Dette landestudie er udarbejdet af kaptajn K.W. Gram, derfor tiden er elev på Forsvarsakademiet Videruddannelsestrin Il/Stabskursus 1993/94. Kaptajn K.W. Gram kommer fra Gardehusarregimentet og har tillige en baggrund som sprogofficer. Redaktionen af studien er afsluttet den 1. december 1993.
Den historiske faktor
1. Få byer kender som St. Petersborg det nøjagtige tidspunkt for sin grundlæggelse. Den 16. maj 1703 grundlagde Tsar Peter den Store stående på en lille 0 ud for Nevas nordlige bred byen ved at skære to strimler græstørv og lægge dem over kors. Peter den Store ledede selv meget af den opbygning af byen, som 40.000 tvangsarbejdere udførte i de følgende år. Han gav byen navn efter sin skytshelgen, og i 1712 gjorde han den til landets hovedstad. Byen voksede frem bag Peter-og-Poul fæstningens mure og udviklede sig hastigt. Byen blev mere end en hovedstad; den blev et symbol. Den blev det vindue mod vesten, som Peter den Store ønskede for at kunne indføre vestlige ideer og viden i det dengang tilbagestående Rusland. Som noget af det første blev et skibsværft efter hollandsk mønster færdiggjort. Byen blev på mange måder også et vindue mod øst, hvor vesten kunne observere Rusland. Mens oplysningstidens ideer bredte sig 1 Europa, slog de russiske tsarer al opposition ned med hård hånd og fulgte her den russiske tradition for at sende politiske modstandere i eksil til Sibirien. I St. Petersborg slog de første spæde forsøg på demokrati i Rusland fejl. Her holdt Lenin sin første tale efter at være kommet hjem fra eksil, og med stormen på Vinterpaladset begyndte Den russiske Revolution. Efter mordet på Kirov indledte Stalin sine udrensninger med at fjerne Zinovyev, Leningrads partileder. Da det meste af Europa havde overgivet sig til Hitler, holdt Leningrads borgere stand i en belejring på 900 dage, og mere end en halv million mennesker omkom af sult og kulde. Byens navn skiftede i takt med historien. Under Første Verdenskrig forekom navnet St. Petersborg for germansk, og byen kom til at hedde Petrograd. Fem dage efter Lenins død tog byen navn efter denne kommunistiske helgen. Efter kommunismens fald fandt byen atter sit oprindelige navn.
2. Vurdering af den historiske faktor. Området er derfor både ud fra et historisk perspektiv og i kraft af sin beliggenhed et naturhgt bindeled mellem Rusland og den vestlige del af Europa, herunder tidligere sovjetrepublikker og andre lande, som indtil 1989 blev domineret af Sovjetunionen. Området må ligeledes ud fra et historisk perspektiv vurderes som et af Ruslands vigtigste politiske, økonomiske, teknologiske og kulturelle kraftcentre, hvis evne til at overvinde kriser og modgang naturligt må påkalde sig beundring. Efter sanmienbruddet af det kommunistiske styre i Sovjetunionen i slutningen af 1991, påkalder Den Russiske Føderation (Rusland) (2) sig interesse på grund af sin størrelse og som arvtager for Sovjetunionen.
Den fysisk-geografiske faktor
3. Beliggenhed, størrelse og form. Leningrad Oblast hgger i den nordvesthgste del af Rusland på højde med Alaska. Den er ca. dobbelt så stor som Danmark, i alt 85.900 km Heraf dækker den centrale del af St. Petersborg et område på ca. 606 km Oblasten blev oprettet i 1927 samtidigt med afskaffelse af de tidligere russiske guvemementer. De nuværende grænser blev fastlagt i 1944, da Det Karelske Næs og en mindre del af Estland blev underlagt oblasten. I vest grænser området til Finland, Finske Bugt og Estland, i syd mod Pskov og Novgorod Oblaster, i øst mod Vologda Oblast og i nord mod den Karelske Autonome Republik. Området udgør Ruslands eneste egne adgang til Østersøen. Området er samtidig det vigtigste led i forbindelsen over land til Skandinavien samt Murmansk og Kola-halvøen. Afstanden fra St. Petersborg til Moskva er ca. 800 km.
4. Nøgleområder. 1 1990 var der 5.035.000 indbyggere i St. Petersborg. Dermed bor langt den overvejende del af oblastens befolkning på i alt 6.950.000 i og omkring denne by, som derfor også er oblastens økonomiske, industrielle og politiske center.
5. Klima. Oblasten har, ligesom Skandinavien, et tempereret klima med rigelig nedbør (600 til 750 nmi om året), som i nogen grad udvasker jorden for næringsstoffer. Vinteren er noget koldere end i Danmark. Middeltemperaturen i januar, årets koldeste måned, varierer mellem -8 og -10 grader C. Området er dækket af sne omkring 140 dage om året, og besejling af den nærmeste del af Østersøen kan fordre isbryderassistance.
6. Fremtrædende terrænelementer.
a. Overfladeforhold. Området er ensartet, forholdsvis fladt og lavt. Jordbunden er leret. Oblastens nordlige og østlige dele kan afhængigt af årstiden være sumpede og vanskeligt fremkommelige uden for anlagte veje. Generelt er næsten 60 % dækket af skov, fortrinsvis fyr og birk. Skovområderne er tættest i områdets østlige del samt på Det Karelske Næs, hvor op til 80 % af jorden er dækket af skov. Karakteristisk er tillige et stort antal søer, omkring 1.800, af hvilke de fleste dog er relativt små, med mindre end en halv km ^ overflade. En undtagelse herfra er Ladogasøen i oblastens nord-østlige del, der med sine 17.700 km ^ er Europas største sø. Hertil kommer en række kunstigt skabte vandreservoirer. Størst af disse er Narvareservoiret med en overflade på ca. 180 km Passet mellem Ladogasøen og kysten udgør den bedste adgang til området fra nordvest. Øvrige akser er fortrinsvis knyttet til hovedfærdselsåreme. Floderne går generelt radiært i forhold til Ladogasøen og hæmmer derfor fortrinsvis øst-vestgående bevægelser. Til de mest betydende floder regnes den korte, men meget vandrige Neva (74 km). Svir (224 km), Volkhov (224 km). Narva (78 km) og Luga (356 km). Disse floder besejles i næsten hele deres udstrækning, og anvendes tillige til transport af tømmer.
b. Kyster og havne. Oblastens kystlinie til Østersøen er ca. 220 km. Her findes to store havnefaciliteter samt en mindre; JleHHHrpaflCKHÉ MopcKOH ToproBBiH IIopT (Leningradskiy Morskoy Torgoviy Port, Leningrads havn), som er den civile havn, flådebasen ved Kronstadt samt havnen i Viborg, der vurderes at være af mindre betydning. Hertil kommer en række havne i oblasten, som er knyttet til flodtransport.
Den kommunikationsmæssige faktor
7. Transport og telekommunikation. St. Petersborg er Ruslands knudepunkt for sø-, luft- og landtransport til og fra den nordlige del af Europa. Området nærmest St. Petersborg er i transportmæssig henseende et af de hårdest belastede i Rusland. Jembanesystemet udgør det vigtigste transportsystem i området. Mere end halvdelen af al transport i området foregår på jernbane. Der er i stor udstrækning tale om transittrafik. Jembanesystemet vurderes at være moderne og veludbygget, men med en overordentlig høj trafikintensitet. Der anvendes bl.a. højhastighedstog, som kører med op til 180 km/t.
