Ved krigens slutning var de gule pavilloner godt 40 år gamle og de røde næsten 20, og den rivende udvikling, der havde fundet sted såvel i behandlingen af sygdommene som i kravene til indretningen af et hospital, havde allerede tidligere foranlediget bygningstjenesten til at fremsætte forslag til ombygning af enkelte dele.
Dette gjaldt således først og fremmest køkkenet. I forslaget af 1744 omtaltes, at soldaterne i borgerkvartererne helt var hen vist til marketenternes mad, der bestod af sild, fisk og en enkelt gang kød. Denne kost kunne de syge ikke tåle, og hvis kaptaj nerne ikke havde egen husholdning, så de kunne bringe patien terne en skefuld bouillon, var de henvist til the eller varmt øl, der ikke gav kræfter. Der foresloges derfor, at der ved hvert re giments afdeling indkvarteredes en underofficer, hvis kone efter regimentsfeldskærens forskrift skulle lave maden til patienterne, og denne ordning indførtes ved oprettelsen af de små regiments lazaretter 1753. Ved indretningen af Garnisonssygehuset i 1818 ansattes en økonom, der for 19 skilling om dagen skulle indkøbe og tilberede maden i kælderen mellem de to porte. Når mad klokken lød, mødte stuékoneme ved kælderhalsen og fik maden udleveret.
Morgenmaden bestod af brød, smor og øl, til middag og af ten gaves enten vandgrød eller kødsuppe og kød, øllebrød eller bygsuppe. Til pynt på den noget ensformige mad kunne man købe mælk, fint brod og tobak hos portneren, der allerede havde liaft dette privilegium ude på Blaagaard-Lazarettet. Servicet be stod af tin, og stuekonerne fik derfor udleveret aske og hø til rengøringen, der naturligvis foregik i gulvspanden på sygestuerne. Først 1871 fik man glas, fajance og viskestykker, og endelig i 80’eme tekøkkener. Madens ensformighed blev ofte kritiseret, og en af overlægerne understregede stærkt, at maden skulle være de likat, så den fik patienterne til at spise med glæde, hvorved de hurtigere kunne få kræfterne igen. 1949 ændredes spisereglemen- tet, og efterhånden forbedredes det så meget, at det under første verdenskrig regnedes for det fyldigste i landet.
Ved opførelsen af Epidemihospitalet blev økonomibygningen gjort noget større end nødvendigt til de 250 portioner, der skulle bruges på dette hospital, af hensyn til den forventede udvidelse, men naturligvis langt fra til de 800 portioner, der nu skal leveres. Den blev også anbragt længst mod øst for at komme til at ligge centralt ved udvidelsen. I dens kælder er oplagsrum og nu smørre- brødskøkken. Midt i forste etage ligger det store køkken. Det har tre kedler og et grydebord, en større dampkedel, kartoffel koger, to dainpvarmeborde og fritstående komfur. Øst for køkke net er forrådsrum og opvask, og vest for det udleveringen. Alt er udnyttet i den grad, at der ikke findes omklædningsrum m. m. til personalet, og en udvidelse er altså ikke mulig. Efterhånden som fordringerne til diætmad er steget, har det været nødvendigt at anbringe gasapparater på de mærkeligste steder i rummet.
En anden bygning, der i høj grad trængte til fornyelse, var lighuset. Da Garnisonssygehuset indrettedes i 1818 byggedes et lille lighus i forgården foran officerslazarettet for 1870 at blive flyttet om i baggården. Det var både indrettet til lighus, hvorfra de døde kunne udleveres til følget, og til obduktioner. Afløbet fandt sted til den store rendesten, der gennem Nyboder førte til Citadelsgraven ved Østerport, men da der senere fandt en delvis kloakering sted, førtes afløbet hertil, men endnu 1874 klagedes over, at der førtes såvel flydende som faste bestanddele fra lig huset gennem den åbne rendesten til kloakken. Lighuset var oprin delig kun beregnet til døde fra hospitalet, men da mange lejlig heder i byen var for små, til at begravelserne kunne foregå her fra, blev det tolereret, at kisten aftenen før begravelsen førtes her til. På Søetatens Hospital byggedes først 1850 et lighus, og dette var så meget mærkeligere, som marinens døde normalt begrave des i vidiekister, der dog fra 1811 i de tre sommermåneder er stattedes af trækister. Hærens dode begravedes så vidt muligt i trækister, der dog ikke altid har været gode nok eller været sæn ket dybt nok, for 1763 indskærpedes det, at de skulle være så stærke, at de ikke som hidtil for hurtigt faldt sammen, og at gravene skulle være tre alen dybe. Selv de uærlige slaver blev fra 1823 begravet i trækister. På Marinehospitalet fandtes ligstue og sektionsrum i kælderen og et særligt lighus i gården, hvorfra ud leveringen kunne finde sted med maner.
På Epidemihospitalet kunne der selvfølgelig ikke være tale om udlevering direkte til de pårørende, og lighuset bestod derfor kun af forstue med adgang til ligstue og sektionsrum. Ved ud videlsen af hospitalet faldt denne begrundelse bort, og der frem sattes flere gange forslag om ombygning således at der kunne finde udlevering sted under passende former. Det var også uheldigt, at det var kommen til at ligge midt i hospitalets område, så ligtogene skulle passere samtlige sygeafdelinger, og man foreslog derfor et nyt lighus med kapel lagt med direkte udgang til Jagt vejen. Men det strandede på økonomien.
