II.
I en tidligere Artikel er omtalt Selvladegeværer i Almindelighed samt nogle Teorier om deres taktiske Anvendelse. Denne Artikel omfatter en kort Gennemgang af de Konstruktionsprincipper, der er gældende for disse Vaaben, samt en Beskrivelse af nogle faa moderne Typer. De benyttede Kilder anføres til Slut med en Talbetegnelse, som ogsaa anvendes i Teksten i Parentes for at markere, hvor den paagældende Oplysning el. lign. stammer fra. Med Hensyn til Konstruktionsprincipperne, der selvfølgelig er de samme for Selvladegeværet som for alle andre automatiske Vaaben, er det værd at mærke sig, at de i det væsentligste alle er ca. 25—30 Aar gamle — ja, nogle endda 40—50 Aar. Det er iøvrigt en Kendsgerning, der vist i Almindelighed er ret ubemærket, at hvad angaar selve Grundprincipperne for Konstruktion af automatiske Vaaben, er der i det sidste kvarte Aarhundrede ikke sket noget revolutionerende nyt. De fleste Konstruktionsidéer, selv i de mest moderne Vaaben, stammer i Reglen fra Slutningen af forrige Aarhundrede. Det nye er i Virkeligheden kun den Maade, hvorpaa de i og for sig gammelkendte Idéer er kombineret og udformet i Praksis og saa hele den tekniske Udførelse af vedkommende Vaaben. Med Hensyn til Udførelsen maa man ogsaa — især ved Selvladegeværer — tage Fremstillingsprisen i Betragtning. Har Vaabnet Dele, der skal drejes, fræses m. v. under Anvendelse af kompliceret Værktøj, bliver det alt for dyrt i Forhold til det Vaaben, der er sammensat af fortrinsvis udstansede Dele, saaledes som det bl. a. i høj Grad er Tilfældet ved den russiske Maskinpistol og det ny svenske Selvladegevær, der omtales lidt nærmere nedenfor. For at give et saa letfatteligt Overblik som muligt over de eksisterende Konstruktionsprincipper for automatiske Vaaben, og dermed ogsaa for Selvladegeværer, er anvendt følgende Inddeling, der selvfølgelig er ret ufuldstændig:
I. Fast Pibe.
a) Uden Lukning.
b) Med delvis Lukning eller forsinket Aabning.
c) Med fast Lukning (Gastrykladere).
II. Bevægelig Pibe.
a) Aabning under Tilbageløbet — „kort Rekyle“.
b) Aabning under Fremløbet — „lang Rekyle“.
I det følgende er derpaa hvert af disse Principper beskrevet nærmere, og samtidig er der i hvert Tilfælde givet et eller to Eksempler, hvor saadanne da kendes, paa moderne Selvladegeværer efter vedkommende Princip. Ved disse Eksempler maa man dog ikke lægge for stor Vægt paa de anførte Data som Kaliber, Længde , Antal Patroner i Magasinet o. s. v. Den Slags skifter nemlig fra Model til Model og kan iøvrigt af Fabrikanten i Reglen ændres efter Ønske — selvfølgelig inden for visse Grænser, ikke mindst for Vægt og Kalibers Vedkommende. Konstruktionsprincip I. a. — ogsaa kaldet „Masse-Lukning“ — er skitseret paa Fig. 1. Det er det simpleste af de eksisterende Principper og kendes bl. a. fra vor Maskinpistol M. 1941. I Korthed kan det forklares saaledes:
Ved Skudafgang farer Projektilet fremad med stor Hastighed, medens Patronhylstret og Bundstykket sammen gaar bagud med betydeligt mindre Hastighed. Dette skyldes dels, at Bundstykket har en meget større Masse — Træghed — end Projektilet og dels, at den bagudgaaende Bevægelse modvirkes noget af Lukkefjedren, hvis Hovedopgave er at føre Bundstykket frem igen. Den saakaldte Fremløbstænding, der findes i mange Vaaben efter dette Princip — saaledes vor Maskinpistol -— modvirker ogsaa den tilbagegaaende Bevægelse. Endelig maa man ogsaa antage, at Friktionen mellem Hylstret og Kammerets Vægge forsinker de rekylerende Deles Hastighed noget. Bundstykkets Masse, og dermed Vægt, har saaledes afgørende Betydning ved dette Princip. Medens Bundstykket f. Eks. ved vor Maskinpistol vejer 580 g, vil man ved et eventuelt Selvladegevær efter samme Princip komme op paa en meget større Vægt — i hvert Fald med de Muligheder, man raader over i Dag. Ved Geværet maa jo nemlig bl. a. Løblængde, Projektil- og Ladningsvægt være en Del større, for at man kan opnaa tilfredsstillende