De Spørgsmaal paa den fortifikatoriske Krigsvidenskabs Omraade, der efter Aarel 1870 navnligen have været liv­ lig behandlede i Militærliteraturen, ere følgende:

1. Fæstningernes strategiske Betydning og Grund­ sætningerne for Anlæget af Rigsbefæstninger.

2. De taktiske Fordringer ved Indretningen af de store Vaabenpladses Befæstning.

3. De fortilikatorisk-tekniske Regler for Anlæget af det enkelte Fæstningsværk og dettes indre Indretning.

4. Konstruktionen af bombesikkre Overdækninger.

5. Anvendelsen af Jernet i de fortifikatoriske Byg­ ningsværker, og

6. Den fremtidige Form for Angrebet og Forsvaret.

Forhandlingerne og Afstemningerne om Lovforslagene til Rigsbefæstninger i 3 store Stater i det korte Tidsrum af 4 Aar maatte nødvendig sikkre de strategisk-fortiflkatoriske Spørgsmaal en særdeles Opmærksomhed. Den ved Begivenhederne i 1870—71 fremkaldte Panik i Hen­ seende til Fæstningernes Betydning efterfulgtes efter- haanden afen roligere Opfattelse af Tingene. Bevillingen af uhyre Summer til Fæstningsanlæg i Tydskland og Frankrig taler tydelig i denne Henseende; i Italien blev Bevillingen til Fæstninger udsat ikke paa Grund af Tvivl om disses Nødvendighed, men ikkun fordi det forsigtige Senat forinden vilde have en klar Oversigt over, hvor­ ledes de forlangte Summer kunde tilveiebringes. I Østerrig endelig foranledigede kun den tilstedeværende Penge­ mangel en Indskrænkning af de i Gang værende Fæstningsarbeider og en Forhaling af den endelige Antagelse af en Rigsbefæstningslov, om hvis Nødvendighed der vel kun kan herske een Mening.

Idet vi lade den ældgamle, bestandig gjentagne og heller ikke denne Gang udeblevne Strid om Fæstningernes Nytte og Existensberettigelse hvile, skulle vi fremhæve, at de Grundsætninger, der i strategisk Henseende maae være veiledende ved Anlæget af Fæstninger, kun i denstedfundne Krig kunde finde en Stadfæstelse og ikke lide væsentlige Forandringer. Den store Betydning, som det har at være Herre over Kommunikationslinierne, blev saaledes ved Jernbanernes mægtige Indflydelse paa Opera­ tionerne vel trængt mere i Forgrunden end tidligere, hvorimod Sikkringen af de strategiske Flodlinier, som engang spillede en større Rolle, turde have tabt lidt i Betydning, undtagen for Floders Vedkommende som Rhi­nen, Po, Donau og den nedre Schelde.

Det viser sig overalt nødvendigt at have store, sikkre Centralfæstniuger og saadanne Grændsefæstninger, som kunne støtte Hærens Opmarche eller yde den fornødne Frist til dens Koncentrering.

Strasbourgs og Metz’s Skjæbne havde en Tid langvakt den alvorligste Mistillid til Grændsefæstninger over­ hovedet. Navnlig italienske Militærforfattere troede at turde forudsige enhver Grændsefæstning eller enhver Hær­ masse , der vilde støtte sig til en saadan Fæstning, en lignende Skjæbne, som den, der overgik Metz og den der indesluttede Hær.

Den tydske Krigsbestyrelse, som man vel maa ansee for nærmest istand til at udlede de rigtige Erfarings­ sætninger af hine Begivenheder, gjendriver slige vidtgaaende Anskuelser paa den grundigste Maade ved Metz’s stærke Befæstning, som er sin Fuldendelse nær.

I Henseende til de 3 store Rigsbefæstningsforslag for Tydskland, Frankrig og Italien skulle vi her ind­ skrænke os til at bemærke, at der formentlig forlanges «for meget».

At befæste Lidet, det Vigtigste, men dette Lidet meget stærkt synes os at være den betydningsfuldeste Lære, som — ogsaa allerede tidligere ancrkjendt — paany er bleven indskjærpet ved Krigen 1870— 71.

Oberst Denfert-Rochereau havde derfor vistnok fuld­kommen Ret, da han udtalte sig mod betydeligere Fæst­ningsanlæg i Frankrigs sydøstlige Grændsedale. Naturen har der givet et saa stort Land som Frankrig en saadan Borgen imod en Invasion, at den kunstige Efterhjælp vel maa kunne indskrænkes til Opførelsen af smaa Spærreforter i Defdeerne.

Paris’s Beleiring og den fremtrædende Betydning, som Anlæget af store Centralfæstninger har, gav efter Krigen Anledning til nye Undersøgelser af det gamle Spørgsmaal om Befæstning af Hovedstæderne. Det afgjørende Ord i saa Henseende synes at være General Brialmonts Udtalelse:

«Alene den strategiske Beliggenhed afgjør, om Hovedstaden skal befæstes, eller om den skal dækkes ved et Anlæg ud til Siden af en stor Centralfæstning. Saaledes bør Paris og Wien som strategisk gunstige Punkter selv befæstes, hvorimod Berlin og Brtissel, som ikke ere strategisk beliggende, bør dækkes ved Spandau og Antwerpen».

Det moderne Rigsbefæstningssystem kan ikke und­ være den store Centralfæstning, thi Anstrængelserne og Bekostningerne ved Nutidens Masseopbud kunne kun blive udjevnede ved store Resultater, og Krigsførelsen vil derfor ikke nu. ansee Maalet for naaet ved Besættelsen af en fjern Grændseprovinds, den maa trænge frem til Hjertet af Staten. Dette Hjerte maa altsaa være be­ skyttet, belavet paa Angreb, skikket til Modstand.

Grundformen for vor Tids store Vaabenpladse er som bekjendt en befæstet Leir o: en indre sammenhæn­ gende Vold eller Enceinte med en Itække fremskudte Forter.

Den nuværende Krigsførelse fordrer disse til Støtte for Operationerne, til Sikkring af de vigtigste Overgange, til Central-, Vaaben- og Depotplads eller til Replipunkt for slagne Hære.

Næsten umiddelbart ved Siden af denne store Form finder man i Udkastene til Rigernes Befæstningssystem forlangt en af de mindste Former for Fæstningsanlægene: Spærreforterne.

Vinding af Tid er ogsaa i dette Jernbanernes og Telegrafernes Aarhundrede for Krigsførelsen bleven en Faktor af endnu meget større Betydning, end den alle­ rede tidligere bar været. Den meget uheldige Stilling, i hvilken enhver Stat befinder sig, der ikke formaaer at overbyde sin Nabo i Mobiliserings-Væddekampen, kan muligvis blive udjevnet ved Fæstningsanlæg.

Italiens Spærreforter i de vestlige Alper frembyde i saa Henseende de bedste Exempler; de maae, inden de ligge under for Fjendens Fremtrængen, allerede have kunnet yde Hæren den til dens Koncentrering fornødne Frist.

En ikke mindre vigtig Anvendelse af Spærreforterne er Sikkringen af Banerne, af hvis Benyttelse Muligheden for Udførelsen af de største Operationer, navnlig i Belejringskrigen, kan være afhængig.

Mellem disse 2 saa forskjellige Former — den store befæstede Leir og det lille Spærrefort — bliver der af den nye Krigsførelse egentlig ikke forlangt nogen mellem­ faldende Form. De faktisk bestaaende Fæstninger falde vel ifølge deres Anlæg mest mellem begge Kategorier; men hvor de skulle støtte Operationerne, bliver der enten anvist dem en Rolle som Spærreforter, eller ogsaa gjør der sig gjældende en Bestræbelse efter, ved hensigts­ mæssige Forstærkningsanlæg at omforme dem til be­fæstede Leire.

En Undtagelse herfra gjore hine ældre Fæstninger, som den rent passive Rolle kan tilfalde, at tjene som Depotsteder og stormfrie Støttepunkter for enkelte Provindsers Massereisning.

Om det end næsten er overflødigt at sige, at den nye Krigsførelse altsaa i det Hele taget ikke mere vil forlange Nybygning af middelstore og smaa Fæstninger — naar der bortsees fra Spærreforterne — , saa maaman dog paa den anden Side føre saadanne i Regning, da de ere tilstede.

Netop om dette Punkt: Anvendelsen, Nytten og Betydningen af de bestaaende mindre Fæstninger, hersker der meget afvigende Meninger, og sædvanligen blive de undervurderede.

Den eneste Slutning, som i denne Henseende med fuld Bestemthed kan drages af Beleiringskrigen i 1870—71, er, at selv slet vedligeholdte, men stormfrie gammeldags Fæstninger ikke kunne betvinges med Feltskyts. Fore­ toges der altsaa endog aldeles Intet til Modernisering af Fæstningen, saa yder denne dog endnu saameget, at den tvinger Fjenden til at medføre Beleiringsskyts.

Fæstningens fortifikatoriske Betydning er i Alminde­lighed afhængig af 3 Omstændigheder:

Det omgivende Terrain, Dækningen mod Vertikalild i det Indre, Omformningen af Voldene til Bevarelse af Storm­friheden.

