For godt et år siden fremkom i The Army Quarterly en af K N (R) A. N. H vidt skrevet artikel om „The problem of Individual M ilitary Equipm ent“ — et problem, som K N på forskellig vis har bidraget til at søge løst herhjemme, og som han utvivlsomt er den officer i den danske hær, der har mest indsigt i og viden om. A rtiklen fortjener efter min mening at blive kendt i en videre kreds end den, der repræsenteres af danske læsere af ovennævnte tidsskrift. Nærværende anmeldelse er derfor formet som et ret fyldigt resumé af artiklens indhold med tilføjelse af nogle få kommentarer fra min side. For nemheds skyld og fordi hærens terminologi på heromhandlede område desværre er meget flydende og mangelfuld, vil jeg i det følgende anvende betegnelsen udrustning som fællesbetegnelse for alt det, som en væbnet styrke og dens enkelte medlemmer skal være forsynet med for at kunne løse alle i krig forekommende opgaver. K N hævder indledningsvis, at af de to hovedgrupper af udrustning — den passive og den aktive —- har militærteknikerne verden over altid fortrukket at beskæftige sig med den aktive, og at der i de fleste lande er blevet lagt meget ringe vægt på videnskabelig forskning for den passive udrustnings vedkommende. Artiklens forfatter foretager derefter en opdeling af de to hovedgrupper af udrustning i enkeltmandsudrustning og kollektiv udrustning og af alle fire undergrupper i materiel (en dårlig oversættelse af „requisites“ ) og forbrugsgods. Udrustningens opdeling er vist i et særdeles anskueligt skema, hvori er anført eksempler på de i hver kategori indgående genstande. M in eneste kommentar til dette er, at jeg håber, at de i de senere år af mange forskellige myndigheder og personer udfoldede bestræbelser på at få fastsat en hensigtsmæssig inddeling af den danske bærs udrustning og at få indført en standard-terminologi på dette område snart må krones med held. Denne tilsyneladende ubetydelige mangel på fasthed volder i det daglige mange af os adskillige kvaler og giver ofte anledning til misforståelser og spild af tid. Hvor tit er man ikke nødsaget til at bruge udtrykket „materiel m. v.“ og så håbe på, at det „oversættes“ rigtigt af modtageren.
I resten af K N Hvidts artikel behandles i alt væsentligt kun passiv enkeltmandsudrustning. Det fremhæves til understregning af indledningens påstand om den mangelfulde forskning og behandling i øvrigt af denne udrustnings problemer:
— at der så at sige ikke findes trykt litteratur om emnet som helhed, men kun spredte artikler i militæ re tidsskrifter om enkelte sider af problemet,
— at der ikke siden den franske OB Lavisse i 1902 skrev „Sac au Dos“ synes at være udgivet nogen bog herom hverken i Europa eller USA,
— at ingen i det tyvende århundrede synes at have været det mindste interesseret i at indsamle erfaringerne på dette område fra de to verdenskrige og de mange mindre krige med henblik på offentliggørelse af en håndbog til brug for dem, der får til opgave at arbejde med videreudvikling af passiv enkeltmandsudrustning.
Siden den første verdenskrig har utallige udvalg og komitéer i land efter land fået til opgave at udvikle og modernisere soldatens personlige udrustning. Adskillige fejltagelser er begået, fordi opgavernes løsning er blevet overladt til folk uden tilstrækkelig sagkundskab, og m illioner af kroner er blevet anvendt til frem stilling af genstande, som har vist sig at være utidssvarende eller uanvendelige. Resultatet heraf har været, at soldaten er blevet hemmet i sin bevægelse, har brugt sine kræfter på at bære tingene på en forkert måde, at han er blevet gennemsvedt, drivende våd af regn eller sølet til af mudder — han har været ubeskyttet mod fjendens våbenvirkning, og hans kampmoral er blevet ødelagt. A lt sammen af den ene simple grund.
— at det aldrig er blevet betragtet som vigtigt at sørge for, at soldaten er klædt rigtigt på og har det rette udstyr, og at der aldrig er blevet foretaget nogen forskning på dette område, der kan sammenlignes med den indsats, der er gjort for at opnå maksimum af effektivitet af våben, radiomateriel, fly m. v.
