Kaptajnløjtnant Ingerslev ved Prinsens Livregiment, der i øjeblikket er elev på generalstabskursus, fortsætter sin gennemgang af problemerne vedrørende kamp om vinteren med en omtale af mange forskellige metoder til tilvejebringelse af varme og lys. — Den første artikel i denne serie handlede om mundering og bivouakering og bragtes i oktobernummeret.
Varme og belysning
Almindeligt
Det kan næsten altid lade sig gøre at tilvejebringe lys og varme ved interimistiske ovne — selv i silende regn, i rygende snefog eller når temperaturen er extremt lav, hvis man planlægger arbejdet med stor omhu og tålmodighed og har et godt kendskab til, hvorledes de forhåndenværende m idler kan udnyttes. Den routinerede soldat v il i den kolde årstid stadig have fire ting hos sig, der er nødvendige for eller nyttige ved tænding af bål: Fyrtøj, tændstikker i vandtæt hylster, nogle stumper stearinlys og en smule optændingsbrænde — f. ex. lid t papir (ikke glittet), lid t knastør birkebark og nogle liarpiksholdige høvlspåner -— indsvøbt i plastic eller i en plasticpose. Våde tændstikker kan iøvrigt »reddes«, ved at man ruller dem hurtigt mellem håndfladerne — ind til svovlet er tørt.
Forberedelser
Det er overordentlig vigtigt at vælge sin bålplads med omhu. Pladsen skal ligge i læ og hunden være tør. Evt. skrahes sne eller mudder bort fra stedet. Måske må der bygges en vold af jord, græstørv, sne eller brænde — eller endog graves et hul, for at skabe tilstræ kkelig læ. Stærk regn kan gøre det nødvendigt at bygge tag over bålpladsen. Optænding kan i nødsfald finde sted i en gammel spand eller balje, der lægges på siden, tæt inde ved et træ, under brinken i en grusgrav etc.; med andre ord på ot sted, hvor det egentlige bål ikke skal være. Ilden kan så senere flyttes ved hjælp af en ildtænder (fig. 8). Ildtænderen frem stilles bedst af en birke- eller fyrregren, der flosses og spånes op i den ene ende med kniv eller økse.
Anlægges et bål under træer eller huske, der er belagt med sne, må sneen rystes ned, før der tændes op. Ellers v il det kunne gå, som det gik for »manden« i Jack London’s fortæ lling »Kunsten at tænde et bål«. Isnende kold så han det lille bål, han havde tændt for at redde sit liv, blive slukket af smeltende sne, der faldt ned fra en gren. Om dagen er det røgen og om natten ildskæret, der v il røbe et bål. Man må derfor sortere sit brændsel, og om natten anvende et fugtige træ og de træsorter, der let v il ose. Bevoksning v il kunne skjule skæret fra mindre bål — og høje træer v il til dels kunne skjule røgen. Det må ikke glemmes, at også brænderøgens lugt kan røbe en bivouak. Inden der tændes op, skal der samles så meget brændsel, at man kan få sit bål godt igang, før man igen må på jagt efter brænde. Det er en gylden regel, at man hellere må benytte flere små bål — end ét stort; varmen kan bedre udnyttes — såvel til opvarmning som ved madlavning. Små bål er også lettere at vedligeholde og kontrollere — og v il iøvrigt ikke så let kunne røbe bivouaken. En amerikansk kilde form ulerer reglen i sætningen: »A small fire is as good as a large one for nearly a ll purposes«.
