Om dette brændende spørgsmål skriver Oberst Lawaetz på grundlag af et par bøger, der er udkommet i de seneste år.
I.
Forholdet mellem Rusland og K ina er aktuelt. I aviser, radio, i bøger og tidsskrifter skrives og tales der om spændinger mellem Moskva og Peking. På længere sigt drejer det sig ikke blot om Kina som stormagt, men som verdensmagt, ikke blot om et mellemværende mellem Kina og Rusland, men om en magtkamp mellem Kina som fører for Østasiens mongolske verden, med tilslutning fra andre lande i Asien og evt. A frikas farvede nationer på den ene side og de hvide folkeslag, incl. Rusland, på den anden side. For vesteuropæere, som de er flest, og da ikke mindst i Danmark, vil den gule fare synes at være et fjerntstående spøgelse. Man ser kun den nærmeste fare, den russiske (som jo også stadig er i høj grad aktuel), nogle ser tillige (eller måske endda mest) en tysk fare. Kina ligger så langt væk, og vi har (som en polsk diplomat skal have udtalt) heldigvis Rusland imellem. Det er 1500 år, siden A ttila var Europas svøbe, og 700 år siden D jingisklian trængte frem til Schlesien. Men det er kun 500 år, siden Rusland i et kvart årtusinde var under mongolernes åg (Den gyldne horde 1240-1480), og Rusland har i dag fra Am ur til Pam ir den gule fare lige for døren.
Her i Vesten har man foreløbig næsten kun heftet sig ved den direkte spænding mellem Rusland og Kina. Man håbede og håber stadig, at denne spænding v il drive en af de to parter over på vor side — men hvilken af de to parter? Ja, her er der i det sidste decennium sket et totalt omslag i Vestens bedømmelse af mulighederne. For 11 år siden, umiddelbart efter kommunisternes sejr i Kina, var Vestens indstilling, således som den navnlig fandt udtryk i USA og England, omtrent følgende: Kina var ikke nogen sovjetrussisk lydstat, og kinesisk kommunisme var af en anden karakter end den russiske. Den russiske imperialisme, der havde rakt hånden ud mod beherskelse af Kinas nordlige og vestlige randstater, var en trusel mod Kina. B lo t man lod Kina i fred, gav det frie hænder overfor Formosa og optog det i FN , så ville de uundgåelige modsætninger mellem Rusland og K ina føre sidstnævnte land over på Vestens side. Denne mulighed blev - hvis den overhovedet har eksisteret - forpurret gennem Koreakrigen. Vesten har derefter vendt sine forhåbninger i den modsatte retning. Nu er det Rusland, som af frygt for Kinas voksende magt skal drives over på vor side. Medens K ina er en rent kommunistisk magt, er Rusland det ikke mere - det er allerede mere socialistisk end kommunistisk. Frygten for, at Kina i det lange løb v il udkonkurrere Rusland industrielt og økonomisk, måske endda søge nye muligheder for sin vældigt voksende folkemængde ved erobring af Ruslands tyndt befolkede områder i Asien, v il føre Rusland i armene på det øvrige Europa og USA. Hvor meget af dette er ønsketænkning, og hvor meget er realitet? Herom er det svært at dømme for en vesteuropæer, der kun har sin orientering fra mere eller mindre tilfæ ldig læsning, foredrag og »aktuelt kvarter« i radioen. Im idlertid er der i den senere tid kommet et par bøger, som — selv om garanti for, at de rammer præcis det rigtige, naturligvis ikke haves - dog fortjener mere end almindelig opmærksomhed. De skal derfor omtales nærmere i det følgende.
II.
Gerald Clark: Impatient Giant. Red China Today. David M cKay Company INC. New Y o rk 1959.
