Log ind

Krigen til søs 1939 – 45, del 1 1939 – 40 Pandoras æske

#

Titel: Krigen til søs 1939 – 45, del 1 1939 – 40 Pandoras æske

Forfatter: Niels Holland.

Forlag: Udgivet af Trykværket den 1. december 2024. Illustreret med relevante fotos og kort. 752 sider.

Pris: 399,95.

Anmelder: Poul Grooss

Vurdering: 4 ud af 5 stjerner.

Bogen udgør det første bind af en hel serie om krigen til søs fra 1939 til 1945. Resten af krigen vil blive dækket af de kommende tre eller fire bind. Forfatteren forventer, at der vil gå to til tre år mellem udgivelserne. Han er uddannet skibsfører fra Marstal Navigationsskole og ansat som studielektor på Center for Maritime Operationer på Forsvarsakademiet.

Der er tale om en aldeles fremragende bog om søkrigen under Den Anden Verdenskrig. Inden forfatteren går i gang med beskrivelsen af krigshandlingerne, giver han en solid baggrund for mellemkrigstiden og ikke mindst for de flådeforhandlinger, som var afgørende for de større landes dispositioner frem til krigens start. Han redegør også for den tekniske udvikling.

Fordelen ved denne bog er, at den ikke er skrevet af en historiker, men af en sømand med stor historisk indsigt. Sproget er ligetil – og måske ind imellem en anelse for friskt. Forfatteren kan med få ord og på et letfatteligt sprog forklare problemer med vedligeholdelse af maskineri, brændstofforbrug, vind og vejr og meget andet, som en historiker måske ville have svært ved at sætte ord på. Beretningen vidner om et omfattende kildemateriale, hvilket også fremgår af litteraturlisten.

Detaljeringsgraden er høj, og læseren får utrolig mange informationer, som er vigtige for forståelsen af begivenhederne. Beretningen er stort set kronologisk opbygget, og der er en udmærket indholdsfortegnelse. Bogen kan derfor også bruges som opslagsværk. En lang række af bogens søkrigsoperationer vil nok være ukendte for mange læsere. Der er detaljerede beskrivelser af blandt andet søkrigen i Nordsøen, erobringen af Danmark og Norge den 9. april 1940, den tyske torpedokrise, handelskrigen med de store ”lommeslagskibe” på verdenshavene og hele krigen i Middelhavsområdet. Der er en hel del stof om brugen af de tyske ”hjælpekrydsere”, som var ombyggede handelsskibe. De indgik i ”Kriegsmarine,” ofte med en besætning på 300 mand, og de kunne være udstyret med 150 mm artilleri, søminer, torpedoer og vandfly. Nogle af dem holdt sig til søs i to år på trods af Royal Navy’s intensive jagt på dem.

Bogen er desværre skæmmet en smule af mangel på korrekturlæsning. Der er meget stor variation i stavningen af stednavne, personnavne og skibsnavne, men når det er sagt, så er der tale om et vigtigt bidrag til forståelsen af krigshandlingerne til søs i 1939-1940, og læserne kan glæde sig til udgivelsen af næste bind, hvor der forhåbentlig vil være sat kræfter af til korrekturlæsning.

Poul Grooss, kommandør (pensioneret)