Kaptajnløjtnant (R) P. Q. Nielsen fra Artilleriskydeskolen diskuterer forskellige problemer i forbindelse med artilleris og morterers ildstøtte. Målbestemmelse er grundlaget for ildstøtten, hvorfor efterretningssektionerne, der skal foretage den, bør have det fornødne personel og dette igen en effektiv uddannelse, der bl. a. sætter det i stand til at betjene det kostbare, tekniske materiel, der efterhånden står til rådighed. Målbestemmelsessektioner bør endvidere være der, hvor man har brug for dem, hvorfor f. eks. brigadegruppen bør have sin egen morterbekæmpelsessektion.
Fremkomsten af taktiske atomvåben er som bekendt baggrunden for de nye taktiske doktriner med stor spredning, hyppige flytninger og hurtig koncentration til angreb efterfulgt af lige så hurtig spredning igen, når angrebet er fuld ført (eller mislykket!). De taktiske atomvåben bar dog ikke overflødiggjort de konventionelle tunge støttevåben, bl. a. fordi ildstøtten især ved de forreste led skal kunne falde hurtigere og præcisere, end atomild foreløbig kan leveres uden væsentlig gene for egne tropper. Man kan næppe regne med at kunne sætte sig fast og holde en stilling i gammeldags forstand, da dette giver fjenden mulighed for pludseligt at foretage en mindre tilbagetrækning og tilintetgøre stillingen med atomvåben. Man bør på den anden side ikke regne med, at infanteri og kampvogne alene kan slå igennem overalt. Angriberen bestemmer vel tyngden, men forsvareren kan forblive uopdaget, til han åbner ild . Angriberen må holde denne ild nede for at kunne fortsætte. Allerede her vil a rtille ri eller i hvert fald morterer form entlig blive anvendt af såvel forsvarer som angriber. En væsentlig del af det bevægelige forsvar er modangrebet. Dette får kun succes med stærk ildstøtte, og det v il blive søgt afvist med ild fra tunge støttevåben. V or taktik og indsættelse af tunge støttevåben skal sikre størst mulig støtte i aktuelle situationer samtidigt med, at vore støttevåben unddrages den fjendtlige modild. Vor efterretningstjeneste skal erkende og stedfæste fjendens tunge støttevåben, således at disse kan bekæmpes på k ritiske tidspunkter. Kampens udfald vil ofte afhænge af, hvorledes disse opgaver Ifises. Den hurtigste og sikreste del af ildstøtten ledes ved visuel observation af de ved kampstyrkerne værende observatører fra artilleri- og morterenheder. Målbestemmelsen foretages ofte af den person, der leder ilden, hvorved efterretningsarbejdet bliver simpelt. Den vanskeligste, men ikke derfor mindre væsentlige, del af ildstøtten bør kunne rettes mod fjendens tunge støttevåben. Man må her gøre sig klart, at bliver disse ikke effektivt lammet i en kritisk fase, rettes deres ild med uformindsket kraft ikke alene mod de af vore tropper, der er i direkte kamp, men tillige mod vore støttevåben, der herved hindres i at udføre også den førstnævnte del af ildstøtten.
Efterretningstjenestens hovedformål er:
— Fremskaffelse af fyldigst mulige taktiske oplysninger om fjenden som grundlag for egen troppeførers dispositioner.
— Effektiv, rettidig og nøjagtig målbestemmelse som grundlag for bekæmpelse af fjendens enheder.
Målbestemmelsen er grundlaget for ildstfitten og er den del af efterretningsarbejdet, der kræver størst nøjagtighed og hurtighed.
Denne opgaves løsning kan kun nås ved:
— Effektiv indsættelse af alle rådige indhentningsorganer.
— H urtig videresendelse af oplysninger fra alle indhentningsorganer til respektive bearbejdningsccntraler baseret på tilstrækkelige signalmidler eller særlige transmissionsmidler.
— Velenkadrerede og veltrænede efterretningssektioner til bearbejdning af de indkomne oplysninger og med snæver kontakt med respektive ildstøttecentraler.
Indhentningsmidler er under stadig udvikling, og økonomisk formåen er bestemmende for, hvor veludrustet vore enheder kan blive. I forhold til de udgiftsstørrclser, der her er tale om, kan effektivisering af udnyttelsen af de eksisterende m idler ske ved en relativt beskeden indsats af personel og materiel. Fra anden side er netop understreget betydningen af intensivering af ekspeditions- og bearbejdningsteknikken. Der er talt en del om rationalisering og intensiv udnyttelse af m idlerne indenfor vort forsvars beskedent afstukne, økonomiske ramme. Det ville være bittert, om de efterhånden ikke helt få m illioner, der er ofret, og som fremover kan forventes anvendt til anskaffelse af kostbart, teknisk indhentningsmateriel, ikke blev udnyttet fuld t ud, fo rdi man bar sparet den sidste m illion til nødvendige hjælpemidler til ekspeditions- og bearbejdningsarbejdet, og måske 1 procent af den samlede personelstyrke, som netop ville gøre efterretningssektionerne 100 procent arbejdsdygtige. En næsten uundgåelig følge af sparsommeligbeden v il være, at vore i forvejen få enheder, der dog indeholder mange menneskeliv og for hundreder af m illioner kroner materiel, kun opnår halv effektivitet og udsættes for dobbelt risiko for tilintetgørelse.