Præcision, Rascance og Virkning paa længere Afstande end Pistolens 2—300 m. Fra amerikansk Side angives saaledes (3), at Beregninger og Forsøg har vist, at skulde man anvende den almindelige Patron til det amerikanske Springfieldgevær i et eventuelt Selvladegevær efter Princip I. a., maatte Bundstykket veje ca. 13 kg. I denne Forbindelse maa det bemærkes, at Kravene m. H. t. Vægt for et moderne Selvladegevær ligger paa fra ca. 4,1 kg helt ned til ca. 3,8 kg i de forskellige Lande. Selv om der ikke kendes noget moderne militært Selvladegevær med „Masse-Lukning“, er det vist utvivlsomt, at der arbejdes med Problemet. De, der kendes, er enten ikke beregnet til militært Brug — f. Eks. de ret tunge Winchester Jagtrifler — eller ogsaa anvender de en saa lille Patron, at Virkningen nærmest er som ved en automatisk Pistol. Et Eksempel paa dette sidste er den saakaldte „Pedersen’s Device“, der ogsaa — med en ægte amerikansk Vending — kaldes: U. S. A.’s største Krigshemmelighed ... i Krigen 1914 —18 (4). Denne Konstruktion blev opfundet af den kendte dansk-amerikanske Vaabenkonstruktør J. D. Pedersen. Kort fortalt bestod den af en lille automatisk Pistol, der anbragtes paa Bundstykkets Plads i det daværende almindelige amerikanske Repetergevær — Springfieldgeværet — og hvis Pibe passede nøje til Patronlejet i Geværet. Patronen, der anvendtes, havde Kaliber svarende til Geværet, men Projektil vægten var kun ca. 5,1 g mod det almindelige Geværprojektils 9,6 g, og Ladningsvægten var kun ca. 0,23 g mod ca. 2,88 g i den almindelige Geværpatron. Følgelig var Begyndelseshastigheden ogsaa kun ca. 396 m/Sek., medens den ved den almindelige Patron var ca. 820 m/Sek. Man kunde derfor heller ikke faa tilfredsstillende Præcision og Virkning paa meget større Afstande end ca. 300 m, ligesom Rascancen heller ikke var god. Største Baneordinat svarende til 500 m var over Mandshøjde. Det mest værdifulde i Opfindelsen var, at man i Løbet af faa Sekunder kunde lave et almindeligt Gevær om til et Selvladegevær. Trods de nævnte Mangler ventede Amerikanerne sig overmaade meget af Opfindelsen, og under Udfoldelse af alle mulige Foranstaltninger til Sagens Hemmeligholdelse blev der placeret en Ordre paa 500.000 Stk. hos Remington Arms Company. Krigen sluttede imidlertid, inden nogle af dem var kommet til Anvendelse, og efter Krigen erkendte man, at Vaabnet i Fremtiden ikke havde nogen militær Interesse. Som sagt, at der har været arbejdet med Problemet: Selvladegevær med „Masse-Lukning“, er sikkert. Og at der arbejdes med det den Dag i Dag er højst sandsynligt. Princippet maa jo ogsaa — særlig til militær Anvendelse — siges at have stor Interesse, idet det giver de største Muligheder frem for andre Principper for at skabe den simpleste Konstruktion med de færreste Dele. En Ulempe ved det, som iøvrigt ogsaa gælder for det følgende Princip, I. b., er, at da Aabningen begynder, medens der endnu er højt Tryk i Vaabnet, kan Patronhylstrets forreste Del muligvis klæbe fast til Kammerets Vægge, samtidig med at dets bageste Del gaar tilbage med Bundstykket. Derved kan der ske Overrivning af Hylstret, og derfor bruger man altid ved disse Systemer at „smøre“ Patronerne. Vor 9 mm Patron M. 1941 til Maskinpistolen gnides saaledes efter Patroneringen i olierede Klude.
Konstruktionsprincip I. b. — delvis Lukning eller forsinket Aabning — er faktisk kun en modereret Udgave af I. a. Grænsen er ret flydende, og Vanskeligheden med Bundstykkets Vægt spiller derfor ogsaa en betydende Rolle ved Konstruktioner efter dette Princip. Men medens det ved I. a. næsten udelukkende er Bundstykkets Masse (Vægt), der forsinker den bagudgaaende Bevægelse, er der ved Vaaben konstrueret efter I. b. indskudt et Arrangement, der ogsaa skaber en væsentlig Forsinkelse, saaledes at Bundstykkets Vægt kan nedsættes en Del. Et Eksempel paa et saadant Arrangement kan maaske bedst forklares ved at sammenligne med en Motor (Fig. 2).
