Siden krigens afslutning i 1945 har krigsteknikken gjort store fremskridt. Det er sket på alle områder såvel i videreudviklingen af de allerede eksisterende våben som i opfindelsen af nye krigsinstrumenter. Konstruktører og militære fagfolk har ydet deres ypperste. Kampvognene og afværgevåbnene mod disse blev forbedrede, jet-maskinerne begyndte deres sejrstog, de svære bom­ bemaskiners rækkevidde blev forøget og helikopterne overtog en stor del af de m ilitæ re lastvognes forsyningsopgaver. Og som det frygteligste af alle de nye kam pm idler dukkede atombomben og senere brintbomben op.

Men om fodfolket har man kun liørt lidt, og hvis der blev sagt noget, var det for det meste noget negativt. Fodfolket af i dag — således hed det f. eks. i Korea — er uvilligt til at skyde, de er ikke til at drive fra deres jeeps og pansrede køretøjer. Kun en massiv indsats af bombemaskiner, artilleri og kampvogne kan få fodfolket til at holde dets stillinger og gå frem til angreb. Til hvilken nytte — således sluttedes der ofte — bibeholder man et sådant fodfolk? Kampvognene og den øgede ildkraft fra de middelstore og store kalibre overflødiggør jo fodfolk, sagdes det. Besnæret af mulighederne i teknikkens videre udvikling og den fuldstændige motorisering så mange fagfolk den ideale hær i form af rene panserenheder. Pansrede stødkiler skulle da bryde igennem, omringe og indeslutte og tilsidst tilintetgøre de fjendt­ lige styrker. Forsvaret skulle føres bevægeligt ved fremstød af pansrede enheder. Det fjendtlige lands rustningsindustri skulle udslettes ved hjælp af atombombeangreb og modstanderens jord­ tropper med masseindsats af eget luftvåben og langtrækkende atomartilleri.

At sådanne synspunkter intet har med virkeligheden at gøre, er vist overflødigt at bemærke. Rene panserenheder, de være sig nok så godt støttet fra luften, kan aldrig fastholde og besætte et område, som de har erobret ved egen angrebskraft. De kan heller aldrig alene forsvare en stilling. Og under ingen omstæn­ digheder vil de være i stand til at forsvare sig mod en overlegen modstander under udvigende kamp. Og det sidste er et ubetinget krav, lienset til hele den geografiske og militære situation som NATO-landene og herimdcr også Danmark er stillet overfor.

Men — ja således vil der blive indvendt imod det anførte — panserenheder råder jo over fodfolk, der indgår i enhederne, det kunne jo så løse fodfolksopgaveme i de situationer, hvor de pansrede køretøjer kommer til kort. Dette argument overser imidlertid, at hvis de pansrede enheders fodfolk bindes i en for­ svarsopgave, afskrives samtidigt hele den pansrede enheds bevæ­ geliglied, hvilket skulle være en væsentlig del af enhedens fordel og styrke. Der må altså eksistere tropper, som kan samarbejde snævert med de pansrede enheder, og som kan holde et kamp­ afsnit i kortere eller længere tid. Disse tropper må ydermere være i stand til — inden for rammerne af et forsvar eller en udvigende kamp — at udføre modangreb og aflastningsangreb. Især er kravet om sådanne tropper uafviseligt, når den taktiske situation kræver angreb i et terrain, der er utilgængeligt for pansrede køretøjer. At inkorporere fodfolksenhedene i panser- enhederne er ensbetydende med at kompromittere panservåbnets kampkraft og bevægelighed. Hertil kommer endnu en kendsger­ ning: Kun de tropper er i stand til at udføre en udvigende kamp og virkeligt fastholde et kampområde, hvis kampmåde ikke ba­ serer sig på opholdet i pansrede køretøjer af den ene eller den anden art, men på den nære forbindelse med moder jord. Kun infanteristen stående med begge ben på jorden og udstyret med de våben, han selv er i stand til at bære, formår at beherske slagmarken. Ved at fastslå dette forhold forringes ikke de andre våbenarter, idet disses styrke og opgaver ligger på helt andre områder.

