Oberstløjtnant, Auditør S. Wahlstrøm diskuterer i det følgende de virkninger, som det af justitsministeren i folketinget fremsatte forslag til ændringer i straffe- og retsplejelovgivningen vil kunne få for forsvaret.
Spørgsmålet lyder nok lid t påfaldende i et m ilitæ rt øre, fordi man jo under tjenesten er vant til at regne det for en selvfølge, at en soldat er et voksent mandfolk, som man uden betænkelighed må kunne betro en ansvarsfuld post og lige så selvfølgeligt må kunne gøre fuld t ansvarlig for udførelsen af de ham påhvilende pligter. Men ser man på det civile liv, opdager man, at man her er ved at se helt anderledes på de samfundspligter, der påhviler unge mennesker i samme alder som soldaterne, og denne forskelsbehandling kan i det lange løb ikke undgå at blive følelig også i forsvaret. I det civile liv synes man mere og mere at komme ind på den betragtning, at unge mennesker er børn langt op i de aldersklasser, hvor man skal bruge den mandlige ungdom som soldater, og dette giver sig især udslag i administrationen af straffeloven overfor den såkaldte »ungdomskriminalitet«. For kort tid siden har justitsministeren i folketinget fremsat et ret omfattende forslag til ændringer i Borgerlig Straffelov og i Retsplejeloven. Forslaget bygger på en betænkning vedrørende ungdomskriminaliteten afgivet af en straffelovskommission, der blev nedsat i 1953. Uden at komme ind på detailler går forslaget i hovedtræk ud på indførelse af følgende ændringer og nydannelser:
— en udvidet adgang til tiltalefrafald på grund af ung alder og
— en udvidet anvendelse af betingede straffe overfor unge lovovertrædere.
E fter den nugældende straffelov er den såkaldte »krim inelle lavalder« som bekendt 15 år, men bortset fra, at man naturligvis kan give en ung person på 15— 16 år en bøde for overtrædelse af politivedtægt, færdselslov og lignende, har man været klar over, at når der er tale om virkelig frihedsstraf (fængsel, hæfte), er de 15 år en for lav aldersgrænse, og der har derfor stedse været hjemmel til, at anklagemyndigheden har kunnet frafalde tiltale mod unge lovovertrædere i alderen 15— 18 år på betingelse af, at de pågældende undergives børneværnsforsorg. Aldersgrænsen 18 år har en fornuftig motivering; thi efter dansk lov er personer in d til det fyldte 18. år undergivet forældremyndigheden, hvilket v il sige, at forældrene bl. a. bestemmer, hvor barnet skal være. Ofte er årsagen til, at de unge begår lovovertrædelser, at fora-ldrene (hjemmene) svigter, og det er da naturligt, at forældremyndigheden overgår til børneværnet, og at man i så fald undlader at straffe de pågældende, når børneværnet anbringer dem på en opdragelsesanstalt. Efter det nye forslag skal denne grænse (18 år) nu uden videre kunne udvides til 21 år, og allerede dette v il jo vække en vis betænkelighed; thi hvordan man end ser på det, er det jo en administrativ frihedsberøvelse, hvis man bestemmer, at en person, der ellers efter lovgivningen er »personlig myndig« og altså ikke undergivet nogen forældremyndighed, skal anbringes på et statsungdomshjem, hvor opholdet jo faktisk ikke adskiller sig væsentligt fra den straf, der hedder ungdomsfængsel. Ungdomsfængsel har i realiteten ikke noget med begrebet fængsel at gøre, men det er ligesom statsungdomshjemmet en opdragende institution. Ganske vist siger man, at tiltalefrafaldet gives »på betingelse af«, at den pågældende undergives denne børneforsorg, men i virkeligheden giver man ham jo et falsk indtryk af, at han slipper for noget meget værre ved at komme på ungdomshjem (opdragelsesanstalt) i stedet for i ungdomsfængsel, der lyder så fælt. Han selv kan vistnok være ret lige glad — et indgreb i hans frihed er det under alle omstændigheder. Man skal naturligvis fare meget lempeligt frem mod ungdommelige lovovertrædere, men at betragte en mand som et barn helt op til det fyldte 21. år synes vi, der har med ungdommen at gøre, er noget urimeligt, og det stemmer dårligt med den beundring for nutidens målbevidste ungdom, som på andre områder kommer til udtryk. Den anden nydannelse er den udvidede anvendelse af betingede straffe. V i har haft begrebet betinget straf i Danmark lige siden 1905 og kender og anvender det i høj grad indenfor forsvaret. Betinget straf vil jo sige, at den, der dømmes for en lovovertrædelse, slipper for at udstå den forskyldte straf, såfremt han opfylder visse i dommen fastsatte betingelser. Disse betingelser er efterhånden indskrænket til dette ene, at den pågældende i en nærmere angivet prøvetid skal føre en straffefri vandel. Andre betingelser ser man sjældent. Oprindelig var prøvetiden 3— 5 år, men nu er det ved at være almindeligt, at det kun er to år. Undertiden anordner man i forbindelse hermed et tilsyn af Dansk Fo rsorgsselskab — et tilsyn, der i en storby er af tvivlsom værdi. Det er efterhånden blevet således, at betinget straf — ofte efter et eller flere forudgående tiltalefrafald — er den normale reaktion overfor unge lovovertrædere, ja, så sædvanligt, at man i det civile liv faktisk skal være op mod 21 år, før man som afslutning risikerer en ubetinget straf. E fter det nye forslag udvides anvendelsen af betinget straf med en nydannelse, således at man på dette område foreslår ind ført
1) betinget straf med strafudmåling — som hid til,
2) delvis betinget og delvis ubetinget straf og
3) betinget dom uden strafudmåling. Såfremt betingelserne ikke opfyldes, gives der adgang til at give den pågældende en advarsel i retten eventuelt med ændring i betingelserne, og først når dette heller ikke hjælper, synes man at skulle skride til udmåling af straffen — som atter kan gøres betinget.
Det må siges, at man er særdeles langmodig overfor de unge lovovertrædere; de behandles faktisk som helt eller delvis uansvarlige børn, når man i praksis anvender betinget straf som norm helt op til de 21 år. Og her er det, at man uvilkårlig t spørger, hvornår en ung mand egentlig er voksen i den forstand, at man kræver, at han skal bære det fulde ansvar for sine handlinger. Her konstaterer man en mærkelig inkonsekvens i synet på ungdommen. Det kan naturligvis hævdes, at det er individuelt, hvornår en person er moden — er »voksen« — men på de fleste områder må samfundet jo arbejde med bestemte aldersgrænser som normer; man kan jo ikke lade alle menneskers modenhed undersøge af en psykiater og lade deres handleevne afgøre efter resultatet af en sådan undersøgelse. Efter dansk lov er en person myndig med det fyldte 21. år, men dette betyder jo i praksis kun, at man giver ham ret til at soide sin egen formue op og at stifte gæld. Politisk hævder man, at en 21årig er moden til at deltage i landets lovgivning, idet han da skal være valgbar til folketinget. (Det er måske derfor, at man i straffcretsplejen er standset ved de 21 år, da man vel anstændigvis ikke godt kan have den teoretiske m ulighed, at en folketingsmand er under børneforsorg!). Når det drejer sig om værnepligten, kan man ikke få begyndt tidlig t nok (for at få det overstået), skønt soldater gerningen vel frem for noget andet er mandfolkearbej de. V i har mange 18— 19årige værnepligtige, som man uden betænkning betror skarpladte geværer til ansvarsfuld vagttjeneste, og de uddannes i bajonetfægtning I altså for i påkommende tilfælde at kunne stikke fjender ih jel!) og i skydning med geværer, maskinpistoler, maskingeværer og kanoner. Her regnes de bestemt ikke for børn. Når soldaten rømmer fra sin afdeling eller sover på sin post som skildvagt, får han vagtarrest eller måske fængselstraf. Dette er nødvendigt, da man jo ikke godt kan aflevere rømningsmænd og absentanter til børneværnet. Hvis den værnepligtige er militærnægter og heller ikke v il udføre det civile statsarbejde, der kan træde i stedet for militærtjeneste, skal han efter lovgivningen tilbringe værnepligtstiden (ind til 22 måneder) i fængsel; ejheller disse unge kan man sende til børneværnet. Men når en civ il ung mand i samme alder begår tyveri, taskerøveri eller andre forbrydelser, for hvilke der er foreskrevet fængselsstraf eller anden frihedsstraf, så er ban et barn, og så v il hans barnlige sjæl tage skade, hvis man spærrer ham inde og giver ham den frihedsstraf, som straffeloven jo har foreskrevet. Så frafalder man tiltale og overgiver ham til børneværnet eller giver ham en betinget straf, hvor betingelserne er rent negative, og hvor man omhyggeligt undgår at kræve noget af ham selv. Han mærker faktisk ingen følger af sin strafbare handling. Man kan udmærket i et grundlovsforhør fængsle en ungdommelig tyvebande eller — som det er sket for ikke så længe siden — en flok unge fyre, der havde voldtaget en pige, og de holdes i varetægtsarrest i ret lang tid, medens sagen undersøges og forberedes til afgørelse, men v il man foreslå at give sådanne unge 14 dages hæfte for en forseelse, så tager deres sjæl skade deraf, og så frafalder man tiltale eller — som foreslået — giver en betinget dom uden så meget som at udmåle den forskyldte straf. Det er i sandhed svært at blæse og at have mel i munden, men de 18— 19årige, der er blevet soldater, kan i hvert fald være stolte af, at de, så længe de er soldater, betragtes som mandfolk og ikke som børn. Men spørgsmålet om, hvornår en ung mand er voksen, er stadig ikke besvaret, og det kan faktisk ikke besvares, så længe man i den borgerlige strafferetspleje opererer med aldersgrænser, der står i skærende modstrid mod de krav til ansvar og pligter, man fra samfundets side stiller til den