Ingeniørtropperne her i landet omfatter såvel ingeniørtroppeme i „gammeldags“ forstand som ABC-enheder. I denne artikel tænkes først og fremmest på ingeniørtropper i „gammeldags“ forstand, men opgaverne for de til ingeniørbataillonerne og -kompagnierne organisatorisk hørende ABC-folk vil blive omtalt. Egentlige ABC-enheder, der er korpsenheder, vil derimod ikke blive omtalt. De taktiske doktriner for A-krig med taktiske A-våben er ikke endeligt klarlagt i dag. Et arbejdsgrundlag (atomvåbnets indflydelse på taktiske forhold) er udarbejdet af hærkommandoen, men da organisatoriske ændringer ved andre våben ikke er omtalt, og da ingeniørtroppernes opgaver ikke direkte er behandlet i dette grundlag, er det meget vanskeligt at gi\e konkrete anvisninger på de opgaver, der påhviler ingeniørtropperne og på deres fremtidige organisation.
Nærværende artikel er baseret på tidsskriftartikler og amerikanske reglementer. Fra disse kilder kan visse kendsgerninger fremdrages, samt visse retningslinier, men nedenstående må alligevel i det store og hele tages med et vist forbehold.
Forudsætningerne for artiklen er iøvrigt, at
— A-våbnenes tekniske virkninger er kendt,
— der ikke rådes over „rene“ taktiske A-våben,
— de almindelige taktiske retningslinier for A-krig er kendt,
— i hvert fald fjenden råder over taktiske atomvåben,
— den behandler danske forhold, herunder den økonomiske ramme for det danske forsvar,
— den kun tager sigte på felthæren,
— felthæren både skal kunne kæmpe i A-krig og i krig med konventionelle våben.
Artiklen er delt i 2 hovedafsnit
A. der i hovedsagen behandler de ingeniøropgaver, som ingeniørtropperne vil blive stillet over for i en A-krig.
B. der udelukkende behandler de foranstaltninger, der må træffes for at kunne løse opgaverne.
Indledningsvis skal slås fast, at arten af de opgaver, der tilfalder ingeniortropperne under A-krig ikke vil være væsentlig forskellig fra de opgaver, som ingeniørtropperne løser under krig med konventionelle våben. Det nye er, at omfanget af opgaverne vil stige meget væsentlig, og kravet om deres hurtige løsning vil normalt være større. Begge dele medfører, at det ofte vil være nødvendigt at løse opgaverne efter en meget „stram“ trangfølge.
Hvilke er da de opgaver, som bliver af større omfang? Opgaverne kan praktisk deles i 4 hovedgrupper:
1. Beskyttelse af egne styrker ved sløring og feltbefæstningsanlæg,
2. Sikring af egne styrkers bevægelighed, hvorunder foranstaltninger til sikring af overraskelsesmomentet,
3. Udførelse af hindringer,
4. Andre opgaver.
1. Beskyttelse af egne styrker.
a. Sløring:
Når det drejer sig om sløring mod det menneskelige øje, vil de sløringsmaterialer og fremgangsmåder, der hidtil har været anvendt, fremdeles kunne anvendes; imidlertid vil varmestrålingen antænde brændbare materialer, og derfor bor man — hvor det er muligt — anvende ikke brændbare materialer. Under alle omstændigheder bør man — hvor man anvender brændbare materialer — træffe foranstaltninger til, at en evt. brand ikke hindrer udførelse af den pålagte opgave.
Anvender fjenden luftfotografering m. v., slår de kendte sløringsmetoder ofte ikke til. I denne forbindelse må man dog huske på, at det tager en vis tid, inden „afsløringen“ kan foreligge for fjenden.
Følgende fremgangsmåder kan anvendes, idet det bemærkes, at de almindeligvis ikke kan påregnes anvendt ved enheder, der ikke udgør et A-mål.
— fuldstændig skjul,
— anvendelse af røg,
— anvendelse af attrapper.
Fuldstu'ndig skjul kan opnås ved at anbringe personel og materiel i eksisterende bygninger eller evt. i bygninger bygget for tilfældet og i egnet skov. Det vil ofte være vanskeligt at fremskaffe det nødvendige skjul, og man må være klar over, at man — hvis fjenden opdager målet — er meget sårbar i bygninger og skove.
Sløring med rog vil i mange tilfælde være en god løsning, for eks. under bevægelige operationer og til sløring af evt. egne A- våben; imidlertid må man i denne forbindelse buske på, at røgudlægningen er afhængig af vejrforholdene, at der kræves et stort teknisk apparat (røggeneratorer) og at der forbruges meget store mængder speeialolie. Hertil kommer, at ikke alene målet skal sløres, men også et større område udenfor målet. Røg bar iøvrigt den heldige egenskab, at den nedsætter varmestrålingens virkning væsentlig.
