Ekspeditionssekretær, cand. polit. V. E. Carstensen, der er lærer i nationaløkonomi ved Forsvarsakademiet, skriver om forsvarets samfundsøkonomiske problemer, et område der kun i ringe grad har været dyrket af danske økonomer.
Når forsvaret vurderes ud fra samfundsøkonomiske synspunkter, sker det gerne på den måde, at forsvaret betragtes som en forbrugende enhed, der er en belastning for samfundsøkonomien, idet man fremhæver, at forsvaret beslaglægger en del af nationalproduktet og derved sænker levestandarden for samfundets medlemmer. En af årsagerne til at forbrugssynspunktet hyppigt anlægges er, at forsvaret udelukkende finansieres af staten, og statens udgiftsposter betragtes jo traditionelt som forbrug, ganske som den enkelte husholdnings udgifter. De økonomer, der har befattet sig med forsvarets problemer, har i de fleste tilfæ lde nærmet sig fra den budgetmæssige side, og dette må nok være en del af forklaringen på, at forsvarets problemer kun i ringe grad har været taget op til en mere rationel behandling i dansk samfundsøkonomisk litteratur. Forbrugssynspunktet er selvfølgelig relevant ved bedømmelsen af de økonomiske problemer, som forsvaret fremkalder i det moderne samfund, men forsvaret er jo langt mere end en forbrugende enhed, og en beskrivelse af det som del af samfundsøkonomien må derfor først og fremmest behandle forsvaret som en del af samfundets produktion. Forsvaret beslaglægger en del af samfundets produktionsmidler — både mennesker (arbejdskraft), realkapital og naturtilgange, og en nationaløkonomisk bedømmelse af forsvaret må derfor i høj grad gå ud på at undersøge, hvorledes forsvaret anvender de produktionsmidler, som det råder over. Forsvarets virksomhed er af så stort omfang, at dets problemer nok skulle kunne tiltræ kke sig økonomisk interesse også fra disse synspunkter. I det følgende v il dog kun forsvarets forhold til statens finanser blive behandlet. Ved en betragtning af forvaret som del af statsbudgettet v il man kunne få grundlag for en bedømmelse af den belastning, som forsvaret udgør for staten og den offentlige sektor af samfundsøkonomien. Dette kan for Danmarks vedkommende kortest gives ved nedenstående tabel.
Tabellen viser, at de danske forsvarsudgifter i tiden 1956— 60 er steget fra 837 til 890 m illioner kroner årlig, og at deres andel i det samlede statsbudget (når dette afgrænses som anført ved tabellen) er dalet fra 20,6 til 16,6 %. Forsvarsudgifterne udgør således nu ca. 1/6 af statsudgifterne, mens de for 3— 4 år siden udgjorde ca. 1/5. Disse tal kan være vejledende for bedømmelsen af den byrde, forsvaret er for de offentlige budgetter. T il støtte for en sådan bedømmelse v il man som regel søge tilvejebragt en sammenligning med forholdene i udlandet. Nedenstående v il belyse forholdene i Sverige:
Det v il ses, at de svenske forsvarsudgifter nu ligger på samme niveau som de danske befandt sig på for 3— 4 år siden. Det må dog bemærkes, at denne sammenligning må tages med alt m uligt forbehold, da der er tale om andele af statens budget alene. Statens budget dækker ikke hele det område, der kan betegnes som de offentlige finanser, og fordelingen mellem statsbudgettet og de andre dele af de offentlige finanser kan være forskellig i Danmark og Sverige. De offentlige finanser, der ikke falder ind under statsfinanserne, er de kommunale budgetter, herunder amtskommunernes budgetter og de sociale forsikringsordninger, hvortil kommer, at statsvirksomhederne og forskellige fonds ikke var medregnet i statsbudgettet i de anførte opgørelser. Også i Sverige har forsvarsbudgettet i de senere år udviklet sig i retning af at udgøre færre procent af statsregnskabet. Det v il ses af fø lgende tabel:
Bevillinger til forsvaret er udsat for en vis tilbageholdenhed hos de bevilgende myndigheder, der naturligvis må se kritisk på såvel forsvarsudgifter som på andre udgifter. Den forsvarseffektivitet, der er nødvendig for landet kan til et givet tidspunkt bedømmes forskelligt af forskellige instanser, men det må under alle omstændigheder ønskes, at der opnås maksimal effekt inden for rammerne af de bevillinger, der faktisk gives. Dette indebærer, at der være mulighed for en løbende tilpasning, således at de sagkyndige militæ re organer til stadighed følger udviklingen på alle områder — herunder specielt de tekniske — og tilpasser anvendelsen af de m idler, der er til rådighed. Mulighederne i denne retning kan kun udnyttes fuld t ud, hvis forsvarets ledelse har frie hænder til at foretage forskydninger indenfor hele sit område. Ledelsen må også have mulighed for at planlægge på længere sigt. Der må endvidere foregå en stadig tilpasning til den økonomiske udvikling i samfundet, både den offentlige og den private sektor. I erkendelse heraf har man i Sverige i de senere år ind ført ny prin cipper for militæ re bevillinger. Grundlaget for den ny praksis er et i 1958 afsluttet forsvarsforlig mellem de svenske politiske partier, hvorved disse har hundet sig til gennem en årrække at give bevillinger, der er tilstrækkelige til at sikre opbygningen af et forsvar af en nærmere defineret styrke. Styrken er fastsat efter den ventede udenrigspolitiske og militæ re udvikling. I realiteten tages der dog også særdeles stærke hensyn til den forventede samfundsøkonomiske udvikling i Sverige. Ud fra disse retningslinier er det fastsat, at der skal gives en rammebevilling af en størrelse på 2700 m illioner kroner i 1958— 59. Beløbet skal i de følgende år forøges med 2,5 c/o årlig til kompensering af den tekniske udvikling.
