Anmeldelsen af Korpsdyrlæge Friis’ Bog: Rytterstatuen af Frederik V paa Amalienborg i Mil. Tidsskr. Nr. 11 1921

Amalienborghesten er fremstillet, med diagonal Fodsætning. En saadan Fodsætning er naturlig i Trav, ikke for Skridt, hvor den maa fremkaldes ved Kunst. Overfor Spørgsmaalet, om Kunstneren har villet fremstille en Trav — eller en Skridt,bevægelse, maa jeg bestemt hævde, at Statuen kan give Udtryk for begge Dele. Vi ved, at Kunstneren har tænkt paa en Skridtbevægelse, men vi ved ingenlunde, om det, han forstod ved en Skridtbevægelse, ogsaa virkelig har været det, og om han ikke snarere har ladet sig beherske af det Indtryk, han har faaet, af Tempoets Langsomhed, da han var Tilskuer ved Kongens Ridt gennem Byen. En la n g som Bevægelse med diagonal Fodsætning kan være fremkommen ad 2 Veje: enten ved at Hesten har været saa stærkt gennemarbejdet i en meget kort Passage, at den ganske rolig falder ind i og holder sig i denne Gangart, naar der blot bliver »rørt ved den«, som det hedder, d. v. s. den gaar næsten ganske uden Hjælp, eller ved, at. Hesten er blevet underkastet en særlig Dressur til Udførelse af 2-Temposkridtbevægelsen. Hr det sidste Tilfældet, maa Kongen for Publikum og for Hr. Saly ret tydelig være optraadt som Kunstrytter, eftersom den nævnte Gangarts relativ stive, kunstlede og anst.rengte Trin leder Tanken hen paa Kunstfærdighed. Hr. Saly taler imidlertid slet ikke om Kunstfærdighed, hvilket han ellers ikke vilde have glemt at notere. Derimod vil en stilfærdig, vuggende, langsom og nonchalent Passage som den, jeg tror, at Hr. Saly har været Vidne til, let kunde have foraarsaget, at Saly troede, Kongen red omkring i paraderende Skridt.

Anmelderen, Ritmester C. A. Kraft, paastaar, at som Statuen er fremstillet, vilde Rytteren være ganske uden Forbindelse med Hesten, hvis denne bevægede sig i Trav, og at Hestens Holdning svarede til en Skridtbevægelse. Herimod maa jeg protestere. Netop det frie, noget tilbagelænede Sæde og den omtrent løse Tøjle vil under en Travbevægelse frembringe den smukkeste Harmoni mellem Rytter og Hest. Det passer altsaa absolut ikke, at Saly har »frembragt Indtrykket af Skridt i alle Statuens Linier«.

Højden af Lemmernes Løftning spiller ingen Rolle i denne Forbindelse. Den Højde, hvortil Hesten løfter sine Ben i Passage og i Piaf, er forøvrigt i høj Grad afhængig af Hestens Naturel; nogle Heste er villige til straks at løfte Lemmerne højt, andre bringes kun vanskeligt hertil. — Det er rigtigt, naar Korpsdyrlægen bemærker, at »i de gamle Ridebøger er Definitionerne af Gangarterne ofte højst forskellige og Afbildningerne ofte misvisende«. Anmelderen har paa sin Side Ret, naar han skriver, at »Specialist paa Ridekunstens Omraade bliver man ikke ved at studere de la Guériniére, Comte d'Aure, Baucher eller Fillis m. fl., naar man ikke nogensinde har følt det, hvorom man læser.« Men ved denne Lejlighed kan man efter min Overbevisning ikke udsætte noget paa Korpsdyrlægens Ræsonnementer. Naar Anmelderen henviser til, at Fillis om pas d‘école siger »ce n‘est pas encore le trot,« saa forholder det sig vist saaledes, at Fillis dermed vil pointere, hvor gradvis man naar til pas d'école, og at han mangler Ord for en nøjagtig Definition. Fillis har sikkert ved den Lejlighed tænkt paa Hestens Tilbøjelighed til at komme for sent med det Bagben, der skal løftes, og hvor vanskeligt det i mange Tilfælde er at naa til et fuldkomment 2-Temposkridt. Saa længe Dressuren i den Retning staar paa, har Rytteren Følelsen af, at Hesten slæber bagtil, og ofte kan det ogsaa ses, at den Gangart volder Hesten et vist Ubehag. Kong Frederik V havde utvivlsomt mange udmærket dresserede Heste (se de bekendte Rytterbilleder paa Rosenborg), der med Lethed kunde præstere en saadan stilfærdig, langsom, kort Passage, at mindre sagkyndige Folk nærmest vilde opfatte det som en Puslen om i Skridt. Det vilde vist høre til Familien Schumanns mindste Kunster at dressere en Hest saaledes. Alt i alt cider som sagt størst Sandsynlighed for, at Kongen under Mødet med Saly har redet i den bekrevne Passagegangart, som baade vil have været den bekvemmeste og den mest flatterende for Rytteren. Statuen behøver paa ingen Maade at antyde nogen »Svævning«, hvis Kongen har redet Passage (o: Travbevægelse). En selv højt aktioneret Passage kan afgive et ganske tilsvarende B illede i det Øjeblik det ene Par diagonalt stillede Ben er i Gennemtrædning, medens de 2 andre Ben er højt løftede. Hvad den noget ominøse pas d‘école angaar, vil jeg tillade mig at bemærke, at de fleste, der har haft noget med Heste at gøre, vist oftere vil have set, at en heftig, staldkaad og temperamentsfuld Hest ved Fremføring, Mønstring eller i fri Tilstand har begyndt med nogle sagte, lurende, langsomme Trin — Hovedet holdt højt og knejsende i naturlig Passage, før den paa en eller anden Maade farer frem i sin Ubændighed. Det er en ubestridelig Travbevægelse, Hesten her viser — vistnok en ideel pas d‘école, som Hesten producerer paa egen Haand.