Vejnettets udstrækning er 17.000 km, af hvilke de 2.800 betegnes som motoreller hovedvej. Vejtætheden er dermed seks gange højere i oblasten end gennemsnittet af resten af Rusland. Vejenes tilstand vurderes dog at være ringe. Bygningen af en dæmning over Finske Bugt vil være en radikal ændring af områdets transportgeografi og tjene til at foriægge tyngden i vejtransporten mod vest (3). Flodtransport tegner sig for en stadig større andel af den samlede transport. De vigtigste floder i denne forbindelse er Neva og Svir, som begge indgår i det 361 km lange system af floder og kanaler, som forbinder Østersøen med Volga. Flodtransport omfatter først og fremmest de tungere råstoffer, som anvendes i industrien omkring St. Petersborg. Lufttransport omfatter primært passagerbefordring mellem St. Petersborg og andre større byer i Rusland og det nærmeste udland. I 1992 blev der etableret et lyslederkabel for telekommunikation over Østesøen mellem Danmark og St. Petersborg. Dermed blev byen et nøgleområde for telekommunikation mellem Rusland og resten af verden.
8. Vurdering af geografi og kommunikation. Sammenfattende vurderes den transport- og konamunikationsmæssige del af infrastrukturen at være veludbygget. Den er belastet, men iøvrigt ikke præget af større problemer, end hvad der kendetegner mange andre store byer. Den vil i den nærmeste fremtid kunne leve op til de krav, som er affødt af industri- og handelsmæssige aktiviteter. Det må vurderes, at St. Petersborg og Leningrad Oblast i kraft af sin geografiske placering i den kommende tid vil være et nøgleområde for alle former for kontakt mellem Rusland og Den europæiske Union, Skandinavien samt de baltiske lande.
Den økonomisk-videnskabelige faktor
9. Fødevareproduktion (4). Jordbrug og fiskeri har totalt set en mindre betydning i oblastens økonomi. Inklusive skovbrug beskæftiger de primære erhverv kun ca. 15 % af arbejdsstyrken i oblasten. Landbruget er tilrettelagt med henblik på at sikre St. Petersborgs ferskvareforsyning. På omkring 90 % af det dyrkede areal avles dyrefoder til mælk- kød- og ægproduktion. Kom til brødproduktion dyrkes kun i begrænset omfang. I oblasten er tyngden af produktionen koncentreret til området omkring St. Petersborg. 40% af kartoffelproduktionen og 15% af andre grøntsager opgives at stamme fra de få private jordlodder. Men praktisk taget hele det dyrkede areal er samlet under 198 coBXOsbi (statsbrug), med en gennemsnitlig størrelse på 3.800 hektar. Genereh er der tale om en meget speciahseret produktion, hvor det enkelte statsbrug koncentrerer sig om et enkelt produkt. Dette medfører, at det enkelte statsbrug kan være afhængig af at få tilført råvarer til produktionen. Derfor er landbrugssektoren sårbar i sin struktur. I det øjeblik, hvor de få statsbrag, der specialiserer sig i foderproduktion, iklcp, kan levere råvarer til andre statsbrug, rammer dette som en kædereaktion næsten alle andre sektorer i landbruget. Det var disse strukturelle svagheder, der kom til udtryk i forbindelse med den alvorlige fødevaremangel i vinteren 91/92. Hertil kom dog politiske hensyn, der medvirkede til at tegne denne fødevaremangel langt alvoriigere, end den egentlig var. Jorden har en ringe beskaffenhed, og marker er generelt spredte og små. Jordforbedringer i form af intensiv gødning og dræning er nødvendige for at øge produktiviteten. Det peger på, at oblasten fortsat vil have behov for at importere fødevarer. Privatisering af landbruget kan komme til at tage lang tid på grund af sektorens komplicerede struktur. For at fremskynde privatiseringen udgav præsident Yeltsin 27 oktober 93 et dekret, som giver private personer ret til at eje jord. Dekretet er skelsættende både fra et ideologisk og politisk perspektiv.
10. Energiproduktion og ressourcer (5). Allerede i 1921 påbegyndtes bygningen af Sovjetunionens første store vandkraftværk ved floden Volkhov (6). I dag findes der i Leningrad oblast seks større vandkraftværker, men der er næppe muUghed for at etablere flere. Hertil kommer en række varmekraftværker, af hvilke de nyeste anvender naturgas fra Sibirien, ældre typer anvender oHe, herunder skiferolie (7), oHeaffald eller i enkelte tilfælde tørv. De forsyner St. Petersborg med fjernvarme. Oblastens egen el-produktion blev kraftigt øget efter ibrugtagning af JleHHHrpaflCKaa AxoMnaa ^JIeKTpocTaH^H>I (Leningrads Atomkraftværk) i CocHOBBifi Bop (Sosnovyy Bor) 70 km vest for St. Petersborg (8). Dette kraftværk producerer 32 TWh om året, hvilket rigeligt dækker St. Petersborgs forbrug. Det oplyses i øvrigt, at det fremstiller den billigste strøm i hele Rusland. I den sidste del af 80'eme øgedes el-forbruget med ca. 4% om året. Produktionskapaciteten planlægges udbygget med et eller to atomkraftværker i perioden frem til år 2005. I tilslutning hertil undersøges mulighederne for at opføre en vindmøllepark med flere tusinde møller ved den Finske Bugt. Naturgas fra Sibirien synes ikke at spille nogen betydende rolle i områdets energiforsyning. Skal naturgas tegne sig for en større andel af den fremtididge energiforsyning, vurderes dette at fordre omfattende investeringer, hvilket ikke anses for at være realistisk i den nuværende situation. Ved tilrettelæggelse af den fremtidige energiforsyning synes det reelle valg derfor at stå mellem at udbygge de forurenende kraftvarmeværker eller bygge flere atomkraftværker med de risici, dette indebærer. Foreløbig synes det sidst nævnte at være det mest sandsynlige, på trods af vesthg bekymring.
11. Råmaterialer og industriproduktion. Der findes generelt kun få råmaterialer indenfor oblasten, og forudsætninger for den udbyggede industri og produktion er derfor import af råvarer. Industrialiseringen af St. Petersborg og Leningrad Oblast havde høj prioritet i den sovjetiske periode og i særhg grad under den 8. og 9. femårsplan (1966 til 75). I denne perioden blev en stor del af Sovjetunionens totale investeringsbudget for industrien anvendt til opbygning af industri og den nødvendige infrastruktur i området, og industriproduktionen steg med 148%. Planlægning af investeringerne i industrien blev dog i næsten hele sovjetperioden gennemført af de centrale industriministerier (9). Som en naturlig konsekvens af planøkonomien arbejder mange virksomheder inden for oblasten sammen om at fremstille og levere alle komponenter til større enheder. Disse industrikomplekser kan for eksempel omfatte virksomheder, der tilsammen fremstiller alle dele til atomkraftværker eller vandkraftværker. Omkring 2/3 af den samlede industri beskæftigede sig i 1990 fortrinsvis med militær produktion. For at styrke forskning og teknologisk udvikling findes der i St. Petersborg og oblasten omkring 340 Hay^HO-IIpoHSBOfflCTBeHHbie 06i.eflHHeHHa, HIIO (Nauchno-Proizvodstvennyye Obyedineiya, NPO; forskerhold, der arbejder snævert sammen med særlige industrier). Indenfor den kemiske industri har dette givet gode resultater. Et andet vellykket NPO er fabrikken IIoshtpoh (Pozitron), som betegnes som Ruslands mest avancerede radioelektroniske virksomhed. St. Petersborg og Leningrad Oblast har derfor en overordentligt veludviklet industri, som råder over et relativt nyt produktionsapparat. Efter russiske forhold må den sammenfattende betragtes som moderne og avanceret. Betragtes området samlet, findes tyngden i industriproduktionen i tilslutning til St. Petersborg. Produktionen er generelt speciahseret inden for de områder, hvor byen af historiske årsager har udviklet sig til at være førende for russisk og sovjetisk industri. I det efterfølgende gives nogle eksempler på dette, som tilsammen skal bidrage til at give en forestilling om den størrelse og betydning, som industrien har.
