Et afsluttende Ord til Overlæge H. Laub

Overlæge Laub har i Tidsskriftets sidste Hefte besvaret mine Bemærkninger i Anledning af hans Afhandling « B e ­ tragtninger over Sanitetstjenesten under Kamp i Fortid og Nutid«, og jeg maa erkjende, at han er kommen mine Anskuelser noget imøde. Dersom den ærede Forfatter havde skjænket mine Oplysninger om den tydske Ordning større Opmærksomhed, og dersom han, som jeg bad om, havde gjort sig bekjendt med det af Verdy du Vernois givne Fægtningsbillede — hvortil ogsaa de af ham selv skattede Forfattere Knorr og Fischer henvise — vilde vi dog vist være komne hinanden nærmere. Jeg har ikke i Forfatterens Svar fundet nogen egentlig Imødegaaen af de Grunde, hvorpaa mine Ind­ vendinger vare byggede, og jeg skulde derfor ikke have forlænget Diskussionen, dersom ikke nogle Bemærkninger i Slutningen af Svaret havde gjort det ønskeligt.

Efter at det nemlig adskillige Gange er udtalt, at jeg har gjort mig skyldig i Misforstaaelser, hedder det sluttelig, at meget kunde være undgaaet, dersom jeg, forinden jeg nedskrev min Kritik, havde raadspurgt Fischers lægefaglige Haandbog, samt, at det ikke kan bestrides, at jeg har savnet den rette Forstaaelse af de i senere Aar foregaaede Forandringer paa det lægefaglige Omraade. Havde jeg skrevet om Ting, jeg ikke forstod, vilde det ganske vist være uheldigt. Men dette maa jeg tillade mig at modsige, og jeg skal, idet jeg i muligst Korthed knytter enkelte Bemærkninger til det af Over­ lægen senest Fremsatte, bl. a. paavise, at jeg ikke har vovet mig ind i det lægefaglige terra incognita, samt at jeg kun har rejst Indvendinger mod de af Overlægens Anskuelser, bag hvilke jeg saae eller formodede Misfor- staaelser af taktisk Natur.

Den tydske Ordning.

Forfatteren udtaler, at der ikke bestaar nogen Væsensforskjel mellem de to tydske Ordninger (den preus­ siske Instruktion af 29. April 1869 og den tydske Kriegs- Sanitåts-Ordnung af 10. Januar 1878). Heri kan jeg ikke være enig med ham; de staa ganske vist paa samme Grundlag, men ere forøvrigt i Form som i Indhold væsent­ ligt forskjellige. At udvikle dette nærmere her, vilde blive for vidtløftigt; jeg maa indskrænke mig til at henvise til den interessante Sammenligning mellem de to Hegle- menter, der findes i Løbells Jahresberichte for 1879.

