I „Tidsskrift for Ingeniørofficerer“ Nr. 2/1942 bragtes under ovenstaaende Titel en Artikel, der her gengives i forkortet og delvis omarbejdet Form, idet Vægten er lagt paa den Del af Stoffet, der formodes at have almen Interesse.
A. PIONERVAABNETS KRIGSOPGAVER
Indledning.
Pionervaabnet er det tekniske Kam'pvaaben. Det løser sine Opgaver paa Slagmarken i det snævreste Samarbejde med de øvrige Vaaben, først og fremmest Fodfolket og Panservaabnet. I Kraft af sin Uddannelse og Udrustning kan Pionervaabnet hjælpe de øvrige Vaaben frem, hvor disse ikke selv er i Stand dertil.
Pionervaabnet er saaledes Banebryder paa Vejen til Sejren. Endvidere har Pionervaabnet til Opgave ved alle Slags Spærringer og ved Sprængning og Ødelæggelse af Kommunikationslinier (Jernbaner, Veje, Broer o. 1.) at sinke den fjendtlige Fremtrængen, om muligt at hindre den.
Almindelige Opgaver:
Under Fremrykning skal Pionererne til enhver Tid være rede til hurtigt:
— at rydde de af Fjenden anlagte Spærringer,
— at overvinde naturlige Hindringer, samt
— at retablere ødelagte Broer o. l.
Under Angreb fjerner Pionererne de Hindringer, der opholder eller sinker Panservaabnets og Fodfolkets Fremtrængen.
De sprænger Aabninger i de fjendtlige Pigtraadshegn,
— fjerner og desarmerer Miner,
— rydder Vejspærringer og Forhug,
— bistaar Skyts og Køretøjer under Passage af Vandløb, Grøfter, Granattragte, blød Bund o. l., samt
— nedkæmper fjendtlige Modstandsreder, som er forblevet intakte trods eget Artilleris og egne Flyveres Ild.
I Kamp mod permanente Befæstninger (eller stærkt feltbefæstede Anlæg) er deres Opgave:
— at fjerne Spærringer foran de fjendtlige Anlæg,
— at anbringe Sprængladninger mod Vaaben, Skydeskaar, Panserkupler o. 1., samt
— at nedkæmpe de fjendtlige Bunkers (Blokhuse o. 1.), blandt andet ved Hjælp af Flammekastere,-----------
altsammen Opgaver, som Pionererne udfører i det snævreste Samarbejde med det angribende Panservaaben og Fodfolk.
Ved Angreb frem over Vandløb o. 1. er Pionerernes Bistand af afgørende Betydning for Opgavens Løsning. I Gummibaade, Pontonner o. 1. eller ved Hjælp af Stormspange sætter Pionererne lette Fodfolksstyrker og enkelte tungere Hjælpevaaben over til den fjendtlige Bred — almindeligvis umiddelbart før Daggry. Saa snart den første Modstand er nedkæmpet og et snævert Brohoved etableret, bygger Pionererne i største Hast lette og lettere Broer, hvorover yderligere Angrebsstyrker føres frem.
Sluttelig bygges svære Broer (eventuelt efter midlertidig Overfærgning), hvorover Panser- og Luftværnsenheder, Ammunitionskolonner, tungt Artilleri og Reserver kan passere og derigennem skabe Betingelser for en videre Udnyttelse af den første Sejr. I Forsvaret bistaar Pionererne de andre Vaaben med at afværge den fjendtlige Fremtrængen ved Udførelse af alle Slags Forstærkningsarbejder i Terrainet.
De mekaniserede Troppers Pionerbatailloner.
Særligt krævende og ansvarsfuld er de Opgaver, der stilles Pionerenhederne af de mekaniserede Tropper: Panservaaben og motoriserede Dele af Rytteri, Artilleri og Fodfolk. Da Værdien af disse Enheder i højeste Grad er afhængig af deres Hastighed, betyder enhver Hastighedsnedsættelse en Forringelse af deres Kampværdi, og det er derfor af allerstørste Betydning, at Pionererne forhindrer, at Spærringer eller Sprængninger paa Fremrykningsvejen i væsentlig Grad formaar at nedsætte de mekaniserede Troppers Fremrykning. Under Kampvognsangreb gælder det frem for alt om, at Terrainvanskeligheder, fjendtlige Spærringer og Minebælter hurtigt erkendes og ufortøvet ryddes, for at Angrebet kan gennemføres med uhæmmet Kraft. Ofte vil det under Arbejdet paa Løsningen af disse Opgaver vise sig nødvendigt, at Pionererne med egne Vaaben nedkæmper den fjendtlige Modstand, før de kan gaa i Gang med at rydde Spærringerne. Under Angreb frem over Vandløb o. 1. maa Motorcyklister, Cyklister og tunge Hjælpevaaben overføres ved Hjælp af Gummibaade, Færger og lette Broer. Under Ildbeskyttelse af de først overførte Vaaben maa derpaa hurtigst muligt slaas svære Feltbroer, som de efterfølgende Styrker, herunder først og fremmest Panserenhederne, straks kan benytte. Under de mekaniserede Troppers Forfølgelse kan Pionererne i særlig Grad medvirke ved Etablering af alle Slags Spærringer paa de fjendtlige Tilbagetogslinier. Ofte vil de ogsaa under langtudgaaende Patrouillering kunne anvendes bag de fjendtlige Linier til at foretage Ødelæggelser af Broer, Veje, Jernbaner o. 1. og derigennem besværliggøre Fjendens Forsyningstjeneste betydeligt.
Naar mekaniserede Tropper tvinges i Forsvar, maa Pionererne ved hurtigt anlagte Spærringer i Forterrainet vanskeliggøre og sinke den fjendtlige Fremtrængen mest muligt.
De andre Vaabens Pionerdelinger.