a. Jem- og metalværker og støberier. Jern- og stålindustrien er koncentreret til området St. Petersborg, hvor der fremstilles omkring 4 millioner tons stålprodukter om året. Dette svarer til ca. halvdelen af den mængde, som anvendes af industrien i området. Kim en mindre del af produktionen, først og fremmest speciallegeringer, eksporteres. I St. Petersborg findes mange mindre stålværker, som er integrerede i andre virksomheder. I tilslutning til vandkraftværket ved Volkhov fremstilles århgt omkring 25.000 tons aluminium af en usædvanlig renhed (10). Dette anvendes nedkølet som superleder. Produktionen vurderes af stor betydning, selvom mængden globalt set er beskeden.
b. Fremstilling afjern- og metalprodukter. Denne industri er den mest dynamiske og avancerede i St. Petersborg. Mest udviklet er fremstilling af elmotorer og -kabler, industrimaskiner og skibsmotorer. Hertil kommer en række skibsværfter og en lang række andre virksomheder, der overvejende producerer militært materiel (11). Skibsværfter vurderes at indtage en særlig vigtig plads i områdets industri. Frem til omkring 1987 foregik omkring 70 % af Sovjetunionens samlede skibsproduktion i Leningradområdet (12). Værfterne råder idag generelt over en stor reparationskapacitet. De mange virksomheder, der hidtil har haft produktion af militært materiel som hovedaktivitet, står overfor tre væsentlige problemer. For det første er en stor del af den tidligere statsstøtte faldet bort. For det andet er behovet for militært materiel blevet mindre i Rusland ikke mindst efter store reduktioner i det militære budget. For det tredje har det vist sig vanskeligt at omlægge produktionen til ikkemilitære produkter. Det kræver både udvikling af nye produkter og etablering af nye markeder, som har den nødvendige købekraft. Nogle virksomheder søger derfor at forbedre afsætningsmulighederne for den hidtidige produktion ved at tilbyde salg til udlandet.
c. Let industri. Denne industri tegner sig for omkring 15 % af St. Petersborgs produktion. Tendensen har været faldende i de seneste år, og det vurderes, at investeringer i denne del af industrien har været beskedne, og at en del af produktionskapaciteten derfor må betragtes som værende forældet. Der er etableret enkelte joint-ventures med navnhg tyske firmaer.
I Leningrad Oblast foregår en del filialproduktion for større virksomheder i St. Petersborg. De vigtigste erhvervsgrupper er energiproduktion, fremstilhng af byggematerialer, træbearbejdning samt kemisk industri. Den højteknologiske del af den kemiske industri har i de senere år været højt prioriteret. I oblasten fremstilles de mest avancerede former for plastik og polymere i Rusland. Bl.a. har fabrikken HIIO IIjiacTnojiHMHp (NPO Plastpolimir) udviklet et højtrykspolyethylen, der også fremstilles på licens i det tidligere Vesttyskland. Industriproduktionens branchevise fordeling i Leningrad oblast er således mere alsidig end den fordeling, som findes i St. Petersborg. Industrien i St. Petersborg og Leningrad Oblast er her kun fremstillet i store træk. Sammenfattende kan det siges, at der i dette vigtige industricenter fremstilles alle former for produkter undtagen flyvemaskiner, biler og lokomotiver. De vigtigste erhvervsgrupper er maskinproduktion, som tegner sig for omkring halvdelen af den samlede produktion, skibsbygningsindustri, samt fremstilling af værktøj og avancerede instrumenter. Med udgangspunkt i de igangværende forsøg på overgang til markedsøkonomi kan det dog betvivles, om en stor del af virksomhederne er effektive og lønsomme efter vestlig målestok. Fra januar 1991 til juni 1993 faldt St. Petersborgs samlede industriproduktion med 41,1 %. Den ligger nu under 1977- niveauet (13). 11,5 % af St. Petersborgs produktionsvirksomheder vurderes i 1993 at få et så stort underskud, at de må opgives som urentable. Værdien af underskuddet udgør en stigning på 1250 % i forhold til 1992. Et lyspunkt er dog, at privatiseringen indenfor service- og detailsektoren er gået stærkt. Ved udgangen af 1992 var 80 % af forretningerne privatiserede, og resten forventes privatiseret i løbet af 1993. Derimod går privatiseringen af de store statslige industrier langsommere. I løbet af 1992 blev kun 11 % af disse privatiseret. For Leningrad Oblasts vedkommende er den seneste udvikling ligeledes præget af alvorhg tilbagegang i produktionen, der udviser et samlet fald på 43,9 % i perioden fra januar 1991 til juni 1993. Her er det den lette industri, der er hårdest ramt med en tilbagegang på 49 % i samme periode. Den samlede industri er i 1993 dermed inde i en alvorlig krise, hvor strukturelle, organisationsmæssige og økonomiske problemer forstærkes af den manglende politiske beslutsomhed. Det vurderes, at en løsning på de problemer, der ligger til grund for denne krise, må have den højeste prioritet for at sikre en stabilisering af udviklingen i dette område.
12 Handel. St. Petersborgs samhandel omfatter både handel med den øvrige del af Rusland og med udlandet. Udenrigshandelen er i løbet af 1992 faldet med 98 %, hvad angår handel med landene i den tidligere østblok. Handel med den øvrige del af verden har været stabil i en længere periode, dog med et markant fald i importen efter 1989. Samhandel med den øvrige del af Rusland er stabil. Industriens konkurrenceevne har relativt en stor betydning, idet området p.g.a. mangel på råvarer og en beskeden landbrugsproduktion er henvist til eksport af industriprodukter for at opnå en tilfredsstillende indtjening. På tilsvarende måde er området afhængig af import af råmaterialer, som indtil nu fortrinsvis har fundet sted fra Rusland. Herunder er der blevet importeret en stor mængde råstoffer fra Kola-halvøen, hvilket har været forbundet med store omkostninger. På dette område har der derfor været en gensidig afhængighed mellem oblasten og det øvrige Rusland. Kan samhandelen fortsætte, vurderes det at kunne bidrage til at skabe en rimelig økonomisk og politisk balance mellem St. Petersborg - Leningrad Oblast og den resterende del af Rusland repræsenteret ved centralstyret. Med overgang til markedsøkonomi er det imidlertid afgørende for en fortsat import fra Rusland, at dette kan ske til konkurrencedygtige priser. Hvis dette ikke kan ske, kan der opstå alvorlige økonomiske interessekonflikter mellem centralstyret og St. Petersborg - Leningrad oblast. Leningrads Havn er en stor havn, der i 1987 blev anløbet af omkring 4.000 skibe med en årlig godsomsætning på 14 til 15 millioner tons. Her er fortrinsvis tale om import af kom, eksport af træ samt containergods i transit mellem Japan og Europa ad Den transsibiriske Jernbane. I 70'eme og 80'eme mistede havnen sin status som Sovjetunionens største østersøhavn, idet både Klaipeda og Ventspils i denne periode hver omsatte en større mængde gods. Efter at de baltiske republikker har opnået selvstændighed må det forventes, at Leningrads havn vil få stigende betydning for hele den russiske udenrigshandel.
