Log ind

Trainfire

#

Kaptajn N. L. Tholstrup gennemgår det amerikanske skydeprogram og dets tilblivelseshistorie samt opstiller spørgsmålet om, i hvilken udstrækning det med fordel kunne udnyttes herhjemme.

Da de første meddelelser om et revolutionerende skydeprogram for nogle år siden dukkede op i fagtidsskrifterne, var T R A IN F IR E endnu på forsøgsstadiet. Idag derimod er T R A IN F IR E I en realitet i form af et nyt konkret skydeprogram for den amerikanske hær på baggrund af en lang forsøgsrække. H vilken omstændighed bevirker nu egentlig, at T R A IN F IR E har fået prædikatet: revolutionerende skydeprogram? Skal besvarelsen sammenfattes i eet eneste ord, må det blive ordet: realisme. Mange har fået den opfattelse, at T R A IN F IR E har brudt med de fundamentale principper i den hidtidige skydeuddannelse. Således var det måske også tilsyneladende tilfæ ldet efter de først udsendte forsøgsskydeprogrammer, men efterhånden har TRAINFIRE-program m et udviklet sig derhen, at grundprincipperne stort set er de gamle, mens overgangen til feltskydningen er gjort kortere, d.v.s. man har sparet den lange mellemvej med relativt mange baneskydninger. Hvorledes opbygningen af T R A IN F IR E iøvrigt er, skal senere søges beskrevet. H e rtil kommer, at der sideløbende med den egentlige skydeuddannelse foregår en intensiv uddannelse i målstedfæstelse. Men hvorfor nu i grunden en artikel om noget så prosaisk og lidet taktisk emne som et skydeprogram?

