Kaptajn J.M. Nielsen ved Jyske Trænregiment fremkommer i denne artikel med nogle synspunkter om den nuværende officersuddannelse i hæren. Emnet har været stærkt debatteret - ikke mindst i Militært tidsskrift - i en længere periode. Dette indlæg adskiller sig fra tidligere indlæg ved at komme fra "geleddet". Redaktionen skal opfordre til en fortsat debat om emnet, idet ikke mindst "brugernes" synspunkter ønskes optaget i tidsskriftet.
Indledning
1. Den debat om indhold og kvalitet af officersuddannelsen som har stået på siden den nye officersgmnduddannelse blev introduceret, startede med nogle dominerende synspunkter, om at officersuddannelsen for alt i verden skulle fremstå som uangribelig i form og indhold. Specielt i forhold til den civile omverden fandtes uangribeligheden afgørende. Heldigvis er officerskorpset nu kommet sig over de tilsyneladende drastiske ændringer, og kan igen debattere officersuddannelsen uden alt for mange følelser iblandet. En sådan debat burde i øvrigt have været mulig fra starten, da en saglig debat med formål at udvikle vel er et professionelt officerskorps adelsmærke? Den nye uddannelses svagheder er erkendt, men tilsyneladende kommer man ikke ud af stedet, for så vidt angår afgørende ændringer. Jeg vil i det følgende give forslag til en løsning, der kunne give et kontinuert karriereforløb, uden for mange afbrydelser. Forslaget er ikke nyt, idet det som skitse er beskrevet af chefen for Hærens Officersskole i Militært tidsskrift nr. 4/91. Endelig vil jeg give et forslag til hvorledes, man kunne undgå den stadige angst for ikke at kunne rekruttere det nødvendige antal kadetter. Når jeg herefter bruger ordet "akademisk”, mener jeg evnen til analytisk at behandle komplekse problemstillinger hvor konklusionerne ikke nødvendigvis straks skal udmøntes i handling, og hvor analysen ikke kun påvirkes af militære faktorer. Ligeledes vil "videreuddannelse” betyde videreuddannelsestrin 1, medmindre andet er anført. Endelig beskriver jeg i indlægget længden af officersuddannelsen og efterfølgende tjeneste. Disse tidsangivelser er kun eksempler, idet en dybere analyse af specielt en uddannelses konkrete indhold naturligvis bestemmer dens længde.
Det militærvidenskabelige grundstudiums model
2. Det militære grundstudiums model er tidligere i Militært tidsskrift beskrevet således:
a, Ojficerens centrale virke
Som statsembedsmand at lede operationer og forvaltning i den militære organisation. Heraf følger behov for kendskab til statens virkemåde (filosofi og statskundskab) samt til den militære organisations virkemåde (operation/taktik, logistik/faglig tjeneste, krigshistorie og organisationsteori).
b, Officerens rådige midler
Mennesker og materiel. Heraf følger behov for kendskab til biologi, psykologi og pædagogik samt til matematik, fysik og kemi i det omfang, det er nødvendigt, for at forstå teknikken bag materiellet.
c, Officerens færdigheder
For at officeren kan udøve sit centrale virke med de rådige midler, må en række færdigheder være til stede. Fysiske færdigheder som militær fører. Fremmedsprogsfærdigheder til brug under samarbejde med andre nationaliteter og til videregående studier, samt manuelle færdigheder for at kunne virke såvel i felten som i garnison.
Niveauforskelle i officersuddannelsen
3. Det militærvidenskabelige grundstudiums model er generel, og indholdet og vægtningen i officersuddannelsen skal tilpasses kadettens/officerens baggrund og fremtidige virke. Underafdelingerne er anerkendt som hærens grundelementer, hvorfor det er afgørende, at alle officerer har gennemgået uddannelse og virke i en sådan. Kendetegnende for underafdelingen er, at den kan løse opgaver ved brug af standardfremgangsmåder og ved førerens brug af en dominerende, men dog situationsbestemt ledelsesform. Da førerne i underafdelingerne samtidig er de yngste officerer, følger heraf, at den grundlæggende officersuddannelse skal have tyngde i taktisk og faglig føring, psykologi og pædagogik samt fysiske-, sproglige-, tekniskeog manuelle færdigheder. Alt sammen på underafdelingsniveau.