13. Arbejdskraft. Den forcerede investering i områdets industri under den 8. og 9. femårsplan bevirkede, at mange virksomheder stod med en akut mangel på arbejdskraft, og arbejdsløshed har i mange år været et ukendt begreb. Denne mangel kan fortsat mærkes, og den kan måske være medvirkende til, at arbejdsløsheden St. Petersborg udvikler sig i et langsommere tempo end i resten af Rusland. I august 1993 var 21.800 personer officielt arbejdsløse ud af en samlet arbejdsstyrke på ca. 2,4 millioner erhversduelige (14). Der findes imidlertid en del skjult arbejdsløshed, som ikke anføres i officiel statistik. Uofficielle kilder angiver, at den reelle arbejdsløshed er på 20%. Arbejdsløsheden kan udvikle sig eksplosivt i de kommende år som følge af lukning af virksomheder, der enten ensidigt producerer militært materiel eller af andre årsager ikke viser sig at kunne overleve omstillingen til markedsøkonomi. Akademikere er beskæftigelsesmæssigt blandt de hårdest ramte, og en del ledende forskere har søgt beskæftigelse i udlandet (15). På længere sigt må denne udvikling vurderes at være farlig for opretholdelse af arbejdskraftens teknologiske niveau i St. Petersborg. Dette kunne udvikle sig til en trussel mod en væsentlig konkurrencefordel, som findes på et område i forhold til udlandet. Denne konkurrencefordel består i lave lønninger til veluddannet og velkvalificeret arbejdskraft.
14. Økonomisk struktur og finanser. Industrien er i dag ikke afbalanceret i sin sammensætning. Dette er i overvejende grad en funktion af mange års planøkonomisk udvikling. Udviklingen har ført til en industri med store virksomheder, som for en stor dels vedkommende er engageret i mihtær produktion. En vurdering af industriens økonomiske struktur må derfor tage udgangspunkt i de problemer, der knytter sig til overgangen til markedsøkonomi. På dette område deler St. Petersborg og Leningrad Oblast vilkår med resten af Rusland. Når en løsning af disse problemer relativt må tillægges meget stor betydning i St. Petersborg skyldes dette, at området i så høj grad er afhængig af industrien. De store virksomheder og konservative politiske kræfter modarbejder mere eller mindre aktivt denne omstillingsproces, som vil føre til bortfald af subsidier og øget arbejdsløshed. For de reformvenlige poHtiske kræfter er privatisering af industrien nøglen til forbedring af levestandard, og må også ses som en forudsætning for stabilisering af den politiske situation. Derfor har en hurtig privatisering af industrien høj prioritet hos reformvenlige politikere. De nævnte interessemodsætninger kan dog være medvirkende til at forklare, hvorfor omstillingsprocessen forløber langsomt. Det er lykkedes for konservative kræfter at blokere for eller forhale en række lovreformer. I forbindelse med overgang til markedsøkonomi vil det være væsentligt at få afklaret, hvordan centralstyret i fremtiden skal skaffe sig indtægter, samt hvordan et eventuelt provenu ved privatisering af virksomheder skal fordeles. Beskatning af virksomheder var tidligere centralstyrets væsentligste indtægtskilde. Systemet er delvis videreført således, at private virksomheder beskattes med indtil 85 % af dækningsbidraget, idet der ikke er mulighed for fradrag for investeringer med videre. Denne praksis virker stærkt hæmmende på privatisering og kan næppe fortsætte uændret. For at gøre investeringer attraktive for udenlandske investorer forekommer det også nødvendigt at bringe den nuværende inflation under kontrol. Den er på omkring 19 % om måneden (i 1993), hvilket dog er en svag forbedring i forhold til 1992.
15. Vurdering af den økonomisk-videnskabelige faktor. Ved overgang til markedsøkonomi vurderes de største vanskehgheder at opstå på baggrund af følgende forhold:
a. Industrien står på grund af en stor militær produktionsandel ikke alene overfor privatisering. Den må også omlægge sin produktion til civile formål.
b. Spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over industrien i området i fremtiden, vurderes at være centralt i forholdet mellem det lokale styre og centralstyret. Der kan på baggrund af det ovenfor anførte identificeres to områder for interessekonflikt mellem det lokale og det centrale russiske styre. Disse områder tager deres udspring i industriens historie og struktur
- Dele af industrien i St. Petersborg og Leningrad Oblast har afgørende betydning for hele Rusland. Her fremstilles produkter, og der rådes over teknologi og viden, som ikke findes andre steder i Rusland, og som er nødvendig for resten af Rusland.
- Der er fra central side foretaget omfattende investeringer i produktionsapparatet i St. Petersborg. Disse investeringer skulle også i fremtiden gerne komme hele Rusland til gode.
Disse forhold må indgå i en bedømmelse af rimeligheden i de politiske tiltag, som skal tjene til at give St. Petersborg en større grad af økonomisk selvbestemmelse. For at gennemføre omstillingsprocessen kan der peges på følgende foranstaltninger, der må gennemføres for at muliggøre en reel privatisering:
c. Der må etableres en funktionsdygtig financiel sektor, som kan støtte industrien med langfristede lånemuligheder. Herunder er det vigtigt at skabe et frit kapitalmarked med banker, kreditinstitutter og ikke mindst en børs, der er i stand til at formidle kapital til investeringer i erhvervslivet. Dette system skal gøre det muligt at investere både privat og udenlandsk kapital i området.
d. Organisationen af de enkelte virksomheder må tilpasses markedsøkonomien. De områder, der eventuelt gennem uddannelse må styrkes, er f. eks. afsætning/markedsføring, økonomistyring og ledelse. Vedtagelsen af et samlet lovgrundlag, der regulerer financielle forhold, virksomheders forhold og forhold omkring privat ejendomsret er en hastesag. På dette område er der en akut mangel, som vurderes at udgøre en afgørende hindring for at komme videre i den proces, der skal indføre markedsøkonomi i Rusland (16). Såfremt omstillingen ikke indenfor kort tid begynder at vise gode resultater, vil dette have en overordentlig stor negativ indflydelse på beskæftigelse og dermed på levestandarden.
Den politiske faktor
16 Grænser og udenrigspolitik. Et mindre stykke land, som traditionelt har tilhørt Estland, ligger nu indenfor oblastens område. De seneste uoverensstemmelser, der har været i denne forbindelse, har dog ikke fået lov til at udvikle sig til alvorhge problemer. I udenrigspoHtisk henseende er området naturhgt underlagt Ruslands centrale styre. Navnlig bystyret i St. Petersborg har dog været med til at spille en aktiv rolle for at tage kontakt til det nære udland, herunder de baltiske lande, af hvilke nogle fortsat har store russiske minoriteter. Bystyret synes at vise en god vilje til at løse eventuelle problemer med naboer i fordragelighed.
17. Administrativ ansvarsfordeling. Den administrative ansvarsfordeling er på nuværende tidspunkt en arv fra sovjetperioden. Den afspejler i nogen grad centraløkonomiske principper. Som eksempel herpå kan nævnes, at dele af oblasten aldrig har været under lokal administration. Det gælder f.eks. byen CocHOBLiH Bop (Sosnovyy Bor), samt havneområdet i St. Petersborg og Viborg, der som høj søhavne har været centralt administreret. Bemærkelsesværdigt er det også, at St. Petersborg ikke er en del af oblasten, men administrativt underlagt eget bystyre (17). Dette forklarer, hvorfor byen kunne ændre navn i forbindelse med folkeafstemningen i marts 1990, uden at dette skete for hele oblasten. Det administrative ansvar har hidtil haft nøje forbindelse med økonomisk ansvar. Bystyret i St. Petersborg har i efteråret 1993 iværksat et initiativ for at ændre den administrative ansvarsfordeling. Bystyret ønsker at få hele oblasten underlagt. Det vurderes, at dette initiativ kan styrke bystyret i politisk og økonomisk henseende overfor centralstyret.
18. Den politiske udvikling. En beskrivelse af den politiske udvikling i St. Petersborg og oblasten har i realiteten kun relevans for perioden efter årsskiftet 89/90. Gennem suverænitetserklæringer og vedtagelse af egne forfatninger opløste en række tidligere sovjetrepublikker reelt Sovjetunionen og banede vejen for dannelsen af SNG med M. Gorbachev som statsoverhoved. Det er i denne periode at opgøret med det tidligere sovjetstyre har fundet sted. Opgøret har først og fremmest drejet sig om:
- Etablering af demokratiske politiske strukturer
- Etablering af et lovmæssigt grundlag til afløsning af den sovjetiske lovgivning.