Stigning i prisniveauet v il ligeledes blive kompenseret ved forhøjelser af bevillingerne. De af denne årsag nødvendige forøgelser af bevillingerne beregnes ved hjælp af et særligt til form ålet opstillet pristal, »forsvarsindex«. Beregningen af forsvarsindex tjener dels fastsættelsen af forsvarsbevillingernes totale beløb og dels fordelingen af bevillingerne til forskellige form ål indenfor det samlede forsvarsbudget.
Som eksempel kan anføres beregningen af forsvarsbudgettet for 1959— 60:
Det værdifulde ved dette svenske system er først og fremmest, at forsvarsmyndighederne får et bedre grundlag for deres planlægning, idet den fastlagte økonomiske ramme — i modsætning til en fastlagt organisatorisk opbygning — giver mulighed for en fortløbende tilpasning. Da det endvidere er fastsat, at rationaliseringsgevinster eller andre besparelser på forsvarsbudgettet, uanset om disse skyldes dispositioner fra forsvarets ledelse, fra regeringen eller fra de bevilgende myndigheder, skal stilles til rådighed for andre områder inden for forsvaret, stimuleres forsvarsmyndighederne yderligere til at udnytte mulighederne for rationaliseringer og til at undgå mindre nødvendige udgifter. Erfaringerne fra den periode, hvori disse principper har været anvendt, synes at have været gode, men det er selvsagt endnu for tidlig t at drage endelige konklusioner. Men som det så ofte går, når nye principper indføres, er der også i dette tilfæ lde sket ting, der ikke havde været forudset. Der har dels vist sig vanskeligheder ved planernes gennemførelse, men dels har der også vist sig muligheder for at drage fordel af de ny principper på tilgrænsende vigtige områder. På den ene side har der været vanskeligheder for forsvaret ved at gennemføre de nødvendige investeringer i det planlagte tempo. Årsagen hertil har været den samme som har virket på mange andre produktionsområder, nemlig mangel på kvalificeret teknisk personale, eller som det udtrykkes: manglende projekteringskapacitet.
Stigningstakten for forsvarsudgifterne målt i reale goder (eller målt under et beregnet fast prisniveau) blev, som anført, fastsat til 2,5 °/o årlig, motiveret med, at den tekniske udvikling krævede en forøgelse af denne størrelse for at en konstant forsvarseffekt kunne opretholdes. Det er dog tillige anført, at de 2,5 % snarere er ansat som den stigningstakt, der kan forventes i det svenske nationalprodukt, således at man herved skulle opnå at en stigning af forsvarsbudgettet af denne hastighed ikke medfører nogen forøgelse af den reale belastning som forsvaret — set fra dette synspunkt — udgør for den svenske befolkning. Det synspunkt at forsvaret må afstemmes efter den økonomiske udvikling i samfundet iøvrigt, har man også i de senere år på anden måde taget hensyn til i Sverige. Således har forsvaret under den konjunkturafmatning, der har været i Sverige, fremskyndet visse indkøb af materiel. Rent bevillingsmæssigt er dette klaret ved at lade beløbene dække foreløbigt af midler, der var til rådighed til arbejdsløshedsbekæmpelse — senere er refusion sket fra forsvarets bevillinger. Som et udtryk for den bedre planlægning af samspillet mellem forsvaret og den øvrige del af produktionen, der nu tilstræbes i Sverige, er det anført, at forsvaret bør have en reserve af færdige anlægsprojekter til igangsættelse, når beskæftigelsessituationen gør det ønskeligt. Der findes et stadig voksende samarbejde mellem flyvevåbnet og den civile luftfart, et samarbejde der ganske vist ikke er uden vanskelige problemer. Det forudses således, at interferensproblemet mellem den civile lu ftfart og forsvarets træningsvirksomhed v il kunne medføre, at forsvarets virksomhed må forlægges geografisk. V i kommer im idlertid hermed ind på problemerne om forsvarets tilpasning til samfundets øvrige produktionsapparat. Problem er, som jeg håber senere at få lejlighed til at vende tilbage til.
V. E. Carstensen.
Litteratur:
Statsfinanserne, november 1959 og 1960. Økonomisk årsoversigt 1961. Besparingar inom statsverksamheten, SOU 1959:28. Krigsmaktens högsta ledning, SOU 1960:12. Proposition til den svenske rigsdag 1960, nr. 150, bihang E. Försvarskostnademe budgetåren 1961/63, SOU 1960:40.