Brydningen mellem teknikeren og taktikeren kender vi alle fra utallige diskussioner mand og mand imellem om vægtfordelingen i uddannelsen. Den udpræget taktisk indstillede officer kan ikke få tid nok til taktisk uddannelse og er tilbø jelig til at ville negligere den tekniske uddannelse af soldaten, herunder særlig skydeuddannelsen, der jo ikke giver sig synligt udtryk i enhedens taktiske optræden og dermed ikke kan anvendes som egentlig værdimåler ved de forskellige inspektioner. Teknikeren, in casu skydelæreren peger på de dårlige skyderesultater og råber på mere tid. Fælles for begge er im idlertid spørgsmålet: »Hvad er form ålet med skydeuddannelse i dag? « Det er på denne baggrund, mener jeg, at man skal ofre problemet om T R A IN F IR E interesse. Hvor stor betydning, skydeuddannelsen kan have, v il måske bedst kunne illustreres ved resultatet af et lille eksperiment, som blev afholdt under en kampskydning i Borris. Eksperimentet gik i al sin enkelhed ud på — i forbindelse med kampskydningen: »Gruppen i forsvaret« — at lade alle kompagniets lette grupper konkurrere indbyrdes om størst effektivitet. Vægten i pointsberegningen var lagt på antal trufne figurer (5 points) frem for træffere (1 point). I dette første lå der selvfølgelig ikke noget ekceptionelt. Det var jo blot et eksempel på at udnytte konkurrencemomentet for at opnå interesse for dels træfningsresultatet dels holdarbejdet. Men i dette specielle tilfæ lde skulle resultatet sammenlignes med det resultat, som en enkelt dygtig feltskytte i overværelse af hele kompagniet kunne opnå med samme antal patroner og i samme tid med en gruppefører (i dette tilfæ lde kompagniets skydelærer) som observatør og hjælper ved skifte af magasin og laderamme. Resultatet heraf var forbløffende nok, at træfningen var væsentlig højere. Dette desuagtet at let maskingevær ikke blev anvendt — ligesom tiden ikke tillod at anvende mere end ca. 60% af de patroner, som en fuld tallig gruppe kunne nå at afgive i den afsatte tid. Det er vel nok tvivlsomt, hvor megen vægt der bør lægges på et enkelt eksperiment og dets resultater. Givet var det im idlertid, at det pågældende kompagni’s interesse for den forberedende skydeuddannelse steg og stimulerede trangen til at lære felt- og kampskydningens finesser. Det bør yderligere bemærkes, at skydeforholdene den pågældende dag var vanskelige med skarp sol skråt forfra og en drilagtig stødvis sidevind, der hvirvlede støv og sand op og derved vanskeliggjorde observation og nøjagtigt sigte. H e rtil kom, at målarrangementet var søgt afpasset de i T R A IN F IR E omhandlede principper med vekslen mellem store og tydelig t opdukkende mål i korte tidsintervaller og små, stationære og utydelige mål på forskellige afstande. Med dette — kan hænde at vurderingen er subjektiv — danske eksempel håber jeg at have skabt basis for interessen i at fordybe sig i T R A IN F IR E , der omhandler et så væsentligt emne som effektivitet af fredsuddannelsens skydeuddannelse i det øjeblik, papfigurerne skyder igen! Raggrunden for T R A IN F IR E var, som det v il være mange bekendt, dé blodige lærepenge, soin amerikanske soldater måtte betale i K O R EA p. gr. a. manglende skydefærdighed. Teorierne om masseild og ildkra ft (»firepower«) havde ikke haft den ønskede virkning. Koreanerne havde ikke lagt tilstræ kkelig respekt for dagen for de mange høje knald, men viste derimod i allerhøjeste grad respekt for »det dræbende skud«. H e rtil kom, at de mange forbiere var et ikke ubetydeligt økonomisk og forsyningsmæssigt problem. Statistikken viste således chokerende, at der krævedes ikke mindre end 10.000 afskudte patroner for blot at såre en fjende — og ikke mindre end 50.000 patroner for at opnå dødelig virkning. Sættes fabrikationsprisen til 0,40 d. kr. for en 7,62 mm geværpatron, så kostede det 20.000,— kr. for hver dræbt nordkoreaner. Disse forhold gav et kraftigt fingerpeg om, hvilken afgørende betydning det har, at den enkelte soldat både sikkert og ikke mindst hurtigt kan ramme det fjendtlige mål. Dette så meget mere, som den måde, hvorpå krigen blev ført i Korea, i langt højere grad end tidligere var en infiltrations- og guerillakrig, hvor bogstavcbgt alle, uanset grad og funktion, pludselig kunne komme ud for dette at skulle kæmpe for livet mod fjenden på korthold med det personlige våben — oven i købet mod en fjende, der var ubehagelig effektivt skjult og sløret. Når den blodige lærdom fra Korea således var, at fjenden ikke, uanset mængden, havde respekt for skræmmeskud — men derimod for det »dræbende« skud, var der kun eet at gøre, nemlig at betræde nye veje. E t nyt skydeprogram så derfor hurtigt dagens lys og indebar en række forbedringer, som hurtigt sporedes i retning af forbedret skydestandard. Men der var im idlertid fortsat et afgørende forhold, der stred mod grundprincipper i al m ilitæ r uddannelse — den manglende realisme. Elle r måske sagt på denne måde, at »overførelsesværdien« (»the transfer value«) fra baneskydning til kampskydning var for ringe. Hvad sker der nemlig på den ordinære militæ re skydebane? Soldaten oplæres i skydningens vanskelige kunst under vilkår, der nærmer sig idealvilkår. Herved opnås stort set, at man opøver en færdighed under forhold, der er vidt forskellige fra kamppladsens, hvor soldaten udsættes for hede, kulde, væde, virkningen af fjendens ild i forbindelse med, at målene i »slagmarkens øde« pludselig dukker op på ukendte afstande under skiftende belysning og vejrforhold. Direkte at overføre slagmarkens forhold lod sig naturligvis vanskeligt gøre. Problemet måtte derfor blive at søge at konstruere og opbygge et nyt, uortodokst skydeprogram, der sigtede dels på at give en rationel grundlæggende skydeuddannelse, dels og navnlig på at jævne overgangen til kampens vilkår ved at konstruere en række baneanlæg, der gav soldaten mulighed for igennem det valgte målarrangement og -opbygning at beskyde mål under forhold, der kom så tæt op til kamppladsens forhold og vilkår som muligt. Interessant er det im idlertid i denne forbindelse at notere sig, at det, næsten i H. C. Andersen eventyrstil og karakteristisk for den fordomsfrihed, der kendetegner amerikansk forsøgsvirksomhed, skulle blive en civil skytte, der kom til at virke som katalysator i den proces, der førte til T R A IN F IR E . Howard C. Sarvis, en jagtleder fra New Meadows i Idaho, skrev således i juni 1953 et privat brev til præsident Eisenhower, hvori han skitserede sine tanker og ideer om m ilitæ r skydning i almindelighed og riffelskydning i særdeleshed. Han gav udtryk for, at det til den militæ re skydeuddannelse var nødvendigt at føje en optræning på en feltskydebane, der gennem sit anlæg og målarrangement gav soldaten, d.v.s. den vordende kampsoldat, såvel en psykisk som fysisk optræning. Med andre ord — Sarvis mente, at problemet til en vis grad var at få overført jægerens teknik og erfaringer m. li. t. skydning og målerkendelse til den militæ re uddannelse og dermed gøre soldaten mere egnet til hurtigt at klare sig under kampens vilkår. Sarvis brev blev ikke henlagt, men straks sendt til udtalelse hos »Army’s Human Resources Research Office«. Allerede i oktober samme år fik Sarvis lejlighed til for en forsamling af militæ re sagkyndige at fremlægge sine ideer. Resultatet af mødet blev »Human Research Unit Number 3«, der gammen med »The Infantry School« fik til opgave at udforme Sands’ ideer til praksis. Det daværende amerikanske skydeprogram, der stort set minder om det danske skydeprogram, bestod af følgende hovedelementer: sigteøvelser, aftræksøvelser, stillingsøvelser, indskydningsøvelser samt skytteildsøvelser og feltskydning. Programmet var udviklet og udformet i tidens løb på basis af de militæ re og civile skydeeksperters meninger og evolutionen indenfor skydeuddannelsen og den militæ re undervisningsteknik. Da det, som tidligere nævnt, ikke v il være m uligt helt at overføre kampens betingelser til uddannelsen, måtte det blive kommissionens opgave først at analysere og uddrage flest mulige af de faktorer, der danner slagmarkens kampbctingelser og overføre dem til skydeuddannelsen. Det spørgsmål måtte derfor først søges besvaret, i hvor høj grad skydeuddannelse baseret på baneskydning med kendte afstande var tilstræ kkelig til at uddanne soldater til at klare kampens vilkår og dermed, hvorvidt det gamle skydeprogram kunne eller skulle bevares med visse ændringer sigtende på mere feltskydning — eller om et belt nyt skydeprogram skulle skabes. For at besvare disse spørgsmål, var det nødvendigt at analysere og afgøre, hvilke kundskaber og praktiske færdigheder, der måtte siges at være essentielle for, at soldaten på mest effektive måde ville være i stand til at præstere »det dræbende skud«. For at opnå dette, krævedes et omfattende og indgående studium af krigsbistorie, fægtningsberetninger, indenlandsk og udenlandsk militæ r litteratur samt utallige interviews med kamperfarne soldater af alle grader. Endelig skulle overvejelser vedrørende nye våben også inddrages i forundersøgelserne. (I mellemtiden er såvel et nyt halvautomatisk gevær (M 14) som et nyt maskingevær (M 15) blevet ind ført i den amerikanske hær). Resultatet af disse undersøgelser blev, at opbygningen af T R A IN ­ F IR E baserer sig på følgende grundregler og præmisser:

(1) Fjendtlige skytter er sjældent synlige undtagen under frem rykning til stormafstand og under selve stormen.

(2) De fleste kampmål består af et antal fjendtlige skytter, der ligger med uregelmæssige mellemrum, udnyttende enhver fold i terrainet til skjul og dækning.

(3) Sådanne mål opdages og erkendes ved ildglim t, røg, støvsky eller bevægelse, og de ses sædvanligvis kun indenfor et kort tidsinterval.

(4) M ål af denne art kan ofte nedkæmpes ved at anvende en synlig og let udpegelig genstand i målets nærhed som hjælperetningspunkt. (5) Under kam pforliold v il man sjældent få lejlighed til at beskyde mål udover 300 m afstand.

(6) Målenes art i forbindelse med skudafgivelsen fra skyttehuller i forsvarskampen v il ofte reducere eller helt overflødiggøre brugen af den liggende skydestilling uden anlæg. Som en naturlig og logisk konsekvens heraf må skydeuddannelsen lægge hovedvægten på skydning, der er baseret på stående eller knælende skydestillinger udnyttende fra skyttehuller ethvert naturligt eller kunstigt anlæg.

(7) Valg af nøjagtigt sigtepunkt (retningspunkt) i højden er vanskelig t p. gr. a. kampmålets utydelige og i mange tilfæ lde skjulte nederste kontur.

(8) Problemet vedrørende valget af korrekt højdeindstilling er yderligere vanskeliggjort p. gr. a. den nuværende lære om at vælge retningspunkt i bunden af det feltmæssige mål eller ved baneskydning under skivens sorte del for at opnå træ fning i centrum. — E fter kommissionens mening bevirker denne fremgangsmåde i praksis en fe jl i anvendelse af kampviser, der nogenlunde svarer til halvdelen af skivens sorte del. Ved beskydning af feltmæssige mål bliver fejlen forøget ved, at man i de fleste tilfæ lde p. gr. a. bevoksning o. lign. i virkeligheden kun ser øverste del af målet, hvorfor målets virkelige centrum v il ligge betydeligt under det bedømte. Resultatet bliver derfor høje forbiskud.

(9) De forhold, hvorunder geværet bruges under kamp, tillader yderst sjældent brug af korrektion i siden for vindafdrift ved hjælp af bageste sigtemiddel.

E fter således at have afsluttet forundersøgelserne resterede -— inden igangsættelsen af det praktiske arbejde med i detaljer at udforme TRA IN - F IR E ’s forskellige elementer — at definere formålet med den frem tidige amerikanske skydeuddannelse: at opøve soldaten til at kunne benytte sit våben så effektivt som muligt under kampforliold. H eri ligger i sig selv intet nyt. Men derimod er midlerne til at nå målet på mange måder revolutionerende. Med tesen, at kampsoldatens mål består af fjendtligt personel, og lians effektivitet er ligefrem proportional med hans evne til at neutralisere disse, må soldaten på et meget tidlig t tidspunkt opøves i at opdage og stedfæste mål samt sikkert og hurtigt at kunne nedkæmpe sådanne.

TRAINFIRE’s opbygning.