Men er nu dette fodfolk, som det ser tid i dag og ikke ad­ skiller sig væsentligt fra fodfolk fra krigens sidste dage, egnet til et samarbejde med panservåbnet og til løsningen af de om­ talte fodfolksopgaver?

Svaret må desværre blive et Nej. For at lose opgaverne må fodfolket besidde to egenskaber, som de i dag ikke gør tilfulde. Disse er bevægelighed og stødkraft. Med hensyn til bevægelig­ heden kan det kort siges, at den til fods marcherende infante­ rist tilhører fortiden. Han skal være fuldt motoriseret. Denne motorisering skal imidlertid kun tjene til den hurtige transport af tropperne frem til kamppladsen. Selve kampen sker herefter til fods. — Mangelen på stodkraft er et problem af mere kom­ pliceret natur. Som bekendt er fodfolket den stormende masse, der efter at det taktiske luftvåben, artilleriet og de svære fod­ folksvåben bar skabt forudsætningerne, går frem til brydning af den sidste modstand i kamp mand mod mand i fjendens mod­ standsreder. Denne stormende masse overvinder under „marching fire“ de sidste 400 m ind til fjenden, når de andre våben ikke mere er i stand til at støtte. Den afgiver ild under løb og også liggende og knælende o. s. v. på erkendte mål og beskyder an- grebsterrainet under fremadløbet, såfremt modstanderen ikke er til at få øje på, for at liokle ham mest muligt nede. Infanteristen må altså give sig selv ildunderstøttelsen i denne kampfase og der­ med et moralsk rygstød, der ikke må undervurderes. Pauser i den skitserede fremstormen sker kun, når våbnene er skudt tom­me, og der må efterlades. Fodfolkskompagniets masse må altså ved egen kraft udføre stormløbet mod fjenden, der skal føre til dennes nedkæmpning. For at løse denne opgave er det nødven­ digt at øge kompagniets stødkraft. Når denne ikke er tilfredsstil­ lende, skyldes det to ting: bevæbningen og organisationen. Her­ udover kan den enkelte soldats stødkraft (bevægelighed) øges ved en lettelse af hans alt for omfattende og tunge (og bevægelser hemmende) udrustning, der i øget omfang må føres på de om­ talte vogne, der fører liam frem til kamppladsen. Men lad os vende tilbage til bevæbning og organisation, to spørgsmål, der må behandles under eet, idet de er stærkt knyttet til hinanden. Fodfolkskompagniet af i dag består som bekendt af 3 delinger å 3 grupper å 10 mand. Gruppen er opbygget med et let maskingevær, til livis betjening og forsyning der hører 4 mand (skytte, hjælper, forsyner I og forsyner II). Er gruppeføreren selv ved det lette maskingevær, eller har han anbragt gruppens NIC her, vil det sige, at 50 % af gruppen er samlet omkring det lette maskingevær, og de andre 50c/c af gruppen udgør altså den „bevægelige“ del af gruppen, der skal kunne løse opgaver, hvor der fordres bevægelse (stødkraft). I et kompagni vil altså ialt 9 X 4 = 36 mand + evt. 4 GF(NK) = 40 mand være bundet af lette maskingeværer, hvilket vel rundt regnet nedsaitter kom­ pagniets stødkraft med 50 %. Fodfolket, som under indtryk af de voldsomme forsvarskampe i 1. verdenskrig i stillingskrigen forsy­nedes med de lette maskingeværer til imødegåelse af stillings- krigens vekslende angreb og modangreb, må igen befries for disse, så det sættes i stand til at løse sine egentlige opgaver. Naturlig­vis kan man ikke give afkald på samtlige lette maskingeværer i det lette fodfolkskompagni. Til forskellige kampopgaver er ma­ skingeværet for værdifuldt til, at det lielt kan undværes, og dets moralske virkning må også fremhæves. Beholder man derfor j kompagniet 3 lelte maskingeværer, vil man frigøre 6 X 4 24 mand, og i et regiment med 9 kompagnier altså 216 mand. Ild­ kraften, der mistes i fodfolkskompagniet ved bortfaldet af de 6 lette maskingeværer, opvejes rigeligt af de 24 nye infanterister udrustet med et fodfolksgevær, der kan skyde automatisk. De 24 mand kan nemlig nu inkorporeres i den bevægelige „del“, den stormende masse, hvor alle er udstyret med det automatiske gevær.