Efterretningstjenesten og især den del, der vedrører målbestemmelse af fjendens tunge støttevåben, bar været stærkt handicappet af personelmangel, idet den store værnepligtsmasses uddannelse kun i ringe grad er afhængig af denne tjeneste, der kræver en relativ stor indsats af o fficerer og værnepligtige befalingsmænd. Skal arbejdet udføres effektivt, må der arbejdes dagligt og ved enhver øvelse, hvilket sidste kræver en stor indsats af kampdommerpersonel, da de tunge støttevåbens virksomhed og indvirkning på kamphandlingerne er en af de ting, det er vanskeligst at illudere under en fredstidsmanøvre. Som anført i det foregående, må en væsentlig del af ildstøtten fra a rtille ri og morterer rettes mod fjendens tunge støttevåben, og grundlaget for denne del af ildstøtten — d.v.s. målbestemmelsen — må være i orden. Den væsentlige del af denne målbestemmelse påhviler artilleriets efterretningstjeneste.
Betragter man vor nuværende organisation, er normal ansvarsfordeling den, at målbestemmelse for morterbekæmpelse udføres ved divisionsartilleriet og for artilleribekæmpelse ved korpsartilleriet, mens artille ri ved brigadegruppe, d.v.s. den lette artilleriafdeling, ikke er udrustet eller enkadreret til selvstændig målbestemmelse af tunge støttevåben.
I England, hvor man liar en meget stærk modildsorganisation, er denne under bevægelig kamp forgrenet ned til brigadegruppe, hvor målbestemmelsesarbejdet sker i snæver tilknytning til brigadegruppeartilleriets øvrige efterretnings- og ildledelsesvirksomhed. Også amerikanerne har nu organiseret målbestemmelsesvirksomhed, rettet mod fjendens tunge støttevåben, på brigadegruppeniveau. Der tales ofte om artilleri- og morterbekæmpelse som ét samlet begreb. Dette kan være rigtigt for så vidt, som bearbejdningsteknikken i princippet er den samme. Der er im idlertid ret stor forskel på de m idler og den spændvidde, efterretningsapparatet må liave for at udføre stedfæstelse af henholdsvis morterer og artilleri. Mens morterer (og tildels let artilleri) står ret tæt på fronten og under gunstige omstændigheder kan stedfæstes ret nøjagtigt alene ved et antal SMB-rapporter, vokser vanskelighederne betydeligt, når der er tale om stedfæstelse af fjerne skytsstillinger. H e rtil nødvendiggøres snæver kontakt med f. eks. flyvere, radioopklaringseuheder, droneenheder m. v., hvorfor langdistancemodild vanskeligt kan ledes fra de forreste troppeled. Det må anses for rigtigt at organisere målbestemmelsessektioner for kortdistancemodild (morterbekæmpelsessektioner) ved brigadegrupperne. Det er utilfredsstillende for en brigadegrupne, der ofte må påregne at skulle operere ret selvstændigt, at skulle forlade sig på et højere leds udførelse af målbestemmelse og eventuelt bekæmpelse af de fjendtlige tunge støttevåben, der på kort bold virker umiddelbart mod brigadegruppens enheder. Improvisation er vel mulig, men genereb set kan det næsten garanteres, at resultatet v il blive dårligt og utilfredsstillende. Der må en velkvalificeret og veltrænet målbestemmclsessektion til, hvis det skal gøres m uligt at udløse en effektiv modild. Det må erindres, at hurtighed ikke mindst ved morterbekæmpelse er en afgørende faktor. Dette taler for udførelse af morterbekæmpelse b rigadegruppevis. Ligesom brigadegruppens efterretningsofficer eventuelt kan få afhøringseksperter, fototydcre o. 1. til rådighed, må han liave en ekspertgruppe, der udfører stedfæstelse af tunge fjendtlige støttevåben, fortrinsvis morterer. Meldevejcne må være således, at oplysninger vedrørende tunge fjendtlige støttevåben fra alle brigadegruppens troppeled hurtigt og effektivt tilgår denne arbejdsgruppe (morterbckæmpelsessektion). Det billede af fjendens samlede aktivitet på dette område, som en sådan arbejdsgruppe automatisk vedligeholder, kan tillig e blive af overordentlig stor taktisk værdi for troppeføreren. Det principielle må være at få fastslået brigadegruppens ansvar for morterbekæmpelse. Heraf må følge fastsættelse af personelstyrke (fortrinsvis udvidelse af den lette artilleriafdelings efterretningssektion), tildeling af indhentningsmateriel (fortrinsvis motorpejleradar), tildeling af signalm idler og fastsættelse af meldeveje, placering af morterbekæmpelsessektionen (ved ildledecentral eller ildstøttecentral), men det allervigtigste vil være, at personellet ved de eksisterende enheder, bl. a. ved hjælp af en passende kampdommerindsats, aktiveres og bliver trænet — meget.
P. Quist Nielsen.