Den dominerende Høide, der ligger saa fjernt, atden tidligere var uskadelig for Fæstningen, kan nu gjøre et Forsvar umuligt, og Fjenden maa derfor hindres i at sætte sig i Besiddelse af den.

Men ere Omgivelserne ikke paa fremtrædende Maade heldige for Fjenden,, saa er det tilstrækkelige Antal af bombesikkre Opholdsrum afgjørende for Muligheden af en alvorlig Modstand.

Først derefter har Bevarelsen af Stormfriheden Betydning. Den Forstærkning, som Defensiven har erholdt ved den forøgede Ildvirkning, gjør det paa stor Afstand indledede voldsomme Angreb paa et Værk til et meget farligt Foretagende. Englændernes Angrebsmaade mod de spanske Fæstninger kan nu ikke mere anvendes.

Hvor kraftigt Artillerikampen endnu kan føres fra Voldene af en gammel Fæstning, selv medens Eskarpen er styrtet ned, viser Belejringen af Soissons. Da Brechen allerede var tilveiebragt, maatte Forberedelserne træffes til Anlæget af den første Parallel og til den skridtvise Fremrykning mod Brechen; Udførelsen heraf under denendnu bestandig overlegne Ild fra Fæstningen var sikkert bleven overordentlig vanskelig. Men paa ingen Maade havde man uden en saadan Nærmelse uden videre fra det Fjerne kunnet foretage en Storm paa Brechen.

Der skal her angaaende Kraften af Forsvarsilden nævnes en preussisk Dom, der støtter sig til Krigserfa­ring, og som svarer til den almindelige Opfattelse:

«Man kan med Nutidens Præcisions-Geværer antage som en Maxime, at den til Brysthøiden dækkende Skyttegrav, der paa hvert Skridt er besat med een Mand, ikke kan tages ved et Frontalangreb alene, naar den er rigtig anlagt, og altsaa behersker et aa- «bent eller reguleret Forterrain«.

Hvorfor skal denne Sætning ikke gjælde ogsaa for Besættelsen af den dækkede Vei foran Brechen, og for Geværilden fra denne?

I ethvert Fald maa dog en saadan Ombygning af Voldene have fundet Sted, at Brystværnet og Armeringen blive uberørte af Eskarpcmurens Skjæbne. Styrter Bryst­værnet ned, saa ender Artillerikampen, og Fremrykningsarbeiderne mod Brechen kunne ikke alvorlig bekjæmpes.

Vi gjentage altsaa: Omgivelserne af den gamle Fæst­ning ere afgjørende i første Linie for dens fremtidige Betydning. Fortjener den i denne Henseende at bevares, saa danner dens Udstyring med bombesikkre Opholdsrum det første, og Sikkringen af Skytsstandpladsene det næste uundgaaelige Skridt for at hæve dens Modstandsevne. Var det endnu muligt at gjennemføre Murværkets Dæk­ning mod indirekte Skydning, saa sees ikke, hvorfor en saadan Fæstning ikke skulde kunne hævde den den til­kommende beskedne Rolle i de store Krigsoperationer.

Vi betone Ordet beskeden, thi paa enTid, hvor der ubestridt lægges størst Vægt paa det offensivt gjennemførte Forsvar maa man sikkert tiltræde følgende Udtalelse af den preussiske Ingenieurofficeer Wagner, der efterathave omtalt den Værdi, som kan tillægges ældre Fæst­ninger, siger:

«Men Fæstninger, af hvis virksomme Forsvar Krigens Afgjerelse skal kunne afhænge, maae forstørres i Forhold til de kjæmpende Hære og til Rækkevidden af det riflede Skyts, og ved Værkernes Indretning, samt ved rigelig Udstyring med alle livs- og Krigsfornødenheder gjøres skikkede til en udholdende Mod­ nstand, det koste hvad det vil».

Her ere vi igjen naaede til de store befæstede Leire og skulle endnu fremhæve en Udtalelse, som der skyldes Opmærksomhed.

I alle Rigsbefæstningsforslag findes hovedsagelig — idetmindste som Nybygninger — kun de 2 Typer: store befæstede Leire og Spærreforter (inklusive Brohoveder).

Imod denne almindelige Strømning stille sig Ud­ talelserne fra en Mand, som i den sidste Krig har bevist, at han fuldkomment forstaaer den vanskelige Kunst, at forsvare en Fæstning godt. Oberst Denfert-Rochereau udtaler sig bestemt imod de store befæstede Leire og næsten ligesaa skarpt imod de smaa Spærreforter. Ved Forhandlingerne om den franske Rigsbefæstningslov i 1874 yttrede han sig saaledes:

«Til Forsvaret af enhver saadan stor befæstet Leir behøves 40,000 til 50,000 Mand, hvoraf mindst 2/3 bør være Linietropper. Giver man en saadan Fæst­ning ikkun den fornødne Besætning af Territorialarmeen, og bliver den mobile Hær trængt bort fra Fæstningen, saa kan Fjenden strax begynde Belejringen under de heldigste (?) Omstændigheder. I Virkelig­ heden kunne, saasnart ikkun Enceinten og Forterne ere besatte, disse beleires særskilt, umiddelbart efter Vaubans Regler, og hurtig overvældes, selv uden Beleiringsartilleri.

Det Heles Fald vil fremskyndes saa meget mere, som Angrebet kan skee samtidig paa flere Punkter.

Ofte vil Svagheden i Kommandoen i et af Forterne, og dettes hurtige Fald være nok til, at den moralske Kraft bos Garnisonen i de andre Forter og i Centralfæstningen alvorlig rystes.

Erfaringerne fra den sidste Krig have desuden vist, at saasnart vore smaa Fæstningsgarnisoner indelukkede sig i Fæstningen, saa faldt denne meget hurtigt; og dog var enhver af disse Fæstninger større, end de Forter, som man foreslaaer som Støttepunkter for de befæstede Leire».

Oberst Denfert kommer i sin videre Udvikling til den Slutning, at det er nødvendigt at tildele enhver be­ fæstet Leir en passende mobil Troppestyrke, og at der­ ved en stor Del af den aktive Hær vil blive gjort ube­ vægelig. Skarpest udtaler ban sig mod den Anskuelse, at den befæstede Leir skulde kunne tjene som Replipunkt for en slagen Hær, som der kunde samle Kræfter, reformeres og paany derfra bryde frem. Han skildrer udførlig de Aarsager, som vanskeliggjøre en blokeret Hærs Frembrydning fra en befæstet Leir, og siger, at saadant ikkun kan skee ved Medvirkning af en udenfra ope­ rerende Hær.

«Jeg formener, siger Denfert, at den Idee at bygge befæstede Leire som Tilflugtssted for slagne Hære, er en Tanke, som Grundsætningerne for Krigsførelsen i aaben Mark fordømme».

Han udvikler dernæst, at mindre Fæstninger med mindre langt fremskudte Forter, der derfor kraftig kunne understøttes fra selve Fæstningen, ogsaa kunne forsvares offensivt med uøvede Tropper, ikke trække Tropper fra Hæren og ville kunne yde fortrinlig Modstand, saasnart man kun bringer deres Armering til den høieste Grad af Fuldkommenhed.

Om Spærreforterne siger Oberst Denfert:

«Disse Spærreforter havde i Fortiden deres Existentsberettigelse ........ jeg har nogen Tvivl om deres «nuværende Betydning».

Herpaa følger en Gjentagelseaf den Krigserfaring, at smaa Garnisoner, som indeslutte sig bag Murene, snart ville være overvældede (hvorved den Bemærkning dog vanskelig kan tilbageholdes, at disse vel ogsaa vilde have været lidet modstandsdygtige foran deres Mure), og den Eftervisning, at kun større Fæstninger kunne gjøre Modstand i længere Tid.

«Alle andre Fæstninger, som have anvendt dette rent defensive Forsvar have kun modstaaet i faa Dage, ofte selv kun i Timer. Alligevel vare disse Fæstninger meget storre end de Spærreforter, som man nu foreslaaer opforte».

Som man seer, er det i begge Tilfælde den samme Tankegang, som Belforts berømte Forsvarer slaaer ind paa, for at fremstille det enkelte Leirværks og Spærre­ forts Modstandsevne som utilstrækkelig: . . . . fordi Gar­nisonen er for lille til Udførelsen af offensivt Forsvar.»

Men for at være retfærdig i sin Dom. burde Oberst Denfert ogsaa have fremhævet i hvilken Tilstand hine franske Fæstninger vare, der kun blev holdte i Dage og Timer af den bag Murene indelukkede Garnison.

Den afvisende Dom over de befæstede Leire synes os imidlertid dog i enkelte Retninger at fortjene Opmærk­somhed. Det er en aabenbar Kjendsgjerning, at Reorganisationen og Frembrydningen af den i Leiren op­ tagne Hær, uden Hjælp udenfra, kun er tænkelig, naar den befæstede Leir slet ikke er cerneret eller kun af svage Kræfter, altsaa naar Forbindelsen med det til­ stødende Land er fri idetmindste paa een Side.