værnepligtige ungdom i samme alder. Jo mere øllebrødsbarmhjertighed man indfører i den borgerlige strafferctsplejc, desto skarpere træder dette frem. Det kan jo ikke være rigtigt, at en civil ung mand helt op til det 21. år strafferetligt behandles som et barn, der ikke rigtigt bør gøres ansvarlig for sine handlinger, medens unge mænd i samme alder, der er soldater, er voksne. Man kan ikke alene betro soldaten farlige våben og ansvarsfuld tjeneste, men man må jo af disciplinæ re grunde også kunne straffe ham, når han svigter de pligter, som samfundet har lagt på ham. Det er, som om man ved udarbejdelsen af straffelovskommissionens betænkning og ved fremsættelsen af det omtalte forslag har glemt, at der i Danmark er et meget stort samfund af unge mænd, overfor hvem man af disciplinæ re grunde ikke kan anvende de foreslåede fremgangsmåder overfor lovovertrædelser. Gennemføres forslaget, er der ingen tvivl om, at det v il få en meget stor betydning for forsvaret. Det er en kendsgerning, at der hos ungdommen er en uhyggelig ringe respekt for strafferetsplejcns tiltalefrafald og betingede straffe. De m ilitære chefer, der giver sig af med deres mandskab, støder gang på gang på den opfattelse, at betinget straf i realiteten er en ren eftergivelse af ethvert strafansvar (»jeg blev ikke straffet« — »den blev klaret uden straf«) — det opfattes slet ikke som en virkelig alvorlig advarsel. Derfor har man de altfor mange recedivister. Denne ringeagt for retsplejen må den borgerlige anklagemyndighed og domstolene naturligvis om, men det letter jo ikke arbejdet med at gennemføre den for forsvaret livsvigtige disciplin, at ungdommen møder med den opfattelse, at der ved en lovovertrædelse ikke plejer at ske noget ubehageligt. Det er tydeligt, at det for mange værnepligtiges vedkommende er første gang i deres liv , når de ved mødet ved den militæ re afdeling stilles overfor krav om pligtopfyldelse og ansvar. For det store flertals vedkommende går det jo udmærket, men for dem, der tidligere har været i kon flik t med øvrigheden og her har været betragtet som »børn«, er det ofte svært at forstå, at den samme betragtning ikke fortsat kan gælde også overfor de militæ re pligter. Talmæssigt er det i reglen ikke en større procentdel af en underafdelings mandskab, der her er tale om, men det er til gengæld »problembørn«, som volder deres chefer bryderier. For nylig måtte jeg i anledning af omfattende kasernetyverier ved en underafdeling undersøge samtlige meniges forhold, og det viste sig, at ca. 15% tidligere havde været i kon flikt med straffeloven i det civile liv , så betydningen er undertiden slet ikke så helt ringe. Jeg tror, at forsvaret med stor interesse bør følge den videre udvikling af lempelserne i reaktionerne overfor unge lovovertrædere i det civile liv, og man må håbe, at der ved den endelige udformning af det omtalte lovforslag må blive taget hensyn til, at der i det danske samfund er et meget betydeligt område, hvor kravet til ungdommen nødvendiggør, at man betragter en ung mand som voksen og fuld t ansvarlig for sine håndlinger, og hvor de teorier, man dyrker i den civile strafferetspleje ikke duer. Man er her nødt til at betragte vore værnepligtige som voksne, hvis det skal lykkes at opretholde den disciplin, som er en betingelse for afdelingernes anvendelighed til de formål, som samfundet har pålagt forsvaret. Det er bare mærkeligt, at man ikke synes at tænke på dette, når man nu arbejder videre med disse børneværnsprincipper for den jævnaldrende civile ungdom. V il man fastholde dette »barnesynspunkt«, synes den rette konsekvens at måtte blive, at man venter med at indkalde eller antage de unge til militærtjeneste, til de er »voksne« som civile, altså form entlig til det 21. år, men dette er der nok næppe noget almindeligt ønske om.
S. Wahlstrøm