Fra afdelingsniveau træder muligheden for at anvende standardfremgangsmåder i baggrunden, og officerens ledelsesform skal i højere grad tilpasses det faktum, at han løser sine opgaver i samarbejde med andre officerer. Samtidig er det fra dette niveau, at officeren skal kunne forstå, hvorledes en organisation forholder sig til andre organisationer, samt hvorledes økonomi og forvaltning har afgørende indflydelse på den militære organisations hverdag. Da officerens første møde med denne situation er i en stabsfunktion, følger heraf, at uddannelsen forud for dette virke skal have tyngde i filosofi, statskundskab, organisationsteori, økonomistyring samt naturligvis uddannelse i operation/taktik og logistik/faglig tjeneste tilpasset det niveau hvor officeren skal virke. Ud fra denne niveaubetragtning kan konkluderes, at Officersgrunduddannelsen skal uddanne selvbevidste og motiverende ledere med en solid føringsmæssig forståelse samt tekniske og manuelle færdigheder, der gør det muligt for ham at anvende de midler, som findes i underafdelingen. Den videregående officersuddannelse skal uddanne militære medarbejdere, der med en akademisk baggrund er i stand til, at få den militære organisation til at virke i såvel krig som fred, og som til stadighed kan skaffe chefer et anvendeligt beslutningsgrundlag.
Kontinuiteten 4. Ovennævnte konklusion deler officersuddannelsen op i en evne til at udøve det militære håndværk for en officer i bogstaveligste forstand og til senere at udøve håndværket i overført betydning domineret af akademisk tankevirksomhed. Jeg har hermed erkendt, at virket i en underafdeling ikke er specielt akademisk, og min påstand er, at ethvert forsøg på i en underafdeling at gennemføre langsigtede overvejelser og sagsbehandlinger vil være af det onde. I underafdelingen løses opgaverne her og nu på baggrund af et grundigt kendskab til håndværket. Dette gælder alle lige fra underafdelingschefen til yngste menig. Det akademiske behov er til stede fra det øjeblik, officeren skal kunne gøre tjeneste i en afdelingsstab. Da stabens indgangsvinkel til underafdelingen er underafdelingschefen, som samtidig skal kunne handle på baggrund af afdelingschefens hensigt, taler dette for, at underafdelingschefen som den eneste i underafdelingen har brug for en akademisk uddannelse, for hermed at kunne sammenbinde arbejdet mellem afdeling og underafdeling. Et yderligere argument for, at underafdelingschefen skal være videreuddannet, er ikke så meget virket i underafdelingen, men alene at behovet for videreuddannede officerer med en tjeneste- og levealder som en kompagnichef, sandsynligvis gør det nødvendigt. Det uddannelsesforløb, der skal lede frem mod virket som underafdelingschef, bør se således ud:
- En ikke akademisk Officersgmnduddannelse med henblik på virke som næstkommanderende/underafdeling.
- En akademisk videreuddannelse bestående af Videregående Officersuddannelse/Føringskursus/Stabskursus-I i den rækkefølge og sammenhængende med henblik på virke som underafdelingschef.
Et sådant uddannelsesforløb kunne få den ulempe, at linieofficeren aldrig fik lov til at virke som delingsfører, men intet hindrer beslutningen om, at det første år efter officersskolen skal være tjeneste som sådan. Den praktiske erfaring som tidligere A-officerer manglede, ville således være til stede før virket som næstkonunanderende. Forudsat at officeren herefter virkede som næstkommanderende i tre til fem år, ville det være muligt at få en sammenhængende tjeneste i en underafdeling på op til seks år. En afgørende fordel for både officeren og enheden. Herefter fulgte en akademisk videreuddannelse på halvandet år hvorefter officeren var klar til virke som underafdelingschef. Efter to år som underafdelingschef ville hæren råde over en officer til at gennemgå videreuddannelsestrin II eller virke i en højere stab, som havde haft op til otte års næsten sammenhængende geledtjeneste og derfor ville besidde en hidtil uset indsigt i underafdelingens virke - hærens grundelement. De otte år ville sikkert være forbeholdt de få, men ingen ville være uden et grundigt kendskab til det militære håndværk i en underafdeling, og alle ville have været igennem en logisk opbygget uddannelse, som altid var efterfulgt af overensstemmende praktisk virke.