Ligesaa evident og længst bekjendt er den Mangel ved denne Form, at den enten binder en stor Mængde Tropper, eller kun kan yde en forholdsvis svag Mod­stand. Men den naturligste Slutning, som kan uddrages heraf, er ikkun, at de enkelte Forter bør gjøres saa stærke og selvstændige som muligt, saaledes at deres Erobring, naar de ere godt armerede og have fuldkom­ ment dækkede Hum for Besætningen, sikkert ikke kan naaes »ved den Vauban’ske Angrebsmaade», og endnumindre «selv uden Beleiringsartilleri». Oberst Denferts Fordømmelse kommer egentlig først til fuld Ret, naar man skulde forsvare en ved provisoriske Anlæg tilveiebragt befæstet Leir uden mobil Hær!!

Oberst Benfert har vel bevist, at en velanlagt større Fæstning med detacherede Værker (dog ikke af en be­ fæstet Leirs Størrelse) kan yde et haardnakket og tildels offensivt ført Forsvar. Men den deraf dragne Slutning: man bør altsaa hverken anlægge meget store eller smaa Fæstninger, kan dog vel ikke tiltrædes.

Det forekommer os, at ved Substitueringen af saadanne Fæstninger af Middelstørrelse for store befæstede Leire er der i Oberst Denferts Fremstilling forbigaaet en væsentlig Omstændighed: Saadanne Fæstninger tvinge ikke Fjenden til Angreb, naar de ikke ere absolute Af­spærringspunkter. Fjenden vil — ligesom ved de util­ strækkelig besatte befæstede Leire — gaae forbi, og den Nytte, som han tilskriver dem, «ligesom de befæstede Leire at binde en større fjendtlig Troppestyrke», kan og-saa udeblive!

Tilveiebringelsen af en stor Centralfæstning, Sikkringen af Hovedkommunikationerne og af de strategisk vig­tige Overgangspunkter, Opførelsen af saadanne Grændse- fæstninger, som paa enhver sandsynlig Krigsskueplads sikkre Hærens Opmarche — alt dette danner en Sum af fortifikatoriske Bygningsværker, hvis Tllveiebringelse med de nuværende Fordringer i Henseende til Dækning og Virkningssphære maa medføre meget store Bekostninger. Til hvilke Slutninger denne Kjendsgjerning kan føre, vil fremgaae af følgende Citat af Wasserschleben, hvilket iøvrigt kun er udtalt med Hensyn til Anlæget af en stor befæstet Leir:

«Det kan ikke nægtes, at Bekostningerne ved en saadan Vaabenplads ville være uhyre. Ikkun Stater af en vis Størrelse ville kunne afsee slige Midler til Fæstningsanlæg, og vi erholde derved et Maal for Staternes Existensberettigelse. Saadanne, som til Kampen om Tilværelsen ikke have kunnet bringe Offre af denne Størrelse, maae forsvinde og gaae op i større Stater. Det vil imidlertid dog være tilstrækkeligt, naar Middelstater besidde kun en enkelt saadan Vaabenplads og Stormagter en saadan paa hvert Krigstheater».

Disse Slutninger kunne vi dog ikke tiltræde, de lade formeget alle andre Forhold, og navnlig de politiske, ude af Betragtning. Megen Opmærksomhed tilkommer der derimod følgende Udtalelse af samme Forfatter:

«Spørgsmaalet, ihvorvidt Vaabenpladsene befinde sig i den opad- eller nedadstigende Green, bevæge sig imod Minimum eller Maximum af deres Betydning, maa aabenbart besvares derhen, at vi atter gaae en Periode imøde for Maximalværdi af Fæstningerne».

Forfatteren beviser denne Sætning ved en sammen­lignende Overveielse af Angribernes og Forsvarernes For­hold under alle de forskjellige Faser af Kampen om en moderne stor Vaabenplads.

Den taktisk-fortifikatoriske Plan for Anlæget af en stor befæstet Leir lader sig, saaledes somalt nævnt, som oftest føre tilbage til den allerede typiske Form, en Enceinte med et Bælte af Forter. Men et væsentligt Fremskridt er det imidlertid, at den bestandig mere le­ ende Erkjendelse af Terrainets Betydning og Armerin­gens udvidede Virkningssphære tilstede en friere Behand­ling af Bæltet; en ængstelig Fastholden ved snevre Detacherings- og Flankeringsafstande, Overførelsen af afcirklede theoretiske Projektformer fra Tegnebordet til Terrainet uden tilsvarende tilpasning er nu et overvundet Stand­ punkt. Krigen har lært, at Forstudiet af Angrebsterrainet, dets Styrke og dets Svagheder og dets mulige Benyttelse af Fjenden ikke kunne foretages omhyggelig nok før Anlæget af nye Fæstninger. Paa disse rationelt gjennemførte Forstudier beroe de store Forskelligheder, som give sig tilkjende i Anlæget af Fortrækken i Henseende til Styrken og Samlingen af Værkerne. Værkerne danne hine faste Holdepunkter, som tilstede Forsvareren at gjøre til egentlig Kampplads et langt fremskudt Terrainbælte, ud af hvis Besiddelse Fjenden ellers vilde fortrænge ham ved første Angreb. De maae være saaledes fordelte, at de paa dette Kampterrain sikkre Forsvareren taktiske Fordele.

Krigen har lært, at de store Udfald, Gjennembrudskampene, efterat den fjendtlige Cerneringslinie er be­ fæstet, som Følge af Ildvaabnenes forøgede Defensivkraft, ere haabløse; kun særegne Forhold kunne paabyde, at de foretages. Men Beliggenheden af de permanente Værker maa saa meget som muligt begunstige de idelige og stadig skiftende Udfaldskampe mod enkelte Punkter af Cerneringen, og en virksom Positionskamp i og foran det af Værkerne sikkrede Terrainbælte.

Den heldige Anvendelse, som der er gjort af Cernering som Middel til at betvinge store Fæstninger, har ført til, at den væsentligste Egenskab, som kræves ved en stor Centralfæstning, er den, at Cerneringen er gjort umulig for Fjenden. Italien haaber at have opnaaet denne værdifulde Egenskab ved sin Centralfæstning, Bologna, ved at støtte Fæstningerne til de steile Apenninerbjerge; ved Antwerpen stoler man paa de udstrakte Oversvømmelser og paa en Deling af de ijendtlige Strids­ kræfter ved den mægtige Schelde; de franske Ingenieurer søge at hindre en tijentagelse afBegivenhederne ved Pa­ris, idet de skyde Værkerne langt frem i de Terrainafsnit, som ligge gunstig for Angriberne, saaledes at det af Forsvarerne beherskede Bælte erholder en overordentlig Udstrækning. General Brialmont søger at naae det samme Maal for Fremtidens store Centralfæstninger ved Dan­ nelsen af flere Fortgrupper, hvorved man umuliggjør, dels Fjendens Fremrykning i det ved dem beherskede, men iøvrigt ubefæstede mellemliggende Terrain, dels Inde­ slutningen af en enkelt af Grupperne, cg dels endelig Cerneringen af den samlede Befæstning. Han gjør endog Regning paa, at den indenfor slige Fortgrupper belig­ gende Hovedstad kan undvære en indre Enceinte!

I Almindelighed maa det dog betragtes som en over­ alt antaget Maxime, at Enceinten idetmindste maa sikkre imod det voldsomme Angreb, som Fjenden kan forsøge ved at gjennembryde Fortlinien.

Af Besparelseshensyn bliver der vel bragt svage Former i Forslag for Enceintens Konstruktion; naar disse vælges saaledes, at man ved Forsvaret maa give Afkald paa en kraftig artilleristisk Virkning fra Enceinten, maa saadant dog ansees for en uheldig Svækkelse af den hele Befæstning.

De preussiske Konstruktioner vise overalt en vel­ organiseret Hovedvold som sammenhængende indre Enceinte.

Grundsætningen: «stærke Forter foran den stærke Enceinte», bør fastholdes for enhver Ilovedvaabenplads. Antwerpen frembyder et Exempel herpaa; de nye tydske Fæstningsanlæg ved Köln og Mainz ville gjøre det samme.

Ved en meget stor Udstrækning af Enceinten troer man at kunne tilveiebringe denne billigere ved at er­ statte den med enkelte Værker med Forbindelseslinier.

Meget turde der ikke være vundet derved, undtagen ved saadanne Fæstninger, hvor der ogsaa kan være Spørgsmaal om et eventuelt Forsvar mod det Indre tii Beherskning af Byen.