I Motorens Cylinder opstaar der et højt Tryk ved Forbrænding af et eller andet Stof. Dette Tryk virker paa Stemplét og overføres videre gennem Stempelstang og Plejlstang til Krumtappen, der drejer paa Krumtapakslen. Nu er det jo klart, se Fig., at hvis Krumtappen er i Nulstilling, vil et bagudgaaende Tryk udelukkende overføres til Krumtapakslen, og der vil ikke ske nogen Bevægelse. Hvis derimod Krumtappen er fjernet blot en Ubetydelighed fra Nulstillingen, kan det bagudgaaende Tryk opløses i to Komposanter: en efter Radien — Krumtappen — den er langt den største og optages af Krumtapakslen, og en efter Tangenten — Tangentialtrykket — der bevirker, at Krumtappen drejer sig med større og større Hastighed, efterhaanden som den fjerner sig mere og mere fra Nulstillingen. Det er i Princippet faktisk det samme, der anvendes f. Eks. i Schwarzlose Maskingeværet — engelsk Patent Nr. 2464 fra 1913 — og i Pedersens Selvladegevær, der er konstrueret af ovennævnte Dansk-Amerikaner John Douglass Pedersen, og som her nærmere skal beskrives (3 og 5). Det var i 1923 (8), at U. S. A.’s tekniske Korps — Army Ordnance — sluttede Kontrakt med John D. Pedersen om Konstruktion af et Selvladegevær, efter at man i Forvejen havde fastsat Kalibret til .276 (ca. 6,8 mm) og Projektilvægten til 125 grains (ca. 8,1 g). Hidtil havde man fastholdt, at et fremtidigt Selvladegevær skulde have Kaliber .30 og Projektilvægt 150 grains (henholdsvis ca. 7,6 mm og ca. 9,7 g) svarende til den hidtil anvendte Patron til Springfieldgeværet. Da Erfaringerne fra Verdenskrigen imidlertid havde vist, at Maksimumsskudvidden sjældent var over 1000 yards (ca. 900 m) og oftest mindre, mente man, at Projektilvægten kunde nedsættes — og dermed Kalibret for at bibeholde samme Tværsnitsbelastning — hvorved man opnaaede en Vægtbesparelse for Patronen paa ca. 22 %. Herved var der skabt Mulighed for at forsøge en Konstruktion efter Princip I. a. eller I. b. Der er Grund til at tro, at man først har forsøgt I. a., men ikke har kunnet løse Vægtproblemet og derfor har maattet indskyde et Forsinkelsesled i Lighed med Schwarzlosekonstruktionen. Paa Billedet Fig. 3*) er vist en engelsk Model af Vaabnet.
Det har følgende Data: Længde 114 cm, Vægt ca. 4 kg og Begyndelseshastighed ca. 820 m/Sek., hvortil svarer en Mundingsenergi paa ca. 277 mkg (7) (vort Gevær 89 har til Sammenligning en Mundingsenergi paa ca. 360 mkg). Trods sin ret lille Vægt siges Projektilet dog at have en temmelig god Rascance, idet største Baneordinat for Skuddistance 500 m er 0,6 m og for Skuddistance 1000 m 4,5 m. Konstruktionen og Funktioneringen fremgaar af Fig. 4 (3)
A er Bundstykket, der holdes ind mod Patronens Bund af de to Laaseblokke B og G, som ligger paa Linie med hinanden, og som overfører Trykket fra Bundstykket til en svær Bolt D, der gaar gennem Laaserammen. B og G danner et Knæled, og C — Berøringspunktet mellem B og G — ligger netop en Ubetydelighed over Tryklinien fra Patronens Bund til Bolten D. Naar der nu virker et højt Tryk paa Bundstykkets Forflade, er der Tendens hos Knæleddet til at „knække over“ og derved bevirke, at B—G gaar opad, som vist paa den Del af Figuren, der er mærket: efter Skudafgang. Hvis Berøringspunktet C laa netop i Tryklinien, vilde Knæleddet forblive laaset og Bundstykket ikke aabne sig. Da C nu imidlertid ligger en Ubetydelighed over Tryklinien, aabner Bundstykket sig, saa snart Trykket begynder at virke paa dets Forflade. Aabningen forsinkes imidlertid ved, at de to Laaseblokke ruller paa hinanden ved Aabningens Begyndelse, saaledes at Punktet C, hvor Rulningen foregaar, endnu en lille Tid forbliver nær Tryklinien. Formen af de to Rulleflader er meget omhyggeligt udarbejdet — det er sikkert et kritisk og dyrt Punkt paa Vaabnet. Ved Bundstykkets Aabning sammenpresses Fjedren F, der, saa snart Bevægelsen er endt, atter lukker Mekanismen. Patronerne, der anvendes til Geværet, er ved en Anordning samlet i Bundter paa almindeligvis 10 Stk., saaledes at man presser hele Bundtet ind i Geværets Magasin, naar man lader. Naar de 10 Skud er gaaet, slynges Patronholderen ud, og Geværet bliver staaende aabent, indtil man presser et nyt Patronbundt i Magasinet. Det, at Geværet bliver staaende aabent efter sidste Skud i Magasinet, er selvfølgelig af Betydning for Afkølingen. Der findes Selvladegeværer, hvor hvert Skud skydes fra aaben Stilling, hvilket dog sikkert er uheldigt af Hensyn til Præcisionen. Til Gengæld er der ved de Typer, der altid er lukkede — ogsaa under Magasinskiftningen — Mulighed for Selvantændelse. En anden Metode til at forsinke Laasens Aabning opfandtes allerede i 1893 af den østrigske Vaabenkonstruktør Ferdinand von Mannlicher og anvendtes af ham til Konstruktion af et Selvladegevær (5). I store Træk bestaar Metoden i, at Bundstykket selv, eller en Bolt, hvortil Bundstykket støtter sig i Lukkestillingen, har Skruegænger med ret stor Stigning. Gængerne griber ind i tilsvarende Gevind i Laaserammen. Naar Skuddet gaar, vil Bundstykket eller den Bolt, der lukker det, skrue sig ud for Trykket og sammenpresse en Fjeder, der derpaa atter skruer Mekanismen frem. Den amerikanske Kommandør Blish tog i 1913 Patent paa stort set den samme Idé, men gav den en ny Forklaring. Han vilde hævde, at Udskruningen først begyndte, naar Trykket var faldet til en vis Grænse. Mange mener, at denne Forklaring ikke er rigtig,. og Beviset herfor finder man i, at Patronerne, der anvendes ved Konstruktioner efter Blish Princippet, maa „smøres“, hvilket altsaa kunde tyde paa, at Aabning af Mekanismen begynder med det samme, medens der endnu er højt Tryk. Hvad enten Blish’s Forklaring er rigtig eller ej, er der ingen Tvivl om, at Vaaben, der er konstrueret efter hans Princip —- eller altsaa Mannlichers — kan funktionere. Et Eksempel er den saakaldte Thompson Auto-Rifle, hvis Laasemekanisme er vist paa Fig. 5 (B).
