Log ind

At grave eller ikke grave

#

Denne artikel, hvis forfatter er den nyudnævnte generalinspektør for ingeniørtropperne, Oberst D. A. Wieth-Knudsen, er velvilligst stillet til rådighed for os af i Tidsskrift for Ingeniørofficerer«.

Prolog.

Det er ganske vist, at både sejrherre og den besejrede efter en krig er en hel del klogere — rent militæ rt set — end før krigen. Det må dog betænkes, at de erfaringer, begge parter har erhvervet sig, hidrører fra den krig, der er forbi, og at det med sikkerhed kan siges, at meget af det, der har været rigtigt under den netop afsluttede krig, ikke v il komme til at gælde under en ny krig, ja, endog kan være direkte galt. Udviklingen standses som bekendt ikke. Historien viser eksempler nok derpå. Under de mange overvejelser, man har gjort sig vedrørende de nye doktriner, der i dag søges opstillet på grund af faren for anvendelse af kernevåben, har således spørgsmålet om at grave eller ikke grave også været drøftet særdeles indgående.

For og imod gravning.

Når der overhovedet er opstået tvivl om, hvorvidt man skal gøre det ene eller det andet, skyldes det vel hovedsageligt, at man hl. a. fra visse britiske kredse har frem stillet det således, at har man først fået en mand til at grave sig ned samt fået ham til at krybe ned i skyttehullet, v il man ikke, hvis han har været udsat for eller blot været tilskuer til en kernevåbeneksplosion, kunne få ham ud af det igen for at fortsætte angrebet. Allerede tidligere, da der kun var tale om konventionelle våben, havde man erfaring for, at det ofte var særdeles vanskeligt at få tropper til at forlade de forholdsvis trygge udgravninger eller dækninger, de havde søgt beskyttelse i eller under. Når det havde været tilfæ ldet allerede ved fortidens så relativ ringe ild , — sammenlignet med kernevåbnenes — , kunne man forudse følgerne, når tropperne oplevede et kernevåben. T il dette kunne føjes, at gravning — som også før — ville røbe egen besættelse. Og selv om der blev gjort nok så meget for at håndhævde sløringen, ville det være meget vanskeligt, sådan som det altid er tilfældet under praktiske eller, skal vi sige, realistiske forhold, at skjule for en fjende, livor man befinder sig. Dette at være skjult, gemt væk, er mere afgørende nu end før i tiden, for at man ikke skal udsætte sig for den risiko at blive ødelagt af et A-våben.

