British Defence Review
I en verden, hvor det alliancesystem, som var resultatet af II verdenskrig, er kommet i støbeskeen, synes England at komme til at spille en større og større rolle på et tidspunkt, hvor dets økonomiske evner samtidig viser vigende tendens. Englands forsvarspolitik er i denne situation - ikke m indst set fra et dansk synspunkt — af stor interesse. Den tidligere polske officer, Eugène Hinterhoff, der nu i Lo n don er grundlægger af og sekretær i The Military Commentators Circle, har gennemgået det nye britiske forsvarsforslag i denne artikel, der er hentet fra Military Review, jun i 1966.
British Defence Review er resultat af flere hundrede udvalgte højerestående officerers ihærdige arbejde og indbefatter også adskillige britiske kabinetsmøder om de principper, der skal danne ledetråd for britisk forsvarspolitik. Det kunne godt betegnes som et beundringsværdigt arbejde, når man tager de begrænsninger i betragtning, som dets forfattere måtte underkaste sig, når de skulle planlægge adskillige år frem i en verden underkastet en hurtig po litisk og teknologisk revolution. Fø r man drager konklusioner af dette dokument, må man huske, at den situation, i hvilken den nye ordning er planlagt, er fyldt med uvished. Og dog må det tages i betragtning, at eftersom moderne våben, såsom den amerikanske F - l l l , er fra 5-10 år om at blive operationsklar, så opstår der et tidspunkt, hvor afgørelserne ikke længere kan udskydes. Det v il under mange varierende omstændigheder være rigtigst at følge pr inc ippet om smidighed. A lle forhold lige, v il et våben med en række funktionsmuligheder i varierende områder være at foretrække for et, hvis brugbarhed er begrænset. Forfatterne af dokumentet blev uden tvivl styret af dette princip, da de valgte at gå ind for køb af F - l l l fly og frarådede bygning af et nyt hangarskib, det såkaldte CVA-01. I betragtning af den teknologiske udvik ling, især hvad angår nukleare våbentyper, v il hangarskibe i en fremtidig søkrig mod en større fjende være blevet sårbare mål. På den anden side kunne m indre hangarskibe måske i dag blive t il nogen nytte for Storbritannien i de opgaver, som dette land må se i øjnene i dag øst for Suez. Et hangarskib på ca. 25.000 t - i stedet for 53.000, som det var planlagt af den konservative regering — v ille koste det halve beløb og v ille kunne tage 30 fly i stedet for 58.
Økonomiske ressourcer.
Bortset fra alle teknologiske, politiske og strategiske betragtninger, måtte forfatterne af værket arbejde under strenge økonomiske begrænsninger, idet de havde sat sig selv en grænse ved et beløb på 5,6 m illiarder dollars i 1970 (til 1964 priser). T i l trods for den kritik, der fra oppositionens side blev rettet mod et fastlåset beløb for forsvarsudgifterne, er der ikke noget forkert i en sådan metode. Den er med betydeligt held blevet anvendt af den amerikanske forsvarsminister Robert S. M c. Namara. A t gøre anderledes ville være en sikker vej til bankerotten. Følgelig må dette arbejde, som et alvorligt og velbegrundet forsøg på at bringe Storbritanniens økonom iske ressourcer og politiske såvel som strategiske forpligtelser i en mere realistisk balance, betragtes som et vigtigt skridt i den rigtige retning. Fra et politisk synspunkt understreger analysen behovet for fortsættelse af N A T O såvel som at Storbritannien deler sine forpligtelser øst for Suez med sine europæiske allierede. Fra et m ilitært synsupnkt - og dette er meget vigtigt - viser analysen regeringens beslutning om at give alle tre værn den bedste og mest moderne udrustning, idet varierende terræn- og klimabetingelser, hvorunder denne udrustning skal bruges - tages i betragtning.
Moderne tendenser.
