Log ind

Håndtering af artilleri i korpsramme

#

Artiklen er en oversættelse af »Handling Artillery Within the Corps« (British Army Review, No 75, December 1983). Originalartiklen er forfattet af »Director Royal Artillery«, Generalmajor M .J. Tomlinson, C.B., O.B.E. Oversat - efter tilladelse - af Tjenestegrensinspektøren for Artilleritjeneste med hjælper.

Der findes overalt i hæren mange misforståelser omkring brugen af artilleri under kamp. Siden Korea har 30 års småkrige medført, at britisk artilleri anvendes i småpakker. I ingen situation inkl. Falklandskrigen, som artillerimæssigt ligeledes var en minikrig, har det været nødvendigt at koncentrere ilden fra alle pjecer, der kunne række. Det har heller ikke været nødvendigt at afgive ild 24 timer i døgnet - i dage eller uger, som det var tilfældet i 1914-18, 1939-45 og i Korea. Resultatet er, at vi nu har en generation af førere, som ikke forstår at håndtere artilleri i masse. De sætter derfor spørgsmålstegn ved mange af de principper, procedurer og strukturer, der anvendes. Nogle troppeførere, inkl. artillerister, sætter spørgsmålstegn ved det nødvendige personelforbrug. De sammenligner artilleriild med kampvognsild og det personeltal, der er nødvendigt til levering af ild. De måber over behovet for artilleriobservationshold og forstår ikke behovet for en artilleri-førings-struktur. De finder det vanskeligt at forstå den fundamentale forskel mellem føring af panser og infanteri på den ene side og føring af artilleri på den anden. De synes at mangle evnen til at opfatte den omfattende og virkeligt lystende effekt, artilleriild kan have på fjenden, hvis den håndteres korrekt. Det samme gælder den signifikante og gavnlige virkning eget artilleri har på egne troppers moral. Førere finder det også vanskeligt at forstå princippet om artilleriets centraliserede føring og decentraliserede kontrol med ilden. Dette grundlæggende princip fødtes under kampene i 1914 og 1915, blev perfektioneret i 1916 indtil Cambrai i 1917, da én artillerifører styredé mere end 2000 pjecer, som var deployeret tæt ved hinanden og bemandet med 20.000 soldater. Denne erfaring raffineredes i 1939-45 - omend med færre pjecer og meget større spredning - med en ikke mindre ødelæggende effekt for fjenden. I dag har vi færre, men mere ydedygtige pjecer på trods af en større spredning. I dagens situation er der ikke pjecer nok til at hamle op med truslen, så det er bydende nødvendigt, at de, vi har, føres og håndteres korrekt i kampen. Det er artilleristens pligt at tilsikre, at systemet forstås fuldt ud overalt i hæren. Fortidens store førere forstod, at et stærkt artilleri er essentielt for sejr - og at det skal håndteres rigtigt. Men nu er forholdet mellem artilleri og andre tjenestegrene mindre end det på noget tidspunkt har været i dette århimdrede (se fig. 1), og dette sker samtidig med, at vor potentielle modstander kraftigt styrker sit i forvejen stærke artilleri. I virkeligheden har vi allerede formindsket vort artilleris styrke under sikkerhedsniveauet. Samtidigt er hærens forståelse for artilleritaktik 

Skærmbillede 2020-04-02 kl. 11.40.20.png

eroderet, og føringsstrukturen for to af artilleristens vigtigere discipliner (luftværn og bekæmpelse af mål på store afstande) er blevet effektivt undermineret. Denne artikel er imidlertid ikke skrevet for at tiltrække opmærksomheden på de numeriske og organisatoriske svagheder ved britisk artilleri. Dens mål er snarere at hjælpe en ny generation af troppeførere til at opnå den bedst mulige udnyttelse af det artilleri, vi har. Artiklen er i høj grad en oversigt over artilleripruicipper - og frembragt med aktiv støtte af ældre troppeførere. Skønt den primært beskæftiger sig med 1 (BR) Korps, kan principperne med ligeså stor ret henføres til operationer på NATO’s flanker eller til andre områder.

Mål

Målet er at forbedre håndtering af artilleriet under korpsets kamp.

Principper

Ingen anden tjenestegren kan kontinuert angribe fjenden dag og nat, i al slags vejr, på ethvert tidspunkt, hvor denne fjende måtte befinde sig - på jorden eller i luften. Implicit i denne evne ligger den korrekte deployering af tilstrækkeligt mange kanoner, med tilstrækkelig ammunition, med fjenden inden for rækkevidde og med et førings- og kontrolsystem omfattende alle operative føringsniveauer snævert knyttet til alle kampens aspekter. I krig forårsager artilleriet flere tab for fjenden og har mere ugunstig effekt på hans moral og vilje til at kæmpe end nogen anden tjenestegren. Krigshistorien er fuld af eksempler på angreb, inkl. panserangreb, der fejler på grund af dygtigt håndteret artilleri. Det er sandt, at panser og infanteri ikke kan fuldføre deres opgave - over en periode - uden artilleri. Hvis det forsøges, vil det mislykkes. Ingen hær i verden forstår dette bedre end den sovjetiske. Artilleri spiller derfor en fundamental rolle i enhver fjendes nederlag. Under Falklandskrigen betegnedes artilleriet som »the war winner«. Konventionelt artilleri i dets nuværende konfiguration kan ikke fastholde terræn eller tage terræn. Artilleriets fornemste opgave er at standse, splitte, demoralisere og ødelægge, så at panser og infanteri kan bringe deres kortrækkende våben til indsats, slå ^'enden og kaste ham fra det terræn, han har taget. Artilleri fastholder derefter panser og infanteri i deres mål.