Forfatteren oplyser, at han har taget Beskrivelsen af det tydske Sanitetsdetachement fra Fischers «Handbuch d. Kriegschirurgie«. Dette har næppe været ubetinget heldigt. Thi Fischer behandler vel meget omstændeligt Sanitetsinstitutionernes indre o: lægefaglige Virksomhed, men mindre udtømmende deres Anvendelse under Kamp, idet han — langt fra at være «udførligere') end Kr. S. O. — udelader mange Bestemmelser, der findes i dette Reglement, hvortil kommer, al det af Fremstillingen ikke altid med Tydelighed fremgaar, hvad der er reglementarisk, og hvad der er Fischers egne Tanker. Fischer maa nu vistnok bære Skylden for, at enkelte af de i Afhandlingen opstillede Regler synes at fremtræde som noget Nyt, skjøndt de ere foreskrevne i Reglementet. Derimod har jeg ikke kunnet finde ham skyldig i enkelte mindre Unøjagtigheder, som dog ikke direkte vedrøre de Spørgs- maal, der her skulle drøftes, og heller ikke tror jeg, det kan tilregnes ham, at den efter hans Haandbog givne Tegning er misforstaaet, som om den fremstillede en Virksomhed af Troppeforbindingspladse foran etablerede Hovedforbindingspladse. Tegningen — der findes i Over­ lægens Afhandling S. 413, og som forøvrigt har den Mærkelighed, at de to Divisioners Sanitetsdetachementer optræde ved den enkelte Divisions Kamp, medens Korpsets Detachement er i Reserve — er hos Fischer betegnet som «eine schematische Darstellung der Sanitätseinrichtungen einer kämpfenden Division«, hvilket Forf. maaske mindre heldigt gjengiver ved «en skematisk Tegning af den Plads, de sanitaire Formationer under Fægtningen indtage«. Misforstaaelsen synes dog at maatte være udelukket ved en senere lîemærkning af Fischer, ligesom den tilnød kunde være undgaaet ved en Betragtning af selve Teg­ ningen, hvor Læger fra Afdelingsforbindingspladsene ere tilstede paa Hovedforbindingspladsen, hvilket ikke vel kan tænkes, saalænge de første Forbindingspladse ere i Virksomhed. Forf.’s mindre rigtige Opfattelse af dette væsentlige Punkt fremgaar ikke blot af Afhandlingen, men ogsaa af hans sidste Artikel, hvor han (S. 96) betegner det som en Misforstaaelse af mig, naar jeg hævder, at der som Begel ikke findes Troppeforbindingspladse foran Ambulancen. Jeg skal i den Anledning gjentage min Henvisning til Kr. S. O. §29,7, hvor det hedder: «Tritt das Sanitätsdetachement in Thätigkeit, so hören in der Regel die Truppenverbandplätze auf, damit die Aerzte derselben auf dem Hauptverbandplätze durch vereinte Thätigkeit und unter einheitlicher Leitung die Aufgaben des letztem in wirksamer Weise unterstützen helfen». Som det ses, er Fischer her i Overensstemmelse med Reglementet, Overlægen hverken i Overensstemmelse med dette eller med hin.

Naar Forf. (S. 102) — som det synes med Tanken paa min Fremstilling af den tydske Ordning — siger, at det ikke ser godt ud, at jeg et Par Steder omtaler Ting, der findes hos Forf. paa rette Sted, som om han havde forsømt at omtale dem — da forstaar jeg ikke dette. Min Fremstilling fremtraadte, som man let kan over­ bevise sig om, ingenlunde som en Supplering af Over­ lægens, men uafhængig af denne som et nødvendigt Grundlag for mine senere Betragtninger. Saavel dette, som den Omstændighed, at Overlægens Afhandling forelaa til Sammenligning, gjør det uforklarligt, at en Misforstaaelse kan fremkaldes; men paa den anden Side vægrer jeg mig ved at tro, at den ærede Forf. her har villet tillægge mig en Hensigt, som jeg efter dens Be­skaffenhed vel burde være fritaget for at fralægge mig.

Troppeforbindingspladsene.

Den ærede Forf. siger (S. 91), at jeg har opfattet et i hans Afhandling (S. 418 o. fl.) opstillet «Regnestykke» som et «supponeret Virkelighedsbillede», medens han kun vil have «opstillet et Exempel af ren ske­ matisk Art, forsøgt paa sammeSted og i et en­ kelt Billede at foretage en OpgjøreIse af Mate­riale og Arbejde af visse Arter». Jeg maa dog fastholde, at en Gjennemlæsning af Forf.’s Afhandling S. 417— 424 vil vise, at Øjemedet der var et andet, nemlig at undersøge, hvad en Afdelingsforbindingsstation kan udrette, hvilket sker gjennem Betragtning af et Virkelighedsbillede — det kaldes S. 419 «en supponeret Kamp» — den eneste Maade, hvorpaa Spørgs- maalet, om end kun approximativt, lader sig besvare.