Den preussiske Forfatter, Wasserschleben, har foreslaaet foran Fortrækken i 1200 Alens Afstand at anlægge en ved bombesikkre Blokhuse forsvaret dækket Vei. Skyttegrave uden Støtte af saadanne Blokhuse formaae rigtignok ikke, saaledes som han ogsaa fremhæver, at erstatte en slig dækket Vei. Den længere fremskudte Besættelse af Kampterrainet og den udstrakte Anvendelse af Haandskydevaabnet ere ubestridelige Fordele ved dette Forslag. Alligevel kan der indvendes meget imod det; medens Holdbarheden af enkelte fremskudte Positioner er sikkret ved svært Fæstningsskyts, turde Holdbarheden af en saa udstrakt Linie, trods Støttepunkterne, være meget tvivlsom; til Opførelsen i denne yderste Linie af Blokhuse vil der ikke være Tid inden Angrebet; de maatte derfor i Fredstid bygges permanent, hvorved betydelige Bekostninger ville fremkomme osv.

Særdeles interessante og lærerige ere Begivenhederne ved Belfort i Henseende til den taktisk-fortifikatoriske Benyttelse af Terrainet til Førelsen af en haardnakket Positionskamp. Den relative Styrke og Sikkerhed, som fremskudte Positioner besidde, naar deres Forterrain kan bestryges af svært Skyts fra bagvedliggende Værker, for­ tjener den største Opmærksomhed.

Vi gaae nu over til at omtale vor Tids fortifikatorisk- tekniske Regler for Anlæget af Fæstningsværker.

Lynetteformen med stump Kapitalvinkel og bastioneret Strube tjener endnu som Hovedtype for Forterne. Dog har Angrebets forøgede Skytsvirkning havt væsentlig Ind­flydelse paa deres Tracee. Den nødvendige forøgede Dækning for Voldenes Armering har medført en Forlæn­gelse af Frontlinierne, og de enfilerede Liniers bestandig farligere Stilling har tvunget til en Forkortelse af Flan­kerne. For saavidt muligt at formindske Træfningssand­ synligheden for Fjenden giver man det hele Værk kun ringe Dybde.

Reduiterne i det Indre, som oftest i Nærheden af Fortets Strube, have i den sidstforløbne Fortifikations­ periode spillet en betydelig Rolle; de kunne nu ikke undgaae Kritiken, da de kunne ødelægges ved indirekte Be­skydning. For at afhjælpe denne Mangel blev først foreslaaet at dække dem ved et foranliggende Jordglacis i det Indre af Værkerne, og man finder saadant indført i de store Forter ved Antwerpen.

Et andet Hjælpemiddel bestaaer i at lægge Reduiten dybt. I et Forslag (Grumbkow’s Figurtavler) er der givet den øverste Kant af Reduitens Murværk Koten + 12', Hovedvoldens Ildlinie + 25', den mindste Afstand mellem disse Linier er 153', den største 207'. Trods den bety­ delige Forsænkning af den to Etages lleduit, er denne i Kapitalen kun dækket under 1:11 og henimod Skulder­ punkterne endog kun under 1:15 — den er derved ved­ blivende prisgivet til Ødelæggelse ved indirekte Beskyd­ning.

Da paa saadan Maade ingen tilstrækkelig Dækning af Reduiten opnaaes, og der ved Jordglacis i det Indre af Værkerne fremkommer en abnorm Forstørrelse af dem og derved uforholdsmæssig forøgede Bekostninger, have flere Ingenieurer — og derimellem navnlig de østerrigske og italienske — allerede for længere Tid siden ganske givet Afkald paa Anlæget af isolerede Reduiter. I den nyeste Tid søges disse delvis erstattede ved Anlæget af bombesikkre, fremefter med Jord tildækkede Strubebyg­ninger. Denne Ordning er overalt fremherskende i de nyeste Projekter.

Alligevel kunde det være, at det sidste Ord endnu ikke er udtalt om Spørgsmaalet: Reduiter. De taktiske Fordele, som de frembyde, fremkalde stadig Ønsket om, at der ikke maa blive givet Afkald paa dem. Ja særdeles vægtige Stemmer mellem Ingenieurerne udtale sig endog for deres ubetingede Nødvendighed i stærke og til selv­ stændig Virksomhed bestemte Værker.

Wagner forlanger Dækningen af Reduiten mod indi­rekte Beskydning. Han tilføier: «Kun der, hvor det egentlige Angreb ikke kan ventes, er til Nød den fuldstændige Dækning mod Indsigt tilstrækkelig. Paa Angrebsfronterne udkræves derimod et Glacis i Værkernes Indre til Dækning saavel imod indirekte Skydning fra lang Afstand, som imod direkte Skud fra Logementet paa Volden.»

«At give Afkald paa Reduiter, vilde være ligesaa urigtigt som at kjæmpe i Felten uden Reserve.»

General Brialmont vil i intet stærkt Værk undvære Reduiten. Men faktisk bliver nu, som anført, næsten overalt anvendt Strubebygninger.

Da det er uundgaaeligt, at dække Strubeforsvaret mod Angrebsbatteriernes indirekte Ild ved en Parados, saa ligger Benyttelsen af denne til Indbygning af dæk­ kede Rum nær. I de to nyeste Forter ved Antwerpen paa venstre Scheldebred bliver der nu bygget kassemat­ terede Parados, men General Brialmont anseer rigtignok ogsaa disse Forter for lidet udsatte, hvorfor de kunne gjøres mindre stærke. I Fortet Nr. 9 paa liøire Bred, foran Merxem, har han, da det er af større Betydning, sine Grundsætninger tro, indrettet en velsikkret Reduit.

Det næste Spørgsmaal, som vi ville omtale, er det om Forternes Størrelse. Dette staaer i nøie Forbindelse med Førelsen af Artillerikampen ved Forsvaret af Fæst­ ningen; to modsatte Strømninger gjøre sig gjældende her.

Alle ere enige om, at det er nødvendigt at føre For­ svaret saavidt muligt offensivt med Kontraopprocher og ved Fastholdelsen af fremskudte Positioner — Artilleri­ kampen ogsaa fra Annex- og Mellembatterier.

Men medens nogle lægge Vægten paa ogsaa, og derfor endnu bestandig ville give Værkerne en saadan Konstruktion, at de selv ere skikkede til en kraftig Førelse af Artillerikampen — saa ville Andre, at regne fra Fuld­førelsen af de første Angrebsbatterier, fuldstændig hen­ vise Artillerikampen til Annex- og Mellembatterierne. De Resultater, som disse forskjellige Anskuelser føre til, ere meget afvigende. Ifølge den første kommer man til Op­førelsen af store, stærkt armerede Værker; — den anden Anskuelse fordrer vel ogsaa stormfrie og stærke Værker, men ikke større end nødvendigt for Opnaaelsen af For­ ternes Hovedopgave: at danne faste Holdepunkter i Terrainet, der sikkre Herredømmet over et bestemt Bælte.

Det lader sig ikke nægte, at Uligheden i Maalfor- holdet mellem Forter og Angrebsbatterier med den nu­ værende Træffesikkerhed stiller Kampen ugimstig for Vær­ ket, saasnart Bygningen af Angrebsbatterierne er lykkedes. Man maa derfor og paa Grund af Angrebsskytsets større Mængde komme Fortets Artilleri til Hjælp med liden fra Mellembatterierne. Men skulle de sidste fuldstændigt op­ tage Kampen, saa stiller man sig vel i Henseende til de ringere Maalflader, men ogsaa iøvrigt i andre Henseender paa lige Fod med Angriberne; man giver altsaa for en stor Del Afkald paa de Fordele, som Forsvarerne skulde drage af Terrainets Forberedelse og af de dominerende Stillinger.

At disse sidste have tabt i Betydning kan vel ikke benægtes; men paa den anden Side er Virkningen af den indirekte Beskydning stærkt overdreven.

De Franske have ved nogle Leiligheder vist, at en udholdende Førelse af en kraftig Artillerikamp imod fær­ dige Angrebsbatterier ogsaa kan foregaae fra selve Fæstningsvoldene — og dog ydede disse Volde Skytset en ringere Dækning, end Tilfældet vil blive ved den moderne Indretning af Voldene.

Skal Kampen gjennemføres fra Værket, saa maa der gaaes ud fra Bevægelighed i Opstillingen af Skytset, hvortil Plads og en betydelig Udstrækning af Voldene er nødvendig. General Brialmont fordrer ubetinget denne Bevægelighed af Skytset, og har taget fuldt Hensyn til denne Fordring ved Anlæget af Antwerpens rummelige Værker. Men han er gaaet endnu et Skridt videre, idet han i de nye Forter paa venstre Bred har indrettet disses Parados til en anden, indirekte virkende Skytsopstilling, hvis Udstrækning muliggjør en kraftig Skytsvirkning og en hyppig Vexlen af Opstillingen. Fjenden kan desuden kun meget vanskeligt indskyde sig paa disse ikke synlige Batterier.

De store Forter have sikkert en ganske enorm Feil: den store Bekostning.Tilhængerne af de smaa Forter have her Fordelen paa deres Side. I Henseende til Antallet og Beskaffen­ heden af de bombesikkre Rum, som ved stormfrie Forter mindre afhænger af Infanteribesætningen end af Armerin­ gen, gjøre de mindre Fordringer, og endvidere spares der betydelig i Bekostningerne til selve Stormfriheden.