Optænding
Ofte vil det synes ganske håbløst at forsøge på at fremskaffe anvendelig t optændingsbrænde; men det kan lade sig gøre under omtrent alle forhold. Tæt inde ved stammen, nederst på et nåletræ, v il man altid kunne finde smågrene, der hverken er våde eller isede. Også barkstumper og harpiksklumper er vel anvendelige. Tør birkebark brænder fortræ ffeligt; men også frisk, eller endog våd birkebark kan brænde. Lyng, tørt græs og stumper af enebærris fænger nemt, men brænder kun få øjeblikke. Om enebær hedder det, at »selv i det vådeste vejr går zigeuneren aldrig forgæves til denne busk«. Også efter et kraftigt regnskyl v il man kunne finde materialer, der kan anvendes ved optænding, hvis man søger under brinker, under kanterne i en grusgrav, langs med eller i diger og liegn, tæt inde ved stammerne af store træer — eller i det hele taget på steder, hvor der pletvis er ly og læ. I værste fald v il man altid kunne flække et stykke træ eller brænde; det inderste ved v il være tørt. Råder man ikke over kniv eller økse, kan selv en ret tyk gren knuses mellem to sten. Generelt gælder det, at alle optændingsmaterialer skal pindes, spånes eller snittes særdeles fint, før man forsøger på at tænde op. Materialerne stables således, at ilden nemt v il kunne brede sig. Der skal tændes op i bunden af bunken. Anvender man en stump stearinlys ved optændingen, kan der spares mange tændstikker. Det kan være nyttigt at hælde en smule benzin ud på jorden under optændingsbrændet — lige før der tændes. Men hæld aldrig benzin på et bål, der er begyndt at brænde; vent til ilden er gået ud — og forsøg så igen med større omhu. De fleste almindelige måder, hvorpå man kan frembringe nødild (d.v.s. ild uden anvendelse af fyrtøj eller tændstikker) er temmelig uanvendelige i fugtigt vejr. Nedenfor skal præsenteres to ukonventionelle metoder (amerikansk kilde), der m uligt kan anvendes i nogen afstand fra fjenden. Krudtet fra et antal patroner hældes ud på jorden under optændingsmaterialcrne. Pro jektilet fjernes fra endnu en patron — og erstattes af en lille stump klud eller lignende. Den »løse« patron af fyres så på ganske kort hold ned i bunden af bålet, hvor stikflammen vil antænde det udhældte krudt. K ilden udtaler sig ikke om, hvorledes man skal hindre materialerne i at blive blæst bort; men det kan m uligt gøres med nogle sten.
Samme kilde mener også, at optænding kan foretages ved affyring af en lyskugle ned i et bål. Det kan ikke siges, hvorvidt metoden er effektiv; i alle tilfæ lde v il den ikke være u farlig for den, der tænder op — og evt. hjælpere.
Brænde
Træsorterne kan deles op i tre store hovedgrupper efter deres anvendelighed som hrænde: — De bløde træsorter (bl. a. gran, fyr, birk, el, ahorn og enebær) er lette at bearbejde med kniv eller økse. De fænger godt, brænder hurtigt og hedt med en klart lysende flamme, men giver kun få gløder. — De hårde træsorter (hl. a. eg, høg og ask) kan være vanskelige at hugge og flække. Det tager ret lang tid at antænde disse træsorter; men de v il brænde længe — og uden meget lys. Specielt eg og bøg giver gode gløder og er derfor at foretrække f. ex. til langvarig madlavning. — Træsorter, der ikke kan anvendes (er uegnede) som brænde: Bl. a. elm, pil, hyld (røgen har en meget skarp lugt) og poppel. Ofte v il der i toppen af nåletræer, der er gået ud »på roden«, kunne hentes omtrent røg frit brændsel. Den nederste del af stammen v il indeholde mest harpiks og derfor brænde bedre — men også give mere røg. Granved er tilbø jelig t til at sprutte og gnistre, især hvis der rodes op i bålet. Egeved v il ofte knitre temmelig voldsomt. B irk brænder livlig t, lydløst, lugtløst — og med meget lid t røg. Splittet ved og flækkede grene v il normalt fænge og brænde en del hurtigere end »rundholter«. På en klart brændende ild er det muligt at få selv ret fugtigt brænde til at fænge — men ikke uden røg (damp). Meget fugtigt eller overiset brænde kan gøres tjenligt til brug, ved at det, i nogen tid før det skal anvendes, anbringes tæt ved eller lænet ind over et bål. Se også fig. 16.
Båltyper
Det er ikke m uligt at sige, hvilken type bål, der er den mest anvendelige. Båltype må vælges efter den enkelte situation: Form ål (kogning, varme, belysning), fjendens nærhed og det rådige brændsel etc.
Tre-stens-bål (fig. 9) og skovmandsild — også kaldet jamborébål — (fig. 10) er vel anvendelige til kogning og stegning, idet beholdere kan stilles sikkert og fast på de tre *ben«. Murstens-ild (fig. 11) og jægerild (fig. 12) giver mulighed for madlavning i flere beholdere på én gang. Begge disse båltyper v il kun opnå tilstræ kkelig træk, når de placeres på langs ad vindretningen.