På dette sted kan det vaøre til hjælp at omtale de af krigens principper, der er nøglen til den heldige håndtering af artilleri:

- Fleksibilitet og styrkekoncentration,

- overraskelse,

- offensiv handling,

- samvirke/samarbejde,

- økonomi med kræfterne,

- faglig tjeneste.

Naturligvis er alle krigens principper relevante for artilleriet, men disse er nøgleprincipperne. Moderne artilieri har fire store roller på slagmarken. Først nærstøtten, så fjembekæmpelse af fjendens pjecer, opfølge-styrker og andre mål, derefter luftværn, og endelig den nukleare fase. Principperne omkring håndtering af artilleri illustreres lettest ved at referere til nærstøtterollen, hvis principper omtales senere. Imidlertid må det erindres, at fjembekæmpelse, luftværn og nuklear kamp afgjort alle har deres egen taktik - også selv om de nu førings- og kontrolmæssigt styres af samme artilleristab.

Fleksibilitet og styrkekoncentration

Ingen tjenestegren kan konkurrere med artilleriets fleksibilitet. Dets evne til at engagere mål med overvældende ildkraft overalt i kampområdet inden for minutter er dets største fordel; hvis målet kræver det, kan alle pjecer, som er inden for rækkevidde, indsættes. For at opnå denne koncentration er et veltrænet artilleriføringssystem essentielt. Målet kan angribes med brisant ammunition, luftsprængning, røg, kemiske eller nukleare granater eller en kombination heraf. Den afgørende og hastige beslutning om bekæmpelsesmiddel eller kombination af midler kræver et føringssystem, der omfatter hele kamprummet, og som arbejder i det tætteste samvirke med det operative føringssystem. Kanoner skal naturligvis deployeres, så at deres overvældende ild kan koncentreres mod den største trussel. Dette medfører, at deployeringen af pjecer skal koordineres på det højeste niveau; i modsat fald vil kanoneme blot blive indsat til imødegåelse af mindre tmsler og ikke være på plads og rede til at imødegå andre og overraskende situationer, som måtte opstå. Kanoner skal konstant genforsynes med ammunition, hvilket også skal koordineres på det højeste niveau ellers vil pjecer, der står over for en kritisk tmssel, skyde tom, mens andre, der ikke er indsat og uden for rækkevidde, har mere end nok. Mål skal findes, lokaliseres og ordrer til engagement skal udgives. Når disse betingelser opfyldes, kan hundredvis af tons brisant ammunition hastigt forlægges tværs over rummet. Som kontrast til denne centraliserede føring i deployeringen af kanoner er kontrollen med ilden decentraliseret til det laveste niveau.Dette tilsikrer, at vore kamptropper i kontakt med fjenden altid har hurtig adgang til ild. For at opnå dette skal artilleriførere være langt fremme. En veltrænet artilleriobservatør, der er inde i den operative plan, må altid være i stand til at skaffe ild fra alle pjecer inden for rækkevidde på få minutter. Det er målet med artilleriets kampeksercits at afgøre enhver konflikt mellem centraliseret føring af skytsets deployering og decentraliseret ildledelse. Det medfører, at alle artillerister modtager to sæt ordrer, et fra deres operative fører og et fra deres foresatte artillerifører. Artillerister er vant til dette. Der opstår sjældent problemer eller konflikter.

Overraskelse

Få våbensystemer kan skabe overraskelse så effektivt som rigtigt håndteret artilleri. Det pludselige overfald med adskillige tons sprængstof på en uvarslet fjende vil skabe fuldstændig overraskelse og massive psykiske og chokerende tab, ligesom ganske lange perioder med kaos og neutralisering. F.eks. vil Uden fra fire 155 mm AA, taget fra to divisioners artilleri og svarende til 96 pjecer, der hver affyrer tre lag (288 granater) på 20 sekunder, ødelægge et område på 400 x 400 m med 12V41 sprængstof. Hvis målet er uforberedt, dvs. soldater er uden dækning eller pansrede køretøjer har åbne luger, vil effekten være hærgende. Selv hvis fjenden angriber med lukkede luger, vil effekten være meget stor, især hvis ilden lægges, mens han passerer en hindring. Hvis et sådant artilleriangreb opfølges vimiddelbart af kampvogne og/eller infanteri, er sejr uvægerligt sikret. For at opnå denne effekt skal artilleriførere imidlertid kolokeres med operative førere, som må forstå brugen af artilleri. Observatører skal være langt fremme, pjecer skal være på det rigtige sted, og divisionsartUleriets kanoner skal kontrolleres af Korpset.

