KONG FREDERIK VIII. 3. JUNI 1843—14. MAJ 1912.
Atter har den danske Hær mistet sin højstbefalende, atter sænker den sine - floromvundne Faner over en aaben Kongegrav. For 6 Aar siden mistede Danmark sin gamle Konge, Christian IX, og hans ældste Søn tog da Thronen i Arv. Nu har denne, Kong Frederik VIII, paa Hjemrejsen til sit Fædreland fra et Rekreationsophold i Syden efter en haard Sygdom pludselig lukket sine Øjne i Hamborg, hvorfra det tunge Budskab indløb hertil i Morges tidlig den 15. Maj. Alle havde haabet og ventet paa denne Dag at modtage Kongen igen sund og karsk efter Opholdet i Sydens varme Sol, men i Stedet for vil han nu med brustne Øjne blive ført hertil paa sit Kongeskib, medens Dannebrog vajer paa halv Stang fra Toppen.
Kongens Død er et stort Tab for vort Land, hvis Folk havde lært at skatte ham dels fra den lange Aarrække, hvor han som Kronprins færdedes iblandt os, dels fra den korte Tid. han som vor Drot havde taget Styret i Haand. Særlig Hæren har Grund til al sørge, ikke alene fordi han var knyttet til den fra sin tidligste Ungdom, men ogsaa fordi han ved enhver Lejlighed havde lagt sin varme Interesse for den og for dens Udvikling med Fædrelandets Forsvar for Øje for Dagen. Det er kun l'l-i Aar siden, at Hæren fejrede Kongens 50 Aars Jubilæum som Øflieer. idet han den 10. Oktober. 1800 indtraadte i den som Sekondløjtnant. Det var nogle faa Aar før vor ulykkelige Krig i 1804, i hvilken han som Kronprins med sin Faders Tilladelse drog til Krigsskuepladsen for sammen med Landets andre Sønner at værne om vort gamle Flag. Ved Jubilæet blev Kongens militære Løbebane nærmere skildrel; vi skulle derfor ikke komme ind herpaa paany, men slutte denne korte Meddelelse om Kongens Død med Forsikringen om, at hans Minde vil bevares i Hærens Rækker som iblandt det Folk, hvis ophøjede Styrer han var.
E. Tychsen.