Et tredie bygningsprojekt gik ud på at opføre en nybygning til røntgenafdeling og apotek. Førstnævnte var oprettet 1904, og under ledelse af den fremragende dygtige overlæge Fischer kom det hurtigt til at spille en overordentlig stor rolle. Ved indrettel sen af Militærhospitalet anbragtes den i Østre Patientbygning un der operationsstuerne, men denne plads slog snart ikke til, selv efter at officersafdelingen havde måttet aflevere to stuer. På grund af det store antal patienter blev ventetiden ofte lang, og vente værelset overfyldtes af værnepligtige og mandlige og kvindelige bårepatienter, der var udsat for stød i det lille rum. Afdelingens lamper og apparater var også udsat for stor overbelastning, så det kimne være nødvendigt at standse behandlinger eller undersøgelser, for at røntgenrørene kunne blive afkølede.
Apoteket kunne heller ikke klare sig med de små rum, det disponerede over i administrationsbygningen, der for den sags skyld også trængte til en ændring. Fra oprettelsen af Det kgl. Vaisenhus havde det haft privilegium på leverancen af medicin til garnisonen, medens hofapotekeren allerede fra langt ældre tid havde forpligtelse til at udruste feltapoteket. Sygehuset rekvirerede medicinen, og underkirurgerne dispencerede den til deres re gimenters syge såvel på hospitalet som i kvartererne. Efter ændrin gen i 1842 foretoges dispenceringen af de tre underlæger, men kun til de indlagte patienter. Efter udbruddet af treårskrigen blev arbejdet for stort for lægerne, og der ansattes en cand. pliarm. som dispensator. Han tilberedte selv en del medikamenter, men pladsforholdene var meget indskrænkede, så han måtte benytte budets køkken hertil. Senere fik han nok sit eget køkken, men forholdene vedblev at være meget indskrænkede, især da han fra 1862 også skulle levere veterinærmedicin til hele hæren.
1916 blev denne ordning ændret, idet dispensator blev m ilitæ r apoteker, og dispensationsanstalten ændret til et rigtigt apotek, der skulle levere medicinalvarer til de tre militære sygehuse, hæ rens og flådens afdelinger og skibe. Personalet kom samtidig til at bestå af apoteker, nogle tilkommanderede farmaceuter, en la boratoriebetjent og en å to koner.
Ved overflytningen til Militærhospitalet indrettedes lokaler i administrationsbygningens vestlige ende med officin og kontor i ]’ etage og fabrikslokaler i kælderen. Allerede 1932 overtog apo teket leverancen af medicin til Grønland, og fra 1939 oparbej dedes en særlig mobiliseringsbeholdning. Efter krigen er fordrin gerne til dets ydeevne steget enormt. Medens man 1929 kunne nøjes med apoteker, en kandidat, en defektrice og et par koner, er man nu oppe på apoteker, fem kandidater, ti defektricer, seks rengørersker og syv laboratoriebetjente, og medens man i 1946 leverede næsten tre millioner tabletter og piller, er tallet nu oppe på 10 millioner.
En følge af denne voldsomme stigning var naturligvis, at lo kalerne ikke slog til, der manglede lagerplads, plads til personale, tabletteringsrummet havde ingen vinduer, og arbejdet med de stærkt brandfarlige vædsker måtte finde sted i selve bygningen. Dette førte til klager fra personale og fabrikstilsyn, og da der ikke var mulighed for gennemgribende ændringer i administra tionsbygningen, måtte man tænke på lokaler i en nybygning.
Allerede da Militærhospitalet blev taget i brug, havde Rigs hospitalet fået ret til at benytte en del af Vestre Patientbygning, og nu i 1948 rådede det over hele denne bygning og en del af pavillon VIII med ialt 150 senge, og dette tal forlangtes nu yder ligere forøget. Dette havde haft til følge, at den epidemiske af deling var blevet nedlagt og patienterne henvist til Blegdamshospi talet. Dette kunne tildels forsvares, idet antallet af patienter, der led af visse smitsomme sygdomme, var taget stærkt af. Det skyld tes vel dels den forøgede hygiejne, dels at de fleste har haft børne sygdommene som små takket være den udvidede samfærdsel, og endelig at de fleste af disse sygdomme fik et kortere forløb takket være de moderne behandlingsmetoder. I 1894 indlagdes 155 for skarlagensfeber, 1907 var tallet faldet til 15, 1913 til 9 og i 1932 indlagdes kun 1 patient. For difteri var de tilsvarende lal 185, 30, 19 og 0, for fåresyge 289, 161, 31 og 1, men 1942 pludselig 149 og 1947 201. De sygdomme, der frygtes mest i krig tyfus, dysenteri o. s. v. forekom næsten ikke i fredstid. Derimod havde man endnu ikke fået bugt med halsbetændelserne, der i vinter månederne hærger slemt ved regimenterne, og medicinsk afdeling havde således 10/1 1931 foruden dens 156 hospitalssenge 219 senge belagt i barakker.