Offensiv handling

Artilleriangreb er offensiv handling. Førere skal konstant overveje, hvordan og hvor deres kanoner skal anvendes. Når noget sker under kampen, bør den første reaktion være: »Kanoneme, skal jeg indsætte dem«?

Der vil naturligvis opstå situationer, i hvilke dette ikke er det korrekte at gøre. Det burde imidlertid være den første overvejelse, da kanonerne kan engagere fj enden, mens de manøvrerende kamptropper lykker på plads for at engagere ham på kort afstand - »ild og bevægelse«. Bemærk, hvordan »ild« nævnes først. Skønt ildåbning med artilleri ikke er et universahniddel i alle situationer, bør det være den naturlige og første reaktion på en ny situation. Førere skal altid søge at angribe en fremrykkende fjende for at fratage ham initiativet, for at forvirre, neutralisere og ødelægge ham. Tidlig ildåbning med artilleri kan anvendes tU at nægte fjenden kendskab til placering af vore direkte skydende våben, indtil de åbner ild. Den store begrænsning i at opnå denne situation er ammunitionsforsyningstjenesten, idet der altid bør tilbageholdes nok til den krise i kampen, som endnu ikke er opstået. På den anden side kan tidlig ildåbning forhindre krisens opdukken. Hver enkelt situation må behandles ved at operative førere og artUleriførere arbejder sammen.

Samvirke/Samarbejde

Brugen af artilleri er en del af kampen. Det behøver ordrer og prioriteter ligesom kamptroppeme. Ofte ser og hører man den fantasiløse frase i befalinger »artilleriet A/S«. Dette betyder almindeligvis, at forfatteren ikke ved, hvad han skal gøre med artilleriet. Der findes forskellige faktorer, som er nødvendige for at opnå samarbejde om brugen af artilleri:

Ildledelse.

Ledelse af ilden skal decentraliseres til det laveste niveau, men hvert niveau skal kunne lede den. Derfor er artilleriførere essentielle på ethvert niveau. De giver adgang til Korpsets artilleristruktur. Til forskel fra deres kamptropkoUeger er de uafbrudt indblandet i kampen tværs over deres egne operative føreres skillelinier og i artilleribekæmpelse. De er i direkte forbindelse (på samme net) med artilleriførere på deres flanker og ofte, i deres egen troppeenhed, med førere to trin op; f.eks. en AO, der på AA-nettet taler direkte med sin AC, der sidder ved siden af BDECH, og med hans BC lyttende på BTN-niveauet. En sådan AO kan videregive vitale data opad og kan meget hurtigt påkalde ild fra alle pjecer i AA, i DIV eller alle de pjecer, der er inden for rækkevidde. Tillige ved han, hvad der sker uden for synsfeltet, fordi han også er på sit BTN- eller KMP-net. Derudover opholder han sig ved siden af hans egen operative fører og kender derfor dennes hensigter. For at en AO kan udføre sit job ordentligt er det nødvendigt, at han kan observere og opholde sig ved siden af hans KC. Under kamp er dette ikke vanskeligt, da KC også skal observere. På øvelser sker det sjældent! Imidlertid skal AO-holdet til forskel fra enhver anden gruppe organiseres på en sådan måde, at det kan fungere døgnet rundt. Når dets KMP hviler, er det i gang med at hjælpe et andet KMP. OBO’en opholder sig normalt ved KC og OBSBM observerer konstant. Begge kræver signalmidler og et minimum på én RDO-mand vågen hele tiden. Hvis OBO’en arbejder sammen med KVG, skal han have en KVG og et mindre køretøj, der kan anvendes til oprettelse af et observationsstade under angreb, og til at byde sådanne faciliteter, at han bliver i stand til at løse sine opgaver i mørke eller snævert terræn sammen med infanteri eller af forbindelsesårsager. For at være effektiv skal en OBO således ledsages af to køretøjer og mindst seks mand. Uden dette mistes en stor del af artilleriets værdi. Operative førere må forstå, at deres artilleriførere også er indblandet i andre kampe, og derfor ikke altid kan hvile, når de gør det.

Artileriføring.