Forf. gik ved Beregningen ud fra Følgende: 1) Der findes paa Forbindingspladsen 6— 7 Læger og 15 Sygebaarer; 2) der medgaar 1/2 Time til at bringe en Saaret ind til Pladsen; 3) der haves i Kantinerne Forbindings­ stof til 130 Saarede; 4) Lægernes Præstationsevne lader sig ikke beregne; men som et Holdepunkt anføres, hvad der er præsteret af Ambulancen ved Mysunde den 2. Februar 1864. — Af min Omtale af det første Mo­ment synes Overlægen (S. 101) at have faaet det Ind­ tryk , at jeg ikke kan gaa ind paa at lade Stationen faae Hjælp fra Afdelingernes Læger. Dette er en Misforstaaelse; jeg har kun ønsket, at de skulde medføre deres Kantiner og med Hensyn hertil henvist til en tilsvarende Bestem­ melse i Felddienst-Ordnung P. 303. De to sidste Momenter ere af lægefaglig Natur, hvorfor jeg ikke indlader mig paa at kritisere dem; thi, naar jeg siger, at der kun er Forbindingsstof til 130 Saarede, saa ind­ leder dette «kun» ikke en Betragtning over, hvad der lindes i Kautinerne, men en Paavisning af, at det op­ givne Materiale in casu ikke slaar til. Jeg kunde forøv­ rigt fristes til at tro, at Forf. her ser en mangelfuld Forstaaelse af lægefaglige Forhold deri, at jeg tager hans Opgivelser for gode Varer; thi han oplyser i sit Svar (S. 91— 92) »ikke lægekyndige Læsere» om, at disse Opgivelser ere ganske uholdbare: det kan let hænde, at der kun er Forbindingsstof til 50 Saarede, og Ambu­lancens Virksomhed ved Mysunde giver ikke noget til­ nærmelsesvis rigtigt Billede af Arbejdet.

For at besvare det stillede Spørgsmaal nødes nu Forf. til at tilføje enkelte Suppositioner fra den tænkte Fægtning, nemlig: 5) at Tabet udgjør 7 pCt. af Styrken, og 6) at Tilgangen af Saarede er regelmæssig, 30 i Timen. Mod disse Antagelser, der vedrøre taktiske Forhold, gjør jeg da Indsigelse, fordi de bero paa Mis­ forstaaelse af en Nutidsfægtning. Jeg foretager en lille Ændring, for at bringe Billedet nærmere til Virkeligheden, og det viser sig da, at Svaret bliver et andet, uagtet jeg regner med de opgivne Værdier. Men deraf følger ingen­ lunde, at Methoden  er urigtig; thi Virkelighedsbilledet behøver ikke at være behæftet med de mange «Svagheder»; man vil vistnok, til Trods for talrige Fejlkilder, kunne konstruere sig til Middelværdien for en Forbindingsplads’ Præstationer, naar man raader over tilstrækkelig Indsigt i de taktiske og faglige Forhold, der spille en Rolle. 

