Af Kaptajn C. Raabye.
(Fortsat).
Allerede saa tidligt som i 1908 havde man i Tyskland konstrueret en let, glatløbet Minekaster, der var fremstillet af Gasrør. Kalibret var 9 cm, og den udkastede Projektiler med Sprængladninger af 1 kg Vægt paa indtil 200 m Afstand.
Formaalet med Tilvejebringelsen af denne Minekaster var at skaffe et Middel, ved hvilket fjendtlige Skansearbejder kunde forstyrres og Maskingeværstandpladser ødelægges.
Man havde imidlertid ogsaa i Tyskland sysselsat sig med Tanken om Indførelsen af Minekastere, som kunde være i Stand til at udkaste Projektiler med betydelig større Sprængladninger. Man var nemlig klar over, at Artilleriet ikke formaaede at ødelægge Hindringsbælter tilstrækkeligt effektivt uden et uforholdsmæssigt stort Ammunitionsforbrug.
Man stillede sig da den Opgave at konstruere en Minekaster, som kunde kaste et Projektil med 50 kg Sprængladning ud paa Afstande af 200 til 300 m, idet Ønsket om dels at faa en passende, ikke for stor Stormafstand, dels at kunne sikre Minekasteren mod Tilfæ ldigheder under Kampen blev afgørende ved Fastsættelsen af disse Afstande. Man var endvidere klar over, at en saadan Minekaster af Hensyn til Transporten maatte kunne deles i flere Stykker, og man opstillede da yderligere den Fordring, at de enkelte Stykkers Vægt saa vidt muligt ikke maatte overskride 50 kg, samt at Samlingen af Stykkerne maatte være let at foretage. Den fastsatte Vægtgrænse viste sig snart at være for lav. Hnkelte Stykker kom til at veje 100 til 200 kg og maatte derfor bæres af indtil 4 Mand. Krupp og Rheinische Metalwaren- und Maschinenfabrik tog den stillede Opgave op.
Krupp fremstillede en glatløbet, stiv Minekaster, som skulde udkaste en kugleformet Mine, der var udstyret med Stok. Stokken blev under Ansætningen ført forfra ned i Løbet, medens selve Minen laa foran Mundingen. Under Udskydningen trykkede Krudtgassen paa Stokkens bageste Ende, medens Stokken ved at glide langs Løbets Vægge bibragte Minen en bestemt Udgangsretning. Træfningssandsynligheden blev meget ringe med denne Kaster, som derfor ikke blev indført. Krupp opgav derefter at arbejde videre paa Opgavens Løsning.
Rheinische fremstillede en ligeledes stiv og glatløbet Minekaster, hvis Projektilers Form mindede om almindelige Artilleriprojektlers, idet dog Forparten var halvkugleformet. Kasteren var lige som Krupps, indrettet til Forladning, dels for at Systemets Vægt skulde blive saa lille som muligt, dels for at Pjecen ikke skulde blive for høj. Denne Kaster udmærkede sig lige som Krupps ikke ved nogen stor Skudsikkerhed. Man søgte da at forbedre Træfningssandsynligheden ved at rifle Kasterrøret. Man opnaar dog først nogen egentlig Forbedring, efter at man fra det stive System gaar over til at anvende en Kaster med Rekyle indenfor Affutagen i Kærneliniens Retning. Samtidig bliver imidlertid Systemets Vægt og Højde større; men man mener dog at kunne staa sig ved at tage disse Ulemper og soger iøvrigt at bringe Vægten ned ved Anvendelsen af det bedst mulige Ivlateriale til Pjecens Fremstilling. 1 1 >10 var Forsøgene tilendebragt, og Minekasteren blev indfort som 50 kg Minemverfer Kaliber 25. Senere har Kasteren faaet Betegnelsen Schwerer Minemverfer alter A rt (s. M. W. a. A.). Den blev underlagt Pionerbeiejringstrainet og fik til Hovedopgave Angreb paa Fæstninger.