Den mest almindelige fejl i dag er, at BTNCH eller KC forestiller sig, at de granater, der falder umiddelbart foran deres enheder, altid stammer fra deres »eget« batteri. Naturligvis vil det ofte være tilfældet, men det er langtfra sikkert; særligt ikke under bevægelig forsvarskamp. Artilleriets kampeksercits er en konstant to-vej s-trafik, der ikke bemærkes af andre tjenestegrene, som ikke er berørt. Målet er at garantere, at pjecer og ammunition altid er til rådighed, hvad der så end sker. Batterier skal flj^te ofte for at overleve og for at være til rådighed i et andet område, når de er allermest efterspurgt. Mens de flj^ter, skal OBO’er have andre kanoner til rådighed. OBO’er styrer således aldrig flytningen af pjecerne. BC’er har stor indflydelse på tidspunktet for deres BT flytning, men inden for deres AC’s direktiver, som han på forhånd har koordineret med KAO/DAO. På hvert niveau godkendes planen af den operative fører. Som følge heraf vil der næsten altid være flere kanoner til rådighed for en given OBO end hans eget BT, især hvis han er indsat i et truet område. Hertil kræves et artilleriførings- og ildledelsesnet, der krydser alle skillelinier, hvori førere på hvert niveau arbejder efter den policy og plan samt de prioriteter, som den højeste operative fører har tiltrådt. Med andre ord får føreren på hvert niveau sine egne behov dækket samt en hel del mere, hvis det uventede skulle ske, og det gør det.

Førerens placering.

Som allerede fastslået skal OBO’en opholde sig ved sin KC og på et oversigtspunkt; ofte modsat rettede krav. Operative førere må forstå dette dilemma. Ligeledes skal BC’en opholde sig ved sin BTNCH, AC’en ved sin BDECH og KAO ved sin KORPSCH. I krig lærer førere hurtigt aldrig at bevæge sig uden deres artUlerifører. Dette sker ikke altid under øvelser, hvilket er helt galt. Det er vitalt, at artilleriførere i god tid er klar over, hvad der kan ske, hvilke muligheder der overvejes, hvordan føreren tænker, for i tide at kunne bidrage, medens planer stadig er foreløbige. Medmindre det er tilfældet, kan de ikke tilsikre, at al artilleriild udnyttes bedst muligt, og at varsler udgives med henblik på, at artilleriets kampeksercits kan sættes i gang. Når operative førere udgiver ordrer til deres artillerister på samme tidspunkt, som de udgiver befalinger til deres egne dispositionsenheder, opstår forsinkelser.

Artilleriordrer og kampeksercits.

Artilleriet skal have klare ordrer og prioriteter for hver fase i operationen. Artilleriførere skal vide, hvilken prioritet hver enkelt type artilleri har for hver kampfase. Sådanne ordrer kan være meget korte, men de giver artilleriførere mulighed for at udgive egne befalinger om:

- Placering og flytning af pjecer,

- placering og gruppering af AO’er,

- mållister,

- tyngde i målengagement,

- andre opgaver, f.eks. flankesikring,

- tider,

- koordination og

 forsyningstjeneste (især genforsyning med ammunition).

Herefter kan de udgive varsler med henblik på at indlede artilleriets kampeksercits for at opfylde disse ordrer, især samordning af målene. Hvis samarbejdet er i orden, og OBO’eme er veluddannede, vil alle vigtige mål allerede være indsendt.

Signalmidler.

Uden virkeligt effektive signalmidler, kan artilleriet ikke fungere. Signaknidleme må dække hele kampområdet og krydse skillelinier - også selv om disse er internationale. De skal dubleres, når det er muligt, og helt ideelt - de skal være sikrede.

OBO’er som relæstationer.

Alle tjenestegrene skal kunne påkalde ild. De skal være ganske vant til at sende skudordrer til den nærmeste OBO. Han vil udføre resten og bringe ilden i målet. I krig - uden sikkerhedsrestriktioner - skal han beordre virkningsskydrmg og derefter korrigere middeltræffepunktet. Desværre udelukker ammunitionstildelingeme ofte dette i fredstid, men det bør øves - når det er muligt - for at opnå den fulde overraskelseseffekt af artilleri. For at forbedre effektiviteten af vor evne til at ramme med første granat, må vi sigte mod at få de første granater til at ramme målet inden for de første fem sekunder, idet fjenden herefter vil bringe sig i dækning.

Økonomi med kræfterne

Der vil aldrig være kanoner og ammunition nok til at imødekomme alle krav. Hvilket antal kanoner, der end er til rådighed, så kan det mest effektive svar kun opnås, hvis det korrekte føringssystem eksisterer. Føring af artilleri skal altid udøves på det højeste niveau, men dette skal være i overensstemmelse med de generelle prioriteter for kampen. Alle førere må forstå dette. Disse prioriteter kan ikke ændres af artillerister alene, men de kan anbefale ændringer.

Logistik

Artilleri er altid indsat. Det behøver sit eget logistiske system. Det er for meget at forlange af BDE, at den skal kunne klare genforsyning med ammunition og reservedele samt den specielle reparationstjeneste af skyts. Dette må organiseres på DIV-niveau af artilleriet og koordineres med Korps-niveauet med mulighed for hurtig flytning af ressourcer. Særlige logistiske artillerisignalmidler er essentielle.