H e rtil skal bemærkes, at det vel ikke er rigtigt, at man ikke har betragtet passiv enkeltmandsudrustning som vigtig. Der er vel blot blevet givet dette problem mindre prioritet end udviklingen af den del af udrustningen, som direkte og indirekte bruges til at slå fjenden ilije l med, og at der næsten altid og næsten overalt har været begrænsede m idler til rådighed for forsvaret. Herpå tyder efter min mening det forhold, at man også, hvad angår enkeltmandsudrustning, er længst fremme i USA, hvor det økonomiske spiller den mindste rolle. På den anden side må det indrommes, at Tyskland gik ind i og ud af den anden verdenskrig med passiv enkeltmandsudrustning, der slet ikke var på højde med det aktive materiels standard. Dette kan muligvis skyldes at den forcerede produktion af aktivt materiel ikke har levnet tilstrækkelig kapacitet — i stabe, hos faglige myndigheder og i industrien — til behandling af den passive enkeltmandsudrustnings problemer og/eller produktion af udrustningsgenstandene. Forfatteren underbygger i øvrigt sin påstand ved at fremhæve bl. a., at det er let at sammensætte et udvalg med den opgave at udvikle et moderne gevær; men at det ser ud til at være næsten umuligt at sammensætte et udvalg af eksperter, når talen er om udvikling af en poncho. Dette til trods for, at en dårlig konstrueret poncho kan være årsagen til, at soldaten bliver gjort ukampdygtig, længe før han får brug for sit gevær. E fter den refererede redegørelse for den utilfredsstillende tingenes tilstand går forfatteren over til at behandle forslag til problemets løsning. Hans forslag omfatter følgende foranstaltninger
— afgrænsning af arbejdsområdet,
— indsamling af erfaringer og udgivelse af en håndbog.
— iværksættelse af en på videnskabelig basis tilrettelagt uddannelse af civile og militære eksperter,
— standardisering inden for NATO eller i hvert fald etablering af et NATO forskningscenter.
Arbejdsområdet angives ved opregning af de udrustningskategorier, der bør medtages, og eksempler på genstande i de enkelte kategorier. Kategorierne er dels de i „Feltin struktion for enkeltmand“ under normalmundering anførte, dels tilbehør til aktiv udrustning, f. eks. pistoltaske og geværrem. Også det altid aktuelle vægtproblem må medinddrages i undersøgelserne. Betydningen af standardisering illustreres med nogle få eksempler på, hvilke vanskeligheder anvendelsen af ikke-standardiserede genstande v il kunne forårsage indenfor NATO . Det påpeges, at der på heromhandlede område skulle være større muligheder for at gennemføre standardisering end på mange andre områder. Som begrundelse herfor anføres bl. a., at produktionen af sager, der henhører under passiv enkeltmandsudrustning, ikke på samme måde som f. eks. køretøjer og radiomateriel er baseret på storindustri.
Selv om standardisering af udrustningen skulle vise sig uigennemførlig, så ville det kunne betale sig at etablere et NATO-forskningscenter. Værdien af et sådant centers arbejde belyses med bl. a. følgende eksempler
— i 1953 indførtes i den danske hær en korttaske af en type, som blev forladt af andre lande i 1918,
— i samme år konstruerede man i Norge et kogekar uden at tage hensyn til de i de sidste femoghalvfjerds år gjorte erfaringer,
— i USA fastsatte man i 1957 en føringsmåde for sovepose, som tres år tidligere ved forsøg i den britiske hær havde vist sig uanvendelig.
K N slutter med følgende tankevækkende passus: Even the best weapons are no good if the man behind the gun has died from exhaustion, cold, hunger, thirst — thanks to kit and equipment which has been badly designed“ . Jeg giver forfatteren ganske ret, hvad angår det ønskelige i standardisering, subsidiært centraliseret forskning. Ikke mindst for et lille land som Danmark vil det være af værdi ikke at skulle ofre penge på egne forsøg, sådan som vi har gjort i de sidste 15 år og stadig gør. Havde der været et forskningscenter, kunne vi måske have undgået m iseren med universaltaskerne. I øvrigt vil man efter min mening kunne have megen gavn af den af forfatteren flere gange omtalte håndbog. Hvis hverken standardisering eller etablering af centralt forskningscenter er mulig, burde man derfor i hvert fald prøve at blive enig om på NATO-basis at løse opgaven med udgivelse og ajourføring af en sådan håndbog.
V. J. Ubbe.
