LXXXII.
Paa den vestlige Krigsskueplads har Tyskerne ifølge forskellige Meddelelser benyttet Fo rholdene i Rusland til at styrke deres Position. Del nævnes, at der er overfort ca. 75,000 af de bedste Tropper fra Østfronten; men Tallet kan jo ifølge Sagens Natur ikke gøre Krav paa Nøjagtighed. Det er tidligere nævnt, at Tyskerne særlig samlede Tropper overfor den engelske Front og i Egnen ved Reims. Nu forlyder det, at der ogsaa koncentreres større Styrker i Egnen ved Metz. Langs Fronten er der foretaget talrige Rekognosceringer, og Artilleriet har været i stadig Virksomhed; men der er ikke sket noget af gennemgribende Betydning. Den største Kamp er ført i Egnen ved Cambrai, hvor Tyskerne den 31. December 1917 om Morgenen angreb den wallisiske Højderyg Syd for Marcoing paa en Front af henved 1200 m. Paa den sydligste Del af Angrebsfeltet trængte Tyskerne en Tid ind i de engelske Skyttegrave; men de blev paany kastede ud ved engelske Modangreb, og hele Skyttegravslinien forblev i engelsk Besiddelse.
Paa den italienske Krigsskueplads erobrede Italienerne den 24. December 1917 Monte Melago. Til Trods for, at der meldes om stærkt Snefald i Bjærgene, har Italienerne konstateret, at der stadig ankommer talrige friske Tropper overfor deres Front, baade overfor Fronten ved Piave og mellem Piave og Rrenta. Der er ogsaa blevet tilført Centralmagterne en stor Mængde svært Artilleri, og Italienerne venter en stor ny Offensiv fra Centralmagternes Side allerede i indeværende Maaned. Aarstiden maa dog nødvendigvis lægge saa betydelige Hindringer i Vejen for Centralmagternes Tilførsler, at man skulde synes den egnede sig mindre for en Centralmagtsoffensiv end for et større Angreb fra italiensk Side. Vinteren maa utvivlsomt være den mest kritiske Tid for de Centralmagtstropper, der slaar i Norditalien. Paa Fronterne uden for Evropa er der kun sket noget af Betydning i Palæstina.
Den 2G. December 1917 begyndte Tyrkerne et Angreb paa Jerusalem, efter at de havde faaet Forstærkning af en kaukasisk Division. 1 Dagens Lob rettede de 8 Angreb mod Stillingen Telelful, og endnu haardere var Angrebene Øst for Jerusalem. Det engelske Forsvar holdt imidlertid,, og medens disse Kampe stod paa. forberedte Englænderne et Modangreb, der blev rettet mod de tyrkiske Fo rbindelseslinier lien imod Bireh og Ramallab. Del Modangreb kunde Tyrkerne ikke modstaa, og i Løbet af den 27. trængte Englænderne ca. 4 km frem paa en Front af 13 km. Fremrykningen blev fortsat den 28. December, og den 29., da Kampen standsede, havde Englænderne erobret alle de højeste Punkter i Judæavandskellet og stod godt 16 km Nord for Jerusalem. Tyrkernes Tab i de 3 Dages Kamp anslaas til mindst 5000 Mand. Englænderne mener, at Tyrkerne for Tiden samler betydelige Troppestyrker mod Palæstinafronten fra Kaukasus og Mesopotamien, for at de under tysk Ledelse kan tilbageerobre Jerusalem. Man mener, at Tyrkerne vil sætte al mulig Kraft ind paa at naa dette Maal. og at Tyskerne vil støtte deres Bestræbelser i saa Henseende, saa meget de kan. Antagelsen bestyrkes en Del derved, at man fra tysk Side stærkt har fremhævet overfor Jøderne, at Tyrkerne vil sikre dem et Hjemsted i Palæstina paa gunstige.Vilkaar. Denne Erklæring skal aabenbart tjene til at berolige baade Jøderne og Kristenheden overfor et Fænomen som det, at en kristen Stat eventuelt hjælper Muselmændene til at tilbagevinde Jøders og Kristnes hellige Stad. som de nu endelig har mistet.
