Kosakvæsnet, hvis Oprindelse navnlig maa søges i en for Kusserne ejendommelig Vandrelyst og Associationsdrift, har haft en mægtig Indflydelse paa Ruslands Historie. Thi det er Kosakkerne, der, ganske vist for en stor Del i Regeringens Haand, have ført Ruslands Grændser frem mod Syd og mod øst. Af forskjellige Aarsager, som vi senere nærmere skulle gjøre Rede for, opstode Kosakkerne først ved Dnjepr og derefter ved Don, og idet deres Antal hurtig voxede, blev det deres Lod at føre den russiske Nation og det russiske Sprog frem til Volga, Ural, Kaukasus, Sibirien og endelig til Amurfloden. Det vil derfor formentlig ikke være uden Interesse at følge en kort Fremstilling af deres historiske Udvikling samt en Undersøgelse af, hvilken militær Retydning de, som en Del af Ruslands Stridsmagt, have haft og endnu have for dette Rige.
Kosakkernes Sam og Oprindelse.
Det vides ikke med Bestemthed, hvorfra Navnet Ko sak eller, som det paa Russisk hedder, "Kasak" stammer. Kejser Konstantin Vil Porphyrogenetos omtaler et heniinod Aar 1000 mellem Kaukasus og det sorte Hav liggende Hige »Kasachia», og russiske Krøniker berette om, hvor lunde IMstislavv, en Søn afWladimir den Store, overvinder en fra Kabardiet udvandret tscherkessisk Folkestamme «Kosaghi»; men hverken disse Navne eller det gamle orientalske Navn «Kasak», der skal betyde Høver eller Fribytter og for saa vidt godt nok kunde passe til Ko sakkerne, synes at staa i nogen historisk Forbindelse med de langt senere ved Dnjepr og Don optrædende Kosakker. Ligesaa dunkelt som Navnet «Kasak» er i etymologisk Henseende, ligesaa vanskeligt er det at paa vise et bestemt Tidspunkt for Kosaksamfundenes første Tilbliven.
Den russiske Historiker Sabjelin har gjort den træffende Bemærkning, at Folkestammerne ved det Sorte Hav fra Dnjestr til Don og i Særdeleshed ved Dnjeprs Mundinger fra den graa Oldtid have ført et Liv, som levende minder om de senere Kosakdruschina'ers, idet de ligesom disse levede af Fribytteri, Jagt og Fiskeri og foretoge æventyrlige Togter, der strakte sig ud over det Sorte Hav. De Kosaksamfund, der dukke op i Slutningen af det fjortende Aarhundrede, dannedes af Mennesker af energisk Natur, der for at tilfredsstille deres Lyst til Frihed og Selvstyre eller for at undgaa de herskende Klassers Tryk, eller endelig fordi de havde begaaet en eller anden Forbrydelse, flygtede ud i den Udørken, som strakte sig mellem Svdgrændsen af de slaviske og Nord- grændsen af de tartariske Besiddelser, fra Donau og i østlig Retning henimod Urål, og som dengang gik under Navnet «Polje«, et noget ubestemt liegreb, der i de sla viske Sprog betegner en stor, vid Flade eller Mark. I disse mennesketomme, tildels skovløse Stepper, der vare gjennemskaarne af dybe Slugter (ovrågi), og i hvilke der fandtes talrige Kæmpehøje (Kurgani), der strakte sig fra Øst mod Vest og betegnede den Vej, de store Folke vandringer vare gaaede, kunde Kosakkerne rigtig tumle sig. I Slugterne bevægede de sig frem, skjulte og dæk kede, og ved Hjælp af Kjæmpehøjene kunde de bolde Udkig og orientere sig. Fælles Møjsommeligheder og Farer, Kampen mod den vilde Natur samt l'ørst efter Bytte knyttede dem efterhaanden sammen til kasteagtige Samfund, der i den russiske Middelalders urolige Tider fik saa stærk en Tilvæxt, at de derved voxede op til hele Hære.
I. Kosakvæsnets historiske Udvikling.
Det maatte jo være magtpaaliggende for de Stater, der havde saa farlige Naboer som Kosakkerne, at vinde disse for sig, og dette søgte man da at opnaa ved at give dem visse Rettigheder og Privilegier. Dette Forhold træffer man saaledes i Polen-Uithauen, hvor der allerede i det 14de Aarhundrede fandtes bosat lillerussiske Ko sakker, der, idet deres Stand nedarvedes paa Børnene, dannede en fuldstændig Krigerkaste. Disse Kosakker, der i flere Henseender vare stillede lige med den lavere polske Adel, Schlachtwaen, udgjorde en væsentlig Del af den polske Stridsmagt og vare i det lode Aarhundrede formerede i 10 Regimenter, hvert paa 2000 Md. De bleve af Stephan Bathory henlagte til Polens sydøstlige Grændse, Ukrajne, der dannede en Del afPoljens Nord- grændse, og fik derfra Navnet de ukrajnske Kosakker.
Der existerede altsaa foruden de Kosakker, der under Selvstyre levede et frit Liv ude i Poljen, allerede tidlig Kosakker af lillerussisk Herkomst, der vare underlagte Polens Herredømme.
De fri Kosakker Syd for Ukrajne bestode ligeledes væsentlig af Lillerussere henhørende til den græsk-katholske Konfession; deres Hovedtilgang fik de fra de Græsk- Katholske, der flygtede fra Polen-Lithauen for at unddrage sig den herskende romersk-katholske Kirkes Forfølgelse. Tilgangen var dog ikke jevn, men særlig stærk i enkelte Aar, saaledes i 1340, da Polen erobrede Galizien. Et udmærket Tilflugtssted for de Flygtende var Egnen nedenfor Dnjepr Vandfaldene, hvor der fandtes store skovrige Sumpe med en Rigdom af Fisk og Vildt. Fra dette Tilflugtssted kunde de tillige ligesom Normannerne, med hvem de havde mange Træk tilfælles, i deres Smaahaade drage ud paa Æventyr og Røvertogter. De kaldte sig selv Saporoger, og da deres Sæder og Skikke ret bære Præget af det fri og ubundne Kosakliv samt i Hovedsagen gjenflndes hos de andre Kosakstammer, skulle vi her gaa noget nøjere ind paa deres Organisation og Levemaade, der have været underkastede grundige Undersøgelser fra flere russiske Historikeres Side.
I Saporogernes Ssjetsch, saaledes kaldtes deres Centralsamlingssted, kunde Enhver, der ønskede at slutte sig til Kosakkernes Samfund, indtræde, ligesom det stod ham frit for at træde ud igjen, naar det saa lystede ham; der fordredes kun, at Vedkommende skulde bekjende sig til den græsk-katholske Religion og leve i ugift Stand; det Sidste vel at mærke kun, saa længe han hørte til Samfundet, thi mange Kosakker levede om Vinteren som gifte i Lillerusland og droge om Sommeren ned til Dnjepr og levede da i Ssjetschen uden deres Familie. Der er enkelte Forfattere, der, navnlig fordi Saporogerne levede som Ugifte, have villet sammenligne dem med de kristne Ridderordner; men da hele deres Samfundsorden hvilede paa et fuldstændig demokratisk Grundlag, er denne Lighed, skjondt Saporogerne selv kalde sig «Rytsars» o: Riddere, kun en helt ydre. Grunden til, at de maatte forpligte sig til saaledes at leve i ugift Stand, var vel den, at de, ligesom de nordiske Jomsvikinger, hørte til en Kriger kaste, i hvilken det gjaldt om at opretholde den' krigeriske Aand, der let kunde gaa til Grunde i Familielivet. Selv hos de lillerussiske Kosakker, der levede med deres Fa milier i Polen-Lithauen, indtog Hustruen en meget under ordnet, ja næsten foragtet Stilling, hvilket klart fremgaar ikke alene af Gogols berømte historiske Roman, Taras Bulba, men ogsaa af de mange lillerussiske Folkeviser eller Duma’er. Saporogernes Ssjetsch laa paa et utilgængeligt Sted ved Dnjepr; senere blev den flyttet hen til Øen Chortiza, der ligger i Dnjepr. Hovedlejren, Kosch’en, stod under Befaling af en Lejrataman, Kosche-woj ataman. Kosch’en inddeltes igjen i 38 Kredse, Kurenj’er, hver bestaaende af nogle store Træskure, og indenfor hver Kurenj levede Kosakkerne i et Antal af indtil 600 Md. i Fællesskab under Kredsatamanen, Kurenny-ataman. Baade Lejratamanen og Kredsatamanen ligesom visse andre overordnede Embedsmænd, saasom Dommeren, wojskowoj sudja, og Skriveren, wojskowoj pisarj, valgtes for eet Aar ad Gangen. Skjøndt Atamanernes Myndighed i mange Tilfælde var uindskrænket, kunde de dog ikke indlade sig paa vigtigere Foretagender, inden der var taget Beslutning derom ved en fælles Raadslagning, i hvilken alle Kosakker eller, som de kaldtes, «Kammerat skabet» deltog. Forøvrigt havde Atamanerne ikke faa Privilegier og Indtægter.
Forbrydelserne, der hyppigst bestod i Drab, Tyveri og visse let forstaaelige Forbrydelser mod Sædeligheden, straffedes med drakonisk Strenghed. Straffen for Drab, Røveri og Tyveri bestod i Hængning eller Spidning og senere undtagelsesvis i Landsforvisning til Sibirien. Retsforhandlingen var mundtlig, og i vigtige Tilfælde foretoges den i hele Koschens Nærværelse.
Til daglig beskjæftigede Enhver i Samfundet sig med, hvad han fandt for godt. Nogle gav sig af med Jagt og Fiskeri, Andre med et eller andet Haandværk, men det var en fuldstændig frivillig Sag, om man overhovedet bestilte Noget, thi man levede jo i Fællesskab af de i Fællesskab erhvervede Bytte. De, der havde Penge, svirede dem gjerne op med dem, der ingen havde. Som man ser, tilfredsstiller denne Kosakrepublik, der allerede existerede i Middelalderen, i flere Henseender de nuvæ rende Socialisters utopiske Drømmebilleder.
Skulde der udsendes krigerske Expedilioner, gik det paa Omgang. Selve Ssjetsch’en blev ikke sikret ved Forposter, men man udsendte langt udgaaende større Patrouiller. Bragte man i Erfaring, at Tartarerne eller en anden Fjende nærmede sig, bekjendtgjordes dette simpelthen ved Affyringen af en Kanon, der stod opstillet paa Alarmpladsen, en aaben Plads midt i Ssjetschen, og der mødte Alle snarest muligt med deres Vaaben for at drage Fjenden imøde. Krigerske Øvelser dreves ikke. For de Yngre betragtedes det første Krigstogt som den fornødne Skole. Søn- og Helligdage anvendtes bl. A. til Indøvelse i Nævekampe. Hver Kurenj deltes i 2 lige Dele, og saa gik det løs.
