Forfatter: Robert Kershaw.
Forlag: Osprey Publishing, 2024.
Pris: 129,95 kr.
Antal sider: 352.
Anmelder: Allan S. Rasmussen.
Rating: 4/5.
...
Dünkirchen 1940 er skrevet af Robert Kershaw, der med bogen ”It never snows in September” slog sit navn fast som en nytænkende og velskrivende historiker. Derfor var det med positive forventninger, jeg gik i gang med at læse hans seneste bog ”Dünkirchen 1940”. Er bogen så værd at læse? Ja, helt bestemt. Men den rummer samtidig en del løse antagelser og påstande, der vanskeligt lader sig efterprøve. De fleste af disse svipsere er skjult i den flydende tekst, der formodentligt vil underholde de fleste med interesse i det tyske felttog imod Vestmagterne.
Selve bogen motiveres af Kershaw ved at fremhæve en generel mangel i kritiske fremstillinger af Vestfelttoget mellem de indledende tyske angreb og evakueringen fra Dunkirk. Efter Guderians angreb over Meuse og frem til den succesfulde britiske gennemførelse af Operation Dynamo. Om krigshistorisk interesserede er enige i, at ”der mangler noget” eller ej, er for så vidt heller ikke centralt. Det centrale er, at beretningen præsenterer en samlet, rimeligvis kronologisk fortælling, der rummer både det tyske angreb igennem Holland/Belgien og ”siegelschnitt” igennem Ardennerne og især angrebet igennem det nordøstlige Frankrig og igennem Flandern. Fortællingen er samtidig vigtig i sin fremstilling af den omfattende friktion, der er gemt eller glemt i fortællingen om den dengang - for alle - overraskende tyske succes. På den måde er bogen også en modfortælling, der gør op med flere af de, nærmest mytiske, beretninger, der omhandler den tyske succes.
En af bogens forcer er dens brug af talrige øjenvidneberetninger. Det er en klar styrke, idet fortællingen bliver nærværende, ja nærmest autentisk. Øjnevidnerne er et bredt udsnit af især tyske, men også britiske, franske og belgiske soldater samt civile i operationsrummet. Fra den menige soldat til de højeste førere, anvendes dagbøger, breve, interviews m.v. overbevisende til at give bogen karakter, liv og sjæl. Omvendt er der også visse svagheder ved den valgte metodiske tilgang. Svagheder der opstår, når Kershaw ofte anvender øjenvidner i en tidsmæssig kontekst. Til tider udelades en klar geografisk eller organisatorisk fremstilling, hvilket har den konsekvens, at læseren kommer i tvivl om, hvor og i hvilken organisatorisk ramme begivenhederne sker. En anden ulempe opstår ved at øjenvidnernes udsagn af og til anvendes uimodsagt eller uden forklaring. Og med det i mente, at øjenvidnerne ikke altid har ret eller kan huske forkert, bør bogen læses med en grad af kritisk sans.
Da Kershaw jo er en dreven historieformidler, er bogen understøttet af i alt otte fornuftige skitser samt et samlet billedsegment. Skitserne understøtter de geografiske og organisatoriske elementer i fortællingen, men der kunne dog godt være lagt et grundigere arbejde for dagen. Dels ved at henvise tydeligere til skitserne i den foregående tekst og dels kunne skitserne anføre flere af de lokaliteter, der omtales i teksten. Billedsegmentet dækker helheden i fortællingen, men billederne fremstår i nogen grad tilfældigt udvalgt.
For organisatoriske feinschmeckere rummer bogen en del uklarheder. Måske skyldes uklarhederne, at han springer en del rundt i de organisatoriske niveauer? Omvendt skal understreges, at bogens organisatoriske perspektiv på god vis afdækker den omfattende friktion i kommando- og kontrolforhold. F.eks. beskrives kampene ved Lille ved at de tyske hovedkvarterer bruger en del tid på at koordinere indsættelsen af fire korps fra to armeer, der oveni tilhører hhv. Heeresgruppe A og B. En af de væsentlige pointer i bogen bliver således, at tyskerne i mange tilfælde ikke får planlagt tidligt og grundigt nok. Ud over kampene om Lille, dækker denne pointe bl.a. situationerne, hvor Guderians enheder når Kanalen og da den belgiske hær kapitulerer samt de forskellige ordrer om at standse angrebet midlertidigt. Bogens tyngde ligger på kampene fra de tyske formationer, når Kanalkysten til evakueringen ved Dunkirk afsluttes. På den måde undgår forfatteren at dvæle for meget ved felttogets første fase. Overgangene over Meuse rammesættes blot, frem for at genfortælles. Så bogen er ikke historien om Guderian ved Sedan eller Rommel ved Dinant. Den fortælling må potentielle læsere søge andetsteds.
