I det af den kendte norske Forfatter og Humanist Alf Larsen redigerede Tidsskrift „Janus" kan den interesserede Læser finde Artikler ikke alene af de bedste nordiske Skribenter paa Litteraturens, Filosofiens og Udenrigspolitikens Omraade, men ogsaa Penne af europæisk Berømmelse har bidraget deres til, at dette udmærkede Tidsskrift, der giver Udtryk for en moderne aandspræget Realisme, vinder større og større Udbredelse.
Navne kan nævnes i Flæng som Johannes Hohlenberg, Erik Krag, Guglielmo Ferrero, Kessler, Neander Nilsson og den af alle danske Radiolyttere saa højt skattede Verdenskronikør Nic. Blædel.
For dem der med Opmærksomhed har fulgt de sidste Aars Udvikling paa Verdenspolitikens Omraade og med Bekymring har set, hvor tilsyneladende lille Virkning disse storpolitiske Tegn i Sol og Maane har haft paa største Parten af Vælgere i vort fredelige Land, er det en stor Opmuntring at læse den norske Officer Erik Hafslo Qvams højst bemærkelsesværdige Artikel i „Janus“ 4. Hefte 1944 med Titlen „Norsk lJtenrikspolitikk, Kriys- dier Fredspolitik!:?
Grunden til, at denne Artikel særlig fortjener at bemærkes, er, at man her gør sig bekendt med en nordisk Røst, der i klare og manende Ord slaar til Lyd for ikke mindre end et ftrilr.s skandinavisk Forsvarsforbund; særlig glædeligt er det for en Dansk at konstatere, at denne Pen, der har frigjort sig for alle hæmmende Indflydelser, er fort af netop en Nordmand.
I fuld Fortrøstning om at de Anskuelser, der kommer til Orde, dækker over den moderne tænkende Skandinavs Opfattelse af i Dag, anbefales Artiklen til Læsning og Udbredelse i saa store Kredse som muligt, saaledes at ogsaa den Del af Befolkningen, der har været hildet i tidligere Tiders snævertsynede Indrepolitik, herved har Muligheden for at faa Ojnene op for, hvad der foregaar i den store Verden, der ligger lige uden for vort lille Lands snævre Grænse.
I fem korte og klare Afsnit giver Forfatteren sin Fremstilling af Norsk Udenrigspolitik. Som en skolet Stabsofficer redegør han for Situationen, som den foreligger i Dag, paaviser at Trustprincipper nu er trængt igennem til Staterne, der ikke længere kan betragtes som enkelte Nationalstater, men som Statsgrupper, idet nemlig praktisk talt alle Nationalstater nu staar i mere eller mindre udpræget Afhængighedsforhold til følgende 5 store Statsgrupper, nemlig: den amerikanske, den engelske, den russiske, den ostasiatiske og den franske Gruppe.
Forfatteren sysselsætter sig i det følgende kun med det for os Skandinaver mest betydningsfulde, nemlig Modsætningsforholdet imellem den engelske og den russiske Gruppe. Han paaviser gennem en længere Udvikling de stadig stigende Brydninger, der i de sidste 50 Aar har udviklet sig imellem England paa den ene Side, og Czartidens Rusland, senere det moderne Sovjet paa den modsatte Front. Til Stotte for denne Paastand vises, hvorledes England' snart hai støttet. Ruslands Fjender i Asien, nemlig Japan, snart gennem sin nølende Indgriben i den russiske Borgerkrig stadig har fulgt sin gennem Tiden knæsatte Udenrigspolitik, altid at svække sin Modstander.
Paa den anden Side har Bolsjevikkerne i Skrift og Tale fremhævet England som Hovedfjenden, og naar den første 5 Aars Plans Realisation i første Række er kommet den motoriserede Sovjet-Hærs Udrustning med automatiske Vaaben til Gode, medens den anden 5 Aars Plan nu kaster sig over Transportmidlernes Militarisering, er det utvivlsomt med et kommende Opgør med det kapitalistiske Samfunds Hovedhjørnesten England som endeligt Maal.
Dommer man efter Kendsgerningerne: Paa den ene Side de store nye Flyvepladser og Havneanlæg, der for britiske Penge er anlagt i baltiske Lande, og som Modsætning: De i 1932 færdigbyg- gede 5 brede Hærveje fra Leningrad til den finske Grænse, samt den storstilet anlagte Jernbane fra Perm til Hvidehavet, synes dette med usminket Tydelighed at pege hen paa, at Fronten i et kommende Opgør mellem disse 2 store Magtgrupper kommer til at ligge mod Nord.