Bundstykket B har Skruegænger D med ret stor Stigning, og heri griber Laaserammen C ind. Naar Skuddet gaar, skruer Bundstykket sig ud for Trykket, aabner sig og sammenpresser Lukkefj edren, der derpaa straks lukker Bundstykket igen og tvinger det til at skrue sig ind i Lukkestillingen.
Efter dette Princip er langt det største Antal eksisterende Selvladegeværer konstrueret. Med et kort Navn kaldes denne Type Vaaben: Gastrykladere. Og dette Navn skal ogsaa anvendes her, thi selv om det ikke er helt korrekt — alle automatiske Vaaben arbejder jo ved Hjælp af Krudtgassens Tryk — er det nu engang gaaet ind i almindeligt Sprogbrug og er jo ogsaa betydeligt kortere end et mere korrekt Navn som f. Eks. „Med Gasudtagning fra Piben“. I Modsætning til Princip I. a. og b., hvor Laasens Aabning begynder næsten samtidig med, at Fænghætten er antændt og Gasudviklingen paabegyndt, er der ved I. c., Gastrykladeren, fast Lukning betydeligt længere, nemlig indtil Projektilet har passeret Gasudtagningshullet i Piben —- ja, ved nogle Typer, saaledes Garand Geværet, helt indtil Projektilet har forladt Mundingen (se nærmere nedenfor). Aabning af Laasen sker nemlig ved dette Princip ved, at der i Piben er udboret et Hul B, se Fig., med Diameter 1—2 mm, hvorigennem Gassen, efter at Projektilet er passeret, strømmer ned i et Gaskammer G og derpaa trykker paa Stemplet K, hvorved Stempelstangen bevæges bagud og aabner Laasen. Gastrykket paa Stemplet kan varieres ved Ændring af Gaskammeret og Stemplets Diameter, ved at forskyde Hullet i Piben længere frem eller tilbage og endvidere ved at variere Hullets Diameter. Gascylinderen er et svagt Punkt ved den Slags Vaaben. Den er tilbøjelig til at ruste. Den Gasmængde, der bruges til at drive Stemplet bagud, betyder ganske vist en Formindskelse af Begyndelseshastigheden, men denne Formindskelse er ret ringe — saaledes ved det franske Mg. 1907 kun ca. 6 m/Sek. John M. Browning betegnes i Almindelighed som Opfinder af Princippet. Der skal dog allerede i 1863 (5) være konstrueret en Revolver, der faktisk var en Gastryklader, og et engelsk Patent fra 1886 paa en Revolver (5) indeholder ligeledes alle de kendte Enkeltheder, der gaar igen ved selv de mest moderne Gastrykladere. Som nævnt, findes der utallige Selvladegeværer efter Gastrykladerprincippet. Her skal imidlertid kun beskrives to, der maa antages at have særlig Interesse, fordi de er de eneste af de Selvladegeværer, der anvendes i den nuværende Krig, der kendes og kan beskrives fra officielt tilgængelige Kilder — nemlig det amerikanske og det russiske. Det svenske Selvladegevær, som maaske er det mest interessante — ikke mindst for os — kan der paa Grund af de nuværende Forhold ikke gives nogle Oplysninger om. Man ved, at det er en Gastryklader med Kaliber 6,5 mm, det almindelige svenske Kaliber, Laasen er en Ligetræks-Laas, og Geværet siges endvidere at være meget billigt at fremstille, da det fortrinsvis bestaar af stansede Dele. Saa vidt vides, har Svenskerne sat en Fabrikation paa 10.000 Stk. i Gang, og de skulde allerede være færdig til Sommer til Forsøg ved Tropperne.