Der er endvidere opstået den tanke, om det i det hele taget var så nødvendigt at grave, når en stor del af styrkerne i dag befandt sig i pansrede mandskabskøretøjer. Hvis disse er lukkede, v il de — bortset fra de, der er i umiddelbar nærlied af nulpunktet — give beskyttelse mod lys-, varme- og radioaktiv stråling samt til en vis grad også mod trykbølgen og sprængstykker m.v. Kun de folk, der ikke havde pansrede køretøjer til rådighed, og den del af styrkerne fra disse, som ikke altid kunne være i eller i nærheden af køretøjerne, skulle søge beskyttelse ved at grave. H e rtil skal bemærkes, at tropper skal almindeligvis ikke leve i køretøjerne og endnu mindre kæmpe fra dem. Køretøjerne kan blive ødelagt eller i det hele taget bryde ned. Det v il ofte vaire således, at køretøjerne rent taktisk er uønskede i kompagniområderne, ligesom det mange gange ikke vil være rigtigt at opholde sig i dem på stedet om natten. A t basere sikkerheden udelukkende på bevægelighed vil derfor være en fe jl, med mindre det er således, at man kan tåle større eller mindre tab af såvel personel som køretøjer, — og det er vel ikke en løsning, der er antagelig for danske troppeførere? Der bar også været talsmiend for det modsatte, nemlig om man ikke kunne grave mere end tidligere, f. eks. i stedet for 1 eller 2 skyttehuller pr. 2 mand grave 10— 20 gange så meget — eller mere endnu — fordelt over hele det område eller rum, man skulle kæmpe i. Det ville ikke røbe så meget om den egentlige besættelse, og manden kunne så altid ret hurtigt finde et bul at springe ned i, når lian fandt det nødvendigt. Såfremt man skulle grave i stort omfang, måtte man naturligvis have maskiner til hjælp; sidstnævnte problem vil senere blive omtalt nærmere. Samtidig bør det dog bemærkes, at jo mere der graves, eller jo mere man er forpligtet til at grave — hvilket v il have til følge, at man kommer til at opholde sig i et terrainområde gennem længere tid — , desto større sandsynlighed er der for, at man danner et atommål. Denne mulighed bevirker så igen, at der må gøres endnu flere anstrengelser for at skaffe sig den fornødne dækning ved endnu mere gravning samt ved tilførsel af materialer, som igen giver forsynings- og transportproblemer. Det hele kunne efterhånden blive en skrue uden ende. Det var måske så alligevel bedre at undlade at grave for herved at blive så ubemærket som muligt og dermed igen undgå at blive udsat for et A-våben. Nu er det im idlertid således her, at det, de hjemlige eksperter eller kyndige udtaler, ofte ikke har samme virkning eller gehør, som når udenlandske ditto’er siger det samme. Der bør ikke være nogen tvivl om, at der skal graves her i landet og endda ikke så lid t for at opnå i hvert fald en relativ beskyttelse mod virkningerne fra de forskellige former for A-våben. Udviklingen af dette våben har gennem årene siden udløsningen af den første atombombe været særdeles stor. Tidligere fandtes atomladningerne i svære eller tunge bomber; i dag er ladningerne relativt lette og kan anvendes mere direkte i selve kampen, idet de kan udskydes ved hjælp af a rtille ri eller andet tilsvarende frem føringsmiddel. Den tid vil ikke være fjern, før ladningerne v il blive brugt af de forreste kampstyrker udskudte