Røgudlægningen er ikke i øjeblikket planlagt at skulle udføres af særlige enheder, men hvis røg skal anvendes i større udstrækning, vil det blive nødvendigt. Der er ingen grund til at tro, at sådanne enheder vil blive arbejdsløse.
Da røg som sløringsmidler må anses for meget vigtig i en A- krig, bør problemerne i forbindelse hermed løses snarest.
Brug af attrapper vil givetvis få øget betydning; løsningen af denne opgave kan beslaglægge megen tid for ingeniørtroppeme, og det vil derfor være nødvendigt, at alle våben i et vist omfang deltager i fremstillingen af attrapper. Af hensyn til uddannelsen vil det være hensigtsmæssigt, hvis man i et vist omfang kunne fremstille standardattrapper, der hurtigt kan samles (oppiunpes).
Ved planlægningen af operationer under A-krig, må man i fremtiden utvivlsomt tage langt større hensyn til sløringsmulighederne end tidligere; „grav eller dø“ gælder som hidtil, men hertil kan føjes „slør eller dø“. Man kan ikke se bort fra, at hovedforsvarslinien evt. i fremtiden kan blive bestemt af, om der bag denne linie findes de fornødne sløringsmuligheder — i hvert fald vil der blive taget mere hensyn hertil end tidligere.
b. Feltbefæstningsanlæg:
Generelt kan man sige, at de kendte feltbefæstningsanlæg kan anvendes i en A-krig, men følgende 3 tendenser vil gøre sig gældende:
1) Hurtigere udførelse,
2) Større dækningstykkelser,
3) Større mulighed for tæt lukning af dækningsanlægene.
1) Hurtigere udførelse kan nås ved:
a) bedre uddannelse,
b) flere redskaber i normalbeholdningen ved alle våben,
c) brug af færdige elementer, som uden særlig uddannelse kan indbygges i feltbefæstningsanlæg, og som kan masseproduceres,
d) brug af ingeniørmaskiner.
a) Uddannelsen i udførelse af feltbefæstningsanlæg kan utvivlsomt blive bedre. Der har ved mange enheder efter krigen været en glædelig udvikling med hensyn til nødvendigheden af at udføre gravearbejder, men denne udvikling er langt fra tilstrækkelig til at opfylde A-krigens krav.
b) De redskaber, der af hensyn til A-krig bør indgå i enhederne, skal være såvel graveredskaber som redskaber, hvormed man kan tildanne f. eks. træmaterialer på stedet, f. eks. til skærmtage. De pakningsbestemmelser for redskaber, som er blevet udarbejdet af generalinspektøren for ingeniørtropperne til de forskellige våbens enheder, har i nogen grad taget hensyn til A-krig, men der er næppe nogen tvivl om, at den tildelte redskabsmængde ikke er tilstrækkelig. Redskaberne kan i et vist omfang improviseres på stedet, og den redskabsmængde, enhederne skal råde over, vil bl. a. være afhængig af mulighederne for denne improvisation. Redskaberne kan for en stor dels vedkommende anbringes på motorvogne, uden at vognenes egentlige formål kompromitteres.
c) Fremstilling af elementer, der let kan indbygges i feltbefæstningsanlæg, vil utvivlsomt komme til at spille en stor rolle under A-krigen. Set fra et teknisk synspunkt kan spørgsmålet løses ved
— bølgebliksplader,
— træ,
— beton.
Bølgebliksplader er utvivlsomt den bedste løsning; de kan fremstilles i elementer, der er lette at håndtere, de fylder ikke meget og de kan opbevares uden særlig vedligeholdelsestjeneste gennem længere tid. Englænderne har i udstrakt grad under krigen i Korea anvendt bølgebliksplader med godt resultat. Muligvis kan man fremstille tilsvarende plader af plastic, i hvert tald bør man undersøge om en brugbar løsning kan nås ved hjælp af dette materiale.
Træ er meget anvendeligt, men det kræver en del vedligeholdelsestjeneste for ikke at rådne. Det har den store fordel, at det næsten alle steder kan suppleres med fremskaffelse på stedet; det er smidigt og let at indbygge i feltbefæstningsanlæg.
Beton kræver relativ stor transportkapacitet, men til gengæld ingen vedligeholdelse. Det er ikke særlig smidigt som byggeelement i feltbefæstningen.
