Som Elev i Ecole Supérieure de Guerre overværede jeg i Sommeren 1920 bl. a. et Foredrag af Skolens Chef, General Débéney, om den franske Officer. Det var Generalens Hensigt med dette Foredrag, der er offentliggjort i „Revue des deux Mondes“ 1’ Maj 1920, dels at hædre de c. 36,000 Officer, der gav deres Liv for Frankrig, ved at vise, hvad det franske Officerskorps egentlig har præsteret, dels at pege fremad paa de nye Idealer, der skal foresvæve den franske Officer, nu da hans hidtilværende Maal, Generobringen af Elsas-Lotringen, er naaet. Vi Danske kan ikke — bør i alt Fald ikke — tænke paa de Allieredes enorme Anstrengelser under Krigen uden med Taknemmelighed at huske paa det Resultat, disse Anstrengelser har bragt os.
Det er vel derfor kun rimeligt, om vi søger at forstaa, hvor meget der egentligt er præsteret; og naar jeg her beder om Læserens Opmærksomhed for at fortælle om, hvad det franske Officerskorps har ydet under Krigen, saa er det, dels fordi jeg mener, at dette vil kunne paaregne almindelig Interesse, dels fordi det forekommer mig, at den bedste Maade at gengælde, hvad der ydes danske Officerer for Tiden i Frankrig, — og hvoraf Eleverne i Ecole Supérieure de Guerre vel nok kan siges at faa den bedste Del, — er ved herhjemme at udbrede Forstaaelsen af, hvad det franskeOfficerskorps har udrettet.
Naar General Débéney skildrer det franske Officerskorps’ Værk, saa glemmer han ikke, at Sejren er vunden af hele Nationen, og at det Element, der indenfor denne har gjort sig mest fortjent ved at kæmpe og lide og trodse Døden i Ildlinien, er den franske P o iln , hvem da ogsaa først og fremmest det taknemmelige Lands Hyldest tilfalder. Men Poilu’en er en stor Familie, hvis Medlemmer i lige høj Grad har gjort sig fortjent, og det er da den ældre Broder, Officereren, som vi her særlig vil beskæftige os med, idet vi i Hovedsagen holder os til Generalens aandfulde Foredrag.
Den franske Hær er i Løbet af Krigen undergaaet en umaadelig Udvidelse, og — saa mærkeligt det end lyder — har denne Udvidelse næsten udelukkende berørt Kadrerne. Thi selv om de under Krigen indkaldte Aargange ligesom en meget betydelig Tilgang fra Algier og Kolonierne kom ind og fyldte Geledderne uden tilsvarende Hjemsendelser, saa bevirkede Afgivelsen af c. 520,000 Arbejdere til Fabrikkerne og de endnu tungere Tab i Ilden, at Hærens [samlede Styrke, der blev anvendt i selve Arméernes Zoner, i Virkeligheden ikke blot ikke blev forøget, men endogsaa tog af fra 1915 til 1918. Anderledes forholder det sig med Felthærens Kadrer. I 1914 talte den franske Hær 91,300 Officerer — Reserveofficererne iberegnet. Den 1’ November 1918 var Tallet steget til 135,600. Ikke desto mindre havde de samme Aarsager til Afgang været til Stede for Officerskorpsets Vedkommende som for Mandskabets. Der afgik maaske en forholdsvis ringe Del af Officererne til Fabrikkerne, men saa var Tabet af faldne saa meget mere føleligt. Procenten af Døde er 18,7 for Officerernes Vedkommende og 16 for Mandskabets. Saa talende de to Ziffre 91,000 og 135,000 end er, saa giver de dog ikke det virkelige Maal for den stedfundne Udvidelse af Officerskorpset, thi 86,600 Officerer blev dræbt, og mindst lige saa mange blev uhelbredeligt saarede, saa at Frankrig i Virkeligheden har leveret et Kontingent paa c. 215,000 Officerer for at danne Rammen om dets Hære under Krigen. Et Tab paa 18,7 Procent døde og lige saa mange haardt saarede af dette Kontingent viser, hvor højt Moralen har staaet, og den Kendsgerning, at Korpset udvides fra 91,000 til c. 215,000, og at den Hær, der førtes af dette Officerskorps, sejrede, viser Officerernes professionelle Dygtighed.