Men netop nu måtte man skaffe plads til tuberkulosestationen. I 1938 begyndte søværnet en planmæssig undersøgelse for tuber kulose af alt personel ved Centraltuberkulosestationen i København, og 1941 fulgte hæren efter ved et transportabelt gennem lysningsapparat. Efter befrielsen voksede styrkerne stærkt, og un dersøgelserne for Hærens vedkommende måtte deles således, at personel fra København og nærmeste omegn i 1945— 46 blev un dersøgt ved Centraltuberkulosestationen i København, medens fol kene i det øvrige land undersøgtes af Seruminstituttets tuberku losestation. 1946 samledes undersøgelserne igen, og man lejede en vogn af Sundhedsstyrelsen, in d til nogle nybyggede vogne kunne tages i brug 1948, og dette år foretoges 27.000 undersøgelser.
I 1949 oprettedes Forsvarets Tuberkulosestation til undersø gelse af alt forsvarets personel, og antallet af undersøgelser er nu oppe på c. 60.000 årlig. Yed siden af den ambulante station viste det sig formålstjenligt at indrette en fast station på Militærhospi talet, hvor de blev anbragt i kælderen under pavillon X, og an tallet af undersøgelser her er steget fra e. 1000 i 1949 til c. 6000 nu. En tuberkulosestation må kun foretage undersøgelser, og der for blev de personer, man ønskede nærmere observeret, indlagt på medicinsk afdeling, hvor tuberkuloseoverlægen fungerede soan kon sulent. Det drejer sig kun om c. 100 om året, men da de hyppigt ligger to til tre måneder på hospitalet, tager de jo forholdsvis megen plads op. Viser der sig tilfælde af aktiv tuberkulose, og patienterne ikke hører til forsvarets faste personale, bliver ved kommende kasseret og overført til et af sanatorierne til videre behandling.
Kort tid efter oprettelsen af tuberkulosestationen måtte der også skaffes plads på hospitalets grund til Flyvemedicinsk Insti tut. Da de første flyvestyrker oprettedes indenfor søværnet og hæ ren i 1912, vidste man i virkeligheden intet om de fordringer, der burde stilles til en flyver, og man nøjedes derfor med en attest fra afdelingslægen om, at aspiranten var kraftig med godt hjerte, syn og hørelse, men allerede under første verdenskrig viste dette sig ikke tilstrækkeligt. Professor Alfred Lehmann begyndte der for nogle psykofysiske studier ved Universitetet og udarbejdede en række prøver til brug ved udtagelsen, der skulle foregå dels på Universitetet, dels på Flyveskolen. Samtidig havde dr. H. C. Brinck kastet sig oiver studiet af de fysiske påvirkninger, flyverne var udsat for, og fra 1923 til 1933 knyttedes ban til udtagelses udvalget, hvorefter han afløstes af nuværende stabslæge K. H. Smith.
Mellem krigene gennemgik flyvemaskinerne en voldsom ud vikling. Hastigheden og manøvreevnen steg stærkt, og man kunne gå op i højder, hvor luften var så tynd, at iltmanglen påvirkede centralnervesystemet, og hurtigt nedsatte syn, hørelse og opfat telsesevne. M en det viste sig snart, at modstandsevnen herim od var forskellig hos flyverne, og man måtte derfor også undersøge aspi ranternes reaktion overfor iltmanglen.
Under anden verdenskrig steg kravene yderligere, og det blev nødvendigt at skaffe muligheder for videregående studier og eks perimenter i samarbejde med specialuddannede hjerte-, øjen- og ørelæger. Der oprettedes derfor et Flyvemedicinsk Institut, der 26’ oktober 1950 fik stillet en barak til sin disposition på den plads, der oprindelig var beregnet til sundhedstroppernes kaserne, og fra efteråret 1952 ansattes særlige afdelingslæger ved øjen- og øreklinikkerne. Efterhånden har det vist sig nødvendigt, at også de ældre flyvere hvert andet år må gennemgå apsirantprø- verne ved instituttet, og da hertil fordres en del store apparater og særligt indrettede rum, måtte man tænke på at skaffe insti tuttet en fast bygning.
Endelig havde man udarbejdet en plan til et barakhospital. Det var naturligvis uheldigt hvert år, når forkølelsesepidemierne sprængte Militærhospitalets rammer, og lejrenes infirmerier var overbelagt, at skulle benytte de midlertidige infirmerier rundt om i byen. Da nu efter krigen gymnastikskoIen igen kom i gang, og det var nødvendigt at benytte hvert ledigt rum til indkvarte ring, og man måtte være klar over, at man skulle aflevere infirmeriet i Stokliusgade til Polyteknisk Læreanstalt, måtte man søge at indrette et infimieri, der lå så tæt ved Militærhospitalet, at man kunne nyde godt af dets sygeafdelinger og specialklinikker m. m. Der udarbejdedes derfor en plan til et barakhospital på 200 senge, liggende på en af de boldbaner, ministeriet havde ud lejet lige nord for hospitalet. Planen gik ud på at bygge fem pavilloner, hvoraf den midterste skulle rumme modtagelse, kokken m. m., medens de fire andre hver skulle indeholde 50 senge. Barakkerne var omtrent på midten forbundne med en bygning, der indeholdt forbindelsesgang, toiletter, bad o. s. v. Men som det var gået med de andre projekter, var dette også strandet på penge mangel.