Som det fremgår af ovenstående, er der ikke større tekniske vanskeligheder med at fremstille og indbygge ovennævnte materialer. Gennemførelsen er mere et spørgsmål om tid og økonomi. Selv om man har forberedt fremstilling af elementerne i fredstid, kan man ikke se bort fra den mulighed, at den fornødne tid til fremstillingen ikke vil være til rådighed. Hvis man ikke tør løbe an på, at den fornødne tid er der, bliver spørgsmålet mere af økonomisk art, idet det. ikke vil blive let at overbevise de bevilgende myndigheder om at anskaffe materiel, der stort set kun tages i brug i krig og eventuelt ved større feltbefæstningsøvelser; hertil kommer, at materiellet — hvis det skal anvendes i A-krig — må oplægges i mindre depoter over det meste af landet, hvad der i høj grad vanskeliggør administration, vedligeholdelse m. v. af materiellet. En akceptabel løsning vil formentlig være et passende kompromis, hvor man i fredstid fremstiller elementer, der er vanskeligere at fremskaffe i løbet af kort tid, mens elementer, der let kan fremstilles, produceres efter en i fredstid nøje lagt plan både hvad angår type og producent.
d) Brug af ingeniørmaskiner til gravning af feltbefæstningsanlæg er teknisk muligt at gennemføre i større udstrækning, men indtil videre inå man dog regne med, at en væsentlig del af feltbefæstningsanlæg må udføres manuelt. Ingeniørmaskiner kan mest hensigtsmæssigt anvendes til større gravearbejder, f. eks. kanonstandpladser, men der er også fremstillet maskiner, der kan grave skyttehuller, f. eks. den engelske „Trench digger“.
Ved brug af maskiner må man huske på, at sløringen af anlæggene vanskeliggøres. Da sløringen mod luftobservation ofte gennemføres ved at grave så mange anlæg, at fjenden ikke kan konstatere, hvad der er virkelige anlæg, og hvad der er skinanlæg, kan maskiner i sådanne situationer anvendes uden gene. Sløring af anlæggene, der er udført af maskiner, mod jordobservation vil kræve en del arbejde, men normalt ikke så meget, at det ikke kan betale sig at bruge maskiner. I visse situationer vil sløring af anlæggene mod observation komme i anden række, idet dækning for tropperne er det vigtigste.
2) Større dækningstykkelser.
Kravet om større dækningstykkelser er i første række en følge af A-våbnenes radioaktive virkning. De nuværende dækningstykkelser svarende til sprængstyksikring og sikring mod geværprojektiler yder relativ god dækning, og selv et „trælåg“ med et tyndt jordlag yder betydelig bedre dækning end ingenting; større jorddækning end den hidtil anvendte vil imidlertid give bedre dækning, og derfor bør jordda'kningen overalt, hvor det er muligt, forøges. Sløring af jorddækningen kan dog ofte give begrænsninger for en forøget jordtykkelse. Lufttrykket kan evt. trykke jorddækningen sammen, og man bør derfor anvende sværere rundholter end hidtil, samt afstive loftet. Større dækning kan også opnås ved at grave dybere huller. Ovennævnte forhold er formentlig allerede så klarlagt i dag, at standardiserede „atomskærmtage“ og „atomhuller“ kan fastlægges i et nyt feltarbejderreglement. Aktive og passive skudsikre hulrum, der i hovedsagen yder fuld dækning mod A-våben, kan ikke påregnes udført i større udstrækning, efter at krigen er brudt ud, da der næppe vil være den fornødne tid til rådighed.
Kældre giver god beskyttelse mod A-våbnenes direkte virkninger, men hvis bygningen ikke er fritliggende og lav, er der stor fare for indespærring og brande. Foranstaltninger til bygning af nødudgange kræver ofte relativ lang tid; skal man yderligere murforstærke og afstive kældrene — hvad der ofte er nødvendigt — er det værd at overveje, om ikke arbejdskraften bør anvendes til bygning af feltbefæstningsanlæg, selvom disse ikke er så behagelige at arbejde i som kældre.
Hvis A-våbnenes detonation finder sted ved jordoverfladen, vil alle anlæg indenfor en relativ begrænset radius blive ødelagt, desuden vil jorden blive radioaktiv og radioaktive skyer (fall-out) vil fremkomme.
Hvis et A-våben detonerer i jorden, dannes et krater, og den om krateret liggende jord gennemrystes af et jordchok; radioaktive skyer vil også opstå, og jorden i krateret vil være radioaktiv. Anlæg vil blive fuldstændig ødelagt indenfor krateret, og mere eller mindre indenfor scliokradien.
3) Større mulighed for tæt lukning af dækningsanlæggene.