Pioner deling er, der organisatorisk er tilknyttet Fodfolksog Rytterregimenter, Opklarings- og Panservæmskommandoer m. fl., anvendes først og fremmest til Bygning, Retablering, Nedkæmpelse og Rydning af Spærringer. De er i Stand til med deres forberedte Bromateriel, eller med rekvireret Nødbromateriel, at skabe Muligheder for deres Enheders Overførsel over mindre Vandløb o. 1. Under særlige Forhold kan de overtage eller deltage i Sikringen af deres Enheder i udækkede Flanker ved Anlæg og Forsvar af Spærringer i egnede Terrainomraader.
B. PIONERVAABNETS UDRUSTNING
For at Pionervaabnet tilfredsstillende skal kunne løse de i Afsnit A nævnte Krigsopgaver er det nødvendigt, at der gives dem Midlerne dertil i Form af Vaaben, Værktøj og Motorisering.
Pionerenhedernes Vaaben.
8 mm Rekylgevær. Der er i Dag almindelig Enighed om, at Pionergrupperne skal udrustes med automatiske Vaaben, et Krav, som allerede for mange Aar siden blev rejst af adskillige Pionerofficerer. Gennemførelsen heraf er en fundamental Forudsætning for Pionervaabnets selvstændige Optræden. Let Trefod. Det næste Spørgsmaal, der rejser sig, er: Skal Pionergruppernes Rekylgeværer stabiliseres ved Tildeling af lette Trefødder? Svaret maa formentlig blive: Nej. Trefoden er et Vaaben, der normalt anvendes i Forsvar og kun yderst sjældent under Angreb. Altsaa har den ikke Berettigelse med Henblik paa Pionergruppernes Indsættelse til Løsning af Stormpioneropgaver. Til Sikring af Udførelsen af andre Pioneropgaver — først og fremmest Broslagnings-, Sprængnings- og Spærringsopgaver — vil den vel i enkelte Tilfælde kunne anvendes med Fordel, men de Fordele, der opnaas herved, er sikkert ikke store nok til at berettige Trefodens Indførelse, hverken generelt eller partielt (f. Eks. ved en af Pionerkompagniets Delinger), idet dette udover den materielle Forøgelse ogsaa vil medføre en yderligere Belastning af den i Forvejen særdeles omfattende Uddannelse. Til Løsning af Luftsikringsopgaver vil Trefoden overfor de moderne, pansrede Flyvemaskintyper ikke have nogen Værdi.
Maskinpistol.
Skal Pionererne uddannes til Stormpionerer, d. v. s. Elitesoldater, der ved Siden af Løsningen af de rent tekniske Opgaver ogsaa skal kunne anvendes til Støtte for de andre Vaaben under Angreb og Storm, saa maa de til Opgavens Løsning nødvendige Midler ogsaa være til Stede. Maskinpistolen, der er et af de mest effektive Vaaben under Storm, Nærkamp og Stødtropsforetagender, bør følgelig snarest indføres, eksempelvis ved fast Tildeling til Pionerkompagniets Befalingsmænd i Lighed med den for Fodfolkets Rekylgeværkompagnier foreslaaede Tildeling.
Flammekaster.
Et andet af de udprægede Nærkampvaaben, der maa indføres, er Flammekasteren. Foreløbig har kun: „Den lille Flammekaster“ (Vægt, paafyldt: 36 kg, Brændetid: 12 Sek., Flammelængde: 20—30 m) været forsøgsvis indført. Flammekasteren har en ret begrænset Anvendelighed, men kræver til Gengæld Indsættelse med stor Tyngde i de enkelte Tilfælde. Af denne Grund, samt for at holde Pionerkompagnierne saa vidt mulig fri for al Tildeling af særlige Vaaben, hvor disse ikke skønnes absolut paakrævede, foreslaas Flammekasterne samlet umiddelbart under Bataillonen. Dette kan eksempelvis gøres ved at holde Flammekastermateriellet samlet i Bataillonens Stabskompagni i et Flammekasterdepot, medens Flammeskytterne er specialuddannede Pionerer, der indgaar i de almindelige Pionerkompagnier.
20 mm Maskinkanon. Kravet om Beskyttelse mod Luftangreb — et Krav, som den nuværende Krig i stedse stigende Grad har understreget Betydningen af — gælder ikke mindst for motoriserede Pionerenheder, der er vanskelige at skjule og kostbare at forny. 8 mm-Kaliberet har tydeligvis spillet Fallit overfor Nutidens pansrede Kampmaskiner. Det Vaaben, der bør anvendes til Pionertroppernes egen Luftsikring og til Sikring mod Angreb af lette Kampvogne og Panservogne, er: 20 mm Maskinkanoner. Enkelte vil maaske mene, at Pionerenhederne maa støtte sig til den Luftbeskyttelse, der kan ydes dem af andre Afdelinger. Imidlertid viser tidligere Tiders Utilfredshed med Pionerenhedernes Afhængighed af tildelt Fodfolksdækning tydeligt, at Udviklingen bør gaa imod at frigøre Pionervaabnet mest muligt for Afhængighedsforholdet til andre Vaaben, saavel i Jord- som i Luftforsvar. Det maa kunne optræde selvstændigt og gøres til et Vaaben, der ikke altid skal beskyttes af andre. I hvilket Antal skal 20 mm Maskinkanon da tildeles Pionerenhederne? Under Hensyn til den ofte yderst spredte Indsættelse af Pionerkompagnierne, repræsenterer U 20 mm Maskinkanoner pr. Pionerkompagni det absolutte Minimum, saafremt Luftbeskytten skal være nogenlunde effektiv. Disse fire Maskinkanoner kan enten tænkes holdt samlet umiddelbart under Kompagnichefen som en Skytsdeling, eller de kan tænkes udstykket med 1 pr. Deling. Den sidstnævnte Løsning vil imidlertid paa Forhaand afskære Kompagnichefen fra at gøre sin Indflydelse gældende ved Indsættelsen af Maskinkanonerne, og da Kompagnichefen maa være den, der til enhver Tid bedst kan afgøre de enkelte Delingers Behov, samt om den øjeblikkelige Situation kræver Indsættelse til Luft- eller Panserværn, bør Maskinkanonerne samles under Kompagniet som:
1 motoriseret Skytsdeling á
1 Delingstrop og U 20 mm-Maskinkanongrupper (m. Universallavet).
37 mm Antitankkanoner. Udover de allerede omhandlede Vaaben, der har skabt Mulighed for Pionerenhedernes selvstændige Forsvar mod Angreb fra Fodfolk og Flyvere, er det nødvendigt, at Pionervaabnet ogsaa kan sikre sig mod Kampvognsangreb. Dette vil imidlertid kræve Tildeling af Antitankkanoner, f. Eks. 37 mm Fodfolkskanon eller sværere Kaliber, der har en fra de automatiske Vaaben vidt forskellig Teknik og følgelig kræver særlig Uddannelse. Muligheden for Forsvaret mod Panservogne er vel allerede til Stede, naar Pionerkompagniemes 20 mm Maskinkanoner forsynes med Universallavet, der giver Mulighed for Anvendelse af Kanonerne til saavel Luft- som Panservæm. Krigserfaringerne, ikke mindst vore egne fra Kampene i Sønderjylland den 9. April 1940, har imidlertid tydeligt vist, at 20 mm Kaliberet ikke gennembryder de mellemsvære og tunge Kampvognes Pansring, hvorfor Pionerenhederne til Forsvar mod disse er henvist til Støtte af Panserværnsenheder fra andre Vaaben, med mindre Antitankkanoner indføres. Meget taler imidlertid imod Indførelsen. Et Sted maa Grænsen for Tildeling af nye Vaaben sættes. Hærens Afdelinger og Underafdelinger vil dog alligevel altid være henvist til Samarbejde og gensidig Støtte, og medens 20 mm Maskinkanonen ikke paa afgørende Maade bryder med den almindelige Skydeuddannelse, vil den halvautomatiske 37 mm Fodfolkskanon •— som tidligere nævnt — kræve en speciel og omfattende Uddannelse. At indføre dette Kaliber ved Underafdelingerne kan derfor paa Forhaand afvises. En mulig Løsning er derimod Indførelse af:
1 motoriseret 37 mm-Kanondeling pr. Pionerbataillon. Kanondelingens Mandskab uddannes ikke som egentlige Pionerer, men kun med den ene Opgave for Øje at virke som Pionerbataillonens Panservæm.
Kanondelingen kan bestaa af 3—4 Grupper å 1 motortrukket 37 mm Fodfolkskanon M. 1937. Organisationen iøvrigt som for Fodfolksregimentemes Kanonkompagnier.------------ Naar ovenfor er foreslaaet Indførelse af 37 mm Kanon ved Pionerbataillonen, er Grundene hertil følgende:
— Som anført for Indførelse af 20 mm Kanon er Pionerenhederne meget saarbare, vanskelige at erstatte og kostbare at forny. Skal Pionerenheder, der udsættes for overraskende Kampvognsangreb, være henvist til Støtte fra langt borte værende Panserværnsafdelinger, er Resultatet paa Forhaand givet.
— Pionerenhedernes forskelligartede og ofte vidt spredte Anvendelse vil næsten altid gøre Tilstedeværelsen af Afværgevaaben paakrævet; findes disse ikke organisatorisk tilknyttet, udsættes andre Enheder for idelige Afgivelser, maaske i Situationer, hvor de selv har haardt Brug for alle Vaaben.
— Den foreslaaede Tildeling med 1 Kanondeling pr. Pionerbataillon skaber — rigtigt anvendt
— Mulighed for at danne det for Pionerenhedeme nødvendige Supplement til Hærens fælles Panserværn (Afværgebatailloner).
— De Ulemper, der taler imod Indførelsen af 37 mm Kanon ved Pionervaabnet, er for en stor Del imødegaaet ved den Form, hvorunder dette Vaaben organisatorisk og uddannelsesmæssigt underlægges Pionerbataillonen.
Andre Vaaben.
Udover de ovenfor nævnte Vaaben behøver Kamppionerenhederne rigelig Tildeling a f : Haandbomber og Haandgranater, Røghaandbomber og andre Røgmidler, Panserhaandbomber og Kampvognsminer, Pigtraadssprængningsstager o. 1., samt forberedte Sprængladninger (med Riversats).
Pioner enhedernes Motorisering.
Der er noget fristende og umiddelbart tiltalende ved den nuværende Udformning af Motoriseringen, hvis Princip er at basere sig paa Udskrivning af civile Køretøjer, der i paakommende Tilfælde forsynes med de paa Mobiliseringsstederne opmagasinerede, forberedte Pakninger. Løsningen er relativt billig og nem at etablere, den kræver et ringe Vedligeholdelsesapparat og giver gode Muligheder for Udvidelse. Hvilke Mangler er der da ved denne Motoriseringsform? De udskrevne Køretøjer er af højst forskellig Fabrikat, Aargang og Tilstand.