For at disse smaa Værker ikke skulle være nødte til ganske at skulle skjule deres Skyts, men vedvarende skulle kunne deltage i Kampen, er der gjort Forslag til at sikkre deres Face-Skyts en vedvarende Kampdygtighed ved en Pandsriug med Jern. Da den større Nytte, saadant Skyts yder, tilsteder en yderligere Formindskelse af Armeringen og derved en Forkortning af Linierne, saa er ved denne Foranstaltning endog forbundet en forøget Besparelse i den samlede Bekostning ved Værkets Anlæg.

Betragter man Terrainforholdene paa de forskjellige Steder, saa kommer man vel til følgende Regler:

I flade vandrige Egne, hvor Grundvandets høie Beliggenhed besværliggjør Batteribygningen, og hvor derimod Stormfriheden kan sikkres ved vaade Grave, fortjene de store Forter Fortrinnet.

Naar Vandet hverken træder hindrende iveien eller tilsteder Besparelser, maa i Lande, hvor Bekostningsspørgsmaalet overhovedet har en afgjorende Betydning, Muligheden for Udførelsen af store Fæstninger reddes derved, at det enkelte Værks Opgave begrændses saaledes, at dets Anlæg simplificeres og dets Størrelse indskrænkes.

I kuperet Terrain vil det ofte ikke være muligt foruden Byggepladsen for Værket, at finde gunstige Byggesteder i Mellemrummene for Batterier. Naar Værket selv okkuperer den eneste gunstige Plads i Terrainet, saa maa dette ogsaa bygges saaledes, at det kan overtage Førelsen af Artillerikampen.

Spørgsmaalet om Forternes Størrelse er altsaa intet Besætningsspørgsmaal, uagtet det meget ofte behandles som saadant, men udelukkende et Spørgsmaal Terrainet vedrørende, idet dette betinger Armeringen. Besætnings- spørgsmaalet træder først i Forgrunden, naar Værkernes billigere Udførelse fremkommer paa Stormfrihedens Bekostning.

De nuværende Betingelser for Stormfrihed ere meget lempeligere end tidligere. Fjendens voldsomme Angreb med blanke Vaaben ere haabløse Foretagender, naar Forterrainet er godt bestrøget og Gravforsvaret kraftigt. Men for at være sikkret mod Overrumpling behøves selv ved stærkt forsvarede Grave en betydelig Hindring ved Eskar­pens Fod. Fattes en saadan, maa den erstattes ved en forøget Bevogtning og forstærkede Reserver, og dens Mangel giver sig umiddelbart tilkjende ved de forøgede Tal for Besætningens Størrelse.

I de tydske Forslag findes næsten gjennemgaaende anvendt en fritstaaende c. 3' tyk Eskarpemur af indtil 20 Fods Høide. Den er selvfølgelig anlagt fuldstændig sikkret mod indirekte Beskydning; Graven foran bliver bestrøget med Skyts, og Rondegangen bagved med Mitrailleuser. En Undtagelse fra denne Nøisomhed i Fordrin­ gerne til Stormfrihed gjør Wasserschleben, som (ved en 32' høi Kontreskarpe) forlanger 25' høie, kun med den øvre Del fritstaaende Eskarpemure.

Traceen for Eskarpens Beklædningsmure bør rette sig efter de heldigste Flankeringsbetingelser; for Ildlinier­nes Tracee ere derimod Skudlinierne og de enkelte Pjecers Opgave det afgjørende. Den ene Tracees Uafhæn­ gighed af den anden er derfor et nu paany anvendt Prin­cip, for hvis Gjennemførlighed dog de tekniske Hensyn drage temmelig snevre Grændser.

Spørgsmaalene om Voldens Indretning og om dæk­ kede Opholdssteder for Besætningen blev tidligere fuld­ stændig holdte hver for sig; nu blive de behandlede i nøieste Forbindelse med hinanden. Der er herved fuld­ stændig brudt med de ældre Grundsætninger. Ethvert Fort bør der ubetinget gives et tilstrækkeligt Antal bom- besikkre Rum for hele Besætningen. Deri, at Forsvarerne kunne udholde selv det heftigste Bombardement, ligger den Kraft, der gjør det umuligt for Angriberne at sætte sig i Besiddelse af Fæstningsværket paa anden Maade end ved en regelmæssig Beleiring. Provisoriske Dæknin­ ger, Nedgravninger og lignende kunne i saa Henseende gjøre væsentlig Nytte der, hvor der ved det oprindelige Anlæg er gjort for Lidet; men saadant vil kun under gunstige Omstændigheder være tilstrækkeligt.

Ethvert Værk eller enhver Fæstning, hvis Indre ikke svarer til disse Nutidens forhøiede Fordringer, vil ikke af Fjenden blive værdiget nogen regelmæssig Beleiring, men blive bragt til at falde ved det afkortede Angreb, ved det voldsomme Angreb i dette Ords nuværende Be­tydning, altsaa ved den tilintetgjørende Beskydning af svært Skyts fra lange Afstande.

Men saasnart Besætningen er sat istand til i Sikker­ hed at lade denne Projektilregn gaae hen over sig, vexle Forholdene ganske til Fordel for Forsvarerne. De vidt­ løftige Angrebsarbeider kunne ikkun med de største Offre føres fremad under den forøgede Ildvirkning af det nu­ værende Skyts, naar det er lykkedes Forsvarerne at be­ vare dets Brugbarhed.

Hvad der betonedes ved Omtalen af de ældre Fæst­ningers nuværende Værd er altsaa ogsaa her af afgjørende Betydning: Værkets tilstrækkelige Udstyring med sikkre Opholdsrum og en saadan Indretning af Voldene, at Armeringens Bevarelse begunstiges; paa disse to Fak­ torer beroer væsentlig et stormfrit Værks Modstandskraft — forsaavidt saadant overhovedet afhænger af hvad Inge- nieurerne kunne yde. Afkæmningen af Brystværnet er selv ved en heftigere Beskydning ikke saa betydelig, Oprodningen af Volden ikke saa farlig, at derved den for­ nyede Opstilling og Benyttelse af Forsvarsskytset skulde være umuliggjort; kun den fuldstændige Nedstyrtning af Brystværnet og Skytsstandpladsene — saaledes som det finder Sted i gammeldags konstruerede Fæstningsvolde ovenfor Brechen, — maa man sikkre sig imod ved at give Voldskraaningen tilbørligt Anlæg.

Saavel i Østerrig som i Tydskland haves baade for Forternes og Enceintens Vedkommende Forskrifter for Voldenes Indretning, der udmærke sig ved Simpelhed.

I Henseende til Traverseringen gjælder i Almindelig­ hed den Regel, at Skytset opstilles parvis paa de Linier, som ikke kunne enfileres, hvorimod hvert Stykke Skyts opstilles mellem 2 Traverser paa Linier, der ere udsatte for Enfilering. Dybt indskaarne Skydeskaar ansees kun for anvendelige paa Linier, der ikke deltage i den fron­ tale Kamp; Bonneter forøge Betjeningsmandskabets Sik­kerhed, navnlig imod Skytteilden; men anbringes de ikkun flygtigt under Forsvaret, blive de hurtigt ødelagte af Artilleriilden. En indre Brysthøide af 8' anseer man i Antwerpen for fuldkommen tilstrækkelig. Tillader Affu­ tagekonstruktionen ikke en saadan, Saa blive Nedtrædelseshuller ved Siden af Kanonbænkene nødvendige. Kost­ bare Affutagekonstruktioner (a la Moncriefl) til Løsning af Sikkerhedsspørgsmaalet synes endnu kun at have fun­ det Anvendelse i Kystbatterier.

Hultraverser med Opholdsrum for Mandskabet og Rum til Henstilling af Skytset bør ikke mangle paa nogen Skytsfront, i Antwerpen er der hensigtsmæssigt anvendt Tvillingtøndehvælvinger. Midlerne til Forøgelse af det svære Forsvarsskytses Bevægelighed, hvorpaa Bortfjernel­ sen, Dækningen og Gjenopstillingen i rette Tid beroer, lade endnu saa temmelig Alt tilbage at ønske.

For at faae dette Spørgsmaal løst, burde Krigsbesty­relserne ved Udsættelsen af betydelige Præmier tage Opfindelsesevnen og Tekniken understøttende under Armen. Teknikens nuværende Standpunkt berettiger til at ansee denne Opgave for i ingen Henseende umulig. Opstillin­ gen af Dampmaskiner i Forternes Kasematter hører allerede til de bestaaende Kjendsgjerninger, f. Ex. i Scheldeforterne ved Antwerpen; en hyppigere Anvendelse af dem vil sikkert finde Sted, da det vilde være fuldkomment urigtigt, hvor de tilstedeværende Hulrum altid give Leilighed til en dækket Opstilling af Maskinerne, at und­ drage sig Baadigheden over en saa betydelig Kraft.

Paa hvilken Maade den Motor under Volden værende skal benyttes til Skytses Bevægelse paa denne, er en Fremtidsopgave, som ganske vist maa kunne løses i Landbefæstningerne, da Spørgsmaalet er afgjort for Kanon- baadenes og Kystbatteriernes Vedkommende, hvis langt sværere Kalibre ubetinget udkræve Maskinkraft til Løft­ning. Hydrauliske Løfteindretninger ansees især for hensigtsmæssige.

