Det Emne, som her skal gjøres til Gjenstand for Omtale, har efterhaanden i Udlandet ikke alene givet Anledning til en hel Del Skrifter, men det har ogsaa i forskjellige Staters Hære fremkaldt reglementariske Forskrifter. Det er imidlertid ikke Hensigten i Enkelthederne at gaa ind paa Emnet, hvor stor end Opfordringen dertil kunde være, da det herhjemme ikke er videre behandlet; der skal blot i Hovedtræk gives en Fremstilling af de andet steds opstillede Hegler for den mest hensigtss\arende Behandling af Æressager, og det vil da navnlig blive Forholdene i den tydske Hær, som skulle lægges til Grund for Fremstillingen, idet man vistnok tør sige, at Tydskland er den Stat, som har forstaaet at skabe den smukkeste Ordning paa dette Omraade, noget, der sikkert er af særlig Betydning for tilfulde at kunne dømme om Grunden til, at dets Hær indtager sit høje Standpunkt. Dog skal det bemærkes, at de saa temmelig almen gyl- lige Regler for, om man saa maa sige, Højesteretten til Æressagers Afgjørelse , nemlig Duellen , ikke skyldes Tydskland, men have deres Udspring fra Frankrig. Bestræbelserne i den tydske Hær rettes selvfølgelig ligesom i andre Hære først og fremmest paa at bindre, at der opstaar Æressager mellem Officererne. Og det er ikke alene ved Mandstugtens Baand eller gjennem de
overordnede Myndigheder, at dette søges opnaaet, ihvorvel der særlig er paalagt Regimentscheferne Ansvar for, at den sande Æresfølelse opretholdes i deres Officerskorps, og at Officerernes Færden præges af, at de ere Mænd af Ære; men selve Officerskorpserne liave den For pligtelse, at værne om Standsæren, vaage over deres enkelte .Medlemmer og bidrage til, at Ærestvistigheder undgaas. Oer er gjennem en stærk Tradition , som styrkes dels ved den Omstændighed, at Officerskorpset dannes af saa temmelig ensartede Bestanddele, dels ved Bevidstheden om de fælles stolte Minder og den Anseelse, Standen nyder i Landet, udviklet en almindelig anerkjendl Opfattelse af, hvorledes Officeren bør indrette sin Op træden, for at der ikke let skal gives Anlpdning til Ælres- sager. Det betragtes saaledes som en given Ting, al Officererne pleje et trofast Kammeratskab og fremme en rigtig Korpsaand, saa at de staa hinanden bi med Raad og Daad. De tør ikke være ligegyldige for Kammera ternes Handlinger, eller hvad der vederfares dem; de skulle stræbe at forebygge Udskejelser, lede den Kam merat, der mulig er kommen paa Afveje, tilbage paa den rette Vej, og de skulle undgaa uværdige Stridigheder. De yngre Kammerater endelig ere forpligtede til at efterkomme de ældres Anvisninger for deres Forhold — altsammen, idet der iagttages streng Tilbageholdenhed i ethvert Anlig gende, som angaar Kammeraterne. Overfor andre Stamder forudsættes det, at Officerstanden forstaar at erhverve og bevare deres Tillid; hver Enkelt skal, idet han stedse erindrer, at han repræsenterer sin Stand, overalt, navnlig paa offentlige Steder, optræde som dannet Mand, afholde sig fra Handlinger, der selv blot tilsyneladende kunne skade Standens Anseelse eller vække Anstød, ingensinde vise Mangel paa Agtelse for andre Stænder og holde sig fjern fra Berøring med Personer af tvivlsomt Rygte. Disse sunde Regler, der jo iøvrigt ogsaa ere. kjendte andetsteds, gjælde i det faste og tjenestegjørende Offi cerskorps, men bringes tillige saa vidt muligt i Anvendelse overfor afskedigede og hjernsendte Officerer, der have Tilladelse til at bære Officersuniform. Her stiller sig imidlertid den Vanskelighed i Vejen, at der til disse Officerer, under deres Færden i det borgerlige Liv, hvortil de ere henviste, og hvor de søge deres Beskjæftigelse, ikke kan stilles de samme Fordringer om, hvad de af Hensyn til Standens ydre Anseelse tør foretage sig; man faar imidlertid det. Indtryk, at de i ikke ringe Grad ere afhængige af de i Officerskorpset raadende Anskuelser om Æresforholdet. Lykkes det nu ikke at undgaa, at Standsæren eller den enkelte Officers Ære krænkes, eller at der opstaar Æresstridigheder, søges Sagen ordnet paa standsmæssig eller anden Maade, hvorved der efter Omstændighederne slaas ind paa forskjellige Veje. Er det saaledes en Strid, .der er opstaaet mellem Officerer, og Sagen da ikke er af altfor alvorlig Natur, vil det i Keglen blive Kam meraterne, der træde til og søge at bilægge den, idet de ved Stridigheder af lempeligere Art stræbe at bringe en fredelig Udjævning i Stand, f. Ex. ved at for- maa den ene Part til at gjøre en Undskyldning, eller maaske den anden til at indse, at han har misforstaaet Forholdet, saa at der i Virkeligheden ingen Anledning har været til Strid fra hans Side, og hvor det er en Officer, navnlig da en yngre, hvis Adfærd ikke fuldt ud kan staa sin Prøve overfor Ærens Krav, ville Kam meraterne indenfor deres Kreds afgjøre Sagen med ham, give ham vejledende Ilaad og saaledes indskrænke sig til at forebygge fremtidige Gjentagelser fra hans Side. I Tilfælde af alvorligere Natur ville derimod de over ordnede Myndigheder i Keglen skride ind, og de kunne da afgjøre Sagen ad disciplinær Vej eller ved Hjælp af de almindelige militære Domstole, eller endelig kunne de til Sagens Afgjørelse kalde Æresretten til Virksomhed.