Selve skydekurset er af 78 timers varighed. Heraf anvendes 2 timer til orientering om våbnet, 4 timer til våbenbetjening, 16 timer til målopdagelse og målstedfæstelse, 26 timer til forberedende skydeuddannelse på kortdistancebanerne (»1000 inch range«), 4 timer til indskydning på 75 m, 18 timer til feltskydning på særlig feltskydningsbane og endelig som afslutning 4 timer til duelighedsskydning. Uden at gå nærmere i detaljer må lier indskydes, at det for forfatteren, der interesseret har fulgt T R A IN F IR E fra de første meddelelser fremkom, er evident, at programmet ved de forskellige forsøg har ændret sig en del, således at det i sin nuværende form fremtræder som et samlet resultat af teoretiske overvejelser og gennemprøvet praksis. Generelt kan det sikkert fastslås, at T R A IN F IR E ikke bryder afgørende med den konventionelle skydeuddannelse, som vi kender den i vore danske skydeprogrammer, m. h. t. »ingredienser«. Den afgørende forskel er derimod at finde i den måde, hvorpå »ingredienserne« forarbejdes, d.v.s., at vægtfordelingen er anderledes.

Orientering om våbnet og elementær våbenuddannelse (2 + 4 timer)

Rekrutten modtager en populær frem stilling af våbnets historie og karakteristiske data. To film s bliver forevist for at vise fodfolkets kampform og våbnets anvendelse og virkning. I tilslutning gives en demonstration af rekylens virkning sigtende på at fjerne den naturlige angst for våbnets rekyle. Efter den første sigte- og aftræksøvelse får rekrutten le jlighed til at skyde 3 skud på kortholdshanen (25 m). Træ fferbilledet bliver sammenlignet med instruktørens, således at ban med det samme får et indtryk af målet med uddannelsen og derigennem interesse for at modtage den efterfølgende undervisning.

Forberedende skydeuddannelse (26 timer): Det konventionelle amerikanske program krævede 24 timers forberedende skydeuddannelse før baneskydning. Som ovenfor omtalt, forøger T R A IN F IR E dette antal til 26, men hvad der i denne forbindelse er bemærkelsesværdigt, er, at alle disse timer tilbringes på kortholdsbanen, (jfr. fig. 1). Fordelene herved er iøjnefaldende. Såvel instruktør som rekrut kan her helt anderledes tale »samme sprog« — igennem de opnåede resultater. H e rtil kommer, at soldaten får større interesse for 

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.45.41.png

skydningen ved med korte intervaller at komme på skydebanen, ligesom tiden fra lektionen til gennemprøvningen nedsættes til et minimum. Nærliggende må det forekomme, at der ved den valgte fremgangsmåde både kan spares tid og dyre langdistancepatroner, og ved anvendelse af mere kortdistanceammunition indvindes såvel forøget erfaring som større interesse. Soldaten undgår endvidere den altfor ofte lidet rationelle og lidet inciterende instruktion af korttidsuddannede, værnepligtige hjælpeinstruktører, om hvilke det næsten in d til trivialitet er konstateret, at viden og evne til at undervise lader meget tilbage at ønske — ikke på grund af manglende interesse, men som en naturlig følge af, at de mangler den fornødne modenhed, erfaring og personlige dygtighed.

T il denne kortholdsskydning anvendes den i fig. 2 viste skive, der i princippet angiver hjælmen i skivens synlige del -— og på udmærket måde vænner soldaten til korrekt sigte mod feltmæssige mål. T il orientering skal tilføjes, at samme skivetype anvendes såvel i den franske som engelske hær.

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.46.03.png

Bemærkelsesværdigt er det, at T R A IN F IR E m. h. t. aftrækningsteknik på afgørende måde bryder med den hidtidige — man fristes næsten til at karakterisere den som den overdrevne aftræksteknik (»squeeze«) — og i stedet docerer de mere hurtige aftræk, som kendes fra hurtigskydning (»skytteild«), d.v.s., aftræk foretaget mere bevidst og hurtigere. Skytten får herved bedre tid til at koncentrere sig om sigtet end om aftrækket. T R A IN F IR E v il dog ikke på nogen måde underkende aftrækkets betydning, men udelukkende ændre dets karakter og teknik. Endvidere må det fremhæves, at T R A IN F IR E også bryder med det h id til knæsatte princip med at bruge geværremmen overalt, hvor det er muligt. I TR A IN F1R E doceres, at vel bruges remmen med fordel til skydekonkurrencer, men sjældent under kampforhold, således at det vil være urigtigt og spild af tid at lære soldaten dette. H e rtil kommer, at soldaten straks fra starten, netop for at vænne soldaten til kampforhold, skyder alle sine skydninger i kampdragt. Ca. 60% af alle skydninger skydes fra støttede stillinger (»supported positions«). Igennem skydeuddannelsen lærer soldaten, at overalt, hvor det er muligt, benyttes den naturlige støtte, som opnås ved at støtte hånden, håndleddet eller armen på et støttende underlag. A lt under erkendelse af, at kampens vilkår normalt v il tillade skydning fra skyttehul, over mure, med træ som dækning eller sidestøtte o.s.v. Vægten, der er lagt på skydninger fra støttede stillinger, indebærer ikke, at T R A IN F IR E er at betragte som et skydeprogram, der udelukkende sigter på forsvarskampens problemer. Soldaten lærer at bruge de stillinger under alle kampformer, overalt, hvor det er muligt. På korthold læres hurtigt at affyre et eller flere kasteskud fra skulderen, og derefter fortsættes fremrykningen. T il nedkæmpelse af mål på længere afstand på steder, hvor der ikke findes mulighed for hurtigt at finde støtte for geværet, knæles, siddes eller faldes ned, og fjenden søges nedkæmpet ved hurtige, men velafgivne skud fra ustøttede stillinger.