Anlæggene kan nødtørftigt lukkes med tæpper eller lign., der relativt let kan improviseres. Hvis man vil bygge indgange, der virkelig kan tætnes, vil det kræve en relativ stor arbejdsindsats såvel med henblik på bygningen og fremskaffelsen af de nødvendige materialer.
2. Sikring af egne bevægelser.
A-våbnene vil ved deres detonation skabe mange vejhindringer: dette i forbindelse med kravet om spredning og hurtig udførelse af en koncentration og gennemførelse af pålagte opgaver, samt hurtig spredning efter opgavens gennemførelse vil givetvis stille langt større krav til den ingeniørtropperne påhvilende vejtjeneste end hidtil. Hertil kommer, at det vil være nødvendigt, at der anvendes flere forskydningsveje end hidtil, både under fremrykning og tilbagegangsbevægelser. Den store dybdegruppering i forsvaret og nødvendigheden af hurtigt at kunne erstatte en enhed, der har været udsat for A-angreb, samt den udstrakte brug af alternative beredskabsopstillinger m. v., vil også øge kravet om større og hurtigere vedligeholdelse af vejnettet.
Ved luftdetonationer vil vejene ikke blive ødelagt så meget, at militære køretøjer ikke kan køre på dem. Vejhindringer vil navnlig opstå i byer og skove, hvor henholdsvis murbrokker og træer vil kunne skabe større hindringer. Ødelagt materiel og udrustning kan også blokere vejene. I nogen tid efter detonationen må man endvidere regne med brande, der meget vel kan spærre, for egen bevægelse. Da vejene som bekendt i stor udstrækning går gennem byer — de moderne omkørselsveje har endnu ikke ændret denne regel — må vejene gennem byerne ryddes. Opgaven kan let blive af stort omfang, og kun ingeniørtropper eller andre enheder udstyret med bulldozere vil kunne løse opgaven indenfor en rimelig tid.
En anden måde at. løse opgaven på er at anvende bæltekøretøjer i større udstrækning end hidtil, f. eks. for alle kampstyrker. Denne løsning vil utvivlsomt blive gennemført i stormagtshærene for kampenbeder, men for faglige enheders vedkommende må man stadig regne med hjulkøretøjer. Her i landet har vi — når der ses bort fra pansertropperne — ikke råd til i større omfang at indføre pansrede mandskabsvogne m. v.. Pansertropper og enheder, der transporteres med pansrede mandskabsvogne, skal også have ingeniørstøtte for at komme frem i terrænet, men arten af det materiel, der skal anvendes, vil være et andet end ved vejrydninger. Ingeniører, der støtter panserede enheder, bør iøvrigt have samme beskyttelse, som den enhed de støtter.
Ved tilrettelæggelsen af en operation bør man som følge af ovenstående søge at undgå veje, der fører gennem byer: mindre byer, der dels ikke er særlig brændbare og dels har en bred hovedgade med lave huse langs siderne, kan man efter forholdene anvende, men helt undgå brande og rydninger kan man ikke forvente. Med det vidt forgrenede vejnet, vi har her i landet, skidle ovenstående hensyn kunne tages ved de fleste operationer, dog kan broers manglende bæreevne tvinge egne styrker til at gå gennem byer, der kræver store rydninger, eller også må broerne forstærkes, livad der kan kræve stor ingeniørindsats. Det er iøvrigt et spørgsmål, om A-krigen ikke vil medføre, at det tunge materiel, navnlig kampvogne, vil blive lettere for at gøre enhederne mere mobile. Hvis dette bliver tilfældet, vil forstærkning af broerne evt. falde bort evt. blive gjort mindre krævende.
Bygning af nye veje er ingen løsning, da de kræver for lang tid at udføre, med mindre det drejer sig om ganske korte omkørsler. Man eksperimenterer i øjeblikket i stormagtshærene for at finde en metode, der kan stabilisere jorden hurtigt og uden større arbejdsindsats, således at den kan bære militær trafik. Løses dette problem, vil egen bevægelsesfrihed blive lettet meget væsentligt.
Hvis en vej rammes af en underjordisk detonation, må man regne med, at det ikke kan betale sig at etablere vejen på grund af det store arbejde; hertil kommer den radioaktive virkning, der forårsager, at man ikke kan arbejde i området, før der er gået relativ lang tid.
Ved overfladedetonationer og underjordiske detonationer må man ofte køre en omvej for at undgå eller formindske den radioaktive virkning (fall-out).