Uden Virkelighedsbillede lader Spørgsmaalet sig derimod ikke besvare, og et Regnestykke af denne Art, som slet intet bar at gjøre med Virkeligheden, fore­ kommer mig ikke at kunne give Belæring. Men stiller Forf. maaske nu ingen Fordring i saa Henseende, saa gjorde ban det i saa meget højere Grad i Afhandlingen. Der drog han af Beregningen over, hvad Stationen kan præstere, tillige — vistnok mindre logisk — Slutninger om, hvad den kan blive nødt til at præstere (S. 424). Det synes næsten, som det d e r var den ærede Forf., der «forsaa» sig paa det uheldige «Virkelighedsbillede», hvilke (derom ere vi jo enige) stillede Krav til Stationen, som den ikke var indrettet paa at l'yldestgjøre, og som den — det tillader jeg mig at mene — ikke heller efter Orga­ nisationen skal fyldeslgjøre. Jeg skal i denne Forbin­ delse knytte et Par Bemærkninger til følgende Udtalelse af Overlægen (S. 95): »DetMærkelige ved enTroppe- forbindingsstation, saaledes som den hidtil har været kjendt log saaledes som den ogsaa efter det nugjældende tydskeSystem maa blive) er jo det, at der aldeles ingen Vej er vist for den til at kunne faae Erstatning for Tab af Personel og Materiel; dens Virksomhed maa selv dø efter kortere eller længere Tids Forløb; den har kun et eneste Haab, nemlig at Ambu­ lancen rykker op og afløser den». Dette er nu kun tildels rigtigt: For Tab af Personel i en Fægtning medføres jo overhovedet ingen umiddelbar Erstatning; men man forudsætter, at Virksomhederne fortsættes saa godt som muligt med de svækkede Kræfter; hvad Materiel angaar, da henviser iTydskland — hvor forøvrigt Mandskabet har Forbindingssager — Kr. S. O- (§ 113) Afdelingslægerne til at søge Erstatning ved Lazaretherne; men det er tvivlsomt, om herved er tænkt paa Erstatning under Fægtning; hos os medføres paa en Trainvogn pr. Divi­ sion Reservesager, ligesom saadanne vel ogsaa kunne erholdes fra Ambulancedepotvognen. Men, naar der ikke er truffet større Foranstaltninger i saa Henseende, saa ligger det netop i, at der efter Organisationen kun er tiltænkt Troppeforbindingspladsen en midlertidig Virk­somhed. Den oprettes strax, naar Fægtningen begynder (Kr. S. O. §29,2); den ophører, saasnart Sanitetsdetache­ mentet (Ambulancen) træder i Virksomhed (Kr. S. O. § 29,7), og dette sker paa et tidligt Tidspunkt. Den kan mulig senere oprettes, naar en Fremrykning finder Sted; men dette bliver ogsaa ganske midlertidigt; thi det er fore­ skrevet, at Sauitetsdetachementet eller I Deling af det eller eventuelt Korpsets Detachement — hos os Ambu­ lancen, V2 Ambulance eller eventuelt en af Overkom­ mandoens Ambulancer — snarest muligt skal følge Trop­ perne og træde i Virksomhed paa det nye Sted (Kr. S. O. §43,1 og 2). Det er derfor, jeg, som nævnt i Overens­ stemmelse med Kr. S. O., har sagt, at der som Regel ikke vil findes Troppeforbindingspladse foran Ambulancen, og naar Overlægen vil modbevise dette ved sin Remærkning (S. 96), at Ambulancen «selvfølgelig maabli.ve, hvor den er, indtil den enten har endt sit Hverv der paa Stedet eller dette er overtaget af eet efter rykkende Feltlazareth», saa røber dette ikke fuldt Kjendskab til den tydske Ordning.

Ligeledes beror det formentlig saavel paa en mindre rigtig Opfattelse af vor Organisation som paa et taktisk Fejlsyn, naar det siges at være den logiske Konsekvens af den af mig nylig angivne Regel "at omdanne Am­ bulancerne til Regimentsambulancer og, det koste hvad det vilde, strax føre dem op til Ak­tivitet«. Thi for det første vil en Sondring indtil Re­ gimentsambulancer næppe kræve nogen Omdannelse, da vor Ambulance netop er organiseret til at kunne deles saaledes; og for det andet vil en Fægtning ikke kræve en ligelig Tilgang af sanitair Forstærkning over hele Linien, men kun paa enkelte Strækninger fordre en saadan.

Jeg skal endnu blot tilføje, at her kun er omtalt den normale Ordning, hvorved ikke udelukkes, at der, som jeg i mine Bemærkninger har berørt, naar Fægt­ ningslinien er udstrakt og Tabene paa enkelte Steder mindre betydelige, i længere Tid kan fungere en selv­ stændig Troppeforbindingsplads, og denne kan mulig be­ høve Erstatning af forskjellig Art, hvortil, som omtalt, vor Organisation ogsaa tager Hensyn.

Ambulancen.

a. Ambulancens Afstand fra Fægtnings­ linien og Tiden for dens Etablering.