- Iværksættelse af overgang til markedsøkonomi.
Perioden kan opdeles i to kortere perioder; perioden frem til og med kuppet i august 91, og perioden siden. I den første delperiode skete der et brud med det poHtiske monopol, som Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP) hidtil havde haft. Ved valg til by sovjetten i marts 1990 i det daværende Leningrad fik de kandidater, der var opstillet af SUKP således mindre end halvdelen af de i alt 464 pladser. Det er naturligt, at en stor del af de valgte var eller havde været medlemmer af SUKP. Mange repræsenterede imidlertid andre af det væld af partier og bevægelser, der voksede frem i Rusland på dette tidspunkt. AnaxojiHH A. CoßqaK (Anatoliy A. Sobchak) blev valgt som formand for Leningrad Bysovjet (borgmester), og han kom i den efterfølgende periode i høj grad til at tegne St. Petersborg politiske profil såvel indad til som overfor centralstyret (18). Den anden delperiode var præget af den politiske magtkamp mellem præsident og folkekongres, hvilket resulterede i en udtalt manglende evne til at træffe politiske beslutninger. Reelt blev en del af den politiske magt i denne periode forlagt fra det handlingslammede centralstyre i Moskva til de bedre fungerende lokale styrende organer. Blandt andet dette har præsident Yeltsin søgt at imødegå med begrænset resultat gennem udstedelse af foreløbig omkring 1.600 dekreter. Forsøget på at gennemføre en hurtig omstilling til markedsøkonomi fik nærmest karakter af en chokterapi. Det medførte, at reformtilhængerne delte sig i to grupper. Den ene gruppe ville fortsat søge at overstå den ubehagelige omstillingsproces hurtigst muligt. Den anden gruppe ville gennemføre omstillingen i et moderat tempo.
19. Folkeafstemningen i december 93. Efter opløsningen af Folkekongressen i oktober 1993 synes udviklingen i Rusland at afvente resultatet af folkeafstemningen i december. Det væsentligste, der er sket i denne periode, er udarbejdelsen af et forslag til forfatning samt opstilhng af ialt 13 partier til valget (19). Forfatningsforslaget fastlægger den måde, parlamentet skal sammensættes samt dets beføjelser. Ved valget skal der både stemmes om forfatningsforslaget og vælges repræsentanter til parlamentets to kamre. De 178 repræsentanter til det øverste af de to kamre, Føderationsrådet, vælges med to repræsentanter for hver af de 89 administrative områder, der indgår i føderationen. Disse repræsentanter opstilles som enkeltkandidater. Til Statsdumaen, andenkammeret, vælges ialt 450 repræsentanter. De 225 deputerede vælges blandt enkeltopstillede kandidater i de administrative områder. De resterende 225 deputerede vælges på partilister, som omfatter hele Rusland. Præsidenten skal godkende statsministeren, som selv skal udpege sin regering. Regeringen skal godkendes af Statsdumaen. Den nye forfatning fastlægger ikke nogen begrænsninger for præsidentens muhghed for at udstede dekreter. Disse dekreter, som er gældende for hele Rusland, kan i realiteten udstedes uden hensyn til parlamentet. PoccHHCKoe flBHaceHHe fleMOKpaxH^ecKHx Pe(J)opM (Ruslands Demokratiske Reformbevægelse) er et mindre reformparti med et klart markedsøkonomisk orienteret politisk mål. Det ledes af St. Petersborgs borgmester Anotoliy Sobchak. Det vurderes at kunne blive et af de partier, som en reformvenlig regering må støtte sig til for at opnå flertal i det nye parlament. 20. Vurdering af den politiske faktor. Centralt for udviklingen i denne republik er bestræbelserne på at udvikle en national, russisk stat og samle denne stat under en central magt. St. Petersborg, hvis etniske sammensætning er næsten udelukkende russisk, vurderes naturhgt at indgå i en sådan stat. Den hidtidige administrative opdeling vurderes at give mindre gode betingelser for en samlet, politisk styring af udviklingen i St. Petersborg og det opland, som oblasten naturligt udgør. Det vurderes derfor, at de væsentligste lokale politiske bestræbelser i den nærmeste tid vil dreje sig om at få yderligere politiske, administrative og økonomiske beføjelser. Forslaget til en ny national forfatning skaber en demokratisk ramme for fortsat udvikling. Den indsigelsesret, som forfatningen tillægger præsidenten overfor statsministeren og Statsdumaen overfor regeringen, vurderes i høj grad at kunne føre til konflikter mellem parlamentet, regeringen og præsidenten. Det kan på ingen måde garanteres, at de deputerede vil udvise nogen større grad af partipolitisk loyalitet. Derfor vurderes det, at forfatningen med sine indbyggede modsætninger i sig selv ikke er en garanti for, at demokratiet i Rusland vil komme til at fungere. Det vil være naivt at tro, at folkeafstemningen i december vil afklare alle politiske forhold. En styrkelse af de kræfter, som søger at skabe en større grad af demokrati, synes at være en forudsætning for at kunne løse de enorme økonomiske problemer, som 70 års kommunistisk diktatur har skabt. St. Petersborgs borgmesters rolle i den nationale valgkamp må vurderes at styrke det lokale styre.
Den sociologiske faktor
21. Levestandard og sundhed. Den økonomiske krise, som har hersket i Rusland i de seneste halvandet år, har ramt næsten alle samfundsfunktioner. Resultatet af dette kan nu direkte aflæses af den demografiske statistik. Fødselstallet er faldet med 15 % i St. Petersborg og med 33 % i oblasten. Dødeligheden er generelt steget med 34 %. Dødeligheden som følge af infektions- og smitsomme sygdomme er steget med 190 %, bømedødeligheden med 180 %. Købekraften er faldet voldsomt, idet prisstigninger langt overgår lønstigninger. Forbruget af kød, fisk og mælk er faldet med 20 %. Disse produkter er i husholdningerne erstattet afbrød og kartofler, hvis omsætning er øget tilsvarende. En gennemsnitsfamilie brugte i august 93 78 % af husstandsindkomsten på fødevarer. Der er tale om en alvoriig situation, uden at denne endnu har udviklet sig til egentlig hungersnød.
22. Administration og korruption. En stor del af den offenüige administration eksisterer fortsat som under sovjetstyret. Det offentlige bureaukrati er ikke blevet reduceret. Der er i dag ansat flere personer i den offentlige administration end under sovjetstyret. Det vurderes, at organisation og uddannelse indenfor den offentlige administration ikke er særlig velegnet til at støtte den igangværende omstillingsproces. Politi og andre myndigheder vurderes ikke at være i stand til at bremse den eksplosive stigning i navnlig økonomisk kriminalitet. Denne form for kriminalitet har med de drastiske nedskæringer i levestandarden haft gode vækstbetingelser. Det erkendes fra flere sider i dag, at organiseret kriminalitet i stil med den italienske mafia har vundet betydelig indflydelse på den økonomiske udvikling i St. Petersborg. Omfanget af denne indflydelse er naturligvis vanskeligt at bedømme. Kriminaliteten forarger store dele af befolkningen, som blot behøver at huske få år tilbage for at finde en periode, hvor økonomisk kriminalitet kunne medføre dødsstraf.
23. Vurdering af den sociologiske faktor. Det væsentligste problem vurderes at være den katastrofale forringelse af levestandarden. Denne forringelse medfører, at det er vanskeligt for befolkningen at se, at den nuværende situation er bedre end situationen under sovjetstyret. Heraf følger en faldende interesse for den politiske udvikling og tiltro til politikernes evne til at forbedre situationen.
