Taktiskastudier ur det tysk - japanskakriget 1904— 1905. IV F y n s ia o l in . Af Major C. G. A x e l son. I de første 3 Dele af dette Værk har Forfatteren skildret Jalu(I), Kintschau(ll) og Vafangau(III), og han gaar derefter over til Behandlingen af Bjærgkrigen i Maj-Juli 1904. Livlig, underholdende, kort og klar er Majorens Fortællemaade, og han har med Held undgaaet de Detailler, der ikke er nødvendige for Forstaaelsen af Begivenhederne, og som ellers saa ofte trætter Læseren. Som i Streffleurs store Skildring af Krigen slutter ogsaa Major Axelson Beskrivelsen af de vigtigere Operationer med kortfattede, lærerige taktiske Betragtninger. Kortmaterialet er godt — kun de Navne, der spiller en Rolle, er medtagne. Glædeligt vilde det være, om man kunde imødese Værkets Fortsættelse, men det er vel tvivlsomt, om man — i al Fald den første Tid efter Verdenskrigen — vil interessere sig for stort andet end denne.
J. O. J.
E. Lavisse og Cli. Andler, Prof. v. Universitetet i Paris: Tysk K r ig s fø r e ls e og T y sk K r ig s læ re . A f ovennævnte Pièce er en Oversættelse ved Axel Broe for nogen T id siden udkommet paa Erslev & Hasselbalchs Forlag. Den er et Led i den journalistiske Kamp, som er ført og føres i denne K r ig i saa udstrakt Grad ved Siden af Kampene paa Slagmarkerne. Den første Del er en ofte gribende Fremstilling af den dyriske Vildskab og Brutalitet, som siges at være begaaet af T y skerne, men som lige saa ofte og kraftigt er blevet benægtet af disse. I II. Del kommer Forfatterne ind paa en kort Omtale af »den tyske Lære om Krig« for derigennem at føre et indirekte Bevis for, at Grusomheder og Udskejelser af den omhandlede Art maa fostres gennem den tyske Krigslære. Det er dog et Spørgsmaal om den tyske Krigslære i Virkeligheden afviger fra andre Landes med Hensyn til den i Krigen nødvendige Brutalitet og Hensynsløshed, men nægtes kan det jo ikke, at Forfattere som Clausewitz, Hartmann, Blume og Bernhardi trækker det meget skarpt frem. Clausewitz’ O rd : Den, som hensynsløst og uden at spare paa Blodet, benytter sig af sin Styrke, vil før eller senere faa Overtaget, saafremt Fjenden ikke gaar frem paa samme Maad e ----- « præger sikkert den tyske Hæ r i Forbindelse med klippefast Tro paa egen Styrke, men derfor at anvende dette som et Bevis for, at enhver Grusomhed begaas med koldt Blod af de tyske Soldater, turde dog vist være for meget. Ved Siden af den tyske Lære om Krigens Brutalitet maa man ikke glemme den tyske Lære om Disciplin.
— m —
Sønderjydske Soldaterbreve. Udgivne af Harald Nielsen. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. Blandt de mange Soldaterbreve, som allerede er udsendte under den nuværende Krig, er den foreliggende sønderjydske Samling en af dem, der herhjemme vil blive modtaget med mest Interesse. Det er Breve fra Øst- og Vestfronten, skrevne til Slægt og Venner i Hjemmet. Selvfølgelig har disse Breve, der har været offentliggjorte i sønderjydske Blade, maattet gennemgaa, som alle andre Soldaterbreve, Censuren, men tillige har Brevskriverne som danske Sønderjyder maattet være dobbelt forsigtige i deres U d talelser. Der er Følelser og Tanker, som mange herhjemme maaske havde haabet at finde i disse Breve, men som selvsagt ikke kan findes deri, og dog læser man dem med stor Interesse og med en mærkelig Følelse af Stolthed over, at disse Brevskrivere alle er af dansk Slægt, ja undertiden med Ønsket om, at vi herhjemme i noget højere Grad , end Tilfæ ldet er, var præget af samme mandige Egenskaber. Det er ikke Skildringerne af den enkelte Begivenhed, der navnlig griber én, skønt de alle vidner om en i Sammenligning med andre Soldaterbreve mærkelig Intelligens og O pfattelsesevne, hvortil ofte kommer en klar og malende Gengivelse. Nej, det er navnlig det Fællespræg, man faar af de mange Brevskrivere, der tager en fangen. Det er Manden, modig og pligttro, men det er tillige Manden med den dybe Kærlighed for Hjemmet deroppe, dets Skikke, dets Sprog, dets Sange o. s. v., og det er Manden med den stærke Kristentro.
O. M.
F ra n k r ig af Kr. Nyrop. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. Ingen, som kender Forfatteren, er i Tvivl om, at den lille, smukke Bog er en Hyldest til Frankrig, skrevet ud af Forfatterens store Kendskab til det franske, aandelige L iv og med hans sjældne stilistiske Evne. Man læser Bogen med udelt Interesse og har, naar man lægger den til Side, en Følelse af, at ens Forstaaelse og Kendskab til Frankrigs Historie og Aandsliv er blevet fæstnet og udvidet, ens Kærlighed til fransk Ku ltur øget. Sit Udgangspunkt tager Forfatteren fra Rolands Heltedød ved Roneevaux og viser, hvorledes i Virkeligheden de samme Følelser, det samme ridderlige Tankesæt har præget den franske Nation gennem Tiderne. Kærlighed til det fælles Fædreland er det Baand, der knytter alle sammen, der taler »la délitable parleure IranQoise«. »Le panache«, Symbolet for Ridderen uden Frygt og Dadel, præger Nationen ikke mindst i Farens Stund, bringer den »gennem Nederlag til Sejr« og lærer den overfor Modstanderen at sige »Gloria victis«. Forfatteren opruller et Billede af den franske Nation, som maaske mange, hvis Indtryk stammer fra et flygtigt Besøg i Paris, vil staa fremmed overfor, men som Historien dog bekræfter. Mesterligt giver Forfatteren i Kapitlet »franske Laaneord« et Indtryk af, hvilken Indflydelse fransk Kultur og Sprog har haft i Europa, og i det sidste Kapitel »Frihedens Land« tolker han sin sikre Overbevisning om, at den ikke vil mindskes.
— m -