En grube-ild vil, ligesom et bål i en kogerende, normalt ikke røbe en bivouak ved lysvirkningen. For at opnå fornøden træk kan det være nødvendigt at forsyne en grube-ild med en udgravning som vindfang og skorsten af f. ex. græstørv, ler eller et par tomme konservesdåser.
Ønsker man at kunne regulere varmevirkningen fra sit bål, kan man bygge en stjerne-ild (fig. 14). Ilden dæmpes, når brændestykkerne fjernes fra hinanden og blusser atter op, når stykkerne skubbes tættere sammen. Skal en stjerne-ild anvendes i længere tid — f. ex. til opvarmning af et rum, må de enkelte brændestykker efterhånden udskiftes med friske stykker. I de som fig. 9— 14 viste båltyper, anvendes normalt en pyramideild — i midten (fig. 15). En pyramideild kan, når den brænder godt, udbygges til en pagodeild (fig. 16) — f. ex. ved hjælp af fugtigt brænde. Når det yderste brændelag er gennemført, kan det cvt. fjernes og senere anvendes i pyramideilden eller til en stjerneild.
Skulle man få brug for at anvende bål på et sted, livor der er meget fugtigt eller islagt — eller hvor der ligger et tykt lag sne, der ikke kan skrabes til side, kan man klare sig ved at opbygge en bjæ lkeild (fig. 17). En forudsætning er det, at man kan tilvejebringe et par store kævler hårdt træ — helst flækket på langs — samt to sten og det fornødne antal rafter el. lign. En bjæ lkeild kræver meget omhyggelig pasning.
Hvis man skal forblive i cn bivouak igennem nogen tid, kan det betale sig at frem stille enkelte rekvisitter — bl. a. en kogekran og en ildtang. Kogekranen (fig. 18) er let at frem stille af raftestumper eller grene. Evt. kan kranen fremstilles således, at den kan drejes ind over bålpladsen. Ildtangen (fig. 19) kræver ingen nærmere forklaring.
Ovne
Af gamle spande, marmcladebøtter, store konservesdåser etc. er det ret simpelt at fremstille ovne, — der i mange tilfælde vil være lettere at arbejde med end bål. Den såkaldte Hobo-Stove (fig. 20) er vel anvendelig både til madlavning og til opvarmning (tøjtørring). Ovnen skal anbringes således, at fyringshullet vender op i vinden. Som brændsel anvendes træ, der er fint udpindet.
En enkelt konservesportion kan opvarmes på en ovn bestående af en tom konservesdåse, der er forsynet med et stort antal fine buller (fig. 21). Fyres der med ganske tynde og tørre pinde, efter optænding med f. ex. nogle stumper papir, vil denne ovn kunne virke omtrent som en blæselampe — og brænde med et minimum af røg. Den nederste række huller bør anbringes et par cm fra dåsens bund; så kan ovnen også anvendes i sne, eller livor bunden er fugtig. Lejlighedsvis v il det form entlig være m uligt at afse cn smule benzin cl. lign. til kogning. Der kan frem stilles to typer benzinkogere af konservesdåser (f. ex. 1-kg dåser). I kogeren, der er vist på fig. 22, benyttes ingen egentlig væge. Dåsen er fyld t op med sand eller fin t grus til ca. 1 cm under trækhullerne; sandet er overhældt med benzin eller petroleum. I den på fig. 23 viste koger anvendes en væge bestående af en sammenrullet bomuldsklud eller et par sammenflettede stumper snørebånd. Vægen holdes på plads af et lille stativ af ståltråd.
For alle benzinkogere gælder det, at de skal tændes og anvendes med stor forsigtighed — og at de aldrig må efterfyldes, før de er brændt lielt ud. Ovnene, der er vist på fig. 21— 23 er så lette at transportere, at de ikke bør kastes bort efter brugen, med mindre man er fuldstændigt sikker på at få bedre arbejdsvilkår på det sted, hvor man næste gang skal lave mad.
Opvarmning
Det er m uligt at opvarme de allerfleste typer bivouaker m. fl. tilstræ kkeligt til at gøre dem beboelige selv i meget stærk kulde. En skærm eller et skråtag opvarmes lettest med cn stjerneild. En væg af friske rundholter anvendes som reflektor til at kaste varmen ind mod de sovende. Med megen forsigtighed v il en kappe eller lignende — men ikke et regnslag — kunne anvendes som reflektor. Rådes der ikke over skærmtag eller lignende, bør man lægge sig imellem bål og reflektor; herved opnår man at få varme fra begge sider.