Artilleritaktik

Taktikkens hovedindhold må indledningsvis koncentreres om artilleriets håndtering inden for rammerne af den operative førers idé med kampen og derpå inden for rammerne af hans føling med kampen. Taktikken udvikles af en serie spørgsmål i forbindelse med ovenstående, f.eks.:

- Efterhånden som fjendens opklaring prøver sig frem, hvilken prioritet skal artilleriet have i nedkæmpelsen af denne opklaring i forhold til de direkte skydende våben?

- Mens fjenden forskyder til udgangsområder, hvilken rolle skal artilleriet spille i forhold til flystøtte?

- Efterhånden som fjendens ildforberedelse stiger i intensitet, hvilken prioritet er relevant for kontra-batteri skydning i forhold til andre opgaver?

- Efterhånden som fjenden rykker frem til storm og kommer inden for rækkevidde af direkte skydende våben, hvem skal engagere? Hvis ikke artilleriet, hvad skal det så gøre

- kontra-batteri skydning, bekæmpe anden echelon, samlerum i dybden?

- Efterhånden som fjenden kommer tættere og »åbner« kampen, hvilket taktisk forhold skal da herske mellem de indirekte skydende våben (artilleri og mortérer) og de direkte skydende våben?

Operative førere burde styre artilleri taktisk med præcis ligeså stor selvtillid og selvfølge, som de fører panser og infanteri. Taktik drejer sig om såvel ild som bevægelse (hvilket også omfatter ingen bevægelse) og troppeførere burde værdsætte totaliteten i den taktiske ligestillelse. Artilleristens anvendelse af ild for at opfylde førerens behov kan opnås med en overflod af variationer med henblik på at skræddersy målets situation og de ressourcer, der er til rådighed. Disse variationer kan omfatte:

- Brugen af artilleriets »cocktail«

- en blanding af brisant, luftsprængning og røg fra f.eks. fire eller fem afdelinger, der engagerer en fjende, når han forsøger at krydse en hindring uden for direkte skydende kortholdsvåbens rækkevidde, så at han lider svære tab under forsøget, men hvis det lykkes dele af fjendens styrke at passere og overleve, så kommer denne øjeblikkeligt under direkte ild.

- Den hurtige udnyttelse af adskillige batteriers koncentrerede Ud mod en fjende, som pludseligt og uventet dukker frem.

- Isoleringen af dele af kamppladsen ved hjælp af adskillige kilometer lange røgslør uden for direkte skydende våbens rækkevidde.

- Under engagement af et stort mål at flytte middelnedslagspunktet for en stor koncentration hen over målet på en tilfældig måde.

- Engagement af et mål, f.eks. fremrykkende panser, med en »cocktail« og blandede kalibre (middeltunge og tunge) på eksempelvis tre skud, for derefter at svinge til et andet mål, blot for at give det første mål tilstrækkelig tid til at dukke frem fra dækning for at opgøre skaderne - og så svinge tilbage på det.

Konklusioner

Artilleri overskrider alle skillelinier og planer. Det er den eneste ^enestegren, der er involveret i alle kampens aspekter på alle tidspunkter og i al slags vejr. Til forskel fra andre tjenestegrene er det involveret uden for de skillelinier, der er tildelt dets egen troppeenhed. Det opererer dybt i fjendens territorium og er i princippet også ansvarligt for luftsikringen i de lave højder over Korpsets rum. Den operative fører, som undlader at opfatte og opsummere totaliteten i ligestillelsen mellem ild og bevægelse, hvori artilleriet producerer en stor, om ikke den største, ildkraft, vil gå i kamp med den ene hånd bundet på ryggen. Ilden skal være totalt integreret i den operative førers taktiske plan, dér hvor dets meget specielle og afgørende kvaliteter kan influere kampen langt uden for skillelinier. Uden den fuldstændige integration af artilleriets ild, er vort panser og infanteri tvunget til at kæmpe mod en udhvilet og velorganiseret fjende, der støttes af den tilintetgørende masse af eget artilleri. Briterne har udviklet et enestående og godt system til at opfylde det krav, at artiUeriplanlægning skal være fuldt inkorporeret i al operativ og taktisk planlægning på et meget tidligt tidspunkt. Britiske artilleriførere er altid langt fremme, hvorfra ilden kan ledes, men artilleri føres på det højeste niveau. Dette system er heldigt afprøvet i krig; det er overlegent i forhold til andre systemer, og det er en »battle winner«. Det må ikke skrælles væk. Det er også - på ethvert tidspunkt og især når det uventede opstår - en meget »cost effective« og fleksibel måde at udnytte det enkelte stykke artilleriskyts på. Artilleri kan ikke indsættes til nærstøtte uden højt uddannede AO’er, BC’er og AC’er. Disse skal føres og koordineres af en DAO, som i virkeligheden fører en »brigade« på tre feltafdelinger og andet organisatorisk artilleri. Han må og skal have fuld kommando over disse kanoner. Dette overrasker ofte andre våbens førere, som finder det vanskeligt at forstå, at dette er vitalt for den korrekte indsættelse af artilleri. Det er fordi - og helt korrekt - en operativ fører koncentrerer sig fuldstændigt om sit eget føringsniveau, mens artilleriføreren er uddannet til at tænke ud over troppeenhedens skillelinie lige til grænsen for hans kanoners rækkevidde i alle retninger. DAO indsættelsesplaner koordineres på eksakt samme måde af KAO. Medmindre dette geimemføres, kan en divisions kanoner være ude af stand til at støtte en nabodivision, når de let kunne have gjort det uden at kompromittere egen opgave. Siden 1915 har denne evne eksisteret i artilleriet og vi, i det mindste i den britiske hær, må tilsikre, at denne yderst vigtige evne for troppeføreren opretholdes. Der er nogen, der tror, at artilleri kun har lidt del i kortholdskampen, og at dette burde overlades til andre, mens det fortsætter med at bekæmpe mål på store afstande og kontra-batteri skydning. Skønt bekæmpelse af mål i dybden er artilleriets nøgleopgave, skal det altid være muligt at koncentrere ilden fra så mange kanoner som muligt mod et større angreb eller indbrud. På ethvert tidspunkt i kampen kan kampbataljoner være så engageret af fjendens artilleriild, at vort artilleri vil være den eneste mulighed for at lægge ild over fjenden. Dette kræver al den dygtighed, artillerister kan mønstre, og kan kun udføres hurtigt og effektivt, hvis artilleriet uddannes til det og har organisationen til at bringe det ud i livet.