Rekruttering og ansættelsesforhold
5. I ovenstående har jeg foreslået, at Officersgrunduddannelsen ikke skal være en akademisk uddannelse. De ofte fremførte argumenter for en akademisk grunduddannelse har ikke været fundet i officerens militære virke i underafdelingen, men i et ønske om at opnå højere løn og prestige. Høj løn og prestige har været anset for en nødvendighed for såvel rekruttering som fastholdelse af de yngste officerer. Med udgangspunkt i den nuværende rekruttering af kadetter til officersskolen, vil en ikke akademisk grunduddannelse have nogle ulemper. For det første vil det blive endnu sværere end nu, at skabe interesse hos den gruppe unge, der som alternativ har universitetet eller lignende. For det andet vil det blive sværere at fastholde nyuddannede officerer, idet de med akademiske ambitioner vil forsvinde, hvis de ikke hurtigt får en videregående akademisk officersuddannelse.
Disse afgørende ulemper er det muligt at begrænse. For det første kan man sætte flere kræfter ind på at motiverer den yngste del af hærens fastansatte sergenter og oversergenter til at vælge at blive officer og i den sammenhæng bedre deres muligheder, for at opnå en eventuel manglende civil skoleuddannelse. For det andet kan man undlade at tjenestemandsansætte den grunduddannede officer indtil efter den akademiske videreuddannelse og i stedet ansætte på en seksårskontrakt. Motivationen af tjenestegørende befalingsmandspersonel er i dag stort set ikke til stede, udover den enkelte chefs personlige indsats i forbindelse med personelsamtaler og lignende. Dette sker, uagtet at en stor del af denne gruppe allerede har den nødvendige civile skolebaggrund for at kunne blive officer, og at det givet er muligt for hæren selv, at tilegne mulige emner sådanne civile kundskaber. Det er gjort før. Her burde sættes ind fra centralt hold med vedvarende hvervekampagner og oplysningsvirksomhed, og på de enkelte tjenestesteder burde det være standard, at man yderligere motiverede de emner, som åbenlyst viste talent for officersvirket. Med hensyn til ansættelsesformen for den grunduddannede officer ville en seksårskontrakt have nogle afgørende fordele for såvel individet som hæren. For det første ville alle der overvejede at gå officersvejen på forhånd vide, at samarbejdet ikke nødvendigvis var for evigt. Individet ville kunne gennemføre officersgrunduddannelsen og de efterfølgende seks års tjeneste som et led i et livsforløb, hvor efterfølgende led kunne være en videregående officersuddannelse, en civil videregående uddannelse eller udnyttelsen af den militære lederuddannelse i en civil stilling straks efter seksårskontraktens ophør. For det andet ville hæren i højere grad end i dag få mulighed for at bestemme, hvilke grunduddannede officerer, den ønskede, skulle videreuddannes og dermed tjenestemandsansættes og således blive en del af det officerskorps, der har ansvaret for hærens beståen og udvikling. En sådan ordning ville ikke ændre i, at den dygtige grunduddannede officer kunne videreuddannes allerede efter to eller tre år og heller ikke i, at muligheden for at gøre karriere i hæren stadig var mulig for alle med talent.
Afslutning
6. Jeg har i dette indlæg argumenteret ud fra det militære grundstudiums model for, at den grundlæggende officersuddannelse ikke skal være akademisk og for at tilrettelægge officerens tjeneste efter grunduddannelsen, så han får en lang periode i en underafdeling. Jeg har bevidst ikke berørt den altafgørende fordel for enhederne, der ligger i ikke konstant at skulle skifte officerer. Uden i øvrigt at gå dybere ind i den debat vil jeg påstå, at den svingdørstilværelse som mange officerer lever i dag, har afgørende indflydelse på kontinuiteten i enhederne, for så vidt angår uddannelse, føring og holdning. Jeg har ligeledes påpeget, at der for hæren ligger en uudnyttet ressource i, i højere grad at motivere fastansat personel af sergentgruppen til at søge officersgrunduddannelsen. Endelig ser jeg en fordel i, at ansættelsesformen for den grunduddannede officer ændres således, at tjenestemandsansættelsen først sker efter videreuddannelsestrin I. Jeg er ikke gået dybere ind i, hvorvidt en sådan åremålsansættelse af den unge officer skal medføre, at hæren tilegner ham nogle civile færdigheder, som han kan bruge efter hjemsendelse. Muligheden er der, og erfaringer fra udlandet kan måske give det endelige svar.