Indførelsen af meget nyt Krigsmateriel forøgede Kravene til den tekniske Færdighed hos dem, der skulde betjene dette Materiel. Det er klart, at hvis en Mitrailleuse er fuld af Snavs, hvis den bliver uheldigt installeret eller daarligt rettet imod Maalet, saa bliver dens Virkning lig Nul, netop paa Grund af Vaabnets store Præcision. Hvis et Batteris Retningsmidler ikke er verificerede, Kortene vanskelige at læse, Telefon- eller traadløs Telegrafforbindelser usikre, saa faar Skytset ingen Virkning. En mere omhyggelig Tjeneste er altsaa nødvendig og kræver bl. a. et forøget Antal Befalingsmænd. Fo d folk e t forøgede Antallet af Mitrailleuser og Telefoner, det blev forsynet med Granater, Rekylgeværer, Ledsageskyts og traadløs Telegraf. Et Fodfolksregiment, der i 1914 havde 66 Officerer til c. 3,200 Mand, havde derfor i 1918 66 Officerer til kun 2400 Mand. Fra 1 Officer for hver 48 Mand gik man altsaa op til 1 Officer for hver 36 Mand, — Forøgelse med en Fjerdedel. I A rtille rie t blev de oprindelige Batterier omgivet af forskellige Hjælpeorganer som f. Eks. Kommandogrupperne indenfor alle forskellige Enheder, Observationsog Lydmaalingsorganer og talrige andre, der næsten udelukkende bestaar af Befalingsmænd. Alt dette bevirkede ligeledes en Forøgelse af Kadrerne i Forhold til Mandskabsstyrken.
1 de nye Vaaben, hvor Maskinerne indtager Førstepladsen, naar Forholdet mellem Antallet af Befalingsmænd og menige en hidtil ukendt Grænse: Et Regiment T an k s tæller saaledes 47 Officerer til 1000 Mand, altsaa omtrent 1 Officer for hver 20 Mand, og — hvad der er Rekorden — en almindelig E s k a d rille har 11 Officerer til 94 Mand, altsaa mere end 1 Officer til hver 9 Mand. Den franske Hær talte ved Krigens Begyndelse 6 Armeer paa ialt 21 Armekorps, 83 Divisioner plus 10 Rytterdivisioner, eller — om man vil — 24 Armekorps, naar Rytterkorpsene medregnes, og Gruppen af Reservedivisionerne regnes for et Korps. 1 1918 havde man 4 Armegrupper, 10 Armeer, 36 Armekorps, deri indbefattet Rytterkorpsene (110 Divisioner og 8 Rytterdivisioner). Det er altsaa en Forøgelse paa 4 Armegrupper, 4 Armeer, 12 Armekorps og 27 Divisioner imod en Formindskelse paa 2 Rytterdivisioner. De saaledes nyoprettede Stabe var betydningsfulde Led, der krævede uddannede og erfarne Officerer, og naturligvis er Antallet af Officerer deri forholdsvis betydeligt. Hvad de lavere Enheder angaar, da forøgedes Fodfolket med 140 Bataiiloner eller mindst regnet c. 2000 Officerer. Artilleriet havde ved Krigens Begyndelse 1468 Batterier. I 1917 havde man 2562 Batterier, altsaa en Forøgelse paa omtrent 75 Naar dertil føjes den samtidige Forøgelse af Regiments- og Afdelingsstabe og Oprettelsen af nye Organer, saa forstaar man, at Antallet af Artilleriofficerer er blevet fordoblet. Vi har ovenfor nævnt de nyoprettede Tanksregiinenfer og Flyverenheder, der slugte et stort Antal Officerer. Dette var i høj Grad ogsaa Tilfældet med A u t o m o b il tjenesten. Ved Krigens Begyndelse var c. 250 Officerer beskæftigede herved. Dette Antal gik op til 2200 samtidigt med, at Antallet af Lastautomobiler fra c. 6000 steg til c. 45,000, hvortil man maa lægge de c. 25,000 Automobil-Køretøjer af forskellig Art anvendt ved Flyvetjenesten, Artilleriet o. rn., samt Reparationsparker med alle de herunder hørende Organer.