Forf. udtalte i sin Afhandling, at man paa ingen Maade vilde kunne etablere en Ambulance nærmere end 1 Mil fra Fægtningslinien, «naar ikke exceptionelle Ter- rainforhold forefindes, hvad der her i Landet maa være endnu sjældnere end i Bjerglande». Jeg gjentager denne Sætning, fordi det var den og ikke, som Overlægen synes at tro, andetsteds forekommende Udtalelser, jeg udlagde som en Opgivelse af overhovedet at etablere en Ambu­lance her i Landet af Mangel paa Dækning. Da denne noget pessimistiske Anskuelse udelukkende støttede sig til en efter min Mening fejlagtig Vurdering af de nyere Vaabens Virkning og Anvendelse, protesterede jeg imod den, idet jeg gjorde opmærksom paa, at den tydske Ordning endnu anviser Ambulancen en fremskudt Plads — hvilket ogsaa er Tilfældet med Ordningen i andre Stater — og søgte ved en Betragtning af Vaabnene at vise, at nogen Forandring heri ikke forekom nødvendig. Den ærede Forf. har ikke søgt at modbevise mig; thi hans Exempler paa, at en Ambulance kan blive beskudt, naar den kjører op, og blive forulæmpet i sit Arbejde, naar den er etableret, have næppe havt denne Hensigt, da det ikke er nægtet, at en Ambulance saavel som en­ hver anden Del af Hæren er udsat for Fare paa Val­ pladsen, om end GenferOaget — der er indrømmet den, netop fordi den nødvendigvis maa frem i Fægtningen — yder den nogen Sikkerhed. Derimod har han modificeret sin Anskuelse derhen, at «Ambulancen . . . i Fremtiden har mindre Udsigt til at kunne føres saa nær op til Ildlinien som ønskeligt, og som tidligere faktisk er sket» (S. 100). Her er altsaa ikke længere Tale om 1 eller 3/4 Mil; men forøvrigt kan Rækkevidden af Indrømmelsen ikke bedømmes.

Jeg kunde vel nøjes med at henvise til, at, naar man tidligere fandt Dækning for Sanitelsdetachementet (altsaa for en omtrent dobbelt saa stor Virksomhed som Ambulancens) i tilstrækkelig Nærhed af Fægtningslinien, og naar de nyere Vaaben ikke kunne paavises væsentligt at ændre dette Forhold — saa maa Ambulancen ogsaa nu kunne finde Dækning i saadan Nærhed. Men den ærede Forf.s Omtale af min Bemærkning (S. 544), at «de af ham rejste Betænkeligheder logisk maa føre til, at man heller ikke etablerer nogen Troppeforbindingsplads nærmere end 1Mil,* nøder mig dog til yderligere at be­ lyse dette. Ambulancen skulde jo boldes saa langt til­ bage for at finde Dækning for Personel og Materiel; men nu har et Regiments Forbindingsplads ikke blot det samme Antal Vogne som en Ambulance, men vil ogsaa disponere over omtrent det samme Antal Læger, og, da Tilstrømningen af Saarede, naar den er rigtigt reguleret, maa staa i Forhold til Antallet af Læger paa Pladsen, kan her forudsættes samlet et lige saa stort Antal Saarede, o: her findes ganske de samme Elementer at dække som ved en Ambulance. Hvad derhos Arbejdet angaar, forekommer det mig — men her taler jeg med Forbehold om et fagligt Spørgsmaal — at maatte blive ikke blot af samme Art, men ogsaa ens i Extensitet; navnlig synes der, naar, som Overlægen foreslaar, Ambulancen ikke etableres, at blive i Hovedsagen den samme kirurgiske Virksomhed (det samme Antal, af Hensyn til Transporten uopsættelige, Operationer at udføre), om end maaske enkelte alvorligere Operationer maa opsættes. Hermed har jeg dog ingenlunde sagt, som Overlægen mener (S.97), at «hvor man kan etablere en Afdelingsforbindingsstation, der kan man ogsaa uden videre etablere en Ambulance.« Jeg har kun udtalt, at, da en saadan større Troppeforbindingsplads stiller samme Fordringer til Dækning , og, da det netop er det Hensyn, der var bestemmende for at lægge Ambu­lancen tilbage, maa det ogsaa gjælde for Troppeforbin­ dingspladsen. At der ved Valget af Plads tillige maa tages andre Hensyn, nægter jeg ikke. Jeg er dog til­ bøjelig til at betragte Hensynet til den passende Afstand fra Fægtningslinien som et prædominerende, og jeg har prist Anlæget af Troppeforbindingspladsen i Chaussee- grøften ved St. Privat som et Udtryk for det Princip: at tage Forholdene, som de Pindes, ott hellere yde mindre Nytte end slet ingen ved at forblive passiv med Materi­ ellet, fordi man ikke finder sine Fordringer til Lokaliteter, Dækning o. s. v. fuldt tilfredsstillende.