I Tyskland var man ved slutningen af krigen nået meget langt på dette punkt. Det automatiske fodfolksgevær bed lier „Sturmgewebr 44“, som anvendte en special-patron af den sædvanlige tyske kaliber 7,92 mm. Det er umiddelbart indlysende, at et ge­ værs vægt af betjeningsmæssige og transportmæssige grunde ikke må overstige 4,3— 4,5 kg. Heraf følger imidlertid, at den patron, der skal anvendes til automatisk skydning i et sådant våben, ikke må være for kraftig, idet geværets tilbagestødsenergi da bliver for stor, hvorved skytten ikke bliver i stand til at „bolde sigtet“ under ildafgivelsen og i det hele taget holde våbnet under de svære påvirkninger. Der må altså en så „svag patron“ til, at våbnet kan skyde automatisk på tilfredsstillende måde. Dette er årsagen til den ovenfor omtalte tyske specialpatron. Stonngeværet blev en stor succes, men blev indført for sent til, at det fik no­ gen afgørende betydning. Imidlertid er tanken efter krigen ble­ vet taget op fra anden side. Og bl. a. af den belgiske våbenfabrik Fabrique Nationale i Liége, som konstruerede det meget omtalte F.N.-gevær. Dette våben vejer 3,9 kg. Sideløbende med denne våbenudvikling er der foregået en forbedring og udvik­ ling af ammunition idet bele taget. Under krigen opfandt ty­ skerne nye og energirigere typer røgsvagt krudt, og i USA opfandtes forbedrede fremstillingsmetoder, der muliggjorde kugle­ krudtet, der liar større vægtfylde end normalt krudt og derfor kræver mindre ladningsrum end dette. Begge sådanne krudtfor­ bedringer muliggør, at man kan gøre ammunitionshylstrene min­ dre — idet ladningsrummet og ladningsvægten kan mindskes — uden at der behøves at slækkes på den energi, der meddeles projektilet. Dette forhold har i USA ført til indførelsen af en ny 7,62 mm patron, den såkaldte NATO-patron (T65), der ad­ skiller sig fra den normale 7,62 mm amerikanske patron ved mindre dimensioner og dermed mindre vægt. Derimod er den energi, som projektilet (uændret) meddeles, den samme. Pro­jektilets begyndelseshastighed er med andre ord ens for de to patroner. Denne patron er et afgjort fremskridt fremfor den hid­ tidige 7,62 mm patron, alene af forsyningsmæssige grunde, idet den lettere og mindre patron tillader en større ammunitions­ mængde på alle trin. Imidlertid er NATO-patronen ikke egnet til anvendelse i et automatisk fodfolksgevær, og det bar da også vist sig, at det ikke er muligt at skyde automatisk med F.N.- geværet og samtidigt opnå en tilfredsstillende træfning. Hertil får det lette våben (3,9 kg) en alt for voldsom tilbagestødsenergi af den for kraftige NATO-patron. Havde dette iøvrigt været mu­ ligt, ville man med 7,62 nun GM/50 også have kunnet skyde automatisk (samme begyndelseshastighed for projektilet og våb­ net vejende 4,3 kg). I England og USA er man derfor gået over til at ændre F.N.-geværerne således, at de kun er i stand til at skyde som selvladegeværer, hvilket dog også kan være dikteret af forsyningsmæssige bekymringer: angsten for at skytten skal misbruge muligheden for automatisk skydning. Imidlertid står det fast, at F.N.-geværet bygget til brug af NATO-patronen ikke er egnet til automatisk ild.