Indenfor vejtjenesten danner broerne et særligt problem. Afhængig af broernes art og afstand fra nulpunktet vil de blive ødelagt, men generelt kan man sige, at hovedparten af danske broer — på grund af deres lidenhed og konstruktion — ikke er særlig sårbare overfor A-våben. Så længe det for ødelagte broers vedkommende ikke drejer sig om broer med stor spændvidde, er de normalt hurtige at retablere. Da evt. retableringsmateriel ikke må oplægges i umiddelbar nærhed af broen, kan fremførelse af dette sinke arbejdet noget. En bro vil, når der ses bort fra meget store og vigtige broer, ikke være et A-mål i sig selv, men A-våben, der kastes mod andre mål, kan evt. ødelægge en i nærbeden liggende bro. Ved de afstande der her i landet er mellem broet, vil normalt kun een bro blive ødelagt på een gang.
Ved de forskellige brotyper mærker man sig
— at træbroer let ødelægges af lufttrykket, evt. brænder de enten på grund af varmestrålingen eller på grund af brande i nærheden.
— at pontonbroer er ret modstandsdygtige mod luftbølger, men pontonerne vil, hvis de ikke er af metal, brænde på grund af varmestrålingen.
— at jernbroer med gitterdragere er mere modstandsdygtige end broer med pladejernsdragere.
— at mindre betonbroer, stenkister m. v. ofte ikke vil blive ødelagt, selv om de er i umiddelbar nærhed af nulpunktet.
I forbindelse med broer skal endelig bemærkes, at ved overgang over vandløb må man i A-krig regne med flere broer end i konventionel krig.
Overraskelse af fjenden vil få øget betydning i en A-krig; den nås først og fremmest ved at gennemføre operationerne hurtigere end fjenden venter det, men overraskelse kan bl. a. også opnås ved at angribe over terræn, der af fjenden anses for om ikke ufremkommeligt så dog så tidskrævende, at modforanstaltninger kan træffes i tide. Hvis man vælger et sådant terræn, vil ingeniørtropperne lier i landet få opgaver af hidtil ukendt omfang. Bygning af broer, der skydes frem efter at være bygget uden fjendens indseende, vil få øget betydning; broer, der kan bygges meget hurtigt, f. eks. broer, der udlægges med broslagningskampvogne, vil ligeledes få øget betydning.
3. Hindringer.
Hindringer som vi kender dem fra den konventionelle krig, kan i hovedsagen anvendes uden ændringer i A-krig. Betydningen af hindringer vil stige, dels fordi de store mellemrum, der vil være mellem enhederne, vil kræve et større antal hindringer, og dels fordi hindringerne relativt let kan give fjenden sådanne forsinkelser, at den hurtige koncentration ikke kan gennemføres i den korte tid, der er til rådighed, uden at danne et A-mål.
For at kunne udføre egne hindringer tilstrækkelig hurtigt, må maskiner tages i brug i stor udstrækning. Navnlig er det vigtigt, at maskiner bringes i anvendelse til udlægning af landminer. Ganske vist vanskeliggøres sløringen, når maskiner bruges, men på den anden side kan man lade maskinerne køre gennem store områder uden at udlægge miner, og derved skabe skinminefelter i stor udstrækning. Det skal bemærkes, at maskiner ikke kan bruges i al slags terræn, men dansk terræn er stort set gunstigt for anvendelsen af dem. Andre ingeniørmaskiner, f. eks. rooters, bulldozere m. v. kan også finde anvendelse ved udførelse af hindringer, men hindringer udført af andre maskiner end mineudlægningsmaskiner kan kun påregnes udført i begrænset omfang, f. eks. om veje.
Hindringer, der udføres under bevægelige operationer, vil normalt ikke være et atommål i sig selv, men atomvåben, der løser en anden opgave, vil påvirke de i målet værende hindringer. I forbindelse hermed mærker man sig
— at hindringer, udført af træ, vil blive blæst væk eller evt. vil de brænde,
— at virkningerne på minefelter ikke er ganske klarlagt, men man må regne med, at nedgravede miner i et vist område vil blive frilagt, og at et antal af de i øjeblikket kendte miner, der ikke er konstrueret med henblik på A-krig, vil detonere; dette sidste gælder navnlig fodfolksminer.
Minefelter i stor dybde kan være et A-mål i sig selv.
Ved broer der er forberedt til sprængning, mærker man sig
— at armerede ladninger ofte vil detonere,
— at fritliggende ladninger og detonerende tændsnor vil brænde, evt. blive fejet væk eller evt. detonere,
— at fritliggende elektriske ledninger vil blive ubrugelige.
Vanskelighederne med at få broer sprængt i rette tid vil stige, da flere broer må holdes åbne i en A-krig end i en krig med konventionelle våben.
Hvis vi kommer til at råde over A-våben her i landet, vil det blive ingeniørtroppernes opgave at etablere hindringer med A-våben, der bringes til detonation på eller i forbindelse med jorden.