Den militære faktor
24. Styrke, organisation og opbygning. Ved en beskrivelse af den militære faktor er det nødvendigt at tage udgangspunkt i den militære organisation, som området indgår i. Hele Leningrad Oblast indgår i Leningrad Militærdistrikt. Militærdistriktet er væsentlig større end oblasten. Det omfatter de områder, der ligger nord og syd for oblasten således, at Murmansk Oblast - og dermed Kola-halvøen - indgår i Leningrad militærdistrikt. Distriktets grænser blev fastlagt kort efter 2. Verdenskrig. Distriktet var dengang et muligt samlingsområde for strategiske reserver til støtte for de europæiske fronter. Det var gældende helt frem til undertegnelsen af CFE-aftalen i november 1990 (20). Sammenbruddet af Warszawa-pagten og tilbagetrækningen fra Østeuropa medførte en ændring af distriktets situation. Distriktet blev et grænseområde med umiddelbar kontakt til flere andre suveræne stater. Dette medførte to forhold. For det første er distriktets grænser under ændring og justering i forbindelse med en generel modernisering af militærdistriktemes organisation. Størrelsen af de mulige ændringer er endnu ikke kendt. For det andet har Rusland søgt at få ændret CFE-traktatens begrænsninger for området. Dette er blevet kategorisk afvist af NATO.
25. Enheder, materiel og uddannelse. De vigtigste enheder i Leningrad Militærdistrikt er generelt organiseret med det normalt forekommende russiske materiel. Øvelsesaktiviteten har i de senere år haft et meget beskedent omfang. Dette gælder i særiig grad for Baltiske Flåde, som efter at have trukket sig tilbage fra baseområder i Østersøen kun har holdt en mindre del af den samlede styrke sejlende. Nordflåden har optrådt betydelig mere aktivt. Værnepligten er normalt 18 måneder, dog to år for sejlende personel. Umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud var der mange værnepligtige, der ikke mødte til tjeneste. Dette problem synes nu at være løst efter justeringer i forsvarslovgivningen. Til gengæld har det kun været muligt at få ansat en meget lille del af det frivilhge personel, som forsvarsloven fastsætter. Årsagen til dette synes at være, at det ikke er muligt at tilbyde rimelige boligforhold i forbindelse med tjenesten. En del tidligere officerspersonel har bosat sig i Leningrad Oblast. I den forbindelse har Danmark indledt et forsøgsprojekt med det formål at skabe en samlet bebyggelse, hvor ca. 500 tidligere officersfamilier vil kunne bo og emære sig ved landbrug.
26. Vurdering af den militære faktor. Distriktets geografiske udstrækning og ændringerne i situationen betyder tre ting. For det første får distriktet en ny militær rolle som forreste linie i forsvaret af Rusland. For det andet vil distriktet i fremtiden have sin vigtigste funktion som baseområde for Nordflåden og for Baltiske flåde. For det tredje vil der kun være begrænsede hærstyrker til rådighed i området, såfremt CFE-aftalens loft overholdes. Begrænsningerne i CFE-traktaten vurderes at tillade opstilling af indtil en reduceret armé. St. Petersborg vil som den største og vigtigste by også i et kommende militærdistrikt være det naturlige center for føring af distriktets hærenheder og center for den militære uddannelse navnhg ved Flådens skoler. Ud fra en overordnet sikkerhedspolitisk betragtning vil Rusland fortsat opfatte militærdistriktet som et mindre truet område. Hærstyrker vurderes først og fremmest at få til opgave at kunne indlede et eventuelt forsvar af Rusland i dette område. I relation til det øvrige militærdistrikt vil det landmilitære forsvar af St. Petersborg have en højere prioritet. For flådens vedkommende vil Nordflåden have den højeste prioritet. Efter at have ydet støtte til præsident Yeltsin under opgøret med Folkekongressen må militæret idag opfattes som en aktiv faktor i demokratiseringsprocessen.
Afsluttende vurdering
27. Sammenhængende problemer. Det voldsonmie fald i den almindelige levestandard og de næsten uoverskueligt forværrede sociale forhold udgør i efteråret 1993 et meget alvorligt problem i St. Petersborg. Problemet har en helt central betydning, fordi udviklingen på dette område kan have en afgørende betydning for udviklingen af de andre beskrevne faktorer. Det tydeligste udslag af dette fald er den udbredte manglende evne til at kunne betale for fødevarer af en rimelig standard. Uanset hvad årsagerne til faldet i levestandarden er, forekommer det nødvendigt, at dette fald bremses. Det må ske på en måde, som er mærkbar for en større del af befolkningen. Lykkes dette ikke, kan det medføre, at en stadig større del af befolkningen vil have vanskeligt ved at acceptere den måde, som omstillingsprocessen gennemføres på. Dette kan føre til en stigende ligegyldighed overfor politikere og en faldende interesse for den igangværende demokratiseringsproces. Levestandarden og købekraften er tæt forbundet med industriens situation. Omstillingsprocesen har medført en faldende industriproduktion. Det er som følge af denne proces, at der er sket en stigning i ledigheden, som må vurderes som meget voldsom. Processen har påvirket både udbud og købekraft. Det er imidlertid vigtigt at erindre sig, at en række af de nævnte negative følgevirkninger må anses for at være en nødvendig konsekvens af omstillingsprocessen. Det er de, fordi man har valgt at gennemføre overgangen til markedsøkonomi i et hurtigt tempo. Derfor kan man ikke entydigt sige, at disse negative følgevirkninger er et udtryk for, at den generelle udvikling i samfundet er ude af kontrol. De negative følgevirkninger kan principielt også være et udtryk for, at omstilhngsprocessen allerede er godt i gang. Der er forhold, der indikerer, at det sidstnævnte er tilfældet. Der er allerede gennemført nogen privatisering, og en del privatejede firmaer klarer sig godt. Der er sket en udvikling indenfor den financielle sektor, omend denne sektor ikke kan beskrives som velfungerende. Ydermere findes der et grundlag at arbejde videre på i St. Petersborg og Leningrad Oblast. Væsenthge dele af industrien har et højt teknologisk niveau. Den arbejdsstyrke, som findes i området, er generelt veluddannet og kan under de rette betingelser fremstille udmærkede produkter. Områdets infrastruktur er i en tilstrækkelig god stand til at kunne fungere under en fortsat omstillings- og moderniseringsproces. Tilstedeværelsen af gode energiressourcer giver en vis garanti for, at samfundet ikke bryder sammen. Offentlig transport, varme og elektricitet vil fortsat fungere. Alt dette vurderes at være afgørende for områdets fremtid. Der er fremfor alt - og navnlig fra lokalstyrets side - vist en poHtisk vilje til at gennemføre den økonomiske omstillingsproces, hvor ondt den end måtte gøre. Der er til gengæld navnlig fra centralstyrets side ikke udvist den fornødne politiske handlekraft. Her tænkes først og fremmest på det lovgivende arbejde, som skulle danne grundlag for at gøre overgangsfasen til markedsøkonomi så kort som mulig. Det lovgivende arbejde skulle tilhge tjene til at gøre retningslinierne for denne overgang klare. Et nyt parlament og forfatning vil ikke kunne garantere, at det nødvendige lovgivende arbejde bhver udført. Det lovgivende arbejde, som allerede er udført, synes generelt at være bagud i forhold til den udvikling, som har fundet sted. Det er denne problematik, der er kernen i den konstaterede interessekonflikt mellem St. Petersborg lokalstyre og centralstyret i Moskva. Kampen mellem lokal- og centralstyre om den politiske magt er derfor ikke et udtryk for en begyndende opløsningstendens i Rusland. St. Petersborg og Leningrad Oblast kan af historiske, kulturelle og etniske årsager betragtes som et kerneområde i Rusland. Magtkampen er et spørgsmål om, hvem der skal træffe de nødvendige politiske beslutninger, styre den fortsatte udvikling og kunne bestemme over økonomien. De sidste to års politiske udvikling i Rusland har styrket lokalstyrets position. Erfaringerne fra den kommunistiske periode viser, at central planlægning ikke har kunnet garantere en hensigtsmæssig udvikling. Derfor er det rimeligt at antage, at lokalstyret vil få en fortsat større indflydelse på udviklingen i St. Petersborg og Leningrad Oblast. Under alle omstændigheder må der i fremtiden tages større hensyn til befolkningens vilkår. Der må vises politisk evne til at styre udviklingen. Sker dette ikke, vil konsekvenserne være umulige at forudsige.