Forfatteren, som er C liie f Foreign Correspondcnt Montreal Star, er en af de få af den frie verdens korrespondenter, der liar fået tilladelse til at komme indenfor »Bambustæppet«. Hans bog er godt skrevet, fortalt med humor - og man får en masse at vide. Der indledes med følgende ord af ingen ringere end Napoleon: »Kina - dér ligger en sovende kæmpe. Lad ham sove, for når ban vågner, vil ban få verden til at skælve.« Det er del samme som Kejser W ilhelm s »Völker Europas, w alirt cure heiligsten Giiter«, som feltmarskal Wolselcys »Kineserne behøver kun en Peter den Store eller en Napoleon for at blive verdens store vordende herskere« og general Mac Arthurs »De lande, der støder op til Stillehavet, med deres billioner (!) af indbyggere vil være bestemmende for historiens forløb i de næste li tusinde år.« (Kendsgerningen er, at kæmpen er vågnet. Om denne kæmpe så i Mao eller en anden allerede bar fået sin Peter den Store, og om historien v il tage det for os katastrofale forløb, som de citerede mere eller mindre store mænd har spået, ja det er da i hvert fald værd at tænke over.) Gerald Clark er blevet godt behandlet under sit besøg i Kina. K in eserne var venlige at tale med. De betonede, ligesom russerne, at deres modvilje ikke var rettet mod enkeltpersoner, men mod deres regeringer. Metoderne er andre end i gamle dage. I nutidens Kina hugger man ikke mere, som mange vestlændinge tror, hovederne af folk - man omformer hovederne. Der arbejdes i Kina som ingen andre steder. Clark fortæ ller nogle interessante eksempler på den imponerende frivillig e arbejdsindsats, f. eks. den private frivillig e stålproduktion. »Det er dette initiativ, forenet med den totale m obilisering af menneskelig energi og et bestemt eftertryk på hårdt arbejde og strenghed, som efter min mening meget vel kan tvinge verden til i det næste decennium at være mere opmærksom på Peking end på Moskwa.« Dog arbejder ikke alle unge kinesere for kommunismens skyld. »Det kan med sikkerhed siges, at flertallet i hvert fald har et motiv i nationalisme eller patriotisme.« Kineserne har fået selvtillid, og fra gammel tid bar de tålmodighed. E t par citater understreger dette: »Tiden er på vor side.« »Kommunismen på kinesisk manér er K a rl Marx, der bar gået i skole bos Konfutse. Det er en lektion i høflighed, tålmod og klogskab.« T il europæerne siger de: »Enhver ting, som I kan gøre, kan vi gøre bedre - sådan var det engang, og det v il blive sådan igen.« Og Clark spørger: »Hvorfor skulle kineserne ikke en dag være i stand til at sende deres rumskibe ud i universets vidder? Også her er kampråbet: Gør alting hurtigere og bedre end de fremmede.« Kineserne har det i dag bedre end før. Levestandarden er vel p rim itiv efter Vestens målestok, men den almindelige levefod er i forhold til tidligere steget betydeligt, især blandt bønderne, som udgør hovedmassen af befolkningen. Gerald Clark fik derfor indtrykket af, at der var tilfredshed i Kina. Kineserne har erfaringer fra mange slags regeringer, og for det meste regeringer, som var stridende mod den jævne mands interesser. For mange kinesere er sikkerheden mod en pludselig og voldsom død en hovedfaktor. Den jævne mand ved, at hans liv ikke mere er i fare, så længe han affinder sig med, hvad der befales fra oven. Dette står i skarp kontrast med de ikke fjerne dage, da egne og fremmede »krigsherrer« skaltede og valtede i det mishandlede land, da døden uden varsel kunne rive den ulykkelige bort. Fred i sindet og stabilitet er vendt tilbage til det kinesiske fastland for første gang i dette århundrede. En anden vigtig faktor er sikkerhed mod langsom og pinefuld død som følge af hungersnød eller oversvømmelser. Det nye styre har truffet effektive foranstaltninger til at forehygge de naturkatastrofer, som i fordums dage dræbte kinesere i m illionvis.