Det blev ikke Pedersens Selvlader, der blev det amerikanske Fodfolksgevær, men derimod, som tidligere nævnt: Garand Geværet (6, 9 og 11), der er konstrueret af John C. Garand, vaabenteknisk Ingeniør ved Springfield Amory. Geværet har Kaliber .30 (7,62 mm) og vejer 4,08 kg. Det er her bemærkelsesværdigt — i Betragtning af det, der blev nævnt under Omtalen af Pedersens Selvlader — at Amerika
neme aabenbart har sat Kravet til Kalibret og dermed Projektilvægten op, sammenlignet med de Krav, der blev stillet i 1923. Et Billede af Vaabnet er vist i Fig. 6 a. (6). Princippet i Lukkemekanismen fremgaar af Fig. 7 (6). Der er ikke udboret Hul for Gassen i selve Piben, men derimod paa dennes forreste Ende fastskruet en Hætte B. Efter at Projektilet har forladt Mundingen, strømmer noget af Krudtgassen ned mellem denne Hætte og Piben og slaar paa Stemplet C, der derved drives bagud sammen med Stempelstangen, med hvilken det er fast forbundet. Den anden Ende af Stempelstangen er fast forbundet med en Styrekam, der har en indvendig skrueformet Udfræsning E, og i denne griber en Sportap F paa den ene af Bundstykkets Lukkeknaster ind.
Naar nu Stempelstangen fører Styrekam med Udfræsning E tilbage, tvinges F opad, hvorved Bundstykket drejes saa meget, at dets Lukkeknaster frigøres fra Indgribning med Laaserammen. Nu kan Stempelstang og Styrekam frit gaa tilbage sammen med Bundstykket, hvorved Hylstret kastes ud, og Lukkefjedren sammenpresses. Naar Bevægelsen er endt, fører Fjedren atter Stempelstang, Styrekam og Bundstykke frem, og Bundstykket drejes ind i Lukkestilling igen. Ammunitionen tilføres i Laderammer, der indeholder 8 Patroner, anbragt en bloc. Laderammen sættes paa foroven, og Rammen med Patroner trykkes ned i Magasinet. Naar sidste Patron i Laderammen er afskudt, kastes den tomme Ramme ud, og Bundstykket holdes tilbage i den aabne Stilling, indtil den ny Laderamme sættes paa. Saa gaar Bundstykket frem og fører den ny Patron ind i Kammeret. Af karakteristiske Enkeltheder ved Vaabnet kan nævnes: Dobbelt Sikring mod Affyring, inden der er helt lukket. Laaserammen er ret kort, hvilket har Betydning bl. a. for Vaabnets Balanceforhold og Vægt. Viseret er anbragt paa Laaserammens bageste Del; det kommer derved nærmere Øjet, og Viserlinien bliver længere, hvilket skulde forbedre Præcisionen. Viserinddelingen gaar til 2300 m. Geværet har kun 72 Dele, iberegnet Fjedre, Skruer og Bolte, medens Springfieldgevær M. 1903 har 92. Det skal endvidere være let at skille ad, idet det oplyses, at man paa 12 Sek. kan fjerne Aftrækkermekanisme, Skæfte, Stempelstang og Bundstykke. Gascylinderen siges at skulle renses efter ca. 1000 Skud.
Det russiske Selvlcodegevær (12):
Der kendes 3 Modeller: M. 1936, M. 1938 og M. 1940. M. 1936 fabrikeres saa vidt vides ikke mere. Det mest karakteristiske for denne Model er, at den baade kan skyde Enkeltskud og automatisk. At konstruere et Selvladegevær saaledes, at det ogsaa kan skyde helautomatisk, er sikkert en uheldig Idé, og den er da ogsaa forladt ved de to nye russiske Modeller: M. 1938 og M. 1940, der iøvrigt er ganske ens, med Undtagelse af, at Skæftet ved M. 1938 bestaar af to Dele, ved M. 1940 derimod kun af een Del. Et Fotografi af M. 1940 er vist paa Fig 8, medens Laasemekanismen er skitseret paa Fig. 9.
Gascylinderen ligger oven paa Piben, og Gasudtagningshullet er et Stykke fra Mundingen — i Modsætning til ved Garand Geværet. Naar Stemplet gaar tilbage, støder det mod Slæden, der derved faar en tilbagegaaende Bevægelse. Den faste Lukning tilvejebringes ved, at en Lukkeknast forneden paa Bundstykket støtter mod en Udfræsning i Laaserammen bagtil. Slæden har to Udfræsninger med Skraaflader, hvori to Noter paa Siden af Bundstykket har Indgribning. Naar Slæden nu gaar tilbage, løftes Bundstykket ved Hjælp af disse Noter, og Lukningen ophæves. Slæde og Bundstykke gaar sammen frit tilbage, og Hylstret kastes ud. Lukkefjedren sammenpresses og fører derpaa atter Slæde og Bundstykke frem i Lukkestilling. Her er altsaa en op- og nedadgaaende Bevægelse af Bundstykket, hvorimod der ved Garand Geværet sker en Drejning.