Som nævnt i forrige Artikel begyndte Fredsunderhandlingerne i BresL Litowsk den 22. December 1917 med, at de russiske Delegerede fremsatte deres Fredsprogram. Centralmagterne tog del til Efterretning, og den 25. December gav de et Svar, der i Hovedsagen gik ud paa, at de antog Princippet om cn Fred uden Anneksioner og Skadeserstatning. Derimod var der ret dybtgaaende Uoverensstemmelser vedrørende Nationalitetsprincippets Anvendelse. Uoverensstemmelsen var dog ikke større end, at man besluttede sig til at forisætte Forhandlingerne. De hlev imidlertid udsat til den 4.. Januar 1918, for at de øvrige Entenlelande kunde faa 'l id til at overveje, om de vilde deltage i Fredsforhandlingerne eller ikke. Denne Beslutning fremkaldte to megel vigtige og betydningsfulde Udtalelser, fra Lloyd George for Englands og fra Præsident Wilson for Amerikas Vedkommende, om Vestmagternes Krigsmaal. Udtalelserne er for omfattende til, at de kan gengives her. Det skal kun nævnes, at de i Hovedsagen var ens i Tendensen og at de bestemt kræver Flsass-Lothringens Tilbagegi vel se. Belgiens, Rumæniens, Serbiens og Monlenegros Genoprettelse, Nationalitetsprincippet respekteret med Hensyn til Italien, Polen og Tyrkiet samt, at de tyske Koloniers Skæbne skal afgøres under Hensyntagen til deres Befolknings Ønsker. Det fremhæves, at man ikke vil blande sig i Tysklands indre Anliggender, men tillige, at man ved Fredsforhandlingerne har Krav paa al faa klar Besked om, hvorvidt Centralmagternes Delegerede taler paa Rigsdagsflertallets eller paa Altyskernes og Militærpartiets Vegne. Der var imidlertid ogsaa en ret væsentlig Forskel paa de to Statsmænds Udtalelser, idet Præsident W ilson røbede megen Sympati for den russiske Revolution og Rusland, medens Lloyd George erklærede, at England ikke senere kan gøre Skridt for at hjælpe Russerne, hvis de nu sluttede en Separatfred. Rusland maa frelses af det russiske Folk. De to Programmer er blevet mødt med stor T ilslutning indenfor Vestmagterne. De engelske Arbejderorganisationer mente, at en international Arbejderkonference nu maatte have de største Udsigter til at hære Frugt, fordi Lloyd Georges Program ikke kunde undlade at gøre Indtryk paa de tyske Arbejdere og en Samtale med dem paa dette Grundlag maatte tjene til at fjerne meget af den Mistro mod Englænderne, som nu næres i tyske Arbejderkredse. Selv om den engelske Regering skulde gaa ind paa Tanken, er der dog næppe megen Udsigt til, at Planen skal blive realiseret, idet de amerikanske Arbejderorganisationer er bestemt imod en Konference, hvori alle, ogsaa Tyskerne, deltager, saalænge del tyske Demokrati ikke i Handling har vist, at de misbilliger det tyske Slatsprincip.