Ikke uden Skamfølelse maa jeg erkende, at det først er for nylig, jeg har læst Korpsdyrlægens interessante og udmærkede Bog, idet jeg oprigtig talt troede, at den væsentlig skulde være en Reklame for vore saakaldte Frederiksborgheste, hvis Avl jeg i en Aarrække har kæmpet for at faa bragt i et noget rendret Spor (i Parenthes sagt, ikke just for at faa dem bragt i nogen højt forædlet Form). Jeg beundrer Forfatterens Samlerflid og Sagkyndighed paa alle de Omraader, hvorover Bogen rækker — og det er egentlig ikke saa faa. Det ubetydelige, for det store Publikum vel næsten ligegyldige Spørgsmaal, hvorom der ovenfor har været Diskussion, kan man helt se bort fra. Hvis jeg for min Part maa have Lov til at gøre en lille Indvending mod Bogen, bliver det den, at Forfatteren synes mig at have noget for stor Sympati for Personen Saly. Jeg kender ganske vist ikke noget til Forholdene i Billedhuggerkunsten, hverken den Gang eller nu, men jeg kan ved Læsningen af Bogen ikke frigøre mig for den Tanke, at Hr. Saly maa have været en usædvanlig stor Dagtyv at dømme efter den Tid det varede, før han fik Statuen færdig. Hans Beregninger synes mig ogsaa at have været alt andet end beskedne. Hvad selve Statuen angaar gør den unægtelig et smukt og højtideligt Indtryk, naar man fra St. Anna Plads gaar mod Amalienborg og ser den gennem Kolonnaden. Dens kunstneriske Udførelse og dens Troværdighed i Gengivelsen af de daværende Frederiksborghestes Udseende er der vel kun godt at sige om, men man bliver som Rytter lidt forstemt ,naar man ser, at det slet ikke er nogen Ridehest efter vore Begreber. Det er nærmest en Vognhest i Lighed med vore Dages Oldenborgere. Fo rparten er for svær og ikke skarpt nok udmejslet, Bagparten er ikke muskuløs nok, Skank og Has ikke brede nok, der er kort sagt for meget fortil og for lidt bagtil. Krydspartiet og Hovedet er uskønne. Holdningen er pragtfuld, men Hestens Præg er dog for groft. Frederik VH‘s Hest paa Christiansborg Slotsplads er en langt smukkere Ridetype. Det er helt igennem en destingveret og velbygget Ridehest. Jeanne d‘Arc Rytterstatue paa Place des Pyramides i Paris er et Bevis paa, at man kan give en mindre ædel Hest af gammeldags Stutteritype et Præg af mægtig Energi og sammentrængt Kraft, her mangler der noget hos Amalienborghesten, men selvfølgelig maa det huskes, at den er fremstillet i en helt anden Situation end Jeanne d‘Arc.

Egede-Lund.