Opkjørslerne til Voldgangen, Ramperne, bør anlæg­ ges i normal Retning til denne. De langs den indre Voldskraaning liggende Ramper maae i det mindste falde bort overalt, hvor der ligger Kasematter under den indre Voldside. I Antwerpen erstatter man delvis Sideramperne med normale Ramper. I tydske Værker finder man begge Arter antagne. Wasserschleben udtaler sig mod Ramper overhovedet, og vil have alle Adgange til Volden tilveie- bragte paa dækket Maade, som Vindeltrapper fra de underliggende Kasematter. Han skriver:

«De lange smalle Jordramper, som en eneste Granat «kan ødelægge, maae ganske falde bort. Forbindelsen mellem Værkets Gaard og Voldgangen bør skee ved Hjælp af Vindeltrapper og Skytsophaleindretninger i dækkede Skytsrum paa Volden. Disse ere den øvre Etage af Kjældere, som naae frem over Korridoren og bagud i Linie med Kasematterne staae i Forbindelse med Værkets Gaard.»

De lange, for Beskadigelser udsatte Jordramper ere imidlertid hurtig istandsatte, og det maa dog ansees for betænkeligt at unddrage sig dette Middel, ved hvilket Tropper og endog Feltskyts hurtig føres op paa Volden. Men naar man seer bort fra disse extreme Momenter i Forsvaret og holder sig den normale Tilstand i Fortet under den mere eller mindre langvarige Artillerikamp for Øie, saa kan man ikke underkjende Betydningen af den fuldstændige Sikkring af alle Kommunikationer i det Indre. Til Bestyrkelse af denne allerede anerkjendte Grundsæt­ning ville vi atter citere Wasserschleben:

«Kommunikationen i hele Fortet bør finde Sted i dækkede Rum: man maa uden at være udsat for Kugle­regnen kunne naae til alle Lokaliteter, Sovestuer, Køkkener, Forbindingsrum, Brønde, Latriner o.s.v. Disse Rum bør derfor anlægges under Voldens bageste Del, hvor de kunne erholde tilstrækkelig høie og lyse Vinduer, medens der fremefter under Volden løber en Korridor, ud imod hvilken alle Døre aabne sig.»

Foruden ved den dækkede Kapitalpoterne bliver Forbindelsen mellem Værkets Strube og Face i den nyere Tid sædvanlig tilveiebragt ved hvælvede Gange under Flankerne. Disse udmunde da i den beskyttede Kommu­ nikation, som fører langs Facernes indre beklædte Vold­ side. Denne Ordning findes mere eller mindre fuldstæn­digt gjennemført i de fleste nyere Forslag og udførte Anlæg.

De bombesikkre Opholdsrum kunne bygges dels under Facernes Volde, dels under Strubens Parados; under Flankernes Volde anbringes de kun hensigtsmæssigt, naar disse ere beskyttede mod Reversild, eller idetmindste Kasematterne kunne gives en saadan Beskyttelse.

Man er ikke ganske enig om, ihvorvidt Kasematternehelst bør lægges under Facerne eller i Struben. Som oftest vil det være nødvendigt at anbringe Kasematter paa begge Steder; Kasematterne under Facerne maae da navnlig indrettes for hvad der tjener til Støtte for Artil­lerikampen, medens Strubekasematterne tjene til Kaser­nering.

I de tydske og belgiske Kasemattekonstruktioner bli­ ver gjennemgaaende anvendt flere Etager til Forøgelse af Belægnings- eller Magasineringsrummet; uagtet Murenes Forhøielse opnaaes derved unægtelig økonomiske Fordele. Flere Etager kan navnlig anvendes ved Strubekasematbyg- ningen, hvor man er mindre indskrænket i Henseende til Bygningens Højde end ved Indbygningen under Facernes Volde.

Den allerstørste Ombu kræver det dækkede Anlæg og den beskyttende Overdækning af Krudtmagasinerne. Den utilstrækkelige Sikkring af Krudtmagasinerne har i den sidste Krig flere Gange lammet Forsvaret. I Hen­seende til denne Fare maa der skaffes Besætningen den størst mulige Beroligelse, thi det er netop for denne latente, men bestandigt truende Fare, at de menneskelige Nerver sikkrest bukke under, naar de ikke beherskes af den høieste moralske Kraft.

Men hvad forstaaes nutildags ved bombesikkert?

Dette Spørgsmaal er ikke ganske let at besvare, da Anskuelserne hos Ingenieurerne i de forskjellige Stater ere væsentlig afvigende i saa Henseende. Disse Uover­ ensstemmelser datere sig iøvrigt fra ældre Tid, da de østerrigske Forskrifter for Krigsbygning stedse kun lode de med fulde Buer udførte Tøndehvælvinger, med behørig Overmuring og Jorddække, gjælde for bombesikkre, medens i andre Lande flade Tønde- og Krydshvælvinger bleve ansete for paalidelige, og ogsaa endnu anvendes. Krigs­ erfaringerne have i denne Henseende ikke givet det rige­ lige Udbytte, som man havde ventet; de franske Iagtta­ gelser af Virkningen af Bombardement paa fortiflkatoriske Anlæg ere dels ikke tilstrækkelig systematiske og dels ikke umiddelbart foretagne paa Stedet. Tillige har An­vendelsen af den nye riflede Morteer ikke fundet Sted i en saadan Udstrækning, at deraf kan udledes bestemte Regler. Af den bedste fra fransk Side offentliggjorte Samling af Iagttagelser over Skytsvirkning — af Ingenieurkapitain Petit — kan man vel uddrage mange Data om Indretningen af Voldene, om provisoriske Dækninger og Rlinderinger, men i Henseende til Styrken af permanente Kasematdækninger afgjøre disse i Paris samlede Krigser­ faringer ligesaa lidet som de, der ere offentliggjorte af Forsvarerne af Belfort, Ingenieurkapitain Thiers og Artil- lerikapitain Laurencie.

Saavel i Preussen som i Østerrig er derfor i de sid­ste Aar efter Krigen foretaget gjenfagne Bekastningsforsøg mod Kasematter. I Østerrig har man ligesom tid­ ligere bibeholdt solidere Konstruktioner end dem, med hvilke man har ladet sig nøie i Preussen.

Forsøgsresultaterne stillede sig paa ingen Maade gun­ stigt for Anvendelsen af de kostbare Jerndragerdækninger, ved hvilke man havde gjort Regning paa Besparelse i Høiden og paa Simplifikation af hele Konstruktionen. Alligevel maa ogsaa denne Dækningsmaade komme til Anvendelse i de nyere Forslag, om end kun i særlige Tilfælde.

Af de preussiske Bekastningsforsøg med 21cmog 28cm riflede Morterer synes paa ingen Maade at være fremgaaet foruroligende Iagttagelser i Henseende til alminde­ligt konstruerede Kasematters Modstandsevne.

I de fleste Forslag er der vist en Hvælvingstykkelse af 3' med 6' Jorddække.

I Belgien nøies man med en Hvælvingstykkelse paa 2',50 med l',25 Overmuring og 4— 5' Jorddækning.

En Forhøielse af Jorddækningen til 6— 8' synes uundgaaelig for at yde Modstand mod de i Østerrig indførte 21cm Spidsgranater. Over Krudtmagasiner bør dette Jord­ dække endog forøges. De Vanskeligheder, som et saadant høit Jorddække foranledige i teknisk Henseende, ønsker man at formindske ved at erstatte den nederste Trediedel af det med en Stenbelægning, tætte, grove Gruslag eller Beton, og man venter tillige derved betydeligt at forøge Hvælvingens Modstandsevne.

Ved høi Jorddækning er unægtelig Sprængvirkningen af den tæt ned til Hvælvingen indtrængte Granat farligere end Faldvirkningen. Nyere Forslag fra østerrigske Inge- nieurofficerer stille derfor den fuldstændige Fjernelse af Jorddækket i Udsigt, da det tjener som pordæmning til Forøgelse af Sprængvirkningen.

En tyk Betonovermuring med tagformig Afsadling skal erstatte Jorddækningen. Denne Konstruktionsmaade for bombesikkre Dækninger er ogsaa foreslaaet af General Brialmont.

Omfattende Bekastningsforsøg til Afgjørelse af Spørgs- maalet om bombesikkre Hum maae endnu ansees for nød­ vendige.

Endnu skal tilføies, at Krigserfaringer og Forsøg overensstemmende have vist, at provisoriske mindre Over­ dækninger lade sig bygge tilstrækkelig stærke, men at man ved Tilveiebringelsen af større dækkede Rum, saaledes som de behøves i provisorisk byggede Værker, vil møde de største Vanskeligheder for Opnaaelsen af en til­ strækkelig vedvarende Modstandsevne og sandsynlig i saa Henseende vil lide bittre Skuffelser.