Samtidig klagede klinikcheferne over pladsmangel, idet øjen- klinikkens patienttal var firdoblet, øre- og hudklinikkernes tre doblet, og fysiurgisk kliniks fordoblet efter, at de var flyttet tid i Militærhospitalet.
De ovenfor omtalte projekter var udarbejdet uden at byg ningstjenesten havde haft mulighed for at danne sig et overblik over arbejdernes rationelle indpasning i den fremtidige udnyt telse af hospitalet. M en i september 1948 ønskede m inisteriet det tidligere projekt om barakkehospitalet genoptaget og nye planer udarbejdet for køkken, røntgenafdeling, apotek, kapel og des infektionsanstalt.
Dette havde til følge, at bygningstjenesten foretog en analyse af hele hospitalet, og i slutningen af november 1948 fremsendtes en længere redegørelse over hospitalets tilstand. Det udtaltes heri, at det var stærkt præget af at være opfort i flere etaper, omkring 1903, 1928 og endelig kort før og under krigen.
Medicinsk afdeling, der oprindelig havde ligget samlet i Vestre Patientbygning, var nu splittet i den største del af pavil lonerne, medens øjen- og øreklinikkerne delte pavillon V, der slet ikke egnede sig hertil, og hudklinikken rådede over pavillonerne T og II. Dertil kom, at fysiurgisk klinik havde fået sin egen byg ning, og dette havde til følge, at et uforholdsmæssigt stort antal patienter måtte transporteres rundt fra den ene bygning til den anden under åben himmel uden hensyn til vejret.
De gamle gule og røde bygninger svarede ikke længere til nutidens krav. Særlig led de under mangel på birum, hvorved man forstår alle de rum, der er nødvendige på en sygeafdeling udover sygestuer og lægeværelser, altså toiletter, bad, køkken, skyllerum, omklædningsrum og depoter til sengetøj, bækkener o. 1. og pa tienternes ejendele. Af de normerede 538 senge kunne alligevel 219 i Østre og Vestre Patientbygning karakteriseres som hospitals senge, medens de 319 i pavillonerne kun kunne regnes som infirmerisenge, dels på grund af manglende birum, dels på grund af den spredte beliggenhed, en ulempe, der kun kunne hæves ved et udstrakt tunnelsystem under 'hele terrainet med elevatorforbin delse til de enkelte bygninger. De nyere pavilloner V II— X til fredsstillede ikke sundhedsstyrelsens krav ved opførelsen, og man kunne ikke vente, at deres hospitalsmæssige anvendelse ville blive tolereret i længden. Derimod ville de godt kunne bruges som in- firm erier, hvor livet var m indre hospitalspræget og mere kasemeagtigt.
Forholdene i kokken, desinfektion, kapel og apotek var gan ske uholdbare, og det måtte anses for absolut nødvendigt, at disse institutioner bragtes i orden, før man gik i gang med udvidelse af sengetallet, da sygehuset ellers stadig ville være belastet med en underdimensionering og de deraf følgende unaturlige arbejds forhold og mangel på teknisk kunnen. Man måtte også fraråde, at man som hidtil placerede udvidelser og nybygninger på til fæ ldige ubebyggede arealer.
De organiske dele, et hospital består af, kan naturligt deles i tre hovedgrupper: sengeafdelinger, behandlingsafdelinger og økonom iafdelinger.
Sengeafdelingerne kan efter patienternes tilstand deles i ho spitalsafdelinger, som nødvendigvis må stå i direkte forbindelse med behandlingsafdelingerne således, at patienterne ad den kor test mulige vej kan transporteres derhen uden at blive udsat for store rystelser end sige komme under åben himmel, og i infir- meriafdelinger, der skal tage sig af de lettere tilfælde, som man absolut ikke kan lade ligge på en blæsende og gennemkold be lægningsstue uden tilsyn.
Behandlingsafdelingerne var nu spredt over hele terrænet, men burde i stedet samles i een bygning, centralt beliggende for samtlige hospitalsmæssige sengeafdelinger og med en letfattelig tilkørsel fra hospitalets hovedindgang af hensyn til sygevogne og ambulante patienter. Denne behandlingsbygning skulle omfatte:
a. almindelig operatdonsafdelmg,
b. hjernekirurgisk operationsafdeling,
c. røntgenafdeling,
d. fysiurgisk afdeling,
e. laboratorium ,
f. klinik for øjensygdomme,
g. klinik for hals-, øre- og næsesygdomme,
h. tandklinik, og eventuelt
i. klinik for hud- og kønssygdomme, idet man måske ønskede de dermatologiske patienter isolerede, og dette kunne i så falid ske ved at samle klinik og afdeling i en tilbygning til en af pavillonerne.