Saporogernes Klædedragt havde stor Lighed med Tartarernes; den bestod af Skjorte, vide Benklæder og en kort Jakke, over hvilken de om Sommeren bar en vid Overfrakke med Hætte, den' saakaldte svitka, om Vinteren Pels. Hovedbedækningen var en spids Hue, helt af Pelsværk eller med Pelsbræmme. Haaret var afraget paa en enkelt Dusk nær, der laa ned over venstre Øje. Bevæbningen var i Begyndelsen Bue og Pil, Sabel og Dolk; fra det 16de Aarhundrede indførtes lldvaaben.
Som bekjendt retter Taktikken sig væsentlig efter det Terrain, man kæmper i, og den Modstander, man bekæmper. Saporogernes Taktik bærer da ogsaa Præget af, at de hovedsagelig kæmpede paa Steppen og mod Tartarerne. Til Trods for, at de kun havde faa Nødven digheder, maatte de dog, naar de skulde foretage lange Marcher gjennem Steppen, medføre Proviant, hvilket atter nødvendiggjorde, at de medførte et betydeligt Antal smaa og lette Vogne. Disse Vogne kjørté under Marchen i en stor Firkant; saa snart Fjenden viste sig, gjordes der Holdt, og der dannedes en Vognborg, den saakaldte Tabdr. Dækkede af Vognene modtog Saporogerne Fjenden med en Hagl af Kugler eller Pile. Veg.denne, gjordes der Udfald, og man søgte at kaste ham overende; lykkedes dette, og blev der gjort Bytte, bragtes det i Sikkerhed indenfor Vognene, og Bevægelsen fortsattes. Senere hen da Saporogerne fik Kanoner, opstilledes disse i Hjørnerne af Tabor’en. Hele denne Marche- og Slag orden, der jo ingenlunde er opfundet af Saporogerne, frembød en stor Sikkerhed i Kampen mod Rytterfolk. Den blev derfor ogsaa anvendt af Münnich i det 18de Aarhundrede, da han kæmpede mod Tyrkerne.
Som Ryttere optraadte Saporogerne først i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede. Hverken de eller de øvrige Kosakstammer have fra Begyndelsen været Rytter folk; dette blev de først, efter at de vare hleven trængte bort fra Havet og havde faaet en stærk Iblanding af tartariske Elementer.
Derimod foretog Saporogerne meget lange og dristige Togter paa det Sorte Hay, der i det 16de Aarhundrede endnu var et tyrkisk Indhav. For at beskytte Dnjeprs Mundinger mod Saporogerne anlagde Tyrkerne derfor Fæstningerne Otschakoff og Kinburn og afspærrede des foruden Flodens Mundinger med Kjeder; men tiltrods for disse Forholdsregler overfaldt Saporogerne ikke alene Trapezunt, Sinop'e og andre Stæder i Lilleasien, men truede endogsaa flere Gange Konstantinopel.
Om det Tidspunkt, paa hvilket der først har viist sig Kosakker af storrussisk Herkomst i den østlige Del af Rusland, mangler der ligeledes sikre Efterretninger. Sandsynligheden taler imidlertid i høj Grad for, at Kosak samfundene her have dannet sig paa lignende Maade som Syd for Polen og Lithauen. De Misfornøjede flygtede enten til Grændsen eller over denne og ud i Poljen. De Første kom ligesom i Lillerusland til at danne en Slags Grændsetropper; de Sidste vare ganske uafhængige og levede hovedsagelig af Rov og Plyndring. De uafhængige Kosakker havde Plads nok til at udbrede sig, thi det daværende Ruslands sydlige Grændsedistrikler dannedes dengang af Kursk, Orel, Rjåsan og Nishni-Nowgorod, medens Tartarerne vare i Besiddelse af Krim og Kyst strækningerne ved det Asowske og det Sorte Hav. Det mellentliggende Land var Poljen, der ikke stod under Nogens Overherredømme.
Blandt de historiske Begivenheder, der især maatte have Indflydelse paa Kosakvæsnets Udvikling i den østlige Del af Rusland, maa fremhæves Fyrstendømmerne Now- gorods, Pskows og Rjasans Indlemmelse i Storfyrsten dømmet Moskow og den deraf følgende Tilintetgjørelse af Tartarernes Herredømme i Rusland, hvilke Begivenheder fandt Sted fra Slutningen af det 15de til Begyndelsen af det 16de Aarhundrede. Den naturlige Følge af, at Tartarernes Magt brødes, var nemlig den, at Udvan dringen til den sydlige Del af Rusland, der gjennemstrømmes af mægtige Floder, nu laa aaben for Alle, og som Følge heraf fik Kosakhærene en rigelig Tilvæxt.
Der var nu ogsaa i denne.Tidsperiode rig Anledning for den russiske Almue til at flygte ud i Poljen og slutte sig til Kosakkernes fri Samfund, thi under Iwan den Skrækkelige (1533— 84) maatte den betale høje Skatter, afholde Udgifterne til Hæren, der blev forøget fra 150000 til 300000 Md. og lide den forsmædeligste Behandling af Czarens Livvagt, de saakaldte Opritschniki.
Det russiske Folks Liv og Velfærd var under denne Czars Regering fuldstændig prisgivet en Afsindig, hvis Luner endogsaa gik saa vidt, at han 1570 uden nogen somhelst Grund lod myrde ikke mindre end 60000 af Nowgorods Indbyggere. Det er indlysende, at det under saadanne Forhold maatte være fristende at drage til Kosakkerne, der hverken betalte Afgifter eller havde nogen Herre over sig. De donske Kosakker nævnes ifølge Karamsin for første Gang i Ruslands Historie i Anledning af en Fordring, som den daværende tyrkiske Sultan stiller til de nogaiiske Tartarers Chan, om at afholde disse Kosakker fra at angribe den tyrkiske Fæstning Asow, som de idelig foruroligede. Men naar de kunde true Asow, som var en stærk Fæstning, maa deres Styrke have været saa betydelig, at der er Rimelighed for, at de allerede dengang have bestaaet i længre Tid. Der har nok været iblandt dem lillerussiske og endnu mere tartariske Elementer, men med den for Storrusseren ejendommelige Assimilationsevne ere disse fremmede Elementer allerede tidlig gaaede op i den overvejende storrussiske Nationalitet. Det vides ikke, paa hvilket Sted ved Don de først ned satte sig; senere satte Hovedhæren sig fast paa Rasdory, en Ø, der ligger mellem Don og dens Biflod Donez. 1570 stadfæstede Iwan deres Organisation, der i alle Hovedtræk minder om Saporogernes. Fra den Tid træffes de douske Kosakker i de russiske Hære, men de synes dog ikke at have slaaet i noget synderlig stærkt Afhængighedsforhold til Rusland.
De donske Kosakker levede ligesom Saporogerne foruden af Jagt og Fiskeri for en væsentlig Del af Røveri. De nøjedes dog ikke alene med at anfalde Tartarerne, men overfaldt og plyndrede ogsaa russiske Karavaner, hvad enten disse bevægede sig paa Landjorden eller sej lede op ad Volga. For at gjøre en Ende paa disse Rø verier sendte Czar lwan 1577 en betydelig Troppestyrke under Muraschkin ned imod de donske Kosakker, og denne Omstændighed skulde, som det vil vise sig, have de mærkværdigste Følger.
En Del af de donske Kosakker, der drev deres Røveruvæsen paa Volga, flygtede nemlig under deres Fører Jermak havde allerede i længre Tid beskyttet sine Besiddelser mod de sibiriske Tartarers Indfald ved paa egen Haand at anlægge Fæstninger, men da deres egne Kræfter ikke mere slog til, indkaldte de 1579 Jermak, hvem det ogsaa lykkedes at slaa Tartarerne. Jermak forenede derefter de 540 Æventyrere, der vare fulgte med ham, med 300 af Stroganows Krigere, gav sin Skare en taktisk Ind deling og indførte den strengeste Disciplin, som han senere selv under de vanskeligste Omstændigheder forstod at opretholde med Kraft og Energi. Efter at have for synet sig med Bøsser, lette Kanoner, Baade og Proviant brød denne russiske Pizarro, som Karamsin kalder ham, op i 1581. Med sin lille Skare sejlede han op ad Tschusowaja, en Biflod til Kama, og rykkede derfra videre ind i Sibirien, afvexlende til Lands og ad Floderne, vandt paa Grund af sine Ildvaaben lette Sejre over de finske Stammer, han traf paa, og slog i en blodig Kamp Tartarehanen Kutschums Hær ved Irtysch, indtog hans Hovedstad Isker (Ssibir) med Storm og lagde hele den Del af Asien, som ligger mellem Urål og Irtysch, for Czarens Fødder. Og denne modtog Gaven. Vel omkom Jermak et Par Aar efter, men Sibiriens Erobring var begyndt. Kosakkerne og de Tropper, der udsendtes for at hjælpe dem, trængte bestandig videre frem. 1593 grundlagdes Berésow, 1595 Surgut og 1596 Narym ved Ob. Alle de Stæder, som efterhaanden opbyggedes, koloniseredes med Soldater og Kosakker, af hvilke der efterhaanden udviklede sig de sibiriske Stad kosakker, som nu ere udbredte over alle Stæder i Sibirien og i Forbindelse med de Forviste dannede disses oprindelige Befolkning.
En anden Del af de donske Kosakker flygtede efter det Nederlag, som Muraschkin havde bibragt dem 1577, til det Kaspiske Hav, gik derfra opad Jai'k, det daværende Navn for Uralfloden, ødelagde Tartarbyen Saraitschik og byggede 1584 en Stad i Nærheden af det nuværende Uralsk; af denne Stad findes der endnu Ruiner. De anlagde en Række Kolonier, saa godt som alle paa højre Side af Jai'k, fordi denne Flod dannede et naturligt Værn mod de hinsides huserende Nomadestammer. Hvor langt disse Kolonier strakte sig mod Nord, vides ikke, men der fandtes i Slutningen af det 16de Aarhundrede saadanne langs Samarafloden, en Biflod til Volga, der, idet den mod Øst nærmer sig Ural, dannede et Værn mod Nord. Fra disse Kosakker nedstammer den j alk ske Hær, eller som den senere kaldtes, den uralske. Den Del af dem, der nedsatte sig langs Samara, kom til at danne Grund laget for den nuværende orenburgske Hær.