Man gik derefter det Skridt videre, at man fremstillede en noget lettere Minekaster, som til Hovedopgave skulde have Nedkæmpelsen af eventuelle fjendtlige Minekastere. Foruden denne Opgave skulde den nye Minekaster dog ogsaa kunne anvendes til Ødelæggelse af særlig betydningsfulde Maal paa Modstanderens Side. Den skulde saaledes kunne anvendes til at gennemslaa overdækkede Rum, ligesom den ogsaa skulde kunne bekaste Skyttegrave og Færdselsgange i de forreste Linier. Ved Forsøg havde det vist sig, at man maatte anvende 15 til 17 kg tunge Sprængladninger, dersom man vilde opnaa at gennemslaa et Bjælkelag med ovenliggende Jordlag paa 1 m. Rheinische fremstillede til dette Brug en 17 cm Minekaster, der kunde kaste Projektiler med 17 kg Sprængladning paa Afstande indtil 750 m. Kasteren indførtes i 1913 og fik Betegnelsen m. M. W. Kaliber 17 cm, senere m. M. W. a. A.
Da den i 190S indførte, ret improviserede, lette 9 cm Minekaster efterhaanden havde tabt en god Del af sin Betydning dels paa Grund af, at dens Kastevidde var for ringe, dels fordi dens Skudsikkerhed lod meget tilbage at ønske, tog Rheinische endelig den Opgave op at fremstille en let Minekaster. Kort Tid før Verdenskrigen blev en saadan prøveskudt og indført. Den fik senere Betegnelsen /. M. W. a. A. Allerede paa dette Tidspunkt var man paa det rene med, at denne Pjece under kritiske Situationer vilde kunne yde Fodfolket god Støtte og i alt Fald for kortere Tid vilde kunne gøre Fodfolket uafhængigt af A rtilleriet. Man raadede ved Krigens Udbrud kun over et forholdsvis ringe Antal Minekastere af de tre oven omtalte Typer. Den tyske Industri var endnu paa dette Tid spunkt ikke i Stand til at forcere Fremstillingen. Man maatte derfor foreløbig gribe den Udvej at fremstille en hel Række forskellige Typer af lette, glatlobende Minekastere i stive Lavetter, samtidig med at man fremskyndede Fabrikationen af de reglementerede Kastere saa meget som muligt. Foruden alle de mere eller mindre improviserede Minekastere af stift System fremkom der under Krigen ogsaa en særlig Art Minekastere, som udskød Projektilet ved Hjælp af Trykluft. Da disse Pressluftminenwerfer paa Grund af deres Tilbehørs store Vægt ikke fik nogen større Betydning, skal vi ikke omtale dem nærmere her. Allerede i Krigens første Aar blev Kravet om en Forøgelse af Minekasternes Skudvidder aktuelt. Man ønskéde tillige at øge Sideretningsfriheden indenfor Affutagen, saaledes at man hurtigt kunde foretage store Maalvckslinger. Den lette Minekasters Skudvidde 1050 m ansaa man dog foreløbig for at være tilstrækkelig stor. Derimod forøgede man den middelsvære Minekasters Skudvidde fra 750 m til 920 m, idet man tilføjede en Tillægsladning.
Ved den svære Minekaster gik man en andén Vej, idet man indførte et lettere Projektil % schwere Wurfmine, hvorved man bragte Skudvidden op til 800 m. Det varede ikke længe inden disse Skudvidder maatte gøres endnu større. Da man efter 1916 gik over til en udpræget Gruppering i Dybden inden for Stillingssystemet for derved at svække Virkningen af Fjendens Ild, maatte man ogsaa nødvendigvis forøge Minekasternes Skudvidder, da ogsaa disse maatte grupperes i Dybden. Dette Krav blev saa meget des mere paatrængende, som det viste sig stedse vanskeligere at føre Ammunitionen frem i den fjendtlige Ild. Man gav derfor den lette Minekasters Rør en Fo rlængelse og forstærkede dens Ladning, saaledes at Skudvidden gik op til 1300 m. Samtidig forøgede man Sideretningsfriheden inden for Affutagen til 360°. Da det var tvilvsomt, om man uden gennemgribende Forandringer og langvarige Forsøg vilde formaa at sætte den svære og middelsvære Minekasters Præstationsevne i Vejret, søgte man midlertidig ad anden Vej at tilvejebringe en svær Minekaster, der havde den fornødne Skudvidde. Man tog da den paa det Tidspunkt eksisterende franske, svære 24 cm Vingeminekaster som Forbillede, da denne Pjece, som vi senere skal se, var de tyske, svære Minekastere absolut overlegen med Hensyn til Skudvidde.