Omraadet for deres disciplinære Myndighed og for de almindelige militære Domstole skal her ikke nærmere omtales, hvorimod der skal gives en sammentrængt Fremstilling af den smukke Æresretsinstitution, ved hvilken Officerskorpset er stillet til Chefens Raadighed, uden at han dog ved at benytte det i nogen Maade kan frigjøre sig for sit Ansvar overfor Hævdelsen af Officersæren. Denne Institutions Oprindelse kan søges langt til bage i Tiden, idet den tilskrives Gustav Adolph, som til sigtede ved Hjælp deraf at træde op imod den overhaand- tagende Lyst til at duellere. Der er saa i Tidernes Løb udkommet enkeltvise Bestemmelser, som slutte sig til de oprindelige. Først i indeværende Aarhundrede udgik der imidlertid en samlet Anordning for Æresretterne, derefter at være bleven ændret i 1843 danner Grundlaget for den nugjældende, som skriver sig fra 1874. Hensigten med Æresretsinstitutionen er at give Forskrifter for, hvorledes der skal skrides ind i Tilfælde, hvor Officersæren er eller kunde befrygtes at være bleven krænket. Institutionen skal dels værne om Standsæren og dels om den enkelte Officers Ære, der har været udsat for ubegrundede An greb. Enhver Handling eller mangelfuld Optræden af Officerer, hvorved der kan sættes Plet paa Standsæren, kan tages op af Æresretten, til hvilken ligeledes enhver Officer kan henvende sig med Anmodning om Beskyttelse for sin Ære eller med Besværing over en anden Officer, dog kun for saa vidt Sagen ikke kan afgjøres ad sæd vanlig tjenstlig Vej eller ordnes paa anden standsmæssig Maade. Imidlertid, selv efter at der disciplinært eller ved en almindelig militær Domstol er fældet Dom over en Officer, kan Æresretten kaldes til, men den tør alene beskjæftige sig med den Side af Sagen, som angaar For pligtelser overfor Standen eller Ærens Fordringer. Under Æresretten høre alle tjenestegjørende og udenfor Numer staaende Officerer samt de hjemsendte og afskedigede Officerer, der have Tilladelse til at bære Uniform. Hvert Regiment eller anden selvstændig Troppeafde ling har sin Æresret, under hvilken det paagjældende Officerskorps fra Kaptejn (Ritmester) og nedefter hører. Den dannes af det hele Officerskorps med Chefen som Formand, dog at de i Sagen indviklede Officerer og Slægtninge af den, hvem Sagen angaar, samt andre, om hvem det kan antages, at de ikke kunne dømme fuldstændig upartisk, ikke indtræde deri. Retten skal mindst bestaa af 9 Medlemmer, ellers maa Sagen hen vises til en anden Æresret. For Stabsofficererne findes der Æresretter ved Armeekorpserne, idet hvert af disse har en saadan Ret for sine Stabsofficerer. Ren bestaar af en General som Formand, der vælges af Armeekorpsets Chef, samt af 9 Stabsofficerer, nemlig 3 Oberster, 3 Oberst løjtnanter, og 3 Majorer, valgte for et Aar ad Gangen af samtlige Korpsets Stabsofficerer. For Regimentschefer, Generalpersoner og enkelte i Særstilling staaende Offi cerer er der ikke fast beslaaende Æresretter, men der maa hver Gang, der ad æresretslig Vej skal skrides ind mod saadanne Officerer, træffes allerhøjeste Afgjørelse om, hvorledes der skal forholdes. Endelig skal det be mærkes, at Sager mod Officerer, der benhøre til Troppe afdelinger, ved hvilke der ikke findes Æresretter, hen vises til en beslaaende Æresret ved en anden Afdeling. Et vigtigt Led i Æresretsinstitutionen, vistnok det vigtigste næst efter Chefen, er Æresraadet. Ret er et Udvalg af 3 Officerer, ved Regimenternes Æresretter I Kaptejn (Ritmester), I Premierløjtnant og 1 Sekondløjt nant, og ved Armeekorpsernes Æresretter 1 Oberst, I Oberstløjtnant og 1 Major. Re vælges af Kammera terne for et Aar ad Gangen, ved Regimenterne dog saa- ledes, at Sekondløjtnanterne ikke deltage i Valget paa Kaptejnen og Premierløjtnanten, og Premierløjtnanterne ikke i Valget paa Kaptejnen. Æresraadet for Stabsofficerer dannes af de Officerer i de nævnte Grader, der ved Valget til Æresretten have faaet de fleste Stemmer. Ogsaa ved Tropper eller Institutioner, der ikke have Æresretter, kan der vælges et Æresraad, hvis Chefen skjønner det nødvendigt. Æresraadet staar umiddelbart under Æresrettens Formand og har den dobbelte Opgave, dels at foretage de fornødne Undersøgelser i enhver Sag,