Af lignende Grunde dannede der sig paa samme Tid en anden særegen Kosakhær ved Volga. Nøjere Efterretninger om denne Hær, der synes at være for svundet igjen, haves ikke; den staar i alt Fald ikke i Forbindelse med de Kosakker, der langt senere træffes ved Volga, og som kom til at danne Kjernen til den nu værende astrakanske Hær, thi disse bleve først udko loniserede fra Don i Begyndelsen af det 18de Aarhun drede.
I Slutningen af det 16de Aarhundrede fandtes der ogsaa ved Floden Terek terekske og grebniske Kosakker.
Kosakkerne omspændte altsaa i Slutningen af det 16de Aarhundrede i Syd og Sydost Kongeriget Polen og det moskovitiske Czarrige. Men da man endnu ikke fuldt ud kunde betro dem Bevogtningen af Grændsen mod Tartarerne og de vilde Folkeslag Øst for Volga, eftersom de ofte egenmægtigt vendte sig mod Moderlandet, maatte man gribe til yderligere Forholdsregler for at sikre Grændsen. Man etablerede derfor bag den Ring, der dannedes af Kosakkerne, 2 Linier, i hvilke man henlagde de saakaldte Storoshi o: Bevogtere. Den inderste Linie dannedes af Stæderne langs Okafloden fra dens Udløb i Volga til Syd for Moskau, den yderste af 16 af de Stæder, der laa langs Ruslands daværende Sydgrændse fra henimod Volga til Ukrajne. Til Storoshi toges Strjelitzer og Kosakker, men især Bojarsønner, hvorved man forstod Besidderne af mindre Godser, der dannede den lavere Adel og maatte forrette Krigstjeneste. Polens Sydgrændse beskyttedes, som tidligere omtalt, af de ukrajnske Ko sakker, hvis Avantgarde dannedes af Saporogerne.
I det 17de Aarhundrede naaede Kosakvæsnet sin højeste Udvikling, men gik saa tilbage. Thi i Følelsen af deres Kraft tillode Kosakkerne sig Overgreb, der ikke kunde bestaa overfor det moderne Statsliv, der stod i Begreb med at udvikle sig baade i Rusland og Polen. Det maatte derfor være magtpaaliggende for disse Stater paa enhver mulig Maade at indskrænke Kosakkernes voxende Magt. Derved opstod Sammenstød, som endte med, at Kosakkerne maatte trække det korteste Straa.
Polakkerne vare de første, der søgte at gjøre deres Indflydelse gjældende i denne Retning. Hvad der særlig drev dem hertil, var den Omstændighed, at Kosakkerne støttede den græsk-katholske Kirke, som Polakkerne paa enhver mulig Maade bekæmpede. Disse indskrænkede derfor de lillerussiske Kosakregimenter baade i Styrke og Antal og stillede i Spidsen for dem Mænd, der vare dem hengivne. Men dette kunde de ikke gjøre uden Modstand fra Kosakkerne, hvilket gav Anledning til en Række mindre Opstande, i hvilke de lillerussiske Kosakker støttedes af Saporogerne.
Paa samme Tid nægtede Kosakkerne sig dog ikke at deltage i Polens Krige mod Rusland, thi derved fik de Lejlighed til at gjøre Bytte, hvilket for dem var det Væsentligste. Men da den romersk-katholske Kirkes For følgelse stadig tog til og udartede til en fuldstændig Fanatisme, navnlig efter at den latinske og græske Kirke var bleven uneret i Brest 1596, bleve Kosakkernes Opstande hyppigere og hyppigere. Mange lillerussiske Kosakker og Bønder søgte derfor Frelse ved at flygte til Rusland, hvor de bleve koloniserede i den sydlige Del af Riget i Landsbyer, og allerede 1640 existerede der saadanne Landsbyer ved Stæderne Mzensk, Woronesch, 303 Rylsk og Kursk. Da nu Undertrykkelserne stadig tog til, rejste de lillerussiske Kosakker sig under deres helte modige Hetman Bogdan Chmielnicky til en aaben Kamp, der med vexlende Held paa begge Sider blev ført fra 1648— 54 og endte med, at Chmielnicky med hele Hæren gav sig under russisk Beskyttelse. Paa denne Maade kom hele Ukrajne ind under Rusland. Men endnu me dens denne Kamp varede, var Lillerussernes Udvandring paa russisk Territorium taget saaledes til, at der fra 1651— 53 blev dannet 5 lille-russiske Kosakregimenter, der koloniseredes af Staten. Det Distrikt, der saaledes blev belagt med indvandrede Lillerussere, blev kaldt for det stobodske Ukrajne af Sloboda, der betyder Landsby.
Da Hovedmassen af de lillerussiske Kosakker gav sig ind under Rusland som russiske Undersaatter, skete det under de for dem gunstigste Betingelser. Czar Alexéj Micháilowitsch lod dem beholde alle de Privilegier, som de havde haft under Polens Overhøjhed, deriblandt deres egen Retspleie og eget Valg af Hetman’en, hvilket Valg skulde bekræftes af Regeringen. Ogsaa de øverste Embedsmænd skulde være Lillerussere. Til Gjengjæld skulde der stilles 60000 registrerede Kosakker.
Den umiddelbare Følge af denne Begivenhed var en langvarig Krig mellem Rusland og Polen, der først endte 1667. Ved den foreløbige Vaabenstilstand i Andrussowo beholdt Rusland den Del af Ukrajne, som ligger Øst for Dujepr, Resten tilfaldt Polen.
De lillerussiske Kosakker, som bleve russiske Under saatter, kom nu til at danne en Slags priviligeret Kaste, der tildels levede paa Bøndernes Bekostning; ligeoverfor Hetman’en, som søgte at udvikle sin Magt, stode de Ældste, Starschina’erne, der ikke vilde lade deres Rettig heder indskrænke. Paa Grund af disse modstridende Interesser opstod der Rivninger, som gjorde det let for Rusland at forøge sin Indflydelse paa den Del af Ukrajne, der tilhørte det; det søgte at svække Hetman’ens og de Ældstes Indflydelse og Rettigheder og til Slutningen ganske at ophæve dem. Saaledes indførte Rusland bl. A. den Skik, at Regeringen, hvergang den skulde stadfæste en ny Hetman, udstedte en saakaldt Statut, der nedsatte Hetman’ens og de Ældstes Rettigheder og nedsatte Ko sakkernes Antal, saaledes at dette til Slutningen sank ned til 30000 Md. Lidt efter lidt blev der ogsaa ansat Wojewoder og henlagt russiske Tropper i forskjellige lillerussiske Stæder; til Baturin, Hetman’ens Residens, blev der endogsaa henlagt et Strjelitzerregiment. Af alt dette fremgaar det formentlig, at de lillerussiske Kosak kers Blomstringstid var forbi allerede inden Peter den Stores Tid.
Saporogerne beholdt i Løbet af det 17de Aarhundrede deres tidligere Forfatning. Ifølge den tidligere omtalte Vaabenstilstand i Andrussowo skulde de være afhængige af begge de kontraherende Parter, og netop som en Følge heraf vedblev Ssjetschen at bevare sin Uafhængighed.
I Rusland var det 17de Aarhundrede overordentlig gunstigt for Kosakvæsenets Udbredelse, skjøndt Tilgangen rigtignok ikke bestod af de bedste Elementer. De 3 Aarsager, som have haft Betydning i denne Henseende, ere følgende:
1. Den russiske Bondestand, der oprindelig bestod af fri Landarbejdere, som ikke selv ejede Jord, havde fra gammel Tid haft den Rettighed at drage om fra den ene Jordbesidder til den anden for at forrette Arbejde, hos hvem det behagede dem. Landarbejderen sluttede da i Almindelighed en Kontrakt med Jordbesidderen, og naar Kontrakten var udløbet, drog han gjerne videre og søgte Arbejde andetsteds. Dette skete to Gange om Aaret, om Foraaret og om Efteraaret, paa St. Georgsdag. Som en Følge af dette Forhold kom nu hele Landsbyer, ja hele Egne af Riget til at staa øde, medens andre bleve overbefolkede. For at gjøre en Ende paa denne Mislighed ophævede Boris Godunnow ved sine Ukaser af 1592 og 1593 denne Ret til saaledes frit at drage om, og ved disse og senere Forholdsregler bleve Bønderne lidt efter lidt vedvarende bundne til det Sted, hvor de i Øjeblikket befandt sig, hvad enten Jorden tilhørte Czaren, Klostrene eller Adelen. De bleve med andre Ord Livegne. Rigtignok blev der nu sat en Stopper for den tidligere Vagabonderen, men tillige mislede Bønderne deres per sonlige Frihed, og for at bevare denne flygtede de i massevis ud til de fri Kosakker.
2. Da Huset Rurik uddøde 1598 med Czar Feodor, maatte begge dennes Efterfølgere, Boris Godunow og Wassili Schuiski kæmpe med ikke mindre end 4 Præ tendenter, der støttedes af Polakkerne og de donske K o sakker samt alt muligt tilløbet Pak. Først da hele den bedre Del af Befolkningen greb til Vaaben under Borgeren Kosma Minin og Fyrst Posharski, lykkedes det at slaa Polakkerne og Kosakkerne; da Michael Romånow 1613 udnævntes til Czar, blev der gjort en Ende paa Urolig hederne, og der indtraadte rolige Tilstande, som man benyttede til at rense Riget for alle de indre Fjender. Alle de spredte Bander, som havde støttet Polakkerne, og som frygtede Straf, flygtede derfor ud i det Asyl, der altid stod dem aabent, nemlig Poljen og forøgede de derværende Kosakhære.