Økonomiafdelingerne, der omfattede køkken, varmecentral, desinfektion og værksteder, foresloges samlet og indhegnet som en enhed med bekvemme adgangsforhold fra de offentlige veje. På grundlag af denne analyse foreslog bygningstjenesten der efter, at der opførtes en behandlingsbygning med tilknytning til tunnelen mellem Østre og Vestre Patientbygning og i tilknytning
til den et par nye sengebygninger. Herved ville hospitals- og be handlingsafdelingerne komme til at danne et samlet hele. For at skaffe så megen ro som muligt i dette område, foresloges det at flytte hovedindgangen fra adm inistrationsbygningen til porten vest for fysiurgisk klinik. Herfra gik i forvejen en vej med Vestre Patientbygning til højre og økonomibygningerne til venstre tværs gennem terrænet, og ved at forlænge den kunne man skabe en naturlig tilkørsel til behandlingsbygningen. Infirm eriafdelingerne skulle indrettes i de gamle pavilloner og ville herved blive samlet i terrænets vestre del. Den bygning, der hidtil benyttedes som fysiurgisk klinik, foresloges benyttet dels til udvidelse af kon torerne, dels til modtagelse, der kun skulle bestå af en enkel vi sitation således, at patienten uden at skulle føres ud af ambulancen derfra kunne dirigeres direkte til sygeafdelingen.
Køkkenordningen foresloges ændret således, at det gamle køk ken skulle benyttes som afdelingskøkken for infirmeriafdelingerne. I en nybygning skulle indrettes depot og råkøkken, medens ma den til hospitalsafdelingerne skulle færdiggøres i filialkøkkener ved de enkelte afdelinger, hvorved lægerne kunne få direkte ind sigt med tilberedelsen af de forskellige diætretter.
Analysen sluttede med et skitseprojekt omfattende behand lingsbygningen og den dertil hørende Vestre Sengebygning ud færdiget af chefen for Nordsjællandske bygningsdistrikt, oberst løjtnant Richard Nielsen, og arkitekt Jean Deleuran. I forbindelse hermed foresloges, at udvidelsen af gammelt køkken, opførelse af råkøkken med depot, kapel og desinfektion sattes i gang sam tidig således, at de kunne være færdige til at blive taget i brug, når de to hovedbygninger var klare, og først derefter skulle man gå i gang med ændringer af patientbygninger og pavilloner.
Efter at bygningstjenesten havde indsendt skitseforslaget, fandt der en række forhandlinger sted med finans- og boligministerierne, sundhedsstyrelsen, lægekorpset, hospitalet o. s. v., hvorefter krigs ministeriet gav tilladelse til, at deT udarbejdedes et detailfor slag, der derefter 29. april indsendtes til finansministeriet med anmodning om en bevilling.
Efter en del forhandlinger gav finansudvalget den 23. februar 1950 sin tilslutning til første etape af moderniseringen af hospi talet ved at tillade opførelsen af behandlingsbygningen og Vestre Sengebygning, sanering af køkkenforholdene og indretning af fi- lialkøkkener, grundlæggende etablering af et infimneri samt op førelsen af et nyt kapel med sektionsstue og offentlig sikkerheds rum, hvilket sidste dog skulle betales af civilforsvarsstyrelsen. Der bevilgedes straks en første rate, medens de resterende beløb skulle optages på de respektive kom m ende finanslove.
Bygningstjenesten gik straks i gang med forhandlinger med overlæger, hospital m. m. og lod på grundlag heraf udarbejde de endelige detailprojekter således, at man kunne påbegynde ar bejdstegninger, udbyde licitation o. s. v. Samtidig nedsattes et byggeudvalg, hvori de interesserede parter var repræsenterede ved bygningsdistriktets chef, hospitalets inspektør og lægerådets sekre tær. Det havde til opgave at behandle de principielle spørgsmål, medens de tekniske detailler søgtes ordnede ved direkte forhand ling mellem arkitekter, rådgivende ingeniører og overlæger. Men under opførelsen er en del overlæger blevet udskiftet, og nye ideer er dukket op, og dette har haft til følge, at der måtte fore tages en del ændringer i de oprindelig udarbejdede planer for de enkelte afdelinger. Herunder fratrådte arkitekt Deleuran og blev efterfulgt af arkitekt Jacobsen, der dog afgik 25/2 1956, hvorefter arkitekt Jørgen Selchau kom til at fuldføre arbejdet.
10. september 1951 kunne man endelig tage det første spade stik. Ligesom ved hospitalets forrige udvidelse måtte arbejdet finde sted efter en verdenskrig med den deraf følgende voldsomme uro på pengemarkedet således, at et overslag kunne være forældet, næsten inden det var færdigt, og der indtrådte også forsinkelser, fordi der var vanskeligheder ved fremskaffelse af materialer og håndværkere. Derimod slap man for de strejker og lockouter, der forrige gang havde sinket byggeriet så meget.
Kort efter nytår 1956 var bygningerne så vidt færdige, at man kunne påbegynde indflytningen, der fandt sted således, at kli nikkerne og kirurgisk afdeling var på plads mellem den 28. januar og 27. februar, medens nervekirurgisk afdeling først flvttede den 5. april og laboratoriet sidst.