Dette giver forskellig Hastighed og Lasteevne og medfører Vanskeligheder ved Uddannelsen af militære Chauffører; endvidere giver det en yderst kompliceret Reparationsvirksomhed, specielt hvad angaar Udskiftning af Reservedele, der er forskellig for de forskellige Vogntyper; og sidst, men ikke mindst, kommer det motoriserede Pionerkompagni til at bestaa af en Kolonne af vekslende moderne og forældede, velholdte og næsten uanvendelige Vogne. Noget vil der vel kunne raades Bod herpaa ved en bedre Tilrettelæggelse af Udskrivningen end den, der gav Pionertropperne deres Vogne under Beredskabsstyrken; endvidere ved at gøre Pionerbataillonerne selvstændigt motoriserede i Lighed med de motoriserede Artilleriafdelinger, samt ved at gennemføre en mere omfattende Mekaniker- og Reparationstjeneste end den nugældende; men helt tilfredsstillende bliver Forholdene dog næppe ad denne Vej. I denne Forbindelse skal nævnes, at hvis 2. Pionerbataillon i Dag udskrev sine lette Lastmotorvogne, vilde 60 % være forsynet med Generatorer, d. v. s. at Gruppevognspakningerne maatte anbringes paa genera tordrevne Vogne. Men der er andre og større Mangler ved Gruppevognene! Deres Beredskab er for ringe, Op- og Afsidning kan kun foregaa med 1 Mand ad Gangen. Hvad dette vil medføre, hvis en Pionerkolonne under March overraskende udsættes for Ildoverfald, kan enhver forestille sig. Gruppevognene er høje, meget synlige Vogne, hvis Ruf kan ses paa meget stor Afstand, ogsaa selv om Lærredets nuværende, lidet slørende, graa-hvide Farve ændres ved CamouflageMaling. Et Pionerkompagni nær Fronten vil følgelig meget hurtigt blive opdaget af de fjendtlige Artilleriobservationsstader, hvorefter Kolonnen vil blive taget under ødelæggende Ild af det fjendtlige Artilleri. Den værste Anke, der kan rejses mod de nuværende Vogne, er, at de overhovedet ikke er terraingaaende; en Pionerkolonne er saaledes i Dag henvist til udelukkende Benyttelse af Vejnettet. Pionervaabnet, der netop skal bane Vej for de øvrige Vaaben, maa nødvendigvis motoriseres paa en saadan Maade, at det ikke er bundet til Vejene, det maa uden Standsning kunne komme frem, ogsaa hvor Vejene er ødelagte ved fjendtlige Flyverangreb eller Artilleribeskydning, og det maa have Evne til at køre frem til umiddelbar Nærhed af Arbejdsstederne, ogsaa hvor disse ligger uden for Vejene, ligesom en Kolonne maa kunne omgaa de mest iøjnefaldende Dele af en Fremrykningsvej. Krigen i Dag har tydeligt vist, at det er daarlig Økonomi at vælge det næstbedste Materiel. Opgaven bestaar derfor i at finde et lidet iøjnefaldende, terraingaaende, kraftigt Køretøj med stort Beredskab og en 'praktisk, nemt tilgængelig Anbringelse af Værktøj, Materiel o. 1. I anden Række, om end naturligvis ogsaa af Betydning, kommer de økonomiske Hensyn. Ønsker man at holde Pionergruppen og al dens Materiel samlet paa een Vogn, da maa Valget træffes mellem: en svær, muligvis panseret Motorvogn med Larvefødder (saaledes som indført ved de tyske Panser-Pionertropper), en almindelig let Lastmotorvogn, eller et Kompromis herimellem. Den første Løsning er utvivlsomt overordentlig kostbar, og Vognene vil næppe kunne fremstilles her i Landet, hvorfor denne Løsning sikkert paa Forhaand maa forkastes. En Udvej er det derimod fremdeles at basere sig paa almindelige, lette Lastmotorvogne. Forlader man Udskrivningssystemet og aftaler med en af Landets store Automobilfabriker om Levering af visse Standardtyper, kan der utvivlsomt opnaas Forbedringer i Karosseriet m. v., ligesom man ved at gaa over til udelukkende Anvendelse af „long frame“-System, Motorvogne med Tvillinghjul e. 1. vil gøre dem noget mere terraingaaende.
En ideel, men ogsaa ret kostbar Løsning er at fordele Gruppen i 2 Køretøjer å 5—6 Mand, altsaa halvgruppevis Formering. Halvgruppens Motorvogn skal opfylde følgende Krav:
1. Den skal have en almindelig Motorvogns Hastighed paa Vej.
2. Den skal kunne komme frem i almindeligt, dansk Terrain.
3. Den skal være lidet synlig.
4. Den skal rumme Plads til 6 Mand (heraf 1 Chauffør), der alle skal have Maksimum af Beredskab.
5. Den skal helst yde nogen Dækning, evt. gennem en vis Pansring.
6. Den skal være forsynet med en 2-hjulet Prodsvogn med Plads til Halvgruppens Værktøj, Materiel o. 1.-----------
Meget taler for, at der i en kommende Forsvarsordning vil komme til at indgaa „lette Divisioner“, d. v. s. let bevægelige, helt eller delvis motoriserede Divisioner med stor Ildkraft og med underlagte Panserenheder. Pionerenheder, tilknyttet en „let Division“, maa utvivlsomt motoriseres efter sidstnævnte Løsning: smaa, terraingaaende Specialkøretøjer. For de øvrige Pionerenheder er det derimod mere tvivlsomt, om der er tilstrækkelig Motivering for et saadant Krav, eller om man for disses Vedkommende maa nøjes med den først skitserede Løsning: tillempede Standardkøretøjer.
C. PIONERVAABNETS UDDANNELSE
Indkaldelsestidens Længde.
For at kunne fastsætte Indkaldelsestidens Længde er det nødvendigt først at gøre sig klart, om Pionerformationerne overhovedet kan uddannes homogent, eller om de maa uddannes som en Række sideordnede Specialkompagnier. Den ensartede Uddannelse vil stille overordentlig store Krav, saavel til det uddannende Befalingsmandspersonel, som til det Mandskab, der skal uddannes til fuldt brugelige Pionerer, der effektivt behersker alle Discipliner. Det er en absolut Forudsætning, at det Mandskab, der udtages til Pionerer, er helt igennem 1’ Klasses. Kun høje (Minimum: 165 cm), robuste Folk uden legemlige Svagheder vil være i Stand til at udholde de store, fysiske Krav, der maa stilles. Løsningen af Pionervaabnets Krigsopgaver kræver Uddannelse af en vis Varighed i en Række Discipliner. En detailleret Undersøgelse viser, at Uddannelsestiden — saafremt Uddannelsen i samtlige Discipliner skal kunne blive tilfredsstillende — maa have en Længde af V/2 Aar, anvendt saaledes:
I Klasse: 8 Uger. 42 Uddannelsesdage. Menig II.