3. En tredie Begivenhed, der bidrog til Kosakhærenes Forøgelse var Revisionen af Kirkebøgerne, der bevirkede, at der i det 17de Aarhundrede optraadte en ny, snart meget mægtig Sekt, af den Art som kun kunde opstaa i Rusland. Det havde nemlig i længre Tid i den russiske Kirke været følt som en Ulempe, at den cere monielle Ritus ikke overalt holdtes paa den samme Maade, idet Kirkens oprindelige Skikke Tid efter anden vare bleven noget forvanskede dels ved vilkaarlige Forandringer, som man hist og her havde tilladt sig efter eget Hoved og derefter indført i Ritualbøgerne, dels derved at disse vare bleven fejlagtig og skjødesløst afskrevne. I ethvert andet Troessamfund end det græske havde vel saadanne Spørgsmaal som, om Ordet Halleluja i Messen skal gjen- tages 2 eller 3 Gange, om det i Troesbekjendelsen skal hedde den sande, hellige Aand eller blot den hellige Aand, om man skal korse sig med 2 Fingre eller med 3 Fingre, om Navnet Jesus paa Russisk liedder Isus eller lisus, om Processionen i en Kirke skal bevæge sig omkring Kirken fra Øst til Vest eller omvendt o. dsl., nok kunnet jevnes uden at ryste Kirken; her derimod, hvor Cere moniellet var blevet det Væsentlige, maatte saadanne Uoverensstemmelser saavel i Rusland selv som med de græsk-katholske Kristne udenfor Rusland bringe Kirkens Enhed i alvorlig Fare. Man havde oftere forsøgt paa at faa de hellige Bøger (Messebog, Altarbog, Bønnebog o. dsl.) korrigerede, men havde altid mødt forbitret Modstand hos en stor Del af Gejstligheden, Bojarerne og Folket, der ansaa Rettelserne for vilkaarlige ny Paafund og. ikke vilde give Slip paa det Tilvante. Omsider paatog en energisk og behjertet Patriark, Nikon, sig at føre den fornødne Reform frem. Han lod Bøgerne omhyggelig rette efter de gamle græske Originaler, forelagde 1667 en Synode den forbedrede Text og fik denne enstemmig vedtaget. En Biskop og nogle Igumen’er nægtede imid lertid at underskrive Beslutningen og tilskyndede deres Menigheder til Gjenstridighed. De Gjenstridige adskilte sig fra Kirken, og saaledes opstod de Gammeltroendes Sekt, der endnu den Dag i Dag udgjør en Trediedel af den hele store russiske Nation. Hele denne Sekt blev meget farlig for Kirken, saa meget mere som den tildels traf sammen med vilde Sværmere af andre Aandsretninger og forfaldt til gruopvækkende fanatiske Udskejelser. For fulgt som den blev af den orthodoxe Kirke, sluttede en Mængde af den sig til Kosakkerne, blandt hvilke der endnu findes et stort Antal Gammeltroende.
De ovenomhandlede Begivenheder gave saaledes Ko sakhæren en rig Tilvæxt; men den Folkemængde, som strømmede til dem, tjente just ikke til at forædle det kosakkiske Element. Man har flere Exempler paa, at Kosakkerne, men især de donske, i denne Periode optraadte mod Rusland med et Overmod, der forøgedes derved, at Regeringen frygtede for at gribe til kraftige Forholdsregler imod dem, fordi den stod i Fare for at faa dem alle paa Halsen, naar den vendte sig mod en enkelt Kosakstamme. Naar de donske Kosakkers Udsen dinge ankom til Moskau, bleve de modtagne med samme Æresbevisninger som Udlandets Sendemænd, da man frygtede for, at de ellers skulde vægre sig ved at værne om Rigets Grændser og ved at kæmpe imod Tartarerne og de asiatiske Folkestammer. Imidlertid gik disse Kampe undertiden saa vidt, at Rusland maatte desavouere Ko sakkerne for ikke at komme i Krig med andre Magter. Saaledes bemægtigede de donske og endel ukrajnske Kosakker sig 1636 Fæstningen Asow, som de med stort Heltemod forsvarede mod en tyrkisk Hær, der nærmede sig for at undsætte den. Da Kosakkerne imidlertid indsaa, at de ikke i Længden vilde kunde holde sig overfor den tyrkiske Overmagt, tilbød de Czaren deres Erobring, idét de samtidig anmodede om Understøttelse; men han afslog denne Present, hvis Værdi var noget tvivlsom. Kosak kerne holdt Fæstningen i 6 Aar, men maatte saa drage bort efter at have mistet 3000 Md. af de 5000, der ud gjorde Besætningen.
Under Peter den Stores Forgænger, Aleksjéj Michájlo-witsch, fæstnedes Centralstyrelsen saa meget, at Rusland derved fik noget mere Indflydelse paa Kosakkerne end tidligere. Men paa Grund af de høje Skatter og den tidligere omtalte Revision af Kirkebøgerne vaktes der saa megen Utilfredshed hos Folket, at det kostede.Rus land den største Umage at dæmpe de donske Kosakkers Opstand under Stenka Rasin, da alle misfornøjede Elementer sluttede sig til den. Hovedtrækkene i dotte Oprør ere følgende. 1665 vendte de donske Kosakker, der kæmpede mod Polen i Dolgorukys Hære, egenmægtig tilbage til Don; deres Ataman, Rasin, blev til Straf herfor hængt. Den Henrettedes Broder, Stenka, der havde megen Indflydelse hos Kosakkerne, samlede en Skare af Misfornøjede om sig, og med denne gav han sig til at plyndre paa det Sorte og det Asowske Hav. Derfra drog han op ad Volga, vendte sig derefter til det Kaspiske Hav, hvis Kyststrækninger langs Persien han plyndrede, og idet han benyttede sig af den i Rusland herskende al mindelige Misfornøjelse, viste han sig 1670 igjen ved Volga, hvor han ligefrem erklærede Rusland Krig. Strjelitzerne og Folket sluttede sig til ham, hvor han drog frem; Bojarer og Embedsmænd, der faldt i hans Hænder, bleve uden Skaansel hængte. Med en Del af sin Styrke belejrede han Simbirsk, medens andre af hans Bander røvede og plyndrede i Jai’ks og Volgas store Opland. Samme Aar blev han imidlertid grebet ved Don, hvorhen han havde vendt sig for at bevæge den egentlige Ataman Jakowlew til Oprør; men da denne udleverede ham, blev han derefter henrettet i Moskau.
Saaledes endte denne Opstand, der endnu ikke skal være gaaet i Glemme hos Befolkningen ved Volga. Selve Ophavsmanden spiller en af Hovedrollerne i den russiske episke Folkedigtning fra det 17de Aarhundrede. Det Exempel, som statueredes paa Rasin, virkede saa kraftig paa de donske Kosakker, at disse 1671 for første Gang aflage Troskabseden til Czaren, hvilken højtidelige Akt gjentog sig ved enhver Tronbestigelse og paa samme Tid betegnede, at det gik ned ad Bakke med Kosakher ligheden.
Hvad der i høj Grad karakteriserer Kosakkernes . Vandrelyst i denne Periode er, at Ruslands fremadskri dende Herredømme i Sibirien i det 17de Aarlnindrede væsentlig skyldes dem; ogsaa her handlede de hoved sagelig paa egen Ilaand, men i Ruslands Interesse. Det var navnlig i den nordlige Del af Sibirien, hvor der kun fandtes en sparsom og spredt Befolkning, som ikke satte sig til Modværge, at Bevægelsen mod Øst, baaren frem af Kosakkerne, gik fremad med Kæmpeskridt; i den sydlige Del, hvor den talrige Befolkning gjorde en kraftig Modstand, gik Bevægelsen noget langsommere. 1628 anlagde Kosakkerne Krassnojarsk ved Jenisejs nedre Løb, 1654 Nertschinsk, hinsides Bajkalsøen, ved en af Amurs Bifloder, og 1696 vare de trængte frem til Kamschatka. Man maa forbavse sig over den Energi, som Kosakkerne saaledes viste ved stadig at trænge frem fra Vest mod Øst; Intet standsede dem i denne Vandring, hverken de øde Egne, der tildels vare bedækkede med uigjennem- trængelige Tundra’er og Skove, eller det barske Klima, og saaledes naaede de allerede 1668 til Beringsstrædet.
Peter den Store, der gjorde Alt for at indlemme Rusland i den europæiske Civilisation, indsaa snart, at Kosakhærene ikke burde bestaa i deres hidtilværende Tilstand, og for fuldstændig at indordne dem i sit Rige lagde han sin hensynsløse Jernhaand paa dem.
I Begyndelsen af hans Regering strakte Rigels Grændser sig i Sydvest langs Dnjepr til det nuværende Guvernement Jekaterinoslaw og fortsattes til de donske Kosakkers Land langs med Donez. Sydvest for de rus siske Besiddelser strakte sig de lillerussiske Kosakkers Land; i Syd laa de slobodske Kosakregimenter; Øst for disse fandtes den donske Hær; ved Terek den terekske og grebniske Hær; ved det nuværende Uralsk den jaikske Hær; Stadkosakkerne vare fordelte i smaa Hobe over hele Rusland og Sibirien. Saporogerne hævdede endnu deres Uafhængighed, idet de hverken anerkjendte russisk eller polsk Overhøjhed.
De Forandringer, der foregik med Kosakkerne fra 1696 til 1725 under Peter den Store, ere saa indgribende, at det bliver nødvendigt at betragte dem særskilt for hver Hær; for Kosakhærene af lillerussisk Herkomst havde den russiske Selvherskers Forholdsregler saa væsentlige Følger, at deres Existens ophører fra Midten eller Slutningen af det 18de Aarhundrede, og vi skulle derfor her med det samme give en kort Fremstilling af Slutningen af deres Løbebane.
I Spidsen for de lillerussiske Kosakker i Ukrajne stod Mazeppa, der allerede var udnævnt til Hetman Ï687, altsaa forinden Peter den Stores Tronbestigelse. Baade Byron og Puschkin have foreviget denne Mand ved at omgive ham med et poetisk Skjær, men nærmere beset er Mazeppa kun en intrigant, dristig og ærgjerrig Æventyrer, der ikke som Bagdan Chmjelnizky kæmpede for at forsvare de lillerussiske Kosakkers Rettigheder, men kun tragtede efter en fuldstændig Uafhængighed for Ukrajne. For at opnaa dette havde han hemmelig for pligtet sig til at støde til Karl XII, naar dennes Tropper rykkede ind i Ukrajne. Men som bekjendt lykkedes det ham kun med en mindre Del af Kosakkerne at støde til den svenske Konge, idet Peter den Store kom ham i Forkjøbet. Baturin og de øvrige Byer, i hvilke der var ophobet Forraad, bestemte for de Svenske, bleve jevnede med Jorden, og de Ophavsmænd til Forræderiet, hvem det ikke som Mazeppa lykkedes at flygte, bleve fangne.
De efterfølgende Hetman’er bleve stillede under russiske Brigadegeneraler, og fra 1723 bleve de afhængige af et nyoprettet lillerussisk Kollegium, under hvilket de kom til at sortere. Da Præsidenten for dette 1764 blev Overbefalingsmand over alle lillerussiske Kosakker, faldt Hetmansværdigheden ganske bort. For at berøve de lillerussiske Kosakker deres krigerske Egenskaber bleve de endogsaa anvendte til Anlæg af ny Stæder og Kanaler, og efter Midten af det 18de Aarhundrede ophørte de at existere som en selvstændig Helhed, idet de bleve om dannede til Karabinerregimenter. For Øjeblikket adskille deres Efterkommere sig kun fra Bønderne ved nogle særlige Rettigheder, der ere knyttede til Besiddelsen af Jorden.