Stempelstangen deltager ikke i hele den tilbagegaaende Bevægelse som ved det amerikanske Gevær, men giver kun Slæden en Impuls, hvorefter denne sammen med Bundstykket gaar helt tilbage. En anden Forskellighed fra Garand Geværet er, at Gassen efter at have trykket paa Stemplet ledes
ud i fri Luft, hvilket i nogen Grad skulde hindre Slam- og Rustdannelse. I Lighed med mange andre Selvladegeværer bliver Bundstykket staaende aabent efter sidste Patron i Magasinet, indtil et nyt Magasin sættes paa.
En bemærkelsesværdig Ting ved Vaabnet er, at der er udfræset Riller i Kammeret (se Fig. 10), saaledes at noget af Gassen ved Skudafgang strømmer tilbage mellem Patronhylstret og Kammerets Vægge, hvilket skulde hindre Hylstret i at „klæbe“ fast. Dette, der iøvrigt ser lidt mærkeligt ud, har maaske sin særlige Aarsag i, at Russerne i stor Udstrækning anvender Jernhylstre, der er mindre elastiske end Messinghylstre (2). En anden Ejendommelighed er, at Piben er forsynet med Mundingsbremse. Dette formindsker ganske vist Vaabnets Tilbageslag, men bevirker ogsaa et temmelig højt Mundingsknald. Viseret er et Kurveviser inddelt fra 100—1500 m, og Vaabnet er iøvrigt indrettet til Paasætning af Kikkertsigte. Magasinet er til 10 Patroner af den almindelige russiske Type: 7,62 mm med Randhylster. Efter tyske og finske*) Oplysninger har Geværet særligt under Vinterforhold vist sig meget tilbøjeligt til at give Funktioneringsvanskeligheder. I denne Forbindelse skal nævnes en Oplysning fra „Militär Wochenblatt“ Nr. 45, 1942 om, at Russerne har faaet Licens til Fabrikation af det amerikanske Garand Gevær og iøvrigt ogsaa har faaet leveret et Antal færdige Eksemplarer af dette Vaaben. Der kan nævnes adskillige andre Selvladegeværer efter Princip I. c. Saaledes det danske Bang Gevær (4), der i sin Tid var meget fremme, men nu ikke mere er saa aktuelt — mest fordi det er saa dyrt at fremstille. Endvidere Scotti’s Selvlader (5) og den norske Ingeniør Brøndbys halvautomatiske Gevær (10), der har været til Forsøg ved den norske Skydeskole. Dette Vaaben paastaas at være billigere at fremstille end Krag-Jørgensen Geværet — vort Gevær M. 1889.
Konstruktionsprincip II. — Bevægelig Pibe:
Den store Ulempe ved dette Princip — navnlig ved Konstruktion af Selvladegeværer — er, at den bevægelige Pibe nødvendiggør et Arrangement, oftest et Overrør, hvori den kan styres under Bevægelsen; endvidere maa Laaserammen almindeligvis gøres længere end ved Princip I, og begge Dele er uheldigt af Hensyn til Geværets Vægt og Balanceforhold.
II. a. Med Aabning under Tilbageløbet — „Kort Rekyle“:
Det karakteristiske i dette Tilfælde er, at der sker Aabning under Tilbageløbet. Princippet kaldes ogsaa: „Kort Rekyle“, fordi Piben oftest kun bevæger sig et kort Stykke, ia. 1 cm, hvorefter Bundstykket fortsætter alene paa Grund af den Impuls, det har faaet fra Piben. Dette gælder dog ikke vort Rekylgevær, der — fordi Aabning sker under Tilbageløbet — maa henregnes til dette Princip, men ellers ogsaa med nogen Ret kunde siges at have lang Rekyle, da Piben jo sammen med Laasestolen gaar helt tilbage, og ikke standses ved Aabningens Begyndelse som ved de andre Typer efter II. a. Hvad selve Aabningen af Laasen angaar, kan den ved de forskellige Konstruktioner ske f. Eks. ved et Spærrestykke som ved Bayard Pistolen — vor Pistol M. 1920/21 — ved en Blokmekanisme — som ved vort Rekylgevær — ved Knæled, ved Drejning af Piben eller ved en Slædemekanisme som ved Kiråly Vaabnene og iøvrigt i Lighed med Mekanismen ved det russiske Selvladegevær. Et Eksempel paa de sidstnævnte er Selvladegeværet KEg Neuhausen, hvis Laasemekanisme er skitseret paa Fig. 11. Virkemaaden kan forklares saaledes (1):
1) Laaset og lukket. Slagstiften tænder.
2) Piben gaar tilbage, slaar paa Armen H og Slæden S. Slagfjedren Hf. spændes.
3) Piben er i sin bageste Stilling og har spændt Slagfjedren. Slæden, der fortsætter Tilbageløbet, understøtter ikke længere Bundstykket.
4) Piben er bragt frem i forreste Stilling af Frembringerfj edren Ff. Slæden fortsætter stadig Tilbageløbet.