Indskydning.

T R A IN F IR E indfører efter talrige forsøg med en ny indskydningsmetode i forbindelse med ændring af geværets kampviser og indskydningsafstanden. Forskellige forsøg parret med talrige interviews med veteraner fra Koreakrigen og Verdenskrig II har godtgjort, at under kam pforhold er ændringer i viser, i side som i højde, yderst sjældent muligt. D ertil kommer, at de fjendtlige mål normalt beskydes indenfor en afstand af 300 m med hovedparten af målene mellem 50 og 200 m. VAlget er derfor faldet på et kampviser på 250 m. Dette indebærer, at højeste ordinat maksimalt v il være ca. 12 cm, d. v. s. ca. halvdelen af den maksimale ordinat ved vort kampviser. Det v il således tillade skytten at vælge sit retningspunkt i målets (skivens) nederste trediedel på alle afstande in d til 250 m, og fra 250 m til 350 m at holde i øverste trediedel. Fordelen herved er indlysende, idet skytten sjældent kan se det fjendtlige måls »underkant« tydeligt og derved let antager dette til at ligge højere, end det i virkeligheden gør. Med 300 m kampviser, der har højeste ordi-

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.46.38.png

nat på ca. 21 cm, v il dette i mange tilfæ lde give høj træ fning eller i værste fald — og desværre for ofte —• forbiskud. Når indskydningsafstanden er valgt til 75 m, skyldes dette specielt to grunde. For det første behøves ingen markør. Skytten kan let selv gå frem for at se sin træfning. Enhver m arkørfejl undgås således ganske. For det andet v il soldaten sjældent have 250 m til rådighed for indskydning på kamppladsen, mens han normalt v il kunne finde en sten e. 1. til indskydning på kort hold (ca. 75 m). Dette har navnlig sin betydning ved hurtig m obilisering og har således også den største interesse for os, der jo endnu ikke har løst problemet med pålidelig indskydning af de geværer, der skal hentes fra depotet. En brugbar nødmetode til under den daglige skydeuddannelse at kontrolskyde eller evt. indskyde geværer er, efter underskriverens mening, på 30 m at skyde mod den ti-ringede pistolskive. 3 k lik her v il svare til ca. en ringbredde. Skydningen kan hurtigt afvikles på kortholdsbanen og således uden gene for skydningen på langdistancehanen, ligesom den ingen markører kræver i modsætning til den temmeligt omstændelige indskydning på 200 m. T il indskydning i T R A IN F IR E anvendes den ved fig. 3 viste specielt konstruerede skive, der anbringes på en 2/ 3 figur (jfr. fig. 4).

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.46.54.png

Udgangselevationen er 12 klik . Der sigtes i underkanten af retningspunktet, idet man ønsker at opnå 8,5 cm overslag i forhold til retningspunktet. Opnås dette, er kampviser 250 m fundet, og den fornødne justering foretages. Lykkes dette ikke i første omgang, foretages den fornødne korrektion i forhold til det bestemte middeltræ fpunkt af første skudgruppe. 1 k lik svarer til 1 kvadrat på den viste skive.

Feltskydning (18 timer).

Når indskydningen er foretaget tilfredsstillende, går skytten til en feltskydningsbane, der i sin opbygning minder om vor feltskydning I. Her anvendes 18 timer til skydninger mod uslørede skiver, der dukker op på 75, 175 og 300 m afstand (jfr. fig. 5). Der skydes først fra såvel støttede som ustøttede stillinger uden tidsbegrænsning, idet skytten nu under instruktørens vejledning søger at omsætte sin nyerhvervede viden til praksis. Dernæst skal skytten skyde på mål, der over 200 m vises i 10 sekunder og under 200 m i 5 sekunder. Derved vænnes skytten til fra begyndelsen at opfatte de fjendtlige mål, som værende synlige indenfor et kort tidsrum, og som kun kan påregnes ramt hurtigt og sikkert. Dette indebærer således, at de konventionelle skydninger, som f. eks. 6 skud mod een skive i 30 sekunder, ændres til 6 skud å 5 sekunder mod en skive, der dukker op med uregelmæssige intervaller og ikke giver le jlighed til at korrigere imellem de enkelte skud. Bemærkelsesværdigt er det, at T R A IN F IR E til dels vrager den sædvanlige ustøttede liggende stilling. Dette begrundes med stillingens begrænsede observationsmuligheder. Endvidere er under de sidste træningsskydninger, hvor sværhedsgraden forøges, indlagt øvelser i afhjælpning af funktioneringsfejl. Dette er gjort ved i visse laderammer at indsætte fejlpatroner. Meningen er selvfølgelig at understrege over for soldaten, at i de korte tidsintervaller, hvor fjenden kan ses, må afhjælpning af funktioneringsfejl være rygmarvsarbejde.