Saporogerne, der ligeledes havde sluttet sig til de Svenske, fik ingen bedre Skjæbne. Efter at deres Ssjetsch var bleven jevnet med Jorden, bleve de fordrevne derfra, og hvad der blev grebet af dem i Rusland, blev henrettet. En Del af Saporogerne vare efter Slaget ved Poltåwa flygtede med Karl XII og Mazeppa til Tyrkiet; de bleve Portens Undersaatter og grundlagde 1711 en ny Ssjetsch ved Dnjepr, i Nærheden af Mundingen, ved den nuværende Stad Aleschki. Men hos de flygtende Saporoger vaagnede snart den tidligere Nationalfølelse, og det Had, de saa længe havde næret til Tyrker og Tartarer, foranledigede dem til 1733, under Krigen mel lem Rusland og Tyrkiet, at tilbyde Kejserinde Anna deres Tjeneste. Men efter at de saaledes vare vendte tilbage til Rusland, opstod der Stridigheder om Grændsen mellem dem og de omkringboende agerdyrkende russiske og polske Kolonister. En Del af Saporogerne sluttede sig til Hajdamak Bander, og i Forening med disse overfaldt de Kolonisterne. For at gjøre en Ende paa dette Uvæsen blev Ssjetschen 1775 for anden Gang omringet af russiske regulære Tropper og ophævet. En Del af Saporogerne flygtede paany til Tyrkiet, hvor de nedsatte sig ved Donaumundingen, Resten splittedes ad over hele Rusland.
Ogsaa en anden Gren af de lillerussiske Kosakker, de slobodske, bleve opløste henimod Slutningen af det 18de Aarhundrede. Skjøndt de slobodske Kosakker havde deltaget i alle Peter den Stores Krige, havde maattet skaffe ham Proviant og bygge Skibe for ham, bleve de ikke desto mindre kun slet lønnede for deres Tjenester.
1700 blev deres Antal betydelig forringet, og efter Slaget ved Poltåwa blev der henlagt en hel Infanteri-Division i deres Kolonier. Efter Peter den Stores Død maatte de forrette Tjeneste i de saakaldte Landmilits- regimenter, der bleve henlagte i en Række Forter langs Ruslands Sydgrændse for at beskytte mod de krimske Tartarers Anfald. Men denne Tjeneste var saa besværlig, at de i hele Skarer flygtede til Saporogerne og de donske Kosakker; paa Grund af den derved opstaaede Svækkelse og ved Omdannelse til regulære Rytterregimenter ophørte de henimod Slutningen af det 18de Aarhundrede at bestaa som Kosakker.
De donske Kosakker kom ogsaa til at føle Peters tunge Haand og undgik kun fuldstændig at gaa til Grunde, fordi Czaren følte, at der i dem boede en Kraft, som, naar den blev ledet paa rette Maade, vilde komme Rusland til Nytte. De donske Kosakker havde mere end alle andre Kosakhære optaget Flygtninge fra alle Dele af Riget, og naar Regeringen havde fordret disse udleverede, havde den kun mødt tomme Udflugter. Saa længe Rusland ikke besad Midler til at gjennemføre sin Villie, kunde dette nok gaa upaatalt hen, men da de donske Kosakker vare ukloge nok til at tro, at de kunde vise den samme Adfærd overfor Czar Peter, gjorde de Regning uden Vært, thi under ham vare Forholdene i væsentlig Grad for andrede. 1698 fratog Czaren Tyrkerne Fæstningen Asow, som beherskede Dons Munding. Han fik derved et fast Punkt i de donske Kosakkers Land og gjorde en Ende paa deres Togter ud i det sorte Hav mod Tyrker og krimske Tartarer. Dette vakte allerede endel Misfor nøjelse hos Kosakkerne, og da Fyrst Dolgoruky blev sendt til Don med en russisk Hær for at erholde udleveret alle, der vare flygtede derhen siden 1682, vakte dette Skridt saa megen Utilfredshed hos Kosakkerne, at de 1708 gjorde Opstand, slog Dolgorukys Tropper og dræbte denne. Peter afsendte derfor paany Tropper under en anden Dol goruky med Ordre til at jevne alle donske Kosakkolonier med Jorden, at slaa Kosakkerne ned, spidde og rad brække alle Ophavsmændene til Oprøret. Dette blev ogsaa udført meget samvittighedsfuldt, thi mere end 7000 Kosakker bleve dræbte, alle Kolonier ved Donez og dennes Bifloder bleve ødelagte, og den østlige, nordlige og nord østlige Del af Landet blev indlemmet i Naboguvernementerne. Endelig bleve fra 1723 Atamanerne valgte direkte af Czaren og ikke af Kosakkerne, og hermed var den donske Hærs Selvstændighed brudt.
Under sine sidste Regeringsaar begyndte Peter den Store ogsaa at udvide Kosakkolonierne ved den nedre Del af Terekfloden og at flytte dem over paa den venstre Side af denne. Navnlig foranlediget dertil ved Krigen, han førte mod Persien, udkoloniserede han en Mængde donske og ukrajnske Kosakfamilier herhen. Ogsaa i Sibirien blev der under hans Regjering opført en Række af Forter og Redouter langs Irtyschfloden, der bleve befolkede med Kosakker og Udvandrere fra de sibiriske Stæder. Disse Besætninger kom til at danne Stammen til den senere sibiriske Kosakhær.
Idet Peter den Store saaledes næsten ganske tilintet- gjorde de enkelte Kosakhæres Selvstændighed og indord nede dem under Ruslands Styre, berøvede han dem vel en Del af den fantastiske Nimbus, hvormed Folkepoesien havde omgivet deres Liv og Færden, men paa samme Tid vandt Staten derved, thi fra usikre Støtter bleve de sikre Vogtere for dennes Grændser. Den Pugatscliewske Opstand under Catherina II var Kosakkernes sidste stor artede Protest mod denne ny Ordning, og da den var frygteligere og farligere end alle andre Kosakopstande, vil det maaske være berettiget at omtale den i al Korthed.
Indbyrdes Uenigheder i den jaikske Hær imellem 1760 og 70 havde bevirket, at den russiske Regering havde taget Parti for den ene Part paa en noget uklog Maade, og dette havde som Følge flere mindre Opstande fra de jaikske Kosakkers Side. Da Kalmukkerne flygtede 1771 for at drage ind i Asien, nægtede de jaikske Kosakker at forfølge dem, og der udbrød iblandt dem en Revolte, som maatte bekæmpes med væbnet Haand. Kosakkerne bøjede sig vel for Magien, men der behøvedes kun den rette Personlighed for at faa Kampen til at blusse op igjen. En saadan energisk Personlighed var Kosakken Pugatschew, der havde ført et æventyrligt Liv og paa Grund af sine Forsøg paa at bevæge Kosak kerne i Kuban til Oprør var bleven dømt til Piskestraf og Forvisning til Sibirien. Han unddrog sig denne Straf ved at flygte og dukkede derefter op ved Jai'k, hvor han udgav sig for at være den afdøde Kejser Peter 111. Der var rigtignok intet Menneske, der troede derpaa, men de Misfornøjede fik derved en Slags lovmæssig Form for deres Opstand. Efter at et Par Hundrede Kosakker havde erklæret sig for ham, brød han op i September 1773 og erobrede, navnlig paa Grund af Besætningernes Tro løshed og Fejghed, flere mindre Fæstninger langs Urål; dog maa det bemærkes, at disse Fæstninger ikke vare andet end større Landsbyer, indhegnede med Palisaderinger, og hver af dem havde kun 2 á 3 Kanoner, da de blot vare bestemte til Forsvar mod de vilde Stammer, der dengang levede i Guvernementet Orenburg. Kosakkerne modtog ham overalt med Klokkeklang og med den gammeldags russiske Velkomsthilsen, Brød og Salt; ogsaa Bønderne og Fabrikarbejderne sluttede sig til ham. Baschkirer, Kalmuker og Kirgiser samt andre vilde Folkeslag, Øst for Ural, kom i Oprør og støttede ham; hans Hær skal derved efterhaanden være steget til 30000 Md. Paa denne Maade kom Guvernementet Orenburg samt Dele af Guverne- menterne Kasan og Simbirsk i Oprør, og endogsaa i Moskau herskede der en stærk Gjæring hos de lavere Lag af Befolkningen, som kun ventede paa Pugatschews Ankomst for at slutte sig til ham. De eneste Fæstninger, der holdt sig, vare Jaizk og Orenburg. Officerer, Adel og Embedsmænd, der faldt i Pugatschews Hænder, bleve i Almindelighed hængte, og hverken Kvinder eller Børn bleve skaanede. De Troppeafdelinger, der bleve sendte mod Oprørerne, vare i Begyndelsen for svage, og Trop perne tildels upaalidelige. Kommandoen var paa en enkelt Undtagelse nær uden Energi; vel stod General Bibi- kow, der af Catherina var bleven sendt til Krigsskue pladsen, ifærd med at dæmpe Oprøret, men han døde, forinden han havde fuldbyrdet sin Gjerning. Pugatschew fulgte den Taktik ikke at indlade sig paa Foretagender, der bandt ham længe til det samme Sted, men drog bestandig videre, rejsende Oprøret, hvor han kom hen. Hvad der forøgede Forvirringen og Vanskeligheden ved at paagribe ham, var den Omstændighed, at forskjellige Personer droge rundt og rejste Oprøret, idet hver især udgav sig for at være Pugatschew. Kasan gik op i Luer, Pensa og Saratow tog han i en Haandevending. Kejser inde Catherina sendte endelig den berømte General Suwarow, som i den Anledning blev hentet fra Tyrkiet, imod ham, men da denne ankom, var Pugatschew' allerede flere Gange slaaet og tildels omringet af den energiske Michelson. Han blev nu fuldstændig indesluttet og derefter udleveret af sine egne Medskyldige. Ført til Moskau, blev han henrettet den 21de Januar 1775 tillige med de vigtigste Ophavsmænd til Oprøret.
Saaledes endte denne Opstand, hvis Begyndelse kun skyldtes en forvoven Æventyrer og en Haandfuld Kosakker, men som ikke desto mindre rystede det russiske Rige, der paa samme Tid var optaget af en Krig med Tyrkiet, lige indtil Grundvolden. Mere end 100,000 Mennesker skulle være omkomne under Opstanden. I Slutningen af 1775 blev der erklæret almindelig Amnesti for alle Del tagerne, men for at udslette Erindringen om disse for færdelige Begivenheder gav Catherina Ordre til, at Floden Jai'k for Fremtiden skulde hedde Ural, og at de jaikske Kosakker skulde omdøbes til de uralske. Men i Folkebevidstheden er Mincet om hin blodige Tid, «Pugatschewschina», ingenlunde udslukket.