Dette understreger igen den sørgelige Kendsgerning, at de 4 smaa skandinaviske Lande netop ligger paa Hovedfronten imellem disse stridende Statsgrupper.
Det for os saa store Spørgsmaal melder sig da med stadig stigende Styrke:
Kan vi, der tilhorer disse fire smaa Magter, undgaa at blive Krigsskueplads for disse Jættemagter i en kommende Krig?
I Kapitlet om „Ideer som Kampmiddel“ paaviser Forfatteren meget skarpsindigt, at store Erobrenationer som ideologisk Grundlag for sine Krige altid har haft en mere eller mindre uselvisk Idé, som alle skulde give Folket den Fane, hvorunder de villigt gik i Dø
den. De mest forskelligartede Idéer og Slagord har været brugt, religiøse, dynastiske, politiske, nationale, sociale, ja til og med pacifistiske f. Eks. som „Krigen mod Krigen“.
Før og under Verdenskrigen var Englænderne og Russerne utvivlsomt de ledende i den aandelige Kamp mellem de imperialistiske Stater. Som Eksempel nævnes, at Russernes bedste Kampmiddel mod Østrig-Ungarn var den planslaviske Idé, ligesom Englænderne rejste en Verden til Kamp for Demokratiet og for at befri Verden og de tyske Arbejdere fra den preussiske Militarismes knugende Vægt, og det med en saadan Virkning, at praktisk talt hele Menneskeheden stottede denne engelske Imperialisme mod den dengang saa farlige Fjende Tyskland.
For den næste Verdenskrig har Sovjet imidlertid sikret sig en Stilling, som den England havde i den sidste, ja endog en endnu stærkere. Store Folkemasser er paa Forhaand villige til at gaa i Doden for Sovjets Imperialisme i den Tro, at de kæmper for de smaa og svage, til Trods for at Kendsgerningerne er, at Folkets Magt i det moderne Sovjet i Realiteten ikke er storre end under „Jernezaren“, hvilket igen viser Massernes totale Underkastelse overfor en dygtigt ledet Propaganda.
Allerede nu 15 Aar efter den sidste Verdenskrig moder vi derfor 300 Miilioner Mennesker, som næppe har Anledning til at tænke selv, men som arbejder paa Kommando, og som paa Kommando marcherer for den Idé denne eller hin Statsgruppe gennem alle moderne tekniske Vidundere i Form af Rotationspresse og Højttaler- anlæg nu har indpodet Masserne.
For Mottoet: „Konge og Fædreland“ vil den „oplyste“ Kommunistungdom af i Dag ikke længere ofre Livet, men kaldes dette i Stedet for: „Proletariatets Diktatur“, „Det tredie Rige“, „Kamp mod Fascismen“ eller lignende, saa stiller Sagen sig ganske anderledes. Dette er en Realitet, vi alle nu maa regne med.
I Tredie Afsnit: om „Fredsbestemmelse og Illussioner“ paavises, at alle Midler til Fredens Bevaring i Virkeligheden svigtede, da Verdenskrigen brod ud, og at denne i Grunden bare var en Fortsættelse af det Ophidselsesarbejde, som skabte det moralske Grundlag for Krigen.
Under og efter Verdenskrigen har man søgt nye Midler til Bevarelse af Freden, Midler som imidlertid alle har vist sig lige saa lidt effektive som de, der kendtes fra for 1914.
Vi kender alle baade det liberale Borgerskabs og de socialdemokratiske Partiers Kamp for at finde Losningen i Folkeforbundet, og de revolutionære Arbejderpartier, som vil møde Krigen med Revolution.
Efterhaanden er den triste Kendsgerning vel gaaet op for de førstes Vedkommende, at kun Stormagterne var villige til Nedrustningsforhandlinger, naar dette resulterede i Afskaffelsen af netop det Kampmiddel, som var den største Trusel mod dem selv.
At Diktaturmagterne imidlertid stadig er paafaldende villige til Afrustningsforhandlinger, forklarer Forfatteren med den Kendsgerning, at da der ingen Opposition taales i disse Stater, kan Sagernes rette Sammenhæng ikke røbes, og en relativ Nedsættelse af Rustningerne hos andre Magter vil derfor kun betyde en tilsvarende Styrkelse af Diktaturmagtens militære Værdi.