Observationsøvelser.

Disse foregår sideløbende med den grundlæggende feltskydning i et terrainudsnit svarende til et norm alt amerikansk terrain. De viste skiver svarer til de skivetyper, som skytten skal beskyde under de afsluttende duelighedsskydninger.

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.47.37.png

Øvelserne er søgt gjort realistiske ved brug af røg, ildglim t, støv eller bevægelse. Hensigten med disse øvelser er at stedfæste fjendtlige skytter vist som skiver, der udnytter det skjul og den dækning, som en veluddannet fjende ville udnytte. Som afslutning på disse observationsøvelser afholdes en duelighedsprøve (»target-detection test«).

Duelighedsskydning.

Hver skytte skyder to duelighedsskydninger, hvoraf den ene skydes om formiddagen og den anden om eftermiddagen på to forskellige dage. Skydningerne finder sted på en speciel bane som vist på fig. 6. E t baneanlæg med en kapacitet på 16 baner anbefales, idet et sådant baneanlæg har en kapacitet, der tillader, at 220 skytter gennemfører alle skydninger på en 8 timers arbejdsdag. Hver bane består af 7 skiver med 50 yards intervaller. Første skydestandplads er et sandsækkeforet skydehul. I løbet af hver duelighedsskydning kan 56 opdukkende mål beskydes. A f disse beskydes de 32 (8 i hvert 4 baner) på alle baner fra første skydestandplads. De resterende 24 skiver beskydes fra ustøttede skydestillinger efter skyttens eget valg fra 50 yards linien. Hver skytte skal skyde på alle de mål, han erkender, men kun eet skud må afgives mod hvert mål. Der gives ikke tillægspoint for opsparet ammunition. »Målrealisme« er søgt opnået ved i stor udstrækning at anvende bevægelige mål. Herved tilgodeses kravet om overraskelsesmomentet i skydeuddannelsen. Den bevægelige skive vises på ukendt afstand, pludselig opdukkende og vist som en skytte, der hurtigt springer fra een dækning til en anden. Den vordende kampsoldat tvinges herved, dels til at holde forterrainet (den skudsektor, som han har ansvaret for) under vågen og systematisk observation, dels til at opøve sin evne til hurtigt at erkende målet, sikkert at bedømme afstanden, hurtigt og sikkert at vælge det rigtige retningspunkt, ikke alene under hensyntagen til ordinat og sidevind, men også m. h. t. evt. korrektion for målets bevægelse. Ingen anstrengelse er sparet for at gøre »duelighedsskydningsbanen« realistisk, d. v. s. nærmende sig kamppladsens forhold. A lle skiver er naturligvis slørede. T il brug for T R A IN F IR E er endvidere konstrueret en faldfigur, der populært har fået benævnelsen »Puncliy-Pete«. Den rejses ved elektrisk impuls fra kontrolbordet. Den bliver stående fremme, in d til den enten lægges ned fra kontrolbordet eller rammes af skyttens 

Skærmbillede 2020-06-08 kl. 15.48.14.png

projektil. Der opnås herved, at skytten får det samme indtryk af sit »dræbende« skud som under virkelige forhold. T il belysning af de krav, der stilles for at opnå betegnelsen »Marksman«, »Sharpshooter« og »Expert«, skal anføres minimumsbetingelserne for to gennemførte skydninger (112 points m ulige):

»Expert« ............... 68 points

»Sharpshooter« ........ 54 »

»Marksman« ........... 36 »

Troppeforsøg og Konklusion.