Peter den Stores Efterfølgere, navnlig Catherina, fulgte trolig den engang betraadte Vej og bragte saaledes Kosakkerne mere og mere ind under Rigels Styrelse, idet de forpligtede disse, der tidligere kun havde været usikre Allierede, til at forrette Tjeneste i den russiske Hær. Kosakkerne af lillerussisk Herkomst havde jo alle ophørt at existere fra Slutningen af det 18de Aarhundrede. De vare dels flygtede til Tyrkiet, dels omdannede til re gulært Rytteri. Mange af dem vare flygtede til den donske Hær, eller vare bleven r.dkoloniserede til Kaukasus. Ogsaa Kosakkerne af storrussisk Herkomst bleve i væ sentlig Grad modificerede og omdannede. Der blev af de ældre Hære dannet helt ny for at sikre Rigets Grændser, efterhaanden som disse rykkede frem mod Øst og Sydøst; disse ny Hære fik den dobbelte Opgave at kolonisere de indvundne Landstrækninger og at be skytte deres Grændser. Men Kosakvæsnets Udvikling paa egen Haand ophører fra Peter den Stores Tid, og da det er denne Udvikling, de” særlig har Interesse, ville vi slutte her og blot indskrænke os til nedenstaaende Oplysninger om de nu existerende Kosakhære, med Opgivelse af Kosaklandenes Areal og Indbyggerantal.
II. Kosakkernes Indlem m else i den russiske Hær og deres Betydning for Rusland i militær Henseende.
Ved Kosakkernes Indlemmelse i den russiske Hær, i hvilken de hovedsagelig kom til at forrette Tjeneste som let Rytteri, blev Rusland istand til at rykke i Marken med et krigsvant Naturrytteri, der var i Besiddelse af Egenskaber, som saa at sige kompletterede det forhaandenværende regulære Rytteris. Forinden Rusland kom i Besiddelse af de polske Provinser, fra hvilke det nu re krutterer en stor Del af sit regulære Rytteri, var det i lang Tid henvist til at forskaffe sig dette fra de stor russiske Provinser. Derfra fik det et smukt og godt, men noget tungt Rytteri, som imidlertid kun egnede sig til at anvendes paa Slagmarken og ikke kunde bruges til den lettere Tjeneste, saasom Efterretnings- og Sikrings tjenesten. I den mellemste Del af Rusland, i hvilken Agerdyrkning altid har været Hovederhvervskilden, op drættede man nemlig en noget tung og blød Hesterace, der mere var egnet til Træk- end til Ridebrug, og først i den seneste Tid er denne Race bleven forædlet; Steppe racen, som dengang endnu ikke var forædlet, ansaaes for uanvendelig til det regulære Rytteri.
Dertil kom, at Livegenskabet medførte, at kun den besiddende Klasse, Adelen, havde Raad til at holde Heste i større Mængde — Hovedmassen af Befolkningen, de Livegne, havde i det højeste Raad til at holde et Par usle Klepperter, som de benyttede til at dyrke Marken; Rideheste holdt de ikke, og selv den fornemme Russer red ikke meget. Paa Grund af det Ovenanførte er det vel forstaaeligt, at de egentlige Storrussere ikke af Na turen egnede sig til at anvendes som Rytteri. Kosakkerne havde nu netop de Egenskaber, som det regulære rus siske Rytteri manglede, og derfor tilfaldt hele Sikrings- og Efterretningstjenesten dem. Paa denne Maade bleve de ogsaa anvendte, første Gang de bleve benyttede paa en europæisk Krigsskueplads, nemlig under Syvaarskrigen. Frederik den Store udtaler sig ganske vist ikke ubetinget smigrende om dem, idet ban i sine efterladte Skrifter*) karakteriser dem paa følgende Maade: «Paa den ene Side beskjæftigede disse ubændige Tropper sig blot med at at gjøre Hytte og at bringe dette i Sikkerhed; deraf fulgte da, at de hobevis vendte tilbage uden deres Anførers Befaling, bragte Byttet med sig for at sælge det i Polen, saaledes at Bøhmen efter 8 Dages Forløb og uden Sværd slag atter var befriet for dem«. Frederik den Stores Dom, der særlig gjælder de Kosakafdelinger, som 1762 sendtes til Bøhmen, er vel noget haard; thi skjøndt Kosakkerne endnu vare i høj Grad upaalidclige og manglede Disciplin, gjorde de dog under Syvaarskrigen en væsentlig Nytte som Partigængere, skjøndt det skal indrømmes, at de ikke kunde maale sig med det preussiske Rytteri. 1 Felt togene 1812, 13 og 14 gjorde de imidlertid langt bedre Fyldest under Førere som Tettenborn, Tschernitschew, Benkendorf og Platow. Da den franske Hær blev forfulgt efter Tilbagetoget fra Moskau, omsværmede de 30000 Kosakker, som vare ved Kutusoffs Armee, uophørlig de franske Kolonner, og Alt, hvad der blev bagud, faldt i deres Hænder. De lode aldrig Franskmændene have Ro, og jo mere disses Tilbagetog udartede til Flugt, desto frygteligere bleve de for dem. I Aarene 1813 og 14 forrettede de i Forbindelse med det lette russiske Rytteri næsten udelukkende Sikringstjenesten i det Store og bleve anvendte som Strejfkorps efter en vid Maalestok.
De Domme, der fældes med Hensyn til Kosakkernes krigerske Dygtighed i denne Periode, ere gjennemgaaende gunstige. Clausewitz, der kjender dem nøje fra sit Ophold i den russiske Hær 1812, siger om dem, at dek er et Rytteri, der er vidunderligt derved, at det snart kæmper med uhørt Tapperhed og snart med uhørt Fejghed. Napoleon bedømmer dem paa følgende Maade: »De have af Naturen udmærkede Anlæg, kjende Parti- gængerkrigen tilbunds, gaa løs paa Fjenden med Voldsom hed, trænge ind mellem ham og forsvinde derefter sporløst. De ere de Eneste, som man ikke kan komme til Livs ad sædvanlig Vej. De drage igjennem fremmede Lande, vejledede af Lugten, uden at kjende Vejene eller Sproget; de ere hjemme overalt og leve kun af Dytte. Mig er det aldrig lykkedes at tage Kosakker til Fange.» Denison sætter dem meget højt. Han betragter det russiske Rytteris Operationer i 1812— 13, men særlig Kosakkernes, som Hovedaarsagen til den franske Hærs Nederlag. Han anfører om dem, at de i Begyndelsen af Krigen ikke som det øvrige Rytteri angreb i sluttede Eskadroner, men at de, som alt orientalsk Rytteri, benyttede Sværmangreb. Hver Mand valgte sin Modstander, og de foer da Alle løs paa Fjenden med høje Skrig. Senere hen i Krigen bleve de bedre disciplinerede, og der haves endogsaa Exempler paa, at de med Uforfærdethed have angrebet det bedste regulære Rytteri i de franske Armeer ligesom ogsaa slut tede Karreer.
Det frembyder Interesse, at dette Rytteri i 1813 og 14 bevæbnede sig og kæmpede paa en Maade, der i flere Henseender minder om de saakaldte Raids i den amerikanske Secessionskrig. 1 Elb- og Rhinfelttogene fægtede de saaledes ofte som beredent Fodfolk. Denison anfører et Brev fra den preussiske Ritmester Ganzauge til Kaptajn Nolan, i hvilket der gives flere interessante Oplysninger om Kosakkernes daværende Taktik, der i Hovedsagen er den, man gjenfinder i General Morgans Raids. «Under den sidste Krig med Franskmændene», skriver Ritmester Ganzauge, «var jeg i lang Tid afgivet til de donske Kosakker. Disse Mænd vare paa den Tid kun lidet vante til Brugen af Ildvaaben. Men efterhaanden som de rykkede frem i den vestlige Del af Europa, blev det klart for dem, hvilke Fordele der vare knyttede til Brugen af dette Vaaben, navnlig i gjennemskaaret og mindre fremkommeligt Terrain, og Kosakkerne forsynede sig derfor selv med franske Infanterimusketter, som de samlede op paa Kamppladsen. Der opstod derefter hos dem den Praxis at sidde af holdvis, hvor Terrainet egnede sig dertil, idet de saaledes fik Fjenden til at udvikle sig til Fægtning. Jeg har selv set, hvorledes de paa denne Maade have slaaet Kavalleri, der i numerisk Henseende var dem meget overlegent, og ligeledes Infanteri, naar en af disse Vaabenarter gjorde Forsøg paa at angribe dem særskilt. I saadanne Tilfælde blev det fjendtlige Infanteri forskrækket for de beredne Mænd, der holdt sig med Haandhestene i Nærheden af deres afsiddede Kammerater, og disse afsiddede Mænd vare hvert Øjeblik parate til at svinge sig op i Sadlen og til at fare løs paa Fjenden, naar denne trak sig tilbage eller blev drevet bort fra den dækkede Stilling, han indtog.
Det er denne Maade at fægte paa, som jeg i enhver Henseende tilskriver det Held, hvormed disse Kosakker kæmpede under Rhin- og Elb-kampagnen, og det er den, jeg tilskriver den absolute Overlegenhed, de udviste overfor det fjendtlige Kavaleri i Alt, hvad der angik Sik rings- og Efterretningstjenesten samt den lille Krig.
Den skarpe Adskillelse, som herskede mellem det russiske regulære Rytteri og Kosakkerne, og som gjorde sig gjældende baade i Fredstid og i Anvendelsen i Krig, varede i det Ilele og det Store til Halvfjerdserne. Det regulære Rytteri vedblev at følge sine tidligere Traditioner og lagde Hovedvægten paa Manegeuddannelsen og paa Uddannelsen paa Exercerpladsen; om Kosakkerne maa det siges, at de stadig gik tilbage, idet de lidt efter lidt tabte deres krigerske Egenskaber. De vigtigste Aarsager hertil vare følgende. For det første havde der i de af Kosakkerne beboede Landstrækninger, i selve Kosakbe folkningens Midte, efterhaanden dannet sig en hel Be folkning af Handelsmænd og Ilaandværkere, der ikke hørte til Kosakstanden. I den donske Hær levede disse lkke- Kosakker for Størstedelen for sig selv, paa Reservelan det, men i de andre Kosakhære vare de udbredte over hele den af Kosakkerne beboede Landstrækning og altsaa indblandede mellem Kosakkerne, paa hvis krigerske Aand de maatte have en mindre heldig Indflydelse. Dernæst vare fra Begyndelsen af det 19de Aarhundrede de fleste Kosak hære efterhaanden komne langt bort fra Rigets Grændser, der vare rykkede længer frem mod Øst. Dette var i det mindste Tilfældet med de Hære, som der kunde være Tale om at anvende i en Krig mod Europa. Efterhaanden gik derved de krigerske Traditioner tabt, og kun de urålske og orenburgske, men især de kaukasiske Kosakker, der deltog i den langvarige Krig, som Rusland førte mod de derværende Bjergstammer fra Aarhundredets Begyndelse til Slutningen af Halvtredserne, bevarede deres krigerske Egenskaber.