II Klasse: 44 Uger. 238 Uddannelsesdage. Menig I.
III Klasse: 26 Uger. 140 Uddannelsesdage. Pioner.
Det kan altsaa fastslaas, at:
en Indkaldelse til 1. Uddannelse af 11/2 Aars Varighed er Forudsætningen for homogen Uddannelse af Fremtidens Pionerko?npagnier, og paa Rigtigheden og Gennemførelsen heraf hygger det følgende. Det maa imidlertid kræves, at der ikke trækkes paa Pioneruddannelseskompagnierne ved Afgivelse til Vagt-, Køkken-, Kontor- og Depottjeneste o. 1., men at saadanne Afgivelser udelukkende bestrides af andre (civil Arbejdskraft, Hjælpetropper, fast ansatte e. 1.), medens Tab i Uddannelsestiden ved indre Afgivelser (Sygehus, Arrest, Stuevagt o. 1.) fordeles ligeligt paa de enkelte Discipliner.
De værnepligtige Befalingsmænds Uddannelse.
Fejl og Mangler har klæbet ved de hidtidige Hærordninger. Blandt nogle af de væsentligste har været Ordningen af de værnepligtige Befalingsmænds Forhold. For at uddanne Befalingsmænd, der paa tilfredsstillende Maade evner at virke som Førere og Lærere for det værnepligtige Mandskab, behøves der en samlet Uddannelsestid paa 2— S1/) Aar, d. v. s. en lige saa lang Afbrydelse af de paagældendes civile Arbejde, altsaa en meget betydelig Byrde. Selv om de værnepligtige Befalingsmænd under den militære Uddannelse erhverver sig Kundskaber, der ofte vil være dem til stor Gavn senere i Livet, vil Ulemperne ved en saa lang Afbrydelse dog være urimelige, med mindre Hæren -— d. v. s. Staten — paa forskellig Maade søger at bøde herpaa. Eksempelvis kan dette gøres saaledes: 1. Under Tjenesten som Befalingsmand ydes der de paagældende en Løn, svarende til tilsvarende civil Stilling; Uniformens Snit og Pasform gøres betydeligt bedre end hidtil. 2. Indkaldte, der er ansat i Stats-, kommunale o. 1. Institutioner bevarer deres Anciennitet, og tilsvarende Regler søges gennemført ogsaa for andre Stillinger. 3. Efter udstaaet Tjeneste gives der de paagældende Fortrinsstilling ved Besættelse (og evt. Avancement) i en Række Stats-, kommunale o. 1. Stillinger. Kun saafremt saadanne Lempelser gennemføres, vil Kravet om 2—31/0 Aars Uddannelse med Rimelighed kunne opretholdes, men i saa Fald bør man heller ikke som hidtil tage Hensyn til Frivillighed o. 1., hvad der utvivlsomt har medført, at Hæren er gaaet Glip af mange fortrinlige Befalingsmandsemner. Det bør alene være Egnetheden, der er afgørende for den paagældendes Udtagelse til Befalingsmand.
Sekondløjtnantsskolen.
Den Enighed, der hersker hos mange med Hensyn til Ønskeligheden af at „aflive“ Kornetgraden, er saa stor, at det næppe er rimeligt i et Udkast til fremtidig Uddannelse af Pionertropper at regne med, at den nuværende „værnepligtige Officersordning“ vil blive opretholdt. Her er derfor forudsat, at de værnepligtige, der viser sig egnede til Uddannelse til værnepligtige Officerer, og som opfylder de nødvendige Minimumskrav til civil Uddannelse, efter 11/2 Aars Rekrutskole afgaar til en Sekondløjtnantsskole, hvor Eleverne i Teori og Praksis bibringes de militære og tekniske Forudsætninger for at virke som Delingsførere. Skolen bør formentlig have en Længde af ca. 1/2 Aar.
Pionervaabnets taktiske Uddannelse.
Hidtil har Pionervaabnet været et teknisk Vaaben, det skal blive et teknisk Kampvaaben. I Erkendelse af, at der har hersket Mangler i tidligere Tiders taktiske Uddannelse (bl. a. paa Grund af den korte Uddannelsestid), bliver da Spørgsmaalet: Hvorledes afhjælpes disse Mangler i den fremtidige Uddannelse ? Afhjælpes de for Eksempel ved at give Pionererne først i/o Aars ren taktisk Uddannelse (Fodfolksuddannelse) og derpaa 1 Aars teknisk Uddannelse (Pioneruddannelse)? Næppe! De afhjælpes kun ved at give 1 {/> Aars teknisk-taktisk Uddannelse. Netop fordi Pionervaabnet altid skal anvende sine tekniske Kampmidler i taktisk Ramme, opnaas kun det ønskede Resultat: det tekniske Kampvaaben -— ved en gradvis og parallel Udvikling af teknisk og taktisk Uddannelse som to integrerende Dele af samme fælles Hele. Naturligvis kan og maa de tekniske, saavel som de taktiske Grundprincipper læres adskilt, men de bør udvikles gradvis og parallelt.
Det Sted, hvor Hovedvægten skal lægges, om tidligere Tiders forklarlige Fejl skal rettes ved Roden, er derfor ved Uddannelsen af Befalingsmændene og her ikke mindst de faste Befalingsmænd, idet der hos disse maa skabes Forudsætninger for, at Fremtidens tekniske og taktiske Uddannelse kan udvikles Haand i Haand.
Stormpioneruddannelse.