I et hulrum (bygges aldrig større end strengt nødvendigt) vil man som oftest kunne klare sig med kropsvarmen, når sovepladsen er placeret højere end den øverste kant af indgangen (adgangshullet), idet den varme luft vil stige til vejrs. Husk at hore og vedligeholde et eller flere ventilationshuller — f. ex. med en spids rafte (fig. 24).
Bivouaker og telte af Wigwam-type opvarmes med et lille bål — eller bedre — med et hængende ildsted, der kan være en blikbøtte eller en spand ophængt i et stykke ståltråd — aldrig i et stykke sejlgarn. I rummets tag skal der være et røghul; er rummet meget tæt, må der bygges en trækkanal, gennem hvilken frisk luft kan suges ind.
En brugbar trækkanal kan opbygges af tre rafter, som vist på fig. 25. Kanalen kan tætnes inecl ler, mos, græs, lyng etc.; så vil den ikke blive tilstoppet af neddryssende sand og jord. A f tomme konservesdåser kan en kortere trækkanal hurtigt fremstilles. En bivouak kan lunes meget, livis der lægges et antal flade sten, der er ophedet i et bål, under græstørvene i bunden. Stenene kan evt. isoleres nedad med tørt græs el. lign. Endelig må det nævnes, at der af en stump stearinlys, et stykke ståltråd og en flad sten som radiator kan fremstilles et udmærket varmeapparat — f. ex. til brug i et overdækket skyttebul.
Belysning
Batteri-lygter, Petromax-brændere, flagermus-lygter og lign. volder ofte kvaler, hvorefter man må improvisere. Lejlighedsvis kan man klare sig med et lille bål af blødt træ. Men det enkleste og sikreste belysningsmiddel i alle temperaturer og under alle vejrforhold er ubetinget et stearinlys. I nødsfald kan en lampe fremstilles af f. ex. et bliklåg, hvori der smeltes (hældes) en klat fedt eller et andet brændbart materiale. En stump sejlgarn eller snørebånd benyttes som væge og boldes fast på samme måde som vægen i brænderen, der er vist på fig. 23. Vægen kan dog også blot lægges op over bliklågets kant.
En advarsel
Det kræver betydelig omtanke og forsigtighed at anvende bål og ovne i bivouaker, huler og telte samt hulrum. De tre farer man må vogte sig for er: Ildebrand, iltmangel og kulilteforgiftning. Der er tidligere peget på, at en enkelt gnist i løbet af få minutter kan resultere i, at en flok soldater står »hjemløse« i en bidende kold vinternat. Hulrum, overdækkede skyttebuller, snehuler og telte kan blive meget tætte. Så tætte, at der kan opstå kultveilteforgiftninger (iltmangel) — selv uden at der finder opvarmning sted. Levende ild bruger særdeles megen ilt; f. eks. forbruger et almindeligt »spritapparat« omtrent 5 gange så megen ilt som et menneske. Mange bål og ovne giver langt fra fuldstændig forbrænding (selv om de varmer udmærket) og udvikler en del kulilte (kulos). De farligste typer er uden tvivl ovne, af type som de på fig. 22 og 23 viste, der normalt ikke bør anvendes inden døre.
I rum, der opvarmes, er det nødvendigt, at man indretter sig således, at der sikres rigelig tilgang af frisk luft; endvidere hør man regelmæssigt foretage grundige udluftninger. E r det nødvendigt at lave mad i et opholdsrum — f. ex. for at få udnyttet varmen, må udluftning foretages extra hyppigt. Brug aldrig bål eller ovn i et telt, en snehule eller et hulrum, når alle sover. Begynder et lys eller en ovn at flakke »unaturligt« — eller føler blot en enkelt person det svageste tegn på kulilteforgiftning (hovedpine, kvalme) må opholdsrummet rømmes øjeblikkeligt; det vil sige uden at man først »ser tiden an«. Det må erindres, at det ikke altid vil være muligt at mærke de svage symptomer på en kulilteforgiftning, hvis man er træt, har opholdt sig i stærk kulde og skarp vind, er meget sulten o.s.v.
Næste artikel
I en følgende artikel i »Militært Tidsskrift« vil hl. a. emnet »Forplejning« blive behandlet.
O. Ingerslev.