De andre artilleri-roller

I én artikel er der ikke plads nok tU at dække alle artilleriets fire hovedroller. Uden i det mindste lidt omtale af bekæmpelse af mål i dybden og luftvæmsaspekter vil en diskussion af artilleriets håndtering imidlertid ikke være komplet.

Bekæmpelse af mål i dybden

Bortset fra »offensive air support« er bekæmpelse af mål i dybden næsten fuldstændigt en artillerisag, hvortil særligt målopklaringsmateriel, efterretninger og - naturligvis - langtrækkende våben er nødvendig. Artilleristens job er at bekæmpe fjendens artilleri og andre våben i dybden efter ordre fra den operative fører. Troppeførere siger altid, at vi skal bekæmpe fjendens artilleri med høj prioritet - og vi skal tilhge svække og forstyrre fjendens opfølgestyrker, før de kastes ind i kampen. At udkæmpe denne kamp og i særdeleshed artilleribekæmpelsen er en kompleks sag. Der er konstant behov for grundige studier for hurtigt at kunne sammenstille rådige efterretninger og data samt for at koordinere dem på tværs af fronten, alt for at kunne åbne ild effektivt, i rette tid og med rigtigt placerede pjecer. Ideelt set kræver denne opgave en lille, særlig føringsstab, der er ansvarlig direkte over for Armégruppens artillerifører - men desværre findes den stab ikke mere. Bekæmpelse af mål i dybden skal føres på det højeste niveau; det er ved Armégruppens artillerifører. Korpsartilleriets kommandostation skal være nært forbundet til alle indhentningsmidler i den taktiske efterretningstjeneste, til EK-enheder og til flyvevåbnet. Armégruppens artillerifører kan allokere bekæmpelsesressourcer til artilleriførere på lavere niveauer, og disse kan rekvirere ressourcer på ethvert tidspunkt. Skyts er under alle omstændigheder deployeret i disse artilleriføreres rum, sandsynligvis med henblik på forskydning eller genforsyning. Yderligere kan de langtrækkende kanoner altid indsættes i nærstøtteroUen efter omstændighederne.

Luftværn

Alle tjenestegrene lægger nu stor vægt på luftværn med henblik på at holde fjendens luftangreb fra livet, men ingen ansvarlig artillerist vil påstå, at dette kan udføres med vore nuværende våbensystemer eller føringsorganisation. Luftvæmskampen er også en artillerisag; for at udkæmpe den effektivt skal artilleristeme dække to komplementære dobbelte forpligtelser: Først nedslidning og afskrækkelse; derefter område- og punktforsvar. En blanding af missiler og kanoner er behovet her og nu, hvis vi vil matche disse krav effektivt. Kontrol med rene nedslidningssystemer er grundlæggende Armégruppens artilleriførers ansvar - skønt påvirket af den normale kommandokæde efter behov. Men afskrækkelse, eller beskyttelse, skal delegeres til et lavere niveau fra starten, og hver artillerifører bør i sit område have en blanding af systemer, som han kan indsætte - især til at dække pansrede reservers bevægelser. Alle luftvæmsenheder skal føres og kontrolleres af artilleristabe på de relevante troppeenhedsniveauer; i sidste instans af Armégruppens artillerifører. Dette fordi den operative fører skal være i stand til at omgruppere sit luftværn, så det passer ind i den taktiske plan eller for at modvirke en ny trussel. For at være effektive skal luftvæmsenheder have sine egne ordrer og prioriteter, have fj emvarsling, specialiseret faglig støtte og nogen egenbeskyttelse. Korrekt indsættelse er kritisk og skal reflektere den operative førers prioriteter, især da luftværn sjældent overvinder en indledningsvis forkert indsættelse. I luftvæmsverdenen sker ting meget, meget hurtigt. Vi har behov for et førings- og kontrolsystem, der udelukkende er helliget luftvæmskampen, og som er både hurtig og »responsive«. Luftværn har behov for alvorlig opmærksomhed døgnet mndt. Det har også behov for en egen stab for at udnytte dets styrke mod fjendens fly. Denne stab kan være ganske lille, men den bør kontrollere luftvæmskampen i hele korpsets mm, inkl. fjemvarsKngsmidler og logistisk støtte. Yderligere skal den have forbindelse til nabo-Korpset, NATO’s luftforsvarsbælte og til luftværnet i de troppeenheder, der rykker ind i Korpsets område. Den skal også have nær forbindelse til Royal Air Force med henblik på at koordinere luftrummet og ildkontrollen i forhold til egne flys og helikopteres bevægelser. Det er på Korps niveau, at den mest afgørende berøringsflade opstår mellem kampen i luften og kampen på landjorden - men den nuværende meget reducerede føringsstruktur kan ikke effektivt løse alle de involverede problemer. Justeringen af luftværnets førings- og kontrolorganisation er en af de mest presserende opgaver i 1 (BR) Korps i dag.

