Jeg tillader mig at bede den ærede Redaktion om Plads for følgende:
I Stabsintendant Kyhls i Dansk Artilleri-Tidsskrift, Hefte Nr. 5, 1919, optagne Artikel med den ovenfor angivne Overskrift findes der et Stykke, — det næstsidste i Artiklen, — som kan give Anledning til — og har givet Anledning til — Misforstaaelse.*) Man kunde nemlig tro, at Stabsintendant Kyhls Angivelse af det til en Division hørende Artilleri skulde være et endeligt Udtryk for Forfatterens Anskuelse paa det paagældende Punkt. Dette er ikke rigtigt. De anførte Tal for Artilleristyrkerne er nævnt som Minimumstal, svarende omtrentlig til den danske Hærs nuværende Styrke af let Feltartilleri. Men Stabsintendant Kyhl og jeg har stedse været enige om, at man ved den endelige Fastsættelse af Divisionernes Styrke maa regne med betydeligt mere Artilleri, tillige omfattende Kasteskyts, svært Feltartilleri, Minekastere m. m.
C. Rye,
Red. af Dansk Artilleri-Tidsskrift.
*) Se Kapt. Ortveds Svarartikel i M. T. Nr. 20.