Kineserne ved, at de nu er en nation, som udlandet må regne med, som der står respekt om. Dette spores også blandt udlands-kineserne i USA og Canada, der vel taler med harme om kommunismens onder, men samtidig giver udtryk for stolthed over, at deres fædreland nu kan notere en h id til ukendt fremgang og af udlændinge behandles med respekt og en vis ærefrygt. Kinas fremgang har ikke undladt at gøre indtryk på befolkningen i det sydlige og sydøstlige Asien. Forfatteren har i Indien, Pakistan og Malaya talt med intellektuelle, som så hen til Kina og dermed til kommunismen. Europæerne, sagde de, »forstår simpelt hen ikke, at Asien ikke er Vesten. Vore egne problemer er langt mere i slægt med Kinas, som også engang var et komplet distanceret land uden tekniske fordele. Men se nu den måde, hvorpå kineserne har skabt styrke, højere standard — gennem disciplin.« Indien og K ina begyndte at rekonstruere deres økonomi på samme tid - ca. 1950. De startede på omtrent samme lave stade og begge med den opgave at skulle ernære en uhyre mængde mennesker, skaffe arbejde til hære af arbejdsløse og husly og føde til deres fam ilier. »I Calcutta fandt jeg kvinder og børn sovende om natten på stenbroen foran m it hotel - i Shanghai er tiggerne forsvundet fra gaderne.« Den ubarmhjertige og ubehagelige kendsgerning er, at Kina helt har distanceret Indien på de fleste økonomiske og sociale områder. Kinas produktion af fødemidler er på mindre end 10 år fordoblet, medens Indiens kun er vokset med under 50 %. Hvis nu i den økonomiske kamp Kina fortsat har sukces, medens Indien lider skuffelser, så v il Indiens - og dermed demokratiets - prestige ikke kunne hævde sig blandt de m illioner i Asien, for hvem intet er realitet uden sult. Det totalitære system har vist sin overlegenhed over demokratiet, når det gælder om hurtigt at reformere et underudviklet samfund. Dette betyder ikke, at Clark er begejstret for kommunismen. Sit standpunkt udtrykker han her i følgende: »På den ene side følte jeg beundring for den vældige og hurtige opbygning af en nation - på den anden side følte jeg afsky for den tvang, som Peking har lagt på menneskenes sjæl.«
Vestlige diplomater i Moskwa mener, fortæller Clark, at russerne fremskynder deres kolonisation af h id til uudnyttet land i Sibirien, bl. a. for at forebygge, at Kina kan gøre krav på det med den begrundelse, at det er underbefolket og derfor bør overlades til overbefolkede naboer til udnyttelse. Det v il im idlertid være urealistisk at tro, at russerne og kineserne i morgen v il være i totterne på hinanden. V i er altid tilbøjelige til forhåbningsfuldt og se på vore modstanderes vanskeligheder, at overdrive dem og håbe på, at de v il udvikle sig til indre omvæltninger. For 20-30 år siden blev der her i Vesten med forkæ rlighed talt og skrevet om uroligheder i Sovjetunionen, om opstande i Ukraine, om forestående kontrarevolution, om »oppustet« russisk produktionsstatistik, om allehånde vanskeligheder i Ruslands indre forhold. Og nu er vi rystede over, at Sovjetunionen i stedet for indre spektakler har en stærk enhed og en respektindgydende økonomi, der desværre vokser i stærkere tempo end USA’s. Hvis vi v il lære, hvorledes vi skal forholde os overfor kineserne og overfor den trusel, som de repræsenterer, så må vi akeeptere de grundlæggende kendsgerninger og ikke lade os blænde af vor egen høje levestandard eller lade os forvirre ved altid forhåbningsfuldt at skele til en situation, som ikke eksisterer.