Krigsførelsens „Sesam“ har været: Stor mpioner er, Stormpioner opgaver, Stormpioneruddannelse. Disse Begreber synes derfor hos mange for Øjeblikket at være Pionervaabnets Alfa og Omega. Imidlertid skjuler der sig under disse Betegnelser en hel Del Begreber, der ikke alle er lige skarpt præciseret, og om hvilke der ikke synes at herske fuld Enighed, ikke mindst udenfor Pionervaabnet. Da imidlertid Stormpioneruddannelsen givetvis kommer til at indgaa som et Led i Fremtidens almindelige Pioneruddannelse, og da saadan Uddannelse allerede er paabegyndt ved Pionerbatailloneme, er det ønskeligt at faa tilvejebragt en Afklaring af, hvad der egentlig forstaas ved Stormpionertj eneste, og paa dette Grundlag at fastslaa, hvilken Plads i den almindelige Uddannelse denne bør indtage.
Pionererne skal — i alt Fald til en vis Grad — kunne sikre sig selv under Arbejde og Hvil, under March og Ophold paa Stedet, mod Angreb fra Luften og fra Jorden. De skal kunne anvendes i Forsvar eller indsættes til Modstød mod overraskende fjendtlige Angreb, men en saadan Anvendelse skal være Undtagelsen. Disse Opgaver er imidlertid ikke karakteristiske alene for Fodfolk og Pionerer, de er fælles for alle Vaaben, -—- de har hidtil kun været grundigt indøvet ved Fodfolket og har derfor fejlagtigt faaet Prædikatet „Fodfolksopgaver“, men fremtidig maa og skal de være alle Vaabens fælles Eje. I en Tid, hvor Krigsførelsen præges af Gennembrud og Omringninger, mekaniserede og motoriserede Tropper, Luftvaaben, Faldskærms- og Luftlandingstropper, maa enhver Soldat — uanset Vaabenart og særlig Uddannelse — kunne deltage aktivt i Nedkæmpelsen af Fjenden under enhver Form.
Pionererne maa endvidere kunne deltage i langtudgaaende Patrouilleforetagender — ogsaa bag den fjendtlige Front. Patrouillerne kan sammensættes som rene Pionerkommandoer til Løsning af specielle, tekniske Opgaver (isoleret Brosprængning e. 1.), men det almindelige vil sikkert være, at de sammensættes af andre Vaaben (normalt Fodfolk) med Tildeling af et større eller mindre Antal Pionerer med teknisk Udrustning, alt efter Opgavens Art og Omfang. Formodentlig regnes ingen af de forannævnte Opgaver for Stormpioneropgaver; de er Sider af Pioneruddannelsen, som hidtil paa Grund af kort Uddannelsestid, mangelfuld Vaabenudrustning, utilstrækkelig Befalingsmandsuddannelse og et for ringe Antal faste Befalingsmænd ikke er blevet dyrket, men det er for saa vidt gamle Opgaver, der blot ikke har været trukket tilstrækkeligt skarpt op —- i alt Fald ikke i de senere Aar. Men det nye(?) — det, hvorom der tales — Stormpioneropgaveme —, hvad er da det? Efter min Opfattelse er det: Anvendelse af Pionerer — i Samarbejde med andre Vaaben — under Angreb og Storm paa (felt-) befæstede Stillinger til Nedkæmpelse af fjendtlige Støttepunkter og Modstandsreder, hvor Rekognoscering har vist, at særlige tekniske Kampmidler (Sprængladninger, Flammekastere o. 1.) er nødvendige. Stormpioneropgaver er altsaa saadanne Angrebs- og Stormopgaver, hvis tilfredsstillende Løsning kræver, at Fodfolkets Angrebsstyrker suppleres med Pionerenheder med særlige tekniske Kampmidler. Alt efter Opgavens og de indsatte Styrkers Art og Omfang overdrages Kommandoen over Angrebsstyrken til Fodfolkseller Pionerføreren. Stormpioneropgaverne stiller i teknisk Henseende ikke store Krav til sin Mand, men til Gengæld er Kravene til Mod og Beslutsomhed, Handlekraft og Snarraadighed, Haardførhed og Hensynsløshed saa meget des større. Løsningen af disse Opgaver stiller kort sagt maksimale Krav til Pionerens fysiske og psykiske Styrke, hvorfor Stormpioneruddannelsen naturligt bliver Uddannelsens Toppunkt, Kronen paa Værket, der derfor ogsaa bør være det sidste, Pioneren lærer før Efteraarsøvelser og Hjemsendelse, thi kun herigennem bliver det muligt at opretholde en stadig Stigning i Uddannelsen.
Undersøger man, hvor stor en Del af de i Krig forefaldende Pioneropgaver der falder ind under ovenstaaende Definition paa Stormpioneropgaver, vil man se, at det kun er en meget ringe Procentdel; og Specialuddannelsen som Stormpioner kræves ikke i større Omfang, forudsat at Uddannelsen gives som Slutstenen paa den tekniske og taktiske Uddannelse, herunder Uddannelse i Nærkamp, Gymnastik, Boksning, JiuJitsu, Svømning, Bajonetfægtning, March, Løb og Terrainsport. I denne Forbindelse maa det erindres, at den danske Hærs Opgave er Forsvar af Landets Omraade, og at Hæren derfor ikke ved Krigsudbrud vil blive stillet overfor at skulle gennembryde store, sammenhængende, permanente Befæstningsanlæg. Men dette maa naturligvis ikke føre til, at Stormpioneruddannelsen negligeres. Angreb og Gennembrud af den fjendtlige, evt. feltbefæstede Front er en Opgave, Hæren skal kunne løse, thi kun det offensive Forsvar kan bringe Sejr. Derfor maa den offensive Aand i Pionervaabnet — som i den øvrige Hær — stadig fremmes mest muligt, og i Uddannelsen maa Hovedvægten lægges paa grundig Indøvelse af de offensive Opgaver. Det kan sluttelig fastslaas:
— at Pionererne skal være Elitesoldater, ikke Elitefodfolk, og
— at Stormpioneruddannelsen danner et vigtigt Led i den omfattende og krævende Pioneruddannelse, men heller intet mere eller andet; det er en Uddannelsesdisciplin, der danner en naturlig Afslutning paa Pionerens fremtidige iy% Aars teknisk-taktiske Uddannelse.
