Om dette emne skriver Kaptajnløjtnant (R) John Schmidt ved Prinsens Livregiment fornøjeligt og — forekommer det os — sandfærdigt.
Selvom udtrykket »En sløv padde!« måske er tabu, v il jeg dog alligevel tillade mig at benytte det i denne artikel, da det trods alt stadig anvendes omend nu mere i omtale end i tiltale. Udtrykket er særdeles dækkende for en person, der er langsom i opfattelse og handling og har gennem generationer været anvendt i hæren på trods af ihærdige psykologer og velmenende politikere. Årsagen til udtrykkets popularitet i de væbnede styrker er vel ikke alene at der her er samlet flere af slagsen end i det civile samfund, hvor udtrykket jo også anvendes, men tillige at dårlige instruktører derved har fået en nem undskyldning hvis deres undervisning ikke giver resultater. Alligevel er det sikkert rigtigt, at man ingen andre steder i samfundet træ ffer en så uinteresseret skare tilhørere eller elever som netop indenfor forsvaret. Der kræves en meget inspireret lærer for at skaffe blot en nogenlunde opmærksomhed — det v il sikkert også civilundervisningens lærere skrive under på — og man fristes stærkt til at benytte tabu-udtrykket ved helhedsomtale af tilhørerne. Dette er facts som enhver geledofficer er klar over, ligegyldigt hvad psykologer eventuelt v il sige og selvom højere foresatte måske ikke kan hakke det op af politiske grunde. Spørgsmålet er nu — hvorfor er soldaten sløv? Der kan uden tvivl fremgraves psykologiske årsager, hvoraf mange ganske givet v il finde vejen tilbage til instruktørerne, men jeg v il gerne pege på een, som er til at tage og føle på, og som jeg mener er meget væsenthg. Desværre er den behæftet med den fejl, at den er let at rette. Årsagen er: Mangel på søvn! Fra den dag en dansk soldat indkaldes og til en månedstid efter hjemsendelsen lider han konstant af mangel på søvn, og hele hans åndelige virksomhed v il af den grund være nedsat betydeligt i dette tidsrum, ligesom hans reaktionsevne og sanser v il arbejde i sneglefart. Den første dag soldaten møder til tjeneste udmattes han fuldstændigt af alt det der skal ske den dag. Han kravler i sin nye hårde seng ved nattetide og sover en fortumlet søvn hvori alt det nye og fremmede rumsterer og forstyrrer. Den næste morgen vækkes han med et brag når klokken er 0445 eller lignende og så går det slag i slag resten af tiden. Hvordan ser soldatens uge ud rent sovemæssigt? Lad os tage en normaluge for en rekrut.
Søndag/Mandag. Han kommer tilbage fra L/S orlov klokken eet og vækkes igen klokken fem. 4 timer.
Mandag/Tirsdag. Han går i seng når han er færdig med pudsningen, men falder ikke i søvn før visiteringen, da der altid v il være nogen uro på stuen og søndagens hændelser diskuteres. 6 1/2 time.
Tirsdag/Onsdag. Kompagniet har natøvelse. I seng klokken eet. 4 timer.
Onsdag/Torsdag. Som M /T . 6 1/2 time.
Torsdag/Fredag. Det ugentlige nattegn må han have. 5 timer (med øl i vommen).
Fredag/Lørdag. Pudsenattegn til elleve 5 1/2 time.
Lørdag/Søndag. Han er på orlov. E r i byen og holdes kunstigt oppe med musik, larm , piger etc., sover dog »længe«. 6 timer
og så videre.
Ialt pr. uge 37 1/2 time, hvilket giver et gennemsnit af ca. 5 1/2 time pr. nat.
Nu ved jeg godt, at Napoleon ikke sov mere end fire timer i døgnet og det var vældig rart hvis vi alle kunne klare os med det, men det kan nu kun meget få mennesker og slet ikke folk, som omtrent hver dag bliver udsat for ret stærk fysisk belastning og desuden skal modtage teoretisk undervisning på områder, der er helt ukendte. Som konstant må gå i en slags »Giv agt« tilstand og hele tiden skal huske »noget«. Enhver læge og lærere i fysisk træning ved, at folk der træner skal have megen søvn, kun gennem søvnen får man fornyede kræfter. Der v il kunne fremføres, at soldaten jo hare kan gå tidligere i seng, men mulighederne er få, hvis han blot v il have en smule fritid efter pudsningen. De aftener han måske kommer tidligere til ro bliver let overskygget af gangvagter, kasernevagter, beredskabsvagter etc. Noget bedre bliver det måske i den daglige tjeneste, når soldaten går over i dækningsstyrken, men så begynder samtidigt udrykninger og øvelser, og alle ved, hvilken rovdrift der drives med både befalingsmænd og menige på øvelser her i landet. Man kører på med stormskridt døgnet rundt som om krigen skulle vindes på få dage, livad den også øvelsesmæssigt bliver, og søvn må vente til øvelsen er forbi. Under øvelser er det vel nok de menige der får mest søvn, men søvn indtaget stykvis på jorden, bag et rat, i en rumlende lastvogn etc, giver afgjort ikke den hvile der er nødvendig. Når han så ikke kan få en god hvileperiode, når ban kommer hjem til kasernen, bliver han yderligere nedbrudt. Hvis man v il forlange interesse, opmærksomhed og fuld arbejdsydelse af soldaten må ban have tilstræ kkelig hvile. Man træ ffer ofte på en højst besynderlig indstilling til søvnproblemet blandt en del officerer. Mange ligefrem skammer sig ved at sove, når de er på øvelser og kan ikke fordrage at andre tager sig sådanne » friheder«. Det er dog sikkert en ret typisk indstilling i hære, der aldrig har været i krig. Jeg har gennem samtaler med officerer fra forskellige udenlandske hære fået det absolutte indtryk, at man ikke kender tendensen i de krigsvante lande. Noget helt andet er, at man ikke v il være i stand til at nå igennem uddannelsesprogrammerne til de fastsatte tider, hvis arbejdsdagen afkortes, men så må tiden forlænges på bekostning af tiden i dækningsstyrken eller også må programmet nedskæres. Dagene går og man arbejder videre med en træg og blød masse in d til man selv bliver sur, irritabel og får mavesår. Hvis ikke den danske soldat får mere søvn, v il han stadig kunne risikere at blive omtalt med tabuudtrykket og hæren må stadig undvære den kvikke, selvbevidste soldat uden hvilken vi falder til kort overfor en målbevidst modstander.
John Schmidt.