Kosakkernes Deltagelse i Krimkrigen og i Betvin gelsen af den polske Opstand 1863— 64 bragte dem heller ingen ny Laurbær. I det første Felttog, i hvilket de gave Møde med 82000 Md., fordelte i 81 Regimenter og 14 Batterier, koncentrerede Operationerne sig jo hoved sagelig om Belejringen af Sewastopol, og Operationerne i aaben Mark, saavel de, der gik forud for Slaget ved Alma som den derpaa følgende Marche til Balaklawa, vise kun, hvor langt det russiske og engelske Rytteri stod tilbage i Sikrings- og Efterretningstjenesten. Imod Polen var der opbudt 88 donske Regimenter og 6 Regimenter fra Orenburg og Ural, men man var saa lidt for nøjet med Kosakkernes Præstationer i dette Felttog, at dette gav et væsentligt Stød til deres senere Omorganisation.
Man maa nu ikke tro, at den russiske Regering var blind for, at Kosakkerne efterhaanden stode i Begreb med at miste en Del af de krigerske Egenskaber, der havde gjort dem til en saa værdifuld Tilvæxt til den russiske Hær i Aarhundredets Begyndelse, og for at modvirke Aarsagerne til deres Forfald nedsatte Kejser Alexander I allerede 1819 en Kommission, som skulde give de donske Kosakker en ny Organisation; men først 1835, under Kejser Nikolaus, blev der skabt et nyt Reglement for disse Kosakker, hvorved de baade i administrativ og mi litær Henseende fik en fast Organisation, hvis Hovedtræk i det Væsentligste have holdt sig til 1875. Denne Organisation blev derefter indført i de øvrige Kosakhære med Undtagelse af den urålske, der altid har haft sin egen, for den ejendommelige Maade at forrette Tjeneste paa. Før dette Reglement blev skabt, havde der ikke existeret faste Regler, hverken med Hensyn til den Maade, hvorpaa Kosakkerne forrettede Tjeneste, eller med Hensyn til Tjenestetidens Varighed. Det Karakteristiske ved Reglementet 1835, der raadede Bod paa de oven nævnte Mangler, var, at Kosakkerne kom til at danne en Kaste, i hvilken den, der een Gang var indtraadt i Kosak kernes Samfund, maatte forblive med alle sine Efterkom mere. Saavel den militære som den civile Administration for alle Kosakhære blev henlagt under Krigsministeriets Centralstyrelse; Storfyrsttronfølgeren skulde altid være Ataman over alle Kosakhære, men desuden havde hver Kosakhær sin særlige Ataman, den saakaldte nakasny (forretningsførende) Ataman, i hvis Hænder den civile og militære Styrelse af vedkommende Hær var nedlagt. Enhver Kosak skulde tjene 25 Aar i den ydre Tjeneste (den saakaldte Felttjeneste) og 5 Aar i den indre. Fritagne for Tjeneste vare kun de, der ikke hørte til den egentlige Kosakstand, samt de Utjenstdygtige. Officererne bleve for Størstedelen kompletterede af Kosakunderoffi cerer (Urjádniks), der maatte underkaste sig en let Prøve; Hesten tilgik fra den regulære Armee. Tillige stræbtes der hen til at give Kosakkerne en saadan Uddannelse, at de derved kom til at staa det regulære Hytteri noget nærmere. Her blev saaledes givet Regler for Marche- og Uejrtjenesten og ligeledes taktiske Forskrifter. Derefter fulgte i 1869 Forskrifter for de unge Kosakkers Uddan nelse, ligesom der i Treserne blev oprettet Skoler i de forskjellige Kosakhære (Læreregimenter, Læredivisioner, Læressotnier), hvis Maal var at udbrede Kjendskabet til Forskrifterne for den praktiske Tjeneste blandt Kosakkerne.
Men ved Siden af disse liestræbelser, som Regeringen viste for at udvikle Kosakkerne i militær Henseende, tog den ikke i Betænkning at svække den krigerske Aand hos dem paa anden Maade ved at anvende dem i en vid Udstrækning til rent administrative Forretninger. Saaledes maatte de donske Kosakker efter en storartet Maalestok forrette Posttjeneste og Ordonnanstjeneste, fungere som Politi, eskortere Fangetransporter samt an lægge Landeveje; til Kosakkerne i Kaukasus blev der stillet lignende Fordringer.
Samtlige Kosakembedsmænd, ogsaa de administrative, bleve efter Bestemmelserne betragtede som Militære og kunde efter Forgodtbefindende træde over fra den civile til den militære Tjeneste, og det var derfor ganske al mindeligt, at Regimenter og Sotnier ikke alene i den donske, men ogsaa i andre Kosakhære bleve komman derede ikke af Officerer, men af civile Embedsmænd.
Der herskede dengang ligesom nu blandt de militære Sagkyndige i Rusland meget forskjellige Anskuelser baade med Hensyn til den Maade, hvorpaa man burde anvende Kosakkerne, og om deres Værd som Krigere. General Fadéjew, hvis Meninger dengang fandt Gjenklang hos en stor Del af den russiske Hærs Officerer, stod som den egentlige Repræsentant for et Parti, der vilde have hele det russiske Rytteri dannet af Kosakkerne. I sine talrige polemiske Skrifter kommer han altid tilbage til, at Kosak kerne, naar man blot forstaaer at udbytte deres ejen dommelige Egenskaber, afgive Stof til et saa udmærket Rytteri, at ingen anden europæisk Magt kan møde med et lignende. Han vil da have dem bevæbnet med Repe tergeværer og anvendt som ridende Jægere, som han vil tilvejebringe paa følgende Maade. I Ruslands sydøstlige Grændselande lever der 250000 tjenestedygtige Kosakker og ligesaa mange Rytterfolkeslag af forskjellige Afstamninger; alle disse ere saa at sige fødte Ryttere, snu, dristige og forstaa let at finde sig tilrette. Hos dem kommer det ikke an paa Rideundervisningen, thi Ridning er dem næsten en ubevidst Vane. Af disse kan man danne et Linie-Kavaleri, af hvilke der i Fredstid kun holdes Vs til virkelig Tjeneste, og hele Tjenestetiden kan man anvende til at uddanne dem i Skyttetjenesten. Som Rytter overtræffer enhver af dem den Slags Soldater, som kun kunne sidde til Hest ved Hjælp af nogle vanskelig tillærte Rideregler. For Øjeblikket findes der i det egentlige Rusland, uden at regne de Landstrækninger, i hvilke de egentlige Nomadestammer have Ophold, 20 Millioner Heste, altsaa dobbelt saa mange som i det øvrige Europa. Man vil derfor uden ringeste Vanskelighed kunne formere 300000 og i Nødsfald ogsaa flere ridende Jægere.
Fadéjews og hans Tilhængeres Anskuelser fandt imidlertid, hvad der er naturligt, Modstandere, og dette ikke mindst i de ledende Kredse. Det maa vel ogsaa indrømmes, at hans Domme med Hensyn til Kosakkernes Værd som Tropper vare vel optimistiske. Han synes heller ikke at have taget i lletragtning, at en stor Del af Kosakhærene af Grunde, som allerede ere berørte, havde tabt de væsentligste af de Egenskaber, der tidligere havde gjort dem til et saa fortrinligt Naturrytteri. Dernæst tager han intet Hensyn til, at der under en eventuel europæisk Krig fra Ruslands Side ikke kunde være Tale om at benytte de asiatiske og kun en Del af de orenburgske, uralske og kaukasiske Kosakhære, der ligge langt borte og aldeles ikke eller kun tildels kunne und væres, hvor de ere.
Begivenhederne i 1866 og 1870— 71 bleve i Rusland fulgte med den Opmærksomhed, de fortjente, og influerede mægtig paa dets llærvæsen, idet de gave Stødet til en Række af Hærreformer, der alle vise i det mindste en Be stræbelse efter at nærme sig de Principper, som vare raa- dende andetsteds i Europa. Man havde bl. A. lært, hvilken Andel den almindelige Værnepligt havde haft i Tysklands Sejre, og hvor vigtigt det var at have el Ryt teri, hvis Virksomhed ogsaa gik i strategisk Retning. Dette førte til 1. Indførelsen af den almindelige Værne pligt i 1874. 2. Rytteriets Forøgelse og Omorganisation i 1875.
Den almindelige Værnepligt blev ogsaa indført som Grundlag for Tjenestegangen i den donske og de øvrige Kosakhære, med Undtagelse af den uralske, og der blev saaledes gjort en Ende paa det indførte Kastevæsen. De vigtigste af de herved indførte Bestemmelser, som gjælde endnu, ere følgende: Tjenestetiden fastsættes til 20 Aar og begynder med 18 Aars Alderen; de Tjeneste pligtige henhøre til 3 forskjellige Klasser:
1) Den forberedende Klasse, i hvilken der tjenes 3 Aar i selve Kosaklandet; i dette Tidsrum ud dannes Kosakkerne af særegne Instruktører og skulle selv tilvejebringe Udrustningen (med Undtagelse af Gevær) og Hest.
2) Den egentlige Tjenesteklasse, i hvilken der tjenes 12 Aar, og af hvilken de aktive Regimenter kompletteres; kun i de første 4 Aar, i hvilke de selv skulle holde sig med Hest og Udrustning, tjenes der under Fanen og navnlig udenfor Kosaklandet.
3) Reserveklassen, i hvilken der tjenes i 5 Aar, og som hovedsagelig har den Bestemmelse at udfylde de Huller, der opstaa i Krigstid.
Efter disse 20 Aars Forløb indtræder Kosakken i Rigsværnet, i hvilket han forbliver, saa længe han kan føre Vaaben.
Det russiske regulære Rytteri talte forinden 1875 ialt 7 Liniekavaleridivisioner, hver paa 6 Regimenter, og bestod af Dragoner, Husarer og Ulaner; dertil kom endnu 10 Regimenter Gardekavaleri. I europæisk Rusland var der saaledes ialt 52 Rytterregimenter, hvis Styrke var 31000 Md. Paa samme Tid var dets Fodfolk i Europa bragt op til en Styrke af 530000 Md. Forholdet mellem det i europæisk Rusland dislocerede Rytteri og Fodfolk var altsaa som 1:16 eller 1:17.