Uddannelsen af de andre Vaabens Pionerdelinger.
Værdien af de talrige Special-Organer, der indgaar i en moderne Hær og dens Afdelinger, vil utvivlsomt øges meget ved, at man klart drager Konsekvensen af, at disse ved Mobilisering paaregnes anvendt til særlige Opgaver, og at man derfor allerede under Rekrutuddannelsen giver dem en effektiv Specialuddannelse paa dette Felt. Derfor bør Befalingsmænd og Mandskab til Bestridelse af al Meddelelsestjeneste ved Pionertropperne — som ved Hærens øvrige Vaaben (Flyvertropperne dog delvis undtaget) — indkaldes til Telegraftropperne, hvor de i Løbet af det første Aar bibringes en virkelig effektiv Uddannelse i Meddelelsestjeneste, hvorefter de afgaar til deres Mobiliseringsafdeling, med hvilken de samarbejdes i Uddannelsestidens sidste Halvaar. Og derfor bør Pionerbataillonemes Panserværnsdelinger uddannes samlet med den ene Opgave for Øje: at virke som Panserværn for deres Afdeling. I Lighed hermed vil den eneste konsekvente og rationelle Løsning være, at samtlige Pionerenheder — ogsaa de, der organisatorisk skal indgaa i de andre Vaaben (Fodfolks- og Rytterregimenternes Pionerdelinger m. fl.) — indkaldes til Pionertropperne, hvor de uddannes i Løbet af det første Aar, hvorefter de afgaar til deres respektive Mobiliseringsafdelinger med egne Pionerbefalingsmænd for i Løbet af Uddannelsestidens sidste Halvaar at samarbejdes med Afdelingens øvrige Enheder. I tidligere Tiders Øvelser har Fodfolksofficeremes Anvendelse af tildelte Pionerstyrker alt for ofte haft Karakteren af „Nødhjælpsarbejder“, idet Pionererne enten har gaaet arbejdsløse, har været anvendt som almindeligt Fodfolk eller i bedre Tilfælde har „faaet Lov til at slaa en Bro godt afsides, saa de ikke generede den egentlige Øvelse“. Forklaringerne og Grundene herfor er talrige. Under vore Fredsøvelser ligger Vejene uskadt, Broerne er ikke sprængt, og man stilles ikke pludselig overfor større, fjendtlige Spærringer, Ødelæggelser eller stærkt udbyggede Stillinger. Det kræver altsaa Fantasi og god Vilje alligevel at regne med deres Tilstedeværelse. Pionerernes Arbejder tager for manges Vedkommende ret lang Tid, medens Øvelserne næsten altid skal være afspillet paa meget kort Tid. Det er derfor fristende at sætte Pionererne i Arbejde og i øvrigt at lade Øvelsen gaa sin Gang. Hertil kommer saa, at Pionererne — som Hærens øvrige Vaaben — af økonomiske Grunde ikke har været udrustet med de Mængder og Arter af Materiel, som det var ønskeligt. Altsammen motiverer det, hvorfor Forholdene har været, som de var (med Undtagelser, f. Eks. Øvelserne i Efteraaret 1939 med Beredskabsstyrkerne i Sydsjælland, ved hvilken Lejlighed man da ogsaa saa det Særsyn, at en Pionerofficer havde deltaget i Tilrettelæggelsen af Øvelserne), men det viser ogsaa, at der her er et Omraade, hvor Ændring er paakrævet. Fremtidig Tilstedeværelse af virkeligt uddannede Pionerdelinger ved Fodfolksregimenter m. fl. under sidste Halvaars udgaaende Øvelser vil formentlig bidrage til at ændre tidligere Tiders almindeligt udbredte Indstilling, idet Afdelingschefer m. fl. under Øvelserne tvinges til i enhver forefaldende Situation at søge fornuftige Anvendelsesmuligheder for deres egen Pionerdeling, hvorved de lidt efter lidt faar Øjnene op for den meget betydelige Støtte, rigtigt anvendte Pionerer kan yde.
D. PIONERVAABNETS ORGANISATION
Almindelige Rammer
Paa Grundlag af det tidligere anførte vedrørende Pionervaabnets Krigsopgaver, Udrustning og Uddannelse er nedenfor skitseret de organisatoriske Ændringer, der er Forudsætningen for Skabelsen af et kampkraftigt Pionervaaben. Ingeniørtroppeme og Hærens Bygningstjeneste, der i Dag udgør eet Vaaben, adskilles i 3, nemlig: Hærens Bygningstjeneste og Fortifikationsafdeling under egen Generalbygmester, direkte underlagt Krigsministeriet, Tele graf tropperne under egen Generalinspektør, direkte underlagt Generalkommandoen, og Pionertroppeme under egen „Generalinspektør for Pionertropperne“, direkte underlagt Generalkommandoen. Hermed følger ogsaa, at Pioner- og Telegrafskolen deles i Telegrafskolen og Pionerskolen, der bl. a. omfatter Gasskolen og Sprængningsafdeling (med Landsdelenes Vej- og Jernbaneofficerer). Specialklassens Ingeniørkursus ved Hærens Officersskole dels i : Specialklassens Ingeniørkursus for Telegrafofficerer, der videreuddanner Telegraftroppemes faste Officerer, og Specialklassens Ingeniørkursus for Pionerofficerer, der videreuddanne!- faste Officerer af Pionertroppeme og Hærens Bygningstjeneste.
Pionerregimentet.
De taktiske Pioner formationer s Størrelse er uadskillelig knyttet sammen med den øvrige Hærs Organisation, hvorfor disse først vil kunne opstilles detailleret, naar Hærens Organisation er fastlagt i store Træk.