4. Andre opgaver.
a. Planlægning:
Planlægningen af operationer under en A-krig vil givetvis blive mere teknisk betonet; efter de gældende bestemmelser er ingeniørofficeren ved en enhed også faglig chef vedrørende A-krig og har som sådan ansvaret for målanalysen. Han er her støttet af en ABC- officer. Denne organisation er næppe tilstrækkelig og bør derfor underkastes en nærmere undersøgelse.
b. Faglig ingeniørtjeneste:
Under diskussionen af A-krigens problemer er det ofte blevet fremhævet, at grundenheden skal være relativ lille og selvforsynende; dette sidste må være afledet af ønsketænkning; det er i hvert fald for ingeniørmateriellets vedkommende uden mening, hvis enheden ikke skal blive for stor og tung; det samme må iøvrigt i nogen grad gælde for ammunitionsforsyningstjenesten.
c. Rydninger:
For at kunne opretholde observationen af de store mellemrum mellem enhederne, vil der ofte opstå et stort krav om rydninger; hvis disse skal udføres på en rimelig tid, må ingeniørmaskiner anvendes.
d. Brandslukning:
Da en A-detonation vil fremkalde udstrakte brande, må ingeniørtropperne regne med at blive sat ind på brandslukning, hvor de rydder hindringer, hvis rydning er absolut nødvendig for gennemførelsen af den pågældende operation.
e. Infiltration:
For at hindre eller vanskeliggøre fjendens anvendelse af A-vå- ben, vil man evt. anvende en udpræget infiltrations- og „påklæb- ningstaktik“, der lettes ved fjendens spredte opstilling; her kan ingeniørtropperne anvendes til udførelse af sprængninger m. v. bag fjendens front.
f. Bygning af flyvepladser:
Der vil i A-krig være øget brug for at bygge flyvepladser til observationsflyvere m. v. Større anvendelse af helikoptere kan dog formindske denne opgave.
g. Opgaver som A-enheder med henblik på sporing og rensning m. v.
Så vidt det, kan skønnes, vil der ikke indgå A-enheder i DIV og mindre led. De enkelte A-opgaver, hvilket i praksis vil sige foranstaltninger imod radioaktiv forurening, vil blive løst af de enkelte våben ved hjælp af sporings og rensningsgrupper, der hører til det pågældende våben. Det samme vil blive tilfældet med ingeniør- enheder i „gammeldags“ forstand, men på grund af ingeniørenhedernes særlige uddannelse og særlige materiel, vil de ofte komme til at løse A-opgaver, der egentlig skulle løses af korpsets ABC-en- heder.
Af sådanne opgaver skal bl. a. fremhæves:
— indretning af dækningsanlæg til meget vigtigt materiel til beskyttelse mod A-våben,
— sporing af radioaktivitet og fremstilling af afmærkningsmateriel og evt. opsætning af dette ved forurenede områder,
— rensning af væsentlige områder,
— oprettelse af ABC-rensestationer.
B. Opgavernes løsning.
1. Almindelige retningslinier.
De udvidede ingeniøropgaver må bl. a. løses ved:
a. Enhedernes større pioneruddannelse,
b. Flere ingeniørtropper,
c. Flere ingeniørmaskiner,
d. Spredning af ingeniørdepoterne,
e. Brug af civil arbejdskraft og civile ingeniørmaskiner,
f. Forberedelse og udførelse af ingeniørarbejder i fredstid.
a. Enhederne må givetvis have en større pioneruddannelse for at kunne klare A-krigens krav. Om man skal formere flere særlige pionerenheder i lighed med fodfolkbataillonernes pionerdelinger, er vel mere tvivlsomt; i hvert fald bør man ikke gøre det, hvis der ikke er mandskab nok til udvidelsen af ingeniørtropperne, da det gælder om at kunne skabe tyngde med henblik på løsningen af ingeniøropgaverne, derimod bør der ved hver afdeling være spore- og rensehold.
Gennemførelsen af en bedre udførelse af pionerarbejder ved andre våben kræver instruktører fra ingeniørtropperne, såvel i fredstid som i krigstid, et forhold der må tages i betragtning ved tildeling af personel til ingeniørtropperne.
b. Yed den amerikanske atommanøvre „SAGE BRUSH“ var ingeniørtxopperne i antal det næststørste våben. Fodfolket var som hidtil det største. Da man må formode, at også „Chemical Corps“ deltog i et vist omfang — jeg er ikke i besiddelse af det nøjagtige antal — og da dette „korps“ hører under ingeniørtropperne her i landet, vil den logiske konsekvens af erfaringerne fra denne øvelse være, at danske ingeniørtroppers antal bør forøges meget væsentlig.