Mindre kendt er maaske den Kendsgerning, at de militære Budgetter ikke mere lader sig kontrollere, idet disse behændigt skjuler sig bag Omposteringer, til dels Overforsler paa de kommunale Budgetter, en Fremgangsmaade, som Sovjet allerede praktiserede i 1928, og som skal have fundet lærvillige Elever baade blandt Italiens, Tysklands og Frankrigs Politikere.
De revolutionære Arbejderpartier, som klart har set Folkeforbundets Fallit som Fredsfaktor, forbereder sig efter deres Metode paa at hindre Krig ved Generalstrejke, Borgerkrig og Militærnægtelse.
Denne Fredsfaktor er imidlertid lige saa illusorisk som den foregaaende, thi skal de fredsbevarende Midler have nogen Berettigelse, maa de jo netop hindre de imperialistiske Magters Angreb og ikke lette disse.
Det vil f. Eks. næppe bidrage til at vanskeliggøre et russisk Angreb paa Norge, dersom norske, eventuelt franske Arbejdere gik til Generalstrejke og Oprør, og at O. G. P. U. og S. A. har Midler til atter at sætte strejkende norske eller franske Arbejdere i Virksomhed igen, tvivler vel ingen paa mere.
Den sørgelige Kendsgerning er, at Fredsarbejdet, som det nu drives, paa Forhaand er dømt til at mislykkes.
En medvirkende Grund hertil er, at „Fredsarbejdet“ altid er gaaet ud paa at bevare den sidst afsluttede Fred, og den besejrede Part maa derfor naturligvis altid betragte dette Fredsarbejde som et Arbejde paa at stabilisere Forholdene i Sejrherrernes Favør (jvfr. V ersaillestraktaten).
Som et Eksempel paa at det følelsesbetonede Fredsarbejde altid er forblevet resultatløst, anfører Forfatteren Georgien og dets Skæbne, da det russiske Rige faldt fra hinanden. Som Socialdemokraternes faste Borg erklærede det sig for uafhængigt samt neutralt i alle udenrigspolitiske Spørgsmaal, efter at Rusland og Georgien den 7. Maj 1920 havde sluttet Fred og lovet hinanden evigt Venskab.
Georgien, der styredes efter marxistiske Principper, kunde med Stolthed fremvise en ganske uden Terror systematisk gennemført socialdemokratisk Styrelse, men som ogsaa efter de bedste socialdemokratiske Mønstre lod sit Forsvar totalt forfalde. Dette i en saadan Grad, at da Sovjet faa Aar efter saa sin Interesse derved, lod det Georgien besætte uden Krigserklæring eller andre Formaliteter og hurtigst muligt omdanne til en „selvstyrende Sovjetrepublik“, brydende sig fejl om dette Lands højlydte Protester og Henvisninger til Freden af 7. Maj. At Foretagendet slet ikke kunde sammenlignes med en kapitalistisk Stats Erobringskrig, beviste Sovjet sine Tilhængere ved at forklare, „at det tværtimod drejede sig om en Arbejderstat, som vilde skaffe sig Kontrollen over et vigtigt Raastof (Olie) og derigennem vinde oget Styrke i sin Kamp mod Verdensimperialismen".
Man ser heraf, at det altsaa relativt kun er Formen, det drejer sig om, idet „Terminologien forandres, og Verdensriger gaar i Opløsning, andre rykker frem, men Principperne, hvorfra de arbejder, er fremdeles de samme, som de altid har været“.
Om andre Magtgrupper i Modsætning til Sovjet vil tage større „idealistiske“ Hensyn, tvivler Forfatteren om og belyser dette ved at nævne Grækenland.
Her ønskede de Allierede under Verdenskrigen Grækenlands Territorium til Basis, idet de spillede Venizelos (Folket) ud mod Kongen (Selvherskeren) med det Resultat, at de ganske vist kunde bruge Landet efter Forgodtbefindende, men at dette siden da har været Genstand for stadig politisk Terror, Forfølgelse og Uro indadtil.