Medens Forf, som nævnt, har indrømmet, at Ambu­ lancen under den fransk-tydske Krigsom Regel etableredes i større Nærhed af Fægtningslinien, synes han endnu at fastholde, at den ikke kunde rykke frem «før paa et meget sent Stadium». Jeg har paavist, at man i nævnte Krig ved dens Indrangering i Marchekolonnen, ved at knytte den til Avantgarden o. s. v. har sat den i Stand til tidligt at begynde sin Virksomhed; jeg har ved enkelte Exempler paavist, al dette er lykkedes; de lang Tid efter Krigen affattede Reglementer foreskrive, at det skal ske, hvad de næppe vilde gjøre, hvis det havde vist sig uigjennemførligt. .Men i Stedet for Modgrunde træffer jeg (S. 94) følgende Sætning: «Et Exempel, hvor det ikke er lykkedes at bringe Ambulancen i Stil­ ling, er her af langt større Værd end baade ti og tyve, hvor det er lykkedes» — en Sætning, som ogsaa vilde vinde i Interesse ved at blive begrundet.

Forf.s Mening er i det Væsentlige uforandret, at Ambu­ lancens.Virksomhed «altid i Hovedsagen er falden efter at Kampen — hermed være ingenlunde sagt Slaget — paa det vedkommende Sted er endt» (S. 100). Her er vel en mindre Modifikation, da det i Afhandlingen (S. 426) hed: «Det ligger i Sagens Natur, al Ambulancens Virksomhed i alt Væsentligt forlægges til efter endt Slag»; men heller ikke Rækkevidden af denne Indrømmelse kan be­ dømmes, da Forskjellen paa «Kamp» og «Slag» synes uklar. Man kan vel tænke sig, at en detacheret Styrkes Fægtning kan ophøre forinden Hovedstyrkens; men paa de enkelte Steder af en Divisions Fægtningslinie ville saadanne Forhold vanskeligt forekomme. At en Ambu­lance ofte har fortsat sin Virksomhed efter Fægtningens Afslutning, kan ikke bestrides; men dette beviser ikke, at den ikke er sat i Virksomhed, saasnart Fægt­ ningsforholdene gjorde det ønskeligt, end mindre, at den ikke har kunnet sættes i Virksomhed paa dette Tids­punkt. Vil man udlede noget deraf, kan det da kun blive en Opfordring til at etablere den tidligt.