af morterer og andre lettere våben. Det er øjensynligt for enhver praktiker, at det v il medføre større interesse for feltarbejder. Skal vi modstå virkningerne fra små kernevåben anvendt i forreste linie af tropperne selv, og skal vi gøre os håb om at overleve for derefter at føre kampen videre til et heldigt resultat, må vi grave os ned. Det bør måske her betænkes, at gravning behøver ikke altid betyde, at der skal udføres kampanlæg. Der må ud over disse findes anlæg, som kun skal tjene til at modstå virkningerne fra en atombombe. T il alt dette skal yderligere kun tilføjes, at der må graves, om ikke andet, så ud fra den enkle kendsgerning, at de konventionelle våben vil retfærdiggøre det!

Britiske synspunkter.

At ikke alle briter har den opfattelse, der er anført i begyndelsen af nærværende artikel, fremgår af en artikel i The Royal Engineers Journal december 1959 med overskriften »To Dig or Not to Dig«.

De synspunkter, som gøres gældende der sammen med andre, der er fremsat i en anden artikel i nævnte tidsskrifts martsnummer 1960 betitlet »Infantry Field Defenccs and tlic Battie Shclter Concept«, skal der i det efterfølgende gøres lid t nærmere rede for, og de kan måske hjælpe de svage i troen på gravningens betydning.

Beskyttelsesforanstaltninger mod kernevåben.

Anvendelsen af A-våben måtte naturligvis få indflydelse på taktikken. Da de første bomber blev kastet i slutningen af en krig, gik det dog kun op for få, hvad det ville komme til at indebære for en tredie verdenskrig. Det er im idlertid klart, at det største problem — som også før i tiden, når et nyt våben kom frem — , var at finde et passende forsvar eller en passende beskyttelse mod det. Problemet eksisterer endnu til en vis grad i dag. Igennem tiderne har der til stadighed været kappestrid mellem angrebsvåbnet og dækningen; af og til var angrebsvåbnet det stærkeste, til andre tider dækningen. Som regel har dækningen dog været lid t bag efter. Dette skyldtes ofte, at der navnlig i fredstid ikke blev ofret nok derpå af økonomiske grunde. Da A-våbnet optrådte på kamppladsen, var det i første omgang umuligt at finde på rim elige modforanstaltninger. Im idlertid var A-våbnenes antal i begyndelsen forholdsvis få, ligesom våbnene var temmelig kostbare, hvorfor det var åbenbart, at de kun kunne blive anvendt mod værdifulde mål. En styrke, der er opstillet spredt og bar stor bevægelighed, er vanskelig at erkende; kommer hertil, at styrken endvidere er godt og klogt nedgravet, så ville opgaven blive endnu vanskeligere. Selv om det er en kampenbeds fornemste opgave at kæmpe for at vinde, ikke for at overleve, så v il der im idlertid før eller siden komme perioder af stilstand i enhver kamp, hvor føreren må træffe sådanne foranstaltninger, som sikrer, at lians styrke stadigvæk forbliver en kampenhed. Troppeføreren vil her især have følgende tre muligheder: Han kan som nævnt sprede sine styrker inden for det område, der er eller skal være under hans kontrol, og hvor han kan få forsyningsstøtte; han kan tillige forsøge at skuffe sin modstander vedrørende egen besættelse og styrke; og endelig kan han også bestemme sig for at grave. Hvad angår spredning og sløring, v il det ikke betyde ret meget i tid og arbejdskraft.

Bestemmelsen om at foretage gravearbejder er som allerede nævnt et langt større problem. Medens taktikeren har det vanskeligt, er det lettere for ingeniørofficeren, idet denne v il råde til at grave samt i øvrigt råde til at skaffe sig mest mulig dækning. Ved større feltarbejder kan ingeniørtroppeme hjælpe med deres maskiner, medens alle de mindre arbejder, her især skyttehullerne, må udføres af manden selv. Han må ikke afvente hjælp ude fra. Hvis han venter, vil det reducere hans chancer betydeligt for at overleve. Hans eneste praktiske chance er at grave sig ned. Det er som sagt teknikerens råd!

Forsøg vedrørende feltarbejder.

Begyndelsen til ovennævnte »concept« om infanteriets feltbefæstningsarbejder skete for en del år siden. Efter de erfaringer, briterne fik på grundlag af nogle forsøg med kernevåben, f. eks. i Operation Totem i 1953 og Operation Bu ffalo i Maralinga i 1956, hvor man bl. a. afprøvede forskellige feltbefæstningsarbejdcr og de dertil hørende materialer, udsendtes i England i 1957 »Field Engineer and Mine Warfare Pamphlet No 2 — Field Defences Part I«. Det var første gang, menes det, at der blev givet bestemmelser for feltarbejder med særlig henblik på atomkrigsførelse. De der angivne arbejder var dog stadig af et sådant omfang, at deres udførelse ville kræve megen tid og megen arbejdskraft samt mange materialer. Det var derfor naturligt at søge arbejdseffektiviteten og -hastigheden øget ved anvendelse af maskiner, især til større arbejder. Der blev derfor i efteråret 1958 afholdt forsøg ved School of M ilitary Engineering (den britiske ingeniørskole i Chatham) med en række maskiner af de typer, som fandtes i handel og vandel. Den første del af forsøgene omfattede en nøje afprøvning af de enkelte maskiners brugbarhed. Man undersøgte lier, hvilken form og størrelse de enkelte udgravninger fik. De forskellige maskiners bevægelighed, manøvrering og terraingående evne samt den støj, de frembragte, blev bedømt. Herunder fandt man også ud af, hvorledes det under arbejdet forholdt sig med operatørens udsyn samt betjening og kontrol af maskinen. Problemet vedrørende de enkelte maskiners vedligeholdelse samt den lette adgang til reservedele var også genstand for undersøgelse, da der måtte lægges megen vægt på, at maskinerne til stadighed kunne være 1 arbejde. Endelig blev det undersøgt, hvilket manuelt arbejde der måtte udføres, når maskinen havde tilendebragt sin del af arbejdet. Under den sidste del af forsøgene blev maskinerne fordelt til en panserinfanteribataillon for at anvendes til gravning af de spredte stillinger, som en bataillon under hensyntagen til truslen af atomangreb må indtage i dag. Sidstnævnte forsøg foregik ved dag som ved nat og i al slags vejr. I forbindelse med dette arbejde blev mulighederne for at benytte sprængmidler til at fremme arbejderne også undersøgt, navnlig for at fremskaffe smalle 2-mands buller. Det udstyr, der brugtes hertil, omfatter en slags ramklods betjent af 2 mand, som rammer et hult stålrør ned til den ønskede dybde. Røret trækkes derefter op, hvorpå der lægges en passende ladning ned i hullet. Sprænges flere sådanne ladninger anbragt ved siden af hinanden samtidigt, kan der fås et aflangt hul, der let ved gravning kan omdannes til et skyttebul. Der nævnes et eksempel på, at 2 mand på et kvarter har udført et skyttehul, der var 1,8 m langt, 0,6 m bredt og 0,9 m dybt, d. v. s. for knælende skytte; hvis hullet overdækkes med en dør eller et særligt imprægneret dække, er manden også beskyttet mod virkninger ovenfra. Nævnte udstyr minder om det tidligere lier i landet benyttede »camouflet equipment«. Konklusionen af forsøgene blev i øvrigt, at det er absolut nødvendigt i en atomkrigstidsalder at have maskiner til hjælp. M ålet for en panserinfanteribataillon vedrørende dækning skal være, at den må være nedgravet, have fået den fornødne dækning (»overhead protection«), være sløret samt rede til kamp i løbet af 6 nattetimer. Bataillonen skal derfor i hvert fald være udstyret med let mekanisk drevet værktøj (spade og/eller hakke) og ovennævnte særlige sprængningudstyr, som dog endnu ikke er færdigt udeksperimenteret. Det kan oplyses, at allerede nu undervises der im idlertid i omhandlede værktøj og udstyr på den britiske ingeniørskole og på den britiske infanteriskole. Vedrørende sprængmidler anføres det, at i frem tiden må også en sprængladning på samme måde som en håndgranat børe til en infanterists udrustning. Omhandlede lette maskine er velkendt herhjemme, idet det drejer sig om den svenske benzindrevne Atlas Copco »Cobra«. Den vejer ca. 25 kg og kan således bæres af en mand. Ulempen ved den er bl. a., at den er ret støjende. Den kan også bruges til andre arbejder, f. eks. til boring for forberedelse til sprængning i jord eller veje. Englænderne er meget tilfredse med maskinen og bar anvendt den med stort udbytte, idet graveliden nedsættes betydeligt. Det fremgik også af forsøgene, at ingen af de daværende maskiner var helt egnet til de forskellige former for feltarbejder. Der var altid en eller anden mangel eller begrænsning i brugen. Det var ligeledes klart, at mange af de eksisterende feltarbejdstyper var uegnet, når der skulle graves hurtigt ved hjælp af disse maskiner. Det ville derfor være rigtigt, når det i en atomkrig var af afgørende betydning at anvende maskiner, dels at man supplerede og/eller ændrede feltarbejdstypeme, dels at man udeksperimenterede en passende maskine, som var egnet til formålet. I de sidste par år er der dog på det civile marked kommet maskiner frem, som synes meget anvendelige også til militæ re jordarbejder.

Forslag til fremtidige feltbefæstningsarbejder.

På grundlag af forsøgene udarbejdedes der af et udvalg sammensat af infanteri- og ingeniørofficerer et »Mobile Hole« — eller (som det senere kom til at hedde) »Battie Shelter Conccpt«. Det har direkte relation til infanteriets feltbefæstningsarbejder og går ud fra det ganske enkle, at »be able to dig offers the only practical insurance to survival«, og at »in any future war, a C om munder’s digging policy may well be the most influential factor in saving lives«. Mere direkte kan det vel ikke siges? Forslaget, soin endnu overvejes i det britiske W ar O ffice, er i øvrigt bygget på følgende faktorer: Dækning, økonomi i arbejdet, hurtighed i gravearbejdet, sløring, liv under kote ± 0.0 samt forsyning med materialer. Forslaget tager ikke livet af før nævnte britiske vejledning i feltarbejder m. v., som stadig v il være gældende, når situation, materialer m. v. tillader det. De anførte faktorer skal i det følgende omtales ganske kort; de kan ikke alle opfyldes samtidig, da de under visse omstændigheder v il være i modstrid med hinanden. Formålet er at sætte en infanteribataillon i stand til at kæmpe, leve og virke under den bedst mulige dækning. De feltbcfæstningsarbejder, der kræves hertil, bør udføres efter byggeklodsprincippet, idet der begyndes med 2-mandshullet. Dækning for den enkelte mand fremskaffes ved en passende beskyttelsespåklædning og ved materialer, der til stadighed sikrer ham imod varmestråling fra flere på hinanden følgende kernevåbeneksplosioner, og som ikke hindrer ham i at optræde som soldat. Som det måske v il være bekendt, afprøver USA en kampuniform , der skal kunne beskytte mod ABC-midler. Den påtænkes udført som normaludrustning. Manden er især sårbar, når han begynder at grave. A f hensyn til den radioaktive stråling skal han være under jorden, og jo smallere og dybere hullet er, desto bedre beskyttelse; her v il jorddækning hjælpe til at svække virkningen. Imod radioaktivt nedfald v il det være nødvendigt med et let dække, som nemt kan fjernes og erstattes efter angreb. For at modstå trykbølgen hør den del af værnet, der rager op over jorden, være så lavt som muligt; anlægget på eventuelle skråninger må højst være 1:2. Materialerne, der anvendes til dækning, og som naturligvis kan rives væk af trykbølgen, må ikke i sig selv være af en sådan art, at de kan virke dræbende. Den bedste dækning mod overfladeeksplosion vil således være at gøre hullet så smalt som muligt, og mod lufteksplosion give yderligere dækning ved at forsyne hullet med et dække, som dog ikke altid kan være af den type, man benyttede tidligere. Skyttehullet menes at skulle være ca. 60 cm bredt (som vores nuværende) og have en længde på ca. 75 cm pr. mand samt være ca. 200 cm dybt.

Dette skyttehul, som minder stærkt om det, vi benytter, er som anført grundelementet. Herfra kan man udbygge hullet ved i den ene ende at udføre en udgravning , der danner en (stump?) vinkel i forhold til den første udgravning; man får herved et vinkelskyttehul. To eller flere sådanne kan derefter forbindes ved korte gravstykker, når tiden tillader det. Angående dækket har der her været tale om de såkaldte »prayer mats«, d. v. s. særligt mod varmestråling imprægnerede »sløringstæpper«, der understøttes af letmetalstokke. De kan hurtigt lægges ud og hurtigt fjernes om nødvendigt. I nødsfald kan man som bekendt bruge sit regnslag og herved få en vis beskyttelse mod varme og radioaktivt nedfald. Økonomi i arbejdet opnås ved at anvende de mest simple anlæg, som er lette at lære den menige, som er hurtige at afsætte i terrainet — også i mørke — , og som endelig er nemme at grave selv med de enkleste til rådighed stående hjælpemidler. Der skal ikke beklædes, i hvert fald ikke i begyndelsen, med mindre jorden kræver det (vinkelskyttehuller v il dog ofte kræve beklædning, da jorden indvendig i vinklen ikke har den nødvendige støtte).

Hurtighed i gravearbejdet må afhænge af den foreliggende fjendtlige trussel. Anlæggene skal kunne bruges i løbet af højst 30 minutter, og det er derfor givet, at der ved infanteriet ud over almindelige graveredskaber må anvendes spra'ngmidler, gravemaskiner og motordrevne graveredskaber, for en stor del betjent af infanteriet selv. Det kunne således tænkes, at nogle af eller måske alle køretøjer (især de pansrede), der bører til en enhed før eller siden blev indrettet på en sådan måde, at de kunne levere drivkraft til forskelligt værktøj. Hvis 2— 3 spader pr. gruppe kunne drives af et eller andet aggregat, der var tilsluttet køretøjet, og som naturligvis ikke måtte være for uhåndterligt eller for dyrt, ville det være en stor gevinst for arbejdet. Et sådant værktøj findes vistnok ikke i dag, men også andre mere almindelige m idler kunne tamkes, f. cks. plove, der kunne bruges for blot at bryde meget hård eller svær jord. Det skal lier nævnes, at englænderne for nylig har fået en ny type fodfolksspade; endvidere at tyskerne forsyner deres folk med en let kædesav, der er meget anvendelig ved tra> og rydningsarbejder. Sløring skal være gennemført mod såvel jord- og luftobservation. Afgravning af græstørv eller lignende foranstaltninger tager som regel for lang tid, og der må derfor træffes andre forholdsregler for at skjule den opgravede jord, f. eks. det ret simple at sprede den opgravede jord ud omkring hullet, så den forsvinder mest m uligt i omgivelserne, og herved undgå de altid ret synlige jordværn. Åbne skyttchullcr og grave skal være overdækkede. Som før nævnt jo bedre sløret en kam pstilling er, jo større sandsynlighed er der for, at den undgår at blive udsat for et angreb, især atomangreb. Liv under kote ± 0.0 er et nyt problem, som atomvåbnet bar skabt, idet det i almindelighed vil va-re umuligt for manden at forlade sit anlæg for at færdes frit oven på jorden; al beva-gclse må være under kontrol. Der må tildeles manden sa-rligt indpakkede feltrationer samt særlige beholdere til affald, latrin nu v. Anlæggene skal være af en sådan udformning, at de kan imødekomme den første tids mindstekrav til bekvemmelighed og velvære, hvilket også inkluderer beskyttelse mod vejrliget. Den enkelte mand må, livad angår lians eget anlæg, foretage mindre ændringer i dets standardmål, således at det bedre svarer til lians person, samt i øvrigt under nøje opsyn forbedre det med hensyn til dækning og bekvemmelighed, hvis opholdet bliver af længere varighed. Forsyning med materialer til feltbefæstningsarbejder sker ved inddragning af de på stedet værende lagre eller beholdninger, med mindre tidsfaktoren og truslen om et fjendtligt atomangreb taler derimod. M aterialerne skal være lette og af ringe omfang, men dog af en sådan art, at de kan bære en passende dækning; de transporteres på enhedernes egne køretøjer, idet det ikke kan forventes, at der frem tidig bliver større transporter med materialer bag fra og fremefter. Besætningen må selv bære materialerne helt frem og må også, hvis det findes nødvendigt, medtage dem, når den flytter fra et sted til et andet, jfr. det, der ovenfor er anført om »prayer mat«, som netop er nem at bringe med over alt. Ovenstående redegørelse giver et tydeligt indtryk af den vægt, der fra anden britisk side lægges på, at man skal grave sig ned. Det fremhæves i øvrigt, at det er infanteriet selv, der i England har givet stødet til, at der fremkommer et forslag om nye feltbcfæstningstyper. Hvis forslaget vedtages (det blev fremsendt til W ar O ffice i okt 1959!), må de øvrige våbenarter naturligvis følge trop, for som det hedder til slut: »If the field army is to survive on the modern tactical battlefield, surely it must s till retain the capacity to dig in, and quickly so«. Der må derfor udvikles en befæstningsteknik, som bar til opgave hurtigt at nå målet »the mobile hole«.

Forskellige andre landes synspunkter.