I Januar 1917 havde man fremstillet de første svære Vingeminekastere, Sclnverer Fliigelminenwerfer (s. Fl. M. W.). Roret var glat, ret langt og af 24 cm Kaliber. Systemet var stift. Affutagen hvilede paa en svær, fastboltet Bjælkebrisk. Affutage og Brisk kunde deles i flere Stykker, af hvilke intet vejede mere end 200 kg. Kasteren udskød en 100 kg tung, vingestyret, torpedoformet Mine paa Afstande fra 400 m til 1500 m. Projektilet trængte ca. 4 til 5 m ind i Jord og frembragte ved sin Sprængning Tragte, hvis ovre Diameter var 7 til 8 m, og hvis Dybde var 2 til 3 m. Naar Projektilets Forsinke'sesanordning benyttedes, var det i Stand til ved Sprængningen at slaa overdækkede Rum med et indtil 10 m tykt Jordlag ind.
Vingeminekasterens Skudvidde forogedes efterhaanden til over det dobbelte af de rif ledes. Trods det kom den aldrig til at indgaa i den planmæssige Udrustning. Grunden hertil var dels den, at den var meget lidet bevægelig. dels at dens Skudsikkerhed har ladet en Del tilbage at ønske. Hndelig viste der sig stadig Vanskeligheder med Hensyn til Ammunitionens Funktionering, idet man med denne Pjece ligesom i Frankrig med de tilsvarende svære Pjecer ikke saa sjældent havde Mundingssprængere. I Begyndelsen af 1917 var man kommet saa vidt med Ny fremstillingen af svære, riflede Minekastere, at man kunde prøveskyde den første. Princippet i Pjecens Konstruktion var i alt væsent'igt det samme som ved s. M . W . a. A .; men der var foretaget saadanne Forbedringer, at Skudvidden knude forøges til 1000 m. Den nye Pjece fik Betegnelsen s. M . W . 16. Projektilets Virkning var omtrent den samme som den svære Vingemines. I Foraaret 1917 begynder ogsaa Nyfrernstillingen af m. M . W . 16., hvis Konstruktion ligeledes er baseret paa den tidligere Minekasters af samme Kaliber. Haand i Haand med denne Nyfremstilling gaar en Omdannelse af de hidtil benyttede Minekastere, saaledes at de i alt væsentligt faar samme Egenskaber som de nye. De paa denne Maade omdannede Kastere fik Ekstrabetegnelsen 16 a. I Løbet af Krigens sidste to Aar opstod der nye Opgaver for de lette Minekastere.
Da de engelske Tanks begyndte at optræde paa Kamppladsen, blev det nødvendigt at se sig om efter Vaaben, som kunde tage Kampen op med det nye Kampmiddel. Blandt andet forsøgte Tyskerne at anvende den lette Minekaster hertil. Der blev af Rheinische fremstillet en særlig Affutage til Kasteren, fra hvilken den kunde skyde i flade Baner. Den største Skudvidde, man kunde opnaa med Kasteren indlagt i denne Affutage, var 900 m. Affutagen var irnid’crtid vanskelig at transportere, og det var en stor Ulempe, at man sku'de lægge Minekasterrøret om fra den ene Affutage til den anden for at gaa over fra Kastning til Fladbaneskydning. Da derfor Kampene i Krigens sidste Aar til Tider atter fik B e vægelseskrigens Karakter, blev man nødsaget til at fremstille en Affutage, der gjorde det muligt for Fodfolket at føre den lette Minekaster med overalt igennem Terrainet, og som gjorde det muligt baade at benytte Pjecen som Kaste- og Fladbanepjece. Paa denne Maade opstod den nuværende lette Minekaster i Tyskland. Omend denne Pjece i Hovedsagen synes at tilfredsstille de fleste af de Fordringer, man stiller til Ledsagepjecerne, er der dog en Del Ulemper ved den. Naar Affutagen er anbragt paa Hjul, er det f. Eks. umuligt at skyde under mindre Elevationer end 12°, hvortil svarer en Distance af ca. 600 m. Maksimumsdistancen 1300 m er ogsaa for lille.