Saadanne Udtalelser som (S. 98): «Kan man ikke etablere sig med i det mindste nogen kirurgisk Komfort, skal man slet ikke pakke ud» — og Materiellets Kostbarhed er saa stor, at den «ikke lader sig maale i Penge» — kunne være vildledende. Jeg vil antage, at der ved «kirurgisk Komfort« forstaas en meget ringe Grad af Komfort, en saadan, der, om for­ nødent, kan findes i det Telt, Ambulancen medfører; og jeg vil antage, at det ikke er Meningen, hvad Kostbarhed angaar, at rangere Ambulancens Materiel over andet Krigsmateriel, der medføres i Fægtning, saavist som det Maal, der skal naas ved dette, det taktiske, ikke i Be­ tydning staar tilbage for det humane, der tilstræbes ved hint. Skulde jeg fejle i disse Antagelser, eller skulde det endog være Tanken, at Ambulancens Materiel ikke kan benyttes, før Fægtningen er endt, da bør det konsekvent udgaa af Fægtningstrainet, hvor enhver overflødig Vogn er til Skade, og det kan da maaske gjerne med det samme udgaa af Organisationen; thi efter Fægtning vil det vel i Reglen ikke behøves, da kunne Feltlazaretherne være tilstede. Men har en Troppefører faaet det nævnte Materiel med i sit Fægtningstrain, saa antager jeg frem­ deles, at han vil anvende det trods dets Kostbarhed, og naar han veed, at en Forbindingsplads, der er etableret 1000 Al. fra Fægtningslinien, kun kan tilføres 2 Haardtsaarede i Tim en pr. Baare, saa vil han neppe tillade Ambulancen at etablere sig saa overmaade langt tilbage, selv om der d e r kunde findes baade den ene og den anden Slags Komfort.

b. Ambulancens Virksomhed, indtil den etableres.

Da Forf. ikke mener at turde etablere Ambulancen i Nærheden af Fægtningslinien, foreslaar han, at den skal sende Assistance af Personel og Materiel frem til Troppeforbindingspladsene, idet dog det Materiel, der vedrører deres Organisation som Ambulance, lades urørt. Her skal jeg ganske have misforstaaet ham. Dette er dog for meget sagt; det drejer sig om et enkelt Punkt. Jeg kjendte kun Forf.s Mening om dette af hans Af­ handling, og det kan kun glæde mig at erfare, at den der har været mindre korrekt udtrykt. Jeg faar nemlig at vide, at jeg har taget fejl med Hensyn til den Af­stand, hvorfra Understøttelsen tænkes iværksat. Jeg behøver neppe at bemærke, at denne Fejltagelse intet har med lægefaglige Spørgsmaal at gjøre, og den rører heller ikke ved selve Principet: om det er rigtigt at opløse en Reserve, der er bestemt til i et givet Øjeblik at optræde samlet paa et enkelt Sted, i sine Elementer saaledes, at den samlede Anvendelse derved vanskeliggjøres og forsinkes. Dette Princip er efter mit Skjøn forkasteligt, og det finder ingen Analogi i den Ordning, at Ambulancen forstærkes med Læger fra Feltlazarethet, da her Lægerne kunne retournere med den første Sygetransport, og altsaa med Vished vides at være rettidigt paa deres Plads. Men overvejes nærmere den Maade , hvorpaa den foreslaaede Understøttelse kan tænkes iværk­ sat, da maa Overlægen her tilsigte Et af To: enten kun at sætte de etablerede Troppeforbindingspladse i Stand til at vedblive med deres Virksomhed ved at til­ føre dem Erstatning for Tab af Personel og for Forbrug af Forbindingsstof — eller tillige at sætte dem i Stand til at udvide Virksomheden ved at fremsende personel og materiel Forstærkning. I det første Tilfælde ville Kravene paa Hjælp snart stige saaledes, at Forbindings­ pladsen med sine oprindelige Hjælpemidler ikke kan gjøre Fyldest, og Kommandomyndigheden — for hvem det kom­ mer an paa snarest at blive af med de Saarede — vil sikkert protestere imod, at Dele af den sanitaire Reserve paa et Tidspunkt, da der er Brug for den hele, forblive uvirksomme for at afvente gunstigere Betingelser for deres Virken, for at spare Materiellet o. 1. I det andet Tilfælde vil derimod Understøttelsen ikke kunne iværksættes uden at fremkalde netop den samme Ulempe, som man ved den foreslaaede Fremgangsmaade vilde undgaa, nem­ lig de uheldige Forhold med Hensyn til Dækning. Thi Tabene falde navnlig paa enkelte Strækninger af Fægt­ningslinien, og det vil derfor blive nødvendigt at tilføre en enkelt Forbindingsplads en saa stor Assistance — sandsynligvis at føre alt Personel og Forbindingsmateriale op her — at Pladsen antager samme Omfang som en Ambulance og stiller samme Krav som denne til Dæk­ ning o. s. v., o: Fægtningsforholdene tvinge saa at sige Ambulancen frem. Ja, selv om man lader Ambulancen helt ude af Betragtning, ville saadanne Forhold vanskeligt undgaas; thi paa de afgjørende Punkter koncentreres Tropperne i Løbet af Fægtningen, saaledes at det f. Ex. let kan hænde, at der paa en Strækning, som fra Begyndelsen kun overspændtes af et Regiment, senere føres et nyt Regiment op, og det vil da være naturligt, at dettes Læger slutte sig til den alt etablerede Forbindingsplads. Det er, kort sagt, Troppernes taktiske Anvendelse og Fægtningens almindelige Natur, som her er det be­ stemmende, og saalænge disse Forhold ikke væsentligt forandre sig, vil et andet System for de sanitaire Kræfters Anvendelse end det, der nu er adopteret — hvortil bl. a. hører større bevægelige Reserver (Ambulancer) til samlet Optræden paa bestemte Steder — neppe kunne indføres, naar man da i lignende Grad som hidtil vil yde Hjælpen paa selve Valpladsen, og dette sidste maa ogsaa fra et taktisk Kommandostandpunkt fordres.