Indførelse af moderne våbensystemer til erstatning for eksisterende beviser også forståelse af de moderne tendenser i m ilitær teknologi og evolution i den strategiske opfattelse. Ved til flåden at overføre - den v il have 4 Polaris ubåde i tjeneste omkring 1969/70 - det fulde ansvar for Storbritanniens andel i N A T O ’s strategiske gengældelsesstyrker, anerkender analysen V-bombemaskinens svindende rolle i denne anvendelse. Ved at allokere disse Polaris ubåde til N A T O gør analysen slut på myten om en »selvstændig britisk gengældelsesstyrke». Ved at bygge 4 atomdrevne ubådsjagere viser analysen fuld forståelse af betydningen af et forsvarligt forsvar mod ubåde og af den voksende sovjetiske ubådstrussel. Ligeledes har analysen, ved at planlægge indførelse af adskillige krydsere af Tigerklassen udrustet med helikoptere til ubådsjagt og raketrampe og fire destroyere af type 82 udrustet med udskydningsramper for styrede raketter, vist fuld forståelse for moderne udviklingstendenser i søkrigsførelse. Analysen har desuden givet bevis for at have draget de nødvendige konklusioner af efterkrigstidens erfaringer ved at anbefale udvik ling af landgangsflåden til at bestå af to »commando«-skibe og to moderne landgangsskibe udrustede med helikoptere og i stand til at føre landgangsbåde og marineinfanteri. Analysen fremlægger en moderne opfattelse af søstrategi og søkrigens krav. Dette demonstreres gennem beslutningen om at standse bygningen af et nyt hangarskib og om at tillade, at de eksisterende 4 forb liver i tjeneste, indtil de langsomt falmer bort. Disse beslutninger må betragtes som skridt i den rigtige retning.
Flydende baser.
I den hede strid, som flammede op mellem adm iraler og luftmarskaller, fastholdt admiralerne, at hangarskibene kunne operere som flydende baser uden landbasens politiske belastning. Dette var især tilfæ ldet i de lande, hvor den lokale befo lknings fjendtlige ho ldning gør dem vanskelige at holde. De fastholdt yderligere, at hangarskibene er m indre udsatte for farerne ved et fjendtligt angreb. Luftmarskallerne svarede, at hangarskibene er meget kostbare - prisen på et hangarskib v ille løbe op til 210 m illioner dollars, uden at includere ca. 100 hangarskibsfly i prisen. Luftmarskallerne sagde, at prisen for nye baser, placeret på øer i det Indiske Ocean, v ille b live m indre end en trediedel af prisen på et hangarskib. Endvidere fastslog de, at landbaserede moderne fly i betragtning af deres aktionsradius kunne gøre det samme arbejde som et fly, der starter fra et hangarskibs dæk. Skønt analysen forklarer grundene til ovennævnte beslutning, der resulterede i M r. Mayhew ’s og adm iral Luce ’s tilbagetræden, undlader den ulykkeligvis den vigtigste. Det er hangarskibets voksende sårbarhed, forårsaget af mulighederne for at afskyde styrede m issiler enten fra destroyere udstyrede med udskydningsramper eller fra ubåde, der ikke er neddykkede. Der er intet forsvar mod sådanne m issiler, når de affyres på 650-800 km afstand, især ikke hvis de har atomladninger. Det v il være umagen værd på dette tidspunkt at huske, at under den Vesteuropæiske Un ions forsvarsdebat i Paris, pegede adskillige talere på, at i tilfæ lde af en storkrig v ille den amerikanske 6. flåde, i betragtning af truslen fra de sovjetiske mellemdistanceraketter (M R B M ) , blive nødt til at trække sig ud af M iddelhavet og ud i Atlanten. Dens rolle v ille så blive overtaget af amerikanske Polaris-ubåde, som kunne spille en endnu større rolle end hangarskibsbaserede fly. Det er klart, at sådanne farer kun kan eksistere i tilfæ lde af krig med Sovjetunionen eller med K ina . Og dog er det - i betragtning af udtalelser indeholdt i analysen, at britiske styrker ikke v il udkæmpe nogen storkrig alene »øst for Suez« - øjensynligt, at brugen af hangarskibe v ille b live begrænset t il lokale småkrige (Bushfire-operations). Disse kunne omfatte operationer som f. eks. støtte af hærstyrker mod arabiske irregulære styrker i Aden, som m uligvis repræsenterer en trussel mod Kuwait eller imod guerillastyrker i Malaysias jungler. Brugen af hangarskibe til sådanne operationer v ille være en ekstravagant dumhed. Opgaver af denne art kan udføres bedre og b illigere af helikoptere - på samme måde som det amerikanske »air cavalry« i Vietnam . De kunne starte enten fra moderne landgangs- eller commandoskibe, eller fra ethvert middelstort skibs dæk.
Hvad den britiske hær angår, forudser analysen, at den udrustes med adskillige moderne og komplicerede udrustningsgenstande. D er lægges eftertryk på at tilfredsstille behovet hos styrker, som er indsat under »besværlige klimatiske og terrænmæssige betingelser«. Og dog kunne man nok diskutere det betimelige i beslutningen om at udruste hærstyrkerne i Europa med tunge Chieftain-kampvogne til en pris af godt over 280.000 dollars pr. stk., især på baggrund af udvik lingen af kraftige panserværnsvåben med deres styrede missiler. Ifølge analysen skal hæren bestå af styrker placeret i Vesttyskland, af en alm indeligt anvendelig stretegisk reserve i Storbritannien og af styrker anbragt i oversøiske områder og med varierende roller. Medm indre der i Europa opnås tilfredsstillende aftaler om rustningskontrol, skal det nuværende niveau for tropper i Europa fastholdes. For så vidt angår flyvevåbnet v il V-bomberstyrkens ansvar b live overtaget omkring 1969/70 af 4 Polaris ubåde. V-bombemaskineme v il blive udpeget til at udføre en taktisk konventionel rolle under S A C E U R (Surpreme A llied Commander Europe) og med baser i England. Eftersom den lette Canberra-bomber er ved at gå ud, og det planlagte fransk-engelske fly endnu ikke er disponibelt, må beslutningen om at købe det amerikanske F - l l l fly betragtes som retfærdig. Udg ifterne ved dette køb v il, efter hr. Healey’s udsagn, i nogen grad b live opvejet gennem amerikanske ordrers placering i den britiske industri. Denne transaktion synes - på trods af kritikken fra den britiske flyveindustri - at være korrekt. Naturligvis har analysen på trods af forfatternes noble og prisværdige bestræbelser sine svagheder og er blevet mål for kritik fra flere sider. Måske er nogle af hovedsvaghederne de underforståelser, der stammer fra beslutninger baseret mere på politiske end på rene strategiske betragtninger. Disse er sandsynligvis resultater af et princip , der så stolt udtrykkes i analysen, at «Forsvaret må være udenrigspolitikkens tjener, ikke dens herre — — — Og dog er der måske tilfæ lde, hvor denne gyldne regel, hvis den anvendes for stift, kan fremkalde negative resultater. For eksempel fandt Tysklands oprustning i 1935 sted i stadig stigende tempo. Den m ilitære betydning af den voksende fare skulle have været erkendt og de nødvendige konklusioner have været draget — uden hensyn t il den nytteløse fredspolitik. Hv is Vesten - som på det tidspunkt havde en overvældende stærk position - havde indladt sig på blot at true med m ilitære forholdsregler, v ille det højst sandsynligt have været nok til at genoprette ro og stabilitet i Europa. På samme måde kunne i trediverne en m ilitær alliance mellem Po len og Czechoslovakiet have reddet disse lande fra ét efter ét at blive ødelagt af A d o lf H itler. U lykke ligv is var en sådan logisk løsning um u lig på grund af de to landes udenrigspolitik.
Regional afrustning.