Imidlertid var Fredsforhandlingerne i Brest Litowsk ved at briste. Russerne kom ikke hjem derfra med den Sejr, som de havde bragt det russiske Folk lil at vente sig. De kom nærmest kun med et Nederlag, og ved stærkt farvede halvofficielle Telegrammer og Udtalelser synes de at have forsøgt at bibringe Offentligheden en falsk Forestilling om, hvad der var passeret. Dette, og en vderst paagaaende Agitation blandt de tyske Tropper paa Østfronten, vakte megen Bitterhed i Tyskland. Overkommandoen synes al have været utilfreds med Centralmagternes Holdning overfor Russerne, som den af militære Grunde fandt for imødekommende dens Anskuelser synes at være slaaede igennem paa toneangivende Steder. Resultatet blev i hvert Fald, al Centralmagternes Holdning pludselig blev strammet betydelig. i Russerne gav selv Anledningen, idet de den 3. Januar 1918 telegraferede, at de bestemt maatte forlange Fredsforhandlingerne fortsat paa neutralt Omraade og foreslog Stockholm. Ilerpaa svarede Centralmagterne, at de af tekniske Grunde ikke kunde gaa ind paa at ændre Forhandlingsstedet. Forhandlingerne var desuden blevet afbrudt under den udtrykkelige Forudsætning, af de skulde fortsættes i Brest Litowsk og deri fandt de ingen Anledning til at ændre noget. Endelig meddelte de den 4. Januar, at de opstillede Forudsætninger for Fredsslutningen maatte betragtes som bortfaldne, fordi der var blevet givne paa den Betingelse, at der skulde sluttes en almindejig Fred, og Vestmagterne ikke havde anmeldt deres. Deltagelse i Forhandlingerne. Situationen var yderst kritisk; men Russerne maatte have Fred, og T r o t s k i besluttede sig derfor til selv at tage til Brest Litowsk for at ordne Spørgsmaalet. Forinden sørgede den maximalistiske Regering dog for som Modtræk mod Centralmagternes Holdning at sikre sig Udtalelser fra Hæren om, at den vil fortsætte Kampen, hvis Centralmagterne ikke vil gaa ind paa Ruslands Fredsbetingelser. Megel Indtryk er disse Resolutioner dog ikke egnede lil at gøre hos Centralmagterne, der jo nøje ved, at den russiske Hær mangler alt for at kunne fortsætte Kampen med Eftertryk. og der bor vistnok i tiel liele taget ikke tillægges Russernes Manøvrer ret megen Betydning. Rigets Splittelse fortsættes. Finland og Ukraine vil være selvslændige, Itavkasusegnene og Dondistriktel synes at skulle følge Eksemplet. Nydannelserne er foregaaet under meget betydelige Rivninger med Maximalislerne. Der kæmpes ved Don og hersker nærmest Krigstilstand mellem Ukraine og Maximalistregeringen. Del er i del hele taget vanskeligt at skønne, hvor stor Magt. Maximalisterne har og hvor langt deres Herredømme strækker sig. Der er vel ingen, der rigtig ved det. ikke engang den maximalistiske Regering selv. Selv i de Egne. hvor de har Herredømmet er deres Magtstilling yderst usikker, og det tyder paa. at dette Herredømme nøje hører sammen med det russiske Folks Ønsker om Fred, saa nøje, at det er en Livsbetingelse for Maximalisterne at skaffe Fred, den blive da, som den kan.
Imidlertid samledes Fredsunderhandlerne paany i Brest Litowsk. For de russiske mødte der Delegerede for Republikken Ukraine, som oplog selvstændige, forberedende Underhandlinger med Centralmagterne. Endelig den 10. Januar blev der afholdt et Plenarmode. I dette fastholdt Centralmagterne, at Præliminærfreden skal afsluttes i Brest Litowsk, hvorimod de intet har imod, al den formelle Eredsslutning sker paa neutralt Omraade. Stedet kan gøres til Genstand for Fo rhandling. I samme Mode traadte Ukraines Repræsentanter frem og erklærede Ukraine for selvstændigt og forlangte at deltage i Fredsforhandlingerne. Russerne anerkendte Ukraines Krav som berettigede og Centralmagterne tog Selvstændiighedserkheringen til Efterretning. I SporgsmaaU‘1 om Forhandlingssledel gav Trotski efter for Centralmagternes Fordringer. Hvorledes det iøvrigt vil gaa med Forhandlingerne, er ikke lel at have nogen Mening om. Det kan dog antages, at Centralmagterne paa forskellige Punkter vil stille større Fordringer nu, end før.
Den 12/1 1917.
s. v. I.