E fter at have skabt TRAINFIRE-program m et stod et afgørende spørgsmål åbent. V ar resultatet af uddannelsen gennem T R A IN F IR E nu også bedre end gennemgang af den konventionelle skydeuddannelse? For at få et sammenligningsgrundlag mellem den nuværende skydeuddannelse og T R A IN F IR E blev der derfor afholdt troppeforsøg. Man udvalgte tre forsøgshold, der i intelligensmæssig og uddannelsesmæssig henseende stod lige. Det første hold »E« blev uddannet efter T R A IN F IR E metoden på Fo rt Benning. Det andet hold C-I (»Control 1«) blev også uddannet på Fort Benning, men efter gældende skydeprogram og med instruktører, der i kvalitet stod på højde med de instruktører, der uddannede hold »E« (»Eksperimental group«). — Det tredie hold »C-II (»Control II«) blev uddannet på Fort Jackson efter det gældende skydeprogram af et instruktørpersonel, der måtte anses for at svare til gennemsnittet ved skydeuddannelsen ved en normal rekrutskole. E fter fire ugers grundlæggende træning blev der afholdt prøveskydninger på Fort Benning. Prøveskydningerne blev afholdt på en feltskydebane, der var ukendt for alle hold. Feltskydebanen var konstrueret på en sådan måde, at den stillede soldaten over for en række af de kam pbilleder og situationer, som han v il blive udsat for under forsvarskamp i dagslys. A lle skiver var slørede og vist i 5 sekunder for de skiver, der dukkede op mellem 50 og 200 yards, og i 10 sekunder på afstande mellem 250 og 350 yards. A lle skytter havde fået udleveret fabriksnye geværer, ligesom kun første klasses ammunition blev anvendt. Resultatet af forsøgsskydningerne viste med al ønskelig tydelighed, at benyttelsen af T R A IN F IR E skydeprogrammet havde givet soldaten en væsentlig større træ fning ved beskydning af feltmæssige mål end anvendelse af det konventionelle skydeprogram. Særligt bemærkelsesværdigt var den forøgede evne til at opdage og stedfæste mål, som var opnået ved at gennemgå TRAINFIRE-programm et. H old »E« opdagede således et betydeligt større antal mål og bedømte afstandene betydeligt mere nøjagtigt end de to andre hold. Yderligere opfattede hold »E« målene betydeligt hurtigere, hvilket i sagens natur kan blive af afgørende betydning under kampforhold. Udover dette forsøg blev der inden indførelsen af T R A IN F IR E afholdt et bredt anlagt troppeforsøg, hvor ikke mindre end 12.000 skytter deltog. Halvdelen blev uddannet efter det konventionelle skydeprogram, medens resten fik uddannelse efter T R A IN F IR E . Uden at gå i detaljer skal anføres, at TRAIN FIRE-skytterne havde ikke mindre end 30 °/o bedre træ fning end forsøgsholdet fra den konventionelle skydeuddannelse. Udover de gode resultater, der opnåedes, kunne det beregnes, at udgifterne til TRAINFIRE-baneanlæ g på langt sigt var mindre end anlæg og vedligeholdelse af de konventionelle skydebaneanlæg. Endvidere bør det anføres, at der ikke til T R A IN F IR E kræves markører, hvorved tid frigives til uddannelsesformål. T R A IN F IR E I er således blevet et bemærkelsesværdigt forsøg på ikke alene at løse problemet vedrørende en maksimal udnyttelse af geværets skydetekniske egenskaber indenfor den normale kampafstand — men også i allerhøjeste grad at lægge vægten på den kampbetonede skydning ved at uddanne og opøve soldaten til at skyde under forhold, der i fredstid nærmer sig kampens vilkår mest muligt. T R A IN F IR E har allerede på nuværende tidspunkt bevist, at det har formået at rationalisere den forberedende skydeuddannelse og derigennem på et relativt tidlig t tidspunkt, d. v. s. allerede efter 8 ugers uddannelse, gøre soldaten egnet til »kampskytte«. En sammenligning med nuværende danske uddannelsesbestemmelser viser således, at den danske soldat først skyder feltskydning III, der i opbygning og krav må siges at modsvare den afsluttende duelighedsskydning i T R A IN F IR E efter 8 (12) måneders uddannelse og efter som minimum at have modtaget 150 (189) timers uddannelse.

Præcisionsskydning og TR A IN F IR E.

Betyder nu indførelsen af T R A IN F IR E , at al præcisionsskydning er elimineret fra den amerikanske skydeuddannelse?

Paradoksalt nok viser det sig, at dette ikke er tilfældet. Uden overdrivelse kan det fastslås — tværtimod. Derimod er vægtfordelingen anderledes end tidligere — ligesom specialisternes antal er forøget. Således skal det eksempelvis nævnes, at geværgruppen i PE N TO M IC organisationen har ind ført en »gruppefinskytte« eller, som der er røster fremme om at benævne ham, »Senior Marksman«, idet hans opgaver normalt ikke kan sidestilles med den atter organisatorisk indførte finskytte (»SNIPER«). Indførelsen af den i europæiske organisationer kendte finskytte, må ses på baggrund af atomkrigsførelsens krav om mere spredning og større sandsynlighed for bl. a. in filtration . Konsekvensen af spredning bliver logisk, at de opståede mellemrum skal dækkes af langtrækkende våben, og af soldater udstyret med våben, som skyder længere, hurtigere og sikrere end tidligere. Men her tænkes ikke blot på tunge våben, men så sandelig også på soldatens personlige våben. Atom krig eller ikke atomkrig -— fortsat lyder kravet om forbedring af soldatens personlige våben. Overraskende nok måske mere nu end nogensinde. I det hele taget er det interessant at se, hvorledes tendensen går i retning af, at i jo højere grad såvel store som små nationer når til erkendelse af, hvilke rædsler og konsekvenser atomvåbnene v il få — jo mere synes man at vige tilbage for at bruge dem. Og hermed formindskes håndskydevåbnenes rolle jo ingenlunde — tværtimod. H vilken vægt amerikanerne i dag lægger på præcisionsskydningen, ses bl. a. derpå, at der i marts 1956 på IN F A N T R Y SCHOOL, FO R T B EN N IN G , G EO RG IA , blev oprettet en bemærkelsesværdig afdeling: »The United States Arm y Advanced Marksmanship Unit«. Afdelingen, der har en permanent styrke på ikke mindre end 121 mand, har til opgave igennem kursusvirksomhed og forsøgsvirksomhed at forbedre skydefærdigheden i den amerikanske hær. Fristende ville det naturligvis være at gå i dybden med hensyn til afdelingens virksomhed, men her skal kun medtages den virksomhed, der knytter sig til finskyttevirksomheden og til samarbejdet med de civile skytteorganisationer. Ved afdelingen uddannes således de specialinstruktører, som skal have ansvaret for finskytteuddannelsen ved afdelinger, der organisatorisk har finskytter. Bemærkelsesværdigt er det her at lægge mærke til, at selv panserdivisionerne uddanner finskytter blandt panserbeskyttelsesbataillonerne (»Armoured Infantry Battalions«). Våbnene, der anvendes, må efter europæiske forhold anses for at være af temmelig ringe kvalitet, idet der til dagslysskydning bruges M l C (»Garand«) udstyret med sigtekikkert (M 84) og til natskydning M2 karabinen forsynet med et infrarødt »Sniperscope«, der giver sikker skydning in d til 125 yards. Værd at notere er tillige , at »The United States Arm y Advanced Marksmanship Unit« varetager, dels hærens konkurrenceskydninger, dels forbindelsen til den civile skytteorganisation (»National R ifle Association«). Resultatet er således (som det bl. a. kendes fra Sverige), at militæ re enheder — ja, endog hæren (»All-Arm y Team«) — selv stiller hold til de nationale, civile skyttemesterskaber. Det fremhæves således, at da soldaten udrustet med gevær (håndskydevåben) danner rygraden i jordforsvaret, må det være naturligt, dels at hæren gør alt for at skabe den størst mulige bredde i amerikansk skydning, dels at hæve standarden gennem militæ re eliteskytter. Fristende ville det være at gå i dybden med hensyn til genoptagelsen af den amerikanske hærs gamle stolte traditioner med hensyn til præcisionsskydning. Her skal det im idlertid blot fastslås, at T R A IN F IR E og præcisionsskydningen i de nye amerikanske uddannelsesbestemmelser ikke modarbejder hinanden, men tværtimod kompletterer hinanden, idet udvælgelsen af præcisionsskytter sker på grundlag af de i T R A IN F IR E opnåede resultater, og uddannelsen fortsættes på de konventionelle skydebaner (»The Competitive Marksmanship Program«).

T R A IN F IR E og danske uddannelsesforhold.

Nærliggende må det være at spørge, om T R A IN F IR E er noget for os? Hvorvidt T R A IN F IR E direkte kan overføres til danske forhold, må sikkert i en sparetid stå hen som et åbent spørgsmål. Men så meget kan sikkert de fleste blive enige om, at også vor skydeuddannelse bør tilrettelægges således, at den så effektivt og så hurtigt som muligt uddanner soldaten til kampsoldat. V i kan derfor dårligt tillade os at stagnere, hvis vi skal gøre os håb om at klare os i morgendagens kamp. Visse elementer kan måske uden videre med fordel overføres til vor skydeuddannnelse såsom eksempelvis:

— indskydning til kampviser på kortholdsbane,

— sløringsfarvede skiver til brug ved feltskydning og kampskydning,

— indførelse af kortholdsanlæg til supplement og forbedring af såvel vor forberedende skydeuddannelse som kampuddannelse i små enheder,

— indførelse af et permanent »observationsøvelsesanlæg« i skydeterrain og på øvelsesplads,

— indførelse af et realistisk og permanent baneanlæg i vore skydeterrainer til indøvelse af gruppen i forsvar, »specialenhedernes« nærforsvar overfor infiltrationspatruljer o. 1.

Konklusion.

Udover de ovenfor løst skitserede forslag til forbedringer, bør det endnu engang fremhæves, at det i T R A IN F IR E doceres, at afgørende i morgendagens kamp er ikke de mange skud, men de få — hurtigt og sikkert afgivne. T R A IN F IR E fortjener således fortsat at blive fulgt med opmærksomhed og interesse — ikke mindst på grund af den bemærkelsesværdige målsætning: » TR A IN F IR E ’s altoverskyggende mål er at genskabe den amerikanske hærs fremragende standard i skydning med håndvåben, som den besad i republikkens første dage.«

N. L. Tholstrup