Ved gennemførelsen af PE-systemet her i landet blev ingeniørtropperne det mindste våben; man må derfor antage, at der ved denne fordeling af personel ikke er taget hensyn til A-krig. Hvis man skal rette sig efter resultaterne fra „SAGE BRUSH“, skal de danske ingeniørtropper øges til mindst det 5 dobbelte. Imidlertid kan man ikke uden videre overfore amerikanske forhold til danske forhold, men når dette er sagt, er der for mig ingen tvivl om, at skal danske ingeniørtropper løse A-krigens krav, må deres antal forøges meget væsentlig i forhold til nu. Det er vanskeligt at give konkrete tal, når organisation for andre våben ikke foreligger, men jeg vil mene, at en 50—75 % forøgelse er absolut nødvendig, heri medregnet ABC-enheder ved de to korps. Imidlertid må man være klar over, at det tager lang tid at uddanne en ingeniørofficer, og derfor må en forøgelse først og fremmest ske med en større tildeling af fast personel og dernæst en tildeling af mandskab.
c. Erkendelse af, at kim ingeniørmaskiner og ikke manuel udførelse kan løse visse af de foreliggende opgaver indenfor en rimelig tid, er erkendt af de fleste. Som følge heraf råder ingeniørtropperne idag over en del maskiner, men man må være klar over, at deres antal ikke er tilstrækkelig til A-krig og at en hel del maskiner, der ikke rådes over i dag, må anskaffes. Af disse sidste skal især fremhæves mineudlægningsmaskiner og maskiner til ødelæggelse af veje og evt. til gravning af feltbefæstningsanlæg. Af hensyn til pansertroppernes øgede betydning i A-krig, bør broslagningskampvogne og tankdozere også anskaffes.
Ved at have alle ingeniørmaskiner ved ingeniørtropperne letter man uddannelsen, vedligeholdelsen m. v., samt skabelse af tyngde i arbejderne i krigstid, men det kan blive nødvendigt, at også andre våben, f. eks. et batteri med A-kanoner, kommer til at råde over ingeniørmaskiner, idet tiden, der medgår, til at tildele de fornødne ingeniørtropper er for lang.
d. Spredning af ingeniørdepoterne vil være den eneste måde at løse ingeniørforsyningstjenesten på. Depoterne anbringes på steder, hvor den gældende planlægning godtgør, at ingeniørmateriel skal bruges. Herved undgår man de lange transportafstande gennem objekter (byer, skove, broer m. v.), der ved A-detonationer giver store hindringer. Endvidere undgår man, at ingeniørforsyningstjenesten lammes.
Administrationen af ingeniørmateriellet vil blive vanskeliggjort i fredstid, men denne ulempe må ikke umuliggøre den rigtige løsning.
e. Om civile kan anvendes i større udstrækning til støtte for felthærens operationer, er et spørgsmål. Det er så let at tildele civile myndigheder m. fl. opgaver, som det ikke er så let for forsvaret, at løse set fra såvel et økonomisk som et personelmæssigt synspunkt. I hvert fald er der for mig ingen tvivl om, at man — hvis man vil have civile til at løse visse opgaver i direkte tilknytning til feltliærens operationer — må opstille de pågældende enheder som hjemmeværnsenlieder. Ingeniørtropperne har med godt resultat indledet et samarbejde med hjemmeværnet ved etablering af hindringer, og så skidle det vel også være muligt at nå frem til en brugbar løsning af det foreliggende problem.
f. Udførelse af ingeniørarbejder i fredstid har altid fundet sted og først og fremmest givet sig udtryk i den permanente befæstning, som gennem tiderne er bygget lier i landet. Problemerne i forbindelse med permanent befæstning og A-krig er ikke klarlagt; dog kan man vel slå fast, at permanent befæstning i den hidtil kendte form med aktive og passive anlæg anbragt på et «nævert område ikke bør bygges mere i fremtiden. Det er imidlertid en kendsgerning, at de enkelte anlæg yder god dækning mod A-krig, og de kan derfor med mindre ændringer anvendes som passive anlæg, med stor indbyrdes afstand, hvor tropperne i den indledende fase kan beskyttes, f. eks. styrker, der skal forsvare en flyveplads. I det hele taget vil jeg tro, at fremtidig permanent befæstning først og fremmest vil bestå af passive, godt slørede anlæg, der har til opgave at dække såvel personel som særlig vigtig udrustning. Placeringen af disse anlæg vil afhænge af de planer, der gælder for landets forsvar, men de skal være anbragt med så store mellemrum, at kun et anlæg ødelægges ad gangen. Endvidere kan der blive tale om at bygge enkelte aktive hulrum ved vigtige objekter.