At Norge, Sverige eller Danmark frivillig vilde gaa til Angreb mod den ene eller den anden af disse Statsgrupper, f. Eks. Rusland, er en Absurditet. Norge kan kun tvinges til at gaa mod Rusland ved Pres fra en anden Gruppe, og dette jo lettere jo svagere militært Norge staar. Kommer Norge saa under aaben engelsk Ledelse, vil Sverige næppe i næste Række kunne undslaa sig for at deltage i en Aktion o. s. v.
Forholdet i Dag er altsaa det, at de skandinaviske Riger efter al Sandsynlighed vil blive inddraget i det eventuelle Opgor mellem Magtgruppen Rusland og Magtgruppen England.
Resultatet af denne Krig maa blive Borgerkrig, Klassekrig og Kaos, ligegyldig om denne Krig skyldes den ene eller den anden Gruppe.
Gaar Norden ind for den russiske Imperialisme, vil Borgerkrigen udgaa fra de borgerlige Kredse, ligesom en Krig for engelsk Imperialisme naturnødvendig paa den anden Side vil medføre en Rejsning af alle Industriarbejdere.
I Fortvivlelse over dette Faktum har mange intelligente og idealistiske Mænd søgt at modarbejde disse sørgelige Fremtidsperspektiver ved at arbejde paa Afrustning, ud fra den Tankegang at ingen kan tvinge et Folk blottet for uddannede Soldater i Krig, og at Verdensopinionen vil hindre f. Eks. Udførelsen af et Luftbombardement paa et afrustet Land.
Kendsgerninger under og efter Verdenskrigen viser dog en ganske anden Realitet, som Artiklen med malende Eksempler belyser ved bl. a. at pege paa de sidste Tiders Begivenheder i Osten.
Hvad der i Omtalen af „Vår Stilling" siges om Norge, kunde med præcis samme Ret siges om Danmark, begge har med blind Idealisme søgt Redningen i en isoleret Afrustning, og Haabet om at Eksemplet med denne isolerede Afrustning skulde drage Stormagterne med, er en smuk Sæbebobbel, der er bristet.
Kendsgerningerne viser tværtimod, at Verden ruster op baade moralsk og materielt, og Kaptajn Qvam rusker derfor med sin Artikel op i Nordmændene, efterlyser en bevidst Udenrigs- og Forsvarspolitik og opfordrer alle Nordmænd til at se Situationen, som den er. Thi jo før denne erkendes, desto før kan der tages fat paa et praktisk Fredsarbejde.
Læseren er sikkert efter denne Optakt interesseret i at se, hvori et saadant praktisk Fredsarbejde da kan bestaa?
Svaret gives i sidste Kapitel, Konklusionen af den tidligere Udvikling.
De nordiske Folk maa gore som alle Enkeltpersoner, Industriarbejdere, Bønder, Læger, Jurister o. s. v. gør nuomstunder, nemlig slutte sig sammen om fælles Interesser.
En saadan Organisation, en skandinavisk Gruppe, der stort set har fælles Interesser og trues af fælles Fare, bestaaende af det svenske, finske, norske og danske Folk, vilde da med fælles Udenrigspolitik og fælles militær Politik ikke betyde nogen Trusel mod nogen, men Gruppens latente Styrke vilde paa den anden Side næppe friste nogen Imperialist til Angreb.
Rent teoretisk synes en saadan skandinavisk Blok saa naturlig, saa selvindlysende, saa attraaværdig, at det kun er forunderligt, at den ikke allerede er et Faktum.
Gruppen behøvede ikke at danne nogen økonomisk Enhed, men mon den sidste Tids Udvikling paa Verdenshandelens Omraade med organiseret Vareudbytte mellem Grupper af Stater ikke ogsaa vilde lette Menigmands Forstaaelse af et saadant Forslag?
Samfundsformen vil ikke volde Vanskelighed, Diktaturtendensen i Norge, Danmark o. s. v. har næppe Rod i Folket, og at Landene er fredselskende behøve næppe at paapeges nærmere.
I praktisk Politik vil der imidlertid snart vise sig en Mængde Vanskeligheder. For det første vil omliggende imperialistiske Naboer utvivlsomt mobilisere alle tænkelige nationale, sociale o. s. v. Modsætninger, fordi ingen Stormagtsgruppe med Glæde vil hilse Omdannelsen af 4 smaa udenrigspolitisk hidtil ganske betydningsløse Stater til en fast støt afvisende Blok med Vilje og Evne til at bevare Freden.