Det er imidlertid ingenlunde um uligt at anvende F.N.-geværet til dette brug, såfremt der fremskaffes en svagere patron, eller NATO-patronens ladning formindskes, således at tilbagestødnings­ energien når det tilladelige. A f disse to m uligheder er det vel nok at foretrække, at der laves en særlig patron til formålet, som da skal være kortere end NATO-patronen. Hermed udelukkes mulighederne for forbytning af ammunitionen 100 %, og med den kortere patron skabes der også mulighed for et stangmagasin til geværet af en så ringe bredde, at dette kan anvendes til greb for skytten med venstre hånd i lighed med magasinet til „Sturmgewehr 44“. Et sådant maskinpistollignende magasin vil også lettere kunne gøres langt og dermed indeholde op til 30 patroner mod F.N.-geværets ret brede magasin med 20 patroner.

Under disse indledende betragtninger over det automatiske fodfolksgevær, som er så ønskeligt, bar vi set sagen fra den mere skydetekniske side. Vi vil nu også betragte problemet fra den skydetaktiske side. Erfaringer fra anden verdenskrig har godt­ gjort, at fodfolkskompagniernes geværskytter kun undtagelsesvis havde skudopgaver udover 600 m. Man erkendte, at den hidtil anvendte kraftige 7,62 mm eller 7,92 mm patrons høje ballistiske egenskaber udover 600 m kun kunne udnyttes med tilfredsstil­ lende virkning mod mennesker af maskingeværer. Denne kraf­ tige patron betød derfor for den enkelte soldat en overflødig vægt, som ved 150 patroner androg ca. 1,3 kg, og under skyd­ ning ydermere tildelte skytten et unødvendigt kraftigt stød, som følge af tilbagestødsenergien. Fra mange sider fremhæves betyd­ ningen af bevarelsen aif projektilets høje mundingsenergi (lang rækkevidde, stor rascance). Samtidig fremhæves betydningen af en standardisering af gevær- og maskingeværammunition af be­ kvemmelighedshensyn for produktion og forsyning. Men når mun­ dingsenergien skal bevares på bekostning af muligheden for au­ tomatisk skydning med fodfolksgeværet, for at dette kan række ud på afstande, det ikke har brug for, og når standardiseringen skal ske på bekostning af geværskytterne, således at disse ikke kan få den patron, hvormed de kan skyde automatisk i deres gevær, ja så må og bør der reageres kraftigst muligt.

Infanteristen har i sidste krig lært, at han ved skydninger på store afstande påkaldte sig opmærksomheden fra fjendtligt artilleri og det fjendtlige fodfolks svære våben eller endog fjendt­ lige kampvogne. Desuden er træfningssandsynligheden med gevæ­ ret på store afstande alt for ringe. Herved ødes ammunitionen bort, hvilket infanteristen i alt fald ikke kan tillade sig efter at have slæbt denne med sig med stort møje og besvær. Herved løber han faren for, at han i de kritiske kampfaser har skudt sig tom for ammunition, altså netop når lians egne støttevåben ikke mere kan hjælpe ham, og hvor han selv skulle afgive maksi­ mum af ild. Tit hører man argumentet blive fremført: „Ja, -— det er vældigt godt med et automatisk skydende fodfolksgevær, men det fører til, at soldaterne knalder hele magasinet af og står uden ammunition ret hurtigt, og ammunitionsbehovet bliver så stort, at forsyningerne ikke kan følge med.“ Man må hertil svare: „Nej — tværtimod.“ Netop fordi soldaten ikke skyder på de store afstande, hvor han ingen sikker træfning kan vente, og hvor de tunge og lette støttevåben løser opgaverne alene, kan han være fuldt forsynet med ammunition i de kritiske faser, når han kun har sin egen ild at ty til, og med maksimum af koncentra­ tion — d. v. s. automatisk. Og da han ikke skal have en så kraf­ tig patron mere, kan han bære et langt større antal af den sva­ gere patron. Selve ildafgivelsen er et uddannelsesspørgsmål. Na­turligvis skal geværet også kunne skyde som selvladegevær og ved en omstiller kunne bringes i stand til at skyde automatisk. Soldaten vil hurtigt føle og dermed kunne vurdere hvilken op­ gave, der kræver enkeltskud og hvilken, der kræver automatisk ild, og være sig bevidst, at planløs automatisk ild vil være ens­ betydende med, at han kan komme til at stå forsvarsløs over for modstanderen i løbet af kort tid.