Efter krigen har vi i modsætning til tidligere gennemført en række arbejder for hurtigere at kunne iværksætte hindringer. Disse arbejder bør fortsættes og udvikles, da hindringer som vi har set i det foregående, nærmest har øget betydning i A-krig, og den økonomiske ramme — i modsætning til permanent befæstning — er overkommelig, selv om vi går en økonomisk vanskelig tid i møde. Under alle omstændigheder bør vi udføre alle de arbejder, der kan planlægges i fredstid med henblik på igangsættelse under truede forhold og under krig; denne planlægning er relativ meget billig, men kan i en given situation være af stor betydning, f. eks. med henblik på civile firmaers fremstilling af feltbefæstningselementer og udførelse af kysthindringer.
2. Ingeniørtroppernes organisation.
Hvordan den fremtidige brigadegruppe eller division kommer til at se ud, er ikke klarlagt, og derfor er det ikke muligt at angive
ingeniørtroppernes organisation, men visse retningslinier kan fastlægges.
Generelt kan man sige:
— at der i A-krig vil være flere ingeniørtropper eller enheder, der kan udføre ingeniøropgaver i kampområdet end i konventionel krig.
-— at ingeniørmaskiner vil afløse den manuelle udførelse på visse områder, således at de pågældende opgaver kan låses på en rimelig tid, f. eks. rydning af veje gennem byer og bygning af broer med broslagningskampvogne.
Af andre organisatoriske spørgsmål, der må tages stilling til,
skal fremhæves:
— ingeniørmaskiner til de mobiliserede enheder må — selv om de ikke opfylder alle krav — af økonomiske grunde baseres på civilt materiel, herunder også landbrugstraktorer.
— ingeniørmaskiner må decentraliceres helt ned til ingeniørdelingen, navnlig hvis en motoriseret fodfolksbataillon bliver grundstammen i den fremtidige kampgruppe, idet man ikke kan regne med, at der er tid til at tildele maskinerne.
— på et højere trin end deling må ingeniørtropperne kunne formere arbejdsstyrker, der hurtigt kan udføre
— rydninger af veje og andre arbejder til sikring af egne bevægelser,
— minefelter og andre hindringer,
— ingeniørtropperne må i højere grad end hidtil kunne løse kampopgaver,
— ingeniørtroppernes signaltjeneste må udvides for at sikre de centralt styrede maskiners rettidige indsættelse.
— der må knyttes panseringeniører til pansertropperne,
— kun buldozere til større rydningsarbejder bør være på bælter,
— ingeniørmateriel, f. eks. til brobygning, skal kunne køres på almindelige firehjulstrukne vogne, f. eks. kan de i øjeblikket i brug værende langtømmervogne ikke anvendes.
— ingeniørforsyningstjenesten baseres på spredte permanente depoter, hvorved parkkompagniet kan gøres noget lettere,
— hjemmeværnet tildeles flere ingeniør op gaver, navnlig med henblik på hindringsarbejder, faglig ingeniørtjeneste, samt foreliggende konkrete ingeniøropgaver,
— ingeniørvedligeholdelsestjenesten af ingeniørmaskinerne må baseres på kontaktbold.
3. Ingeniørtroppernes uddannelse.
Det vil blive overordentlig vanskeligt at give ingeniørtropperne en realistisk uddannelse med henblik på A-krig. I et engelsk tidsskrift blev foreslået, at den bedste mulighed var at udnytte saneringsmodne kvarterer. Ideen er utvivlsomt god, men den støder sammen med beskæftigelsesmæssige forhold. Som generel betragtning kan fastslås, at der i uddannelsen må lægges vægt på metoder, der giver en hurtig løsning, selv om løsningen i sig selv ikke er den bedste.
Det er indlysende, at vi her i landet må basere os på de erfaringer, som gøres af lande, der har A-våben til rådighed. Derfor vil vi altid „hænge“ noget tilbage, men dette forhold må ikke afstedkomme, at vi venter til der foreligger et endeligt resultat.
Jeg synes, at vi i det store og hele viser for megen træghed på dette område; dette hænger måske i nogen grad sammen med, at en ny hærlov først skal gennemføres for at det rigtigt kan komme i gang.
Der har været en tendens til her i landet at klare A-krigen ved at udføre større spredning og så iøvrigt regne med, at konventionel krigsførelse kan klare resten. Dette kan ikke være rigtigt. A-krig vil efter de allerede foreliggende oplysninger, på afgørende punkter ændre vor organisation, og jo før vi erkender det, jo før kan vi komme i gang med at ændre organisation og uddannelse.
A. R. Jørgensen.