Clark står jo ikke uimodsagt, især ikke med hensyn til stemningen i Kommunistkinas befolkning. Adskillige frem stillinger, der bygger på udtalelser af kinesiske emigranter og flygtninge i Hongkong, på Formosa m. v., giver udtryk for utilfredshed og gæring i Kina. Det hævdes, at de få »inviterede« observatører, som har fået indpas i Kommunistkina, er ført bag lyset, bl. a. fordi de mennesker, som de møder der, ikke tør risikere at sige sandheden. Gerald Clark lægger heller ikke skjul på, at de folk, han talte med, ikke var frie i deres udtalelser. Men er på den anden side de påstande, som fremsættes af myndigheder og emigranter på Formosa eller af kinesere, der som flygtninge har fået asyl i Hongkong - og hvoraf de fleste form entligt allerede er flygtede for Mao’s hære og altså ikke selv har været i Kommunistkina i mere end 10 år — er de påstande mere tilforladelige? Giver de ikke næring for en lignende ønsketænkning om interne vanskeligheder, indre uro, evt. oprør mod kommuniststyret, som de »autentiske« flygtningerapporter fra Rusland, som i sin tid med begærlighed blev slugt i de demokratiske lande? Clark synes langt fra at have været nogen blind iagttager. Også han giver udtryk for tvivl, men han konkluderer dog i, at det sikre og realistiske er, at Kina - ligesom i sin tid Rusland - v il overvinde alle vanskeligheder og v il vokse, snarere end gå tilbage i styrke. »Ingen anden nation kan i dag fremvise dygtigere ledere og bedre organisatorer end Mao Tsetung og Chou En-lai.« Og så slutter forfatteren med at udtale, at det må være Vestens håb, at udviklingen i Kina v il gå i samme retning som i Rusland, d. v. s. at Kinas førere v il opdage (ligesom russerne har læ rt), at man ikke kan forvente, at folket i længden v il give afkald på enhver personlig ambition. Men forinden fremsætter han den påstand: »Kineserne lever op til deres problemer«, og stiller det dybt alvorlige spørgsmål: »Lever vi op til vore problemer? «
III.
Generalmajor S. E. Allstrin : Sovjet, Kina och USA. Referat och reflexioner. Kungliga Krigsvetenskaps Akademiens Handlingar och Tidsskrift. Hefte 8/1960, side 327-339. Den tidligere redaktør af det svenske tidsskrift har i nævnte artikel givet et i det væsentlige samme billede som Clark. Generalen bygger især på en bog af »en af USA’s bedst underrettede og mest fordom sfrie kendere af Rusland«, Harrison E. Salishury: »To Moscow — and Beyond« (Harper & Brothers, New Yo rk 1960). Salishury har her samlet sine indtryk fra en større rejse i Rusland og Sibirien, også omfattende Mongoliet - hvorimod det ikke lykkedes ham at få adgang til selve Kina. Hans indtryk bekræfter, at et nyt Rusland, forskelligt fra Stalins, er under udvikling. Men det i denne forbindelse mest interessante er, hvad han skriver om udviklingen i Sibirien, om situationen i Mongoliet og om forholdet mellem Rusland, Kina og USA.
Sibirien er Ruslands frem tid og skal gøres til dets største produktionsområde. U tallige unge videnskabsmænd og teknikere sendes derover for at udnytte landets vældige kraftresourcer. »Drag mod øst, unge forskere.« Man er opmærksom på, at levevilkårene i Sibirien ikke har været indbydende, og man er allerede kommet langt i retning af at gøre tilværelsen tiltalende, således at de rette folk melder sig friv illig t til det store opbygningsarbejde. Sibirien er ikke mere ensbetydende med forvisning. I Mongoliet har udviklingen længe været domineret af russisk indflydelse, men kinesisk in filtra tion er påfaldende på mange områder. Overalt ser man »de blå myrer«, d. v. s. indvandrede kinesere, kendelige på deres blå uniform slignende klædedrag. Det er m yreflittige folk, som tilm ed er betalt fra Kina, således at de ikke koster den mongolske regering noget. Blandt mongolerne selv finder man 3 strømninger, en prorussisk, en pro-kinesisk og en selvstændig, og den kinesiske retning vinder terræn på den russiskes bekostning. Kinesernes parole for Mongoliet er den samme som for Kina selv: »Gør det selv - stol ikke på Vesten.« Og med Vesten menes ikke blot USA, men også Rusland. Mongoliet bør vende blikket mod øst, thi »Kinas vej er også vejen for Mongoliet.