Krigs- og Fredserfaringer har vist, at større samlede Øvelser er nødvendige, for at Førere og Mandskab af de forskellige Vaaben allerede i Fredstid kan faa Lejlighed til at arbejde Side om Side ved Løsningen af lignende Opgaver som dem, Krigen stiller. Selv om man ad denne Vej kan opnaa meget, er der dog Omraader, hvor Billedet af Krigen bliver saa svagt og ufuldstændigt, at man muligen bør søge andre Veje for at supplere sine Fredserfaringer. Det er et saadant Forhold, jeg skal tillade mig at omtale her.
Under de større Øvelser er det selve Kam pen, der vanskeligst lader sig fremstille, og Vaabnenes Vekselvirkning under denne kommer derfor svagest frem, medens al den mangeartede Virksomhed, der gaar forud for eller følger Kampen, sætter de bedste Frugter. Dette medfører, at den Mængde fælles Erfaringer, som Vaabnene kan hoste under Øvelserne, er yderst forskellig efter deres særlige Ejendommeligheder. Rytteri og Fodfolk har f. Eks. næsten det fulde, gensidige Udbytte, medens Forholdene stiller sig langt mindre gunstigt for Samarbejde mellem A rtilleri og Fodfolk, der dog i Krigen skal arbejde Haand i Haand under Betingelser, som afgjort er de vanskeligste, man kan tænke, og som netop kræver, at deres Fællesoptræden bæres oppe af en endnu dybere, gensidig Forstaaelse end de andre Vaabens. Det er imidlertid næppe muligt at opelske denne Forstaaelse gennem alle Grader under de større Øvelser, hvor de lavere Førere og Mandskabet i Reglen kun føler de Ulemper, som er uundgaaelig forbundne med Marchen i en Kolonne af de to Vaabenarter, medens de kun faar ringe Lejlighed til at vurdere den Hjælp, de kan yde hinanden under Kampen. Og hvorfor? Fordi Vekselvirkningen mellem dem først kan demonstreres tydeligt, naar det skarpe Skud kommer til!
Vor Uddannelse mangler aabenbart her et vigtigt Led, som kun kan føjes ind, ved at man giver de to Vaaben Lejlighed til i Fællig og med skarpe Patroner at løse taktiske Opgaver, — ved at der afholdes Fægtningsskydninger , fælles for Artilleri og Fodfolk. Foruden at højne Grundlaget for det fælles, taktiske Samarbejde, vil man ved slige øvelser tillige opnaa, at vænne dels Fodfolket til de med Artilleriilden forbundne Fænomener, dels Artilleriet til at skyde over eget Fodfolk, og begge Dele er sikkert ikke uden Betydning, for at de to straks fra første Færd skal kunne finde sig til Rette med hinanden under alvorlige Forhold.
S. O.