Den russiske soldat forstår mesterligt at snige sig ubemærket ind på sin modstander og så overraskende angribe i store sværme. Til sådanne kampmetoder, der især vil være hyppige om natten, i uoverskueligt terrain, i skov eller på beboede steder, behøver infanteristen og enhver anden soldat, der på denne måde drives til selvforsvar, et våben, der muliggør hurtig afgivelse af auto­ matisk, præcis ild i en hvilken som helst tænkelig anslagsstilling.

Som konklusion af ovenstående skal opstilles de krav, der måtte stilles til det behandlede automatiske fodfolksgevær.

Patronen skal være forsynet med det nuværende projektil til 7,62 mm patron M/48 (vejer 9,72 g). Patronens længde ikke over 50 mm. Projektilets V0 omkring 700 m/sek. Skudkadence 400— 450 skud/m in. Våbnets vægt ca. 4 kg, våbnets længde ca. 1 meter. Magasinet skal kunne indeholde 30 skud. Viser indtil 800 m.

Endvidere skal geværet kunne forsynes med geværgranatstol til udskydning af KXERGA-granaten og desuden med et gevær- granatbæger til udskydning af en granat på indtil 300 m, og denne granat skal samtidig kunne anvendes som håndgranat. En­ delig skulle geværet kunne udstyres med en anordning, der til­ lader affyring af signal- og lysmidler, således at lyspistolen overflødiggøres.

Efter i store træk at have skitseret det vigtigste led i be­ stræbelserne for at få gjort fodfolket tidssvarende — nemlig det automatiske fodfolksgevær med de ovenfor omtalte egenskaber — vil vi se på de organisationsmæssige konsekvenser indførelsen af dette våben må medføre, og de øvrige våbens plads i det lette kompagni.

Alle befalingsmænd til og med kompagnichefen udrustes med det nye automatiske fodfolksgevær; således erkendes de vanskeligt som befalingsmænd af fjenden, og de kan i nødsfald træde ind blandt mandskabet på lige vilkår med dette i ildmæssig hen­ seende.

Enkelte — bl. a. mandskabet ved de 3 tiloversblevne lette maskingeværer — er udstyret med 9 mm pistol, da disse i visse situationer har deres fortrin. Alle hidtidige geværer og maskin­ pistoler falder bort. De 3 maskingeværer er lette maskingeværer. De benytter NATO-patronen i bånd eller evt. tromlemagasiner, De er udstyret med en let feltaffutage. Kadence ca. 1000— 1200 sk/min. De er beregnet til indsættelse samlet på kompagniche­ fens bestemmelse til dannelse af tyngdepunktet i angrebet og forsvaret og findes i kompagniets område således anbragt, at de kan virke til flere sider. En tildeling af lette maskingeværer til delingsførerne er den absolutte undtagelse, og da kun når de­ lingen skal optræde selvstændigt og ved satrlige terrainforhold. De delingen tildelte maskingeværer kan da efter forholdene va­ riere mellem 1—3.

Det lette fodfolkskompagni vil som følge af de anførte be­ tragtninger derfor få omtrent følgende udseende: