I dette tidsskrifts Marts-nummer fejrer KN H. L. Stubbe Tegl bjærg 100 års jubilæum for et forslag til at regulere det militære biblioteksvæsen.
I den anledning citeres Capitain Fog’s indlæg.
Da imidlertid den nuværende „sanering“ eller „rationalisering“ har et udseende, der kunne give anledning til frygt for, at man ønsker at leve efter regelen: „Den enes død er den andens brød“, skal jeg tillade mig atter at citere den indskrænkende passus i Ca pitain Fog’s forslag, som udelukker en sådan mistanke og som bor ger for, at det ikke er selve reguleringen, der er hovedsagen (noget meget fremtrædende i vor tid), men resultatet.
Capitain Fog skriver: „Heller ikke er det min Mening, at de særlige Biblioteker aldeles skulde ophøre; thi dette vilde neppe kunne skee uden Skade for de Institutioner, som nu have dem. Jeg vil kun, at det som uden Skade kan være Fællesgodt, skal være Fællesgods, og kun det Allernødvendigste henvises til de særlige Biblioteker.“
Disse særlige biblioteker var:
Det Kongelige Artillericorps Bibliotek (6600 bind), Ingeniørkorpsets Bibliotek (5012 bind), Generalstabens Bibliotek 4806 bind), Landkadetkorpsets Bibliotek og
Garnisonsbiblioteket i København (6420 bind).
Året efter foreslog Capitain Lehmann af Ingeniørcorpset et videregående værk i retning af sammenslutning — hvilket forslag ministeriet tog stilling til med den meddelelse, at Generalstaben, Ingeniørkorpset, Artilleriet og Højskolen (der af Lehmann var til føjet i stedet for Landkadetkorpsets bibliotek, da det havde flere penge, som kunde udnyttes til de andre) modsatte sig de anbefalede velsignelser om hvis retslige tilstedelighed, der for nogle af bibliotekernes vedkommende ville kunne rejses begrundet tvivl.
Hvorfor ville disse biblioteksejere ikke modtage Capitain Fog’s og Capitain Lehmanns generøse forslag, som blev stillet til rådig hed for at opnå en forbedring til fælles bedste?
Jeg ved ikke, hvad der virkelig bar været sagt, men jeg bar — som parthaver i sagen 100 år efter — en klar indstilling, som må ske er irrationel, men ikke derfor uberettiget. Ikke alt i denne ver den er penge og matematik.
Et bibliotek er en helligdom, en kulturarv, et klenodie, uanset at det i perioder ikke besøges så ofte. Det lader sig ikke genskabe, hvis det først bliver splittet og ødelagt.
Det Kongelige Artillericorps Bibliotek er oprettet 1755. Det ældste bevarede katalog er fra 1767. Samme år fik det en tilvækst af 168 bøger fra artilleribiblioteket i Rendsborg. Der findes stadig talrige bøger med Fr. 5 Navnciffer og bibliotekets særlige våben —- de korslagte kanoner med bomben over.
Kongelig resolution af 4. APR. 1770 bestemmer:
„das dem itzigen Kønigl. Artillerie-Corps von Anfänge des ge genwärtigen Jahres und fernerhin jährlich zu continuation einer Sammlung aus Büchern die ins Artillerie- und Genie-Wesen ein- schlagen, 50 Rtbler. zugestanden ist und das diese 50 Rtlihlr. aus des Artillerie-Corps’s Casse abgehalten werden sollen.“
Det Kgl. M ilitæ re Selskab i Giethuset blev startet i marts 1787 og kom også til at omfatte et bibliotek.
Da selskabet stod for ophævelse (og blev ophævet 1820), blev biblioteket omdannet i 1818 til: Det Kongelige Garnisons-Bibliotek. Artilleriets Bibliotek er således det ældste af disse to biblioteker, og så vidt jeg kan se, det ældste af samtlige eksisterende m ili tære biblioteker — og alene af den grund en helligdom.
Et militært bibliotek er dels en bogsamling af ældre bøger, hvis interesse især kan ligge i at besvare spørgsmålet:: „Hvem er vi?“ — dels en levende samling der svarer på spørgsmålene: „Hvor til er vi nået?“ og „Hvor går vi hen?“
Interessen og behovet for at få svar på disse spørgsmål svin ger med tidsperioderne.
Den ældre bogsamling er kulturarven, som kan sættes over styr, men ikke skabes.
Den levende del af bogsamlingen kan skabes igen ligeså hur tigt, den ødelægges.
I Artilleriets Bibliotek findes en værdifuld 02 uerstattelig bogsamling af historisk art, idet den omfatter gamle kostbare værker om artilleriets udvikling, desuden værker af stor skønhed og inter esse og som er udfort i hånden af danske artillerister. Endvidere værker som er meget specielle om artilleristiske forhold, og hvori ældre artilleriofficerer har skrevet notater til videre brug for den, der vil studere våbnets historie, og endelig boger med et artilleri stisk berørt indhold, men som er af en så lidet påagtet karakter, at de ellers er forsvundet.
Det danske artilleris historie er endnu ikke skrevet.
Af de her fremforte ting vil der være grunde nok til, at den danske hær skulle vogte sig for at splitte Artilleriets Bibliotek — d.v.s. den bogsamling, som eksisterer.
Ved „splitte“ forstår jeg i denne forbindelse, at sælge „dub letter“ og detacliere partier, ja endog at sammenblande med andre samlinger efter en reorganiseret plan, der er en anden end den, der letter artilristiske studier.
Man kan med nogen grund „sanere“ eller „reorganisere“ — eventuelt „rationalisere“ den levende bogsamling — værkerne af i dag og i morgen. Man kan eventuelt samle de gamle biblioteker i et større hus — men splitte de samlinger, som f. eks. 200 år har været våbnets kulturarv — det bør man holde sig for god til.
Man har ymtet om f. eks. at lægge Artilleriets Bibliotek under Tøjhusmusæet. Hvis der var den samme snævre kontakt mellem våbnet og samlingerne som i gamle dage, f. eks. ved at der var ansat en artilleriofficer til at varetage en sådan, var det måske en idé. Det bør dog buskes, at biblioteket ikke alene behandler mate rielproblemer, men nok så meget taktiske, organisatoriske og histo riske (krigshistoriske).
I enhver generation findes der „frem skridtsfolk“ . I 100 år har man undladt at slå bibliotekerne sammen. Der må have været an dre årsager end den, at de 100 år bar været befolket med rene tåber, selv om der altid begås mange dumheder. Min opfordring er derfor: Vær altid forsigtig med en kulturarv. Man kan ikke reparere den skade, man af iver for at gøre godt kommer til at foråsage.
Når man bliver gammel og får livet i perspektiv, græder man over sine fejltrin i så henseende.
N. Lunn