Opførelsen af de andre bygninger, der var omtalt i finans udvalgets skrivelse, blev en del forsinket. Kapellet havde man tid ligere tænkt anbragt med direkte udkørsel til Jagtvejen, men civilforsvaret havde forlangt, at der skulle opføres et stort be skyttelsesrum i haverne i hospitalets sydøstlige hjørne beregnet på de mange trafikanter på Tagensvej og beboerne i de store ejendomme syd for vejen. Man besluttede derfor at anbringe ka pellet ovenpå beskyttelsesrummet således, at de fik fælles udgang til Tagensvej, men så standsedes arbejdet her.
Opførelsen af råkøkkenet er også blevet forsinket. Som nævnt var der 1949 indrettet plads til Flyvem edicinsk Institut i en in terimistisk barak, men nu forlangte ministeriet, at man under de tailprojekteringen skulle behandle spørgsmålet om dets endelige placering, og man besluttede derfor at standse køkkenets opførelse, til dette spørgsmål var endelig afgjort.
I eftersommeren 1954 var man så vidt færdig med planerne, at man kunne gå i gang med opførelsen af råkøkkenet, og man fik også rejst plankevæ rket uden om byggepladsen, da alle m i litære byggearbejder, hvorom der ikke var sluttet kontrakt, blev standset ved septemberforliget i 1954. Filialkøkkenet i Vestre Sen gebygning blev naturligvis indrettet, derimod er filialkøkkenerne i Østre og Vestre Patientbygning ikke påbegyndt, da det jo først var beregnet, at de skulle træde i funktion, når råkøkkenet var færdigt, og de blev derfor ramt af spærringen i 1954.
Behandlingsbygningen med tilknyttede sengebygning er som nævnt anbragt i forbindelse med tunnelen mellem Østre og Vestre Patientbygning, det vil sige bag sygeplejerskeboligen. Den 7-etager høje behandlingsbygning indeholder klinikker, operationsafdelin ger og røntgen, hvilket fylder seks etager, medens de øverste er indrettet til opholdsrum for personalet. Vestre Sengebygning inde holder laboratorium, fire sengeafdelinger og øverst filialkøkkenet. Disse to bygninger er forbundet ved en mellembygning, der inde holder trapper, elevatorer m. m. Tilkørsel finder sted ad vejen mellem Vestre Patientbygning og økonomiafdelingerne og derfra vest om den nye sengebygning til en vognholdeplads nord for bygningerne. For at skaffe tilstrækkelig plads til tilkørsel og par kering blev det nødvendigt at udvide hospitalets område ved en 13 m bred strimmel af det areal, ministeriet havde lejet ud til Akademisk Boldklub, men det medførte, at ministeriet måtte afstå isdn ret til hele dette område mellem Nørre Allé og Jagtvejen til undervisningsministeriet, der jo har ladet Universitets byen opføre på resten af Nørre Fælled. Dette var ret uheldigt, idet man der havde tænkt anbragt løbe- og boldbaner til optræ ning af rekonvalescenter fra infirmeriafdelingen, noget, der nu ikke kan skaffes plads til i det i forvejen stærkt bebyggede areal, der yderligere skal beskæres til en udvidelse af Tagens Vej.
Indretningen af de enkelte etager af behandlingsbygningen måtte naturligvis udelukkende foretages efter de krav, der stil ledes til deres anvendelse, og da disse er meget forskellige, enten der nu tales om en klinikafdeling eller en operationsafdeling, valgte man at bryde med den traditionelle byggemetode, hvorefter de kraftige ydermure og de spinklere skillevægge alle deltager i understøttelsen af etageadskillelserne og taget. Dette har til følge, at man ikke kan ændre ruminddelingen ved at fjerne en væg uden på anden måde at skaffe fornøden understøttelse for loft og tag. Man valgte derfor at opføre behandlingsbygningen som en søjlekonstruktion bestående af fire rsekker søjler, der ligesom etageadskillelser og brystning var støbt i jernbeton, således at ydermurene nu kun fik til opgave at isolere mod vind, vejr og tem peratur. I modsætning hertil besluttede man at opføre mellem bygninger og sengebygning som helstøbte jernbetonkonstruktioner med bærende ydermure og skillerum.
Etagerne i behandlingsbygningen er delt på tværs i lige store fag på 1,35 m. I hvert fag findes installationer for lys, varme og ventilation således, at et hvert rum altid vil være komplet ud styret, når man anbringer væggene ved sammenstødet af fagene. Skillevæggene deltager ikke i understøttelsen af de ovenliggende etager og behøver derfor ikke at være kraftigere, end deres iso leringsopgaver kræver, ligesom man kan anbringe dem på den fordelagtigste måde for etagernes specielle anvendelse og ved en ændring i ruminddelingen kan flytte væggene uden hensyn til den bærende konstruktion.
Behandlingsbygningen og mellembygningerne.
Princippet i behandlingsbygningen er, at de enkelte etager i selve hovedfløjen helt anvendes til en enkelt behandlingsafde ling eller to klinikker. Mellembygningerne danner forbindelse til sengebygningen, i midten og mod nord indeholder de trapper, to person- og to båreelevatorer, medens den sydlige trediedel tæn kes anvendt som udvidelsesmulighed for henholdsvis senge- og behandlingsbygningen. I forbindelse med sengebygningen kan ind rettes en 3-sengsstue og i forbindelse med behandlingsbygningen f. eks. personalerum, idepot, behandlingsrum o. s. v. Bygningens langsider vender sydvest og nordøst, og personalets opholdsrum er derfor så vidt muligt anbragt langs solsiden, medens behand lingsrummene er fordelt over midten eller langs nordsiden. Kælderetagen er optaget af ingeniørrum, og fra trappebygningerne kan man gå ind i tunnelsystemet.