Men Overlægens Forslag forekommer mig ogsaa at maatte have faglige Ulemper. Jeg skal saaledes hen­ stille til Dhrr. Lægers Overvejelse, om den idelige Skiften i Kommandoen og Usikkerheden i Arbejdets Ordning paa Forbindingspladsen, som maa afstedkommes ved den sukcessive Tilgang af Læger (og, da den sker fra Ambulancen , vel i Reglen af ældre Læger), kan anses for heldig, samt om de paa Pladsen værende Kantiner kunne yde tilstrækkelige Hjælpemidler for Lægerne, der jo ikke medføre Kantiner, naar Lægetallet voxer f. Ex. til det tre- eller firedobbelte.

Om Divisionslægens tjenstlige Stilling hersker, saavidt jeg kan se, ingen Uoverensstemmelse. Jeg op­ fatter den ganske som Overlægen gjør i sin sidste Artikel, om jeg end ikke vilde redigere Bestemmelserne for denne Stilling saaledes, som det er sket i Afhandlingen S. 436.

Jeg skal hermed for mit Vedkommende afslutte Diskussionen. Jeg haaber, at den ærede Forf. ved nær­ mere Overvejelse vil indrømme, at jeg ikke paa noget Punkt er gaaet over Stregen ind paa hans særlige Gebet. Jeg har, for at undgaa Bebrejdelser i saa Henseende, endog undladt at udtale min Tilslutning til flere af Over­ lægen fremsatte Tanker om mere faglige Forhold; men denne Forsigtighed har, langt fra at nytte, maaske endog — idet den bevirkede, at jeg kun drog de Punkter frem, mod hvilke jeg havde Indvendinger at rejse — paaført mig en anden Bebrejdelse: at jeg ikke har været «svaviter in modo», hvilket er en Anke, som kun saaledes bliver mig nogenlunde forklarlig. Tiltrods for det ikke fuldt tilfredsstillende Resultat af Diskussionen, har jeg endnu den Tro, som bragte mig til at begynde den, nemlig at et Samarbejde om disse Anliggender af Læger og Offi­ cerer vil være frugtbringende, og jeg anser det for meget ønskeligt, at det ikke indskrænkes til faa Dage under de større Øvelser. Et har jeg derhos lært af Diskussionen, nemlig at skatte den i alle Staters Regle­ menter gjældende Bestemmelse, som lægger Dispositionen over Sanitetsinstitutionerne i Kommandomyndighedens Ilaand; thi, naar der kan være Tale om at holde Ambu­ lancen en Mil tilbage eller ikke at etablere den før efter endt Fægtning, finder jeg det overmaade heldigt, at det er den nævnte Myndighed, der til syvende og sidst be­ stemmer, hvor Skabet skal staa.