Efter med interesse at have læst kaptajn Gabel-Jørgensens indlæg i en diskussion om regionsforsvarets forhold og mulighe­ der, føler jeg trang til som befalingsmand i hjemmeværnet at fremsætte nogle personlige betragtninger om samme emne, set med „hjemmeværnsøjne“, og jeg vil da i flere henseender tage udgangspunkt fra de af kaptajnen opstillede regler.

Regionsforvaret er jo endnu i sin vorden, og den endelige plan er ikke fastlagt, hvorfor oplysning og viden om emnet kun i begrænset omfang er nået ud til hjemmeværnskompagnierne. En diskussion om emnet som helhed vil måske nok være vanske­ lig at gennemføre, idet der er så overordentlig stor forskel på de 8 regioners struktur og forsvarsmuligheder. Betragter man f. eks. mulighederne i region II og VII, i region VI og VIII un­ der eet, står man i begge tilfælde overfor to modsætninger. Uden yderligere kommentarer vil den første regel da kunne opsættes:

— Planlægningen af regionsforsvaret må gøres så smidigt som overhovedet forsvarligt og ikke bindes i absolutte regler.

Fortsættes diskussionen under hensyn hertil, vil denne kunne bevare sin aktualitet. Og fastlægges regionsforsvaret således, at dette i første række præges af et ubetinget og fordomsfrit sam­ arbejde mellem de forskellige værnsgrene indenfor den enkelte region, vil regionsforsvarets idé også kunne bevare sin aktualitet, uden hvilken systemet vil sygne.

Ser man historisk på problemet, i fredstid at sikre sig mod angreb ved kraftig udbygning af forsvaret, så viser sørgelige erfa­ringer, at et forsvarssystem i sig selv ikke er nok (man nævne blot her Maginotlinien). Hvis der ikke i enhver sjæl indenfor det område, der skal forsvares, hersker en ubetinget vilje til at forsvare sig, så vil der være brist og mangler i systemet, store eller små, afhængige af

— viljen til at forsvare sig, og
— viljen til ubetinget at handle efter det, der tjener forsvars­sagen bedst.

For regionsforsvarets effektivitet er det derfor af afgørende betydning, at hver enkelt mand, fra menig til chef, forstår syste­ met og har tillid til idéen. Man må være vågen for, at den per­sonlige påvirkning, som regionens chef og øvrige befalingsmamd indenfor regionsområdet giver mandskabet — og derigennem be­ folkningen — har afgørende indflydelse på forsvarseffektiviteten, og at det også, og navnlig måske under kampen, er af betydning, at de respektive befalingsmænd bevarer kommandoen over deres respektive enheder, sålænge disse befinder sig i de områder og omkring de objekter, der forsvarsmæssigt er dem tildelt, og så vidt muligt også når enheden er kastet ud af området eller væk fra objektet. Må gruppen, delingen eller kompagniet efter at have opgivet sin forsvarsopgave ikke stadig søges bevaret som en enhed, og om muligt under tilbagegangen søge at sinke fjenden mest muligt? Selvfølgelig må og skal den det. Og netop derfor må man i fredstid søge bl. a. befalingsmændene således uddannet, at de uden forbindelse og på egen hånd og under egen sikring kan flytte deres enheder og stadig bevare kommandoen over og holde sammen på deres enhed. At hjemmeværnets befalingsmænd ikke alle har uddannelsen hertil er rigtigt idag, og der vil altid være en del, der ikke magter deres opgave den dag, det bræn­ der løs, men af den grund bør der ikke opstilles en regel gæl­ dende overalt for hjemmeværnets kampform, der binder befalings­mændene for stærkt.

Ja, men så mangler I tung ildstøtte, siges der videre i ar­ tiklen, og det er jo desværre rigtigt — endnu, men denne tunge ildstøtte kunne jo komme, om ikke før så under selve kampen, og det ville da være forkert ikke at have uddannet styrkerne således, at de kunne støtte sig til denne f. eks. ved en relativ sen frigørelse af fjenden og eventuelt anvende den under over- faldsagtige angreb.

Hvis ovennævnte betragtninger over hjemmeværnsenhedernes kampform og øvrige anvendelse skulle trækkes ind i planlægnin­gen af regionsforsvaret, kan det udtrykkes på denne måde:

Frem for at begrænse uddannelsen af hjemmeværnsenheder til snævert at løse bevogtningsopgaver — i lighed med uddannel­ sen af et „vagtværn“ — bør man lade kompagnierne uddanne sig så alsidigt som muligt, så de enheder, der på den ene eller anden måde har og får mulighed for kamp i kompagniramme, kan udføre en sådan. Men alle enheder skal først og fremmest kunne løse deres bevogtningsopgaver og under kampen forblive længst muligt ved disse.