5) Slæden laaser ikke længere Bundstykket, idet dette er blevet trykket ned af Ansatsen A og nu kastes kraftigt tilbage, idet A med et Slag rammer Bundstykkets indvendige bageste Flade. Denne slagagtige Aabning fremmer i høj Grad Udkastet og hindrer, at Hylstret bliver hængende.
6) Bundstykket farer tilbage og kaster det tomme Hylster ud, Slæden er i bageste Stilling med Lukkefjedren Lf. spændt.
7) Lukkefjedren fører Slæden frem. Denne fører Bundstykket med, og en ny Patron føres ind i Kammeret. Data for Vaabnet kendes iøvrigt ikke.
Et andet Selvladegevær efter Princip II. a. er Johnson Geværet, konstrueret af et ellers ret ukendt amerikansk Firma: Johnson Automatics. Geværets Konstruktion og Virkemaade kendes kun fra en ret ufuldstændig Beskrivelse (13) og kan derfor ikke nærmere forklares. Det fremstilles med Kaliber.30, Vægt 4,0— 4,3 kg og med Magasin til 5 eller 10 Patroner. Forfatteren til ovennævnte Beskrivelse (13) hævder, at der i U. S. A. har staaet stor Strid mellem Tilhængere af Johnson Geværet og Tilhængere af Garand Geværet. Han paastaar, at de bedste Vaabenteknikere, Skytter og Officerer i Hær og Marine har udtalt, at Johnson Geværet er Garand Geværet langt overlegent, medens paa den anden Side „Heeresbewaffnungamt“ (hvad det saa kan svare til herhjemme) svor til Garand. Ifølge ham er Johnson Geværet enklere og mere robust, bl. a. fordi „det ikke har nogen Gascylinder, der kan ruste“ — en Udtalelse, der viser den væsentligste Anke mod Gastryladeren. Endvidere siges det at være billigere at fremstille. Endelig kan man vel ikke nævne Princip II. a. uden at minde om vort Rekylgevær, der oprindelig blev bygget som et Selvladegevær og iøvrigt ogsaa senere — for ikke saa mange Aar siden — er blevet fremstillet som et Selvladegevær, Vægt ca. 4 kg, af Dansk Industri Syndikat.
II. b. Med Aabning under Fremløbet -— „Lang Rekyle“. Ved Konstruktioner efter dette Princip er der to Frembringerfjedre. En til at føre Piben frem og en særskilt til at føre Bundstykket frem. Piben og Bundstykket er nemlig laaset sammen ved Skudafgang og gaar sammen tilbage for Krudtgassens Tryk, hvorved begge de ovennævnte Fjedre sammenpresses. Naar de er kommet helt tilbage, fastholdes Bundstykket af en Klinke og holdes tilbage. Lukningen mellem Pibe og Bundstykke ophæves ved en eller anden Anordning, og Piben gaar alene frem paavirket af sin Frembringerfjeder. Under Pibens Fremløb udkastes Hylstret, fordi det fastholdes til Bundstykket af Udtrækkeren. Naar Piben naar sin forreste Stilling, slaar den paa en Vippearm, der igen slaar paa en Klinke, som laaser Bundstykket i den bageste Stilling. Dette bliver nu frit, gaar frem paavirket af sin Frembringerfjeder og fører en ny Patron ind i Kammeret. Et Eksempel paa et Selvladegevær efter dette Princip er Remington Selvladeriffel — „The Remingston Auto-loadmg Rifle“, hvis Laasemekanisme er skitseret paa Fig. 12 (4). Overrøret B omslutter Piben A. Dennes Frembringerfjeder I støtter mod et Bryst indvendig i Overrøret og trykker saaledes Piben frem i forreste Stilling. I Bundstykket E kan Lukkebolten D dreje sig, idet to Noter F paa Bundstykket griber ind i skrueformede Udfræsninger i D. Lukkeboltens forreste Del, Hovedet, kriber ind i en Udvidelse C paa Pibens bageste Del med to Anslagsflader, hvorpaa Lukkeboltens Lukkeknaster støtter og derved laaser Pibe, Lukkebolt og Bundstykke sammen. Naar Skuddet gaar, løber disse tre Dele sammen tilbage til den bageste Stilling — se Fig. mærket: „Tilbageløbet endt“. I denne bageste Stilling laases Bundstykket af Klinken H, og Piben begynder at løbe frem paavirket af Fjedren I. Under dette Fremløb trækker den i Begyndelsen Lukkebolten med sig, fordi dennes Lukkeknaster støtter mod C, men
derved glider Noterne F, der sidder paa det fastholdte Bundstykke, i de skrueformede Udfræsninger i Lukkebolten, der derved drejes, saaledes at Lukkeknasterne ikke længere støtter mod Anlægsflademe i C. Piben løber nu helt frem alene, og Patronhylstret kastes ud.