Men hvad der har Intel esse for os Danske er, at Forfatteren betragter det sønderjydske Sporgsmaal som den væsentligste Hindring for en saadan Gruppedannelse for Øjeblikket, idet Danmark, som det udtales ved Versaillestraktaten, fik et Stykke Land, som Tyskland — al Folkeafstemning til Trods — ikke anerkender som dansk.
„Thi ingen tænkende norsk, svensk eller finsk Soldat skal lige- saalidt løsne et Skud til Forsvar af Freden i Versailles som for at skaffe Rustningskapitalisterne øgede Dividender" ; thi naar Hensigten er at sikre Freden, maa Gruppen selvfølgelig ikke begynde sin Virksomhed med at tage Parti i europæisk Storpolitik i en Sag, som den ene Part mener er uafgjort.
Forfatteren siger med al ønskelig Tydelighed, at først efter at Danmark har etableret et lige saa godt Forhold til sin sydlige Nabo, som de andre nordiske Folk har, kan der blive Tale om Danmarks Deltagelse i Gruppen, men mener dog til Gengæld, at dette endnu kan gøres gennem det øvrige Nordens Mægling.
Om dette Standpunkt imidlertid ikke er for optimistisk, er maa- ske et andet Sporgsmaal, men for at opnaa det største Gode, det nordiske Forsvarsforbvnd til Fredens Bevarelse, maa sikkert alle Veje forsøges.
Den praktiske Udformning af Forbundet skitserer Forfatteren op skematisk med automatisk Mobilisering og Opmarch forst af Luftstyrkerne, senere af andet Materiel i Tilfælde af Angreb Id. v. s. bevidst Overskridelse af Grænserne af Luftfartøjer, Krigsfartøjer, Tropper eller irregulære Bander).
Den skandinaviske Gruppes samlede Styrke skulde da komme til at bestaa af ca. J/i Million Mand, som skulde danne den stabile Baggrund for Gruppens Erklæring om absolut Neutralitet muler alle andre Gruppers indbyrdes Konflikter, og on> ubrydelig Solidaritet indadtil.
For Norges Vedkommende skulde Kontingentet bestaa af 3 Opbud hver paa ea. 50.000 Mand, hvor yngste Opbud skulde udgøre 1. Kontingent. En Beregning udviser, at dette kan gøres med et Budget paa kun 50 Millioner Kr. aarlig alt iberegnet baade til Marine, Luftforsvar og Hær.
Danmark skulde derimod betale en større Procent af sit Statsbudget end Norge og Sverige, thi Forsvaret af Danmark stiller større Krav til moderne Militærteknik end f. Eks. af Norge og Sverige, idet Terrainet i disse sidste Lande automatisk hindrer en moderne Maskinarmés Fremtrængen.
Selv om disse Millioner vil faa Haarene til at rejse sig paa Hovederne af vore hjemlige Politikere, vil man dog efter at have tænkt Sagen alvorlig til Bunds komme til det Resultat, at Fred og Selvstændighed utvivlsomt er billigere end et Liv under fremmed Herredomme. Eksempler herpaa behøve næppe fremdrages.
Faren for, at vi i Norden skal blive blandet ind i Krig, er overhængende.
Eksperter udtaler, at de mest aktivistiske Statsgrupper kan have afsluttet deres Krigsforberedelser om ca. 10—15 Aar, men Tilfældigheder kan ogsaa fremkalde Krigen tidligere.
Alle moderne Mennesker har en Idé om, hvad Krig og Borgerkrig nu er, og alle i disse nordiske Lande vil utvivlsomt gøre deres til at undgaa, at vi, vor Ungdom og Landet skal ligge under for dette Ragnarok.
Artiklen slutter da med en kraftig Appel og et Krav om, at de, der har det politiske Ansvar, ikke længere lader Problemet drive, men forpligtiger sig til at sætte sig ind i Sagerne og tage Standpunkt, hvorpaa det tungt vejende Spørgsmaal da maa stilles til enhver oplyst Person i de nordiske Lande:
„Skal vi tage de personlige og økonomiske Ofre, som følger af at fore en Politik, som sikrer vore Folk Fred og en rolig Udvikling efter Fle/rtallets Behov, eller skal vi fortsn tte den minerende Politik, som maa fore til Krig og Borgerkrig og maa fore til at vore Folks Fremtid og Livsvilkaar underordnes en af de imperialistiske Gruppers Interesser?“