Vi ser saaledes, at Indførelsen af det moderne Krigsmateriel baade nødvendiggjorde en Forøgelse af Antallet af Officerer ved de forskellige Enheder og en Forøgelse af Antallet af disse Enheder. Det franske Officerskorps har kunnet tilfredsstille de enorme Krav, der derved blev stillet til det, og som — hvad vi ovenfor har set betød en Udvidelse fra 91,000 til 135,000 samtidigt med, at det led et Tab paa c. 80,000 døde og haardt saarede) og man ser da bort fra de saarede, der efter en Afbrydelse kom tilbage til deres Plads; den herved foraarsagede Afgang var ikke lille. General Débéney fortæller, at han Dagen efter Vaabenstilstanden saa Regimenter, hvor mere end 7, af Officererne bar de for saarede reglementerede Kendetegn paa højre Ærme.
Foruden de store Opgaver, der paa Grund af det nye Materiel og de nye Kampmaader kom til at paahvile Officerskorpset indenfor selve den franske Hær, var der imidlertid ogsaa et andet Arbejde, der stillede Krav til Officererne, nemlig Tjeneste ved de allierede Hære. Disse kom alle før eller senere til at trænge til Frankrigs Hjælp. Belgiens Hær maatte helt genrejses efter dens første heltemodige Kamp. Det samme kom til at gælde Serbiens Hær. Englands Hær skulde i Hovedsagen skabes under selve Krigen. Bunu vnien maatte efter sin liaarde Skæbne ogsaa reorganisere sin Hær, og da Grækenland sluttede sig til de Allierede, maatte det efter den forudgaaende politiske Splittelse gennemføre et mægtigt Genrejsningsarbejde. Ruslands til at begynde med efter almindelige Principper organiserede Hær smuldrede bort ved Revolutionen i 1917, og I)e forenede Stater, der ved deres Indtræden i Krigen kun kunde sætte 1 Division i Marken, skabte i Løbet af et Aar en Millionhær. Alle disse Hære maa saaledes enten skabes paa ny eller gennemgaa dybtgaaende Ændringer. Dertil behøvede de sagkyndig Hjælp, og denne kunde i Hovedsagen kun ydes af Italien og Frankrig. Italien kom først med i Krigen i 1915, og først langt senere kom det i Kamp med den mest krigsøvede M odstander — Tyskland — og vandt derfor først noget senere rigtig Krigserfaring; det blev derfor ganske naturligt til Frankrig, at de allierede Hære henvendte sig om Hjælp baade til Organisation, Uddannelse og selve Troppernes Anvendelse, og det blev næsten udelukkende det franske Officerskorps, hvem denne Opgave kom til at paahvile. C. 3700 Officerer er blevet anvendt i de fremmede Hære under Krigen. Og det maatte være Officerer, der kunde Sprog, der havde Takt og Evne til at tilpasse sig efter de fremmede Forhold og egnede til den mest forskelligartede Anvendelse; af mange maatte der tillige kræves Helbred til at taale fremmedartede Klimaer.
Det maa indrømmes, at det tyske Officerskorps havde en ganske lignende Opgave. Men medens Tysklands Allierede snarere var en Slags Vasaller, til hvilke de tyske Officerer kom for at udøve Kommando — (Mackensen, Falkenhayn og Biilow befalede, og deres Officerer befalede) — saa kom de franske Officerer som Kammerater til deres Allierede, lærte dem paa lige Fod de franske Metoder og var til Gengæld glade ved at lære af de andre. En saadan Opgave kræver ikke ringe Takt og i det hele mange Egenskaber, og naar Frankrig kunde levere op imod 4000 Officerer hertil uden at formindske Værdien af det Officerskorps, der kæmpede ved Fronten, saa maa man indrømme, at det er et godt Bevis for Værdien af det franske Officerskorps. Fra 1916 optog Englænderne en lignende Rolle, men til trods herfor var faktisk op imod 4000 franske Officerer stadigt beslaglagt til Tjeneste ved de Allierede Hære. Det var vel derfor ikke nogen ufortjent Ære for Frankrig, at det blev en af dets Sønner, der i 1918 blev valgt til Øverstkommanderende over alle de Allieredes Hære.