Naar Piben er helt fremme — se Fig. mærket: „Pibens Fremløb endt“ — slaar den nederste, udvendige Flade af C mod en Vippearm K, der igen trykker paa Klinken H, som derved frigøres fra sit Indgreb med Bundstykket. Dette kan nu frit gaa frem paavirket af sin Frembringerfjeder G, idet det samtidig fører en ny Patron ind i Kammeret. Under den sidste Del af Fremløbet glider Lukkeboltens Hovede ind i C, og idet Bundstykket E standses, fortsætter D et lille Stykke, hvorved det tvinges til at dreje sig, saaledes at dets Lukkeknaster igen støtter mod Anlagsfladerne i C. Nærmere Data for Vaabnet kendes iøvrigt ikke. Hermed skulde saa i store Træk de eksisterende Konstruktionsprincipper for Selvladegeværer være beskrevet. Der findes selvfølgelig andre Typer, og der er selvfølgelig ogsaa Mulighed for, at der kan opfindes et helt nyt Princip, men efter al Sandsynlighed maa Løsningen paa Problemet: Selvladegeværer søges indenfor de her beskrevne Systemer. Spørgsmaalet bliver da: hvilket? Selv om der f. Eks. med Johnson Geværet, efter II. a., er skabt et efter Sigende fortrinligt Selvladegevær, er der dog meget, der taler for Princip I — den faste Pibe. Og inden for dette Princip igen synes, som tidligere nævnt, I. a. — „Masse-Lukning“ — at byde de største Fordele med Henblik paa militær Anvendelse. Som Stillingen er i Dag, har det imidlertid, saavidt vides, ikke været muligt -— og bliver maaske heller ikke muligt i Fremtiden — at fabrikere et Selvladegevær efter dette System. Og da nogle af Vanskelighederne ved I. a. gaar igen ved I. b., er der saaledes tilbage kun Gastrykladerne, der derfor ogsaa i Dag er det foretrukne Princip. Af de eksisterende Gastrykladere synes særligt det svenske og det amerikanske Gevær at have Interesse. Til Slut skal lige berøres Spørgsmaalet om Kalibret. Som det er nævnt flere Steder i det ovenstaaende, bruger man ved adskillige moderne Geværer — Selvladegeværer — Patroner med mindre Projektilvægt og mindre Kaliber end vor 8 mm Patron M. 1908 ud fra den Betragtning, at da Fodfolkets Kamp i Dag udkæmpes paa en Afstand af ca. 600 m, er det Luksus at bruge en Patron, hvis Projektil endnu har ret stor Virkning paa ca. 4 km. Spørgsmaalet er dog ret kompliceret, idet man ogsaa maa tage Hensyn til, at Maskingeværerne stadig maa bibeholde den tunge Patron, saaledes at man ved at vælge en lettere Patron til et eventuelt Selvladegevær derved vanskeliggør Fodfolkets Ammunitionsforsyning. Endelig maa man henlede Opmærksomheden paa, at det meget større Spørgsmaal om et eventuelt fælles nordisk Forsvar selvfølgelig ogsaa maa tages i Betragtning ved Valg af Kaliber. Hermed haaber jeg at have vakt Interesse for de for det „lette“ Fodfolk saa betydningsfulde Spørgsmaal: Skal vi have et nyt Gevær? Skal det være et Selvladegevær? I saa Fald hvilken Type? Og hvilket Kaliber?
Kilder:
1) P. C u rti: A u to m a tisch e W a ffen .
2) K a p ten B jø rn Z a ch risso n : M oderna A rm ev a p en . F ø lg en d e A r tik le r i d e t a m erik a n sk e T id ssk r ift „ A rm y O rdnance":
3) J. S. H a tch er: „ A u to m a tic F irea rm s" . M a rts A p ril 1933.
4) — — — M aj— Ju n i 1933.
5) H . W im m ersp erg : „ F ix e d -B a r r e l A u to m a tic F irea rm s" . J u li— A u g . 1936.
6) J. J er v ey : „ T h e new S e m ia u to m a tic R ifle" . N ovb r.— D ecbr. 1938.
7) „ T h e P ed ersen device". M aj— Ju n i 1932.
8 ) „ E x p erim en ta l W ork a t S p r in g fie ld A rm ory" . J u li— A u g . 1928. F ø lg en d e A r tik le r i d e t sv en sk e T id ssk r ift „ M ilitä tek n isk T id sk r ift" :
9) L ø jtn a n t N ils E r h a r d t: „ G ev ä r sk y tte n s n y a vapen". D ecb r. 1938.
10) „B røn d b ys h el- o g h a lv a u to m a tisk e V aab en " . D ecb r. 1933. E n d v id ere fø lg e n d e A rtik le r:
11) „ S e lv la d e g ev æ ret in d fø res i D e foren ed e S ta te r s H æ r" — K a p ta jn J. R ogn es i „ N o rsk M ilitæ rt T id ssk r ift" , 1’ H e fte 1939.
12) „ D ie S elb stla d eg ew eh re d er U . S. S. R." — W eh rtech n isc h e M o n a tsh e ft N r. 8, 1942.
13) „Joh n son G evæ ret" — A llg em ein e S ch w eiz er isch e M ilitä r zeitu n g , D ecem b er 1941.
J. Gundelach.