« Russerne er fuld t på det rene med faren. De forstår, at Kina er en trusel mod dem lige så vel som mod USA og mod Vesteuropa. Derfor blev Salishury i det europæiske Rusland, i Sibirien og især i Mongoliet mødt med største imødekommenhed fra russernes side. En russisk embedsmand sagde til ham: »Kan De, efter hvad De har set i Mongoliet, finde nogen grund til, at russere og amerikanere skal slås?« En anden russer: »Tempoet i Kinas udvikling er skrækindjagende. Når man tænker på fremtiden ...« En tredie (ved et party): »For fred, og for nært venskab mellem Rusland og Am erika - det er, hvad vi begge har behov, og hvad vi også skal opnå.« Im idlertid eksisterer den russisk/kinesiske alliance endnu - og man skal være forsigtig med at spå om fremtiden. Kina stræber efter at kunne stå på egne ben (og måske mere end det), men det er endnu i sin økonomiske og industrielle udvikling afhængigt af Rusland. Kina er endnu »junior«, og så længe er kompagniskabet med Rusland nødvendigt, men kurven i Kinas kraftpotentiel går rask opad, og »junior« kan skifte til »senior«. Kinas befolkning nærmer sig stærkt de 700 m illioner og stiger årligt med 15-20 m illioner. Sovjets folkemængde tæller kun 210 m illioner og vokser årligt ikke med mere end 3,6 m illioner. A lt dette taler for samarbejde mellem Rusland og USA (og hele den vestlige verden) mod truslen fra det fra stormagt til verdensmagt voksende Kina. Begivenhederne i 1960 - Afrika , Parismødet m. v. - synes igen at have bragt den kolde krig mellem USA og Sovjet til at blusse op, og håbet om samarbejde mellem de to lande synes i øjeblikket ikke at være stort. I stedet synes et »trekropssystem« (USA-Rusland-Kina) at tegne sig i liorizonten. Men på længere sigt?
En magtkamp mellem stormagter kan udkæmpes på forskellige »slagmarker« : den økonomiske, den psykologiske, den militære, evt. på flere af dem samtidig. General A llstrin (Salisbury) regner i høj grad med, at det kan udvikle sig til »varm« krig mellem USA og Kina - med Rusland neutralt eller på USA’s side. Det er her værd at lægge mærke til de forskellige synspunkter, som gør sig gældende i Rusland og i Kina. Lenin hævdede i sin tid, at krig er en nødvendighed, så længe den »kapitalistiske imperialisme« eksisterer. Det var også Ruslands standpunkt i Stalins tid — men K rutsjof betoner nu mere og mere muligheden — ja nødvendigheden — af sameksistens. Det socialistiske Rusland kan godt leve fredeligt side om side med det kapitalistiske Vesten. Det kommunistiske K ina står im idlertid endnu fast på Lenins læresætning om krigens nødvendighed. Det afgørende tidspunkt kommer den dag, da Kina råder over atombomben, og det er kun et tidsspørgsmål, hvornår det selv v il være i stand til at frem stille den. Måske om 4-5 år? »Den begivenhed, der v il gøre den tredie verdenskrig sandsynlig, bliver Kinas erhvervelse af nukleare våben«, således er det sagt fra engelsk side. Kina har nemlig, hævdes det, i en kommende nuklear krig den store fordel, at det er det eneste rige, som v il kunne »overleve«. Dette begrundes med landets opdeling i et stort antal selvforsørgcnde provinser. Ganske vist v il i nuklear krig mange af disse provinser blive udslettet, men flere v il overleve og derefter være i stand til at rejse sig igen. I en atomkrig v il USA blive totalt ødelagt, Kina kun delvis — altså sejrer Kina. Selv om resten af verden ødelægges, v il Kina overleve. Uhyggelige perspektiver, der kan blive til virkelighed. De understreger Gerald Clarks spørgsmål til Vesten: »Lever vi op til vore problemer? « General A llstrin slutter sin meget læseværdige artikel med følgende: »Hvad der sker i Kina, i Asien og forøvrigt også i A frika , kan, synes det, give basis for som slutord at citere - og at begrunde! - en i 1957 fremsat udtalelse af lord Cherwell, mere kendt som professor Lindemann, Churchills fordums rådgiver under 2. verdenskrig i teknisk-videnskabelige spørgsmål. Cherwell mente, at det mest bemærkelsesværdige i vor tidsepoke ikke er H itle r og nazismen, ikke den anden verdenskrig, ikke atombomben, ikke kommunismen, men - »it w ill be tlie abdication of the white man.««
W. E. O. Lawaetz.
