En anmeldelse og nogle betragtninger.
A. Doak Barrett: Communist China and Asia. Challenge to Am erican Policy. Publislied for the Council on Foreign Relations by Harper and Brothers. New Yo rk 1960. 575 sider.
1. Anmeldelse.
Forfatteren, der er født i Kina, har siden 2. verdenskrig helliget sig studiet af dette land og i 6 år rejst i Asien, bl. a. i Kina selv. Hans bog er præget af grundige studier, den er ret tung læsning, men vidner om et indgående kendskab til Kommunist-Kinas indre udvikling og udenrigspolitik i tiden 1949— 1959. Den er skrevet i den hensigt at give svar på spørgsmålet: Hvorledes skal USA i de nærmeste år (fra 1959) tilrettelægge sin p olitik for at tjene egne og Asiens demokratisk indstillede landes interesser? Læseren får en grundig redegørelse for, hvad Kommunist-Kina i de 10 år 1949— 59 har nået på alle områder: økonomisk udvikling, industrialisering, socialisering, landbrugets opbygning m. v. Det er en beretning om fremgang og om tilbageslag, om kriser, succes’er — alt i alt en vældig udvikling, i økonomisk henseende en fremgang i det dobbelte tempo af, hvad Indien kan opvise. Opbygningen sker også hurtigere og med færre fejltagelser og tilbageslag end i tyvernes og tredivernes Rusland, bl. a. fordi Kinas statsmænd viseligt forstår at lære af og bygge på erfaringerne fra Sovjetrusland. De optog og forbedrede mange af de russiske idéer og metoder og undgik deres fejltagelser. Forøvrigt hævdes det, og form entligt med rette, at Mao Tse-tung, Chou En-lai m. fl. ingenlunde kun er efterlignere og forbedrere af russiske metoder, taktik og idéer, men i mange henseender selv har skabt og udviklet egne tanker og fremgangsmåder, der tilm ed er præget af stor realitetssans, behændighed og tilpasningsevne såvel overfor skiftende situationer som overfor de talrige forskellige folkeslag i Syd-, Sydøst- og Østasien. Kinas ledere er fast besluttet på at gøre deres land til en af verdens vældigste magter, og allerede nu spiller det en stormagts rolle. »Vor nation v il aldrig igen være en forhånet nation«, proklamerede Mao Tsetung i 1949. Kinas statsmænd forlanger førerskabet i Øst- og Sydøstasien og propaganderer for den kinesiske »Monroe-doktrin« for Asien, som alle ikke-asiatiske folk bør holde fingrene fra. Indadtil har Mao’s styre mere magt og mere kontrol over det kinesiske folk end »noget tidligere regime i Kinas historie«, og udadtil er Kinas styrke og indflydelse over hele Asien stadigt voksende. Om forholdet mellem Rusland og Kina hævder Barrett, at den russisk/kinesiske alliance i 1959 endnu var urokket, således at en alvorlig splittelse ikke ville kunne ventes i de nærmeste år. Begge lande havde endnu for store fordele af partnerskabet, og det ville koste dem begge dyrt, hvis det blev opløst nu. Udviklingen og spændingen i de russisk/kinesiske grænseegne, Kinas vældigt voksende befolkning overfor Sibiriens underbefolkning — d. v. s. de problemer, som engang kan forårsage sprængningen af den russisk/kinesiske alliance — får kun en relativt kort omtale i Barretts bog. Der er visse revner i kommunistblokken, som på noget længere sigt kan føre til den sprængning, som mange i Vesten ser hen til, men der var (i 1959) »ringe øjebbkkelig udsigt til åben splid mellem de to allierede«, og det ville derfor være »i høj grad urealistisk at bygge en politik på en forventet splittelse mellem dem.