Jernet har i lang Tid kun virkelig været benyttet som Beskyttelsesmiddel ved Fæstningsanlæg i de stærkt befæstede Havne i England og Rusland, men det er nu ogsaa paa andre Punkter paa Kontinentet kommet til Anvendelse.

Naar man bortseer fra det bekjendte lille Pandser- Dreietaarn ovenpaa Reduiten i Fort III ved Antwerpen, saa er det hidtil udelukkende Kystbefæstninger, hvis Mod­ standskraft er bleven forøget ved Indførelsen af Jernkon­ struktionerne. Men det mangler ikke paa Forslag til Jernets Anvendelse i detacherede Forter og Spærre­ forter.

Det fortifikatoriske Pandserspørgsmaal er gaaet i tre Retninger: «Pandsring af Kasematfrontmurene»; «pandsrede Skytsstandpladse»; «Dreietaarne».

Den første Form er særlig foreslaaet til Sikkring af Kaponiereflanker imod indirekte Skud og til Beskyttelse for Voldskytskasematter i Bjergfæstninger. Den sidst­ nævnte Anvendelse af Pandsringen er særligen antaget i Østerrig.

Kasematpandsringerne i England, der f. Ex. i Hurst Castle of the Needles-passages og paa andre Punkter ere udførte i stor Maalestok, skulle ikke her nærmere omtales, og ligeledes heller ikke i det Følgende de rus­siske og engelske Pandsertaarne og Pandserbatterier.

Den anden Form for Pandsringen — Pandserskytsstandpladserne — turde være Læserne bekjendt fra nogle offentliggjorte Tegninger til Schumanns og Grusons For­slag. Denne Form synes at være opgivet som Konstruk­tion for enkelte Piecer.

Pandserdreietaarnene have navnlig vundet Ingenieurer- nes Bifald, og det er let forstaaeligt, da deres Bevæge­ lighed i saa overordentlig en Grad forøger Skytsets Virkningssphære. For de ved dybe Farvande beliggende Kyst­ batterier, der skulle kunne optage Kampen med Pandserskibe, ville Pandserdreietaarne fremtidig være at betragte som et aldeles uundværligt Tilbehør. Hidtil er der i Kystforter navnlig anvendt to Arter af Dreietaarne. Lige­ som man, da Pandsertaarne begyndte at komme til An­vendelse i Skibe, havde den amerikanske Monitors cylin­ driske Form staaende ligeoverfor den engelske Coles’ske Kuppels koniske Form, saaledes har man ogsaa her to afvigende Typer, de efter engelsk Mønster udførte belgiske Dreietaarne og de i Preussen vedtagne Grusonske Pandser-Kupler.

Der er offentliggjort ikke faa Tegninger og Beskrivelser af begge Former. Imidlertid vil Tilføielsen af et Par Smaaskitser (PI. Il) væsentlig forkorte Fremstillingen. De belgiske Pandsertaarne findes i de to Kystforternedenfor Antwerpen, La Perle og Philippe; tre af disse Taarne ere samlede i et Fort; de ere armerede med 11 og 9 Tommers Kanoner; 2 Pjecer i hvert. En tør Grav omgiver Bygningen, hvilken, da Kontreskarpen ligeledes er beklædt og begge Mure ere over 22' høie, er fuld­ kommen stormfri. Denne Indretning af Fortet ligesom Konstruktionen af Kasematterne i Hovedbygningen er vist i Tværsnittet Fig. 1.

Dette Gjennemsnit viser tillige Pandsertaarnenes brøndformige Underbygning, Indretningen af Dækvolden, den dækkede Vei og Vaabenpladsen i Struben.

Selve Pandsertaarnets Konstruktion er vist i noget større Maalestok i Tværsnittet Fig. 2.

Det kan af denne Figur sees, hvilken Omhu der er anvendt for at forhindre Afkæmningen af Dækvolden og for at give den endnu upandsrede Del af Taarnet Dæk­ning. Taarnets Bevægelse foregaaer paa 32 Glideruller, der kunne bevæges ved Hjælp af den i den nedre Sidekasemat staaende Dampmaskine, eller ved det i det lille Kammer i Strubedækvolden værende Gangspil.

Fra Kommandantens Standplads kan ved Hjælp af den i Taarnets hule Axel værende Stangforbindelse Maski­ nens Gang reguleres eller ganske standses; da Snoren til. Affyring af Skytset ogsaa er ledet hen til samme Punkt, saa kan paa fuldstændigste Maade en og samme Person holde Udkig, sigte, rette og affyre.

Bag de 12" Smedejerns Pandserplader findes et Lag af ovenpaa hinanden liggende U-formige Jernstænger — hollow stringers — , hvis Mellemrum ere udfyldte med Teaktræ.

General Brialmont har i sine Værker givet Udkast til lignende Taarne, der kun afvige uvæsentligt fra de her beskrevne.

De 2 nævnte nu fuldførte Scheldeforter forøge i be­ tydelig Grad Fæstningen Antwerpens Styrke.

Vi skulle nu omtale den anden under Udførelse værende Art af Pandsertaarne.

De i det store Grusonske Etablissement i Buekau ved Magdeburg foretagne Forsøg paa at fremstille mod­ standsdygtige Pandserbygninger af Støbejern (Hartguss) have allerede i en Række af Aar været bekjendte, lige­ som disse Forsøgs gjentagne uheldige Udfald.

Siden December 1873 er der imidlertid indtraadt en fuldstændig Forandring i denne Sag. I alle Blade circulerede Notitser om de særdeles vellykkede Forsøg med de nyeste af Gruson konstruerede Taarne, om Anta­ gelse af Projekterne og om større Bestillinger til de tydske Kystbefæstninger — og først og fremmest til Fortet ved Langenltitjensand i Wesermundingen fra den konge­ lig preussiske Regjerings Side. Herved maatte naturligvis den almindelige Opmærksomhed henvendes paa de Gru­ sonske Konstruktioner.

Wagners fortiflkatoriske Atlas viser endnu gjennem- gaaende de cylindriske Taarnformer. I det nye Oplag af de Grumbkowske Figurtavler findes derimod Tegningen af et lettere Grusonsk Pandserdreietaarn til 15cm Kanoner, hvilket derfor ikke er bestemt til Kystbatterier, men til Anvendelse i Landbefæstninger; Formen bliver imidlertid i det Væsentlige den samme; kun i andre Dimensioner og Tykkelser, ere de store Grusonske Dreietaarne allerede foreløbig skizzerede af Brialmont i 1872.

Det maa endvidere fremhæves, at overalt er Anlæget af Taarnforter og af Kystbatterier sat i Forbindelse med hinanden. I Preussen nøies man altsaa ikke med, saaledes som i Belgien, at lade Taarnforterne alene optage Kampen, men man lægger dem bag pandsrede Batterier og opnaaer derved en Etageild. Fortet tjener derved til­ lige som Reduit for Batteriet.

Et fuldkomment hertil svarende Forslag findes alle­ rede i det oftere nævnte Wagnerske Atlas. Forfatteren betegner det som Fremstilling af et Kystfort ved det gode Haabs Forbjerg.

Tænker man sig nu ved en i det Hele taget ganske lignende Anordning som der det Smedejerns Pandsertaarn erstattet ved et Grusonsk og ligeledes Batteripandseret foran konstrueret af Grusonske Støbejernsplader, saa er­ holdes en Sammenstilling, som den der er fremstillet i Skitsen Fig. 3.

Taarnfortets Grundrids er omtrent som det belgiske Taarnforts, kun skulle Taarnene i det preussiske Forslag være rykkede nærmere sammen for at spare Murværk, hvorved dog Skytsets Virkningsspbære indskrænkes noget.

Den indre Taarnkonstruktfon skal være meget simpel og indrettes saaledes, at en Forsænkning af hele Skyts-Plateformen finder Sted. En saadan Indretning, hvis den kommer til Udførelse, vil være en væsentlig Vinding, dog bliver det et Spørgsmaal, om derved en Ombytning af Skytset under Fægtning vil blive mulig. Den belgiske Taarnkonstruktion er i saa Henseende uheldig: Armerin­ gen foregaaer, efterat Dækket er aftaget.

Batteriets Grundrids er ikke fremstillet her, det maa som overalt afhænge af Terrainet eller de forskjellige Skudretninger. Det Grusonske Batteripandser har sin Modstandskraft i Massen af de enkelte Blokke, der vex- lende som Skydeskaars- og Merlonstykker slutte simpelt til hverandre. Det har ligesom de Grusonske Dreietaarne den karakteristiske Fordel fremfor alle Smedejernspands­ ringer, intetsteds at behøve Bolte eller lignende Befæstel­sesmidler.

Efter forskjellige Angivelser skulle Merlonstykkerne indeholde Hulrum, der tjene som Haandammunitionsmagasiner.

Dækket paa begge Dreietaarnstyper kan vel ikke an­ sees for bombesikkert. Ved Batteridækpladerne med deres Overdækning lader dette sig snarere tænke.

Spørgsmaalet om Dreietaarnenes Betydning maa velendnu betragtes som aabent; den næste større Kamp mellem Kystforter og Pandserskibe kan maaskee først i saa Henseende give det afgjørende Svar.

