foran er Tropper af Ens egen Hær, eller man hvert Øieblik maa være forberedt paa at støde paa Fjenden.

Befalingen bør derfor tillige ledsages af en saa om­ stændelig Instruktion, som Forholdene tillade, om Alt, hvad der kan influere paa Udførelsen af den givne Befaling. Vel gaaer der mere Tidmed til en saadan In­ struktion end til en kort Befaling, men naar Føreren iler forud for sin Afdeling, vil han vinde den nødvendige Tid dertil. Ialfald er det bedre at anvende et Par Minuter derpaa end pludselig at finde sig hensat i et Terræn og i en Situation, som man kun med stor Møie kan orien­ tere sig i ved egen Hjælp.

Hyppigst begaaes denne Feil, naar Reserverne under en Fægtning sendes frem. Uden at kjende Situationen faae de i Reglen kun Befaling til «at kaste Fjenden», og gaae saaledes glip af den Anvisning, som de kunde have fundet i andre Afdelingers Forhold i Kampens tidligere Momenter.

Efter en uheldig Kamp er det nødvendigt at have en Styrke parat til at optage de vigende Tropper, og dette er især vigtigt, naar det er Kavalleri, der gaaer til­ bage. Hertil egner Infanteri sig bedst, og vi see derfor ogsaa Generalmajor B. skyde sin forreste Bataillon frem til de nærmeste høider (531).

Generalens Hensigt at lade Brigaden tage Stilling langs Skovens sydlige Udkant var neppe heldig, da den umulig kunde overspænde den langstrakte Skovlinie, hvori der hverken fandtes Støtte for Fløiene eller gode Artilleriplacementer. Ledelsen af en Kamp paa dette Sted var saa godt som umulig, og foran Stillingens Centrum fandtes ovenikjøbet et dominerende Høidedrag(551, 531).

Rigtigere vilde det vistnok have været at besætteBakken 531 med Batteriet og 1 á 2 Batailloner, medens Resten holdtes samlet bagved som Reserve. Man vilde derved have det i sin Magt saavel at støtte Forsvaret af den i og for sig ikke ugunstige Stilling paa Bakken som at tage en eventuel fjendtlig Fremrykning fra Kriblitz i Terrænet mellem Høidedraget 554, 531 og Aupa i Flanken.

Paa egen Haand at gaae over til Angreb havde Brigadekommandeuren ikke Bemyndigelse til, og hans detensive Dispositioner vare derfor fra lians Standpunkt fuld­ kommen rigtige. Divisionskommandeuren billigede dem ogsaa, endskjøndt han, som vi have seet, besluttede sig til at gaae over til Angreb.

De af Generalmajor B. med Hensyn til Angrebet paa Kriblitz trufne Dispositioner vare meget heldige. De under hans Kommando staaende Afdelinger af de forskjellige Vaaben nyde fuld Selvstændighed og faae hver sin bestemte Opgave, medens Generalen sørger for Over­ ensstemmelse i Bevægelserne og orienterer hver Afdeling med Hensyn til Naboafdelingerne og de foranværende Husarer.

Hvad Dispositionerne angik, saa overlodes det Batteri­ chefen selv at finde den bedste Position. I forreste Linie anvendtes 2 Batailloner, de 2 andre holdtes i Reserve og kunde baade anvendes i Retning mod Kriblitz og paa Høidedraget i venstre Flanke.

Under Fremrykningen maatte Brigadekommandeuren foruden paa Fjenden ogsaa have sin Opmærksomhed rettet paa sine egne Tropper og sørge for, at Bataillonerne i forreste Linie holdt Forbindelse med hinanden, at de ikke forandrede Marchedirektionen, at Batteriet strax beredte sig til at tage en ny Position, saasnart den gamle ikke mere frembød Fordele, og endelig at Bataillonerne, der dannede Reserven, bevarede denne deres Bestemmelse.

2. 4de lnfanteribrigade.

Under Fremmarchen var Brigaden formeret i 2 Ko­lonner, 1 for hvert Regiment, der marcherede i Høide med hinanden, medens Bataillonerne i hvert Regiment fulgte lige efter hverandre. I den normale Brigadefor­ mation danner hvert Regiment derimod sin Træfning, ogdet ene følger altsaa efter det andet; dog tillader Reglementet ogsaa Anvendelsen af den her valgte Formation. Dennes Fordele og Mangler under en Kamp ville blive omtalte ved en anden Ledighed. Ved en Brigades Marche tvers over Terrænet maa den utvivlsomt foretrækkes for den gamle Formation. Ialfald er det lettere at lede 2 Batailloner, der marchere i Høide med hinanden, end 3; vanskelige Steder kunne lettere undgaaes, og en Direk­ tionsforandring kan lettere foretages. Ved den gamle Formation dannedes 3 Kolonner, hvilket havde den uheldige Følge, at den midterste snart blev trykket af den ene Sidekolonne, snart af den anden; hver Kolonne kom des­ uden til at bestaae af Batailloner af forskjellige Regi­menter. Det er nu vel en almindelig Sætning, at man marcherer bedre i 3 Kolonner end i 2, men dette gjælder kun, naar Marchen foretages paa Veie; i Terrænet har man derimod bedst Hold paa Tropperne, naar de marchere i saa faa Kolonner som muligt.

Da Afdelingerne endvidere bevæge sig lettest og med mindst Anstrengelse i Marchekolonnen, bør denne For­mation benyttes saa længe, som Forholdene gjøre det tilraadeligt. Er man endelig kommen i Nærheden af Fjenden, kan man hyppig, som i det foreliggende Til­ fælde, nøies med at udvikle Tetebataillonerne, medens de efterfølgende først opmarchere, naar Teterne ere komne i Fægtning. Under en saadan Marche er det imidlertid nødvendigt, at saavel Brigade- som Regimentskommandeurerne uafbrudt vaage over, at der ikke indtræder nogen Forstyrrelse i Ordenen. Skulde dette alligevel skee, gjør man bedst i at gjøre Holdt nogle Øieblikke for at retablere Ordenen; navnlig vil dette blive nødvendigt ved en Marche gjennem Skove.

3. Divisionsknvalleriet.

Husarernes Tjeneste under de hidtil udførte Be­vægelser havde navnlig bestaaet i Afgivelsen af Ordonnantser og Udførelsen af Afsøgninger og Rekvisitioner. Skjøndt man i disse Henseender havde været saa spar­ sommelig som muligt, viser det sig dog ogsaa her, hvor opløsende disse Tjenestegrene virke. Sparsommelighed med liensyn hertil kan ikke noksom anbefales.

Som Følge af denne uundgaaelige Adsplittelse af Regimentet, bør man ikke gjøre for meget Regning paa dets Anvendelse til den egentlige Kamp; men dets væsentligste Opgave er da ogsaa Udførelsen af Rekog­noscerings- og Sikkringstjenesten ved Divisionen. Regi­mentskommandeuren kan i disse Henseender lette Gene­ ralen for mange Detailler og ved sit personlige Initiativ være ham til stor Nytte. Han kan ikke uden Divisionens Befaling disponere over Regimentets Hovedstyrke, hvor­ imod han godt paa egen Haand ved Udsendelsen af smaa Patrouiller i alle Retninger kan udføre Sikkringstjenesten og holde Forbindelse med Sidekolonnerne. En nødvendig Betingelse herfor er rigtignok, at Regimentskommandeuren stadig holdes orienteret med Hensyn til den almindelige Situation.

En nøiagtig Afsøgning foran Infanteriets Front gjør det muligt lige indtil det sidste Øieblik at forblive i den bekvemme Marcheformation og kan endog bevare det mod overraskende Artilleriild. Det vilde derfor være heldigt, naar Forholdene som her gjøre en betydelig Spredning nødvendig, at tildele hver Brigade en Deling Kavalleri til Afsøgning foran dens Front, forsaavidt det ikke maatte være tilraadeligt at anvende hele Regimentet til denne Tjeneste.

4. Artilleriafdelingen.

I det foreliggende Tilfælde have kun de 2 6hts Bat­terier optraadt i Fællesskab, hvorimod hvert af de 2 4hts Batterier har havt sin egen Opgave at løse.

En saadan Anvendelse af Artilleriet kan blive nød­vendig under visse Omstændigheder, men maa kun finde Sted, hvor det er absolut nødvendigt. Dette var Tilfældet her paa Grund af Divisionens store Udstrækning, og fordi hver af Brigaderne saavelsom Avantgarden havde deres selvstændige Opgave. Som Regel maa det derimod først og fremmest fastholdes, at Batterierne under Kampen skulle holdes samlede under Afdelingskommandeurens Ledelse.

Under Kampen høster Divisionen størst Nytte af Artilleriilden, naar dens Virkning koncentreres, og selv om der kun er Plads til enkelte Batterier, bør disse ingenlunde overlades til deres Chefers Forgodtbefin­ dende.

Divisionskommandeuren bør aldrig overlade Artil­ leriet til sig selv; det er tvertimod hans Sag at an­ vende det og tildele det de nødvendige Befalinger. Det samme er Tilfældet med andre Førere, hvem Artilleri er tildelt.

Det har vist sig heldigt, at Afdelingskommandeuren opholder sig ved Divisionsstaben, men under Kampen er hans Plads der, hvor flere af hans Batteriet ere samlede.

Naar det kommer an paa at bekæmpe Fjenden paa et eller andet Punkt, vil det i Reglen være fordelagtigst at bringe alle Batterier, hvorover man kan raade, til Anvendelse derimod.

Skal Infanteriet gaae frem, og der frembyder sig et Maal for Artilleriet, bør dette rykke saa langt frem foran Infanteriet, som dets egen Sikkerhed tillader, for saalænge som muligt at forberede Angrebet; derfor bør Batterierne ogsaa marchere tæt ved 1ste Træfning. Saasnart Fjenden gaaer tilbage, maa Artilleriet igjen slutte sig til den Troppeafdeling, hvortil det hører; i modsat Fald bliver det saa længe som muligt i sin Stilling, med mindre det kan finde en, der er nærmere ved Fjenden eller ligger gunstigere.

Medens Gjennemførelsen af Artillerikampen i Reglen finder Sted paa Afstande under 2000 Skridt, maa Ind­ ledningen derimod som oftest tage sin Begyndelse paa større Afstande.