Naar det franske Officerskorps har kunnet ydet det, som ovenfor i store Træk er beskrevet, saa maa dette Officerskorps have været en sund Organisme. De Principper, hvorefter Tilgangen dertil har været ordnet, har været sunde og passende for franske Forhold, Officerernes Uddannelse har været fyldestgørende, og Moralen har været høj.
Naar Uddannelsesstandpunktet i det hele har været godt — thi Franskmændene indrømmer aabent, at det i visse Henseender, særligt hvad Forbindelsen mellem Vaabnene angik, kunde have været bedre, — saa skyldes det, at Officererne siden 1870 har arbejdet maalbevidst og energisk paa deres Dygtiggørelse. De har ved Øvelser og krigshistoriske Studier tilegnet sig en aandelig Smidighed, en Evne til at tilpasse sig efter det nye, der kom, og denne Evne kan kun være Resultatet af mangeaarig Træning. En saadan aandelig Træning manglede det franske Officerskorps i 1870, derfor gik det galt; men efter denne Krig blev Arbejdet taget op og holdt vedlige i 43 Aar. Det Midtpunkt, hvorfra Impulserne udgik til hele Hæren, blev Heale Sup é rieu re de C,nerve, og denne udmærkede Institution har derfor sin store Del af Æren for det utrættelige Arbejde, der er udført mellem 1870 og 1914. Men selv om Uddannelsesstandpunktet ved Krigens Begyndelse var fyldestgørende, saa hører der dog meget til for at vedligeholde den professionelle Dygtighed igennem mere end 4 Aar i et Officerskorps, der forøgedes saa kolossalt, som ovenfor er nævnt for det franske Officerskorps og under Forhold, hvor en rivende Udvikling stillede stærkt forøgede Krav til Officerernes Uddannelse.
Det meget nye Krigsmateriel krævede, for fuldt at kunne udnyttes, vel uddannet Personale til dets Betjening. S pa rg sm a alel om Kad rernes Uddannelse rejste sig derfor hurtigt som et nyt og mægtigt Problem, som det er Overkommandoens store Fortjeneste at have forstaaet og løst. Fra Arilds Tid har man ganske vist uddannet Tropper i Løbet af Krigen, men i Hovedsagen kun ved at benytte Stilstandsperioderne. Aldrig før havde man tillagt Uddannelsen en lignende Betydning som selve Operationerne og givet den en Varighed afpasset efter disse, aldrig før havde man kort sagt behandlet Uddannelsen som et af de vigtigste Elementer i selve Slaget, som et Spørgsmaal, der blev optaget i Overkommandoens Krigsplaner sideordnet med strategiske og taktiske Hensyn. Til at begynde med var det Princippet at overlade Troppecheferne Omsorgen for den Uddannelse, de kunde overkomme ved Afdelingernes Ophold i de til Hvile og Uddannelse indrettede Lejre ikke ret langt bagved Fronten, medens man for Resten sørgede for Uddannelsen ved særlige Kursus, der oprettedes længere tilbage. Men Fronttjenesten tillod ikke at benytte disse Lejre tilstrækkeligt ofte eller regelmæssigt. Man maatte derfor have et andet, mere permanent Middel. Det blev Divisionernes „Centres d’instructions.“
Dette „C. I. D.“, som det kaldtes, var intet andet end Divisionens Depot, der permanent fulgte med Divisionen. De bagfra kommende Forstærkninger standsedes dér, førend de blev sendt frem til Afdelingerne. Marchudygtige og overanstrengte Folk blev ogsaa sendt herhen for at komme sig. De noget mere permanente Forhold og den forholdsvis gode Sikkerhed ligesom den daglige Forbindelse med Divisionens forreste Led gav gode Betingelser for den lille Uddannelsesanstalt, som „C. I. D.“ saaledes blev til. Her foregik i Hovedsagen Divisionens Uddannelse af Underofficerer og Specialister. Tilbage stod da at uddanne Officerer og Lærere for de nye Specialister. I dette Øjemed oprettedes Skoler og særlige Kursus. For hurtigt at naa et Resultat blev der oprettet saa mange Kursus, at de samtidigt kunde optage baade dem, der skulde have Specialuddannelse og ogsaa alle Grader af Officerer lige fra Delingsførere til Afdelingschefer. Regimentschefer og Generaler blev heller ikke glemt. De fik Lejlighed til paa Kursus at studere de nye Kampmaader for de forskellige Vaaben. Ved disse Kursus opstod der en ejendommelig Gensidighed, idet de fra Fronten kommende. Officerer meddelte deres Erfaringer, der saa drøftedes og sammenholdtes, for at man deraf kunde udlede det bedste for Fremtiden. Saaledes dannede der sig bag Fronten en vigtig og meget følsom Institution, der saa at sige i Detailler indregistrerede alle Variationer vedrørende Fægtning og uddrog Læren deraf.