som Formanden overgiver til dets Behandling, hvorved det er forpligtet til at følge hans Anvisninger og til kun at optræde med hans Billigelse, da det er ham, der har det fulde Ansvar for Sagens rette Behandling, og dels at være Raadgiver i Æressager for Officerer, der desangaaende henvende sig til det. Men i Anledning af denne sidst nævnte Side af dets Virksomhed er det udtrykkelig udtalt, at den Vejledning, det saaledes kan komme til at give en Kammerat, ikke er absolut bindende for ham, lige saa lidt som han derved kan frigjøre sig for videre Optræden i Sagen og helt overgive den til Raadet. Altsaa ogsaa her, ligesom hvor det drejer sig om Førervirk somhed, har man ikke villet tillade, at den Enkelte indenfor hans eget Omraade stilles under Formynderskab, men tvært imod til det yderste hævdet det personlige Initiativ. Det er dog vistnok i den forstandige Anvendelse af dette Princip ved Siden af den Subordination, af hvilken Officerskorpset er gjennemlrængt, at man kan søge en af Hemmelig hederne til de glimrende Resultater, den tydske Hær efterhaanden har vundet. Med Hensyn til Æresraadet skal det endnu bemærkes, at det skal melde til Chefen (Formanden) om enhver Æressag, som kommer til dets Kundskab vedrørende en Officer i det paagjældende Offi cerskorps. Der er ved den sidst udgaaede Forordning om Æresretsinstitutionen foretaget en ikke uvæsentlig For andring i Æresraadets Sammensætning. Thi medens det tidligere var paabudt, al det skulde dannes af den ældste Officer i hver af de paagjældende Grader, skal det nu, som anført, vælges af Kammeraterne og vil saaledes komme til at bestaa af de Officerer, der fortrinsvis nyde deres Tillid, og for hvis Dom de gjerne bøje sig; det er derved blevet i Stand til fuldt ud at kunne udfylde begge Sider af sin Virksomhed, nemlig haade at være Chefens Organ i Æressager mellem Officerer og Kamme raternes Vejleder i saadanne Sager. Fremgangsmaaden ved en æres retslig Be handling af en Sag er nu i Korthed følgende: Finder Chefen, at der saaledes skal skrides ind mod en Officer, indberetter han Sagen, for Kaptejner og Løjtnanter i Reglen til Divisionsgeneralen, for Stabsofficerer til Armeekorpsets Chef, som da træffer Afgjørelse om, hvorvidt Æresretten skal tage Sagen i sin Haand. Skal dette ske, er det Æres- raadet, til hvem det overdrages at bringe Klarhed i den. Det skal herved væsentlig holde sig til Hovedpunkterne og tor endog ligefrem forbigaa mindre væsentlige Punkter, naar det kan befrygtes, at deres rette Belysning uden streng Nødvendighed vilde bringe Sagen ud over Offi cerskorpsets Kreds. Ikke alene skulle de Forhold søges fremdragne, der kunne tjene til at bevise Omfanget af et muligt Brud paa Æren, men ogsaa hvad der kan bidrage til at stille Sagen i et gunstigere Lys. Naar Undersø gelserne ere saa vidt fremmede, at de kunne sluttes, meddeles Udfaldet til den paagjældende Officer, og, saa- fremt der vil blive ført Anklage imod ham, underrettes han om den Beskyldning, der er rejst imod ham, for at han kan faa Lejlighed til at forberede sit Forsvar. Derefter sammenkalder Formanden Æresretten, for hvilken Sagen foredrages af Æresraadet i Overværelse af den tiltalte. Der kan da finde Forhandling Sted om Sagen, hvorved den tiltalte kan forsvare sig mundtlig eller skriftlig; det skriftlige Forsvar kan han lade forfatte af en Kammerat, der dog ikke maa være af lavere Grad end han selv. Efter at denne Forhandling er tilende, fjerner den tiltalte sig, og Formanden lader oplæse et af Æresraadet forfattet Skjøn over Sagen, hvilket ligeledes sættes under Forhandling, og hvorefter der skrides til Afstemning over Dommen. Der stemmes over de mulig fremkomne forskjellige Forslag til Dom, idet først Æres raadet stemmer og dernæst de øvrige Medlemmer efter Aldersorden fra neden. Stemmeflerhed gjør Udslaget. Det skal bemærkes, at Rettens Medlemmer ikke tages i Ed; kun paalægges det dem af Formanden at dømme som Mænd af Ære. Dommen skal lyde paa, enten at Sagen ikke egner sig til æresretslig Behandling, eller at
den ikke er tilstrækkelig oplyst, eller at der intet kan lægges den tiltalte til Last, eller at han fortjener en Advarsel, eller endelig at han bør afskediges, efter Om stændighederne med Tab af Ret til at bære Officerstitel. Hen fældede Dom er imidlertid ikke endelig; den skal nemlig indstilles til allerhøjeste Afgjørelse, og først efter at denne er falden, tør den bekjendtgjøres for den paa- gjældende, hvilket sker, eftersom Dommen er mindre eller mere haard, i Overværelse af Æresraadet alene eller af den samlede Æresret. Blandt Forhold, der kunne komme ind under æres retslig Behandling, kunne følgende nævnes: Mangel paa bestemt Optræden, Mangel paa Tilbageholden hed i tjenstlige Anliggender, Overtrædelse af Standspligter, letsindig Afgivelse af Æresord, Seen igjennem Fingre med, hvad der vedrører Siandsæren, Brud paa Vedtægter for Duel, Levevis, der ikke passer for Officerens krigerske Bestem melse, Valg af Omgang, der ikke passer for Standen, vedblivende Forøgelse af Gjæld, især naar den staar i Forbindelse med Forhold, der sætte Plet paa Standsæren, fortsat Tilbøjelighed til Udsvævelser, Drik eller Spil, især naar derved gives offentligt Anstød, upassende Forhold paa offentlige Steder o. s. fr. Disse Forhold vedrøre, som det vil ses, nærmest Krænkelse af Standsæren. Hvad nu de Tilfælde angaar, hvor den Enkelte føler sig krænket, er der egentlig ikke anvist nogen bestemt Vej, ad hvilken han skal søge Oprejsning forden lidte Tort. Imidlertid kan han, som nævnt, søge til Æresretten om Beskyttelse for sin Ære, saafremt det drejer sig om ubegrundede Angreb paa denne, og saafremt han ikke kan vælge anden standsmæssig Afgjørelsesmaade. Mellem Officerer indbyrdes ville saadanne Sager imidlertid vanskelig komme for Æresretten, med mindre de ere af alvorlig Natur. Det vil i alt Fald alene blive Æresraadet, som faar med dem at gjøre. Hvad enten det nu er Æresraadet eller andre Kammerater, der kaldes til, rettes Bestræbelserne stedse paa at faa ikke blot en korrekt men ogsaa en hurtig Afgjørelse bragt i Stand, og lykkes det ikke at ordne Sagen ved en Udsoning, bringes den ud af Verden ved en Duel. Dette er vel ikke udtrykkelig udtalt i selve Forordningen om Æres- retterne, men skimter dog frem igjennem den, og i den Indledning , der ledsager den , forudsættes udtrykkelig denne Afgjørelsesmaade, idet den paalægger Officererne at anmelde Tvistigheder for Æresraadet, »senest naar der sker Udfordring til Duel». Æresraadet skal da melde videre til Chefen og har desuden den Forpligtelse, saa vidt Forholdene tilstede det, at søge Forsoning bragt i Stand eller dog sørge for, at Duelbetingelserne ikke komme til al staa i Misforhold til Sagens Gjenstand. Et Medlem af Æresraadet skal overvære Duellen og paase, at de vedtagne Ilegler følges. Ved en Æressag, der opslaar mellem en Officer og en Civil, søges Afgjørelsen saa vidt muligt truffen paa tilsvarende Maade som mellem Officerer indbyrdes, saa- fremt da den civile Part kan anerkjendes som en Mand af Ære, overfor hvem der kan være Tale om at give eller modtage Oprejsning. Men der frembyder sig her den Vanskelighed, at kun den ene Part er nødsaget til at underordne sig den i Officerskorpset raadeude Aand. Imidlertid bør den i Sagen indviklede Officer anmelde den for Æresraadet, som dog kun tør gribe videre ind, naar det skjønner, at han har forbrudt sig mod Stands- æren. For det Tilfælde, at den civile Part, der jo ikke kan tvinges til at give standsmæssig Oprejsning, ikke skulde give en saadan, staar der for Officeren kun tilbage at gaa til Æresrelten for igjennem den at faa udtalt en Frifindelsesdom, hvorved det er at bemærke, al dette kun vil ske, naar Officeren kan godtgjøre, at han er helt uden Skyld og derimod ikke som ved andre Domstole ogsaa, naar det ikke kan bevises, at han har forbrudt sig. Som Mand af Ære betragtes Enhver, der kan hen regnes til de dannede Klasser, saa længe han ikke har begaaet ligefrem ærerørige Handlinger. Men da det kan være vanskeligt at trække Grændsen i dette Forhold, overlades Afgjørelsen heraf til vedkommende Officer, som dog i Tvivlstilfælde kan søge Vejledning hos Æresraadet. Ifølge den gængse Opfattelse anses det imidlertid for rettest hellere at stille Fordringerne for lavt end for højt, i alt Fald ikke være for tilbøjelig til at vrage en civil Modpart, der har udfordret en Officer. Overfor Personer, der ikke kunne betragtes som Mænd af Ære, er det gjort Officererne til Pligt at optræde med taktfuld Forsigtighed, og navnlig at vogte sig for selv at udslynge Fornærmelser. Men skulde en Officer uden egen Skyld blive fornærmet af en saadan Person, er der intet til Minder for, at han kan sagsøge ham ved en almin delig Domstol, og bestaar Fornærmelsen i Haandgribelig- heder, skal Officeren paa staaende Fod og paa eftertryk kelig Maade bruge sit Vaaben, hvorved det erindres, at de tydske Officerer ogsaa udenfor Tjenesten skulle færdes i Uniform og bære Sidevaaben. Efter denne Oversigt over Forholdene i Tydskland vil det maaske ikke være uden Interesse i sine Hovedtræk at se, hvorledes den østerrigske Hærs Æresret er ordnet, der nok har et lignende Formaal som den tydske, men dog i flere væsentlige Punkter er forskjellig fra denne. Æresretten i Østerrig eller Æresraadet, som den be nævnes, omfatter ikke alene Officerer men ogsaa Kadetter og de med Officerer ligestillede Embedsmænd. Den er langtfra saa simpel i sin Indretning som den tydske og tillægger ikke den paagjældende Officers nærmeste Kam merater nær saa stor umiddelbar Indflydelse. Dette vil maaske bedst vise sig ved en kort Angivelse af Ordningen, navnlig for Kaptejners og Løjtnanters Vedkommende. Ved hvert Regiment eller tilsvarende Troppeafdeling bestaar der i Østerrig et æresretsligt Udvalg paa 4 Officerer, blandt hvilke Formanden skal være Stabsofficer og udpeges af Regimentschefen, medens de andre tre Medlemmer, 1 Kaptejn (Ritmester), 1 Premierløjtnant og 1 Sekondløjtnant, tilligemed 2 Suppleanter vælges for et
Aar ad Gangen af Officerskorpset. Naar nu Regiments chefen skjønner, at der skal anlægges æresretslig Sag, lader han Udvalget foretage en foreløbig Undersøgelse, hvornæst dette efter Omstændighederne andrager paa en videre æresretslig Behandling eller udtaler, at det ikke finder Anledning dertil. Deler Regimentschefen i sidste Tilfælde Udvalgets Opfattelse, bringer han den til den paagjældendes Kundskab, og Sagen er dermed bortfalden. Ellers, ligesom ogsaa naar Udvalget har indstillet Sagen til videre Forfølgning, sammcnkalder han Officersfor samlingen, der under Chefens Forsæde bestaar af samt lige Regimentets Officerer i Garnisonen eller i Nærheden deraf og mindst skal tælle 12 Officerer; i fornødent Fald skal den af højere Myndigheder suppleres med Officerer fra andre Regimenter. Den tiltalte møder for Officersfor samlingen, for hvilken han kan forsvare sig mundtlig eller skriftlig, og hvor der finder skriftlig Afstemning Sted, om hvorvidt Sagen skal forfølges videre eller ej, hvormed de nærmeste Kammeraters umiddelbare Indflydelse paa dens Afgjørelse egentlig er tilende. Bestemmer Officersforsamlingen, at der ikke skal finde æresretslig Behandling Sted, betragtes Sagen som bortfalden. I modsat Fald indberetter Regimentschefen Resultatet til Krigsministeriet, for at den paagjældende kan blive suspenderet, og han giver det æresretslige Ud valg Befaling til at anstille den egentlige Undersøgelse, som han dernæst indsender til Divisionsgeneralen, der da lader Æresraadet træde sammen. Dette dannes af en af ham udpeget Oberstsom Formand samt af en anden Stabs officer og 3 Kaptejner, ligeledes valgte af ham blandt for- skjellige Regimenters æresretslige Udvalg, og endelig af det æresretslige Udvalg fra det Regiment, til hvilket den tiltalte hører. Raadet dannes saaledes af 9 Medlemmer, af hvilke kun 4 maa tilhøre den Officers Regiment, mod hvem Sagen er rejst. Angaar Sagen en med Officerer ligestillet Embedsmand, erstattes 2 Kaptejner med 2 Civil militære af tilsvarende Rang og hørende til den paagjældendes Administrationsgren. I Æresraadet er Forholdet i alt væsentligt som i den tydske Æresret, dog synes Forhandlingerne ikke at være slet saa frie, i alt Fald siges der herom, at det kun er tilladt Medlemmerne hos Formanden at søge de nærmere Oplysninger, som de maalte ønske. Afstemningen foregaar skriftlig, idet For manden og alle Medlemmer samtidig nedskrive deres Dom, der skal lyde omtrent som angivet for de tydske Æres- retter. Lyder den paa Frifindelse, bekjendtgjøres den strax ; ellers indsendes den til Krigsministeriets eller i over ordentlige Tilfælde til allerhøjeste Afgjørelse, efter at de Myndigheder, som den undervejs passerer, have udtalt sig om den. For Stabsofficerer og Generalspersoner tindes der i Østerrig intet staaende æresretsligt Udvalg; men et saa- dant dannes ligesom selve Æresraadet hver Gang, det skjønnes fornødent, og paa Foranstaltning af nærmere angivne højere Myndigheder. De udpegede Medlemmer ere af Grader svarende til den, som den tiltalte beklæder; Officersforsamlingen bestaar henholdsvis af Stabsofficererne og Generalpersonerne, efter Omstændighederne i den ved kommende Garnison eller i et større Troppelegeme. En Ejendommelighed for Forholdene i østerrig er, at en Officer kan un dg aa at blive stillet for Æres raadet, naar han, før den egentlige Undersøgelse paa begyndes, faar Tilladelse til at aflægge sin Grad. Han kan da atter senere optages i Officerskorpset, dog først efter at hans Ansøgning derom har været forelagt det æresretslige Udvalg og dernæst Officersforsamlingen, og denne har udtalt sig for, at den skal nyde Fremme. I saa Fald fremsendes den ad tjenstlig Vej til allerhøjeste Afgjø relse. Med et Par Ord skal det endnu oplyses, at der i Frankrig ikke findes nogen Æresretsinstitution i samme Forstand som i Tydskland og Østerrig. De saakaldte conseils d’enquête, som nærmest skulde svare dertil, dannes nemlig, uden at Officerskorpset har Indflydelse
derpaa, idet Formanden udpeges af højere Myndigheder, og Rettens Medlemmer kommanderes efter Tour. De behandle kun Spørgsmaal, om hvorvidt en Officer eller lige stillet af bestemt angivne Aarsager, der navnlig, men ikke udelukkende, staa i Forbindelse med Æresforholdet, skal sættes, som det bedder, «en réforme par mesure de disciplinen, hvilket maa betegnes som en Slags Suspen dering. Denne Institution stammer fra Louis Philippes Dage, fra hvilken Tid saa mange andre Indretninger i Hæren og reglementariske Forskrifter hidrøre. En lig nende Institufion for Underofficerer skyldes Republiken fra 1848, hvorved der dannedes en Ret, bestaaende dels af Officerer og dels af Underofficerer, til at dømme en Underofficer, naar der kan være Tale om, at han skal suspenderes eller kasseres. I det foregaaende er nærmest Behandlingen af de Æressager taget i Betragtning, hvor det er de overord nede Myndigheder, Domstolene eller dog Kammeraterne, der gribe ind og træffe mere eller mindre bindende Af- gjørelser. Der skal nu tales om Afgjørelsen af Æres sager mellem Mand og Åland, hvor man tyer til Vaabnene, altsaa om Duellen. Som tidligere anført, hidrøre de Regler for Dueller, der nu næsten overalt antages for gyldige, fra Frankrig. Her udgav nemlig i 1836 Grev Chateauvillard med Tilslutning af hundrede af Frankrigs fornemste Adelsmænd i Hæren og i civile Stillinger sin »Essai sur le duel», hvori han fremsatte Duelvedtægter, som senere med ikkun ringe Forandringer ere godkjendte i alle civiliserede Stater, maaske ene med Undtagelse af Amerika. Det er de vigtigste af disse Vedtægter, der herefter skulle nævnes. Der skjelries mellem tre Slags Fornærmelser, der kunne komme til Afgjørelse ved Duel, nemlig: Fornærmelser ved udvist Uhøflighed, d. v. s. ved at de mellem Mænd af god Tone almindelig vedtagne Former tilsidesættes. Den, der først bliver fornærmet paa denne, den mindst alvorlige Maade, er den fornærmede,
selv om han gjengjælder Uhøfligheden med en anden Uhøflighed. Fornærmelser ved Skjældsord eller uberet tigede ærekrænkende Beskyldninger, der ikke ere af altfor graverende Nalur, er den næste og alvorligere Grad af Fornærmelser. Ogsaa i delle Tilfælde er den, mod hvem Skjældsordeue eller Beskyldningerne forst ud slynges, den fornærmede, selv om han svarer med samme Mønt, eller selv om han bliver udskjældt efter at have været uhøflig overfor Modparten. Endelig er der Fornærmelser, der ti I føj e s gj en - nem Slag, som er den tredie og groveste Art. Den, der først bliver slaaet, er den fornærmede, selv om han slaar igjen, eller selv om Slaget tildeles ham for et af ham udslynget Skjældsord. En Officer maa dog afholde sig fra at slaa igjen; kun naar han uden mindste Anled ning fra sin Side uformodet modtager et Slag og i samme Øjeblik gjengjælder det, er han sagesløs, i alt Fald naar han bruger sil Vaaben. Til den groveste Art af For nærmelser henregnes ogsaa dem, der tilføjes ved ube rettigede Beskyldninger for falsk Spil, Bedrageri eller Tyveri samt ved Forførelse af Ens nærmest stillede Kvinder. Det er af særegen Betydning at fastholde denne Inddeling af Fornærmelserne med Heglerne for, hvem der betragtes som den fornærmede. Denne har nemlig visse Uenigheder ved Duellen, medens Fornærmeren har visse Forpligtelser. Derimod er det ligegyldigt, hvem der er den udfordrede, og hvem der er Udfordrereu, da dette kan komme til at bero paa Tilfældigheder. Den fornærmedes llet bestaar i at vælge Vaaben; desuden kan han ved den grovere Slags Fornærmelser vælge Duellens Art og ved den groveste Slags Fornærmelser baade Duellens Art og, for saa vidt han har valgt Pistolduel, tillige Afstanden, lian kan endelig ved den groveste Slags Fornærmelser bestemme, om han vil benytte sit eget Vaaben, men dette medfører da, at Modstanderen ogsaa maa benytte sit. Fornærmeren paa sin Side er forpligtet til at give Oprejsning til Enhver, som han maa anse for at være Mand af Ære; ellers forspilder han sin Ret til selv at betragtes som en saadan. Men Oprejning kan, som nævnt, ogsaa gives paa anden standsmæssig Maade end netop ved Duel, navnlig hvor det drejer sig om Fornærmelser af den mildeste Grad, f. Ex. ved en Und skyldning, og hvis denne ikke tages for god, fraskriver den fornærmede sig derved Retten til at vælge Vaaben, som da bestemmes ved Lodtrækning. At fremsætte Und skyldning efter .Mødet paa Kamppladsen er ikke at anbe fale, da det let kunde faa Udseende af, at det var Frygt for Faren, der havde fremkaldt den. Udfordring til Duel maa findeSted senest 24 Timer efter Fornærmelsen, og Svaret derpaa gives inden samme Tidsrum efter Modtagelsen af Udfordringen. En længere Opsættelse, naar den ikke forvoldes af bydende Grunde, vil plette den paagjældendes Ære. Duellen hør finde Sted inden 48 Timer, efter at Udfordringen er modtagen. Udfordringen kan være mundtlig, naar den sker paa Stedet; sendes den skriftlig, affattes den under Iagttagelse af de sædvanlige Høflighedsformer for skriftlige Udfær digelser. Hver af Parterne vælger to Sekundanter, hvis Valg selvfølgelig maa ske med tilbørligt Hensyn til den Be tydning, de have for Duellen, og til at man betror sin Ære, mulig sit Liv, i deres Hænder. Kun Mænd af Ære kunne anvendes som Sekundanter; hverken nærbeslægtede af de Stridende eller Mænd, der selv ere indviklede i Sagen, tør imidlertid vælges. I Reglen ere de Overbrin gere af Udfordringen; dog kunne ogsaa andre anvendes hertil. De blive af den, hvis Interesser de skulle vare tage, nøje satte ind i hans Ønsker med Hensyn til Duellen og træde derefter i Forbindelse med Modpartens Sekundanter. Deres første Bestræbelser skulle da rettes paa at bringe en fredelig Udjævning af Sagen i Stand, og først, naar dette ikke lykkes, trælfe de nærmere Aftale om Vaabnene, Duellens Art og Afstanden samt be stemme Mødetid- og sted. Kunne de ikke komme overens, kan der tilkaldes en upartisk Mand til at træffe Afgjø- relsen, men hans Berettigelse hertil maa anerkjendes af begge de stridende Parter. Angaar Sagen en tredie Person, navnlig en Dame, hvis Navn og Rygte kunde lide, saa- fremt den blev bekjendt, kunne disse selv træffe de nød vendige Bestemmelser for Duellen; Sekundanterne blive da blot Vidner ved denne og paase, at Vedtægterne over holdes. En Duel paa Liv og Død maa de ingensinde forhandle om; de tør ikke gaa videre end til at bestemme, at Duellen først skal ophøre, naar en af Parterne ikke længere er i Stand til at kæmpe. I mindre alvorlige Til fælde vil det i Reglen blive fastsat, at Duellen standser ved det første Saar, men det maa ikke gjøres bekjendt før paa Kamppladsen. Ogsaa kan Duellen afsluttes, uden at der flyder Blod, dog kun naar begge Parter give deres Minde dertil. Der optages Protokol over de trufne Be stemmelser. Saa vidt muligt sørges der for, at der paa. hver Side medfølger en Læge. Sekundanterne ere ansvarlige for, at Duelvedtægterne opretholdes, og forpligtede til, selv med Fare for at miste deres Liv, ved personlig Indskriden i fornødent Fald at hindre en Overtrædelse af dem. De bære Vaaben som selve de stridende og ere berettigede til at bruge dem overfor Modpartens Sekundanter, naar disse skulde over træde Vedtægterne til Skade for den Part, hvis Sekundanter de ere; Sagen maa da strax føres til Protokols og ind berettes paa højere Steder. Til Duellen skulle begge Parter med Sekundanter møde paa Pletten og i rette Tid; ingen af dem be høver at vente længere end et Kvarter. Modstandere og Sekundanter hilse ved Mødet høflig paa hinanden. De førstnævnte forholde sig tavse, medens de sidstnævnte endnu engang forsøge fredelig Udjævning. Bliver dette uden Resultat, trække de ældste Sekundanter Lod om, hvem af dem der skal lede Duellen; en jævn Plads udsøges, paa hvilken Sol og Vind deles lige mellem Mod standerne, og ved Lodtrækning bestemmes disses Stand plads. Det kan derefter forlanges, at der skal finde en Undersøgelse Sted, om de bære dækkende Gjenstande paa sig; de for Duellen trufne Bestemmelser oplæses, og den ledende Sekundant forlanger Bekræftelse af begge Modstanderne hver for sig paa, at de ville holde sig dem efterrettelige. Endelig afgjøres det ved Lodtrækning, hvem af disse der først skal udtage sit Vaaben. Denne saa vel som den ovenfor nævnte Lodtrækning udføres af Sekundanterne. De Vaaben, der benyttes, ere Sabel, Kaarde eller Pistol. Naar undtages det Tilfælde, hvor den fornærmede bar valgt at benytte sit eget Vaaben, skulle de være ens og ukjendte for begge Parter. Pistolerne skulle som Regel være glatløbede og uden Sigtemidler; ingensinde maa Brug af Sneiler tilstedes. Vaabnene undersøges og godkjendes af Sekundanterne. Ved Duel paa Sabel eller Kaarde kan det tillades at bære Fægtehandske og at omvikle Haandledet med et Tørklæde. Efterat Modstanderne have indtaget deres Standpladse, fordele Sekundanterne sig i et Par Skridts Afstand fra dem saaledes, at der paa hver Side findes en af hvert Parti, og Duellen begynder, naar den Ledende kommanderer «Nu». Bliver en af Parterne ude af Stand til at kæmpe, f. Ex. ved at han taber Vaabnet, et Brille glas sønderslaas, Blodet løber ham ned over Øjnene o. s. v., tør den anden ikke benytte sig heraf til Angreb. Vil en Sekundant afbryde Duellen, hæver han sit Vaaben, hvilket da ogsaa Modpartens Sekundant gjør, idet han komman derer «Holdt», hvornæst Kampen strax skal standse; dog kan i paatrængende Tilfælde den førstnævnte strax kom mandere «Holdt» og være rede til at parere Hug eller Stød, der maatte føres i samme Øjeblik. Ved Pistolduel skal det stedse fastsættes, hvor- mange Kugler der skal vexles og ubetinget afgjøre Duel len ; en Forsager tæller lige med et Skud. Sædvanlig vexles der kun et og næsleri aldrig mere end tre Skud. løvrigt kan det bestemmes, at med det første Saar eller dog det første svære Saar slutter Duellen, uanset Antallet af vexlede Kugler. Er denne Bestemmelse ikke truffen, og en af Modstanderne saares, inden det fastsatte Antal Kugler ere vexlede, kan Duellen kun fortsættes, det vil sige et nyt Par Kugler vexles, med dennes og lians Sekundanters Samtykke. Sekundanterne besørge Pistolernes Ladning i hinandens Paasyn; men, bruge Modstanderne deres egne Pistoler, kunne de selv lade dem, selvfølgelig i Sekundanternes Paasyn. Sekun danternes Plads ved Pistolduel er paa samme Side af .Modstanderne, i passende Afstand fra Skudlinien, og saa- ledes. at en af Modpartens Sekundanter staar nærmest ved den anden Part. Det er ikke tilladt paa Opsigt væk kende Maade at skyde i Luften; sker dette, gjøres den paagjældende Knglevexling om, den Ledende advarer mod en Gjentagelse, og skulde en saadan finde Sted, sluttes Duellen strax, idet den vedkommende erklæres for ikke længere at kunne betragtes som Mand af Ære. Afstanden maa ikke være mindre og fastsættes i Keglen større end 15 Skridt , men iøvrigt er der følgende forskjellige Arter af Pistoldueller: Pistolduel med fast Standplads, hvor Afstanden kan være fra 35 til 15 Skridt, og der skydes vexelvis. Den fornærmede bar i Beglen det første Skud. Den Ledende kommanderer »Færdig», paa hvilken Kommando lianen spændes. Faa Sekunder efter kommanderer han «Skyd» , hvornæst det første Skud skal falde inden For løbet af en Minut, og det næste senest en Minut der efter, da ellers Retten til at skyde tabes; kun en saaret tilstaas der indtil to Minuter. Pistolduel med fast Standplads og frit Skud, hvor Afstanden er 25 Skridt, og Modstanderne stille sig op med Ryggen vendt mod hinanden. Den Ledende kom manderer »Skyd«, hvorefter Alodstanderne gjøre omkring, spænde lianerne og skyde efter Forgodtbefindende; dog skal det andet Skud falde senest en eller, i Tilfælde af at vedkommende er saaret, to Minuter efter det første. Denne Duel kan ogsaa ordnes saaledes, at Pistolmun dingen hæves i Vejret, efter at der er gjort omkring, og Hanen er spændt, hvornæst den Fjedende tæller f. Ex. til 5, og begge Skuddene skulle være afgivne, inden han er færdig dermedPistolduel under Fremrykning paalige Linie, hvor Afstanden mellem Modstandernes oprindelige Standpladse kan være 40 til 35 Skridt, og der maales 10 Skridt lige fremad fra hver Standplads, hvilken Afstand betegnes ved et IjOmmetørklæde, en Sten eller et andet synligt Mærke. Paa den Ledendes Kommando «Fremad') spænde Modstanderne Hanen og kunne nu bevæge sig lige mod hinanden, indtil det betegnede Sted, Barrieren. Enhver af dem kan af give sit Skud, naar han finder for godt, men skal da strax standse; det andet Skud skal falde senest en, hen holdsvis to, Minuter efter det første. Pistolduel under Fremrykning paa lige eller paa Sigsaglinie, hvor Afstanden kan være 50 til 45 Skridt, og der maales 15 Skridt lige fremad fra hver Standplads, hvilken Afstand mærkes som før. Paa den Ledendes Kommando «Fremad» spændes Hanerne, og Modstanderne kunne nu bevæge sig frem indtil Barrieren, enten lige imod hinanden eller paa Sigsaglinie indtil to Skridt paa hver Side af den lige Linie mellem de oprindelige Stand pladse. Saasnarl det første Skud falder, standse begge Parter, og det andet skal falde senest en halv, henholdsvis en, Minut derefter. Pistolduel paa parallele Linier, hvor der i 15 Skridts indbyrdes Afstand betegnes to parallele Linier af en Længde fra 35 til 25 Skridt, i hvis modsatte Endepunkter Modstanderne tage Plads. Paa den Ledendes Kommando «Fremad» kunne de rykke frem hver ad sin af de beteg nede Linier og skyde, naar de finde for godt. Den, der vil afgive sit Skud, skal standse og blive staaende; det andet Skud skal falde en halv, henholdsvis to, Minuter efter det første. Pistolduel paa Signal, hvor Afstanden kan være 35 til 25 Skridt, og hvor Modstanderne stille sig op med Pistolens Hane spændt og dens Munding sænket. Den Ledende klapper med et lige langt Tidsmellemrum af et Par Sekunder tre Gange i Hænderne. Første Gang hæves Pistolerne, og tredie Gang skulle begge Skud falde sam tidig. De foran nævnte Pistoldueller ere de almindeligste, navnlig da den med Fremrykning paa lige Linie og den sidstnævnte, der især kan anbefales, hvor Færdigheden i Pistolskydning er ulige. Der forekommer nok andre Arter, saasom med en Afstand af 10 Skridt eller med kun en af Pistolerne ladt, hvor Modstanderne holde hver i sit Hjørne af et Lomme tørklæde og skyde paa hinanden over dette o.s.fr.; disse benævnes imidlertid usædvanlige Dueller, og man er ikke nødsaget til at modtage nogen af dem. Ovenstaaende Uddrag af de almindelig gjældende Vedtægter for Dueller vil være tilstrækkeligt til at stifte Bekjendtskab med Aanden i dem. Det vil let ses, at Bestræbelserne ved de givne Regler have været rettede paa at gjøre Duellerne saa lidet blodige, som Forholdene tilstede, hvilket imidlertid ikke bør føre til, at de mis bruges ved en altfor hyppig Anvendelse og i Tilfælde, hvor der ingenlunde er Føje til at anse Æren for krænket, da saaledes deres alvorsfulde Betydning vilde løbe Fare for at svinde. Duellernes Berettigelse skal ikke videre berøres. ! den almindelige offentlige Mening er der forskjellig Op fattelse deraf, derimod næppe i Officerstanden, hvor den Anskuelse sikkert overalt er raadende, at man maa være rede til i fornødent Fald med Vaaben i Haand at hævde sin Ære. Lovgivningen, der i de fleste Stater betragter Dueller som strafbare Handlinger, har heller ikke, ej engang ved de haardeste Straffebestemmelser, kunnet bringe dem til at falde bort, om den end har standset de Misbrug, der navnlig gik i Svang, da det var Skik og Ilrug i de dannede Klasser, at hver Mand bar Vaaben. Nutidens Straffebestemmelser for Dueller ere bievne mil dere, og den Omstændighed, at der er fastsat meget lempeligere Straffe for Legemsbeskadigelser, foraarsagede ved Duel, endog naar den har haft dødeligt Udfald, tyder paa, at den smukke Tanke, der ligger til Grund for Duellerne, at sætte Livet ind for at holde Æren uplettet, til en vis Grad anses for berettiget.