For dog at søge at skabe Klarhed over de Retningslinier, der bør følges, er opstillet et Forslag, baseret paa et landsdelsvis Forsvar, omfattende:
Jydsk-fynske Generalkommando og Sjællandske Generalkommando, hver
med et Antal almindelige Divisioner og 1—2 lette Divisioner. Umiddelbart underlagt Jydsk-fynske (henholdsvis Sjællandske) Generalkommando oprettes:
Jydske Pionerregiment, henholdsvis Sjællandske Pionerregiment.
llvert Pionerregiment sammensættes af:
Regimentsstab,
1 Pionierbataillon pr. Division,
1 Pans er-Pionerbataillon pr. „let Division“,
1—2 Korpspionerbatailloner,
1 Parkbatailon,
7 Bygnmgsbataillon, samt
7 Oberst til Raadighed med Stab.
Pionierbataillonen.
Pionerbatailonen er i størst mulig Udstrækning befriet for alt, hvad der kan hæmme dens Bevægelighed, for derved at gøre den til en smidig Enhed, der — i Kraft af sin Motorisering — uden Vanskelighed kan omflyttes og indsættes til Løsning af forefaldende Opgaver paa korteste Tid. For yderligere at fremme Smidigheden er alle mindre, Bataillonen umiddelbart underlagte Enheder samlet under en administrativ Enhed: Stabskompagniet. Pionerbatailonen (Panser-Pionerbataillonen) sammensættes saaledes: Chef med Stab (designeret Divisionspionerofficer, Oberst eller Oberstløjtnant), Næstkommanderende med Stab (designeret Bataillonskommandør, Oberstløjtnant eller ? Major), Stabskompagni med Kommandodeling, Panserværnsdeling og Depotdeling (heri bl. a. Flammekasterdepot), samt 2—3 Pionerkompagnier med Kommandodeling, 1’—3’ Pionerdeling, Skytsdeling og Depotdeling. Muligvis burde ogsaa et Parkkompagni indgaa i Pionerbataillonen, men dette vilde straks virke hæmmende paa Bataillonens Bevægelighed, og da de Opgaver, der paahviler Pionerbataillonernes Parkkompagnier, løses lige saa tilfredsstillende af Parkkompagnier, der administrativt er underlagt Parkbatailonen, men fast tilknyttes den paagældende Division, er denne sidste Løsning at foretrække.
Parkbataillonen.
Parkbataillonen har til Opgave at være materiel- og materialeadministrerende Enhed for Landsdelens Pionerenheder, herunder evt. at afholde Forsøg med og ændre eller konstruere Pionermateriel. De til Forsøgs- og Konstruktionsvirksomheden nødvendige Laboratorier, Værksteder m. v. oprettes under Parkbataillonen. Parkbataillonen bestaar a f : Stab, 1 ell. 2 Materielkompagnier, omfattende Bro-, Ramnings-, Maskin- og Ammunitionskolonner m. fL, 1 Parkkompagni pr. Pionerbataillon, omfattende Kommandodeling, 1.—4. Mandskabsdeling, Depotdeling m. m., Pionerpark, der er administrativ Enhed for de faste Magasiner bag Kampzonen (der tjener som Mellemled mellem Civilindustrien og Parkkompagnierne) og for Parkbataillonen s Værksteder, Laboratorier m. v., samt 1 ell, flere Luftværnsdelinger, der har til Opgave at luftsikre Parkbataillonen og dens Underafdelinger.
Bygningsbatailonen.
Bygningsbatailonen har til Opgave at danne den administrative Ramme om Løsningen af de krigsmæssige Pioneropgaver, der findes udenfor den direkte Kampzone. Til dette Formaal formeres af de ældre Pioneraargange en Række delvis udspecialiserede Arbejdskolonner, der efter Behov kan udstykkes til de Bygningsbataillonen underlagte, tekniske Byggestabe, som i snævert Samarbejde med Hærens Bygningstjeneste, D. S. B., Vejbygningsvæsenet, civile Entreprenører to. fl. staar rede til Løsning af forefaldende Opgaver, f. Eks. Gasrensning, Vej- og Jernbanebygning, Sprængninger, Befæstningsarbejder og andre Pionerarbejder. Bygningsbataillonen omfatter endvidere 1 ell. fl. Luftværnsdelinger, organiseret som Parkbataillonens, og med den Opgave at luftsikre Bygningsbataillonens Arbejder og Beholdninger.
Regimentets Oberst til Raadighed.
Udover Regimentschefen med dennes snævre Stab maa der ved hvert Pionerregiment være 1 Oberst til Raadighed med selvstændig Stab, der har til Opgave at lede Regimentets Forhold til Park- og Bygningsbatailloner, at virke som Regimentskommandør, naar Regimentschefen fungerer som Korpspionerofficer, samt at virke som fast Mellemled mellem de civile og de pionertekniske Myndigheder vedrørende Landsdelenes bygningstekniske Forsvar, for hvilket der allerede i Fredstid skal foreligge fuldt udarbejdede Planer.
Kadrerne.
Foranstaaende Forslag til Pionervaabnets fremtidige Opbygning vil medføre meget store, personelle Udvidelser — Udvidelser, som kun gradvis vil kunne imødekommes. En detailleret Undersøgelse af Forøgelsernes Omfang paa Grundlag af foranstaaende Forslag viser, at Udvidelserne for Pionertroppemes Vedkommende vil kræve en Forøgelse af det faste Officerskorps til mindst det 10-dobbelte. Gennemførelsen af en saa omfattende Udvidelse vil givetvis vare mange Aar, og det var derfor meget ønskeligt, om man allerede nu søgte at skabe Betingelser for kommende Personel-Udvidelser ved igennem ekstraordinære Normeringer af faste Officerer at søge gennemført en gradvis Forøgelse af Kadrerne og den formentlig dermed følgende øgede, kvalificerede Tilgang fra Hærens Officersskole.
P. B. Jagd.