Paa lignende Maade indrettede ogsaa de allierede Hære sig, og indbyrdes Udveksling af Offi erer gjorde den ene Nations Erfaringer frugtbringende for de andre. Men det kan vistnok siges at være almindeligt anerkendt, at Frankrigs Uddannelsessystem baade var det første og forblev uovertruffet af de andre Landes, selv om Englands saa fuldkomne og praktiske Skoler maaske kom paa . Højde dermed. Gennemførelsen af dette Værk viser uomtvistelig en aandelig Elasticitet, der hører til Franskmændenes Karaktertræk, men er blevet udviklet hos Officererne ved maalbevidst Træning.
Som vi har nævnt ovenfor, maa de Elementer, der var grundlæggende for det franske Officerskorps, nemlig dets Tilgang, dels Uddannelse og dets Moral have været sunde, de har staaet deres Prøve. Naar det derfor drejer sig om at bevare den samme Kraft og Værdi i Fremtidens Officerskorps, er der næppe Grund til at ændre de Principper, hvorefter Tilgangen dertil er ordnet, ligesom der er al Anledning til at fortsætte de Traditioner, der er fulgt for Uddannelsens Vedkommende siden 1870. Men General Débéney har dog fundet Anledning til i denne Forbindelse at pege paa et Forhold, som vi vist vil gøre vel i at have Opmærksomheden henvendt paa. Under Uddannelsen af de kommende Generationer gælder det om stedse at holde sig Virkeligh eden for Øje i Stedet for, efterhaanden som Krigens Realiteter rykker paa Afstand, at lade sig vildlede til at optage Systemer og Kampmaader, der er opstaaede paa Eksercerpladserne, men ikke har deres Rod i det, der er oplevet paa Slagmarkerne. Man er altid efter en Krig tilbøjelig til saaledes at lade sig vildlede, fordi Udviklingen i Reglen er den, at man efter Krigene vil søge at genvinde den Bevægelighed, som er gaaet tabt ander Krigene, hvor Faktoren Ild altid stiger i Betydning i Forhold til Faktoren Bevægelse.
Derfor er den Krigens Virkelighed, som det gælder om at fastholde, paa trods af alle senere opstaaende Teorier denne, at det er Ildens Virkning paa Mennesket, der er den afgørende Faktor. Alle strategiske Kombinationer, taktiske Regler, mekaniske eller kemiske Opfindelser, alt munder til syvende og sidst ud i eet: Virkningen af de strategiske Kombinationer, af de taktiske Fremgangsmaader eller af Opfindelserne paa Mennesket. Derfor hviler den nuværende af Krigserfaringen skabte Taktik paa Ildens Virkning: „ L a défense, ce s t le fen q u i arrête, l'offensive, c'est le fen q u i m a rch e , la m anoeuv re , c'est le fen q u i se dépla ce . Om senere en Gang Gassen f. Eks. træder i Stedet for Kugler og Granater, ja saa skifter Taktikken Form, men den nye Taktik kommer — som altid — til at hvile paa det nyopfundne Materiels Virkning paa Mennesket. Det bliver „ l ' a s p h y x i e q n i a rrê te , l' a s p h y x i e
Det kan sikkert uden Overdrivelse siges, at det franske Officerskorps’ høje faglige Dygtighed og moralske Egenskaber har haft en væsentlig Andel i Opnaaelsen af Sejren. Del franske Officerskorps har ydet en Indsats, der har Krav paa Verdens Beundring.
K. Knudtzon.