Personelstyrke

Der findes en hel del misforståelser omkring artilleriets personelstyrke. Den bemærkning høres ofte, »at en artilleriafdeling på 24 kanoner har ca. 500 mand. En panserbataljon har 57 kampvogne og ca. 450 mand. Noget må være galt. Artilleriet må være alvorligt overbemandet«! Denne fejlagtige opfattelse er et produkt af fred, små krige og øvelser, hvor kanoner enten slet ikke skyder eller kun affyrer små mængder ammunition. Den kraftige indsats, der skal præsteres for at betjene og affyre store mængder 50 kg tunge granater døgnet rundt samtidig med, at kanonbesætningen selv må sørge for sin egen nærsikring, opfattes ikke ofte. Til forskel fra kampvogne er kanoner altid i aktion - enten ved skydning eller under bevægelse. De vil sandsynligvis være under konstant artiUeribeskydning og luftangreb, så at søvn vil være en luksus. 4 mand i tårnet kan betjene kanonen, men det gælder kun for affyring og genladning, så længe der er granater i tårnet. Det store problem bliver håndtering af mere end 40 t ammunitionsgenforsyning pr. kanon pr. dag, som skal udpakkes og forsynes med korrekt brandrør, før det kan leveres til kanonen. Dette er en ganske anden opgave end at bemande selve kanonen, hvilket førere skal tage i regning, når de tildeler personelerstatning. Især 155 mm pjecer skal have besætninger på ca. 8 mand, hvis de skal flytte ofte, lide tab og stadig opretholde evnen til ildafgivelse dag og nat. I denne sammenhæng skal førere for troppeenheder huske, at artilleriet behøver max. varsel for flytning; ellers mistes ammunition og pjecernes effektivitet daler.

Uddannelse

For at opnå disse resultater kræves nogen ændring i uddannelsen. Da artillerister kun kan gøre lidt under feltøvelser bortset fra at øve forskydning samt tekniske og taktiske procedurer, er det vigtigt, at fælles skarpskyd ningsøvelser med alle tjenestegrenes våben arrangeres. Meget gøres under BATUS, men desværre indøves under BATUS mange forkerte fremgangsmåder - set med artilleristens øjne. Ingen kampgruppe vil blive indsat i BATUS lignende operationer uden støtte fra divisionsartilleriet. For tiden betragtes artilleriet som en meget lille og noget irrelevant del af kampen. Dette er for nylig blevet bedret ved indsættelse af en ildledecentral og to batterier. AntaUet af M 109 pjecer bør forøges med henblik på at øge fleksibiliteten og reducere unødvendig ændring i uddannelsen på materiellet for respektive batterier. To batterier mere vil yde mere ildkraft; ikke tilstrækkeligt, men mere end nu. Hvad der er mere vigtigt: Den korrekte ildplanlægnings- og koordinationsprocedure bliver øvet. Det er muligt at organisere en kampgruppes skarpskydning i Hohne, når en divisionsartilleriafdeling kan frigøres hertil. Alle tjenestegrene kan derved øve håndtering af kanoner i denne størrelsesorden. Det er vigtigt, at alt artilleri i Korpset undertiden træner sammen både under stabs- og signaløvelser og under skarpskydning. En begyndelse er allerede gjort, men det er vitalt, at observatører og artiUeristabe får fornemmelsen af skydning med mere end en lille del af divisionsartilleriet, og at troppeførere deltager fuldt ud. Dette kan gennemføres trods sikkerhedsbestemmelsernes restriktioner. Der må også tages skridt til at udvikle batterichefers og observatørers (og luftvæmschefers) kendskab til bataljons- og kompagnitaktik. Mens det er artilleriets uddannelsesansvar at undervise både i den taktiske og den tekniske udnyttelse, skal meget mere læres og øves, før observatørerne kan deltage fuldt ud i hele kampen på kompagniniveau. Dette bidrag til hele kampen skal også ydes af batterichefer på bataljonsniveau, chefer på brigadeniveau og artilleriførere på divisionsniveau. En så omfattende uddannelse kræver bistand fra bataljonschefen i uddannelsen af observatører og batterichefer. Før dette sker, vil troppeføreren aldrig få fuldt udbytte af artilleriets potentiel under kamp. Observatører, der samarbejder med panser, burde transporteres i kampvogne, ligesom batterichefer, hvis pansrede chefer også fører fra kampvogne. Da nogle brigadechefer i den bevægelige forsvarskamp fører fra kampvogne, har deres artilleriafdelingschefer ligeledes behov for kampvogne. Medmindre dette gennemføres bliver tabene af artilleriførere og især observatører så store, at vi mister evnen til at lede artilleriet effektivt under kamp. Observatører skal »udstille sig« for at udføre jobbet. At gøre dette i en pansret mandskabsvogn er fatalt; det medfører, at de vil blive slået ud af kampvogne. De kan naturligvis blive slået ud i en kampvogn, men der kan ikke gøres noget bedre end at give dem kampvogne. Samtidigt med at de bliver mindre identificerbare, har de evnen til direkte skydning i en nødsituation, og de kan derved spille en hel og fuld rolle i taktikken på kompagniniveau. Observatører skal fortsat have et andet køretøj, sandsynligvis et lille pansret hjul- eller bæltedrevet køretøj, så at de kan operere sammen med infanteriet, bemande observationsstader eUer udføre forbindelsestjeneste.