Bemærkninger
Det statistiske grundlag. Den største del af det tilgængelige statistiske grundlag er opgjort enten for hele den tidligere Sovjetunion eller - for det nyere materiales vedkommende - for hele Rusland. Det senest tilgængelige statistiske materiale, der belyser økonomi, og som er specielt opgjort for Leningrad Oblast, er fra perioden 86 - 90. Dette anses imidlertid for at være tilstrækkehgt til at beskrive dele af den nuværende situation samt til at danne grundlag for en vurdering af den mulige udvikling. Den officielle statistik må imidlertid anvendes med det forbehold, at den ikke i alle tilfælde er opgjort efter de samme metoder, som anvendes i Vesten. Derfor er tal og resultater ikke umiddelbart sammenlignelige med tilsvarende vestUge tal. Den officielle statistik har med overvejende sandsynlighed været underlagt kontrol, og må derfor vurderes med forbehold. På grund af den høje inflation er det fundet uhensigtsmæssigt at søge at beskrive forhold omkring produktion m.v. ved at angive størrelsen i rubler.
Transskription. Russiske navne og begreber er anført på russisk og derefter i parantes enten oversat eller transskriberet. Der er ved transskription anvendt NATO-transskription. Undtaget herfra er ord, som findes og anvendes på dansk, først og fremmest kendte bynavne, navne på floder samt enkelte begreber.
Noter
1. En oblast beskrives som en del af et større territorie eller stat, som på grund af særlige karakteristika (særiige betingelser, historiske, etniske eller økonomiske) udgør en enhed. (Bojibinaa CoBexcKaa ØHDinKJionefløa. 3.H3ji;aHHe .MocKsa 1974. (Den Store Sovjetiske Encyklopædi, 3. udgave. Moskva 1974.))
2. Den Russiske Føderation. Dannedes i foråret 1992 som efterfølger til Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik og omfatter det samme territorium som denne. Landet har en udstrækning på 17.075.400 km Det er en multietnisk føderation omfattende omkring 100 forskellige befolkningsgrupper. Befolkningen er på 147,4 millioner, hvortil kommer ca. 25 millioner, som er bosiddende udenfor Rusland. Efter valget den 11-12 december 1993 forventes det, at det centrale styre i Rusland vil omfatte et lovgivende parlament med to kamre (Føderationsrådet og Statsdumaen), mens den udøvende magt vil ligge hos præsidenten og den af ham godkendte regering. Rusland er opdelt i 89 administrative områder, heraf 21 republikker og 68 regioner (oblaster, okruger, krayer samt byeme Moskva og St. Petersborg). Hver region har et parlament, amts- eller byråd, som benævnes sovjet. Dette er et administrativt organ, der er folkevalgt i den kommunistiske periode, og som forvalter en større eller mindre grad af selvstyre. Republikkerne har præsidenter, som i de fleste tilfælde er udpeget af sovjetterne. De 44 oblaster ledes af en guvernør (amtsborgmester), der indtil valget i december 93 i de fleste tilfælde er udpeget af Ruslands præsident B. Yeltsin
3. Den 25,4 kilometer lange dæmning kommer til at virke som et værn mod oversvømmelser i St. Petersborg. Normalt vil vandet kunne passere frit gennem 64 store sluser. Ved truende højvande er det meningen, at disse sluser lukkes i løbet af kort tid. På dæmningen anlægges tillige en sekssporet omfartsvej, der kommer til at passere over Den finske Bugt ca. seks km vest for byen.
4. HapoffiHoe X o sh h c tb o JIeHHHrpaji;a 1987. (Leningrad 1987.)
5. HapofflHoe X o sh h c tb o JleHHHrpaja h JleHHHrpaflCKOH 0 6 jia c T H b 11 . IlHTHJieTKe. (Leningrad 1 9 8 6 ).
6. Ved Lenins præsentation af FOSJIPO (GOELRO-plan, plan for elektrificering af Sovjetunionen) fremhævede han betydningen af el-kraft ved at sige:"- Kommunisme - det er sovjetmagt og elektrificering af hele landet". I den sovjetiske periode udviklede Leningrad sig til landets ubestridte centrum for projektering af kraftværker, fremstilling af maskiner til produktion af elektricitet og kemekraftsteknologi.
7. Skiferolie importeres fra Estland.
8. Dette atomkraftværk kom som det første af sin type i Sovjetunionen til at være prototype for en lang række andre værker. Fælles for dem er, at de anvender vandkølede, grafitmodificerede reaktorer på 1.000 MW. Det var en reaktortype som den, der havarerede på atomkraftværket i HepHoöbiJi (Tjernobyl). De fleste af disse reaktorer samt andre reaktortyper er ligesom de tilhørende turbiner fremstillet i St. Petersborg på H^EcépcKWH 3aB0^ (Izyorskiy Zavod). Denne fabrik har over 30.000 ansatte.
9. De centrale industriministerier bestemte gennem den største del af sovjetperioden næsten enevældigt, hvor de forskellige fabrikker og industrier skulle placeres i Sovjetunionen. Dette betød, at det generelt var meget vanskehgt for lokale myndigheder at påvirke planlægningen således at industrien inden for eget område fik en sammenhængende og afbalanceret struktur. Produktion i et område kunne være fuldstændig afhængig af produktion eller afsætningsmuligheder og - priser i en helt anden del af Unionen. Ved Unionens sammenbrud stod en række virksomheder i den situation, at de enten ikke kunne få leveret eller afsat varer.
10. Her anvendes en særlig proces, hvor aluminium udvindes af natriumaluminiumsilikat, der udgør et biprodukt ved apatitudvindingen på Kolahalvøen. Renheden er 99,999 %.
11. En af de største virksomheder indenfor denne branche er K h p o b c k l ih 3 a B o ^ (Kirovfabrikken). Den har mere end 40.000 ansatte og producerer traktorer til landbruget, entreprenørmaskiner og militære bæltekøretøjer.
12. De fem største værfter omkring St. Petersborg er
- Admiralitetsværftet. Dette er det ældste, grundlagt i 1704. Det fremstiller atomdrevne isbrydere, forskningsfartøj er og flydende fabrikker for behandling af fisk.
- Baltiske værft, Zjdanovværftet og Petrovskijværftet. Her fremstilles overvejende større fartøjer for flåden, bl.a. missilkorvetter og en atomkrydser af KIROV-klassen (1986).
- Sudomech, som bygger u-både bl.a. af ALFA-klassen.
Det mindre Dekabristværft fremstiller luftpudefartøjer af AIST-klassen
13. I første halvår af 1993 faldt industriproduktionen som et hele med 21,1 % i forhold til samme periode året før. For forbrugsgoder er der tale om en reduktion på 20,3 %, og for andre industriprodukter 26,6 %. Den lette industri er særlig hårdt ramt med et fald på 30 % siden 1991. På ingen områder indenfor industrien er der konstateret forbedringer i produktion i første halvår af 1993. (Oplyst ved Det danske Generalkonsulat i St. Petersborg.)
14. BecTHHK CxaTHCTHKH 10/93. (Vestnik Statistiki oktober 93).
15. St. Petersborgs videnskabelige fagforening angiver, at 132 ledende forskere i første halvår af 1993 søgte og fik stillinger i udlandet.