Man var nu paa det Rene med, at dette Rytteri ikke var talrigt nok, og ønskede tillige at bibringe det større Bevægelighed, Lethed og Færdighed i at kæmpe til Fods, for at det saaledes kunde gjøre Fyldest i alle de Tilfælde, hvor Rytteridivisionerne sendes frem foran Hæren for at forrette den vigtige Efterretningstjeneste. Tilage indsaa man det Ønskelige i, at Kosakkerne, for hvem der nu var indført almindelig Værnepligt, fik en mere rationel Uddannelse og bragtes i organisk Forbindelse med det regulære Rytteri. Af ovennævnte Grunde indlemmede man derfor 20 donske Regimenter af 1. Opbud i det regulære Rytteri og omdannede derved de 7 forhaandenværende Divisioner til 14, bestaaende af 1 Dragon-, 1 Ulan-, 1 Husar- og 1 Kosakregiment. Af di 6 øvrige donske Regimenter blev de 4 formerede som en selv stændig Division, medens de 2 resterende ikke indord nedes i nogen saadan.
Blandt de Mangler, som klæbe ved denne Organisation, maa fremhæves som de væsentligste, at Divisionerne kun kom til at bestaae af 18 Eskadroner (1 Kosakregiment paa 6 Sotnier og 3 regulære Regimenter, hvert paa 4 Sotnier), hvilket er for lidt, naar Divisionen skal løse en selvstændig Opgave. Endvidere var der en fuldstændig Mangel paa Divisionsrytteri, der først skulde skabes af Kosakregimenter ved Krigens Udbrud. I den korte Tid, der hengik mellem Organisationens Ikrafttræden og den russisk-tyrkiske Krigs Udbrud, knap 2 Aar, lykkedes det heller ikke at sammenarbejde disse Divisioner, der bestode af saa forskjellige Bestanddele, og man kan derfor nok sige, at det russiske Rytteri i 1877 rykkede temmelig uforberedt i Felten.
I Felttoget 1877/78 deltog paa den europæiske Krigs skueplads af den donske Kosakhær 29 Regimenter og 21 Batterier; heri ere Gardeafdelingerne ikke medregnede; af den kaukasiske Kosakhær 2 Regimenter. Af de donske Regimenter hørte 12 til 1. Opbud, 17 til 2det.
Det var altsaa kun faa Kosakafdelinger, som Rusland mødte med paa Hovedkrigsskuepladsen; Grunden hertil maa søges dels i Mobiliseringsvanskeligheder, dels i tid ligere af os berørte Omstændigheder, nemlig den lange Afstand fra den europæiske Krigsskueplads og deres Uundværlighed i Hjemstavnen. Af de donske Kosakkers 3. Opbud, hvilket ikke deltog i Felttoget, lykkedes det saaledes først at opstille de sidste 10 Regimenter i For- aaret 1878, og ved Mobiliseringen af de astrakanske, orenburgske og uralske Kosakker skal der have viist sig store Vanskeligheder; bl. A. skal der have været en fremtrædende Mangel paa brugbare Officerer. Selve Ko sakafdelingernes Anvendelse paa Krigsskuepladsen var højst forskjellig; dels vare de indlemmede i Rytterdivisionerne, dels dannede de selvstændige Divisioner og Brigader, og endelig anvendtes en Del af dem som Divisionsrytteri; i det Hele taget bleve de under Felttoget splittede endnu mere end de regulære Regimenter.
Det er jo en Kjendsgjerning, at det russiske Rytteri i det Hele og Store i dette Felttog ikke præsterede, hvad man havde ventet af det, og det kan vistnok ikke tilstrækkelig fremhæves, at en af de væsentligste Grunde hertil var, at Rytteridivisionerne vare for svage, og at der ikke havdes tilstrækkeligt Divisionsrytteri, til hvilket man ved Felttogets Begyndelse kun havde 7 donske Regimenter af 2. Opbud til Raadiglied. Den sidste Omstændighed tvang de kommanderende Generaler til at tage, hvad de trængte til af Divisionsrytteri, fra Rytteridivisionerne, der derved bleve svækkede yderligere og for fleres Vedkommende ganske bleve opløste. Paa den anden Side var man nødt til, naar Rytteriet skulde løse selvstændige Opgaver, da at danne større Ryttermasser ved at forstærke de forhaandenværende svage Rytterdivisioner med regulære Regimenter, henhørende til andre Divisioner, og med Kosakregimenter.
Da Kosakkernes Virksomhed i dette Felttog saaledes har været nøje knyttet til det regulære Rytteris, falder en Bedømmelse af den hovedsagelig sammen med en Bedømmelse af hele Rytteriets, hvilket ikke er vor Opgave her. Der er dog en enkelt Retning, i hvilken de ligesom Dragonerne have viist sig særlig anvendelige, nemlig i Fægtningen til Fods. Hvor det russiske Rytteri under Afsøgningen og Rekognosceringen stødte paa Fjenden, kom det ganske naturlig ind paa denne Fægt- ningsmaade, fordi Modstanderen, hvad enten denne bestod af Fodfolk eller Rytteri, søgte Dækning og forsvarede sig med sit Ildvaaben. Da nu Kosakkerne og Dragonerne vare udrustede med Geværer og i Modsætning til Husarer og Flaner vare uddannede til at fægte til Fods, fulgte deraf atter, at de mere end disse bleve benyttede til selvstændige Foretagender. Ganske i Almindelighed kan man udtale, at Kosakkerne synes at have overtruffet det regulære Rytteri forsuavidt angaaer Udholdenhed, hvilket tildels maa søges i Kosakhestenes Egenskaber; de synes derimod at have staaet endel tilbage, hvad Meldings tjenesten angaar; særlig Lejlighed til at udmærke sig fik især den kaukasiske Kosakbrigade under General Gurko.
Efter Krigen 1877/78 har det russiske Rytteri atter undergaaet en Række af Reformer, der nærmest ere en Følge af Kosakkernes Indlemmelse i den regulære Hær. Samtlige Husar-og Ulanregimenter, hvis 1. Geled tidligere var bevæbnet med Landse og Revolver, medens 2. var forsynet med Karabin og Sabel, ere nu bleven omdannede til Dragoner og have saaledes faaet en gjennemgaaende Bevæbning med Berdangevær, Bajonet og Sabel; Kosak kerne ere udrustede paa lignende Maade, men føre dog endnu Landsen og mangle Bajonet. Men denne Forskjel i Bevæbningen er kun et Tidsspørgsmaal og vil efter al Sandsynlighed snart forsvinde.
Ligeledes har man i den allersidste Tid begyndt paa at formere samtlige regulære Rytterregimenter paa samme Maade som de donske Kosakregimenter, idet man er ifærd med at forøge Eskadronernes Antal pr. Regiment fra 4 til 6. Man arbejder med andre Ord hen til at omdanne hele det russiske Rytteri, med Undtagelse af Gardens Afdelinger, til et Enhedsrytteri, i hvilket Kampen til Fods med Ildvaabnet er traadt langt mere i Forgrunden end andetsteds, som f. Ex. i Preussen og Frankrig, hvor denne Fægtningsmaade som bekjendt kun betragtes som en Nødhjælp for Rytteriet. Det staar udenfor al Tvivl, at Kosakkernes Maade at kæmpe paa i Begyndelsen af dette Aarhundrede og senere i Krigen 1877/78 har bidraget væsentlig til, at man er gaaet denne Vej; om denne er heldig, skulle vi lade staa hen, men selv en Ikke-Kavallerist maa vel være berettiget til at betvivle det. Thi dels foreligger der m. H. t. den Slags Dobbeltkæmpere allerede saadanne Exempler som Kejser Nikolaus’s Dragonkorps, der viste sig saa upraktisk, at det atter maatte opløses, og dels vil en altfor stærk Læggen Vægt paa Rytteriets Anvendelse til Fods vel let føre til at berøve dette i det mindste Troen paa, at det kan udrette Noget paa Slagmarken, og denne Tro bør ialtfald ikke forsvinde. Ogsaa paa anden Maade er man paavirket af Kosakkerne, idet der i det regulære Rytteri endogsaa findes et Parti, der med Kosakkerne som Forbillede vil have indført Trensen istedetfor Kandaren og vil have Sporerne afskallede. Det ses altsaa, at Kosakkærne ved deres Indlemmelse i det regulære Rytteri i høj Grad have tjent dette som Mønster og synes at føre det ind paa Baner, som ville fjerne det vidt fra dem, man følger andetsteds.
Efter de Forandringer der ere foregaaede indtil Slutningen af 1882 skulle Kosakkerne opstille følgende aktive Troppeafdelinger.
1. Gardeafdelingerne ere overalt medregnede.
2. I Fredstid ere nu, foruden Gardeafdelingerne, ind lemmede i det regulære Rytteri:
I europæisk Rusland. Donske Kosakker: 15 Reg., 7 Batt., orenburgske: 2 Reg., uralske: 1 Reg., kubanske: 2 Sotn.
I Kaukasus. Kubanske Kosakker: 7 Reg., 2 Batt., terekske: 1 Reg., 2 Batt.
3. Da Antallet af de aktive Troppeafdelinger, som Kosakhærene skulle opstille i Fredstid og Krigstid, i 1882 er noget nedsat, stemme de i det Ovenstaaende Skema angivne Talstørrelser ikke med de i Drygalski "Die russische Armee in Krieg und Frieden" angivne.
Der er nu vel siden Krigen 1877/78 gjort endel for at lette Mobiliseringsvanskelighederne, men Rusland vil alligevel ikke under en eventuel Krig med en europæisk Magt kunne gjøre Regning paa, at alle de i Europa og Kaukasus liggende Kosakhære ville faa Betydning som en Tilvæxt til den mobile Krigsstyrke. Hvis den russiske Oberst Choroschin, der er en af de første Autoriteter m. H. t. Alt, hvad der angaar Kosakvæsnet, skulde have Ret i sine Antagelser, vil Rusland i saadant Tilfælde kunne disponere over alle de Tropper, som den donske, og Halvdelen af de Tropper, som de øvrige Kosakhære i Europa og Kaukasus skulle stille i Krigstid.
Dette vilde give et Kontingent af 509 ridende Sotnier, 12 Sotnier til Fods og 190 Stykker Skyts. Den hertil hørende kombattante Styrke vilde udgjøre ca. 90000 Md.