Meget mislig vil bestandig den fuldstændige Uvirksomhed være, i hvilken Skytset kan blive hensat, naar der indtræder en Klemning eller et Brud i Bevægelses­ mekanismen. Den fuldkomment tilstrækkelige Beskyttelse af Pandserets nedre Hand, eller rettere af de Dele, som befinde sig under denne Rand, synes hverken i den belgiske eller i den preussiske Konstruktion at være naaet paa tilfredsstillende Maade.

Modstandsevnen af de 12 til 13" Plader i de belgi­ ske Taarne synes temmelig svag, naar hensees til Tyk­ kelsen af de nyeste Skibspandsre. Materialet i de Gru- sonske Konstruktioner indgyder ikke ret Tillid, dog maa man efter den preussiske Regjerings raske Beslutning antage, at de seneste Forsøgsresultater have været glim­rende.

Angaaende Anvendelsen af de lettere, ikke for Kyst­ forsvar bestemte Dreietaarne skal endnu anføres et Par Ord. I Antwerpen var der for hvert Fort bestemt 3 Taarne, et paa Reduitens Dække og et i hvert af Skul­ derpunkterne af Fortvolden. Et nyere og vistnok heldi­ gere Forslag er at anbringe Taarnene paa Dækket af Gravkaponiererne, hvorfra der udover Forlerrainet kan sendes en Ild, der af Fjenden sikkert kun meget vanske­ lig kan bringes til Taushed.

Wasserschieben gjør et tredie Forslag; han udtaler sig saaledes:

«Det vilde være at give Afkald paa en af Forsvarets kraftigste Faktorer, naar man kun ved Søbefæstninger vilde benytte pandsrede Dreietaarne og Pandserbatterier. De høre hjemme i Intervallerne mellem Forterne og saa langt tilbagetrukne efter Tykkelsen af deres Pandserplader, at Angriberen selv med de sværeste Kalibre først efter Tilintetgjørelsen af 2 Forter kan tænke paa Etableringen af virksomme Demoleringsbatterier. Man lægger dem bedst paa dominerende Punkter, hvorfra deres ustandselige, Dag og Nat fortsatte Granatild foruroliger hele Kamppladsen».

Idet vi henstille til Læsernes egen Overveielse at prøve denne i ethvert Fald overraskende Anskuelse: «at lade den udækkede Armering offres først i Kampen for den velbeskyttede, men forsigtigt tilbagetrukne», skal endnu bemærkes, at det ogsaa har været vidtløftig drøftet, at erstatte alt Voldskytset paa Facerne med Skyts i Dreietaarne.

Endnu skal i Korthed omtales den fremtidige Form for Angrebet og Forsvaret.

Om Belejringskrigen haves en ikke ringe Mængde tildels fortræffelige tydske og franske Værker fra den nyeste Tid, og man kan antage, at der om den fremtidige Angrebsmaade nu har dannet sig temmelig faste An­skuelser.

Angriberen vil nu langt mere end tidligere undgaae at skride til regelmæssige Beleiringer, da saadanne ere bievne betydelig vanskeligere ved den forøgede Udvirkning.

At tvinge Forsvarerne til Kapitulation ved et over­ vældende Bombardement — hvilket er lykkedes ved næsten alle mindre, franske Fæstninger — vil bestandig blive for­ søgt paa omfattende Maade. Til Optagelsen af denne Artillerikamp — naar Fæstningen overhovedet kan udholde den — behøves allerede en ikke meget ringere Armering end til Forsvaret mod selve'det regelmæssige Angreb.

Hvad der tidligere forstodes ved Sikkerhedsarmering og skulde tjene til at afværge «det voldsomme Angreb», er nutildags kun tilstrækkelig til at afvise Overrumpling.

Istedetfor den tidligere Tvedeling: «det voldsomme Angreb» og «det regelmæssige Angreb», imod hvilke to Former Fæstningernes Udrustning var indrettet, træder nu en Tredeling; Udrustningen mod Overrumpling kom­ mer til i første Række, — ved det voldsomme Angreb maa derimod fremtidigt forstaaes det heftigste Artilleri­ angreb uden Fremrykningsarbeider. Fjenden vil forsøge at kaste Forposterne tilbage 2400 til 1400 Alen fra Fæst­ ningen, og Anlæget af Batterierne i 4800 til 3000 Alens Afstand efter Kalibret og Beskaffenheden at Skytset vil dernæst foregaae.

Man seer allerede af denne korte Fremstilling, hvor vigtigt det nu er blevet for Fæstningerne at kunne ud­ holde et Bombardement, og hvormeget derimod den indi­ rekte Brechelægning har tabt i Betydning; Fjenden maa dog først rykke frem til Brechen for at kunne drage Nytte af den. Ved et energisk Forsvar vil Angribernes skridtvise Fremrykning blive yderst vanskelig og blodig mod fremskudte Positioner, hvis Forterrain hestryges af svært Skyts i bagvedliggende godt armerede Værker. Den indirekte Forsvarsskydning synes herved at maatte komme til at spille en betydelig Rolle, og for denne vil det være af stor Vigtighed, at man har nøiagtige Kaart over Fæst­ningens nærmeste Omegn.

De fra Belforts Forsvar bekjendte to Officerer Laurencie og Thiers have paavist den Betydning, der ved ethvert fremtidigt Forsvar maa tillægges den indirekte Skydning. De af den sidstnævnte givne Forklaringer om Anvendeligheden af denne Skydning, og om den ubetin­ gede Frihed, som den medfører i Henseende til Valget af Standpladsene for Skytset i Fæstningen, ere holdte i en saa begeistret Form, at Læseren gjentagne Gange maa vakle mellem Vantro og det Indtryk, som den varme Overbevisning sjældent undlader at fremkalde.

Anvendelsen af Voldskytset fra dets Standpladse til Skydning over Traverserne og endog bagud over Rygtra­ versen, Opstilling af Skyts i Graven, paa Pladser i det Indre af Staden o.s.v. ere Momenter, som der bør læg­ges Mærke til, da de virkelig fandt Sted.

Thiers fremstiller paa træffende Maade Oberst Denfers hele Forsvarsmaade; hans Beskrivelse er meget be­ lærende, ligeledes hans Fremstilling af Arbeidernes kjæmpemæssige Ophoben, hvilket hidrørte fra Forsømmelse i Fredstid og fra de ubestemt og langsomt ledede Arbeider i Begyndelsen af Fæstningens Indretning til Forsvar.

Her skulle kun de Fordele anføres, som denne For­fatter tillægger den indirekte Forsvarsskydning.

«Den lange Krfaring fra Belfort beviser, at med hensigtsmæssig valgte Standpladse og med et godt System af Alærkepunkter kan ved indirekte Skydning opnaaes den samme Nøjagtighed som ved den sædvanlige direkte Skydning».

«Ligesaa godt som til Artillerikampen paa lang Afstand lader den sig anvende til fremskudte Stillingers Forsvar mod voldsomt Angreb».

«De Hovedfordele, som den frembyder, og som gjor den til den normale Maade, paa hvilken Artilleriet bør anvendes ved Forsvarskampen paa Afstand, ere følgende:

«1. Den gjør Skytsopstillingen fuldkommen uafhængig af Ildliniens Tracee, saaledes at den tilsteder Anvendelsen af en kraftig Ild mod ethvert Punkt, selv naar de Linier, fra hvilke det kan sees, kun have en ringe Udstrækning».

«2. Den tilsteder, idet det samme Stykke Skyts i de i forskjelligste Retninger kan skyde hen over de dækkede Masser, en anseelig Virkningssphære, der ofte endog «kan naae hele Horizonten rundt».

«3. Fjenden kan ikke fra noget Sted see det saaledes opstillede Skyts. Det er, da han ikke kan indskyde sig, kun udsat for tilfældige Træffere».

«De i Belfort paa denne AIaade opstillede Pjecer lede saa at sige heller ikke noget ved den overordentlig heftige og vedholdende Ild, som rettedes imod Fæstningen; de forbleve næsten alle lige til Slutningen i Virksomhed».

«Man er derfor berettiget til at antage, at Skyts, der er saaledes opstillet, og dækkes ved Skulderværn i Lighed med Beleiringsbatterier, eller Pjecer, der ere anbragte under saadanne bombesikkre Hvælvinger, som Normaludkastene til Forterne ved Paris vise, aldrig ville kunne bringes til Taushed, navnlig naar de tillige ere Beleiringsskytset overlegne i Kaliberet».

Disse sidste Ord have særlig Betydning for det frem­tidige Angreb og Forsvar: Vil det være muligt at frem­ føre sværere Beleiringsskyts end tidligere?

Anskuelserne herom ere delte; men den 15cm Ring­ kanon er en bestaaende Kjendsgjerning, og ingen af de europæiske Stormagter vil kunne undgaae at optage i deres Fæstnings- og Beleiringsartilleriparke Konstruktio­ner, som ere jevnbyrdige med denne selv for Jernpandseret farlige Pjece.