« Indenfor blokken har Rusland endnu afgjort ledelsen, og heller ikke for Asiens vedkommende har det givet afkald på denne førerstilling, omend Peking her har overtaget rollen som et »regionalt hovedkvarter«. Im idlertid er Kommunist-Kinas prestige og indflydelse indenfor kommunistblokken i stadig vækst. »Hvis ikke østenvinden vinder overhånd over vestenvinden, så v il vestenvinden have overtaget over østenvinden«, sagde Mao Tse-tung i 1949; det er et kampråb, som vanskeligt lader sig forlige med fredelig sameksistens. Østenvinden, det er i Mao’s mund Østasiens nationer under Kinas førerskab, som skal befri Asien for den europæiske imperialisme og »kolonialisme«. M ilitæ re m idler v il næppe foreløbig komme til anvendelse i denne kamp bortset fra lokale krige som i sin tid i Nordvietnam og senere i Laos. Men forskellige former for kold krig, vekslende mellem venskabelige tilnærmelser og trusler, nervekrig, psykologisk krig anvendes afvekslende alt efter, hvad der synes mest formålstjenligt. H e rtil kommer økonomisk krig, for »Kommunistblokken kan og v il udproducere Vesten«, bævder lederne såvel i Peking som i Moskva. Kinas bestræbelser er i første række rettet mod dets nabolande i det sydøstlige Asien. Det er disse lande — Japan, Nord- og Sydkorea »Nationalistkina« (Taiwan = Forntosa med Pescadorcs- og Kystøerne), Philippinerne, Indonesien, Nord- og Sydvietnam, Laos, Cambodja, Thailand, Burma, Malaya, Singapore, Indien, Pakistan, Ceylon, Nepal — der er skuepladsen i kampen mellem østenvinden og vestenvinden, mellem kommunisme og demokrati v il nogle mene, medens andre snarere v il se en ren m agtpolitik som den egentlige drivfjeder. Det er derfor her, Barrett finder »the challenge to american policy«, og disse lande og deres forhold til K ina og USA er også hovedemnet i hans bog, og deres problemer er særlig udførligt behandlet. Man får et grundigt indblik i de højst forskellige muligheder, som foreligger for hvert enkelt land, de nationale, geografiske, militæ re og økonomiske forhold, der spiller ind, ligeså de følelsesmæssige som nationalisme og »anti-kolonialisme«. En væsentlig rolle spiller det ofte meget betydelige element af »udlandskinesere« samt forholdet mellem Peking og de kommunistiske bevægelser i de tilgrænsende lande. For dette sidste er der redegjort i et særligt tillæg. Man bemærker, at ligesom Sovjet i de vesteuropæiske lande, således forstår også Kommunist-Kina i de asiatiske lande at gøre den venstreorienterede flø j af borgerskabet, de »intellektuelle« til redskaber for sine planer. Altså i denne halvkreds af større og mindre stater langs Asiens ØstSydøst- og Sydkyst ligger Kinas udfordring til Amerikas forenede stater. Hvad kan og bør USA gøre for at imødegå Kommunist-Kinas bestræbelser for at lægge disse lande ind under sit magtområde og virkeliggøre den kinesiske »Monroe-doktrin«? Dette behandles i det afsluttende kapitel. Der rettes lier en ret hård k ritik mod visse sider af USA’s hidtidige politik i det fjerne Østen, der betegnes som usmidig, farlig og i længden uholdbar, i alt fald på visse punkter. Forfatteren går ind for optagelse af Kommunist-Kina i FN , for anerkendelse af Mao’s regering, for optagelse af handelsforbindelse, diplom atisk forbindelse og anden kontakt med Kina samt for overladelse af Kystøerne til Kommunist-Kina. Forsvaret af Kystøerne, som USA desværre har ladet sig indblande i, rummer en ikke ubetydelig krigsfare og bør derfor, da øerne er uden betydning for det egentlige, Formosas forsvar, opgives. Men på de afgørende punkter som garantien til Formosa med Pescadores, til Sydkorea og Sydvietnam skal USA stå fast, ligesom naturligvis de demokratisk sindede stater skal have al m ulig støtte. Det hævdes, og sikkert med rette, at alle afrustningsforhandlinger er formålsløse, sålænge Kina ikke er med.