16. En professor i jura ved indenrigsministeriets akademi i St. Petersborg har givet anledning til megen debat omkring sammenhængen mellem markedsøkonomi og kriminalitet. Han har i juni måned offenthgt hævdet, at de to vigtigste kapitalkilder i forbindelse med etablering af den frie markedsøkonomi har været den økonomiske kriminalitets bagmænd og tidligere partifunktionærer med adgang til skjulte partimidler.
17. Moskva og St. Petersborg har efter det nye forfatningsforslag status som ropoji;a OeflepajibH oro SH a^enna (Byer med betydning for Føderationen). Denne status giver de to byer en langt større grad af selvstændighed, end hvad der var gældende under den sovjetiske forfatning. De har imidlertid fortsat en mindre grad af selvbestemmelse end republikkerne i Føderationen.
18. Sobchak, Anatoliy Aleksandrovich. Formand for St. Petersborg byråd (borgmester). Folkedeputeret/USSR, valgt i en territorial valgkreds i det daværende Leningrad, medlem af USSR's Øverste sovjets Udvalg for lovgivning, retssikkerhed og retsorden. Medlem af Yeltsins Øverste konsultative og koordinerende råd. Født 1937 i Tjita i Sibirien. Russer. Arbejdede efter uddannelse på Leningrads Universitet som sagfører i Stavropol-området, i den periode, hvor Gorbachev var SUKP's 1. sekretær i samme område. Det må derfor antages, at de to kender hinanden, selvom ingen af dem har nævnt noget herom. Dr. jur. i 1982 og herefter professor ved Leningrad Universitet. Blev først medlem af SUKP i 1988. I juli 90 meldte han sig ud af SUKP og bidrog dermed i Ughed med B. Yeltsin og Moskvas borgmester G. Popov til at cementere en tradition for, at ledende folkevalgte politikere ikke engagerer sig i partipolitik. I september 90 formulerede A. Sobchak de væsentligste problemer for Leningrad således: Det er nødvendigt at reformere sovjetterne. Den lovgivende magt, som vi har arvet fra et system med central administration, fungerer ikke. Det er nødvendigt med en fundamental reform. Etableringen af en fri økonomisk zone i vores område, som skal eksistere med egne love og en tilpasset administrativ struktur, vil være af den største betydning for styrkelse den udøvende magt. Bestræbelserne på at skabe en fri økonomisk zone og dermed frigøre sig af centralstyrets økonomisk planlægning har siden været centralt for A. Sobchak og kilde til de fleste uoverensstemmelser mellem St. Petersborg bystyre og centralstyret.
19. Af de opstillende partier vurderes Bbi6op P o cc h h (Ruslands Valg) at blive det største ved det kommende valg. Det er et reformparti, som i sin politik er meget loyal overfor præsident Yeltsin. Det næststørste parti vurderes at blive B jio k ^ b jih h ck h h - BojijiibipeB - JlyKHH (Yavlinskiy-blokken). Dette er også et markedsøkonomisk orienteret reformparti. Det er i sin politik ikke enig med Yeltsin-tilhængeme om den måde, som reformerne skal gennemføres på. Partiet ønsker et langsommere tempo i reformerne og en gradvis aftrapning af statsstøtten. Det må forventes, at modstandere af reformprocessen med en række gammelkommunister i spidsen vil udgøre et mindretal i det nye parlament. De vil dog nok komme til at få så mange pladser, at de fortsat vil have politisk indflydelse.
20. Ved undertegnelse af CFE-aftalen kom Leningrad Mihtærdistrikt sammen med f. eks. Nordkaukasiske Militærdistrikt og Transkaukasiske Militærdistrikt til at indgå i den såkaldte Flankezone. I denne zone indgik generelt de områder, der umiddelbart kunne vurderes at stå overfor den mindste trussel. Traktaten tillader derfor i denne zone den mindste koncentration af traktatbegrænset materiel. Henset til distriktets tilbagetrukne beliggenhed forekom denne placering rimelig. For hele Leningrad Militærdistrikt sætter Traktaten følgende begrænsninger for det vigtigste materiel:
- Kampvogne: 600 stk
- Artilleripiecer: 400 stk
- Pansrede Mandskabsvogne: 800 stk.
De militære styrker i Leningrad Militærdistrikt
Hovedkvarter: St. Petersborg
Chef: Generalløjtnant Cepren II. CejiecHCB (Sergej P. Selesnyev.)
Hærstyrker:
Et Armehovedkvarter.
To Korpshovedkvarterer.
Seks Motoriserede Infanteridivisioner.
(Heraf vurderes de to at være de såkaldte maskingeværartilleridivisioner. Dette er udpræget lokalforsvarsenheder, der kæmper i tilslutning til etablerede fæstningsanlæg).
En Luftbåren Division (Pskov).
En Luftbåren Brigade (Spetsnaz).
Flystyrker:
En Luftarme.
To Bomberegimenter.
Ni Luftforsvarsregimenter.
Flåde:
Baltiske flåde
Hovedkvarter: Kronstadt.
14 Undervandsbåde.
En Krydser.
To Destroyere.
24 Frigatter
Ca. 200 mindre overfladefartøjer.
Nordflåde
Hovedkvarter: Severomorsk
32 Strategiske undervandsbåde
78 Taktiske undervandsbåde
To Hangarskibe
Ni Krydsere.
Otte Destroyere.
37 Frigatter.
Ca. 100 mindre overfladefartøjer, herunder nogle amphibiefartøjer.
(Kilde: Military Balance 1992/93)
Bibliografi og kilder
Primære kilder:
Lars Poulsen-Hansen: Politiske partier og bevægelser i Sovjetunionen, SNU 1991. Military Balance 1993/94. Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung, Berlin, Wochenbericht nr 42/93 og nr 17/93, artikler: ”Die Wirtschaftliche Lage Russlands”. H apoM H oe X osM ctbo JleHHHrpaffa h JleHHErpa^CKOÉ O Ö Jiacm b 11. ÜMTHJieTKe. (Leningrad 1986). H a p o ffH o e X o s M c t b o JIeHHHrpa;i:a 1987. (Leningrad 1987.) Interview med Generalkonsul M.S. Jensen, St. Petersborg 01 DEC 93. Interview med Vibeke Sperling, Danmarks Radio, Moskva 02 DEC 93. Interview med Lars Poulsen-Hansen, Regeringens sikkerheds- og nedrustningspolititske udvalg 03 DEC 93. Diverse artikler i Jyllandsposten, Information og Week-end Avisen fra efterårt 1993. The Soviet Union, 1980 to 1991. Survey of the Final Years. Statistiches Bundesamt, Wiesbaden BRD. 1993. The USSR Today 1991 og -1992. The Economist Intelligence Unit. Udgivet i London i 1992 hhv. 1993. CFE-TRAKTATEN. Den Engelske Tekst. SNU 1990. SKOHOMH^ecKä^reorpa(i)H^ CCCP, qacxb 2., MocKBa 1989. RFE/RL Research Report 46/93, Russia's New Military Doctrine og Yeltsin's Land Decree. RFE/RL Research Report 42/93, Russia: Can Democracy be Imposed ? og The army: Yeltsin's Reluctant Ally.
Øvrige kilder:
Strategic Survey 1992/93, IISS, London 1993. The Statesman's Year-Book 93/94. London 1993. Interviews med sagsbehandlere ved Forsvaret Efterretningstjeneste. Umweltprobleme in den Nachfolgestaaten der UdSSR. Bundesinstitut für ostwissenschaftliche und internationale Studien. Köln, april 1993. Interview med Jan Jakob Floryan, Danmarks Radio, 06 DEC 93. løvrigt støtte fra lektor E. A. Gram, Hærens Specialskole.