De tre nederste etager er optaget af klinikker. I april 1888 trådte en klinik for øre-, næse- og halssygdomme i funktion, og en månedstid efter fulgte øjenklinikken, begge under ledelse af specialister, der til tider samtidig var servicechefer. De rådede over en konsultationsstue, hvor operationer også fandt sted, vente værelse og to sygestuer med 13 senge. Det varede ikke længe, før man blev klar over fordelen ved dette arrangement, og fra april 1891 åbnedes ligeledes en klinik for hud- og kønssygdomme, der fik tre sygestuer med 30 senge. Fra juli samme år ansattes en massør, og 1896 oprettedes tandklinikken.
Parterret er indrettet til fysiurgisk afdeling, hvis kontor og lægeværelse findes i østre trappebygning. Fra trapperummet kommer man ind i et stort venteværelse, på livis sider findes tre undersøgelsesrum. Fra venterummet fører en dør mod syd til mas sageafdelingen, hvor der langs ydermuren er 12 massagerum. Mod nord fører en anden dør til badeafdelingen, der optager resten af parterret. Endelig findes i vestre mellembygning et behandlingsrum.
1. etage er delt mellem klinik for øre-, næse- og halssygdo me mod øst og tandklinik mod vest. For førstnævntes vedkommende er operationsstue m. m. anbragt i mellembygningen. Fra trappe rummet kommer man ind i en gang, der fører gennem bygningen, hvilket også gælder de næste fire etager. Langs solsiden ligger venterum, værelser for læger, sekretær, i midten mørkekammer og behandlingsrum, medens andre behandlingsrum, lydrum o. 1. findes langs nordvæggen. Tandklinikken har adgang fra vestre mellembygning, hvor der findes en 2-sengsstue. I afdelingen fin des langs solsiden tandklinik, sterilisation og tandlægens værelse. I mdten sekretær, røntgen m. m., og langs nordm uren syv klinik rum adskilt ved skærmvægge.
2. etage er ligeledes delt. Mod øst ligger øjenklinikken med operationsalfdeling i mellembygningen. Fra trapperummet ind i gangen med værelser for overlæge, venteværelser og kontor langs solsiden, mørkerum i midten og behandlingsrum langs nordmuren. M od vest findes hudklinikken, hvis overlæge har værelse i m el lembygningen, medens der inde i afdelingen findes kontorer, vente værelse, baderum og røntgenterapi, i midten sekretær, venteplads og forskellige skyllerum og mod nord konsultation og behand lingsrum samt værelser til sygeplejerskerne.
3. etage indeholder neurokirurgisk operationsafdeling, søn den for gangen ligger værelser til læger, sekretær, kontor, under søgelsesrum, mørkerum, sygeplejerskerum og pakkerum. På den anden side af gangen findes i midten røntgenfoto, encefalografi, vaskerum og venterum, medens der langs nordmuren ligger tre operationsstuer med tilhørende narkose- og sterilisationsrum, væ relse for narkoselæge og to undersøgelsesrum. I vestre mellembygning findes kontor og i østre et bibliotek. I loftet over den østre operationsstue findes et vindue 2 X 3 m, der fører op til et auditorium med teatralsk opstillede pladser, så de studerende herfra kan følge operationerne.
4. etage omfatter almindelig operationsafdeling og anæsthe afdeling. På solsiden findes der ligeledes lokaler for personale, undersøgelsesrum m. m., medens det ovennævnte auditorium, fire operationsstuer med tilhørende sterilisationsrum og i midten anæsthesiafdelingen er anbragt på skyggesiden. I mellem bygningen er indrettet centralautoclave og i vestre stuer til overlæge og sygeplejersker.
Man ved ikke nøjagtigt, når den første operationsstue indret tedes på Garnisonssygehuset. Der fandtes en i 1847, men den blev betragtet som overflødig, kunne ikke opvarmes og benyttedes mest som kvarter for sygepassere. I 1880’erne indrettedes en operationsstue ved hver service, men de var små og uhensigtsmæssige, og derfor indrettedes en stor i 1894 til fælles brug, medens de små benyttedes som forbindingsstuer o. 1. Denne fælles operations stue underlagdes 1911 2’ service, forgængeren for den nuværende kirurgiske afdeling, som ved overflytningen til Militærhospitalet fik to operationsstuer.