Som nævnt ovenfor, er en af bogens store styrker afdækningen af den omfattende usikkerhed i den operative og militærstrategiske føring på tysk side. Læsere med kendskab til ”Fall Gelb” vil nok huske den befaling om at standse angrebet, som udspringer af Görings ønske om at knuse det britiske brohoved ved Dunkirk fra luften. Bogen fremstår overbevisende i fremstillingen af et langt mere nuanceret og dynamisk billede af den tyske usikre forståelse af situationen. En usikkerhed, der i varierende grad præger den tyske føring. Faktorer som bl.a. den uklare forståelse af situationen ved de forreste enheder, manglende plan for offensivens videreførelse, nedslidning af frontenhederne samt behov for justering af kommando- og kontrolforanstaltninger inddrages på en overbevisende facon. Vinklen er, at en lang række faktorer virker negativt på den tyske formåen. Faktisk så negativt, at muligheden for en hastig nedkæmpelse af modstanderen i Dunkirk præsenteres som en urealistisk, nærmest umulig opgave.
Bogen igennem er der en række præcise velunderbyggede og ofte detaljerede betragtninger om de tyske chefers situationsforståelse. På den måde udfoldes bl.a. de gryende modsætningsforhold mellem Hitler og ledende hærofficerer. Senere udfoldes Guderians vaklen mellem forsat forfølgning og samordning af tyngdedannelse imod de befæstede franske kystbyer. Forfølgelse præsenteres nærmest som en umulighed og tyngdedannelse forhindres af styrkernes udmattelse og foranståendes indgriben. Konklusionen synes at være, at kulminationspunktet blev nået omtrent ved Boulognes fald den 25. maj.
Undervejs får Kershaw plads til at dykke ned i de tyske soldaters uddannelse og motivation. Og – jeg havde nær sagt selvfølgelig – behandles brugen af amfetaminpræparatet Pervitin blandt de tyske styrker. På den ene side gøres der op med stoffet som kampafgørende vidundermiddel. På den anden side sammenlignes brugen af stoffet med amerikanernes brug af LSD i Vietnam. Uden at være farmaceut fremstår den anden pointe fejlagtig og uden en kritisk tilgang.
Igennem bogen perspektiver Kershaw på fin vis til de allieredes reaktioner. Iagttagelserne præsenteres både ud fra tyske efterretninger, mens også fra et rigt udvalg af allierede beretninger. Enkelte gange skiftes fokus fra den tyske kernefortælling til et fokus på de allierede. Om det giver bogen et læsevenligt twist, eller om den selektivt klipper i den røde tråd, må være op til den enkelte læser.
Afslutningen dvæler ved miraklet ved Dunkirk ud fra såvel det tyske sejrs-mirakel og det modstående britiske evakuerings-mirakel. Også den overordnede karakter af kampagnen fastlægges ud fra to perspektiver. Det tyske: Lange marcher frem til intense kampe. Og det britiske: Fragmenteret kamp efterfulgt af hastig tilbagegang. Herefter trækker Kershaw paralleller til et andet, nærmest mytisk, slag - nemlig til hans tidligere bogsucces om Slaget ved Arnhem. Allersidst findes en opsummering årsagerne til, at så lidt er skrevet om det tyske blik på Dünkirchen. Ikke overraskende er en væsentlig årsag, at få af de tyske soldater overlevede krigen.
Afslutningsvis skal det blot gentages: Ja, bogen er værd at læse, hvis man har interesse i det tyske Vestfelttog. Den gør på sikker vis op med den fremherskende rosenrøde succeshistorie – især ved at afdække de omfattende udfordringer i den tyske kommandokæde. Men bogen kunne godt være bedre gennemarbejdet, så der var luget ud i gentagelser og småfejl.