Føring og kontrol

Det er forbavsende, så ofte man hører Korpsartilleriførerens funktion sammenlignet med tilsvarende job i andre tjenestegrene. Det er helt forkert. Korpsets artillerifører er en operativ fører. Han kæmper med hele Korpsets artiUeri og fører det. Han fører - i artilleriterminologi - alle divisionernes kanoner plus luftværns-, tungt-, nukleart- og målopklaringsartilleri. Han er en sand fører. Han skal også tilsikre, at forskydning og kainpeksercits er tilstrækkeligt koordineret, så at artilleri kan afgive ild effektivt tværs over korpsets skillelinier. Det er trist at bemærke, at der for tiden ikke findes mulighed for at koordinere artilleriet mellem Korpsene i Northern Army Group. Dette kræver en artillerifører ved NORTHAG HQ. Uden en sådan fører vil forsøg på koordination altid være ad hoc - løsningerne, som alt for let mislykkes i krig. Ideelt set kunne en sådan fører også føre nukleare våben. Disse ville da blive armégruppeartilleri, som kunne forstærke kampen, hvor behovet var størst. I virkeligheden kan den desperate mangel på almindelig og langtrækkende ildstøtte tvinge os til at benytte disse våbensystemer, inkl. Lance, i deres konventionelle rolle.

Fremtiden

Teknologien går fremad med en sådan hast, at vi i løbet af det kommende 10-år vil opleve systemer i tjeneste som f.eks. flerskudsraketkastere (MLRS), en ny 155 mm kanon (SP 70) med længere rækkevidde, bedre beskj^telse og kapacitet til at affyre tre 48 kg granater på 10 sekunder, forbedret konvertionel ammunition som »bomblets« og »minelets«, automatiseret støtte til føring og kontrol i »Battlefield Artillery Target Engagement System« (BATES), en stærkt forbedret kapacitet i målopklaringen osv. Disse nye systemer ændrer ikke de beskrevne principper og koncepter, men de vil revolutionere den effekt, artilleriet får på kampen. Indirekte ild giver evnen til - ikke blot at neutralisere - men til at ramme og ødelægge både bløde og hårde mål. Kampvognens dominans kunne slutte, og behovet for mere artilleri kunne få topprioritet. Dette er imidlertid et emne for selvstændig studium, og lad det være nok at sige, at vi skal tilsikre, at vi er rede til at udnytte de fremskridt, som teknologien bringer.

Konklusion

Teknikken bag håndteringen af store mængder artiUeri i kamp er i værste fald mistet og i bedste fald i fare for at blive glemt. Vi har nu en generation af troppeførere, som - hvis de forstår principperne - sjældent øver dem; især principperne om, at artilleriet skal kontrolleres langt fremme og føres på det højeste niveau. Artilleriførere må studere og forstå troppeenhedernes taktik, så at de kan gøre skytset i stand til at spille den fuldstændige og korrekte rolle i troppeenhedemes kamp. Som et velkendt bryg, »Artilleri rækker de dele af kamppladsen, hvor andre våbenarter ikke kan række«. Den korrekte udnyttelse af den kampvindende evne er ikke blot et artilleriansvar; det er en vital og fundamental funktion i operativ føring på alle niveauer.