Trods disse Ulemper synes Tyskerne at have været meget tilfredse med den lette Minekaster i dens nye Skikkelse. I Løbet af Vinteren 1917— 1918 blev nern'ig A ffutagen ved alle de i Brug værende Minekastere ændret. Omtrent samtidig forsynede man den middelsvære Kaster med en Transportforstilling, der gjorde det muligt at føre denne Pjece forspændt med to Heste i Skridt 1 gennem Terrainet. Paa Veje kunde den endog paa kor- j tere Strækninger føres frem i friere Gangart. , T il Amunitionstransport har Tyskerne ved Minekasterformationerne benyttet nogle lette Karrer, forsynede med Gaffelstang og kørte enspændigt. Deres Transportevne var 40 lette eller 5 middelsvære Miner. Hver Minekaster var udstyret med to saadanne Karrer, som kørte frem og tilbage mellem Minekasterens Standplads og Ammunitionskolonnen. Medens man ved Krigens Begyndelse havde benyttet Kurve eller Kassepakning til de svære og middelsvære Miner, gik man i Krigens Løb over til at omgive disse Miner med tynde Brædder og Beskyttelsesringe af Pap som Føringsbælterne. Man fremstillede endvidere Brandhulspropper med et Øsken, i hvilket man kunde stikke en Stang ind, saaledes at to Mand kunde bære Projektilet mellem sig. Man sparer paa denne Maade en Del af Pak ningsvægten.
De lette Miner blev til at begynde med pakkede i Tornysterkasser med Bliklejer. Disse b’ev hen imod K rigens Slutning erstattede af meget lette Tornystre sammensatte af tynde Brædder, Minerne blev anbragt inden i disse i imprægnerede Paphylstre med fire i hvert T o rnyster. Medens Tyskerne efter alt at dømme har haft megen Gavn af alle de forskellige Minerkastertyper, saa længe Krigen var en Sti'lingskrig, synes det, at de kun har kunnet anvende den lette og til Nød den midde’svære Minekaster i større Maalestok i det Øjeblik, Bevægelseskrigen begyndte. At de til Gengæld regner paa, at disse to Typer vil kunne yde Fodfolket udmærket Støtte, vil fremgaa af nedenstaaende Udtalelse i Biermann: Lehr bueh fiir Minemverfer:
»Minekasteren er et af Infanteriets Fjernkampvaaben. T il disse hører desuden det svære Maskingevær og Infanterikanonen. Ved Hjælp af disse Vaaben kan Infanteriet optage Ildkampen paa større Afstande. I Forening med Artilleriet og Maskingeværerne baner Kasteren Vejen til Angrebet for Infanteriet og holder Angrebsbevægelsen i Gang ved at nedkæmpe enhver fjendtlig Modstand, som maatte vise sig. I Forsvaret letter den Stiklingens Fastholdelse og det sejrrige Modstød fra Forsvarernes Side. Kasteren supplerer Geværernes og Maskingeværernes Virkning i Særdeleshed med Hensyn til de modstandsdygtige og skjult opstillede Maal, f. Eks. fjendtlige Maskingeværer, Kanoner eller Kastere bag og under Dækninger.
Den erstatter Artillerivirkningen mod alle Maal paa korte Afstande, for saa vidt Antallet af Kastere og Skudvidden gør det muligt, saaledes at Artilleriet kan frigøres til Beskydning af Maal paa større A fstande, i Særdeleshed det fiendtlige Artil'eri. Kasteren kan endvidere gribe ind i Nærkampen endnu ma et Tidspunkt, paa hvilket Artilleriet vi'de udsætte egne Tropper for Fare paa Grund af Skudspredningens Størrelse, der er betinget ved den større Afstand, paa hvilket Artilleriet skyder. Paa Grund af sin krumme Bane kan dnn bekaste Maal, som Artilleriet ikke kan træffe, f. Eks. Maal i Stenbrud, bag stejle Skraaninger eller høje Mure. Den middelsvære Minekaster formaar med sin store Sprængladning at ødelægge Hindringer og stærke, overdækkede Rum, overfor hvilke Artilleriet er virkningsløst. Den svære Kaster hører ikke mere til Tropperne.«
(Fortsættes).