Den første større operation under bedøvelse blev foretaget i oktober 1846 i Amerika, og den vakte så stor opmærksomhed, at den allerede inden et halvt års forløb var prøvet på tre af Københavns hospitaler, bl. a. Gamisonssygehuset. Forsøgene faldt heldigt ud, og ved udrustningen af ambulancerne til felttoget i 1849 var de udstyret med de fornødne midler. 1847 blev den før ste blodtransfusion forsøgt her i landet, for resten på en gammel officer, men såvel dette som de følgende forsøg mislykkedes. En snes år efter forsøgtes først med en æggehvideopløsning og se nere med saltvand, men stadig uden resultat. Først efter år hundredeskiftet fandt man den rigtige fremgangsmåde, og 1918 blev den indført her i landet igen. Den blev nu så almindelig, at man kom til at lide under mangel på donorer, og derfor op rettedes den første blodbank 1937 i Chikago.
Anæsthesiafdelingen er oprettet 1955 som selvstændig afdeling. Dens opgave omfatter de mange narkoser, som fordres til nuti dens kirurgi, og behandlingen af de nyopererede patienter og akut indlagte syge af alle kategorier, når der er tale om iltbehand ling, oprensning af ufrie respirationsveje, transfusion, væskebe handling o. s. v. Afdelingen består af et forrum med depoter og et kontor for overlægen mellem to behandlingsrum, der hver kan tage tre senge, og på hvis vægge er anbragt de fornødne appara ter, så man øjeblikkelig kan behandle en indbragt patient.
5. etage er røntgenafdeling. Den har værelser til personale, venterum og terapi mod syd og fire diagnoserum med mørkerum og et værelse til betragtning mod nord. I østre mellembygning er terapi og i vestre stuer til overlæge og sygeplejersker.
6. etage har brede overdækkede terrasser mod syd og nord med en pragtfuld udsigt over byen og Sundet. I midten findes en stor spisestue og en del hvilerum for personalet, medens der i mellembygningerne er opholdsstuer for læger og sygeplejersker.
Sengebygningen.
Denne bygning består af kælder, der er indrettet som beskyt telsesrum, parterre, fire etager med sengeafdelinger og tagetage. Parterret er indrettet til laboratorium. Fra mellembygningen kommer man ind i et venterum, hvorfra der er adgang til tre undersøgelsesrum og kontor, bag hvilke der findes en gang med værelser til personale mod syd og laboratorier og mørkerum mod nord.
De fire sengeafdelinger har på solsiden en 4-sengsstue og otte 2-sengsstuer, i gavlen et dagrum og en enestue og på skyggesiden isolationsstue, anretning, værelser for sygeplejersker, skyllerum, lavementsrum, bad og undersøgelsesrum. I hver sygestue findes mod gangen vægskab til patienternes sager og mellem stuen og gangen for hver fire senge skabe, depot og toilet.
Tagetagen er indrettet som en stor overdækket terrasse om kring en spisestue og filialkøkken, hvortil varerne bringes ad en særlig elevator eller vindeltrappe. Køkkenet har vinduer mod nord og omfatter dels rum og køleskabe til de modtagne halvfabrikata, dels kedler, pander m. m. til færdigbehandlingen af maden. Når denne er færdig, fordeles den til spisestuerne og sengeafdelingerne på vogne, der bringes direkte til anrettelsesværelseme ved de op varmede elevatorer. De benyttede spisegrejer bringes efter mål tiderne op i tagetagen, hvor opvasken finder sted i særlige rum, der er adskilt fra køkkenet ved en gang.
Med opførelsen af behandlingsbygningen og vestre sengebyg ning er en del af programmet færdigt. Men for ret at kunne ud nytte den store behandlingsbygning må man snarest tænke på opførelsen af en østre sengebygning, og selv om den ikke var op taget i bygningstjenestens første overslag, fandtes den dog i den model, der forevistes finansudvalget ved mødet på hospitalet.
Bevillingen i 1950 omfattede også køkkenet og filialkøkke- nerne i de to patientbygninger, og udvidelsen af sengetallet gør deres opførelse absolut nødvendig. Lige så krævende er opførel sen af Flyvemedicinsk Institut, hvis arbejde vil være meget be tydningsfuldt for såvel den militære som civile flyvning, hvilken sidste selvfølgelig i de kommende år vil blive mere og mere al mindelig, og hvor kravene til dens udøvere må sættes næsten lige så højt som til forsvarets.
Det samme gælder Apoteket, der som nævnt allerede for længe siden burde være flyttet over i større og sikrere lokaler, for slet ikke at tale om kapellet, som man nu har måttet savne i to år, og lokaler til det meget store antal personer, der daglig beskæftiges på hospitalet.
Overflytningen af klinikkerne fra pavillonerne til behandlingsbygningen og af de kirurgiske patienter til sengebygningen må medføre store ændringer i de gamle bygningers anvendelse. Medicinsk afdeling kan nu delvis flyttes fra pavillonerne til østre patientbygning, hvor også den nyansatte assisterende psykiatriske overlæge kan få kontor. Modtagelse og skadestue kan flyttes til den fysiurgiske kliniks tidligere bygning, og administrationslokalerne kan derved få den højligt tiltrængte udvidelse, som det stærkt forøgede patienttal og det store byggearbejde har nød- vendiggjort.
Militærhospitalets direktører har fra 1937 været stabsintendant A. A. Degen til 1949, generalmajor K. D. Friis til 1954, da han afløstes af direktør P. S. Lauridsen, medens oberstløjtnant C. R. Kaas-Sørensen har virket som inspektør fra 1948.
Gordon Norrie.