2. Nogle betragtninger.
USA liar det visselig svært i Asien, og bedre står det ikke til på den anden hovedfront, Europa, med så besværlige allierede som England og Frankrig, og med tilsyneladende uløselige problemer som B erlin og det delte Tyskland — ja, og så er der i det fjerne den ulyksalige Oder-Neisse grænse, som man måske nok i øjeblikket kan tie ih jel, men som uva;gerligt før eller senere v il genopstå og kræve sin løsning. USA står her som lederstat i NATO , dette konglomerat af indbyrdes konkurrerende og mistænksomme stater, dette N ÄTO , som skal lempe sig igennem med m iddelmådige kompromis’er, og hvor selv det mindste medlemsland kan sabotere eller spænde ben for de fornuftigste foranstaltninger (især på det militæ re område). En brydsom og utaknemmelig opgave for det land, der bar ledelsen og som h id til har båret en uforholdsmæssig stor del af de økonomiske byrder. Så bar Ruslands og Kinas robuste ledere betydeligt lettere ved at ordne sig med deres allierede (lydstater), og de kan i nogen grad dele opgaverne imellem sig. Men USA’s præsident skal forhandle og lempe sig frem med sine egne egenrådige, ofte m odvillige forbundsfæller, ban skal personligt lede og forhandle både i Øst og Vest — intet under, at det ofte kniber med helbredet. USA’s udenrigspolitik bar også adskillige alvorlige fe jl på samvittigheden lige fra Jaltakonferenccn i 1945 til Cubaaffæren i 1961, og kritikken har ofte været hård, både den mere eller mindre o fficielle og den mere fordulgte mand og mand imellem. Men alligevel — hvis tilsidst østenvinden sejrer over vestenvinden i Østasien, i Europa eller begge steder, så er det ikke amerikanernes skyld. For USA bar ærligt søgt at leve op til problemerne og ikke skyet hverken økonomiske eller andre ofre. Det har påtaget sig det højst utaknemmelige hverv at va>re ledernation for verdens frie nationer, det bar båret en uforholdsmæssig stor del af byrderne på hovedfronten i Europa, og på den anden hovedfront i Østasien bar det praktisk talt været ene om at trække læsset. Og hvordan med N A T O ’s andre medlemslande? De bar villig t nok taget mod løfterne om hjælp i tilfæ lde af angreb, de bar beredvilligt taget mod pengehjælp og våbenlijælp og anden hjælp, som det rige Am erika ville yde. Men har de selv søgt at leve op til situationen, bar de selv båret en rim elig del af byrderne, har de villig t fulgt de anvisninger og råd, som blev givet, og gennemført de foranstaltninger, som ledernationen krævede som nødvendige? E r det ikke snarere således, at vi (for det gælder mere end nogen anden nation for Danmark) beredvilligt har taget imod alle fordelene, men — i alt fald hvad det fælles forsvar angår — søger at luske os så b illig t som m uligt fra forpligtelserne? For Danmarks vedkommende skal blot erindres om vor stillingtagen til den tilbudte stationering, til vort sydlige nabolands behov for depoter i Jylland og i Spanien, regeringens sendrægtigbed med at tiltræde det for Danmark særdeles imødekommende forslag om dansk/tysk fælleskommando samt endelig og ikke mindst forsvarsloven af 1960, om hvilken forsvarsstyrelsen har udtalt, at »forligets styrkemål og budgetramme ligger væsentligt lavere (end hvad forsvarsstyrelsen har krævet) samtidig med at forudsætningerne om tjenestetidslængde og udrustning ikke er opfyldt«. Ja, hvad skal man egentlig mene om en forsvarsordning, som hverken opfylder de nødvendige krav om styrkemål, pengemidler, uddannelsestid eller udrustning? Herudover er der fornylig peget på den alvorlige mangel på faste bcfalingsmænd. For flertallet af folketingets medlemmer synes det for iy 2 år siden vedtagne forsvarsforlig at være blevet en m ilitæ rpolitisk sovepude. Foranstående betragtninger har efterhånden fjernet sig ikke så lid t fra det egentlige emne for denne artikel, nemlig USA og fronten ved Stillehavet. Men det hænger jo alt sammen sammen. General Mac Arthur, der dog havde ikke så lid t forstand på tingene, anså endda Østasien for den afgørende front, således at hvis Vesten tabte dér, så ville det automatisk medføre, at også forsvaret i Europa brød sammen. Den kolde krig med alle dens former er en flcrfron tkrig med de to nævnte hovedfronter, og nederlag eller tilbageslag på den ene front, v il uvægerligt have en ugunstig indflydelse på de andre. Danmark er derfor også stærkt interesseret i, at den demokratiske front sejrer eller i hvert fald holder også i Østasien. Som nævnt står USA dér næsten ene i kampen, men selv Danmark kan yde en indsats ved i højere grad end h id til at leve op til kravene på den europæiske front, ved i størst m uligt omfang selv at klare og bekoste sine forsvarsopgaver og ved frem tidig at vise sig mere medgørlig ved løsning af sådanne problemer som NATO-depoter, fælleskommando (og evt. stationering). Derved v il vi frigøre vor førernation for nogle af dens bekymringer og byrder — og det kan nok tiltrænges, for USA og dets præsident har besværligheder nok andetsteds.
W. E. O. Lawaetz