Hvis man ser på situationen i Europa i dag, eksisterer det mest sårbare område i Tyskland i det flade Slesvig-Holsten. Det er åbenbart, at det bedste v ille være at bygge en befæstet zone, som kunne standse en hypotetisk russisk panserlynkrig i retning af K ie l, Hamburg og den jyske halvø. E n sådan løsning er ulykkeligvis utænkelig, ford i den af den tyske offentlige mening v ille blive oversat som en stiltiende indrømmelse af Tysklands deling.
Tilsvarende er det i betragtning af forfatternes ønske om at holde forsvarsudgifterne inden for 5,6 m illiarder dollars øjensynligt, at betydelige besparelser kunne opnås ved drastiske nedskæringer af Englands styrker i Tyskland. Dette er specielt tilfældet, efterhånden som mulighederne for en sovjetrussisk aggression i Europa betragtes som mere og mere fjern. Ydermere kunne en sådan nedskæring, hvis den foretages på basis af russisk gensidigbed, bane vej for en eller anden form for regional afrustning i Europa. E n sådan po litik har i årevis været en af hjørnestenene i arbejderpartiets po litik, og analysen indeholder en bestemmelse om at opretholde styrker i Europa i det nuværende omfang. Og dog synes det, at beslutningen er politisk. Måske var der bange anelser om, at en reduktion af styrkerne v ille skabe vanskeligheder for Englands indtræden i Fællesmarkedet. E n meget større svaghed i analysen er den bekendtgjorte bestemmelse om i 1968 at trække sig tilbage fra Aden, idet man har til hensigt at sikre forsvaret af dette område fra den forstærkede britiske base i Bahrein. Dette må anses ikke alene for at være en opmuntring af moralen hos de ægyptiske tropper i Yemen, men også som en blotlæggeke af hele det Mellemste Østen for en sovjetisk udflankeringsmanøvre. I sin behandling af Englands forpligtelser i det Fjerne Østen har analysen - skønt den understreger nødvendigheden af nært samarbejde med Englands partnere i Commonwealth og andre allierede - på en vis måde undgået at stave ordene »Kina« og »Indien«. På den anden side v il det være ret svært at forestille sig, at analysens hele formål kun er at beskytte Malaysia mod Indonesien. Analysen overvejer en gradvis britisk frigørelse fra forskellige landbaser, og en nydeligt trukket lin ie over kortet over det Indiske Ocean gennem Chagos- og Cocasøerne t il Darw in og Fremantle i Australien. Skønt ideen med at oprette en kæde af udgangsbaser og olieforsyningspunkter for flåden i det Indiske Ocean forekommer tiltalende, v il et nærmere b lik på øerne gøre det m indre attraktivt. To af øerne - D iego Garcia og A ldabra - er lave og er udsat for orkaner og mangler ferskvand. Det er øjensynligt, at de begge v il være et vanskeligt sted at anbringe en vigtig base.
I sammenhæng med etableringen af et forsvarssystem baseret på en kæde af øer i det Indiske Ocean må der opstå et spørgsmål om brugen af Simonstown flådebasen i Sydafrika. I følge en overenskomst underskrevet i 19S5 traf både England og Sydafrika arrangementer t il fortsat brug af Simonstown flådebasen »for at garanterec sikkerheden for skibsruteme rundt om Sydafrika gennem fælles optræden af de respektive flådestyrker. Simonstown flådebasen kan b live en af de vigtigste komponenter i et forsvarssystem langs en kæde af øer i det Indiske Ocean. Desuden er det med stigende klarhed åbenbart, at i betragtning af den amerikanske beslutning om at oprette et kom munikationscenter på en af øerne samt de forpligtelser, som U S A har påtaget sig som led i den australsk, newzealandske, amerikanske pagt »ANZUS«, at britisk forsvarsplanlægning er gennemtrængt med en afhængighedens ånd. Efter som den kom munistiske trussels verdensomspændende karakter bliver mere og mere øjensynlig, b liver en sådan afhængighed — såvel af strategisk som af po litisk karakter - af fundamental betydning. Betænkningens generelle tendens bekræfter, at dens forfattere er fuldstændigt klare over dette forhold.