Vender man sig mod de muligheder, fjenden liar overfor re­ gionsforsvaret, så vil han, som det ganske rigtigt er fastslået, altid have den fordel selv at vælge tidspunktet og stedet for kampens iværksættelse. Vi ved samtidig, at et angreb altid søges sat overvældende og overraskende ind. Men vi ved også, at fjen­ den kender vor forsvarsplan og vore muligheder. Det eneste, han ikke ved, er, hvornår, hvor og hvordan vi vil sætte vore even­ tuelle modstod ind. Derfor må det være ham magtpåliggende, samtidig med angrebets indsættelse, at lamme — helst tilintet­ gøre — en erkendt reserve og i det hele taget styrker, der ikke er tildelt bundne forsvarsopgaver, og som er i besiddelse af be­ vægelighed. Vi kan derfor ikke helt se bort fra den mulighed, at dele af felthæren, opstillet samlet om lokaliteter el. lign., i en overfaldssituation straks angribes fra luften (muligvis med fjernstyrede våben) og eventuelt sættes ud af funktion i kortere eller længere tid, alt afhængig af varigheden af oveigangen fra „abso­lut fred“ til krig. På lignende måde kan fjenden måske med held på visse og særlig egnede strækninger søge vejnettet ødelagt (broer o. lign.), således at de event, reorganiserede felthærsstyr­ kers fulde bevægelighed nedsættes og mobiliseringen af lokalfor- svarsbataillonerne sinkes. Den reserve eller det rygstød, som de „fremskudte“ og allestedsnærværende hjemmeværnsenheder skulle have støttet deres bevogtningstjeneste til, er således i kortere eller længere tid sat ud af spillet, og i en sådan situation vil det få stor betydning, dels om hjemmeværnet (såvel indenfor distrikts- som kompagniområdet) var i besiddelse af en reserve, dels at de kom­ pagnier, hvis område passeredes af fjenden, kunne vige ud til siderne, reorganisere og rette overfald mod den fremrykkende fjende uden derfor just at tale om egentlige angreb i dette ords almindelige betydning. Endvidere kunne den situation meget vel forekomme, at man med resterne af flere kompagnier satte sig på et område, eventuelt trængt ud med ryggen mod kysten, og der bandt fjendtlige styrker — måske for at bevare et brohovede for landsætning af forstærkning. At opgive kampen efter bevogt­ ningsfasen og ubetinget søge bag felthæren eller ind i et forsva­ ret objekt, vil meget let få karakteren af flugt og udløse panik, som i værste fald kunne „smitte“ videre tilbage. Forøvrigt: Kan de ikke bevægelige hjemmeværnsenheder trække sig tilbage? Nej, — de vil blive indhentet af fjenden, og deres eneste chance må derfor være at vige ud til siden, medens de styrker, der kan, må forblive i deres områder og infiltrere. Det kan udtrykkes så stærkt, at ved fjenden igennem sit forudgående kendskab til forsvarsplanen, at han ved et pludseligt overfald på de garniso­ nerede felthærsstyrker kan lamme disse så længe, at han derefter

i ro og mag kan rulle hjemmeværnsenhederne op og besætte om­ rådet, ja, så vil han anvende denne fremgangsmåde. Han vil må­ ske forsøge det i alle tilfælde, men ikke med så stor sikkerhed, hvis han på vej gennem området ustandseligt overfaldes i flanke og ryg, og hans forsyningslinier stadig overskæres. Denne mu­ lighed, som han først under selve kampen kan danne sig et skøn over, tvinger ham til ved angrebets planlægning at arbejde med en betydelig margin for — uforudset modstand — der kan sinke meget og binde betydelige styrker.

Det er mit håb gennem dette lille indlæg i diskussionen om regionsforsvaret at have skærpet interessen for emnet, så vigtigt det jo er, og at belysningen af hjemmeværnets forhold har kun­ net tjene det formål at øge kendskabet til hverandre de forskel­ lige værnsgrene imellem. Mottoet må være — gennem gensidigt kendskab og i ubetinget tillid til hinanden at samarbejde sig til en helhed, i hvilken alle kræfter kommer til deres fulde nytte.

P. Henningsen.