Også i andre lande interesserer man sig for denne hurtige teknik. Det skal nævnes, at i Schtveiz er der i 1958 og 1959 ligeledes holdt forsøg med brug af maskiner, jfr. en artikel »Atomschutz -— Unterstände« i »Technische Mitteilungen für Sappeure, Pontoniere und Mineure« oktober 1960. Det fremgår også her, at de gængse »civile« maskiner ikke var de bedst egnede til skyttehulsgravning, og at man, hvis de skulle benyttes, måtte ændre anlæggene efter maskinerne. Man brugte de også her i landet velkendte »Benoto«-jordhoremaskiner og »Michigan«-kranvogne forsynet med dybdeske; begge maskiner indgår i de schweiziske ingeniørtroppers udrustning. Med den første maskine udgravede man cirkulæ re beskyttelseshuller (diameter 0,75 m) for enkeltmand; med den sidstnævnte gravedes almindelige skyttchuller svarende omtrent til den gængse type og vinkelskytteliuller (ligebenet ret vinkel, jfr. i øvrigt det britiske forslag), der anses for at give den bedste beskyttelse, og som har andre fordele. Ulempen ved denne form for skyttehul er som nævnt, at det som oftest må beklædes. Formen på hullerne var afpasset efter de to maskintypers muligheder; de sidste huller er derfor bredere (1,0 m) og længere (3,00 m) end vanlige huller. Dybden for alle huller var 1,8 m. Arbejdstiden for de 3 typer huller var henholdsvis 20— 25 min., 15— 20 min. og 25— 30 min. pr. anlæg. De enkelte huller kan udbygges ved afstivning og overdækning, når der er muligheder derfor. H e rtil kan anvendes betonrør, bølgeblik, rammer af rundholter, rafter, faskiner m. v. Den udgravede jord transporteres, for så vidt den ikke skal bruges til dækning, af sløringshensyn væk ved hjælp af tippevogne eller lignende. A f hensyn til disse vogne samt til maskinerne, der ikke er videre terraingående, må adgangsvejene til stillingsområderne være nogenlunde hold- og farbare. Dette problem må også tages i betragtning ved valg af en stilling, til hvis forberedelse der ønskes anvendt maskiner; de store vægte på vogne m. v. v il få disse til at synke i, hvis terrainet (vejene) ikke er af en sådan art, at de kan bære. I Sverige har man tilsvarende prøvet forskelligt, især naturligvis nævnte Atlas Copco »Cobra«. Denne maskine benyttes nu i det svenske forsvar efter forsøg ved »Krigshögskolan« og »Artilleri- och ingenjörofficersskolan«. USA lia r selvfølgelig også gjort sig sine forestillinger om hele problemet, men det ville være for vidt at tage det med i denne omgang; interesserede kan i første række sætte sig ind i »The Effects of Nuclear Weapons« udgivet af United States Atomic Energy Commission. T il slut kunne det være af interesse at se på, hvad vi selv havde prøvet vedrørende den »hurtige teknik«. A f maskiner, der indgår i danske ingeniørtroppers organisation, er der følgende, der kan tænkes anvendt: Jordborevognen, kompressoren med tilhørende værktøj og ingeniørkranen med tilbehør. Der har i det sidste årstid været afholdt en hel del forsøg med disse maskiner, især for større arbejder, og det har naturligvis svaret regning at benytte dem. Ligeledes har maskinerne været prøvet til udgravning af skyttehuller, men dette er dog kun sket i mindre omfang. Her har især jordborevognen været god. Med rette horstørrclse og med efterfølgende afpudsningsarbejde kunne et 2 m dybt skyttehul under forsøget udføres på ca. 30 minutter. Kompressoren benyttes til at drive spaden, og her har udgravningstiden været ca. 50 minutter; der kræves her ingen særlig afpudsning. Det skal bemærkes, at jordarten i disse tilfæ lde var vådt ler, hvilket vanskeliggør især håndarbejdet (afpudsningen). Ingeniørkranen med sin dybdeske kan ikke udgrave et lignende skyttehul; her må hullets størrelse afpasses efter maskinen; arbejdstiden for udgravning og afpudsning for et sådant hul ligger på ca. 30 minutter. Ved ingeniørskolen er der forsøg i gang vedrørende anvendelse af maskiner. H eri er inddraget en del nye maskintyper, som er konstruerede på grundlag af de erfaringer, man har fået ved at bruge de gængse svære traktorer (Fordson, N u ffield m. fl.) i forbindelse med forskelligt tilbehør anvendeligt til gravning og læsning frem stillet hl. a. af forskellige danske firmaer. Endelig skal det nævnes, at det også har været prøvet at anvende sprængmidler for at fremme arbejdet; disse forsøg er dog langt fra afsluttet.

Konklusion.

Som det fremgår af alt det foregående, må der i frem tiden lægges langt større vægt på feltarbejder end tidligere. Der er her peget på, at maskinerne ville være en stor hjælp for at fremme arbejdet. Det er også af stor betydning, at der findes de rette dækningsmaterialer, og her må man nok forsøge sig frem på forskellig måde; f. eks. ville det nok være rigtigt at interessere sig mere end h id til for lette prefabrikerede elementer (i strengbeton) til afstivning og overdækning. Der skal im idlertid peges på endnu en ting, som er særdeles vigtig for, at sagen kan siges at være i orden. Hverken teknik, materiel eller materialer har større betydning, hvis der ikke tillig e findes en effektiv arbejdsledelse. Det v il i frem tiden være nødvendigt, at alle befalingsmænd i de andre våben fra korporalen til oberstløjtnanten kan lede de forskellige feltbefæstningsarbejder; det er ikke og skal ikke være en opgave for specialisten, ingeniørsoldaten, således som det har været tilfæ ldet in d til nu. I de senere år har interessen for netop disse kurser på ingeniørskolen været ringe, hvilket bl. a. har vist sig ved, at der indstilledes ganske få til at indtræde på kursus og som regel mindre egnede. Kurserne har derfor måttet aflyses. Det at lede et udgravningsarbejde og udbygningen af et dækværn må fremtidig være hvermands opgave, hvis vi vil gøre os håb om at overleve.

A. Wieth-Knudsen.