Et af FN’s vigtigste våben i Korea er napalmbomben, hvis kraftige virkning omtales i næsten alle beretninger om de i K o rea anvendte kampm idler og ofte på en måde, der næppe er helt i overensstemmelse med de faktiske forhold. Det fremhæves således ofte, at napalmbomben er en efter den anden verdenskrigs afslutning udviklet bombe, men dette er ikke tilfældet. Napalm bomben er simpelthen en oliebrandbombe, og sådanne anvendtes i stor udstrækning i den anden verdenskrig.
Bomben kan naturligvis laves i mange forskellige størrelser og med en fyldning af forskellige brændbare vædsker såsom olie, petroleum eller benzin, hyppigst det sidste. Benzinen tilsættes ea. 6 c/o (efter vægt) af et hvidt pulver (uddrag af amerikansk opskrift: gasoline saponified in a mixture of aluminium naphthenat and coconut fats, called „napalm“ der rores ud, hvorpå blandingen henstår i ca. (4 time. Den er da blevet til en ret gennemsigtig solutionlignende masse, der bar klæbende egenskaber, hvilket netop er en af de vigtigste omstændigheder ved bombens anvendelse. Napalmmassen fyldes på tyndvæggede beholdere, der forsynes med en fosforbombe, der ved sin sprængning
i anslaget mod jorden kaster napalmmassen ud over et temmelig stort område i brændende klatter, livis størrelse i første række afhamger af fosforbombens størrelse i forhold til napalmgeléen, ligesom naturligvis spredningsområdets størrelse og koncentrationen af brændende napalm i dette afhænger af de samme faktorer. På film ser man i reglen et kolossalt røg- og flammehav, der næsten øjeblikkelig antager den fra atombomben kendte svampelignende form, og hvis bede indre stiger meget hurtigt til vejrs og altså har liden betydning. Man må antage, at bombens virkning især ligger i de på jorden spredte klatter, hvis opbrænding varer nogle minutter. Forsvarets pressetjeneste viste for kort tid siden en amerikansk instruktionsfilm vedrørende fremstilling af napalmbomber ved tropperne, der let selv kan indrette et napalnnninefelt ved at fylde napalmvædsken i tomme tønder, ladningskoggere, blikpatronkasser og lignende. Denne instruktionsfilm viste en koncentration af ca. et par klatter pr. kvadratmeter. Flammerne var ca. m høje. Man fik indtrykket af, at man nok ville kunne passere et smallere bælte af den slags, når blot man ikke får sprøjt på sig ved sprængningen. Flere af udlandets militærtidsskrifter har bragt overdrevne beretninger om bombens virkninger, specielt mod kampvogne. Man kan således f. ekst finde angivet, at besætningen i en kampvogn, der befinder sig 50 m fra bombens nedslagspunkt, vil dø på grund af iltmangel, idet napalmbombens forbrænding udtager ilten af luften. Denne historie minder om en tilsvarende fra 1942, der gik ud på, at tyskerne havde taget et våben i anvendelse, som forbrugte ilten inden for en radius på 300 m, således at alt levende kvaltes i dette område. Disse rygter synes opstået efter indsættelsen af raketstyr (f. eks. 21 cm Nebelwerfer 42), der im idlertid ikke forbruger luftens ilt i en målestok, der kan genere nogen.
En lille beregning vil let vise, at napalmbombens iltforbrugende virkning er temmelig betydningsløs: Lad os antage, at en bombe indeholder ca. 200 kg napalmvædske. T il forbrændingen heraf medgår ca. 500 kg ilt. I livor tykt et lag luft vil ilten forbruges, dersom området er cirkulært med radius 50 m? E t sådant områdes areal ( n. r2) er ca. 8000 m2. E t lag luft på 1 m højde vil altså have et rumfang på 8000 m 3 og følgelig indeholde ca. 1600 m3 ilt, der vejer ca. 2000 kg. Der skulle im idlertid kun bruges 500 kg ilt, og det lag luft, hvis ilt forbruges, bliver derfor kun 25 cm højt. Selv om forholdene på hver kvadratmeter brændende område var stationære, ville dette iltudtag ikke betyde videre, men i praksis stiger den varme luft hurtigt til vejrs (hastigheden kan let komme op på adskillige meter i sekundet, tænk på et bål). Det er derfor sandsynligt, at personer, der uden at udvise ydre beskadigelser findes dræbte i et brandområde, snarere er døde ved at indånde hed luft (evt. kulilte) end iltfattig luft. Det fortælles ogsaa, at napalmbomben kan smelte en kampvogn, at temperaturen opgår til 8000 °. Temperaturen i centrum når næppe 2000 0 C., men det kan være noget vanskeligt at foretage beregninger herover, hvorimod det er let at foretage et skøn over, hvor mange kalorier der kræves for at smelte en kampvogn. Lad os antage M 46, der vejer ca. 46 tons. Da varmefylden for stål er ca. %, vil 1 gratis opvarmning kræve ca. 5000 kalorier. De 200 kg napalm udvikler ved forbrændingen ca. 2.200.000 kalorier og ville altså kunne hæve kampvognens temperatur ca. 440 0 C. Men så sktille de anvendes i et oliefyr, der var godt isoleret, og på hvilket kampvognen stod. 1 praksis vil kun en lille del af de 200 kg — der jo spredes over et ret betydeligt område — træffe kampvognen, og den udviklede varme vil for denne lille dels vedkommende i hovedsagen stige til vejrs. Den katastrofale virkning på kampvognen må derfor især tænkes at fremkomme på den måde, at brændende napalmvædske slynges ind ad vognens åbninger og evt. får lejlighed til at antænde vognens drivstof eller ammunition (en kampvogn kan f. eks. medføre 700 1 benzin, ca. 70 artilleripatroner, ca. 500 stk. 12,7 mm patroner og ca. 5000 stk. 7,62 mm patroner).
Man må antage, at en kampvogn ikke nødvendigvis behøver at blive sat ud af funktion, hvis den befinder sig i et område, der tilsprøjtes af brændende napalm. Kampvognens mest sårbare punkt synes eventuelle udvendige hjælpebenzintanke at være. At napalmbomben har opnået så stor en anvendelse, skyldes ikke alene, at dens virkninger hævdes at overgå virkningerne af en sprængbombe af tilsvarende størrelse, men også, at den er så overmåde let og b illig at have med at gøre. Bomben laboreres som regel på selve flyvepladsen, og transporten til denne af bombens hovedkomponent, nemlig benzinen, foregår derfor ad de almindelige forsyningskanaler (tankskibe, jernbanetankvogne, motortankvogne, eventuelt rørledninger), som alligevel er etablerede. Napalmmassen og de tomme bombehylstre er ufarlige og lette at transportere, og begge dele er billige, således at bomben alt i alt kuu kommer til at koste en brøkdel af, hvad en sprængbombe vil koste. Napalmbomben er derfor et af de billigste m idler til at opnå et tilsigtet resultat, og dette spiller naturligvis en uhyre rolle (selv om nogle mener, at penge ikke betyder noget under en krig). De brandbomber, der anvendtes under den anden verdenskrig, bestod for en stor dels vedkommende af meget små bomber (f. eks. de kendte 2 kg stavbomber, hvis brandmasse var termit), men der anvendtes også oliebrandbomber, og disse bar haft voldsom virkning mod byer, især mod let træværk, som benyttes meget i japanske bygninger. Den udstrakte brug af oliebrandbomber, ikke alene mod byer, men også mod felttropper, er et af de områder, hvorpå en fremtidig krig vil adskille sig fra de foregående.
O. Mathiassen.
