Verdenskrigen bekræftede den gamle Kendsgerning, at Fladbaneskyts har en defensiv, Krumbaneskyts en offensiv Karakter. Maskingeværet forøgede Defensivens Styrke i overraskende Grad. Derved opstaar det Spørgsmaal: Er Angreb gennemførligt i vore Dage overfor en velorganiseret Forsvarsfront? Efter Verdenskrigen er Maskingeværerne (lette og tunge) jo vokset i Antal; den defensive Styrke er dermed vokset siden 1918, hvilket Krigen mellem Bolivia og Paraguay („Chacokrigen“) da ogsaa synes at bekræfte. Men saa har man jo Flankerne! Det har altid været tilstræbt at angribe dem. Men Flankerne bliver ikke lette at faa fat paa; ofte maa de først skabes ved frontalt Gennembrud. Og er der endelig en aaben Flanke, der byder1 sig til, bliver Angrebet paa den i sidste Instans dog frontalt, omend Angrebets Gennemførelse lettes ved, at Modstanden faar en mere improviseret Karakter. Angrebet er altsaa, set i det smaa, altid frontalt, selv naar det fra et højere Synspunkt er et Flankeangreb. Hvilke Midler har man da i det frontale Angréb til at slaa Fjendens Maskingeværer ned og hjælpe eget Fodfolk frem?
Der er først Artilleriet.
Jo stærkere Indsats af Artilleriild, desto virksommere Nedkæmpelse af Forsvarets Vaaben; men Ønsket om taktisk Overraskelse vil i mangfoldige Tilfælde begrænse Artilleriforberedelsen forud for Angrebet til et Minimum, og 'under Angrebet kan Artilleriet alene ikke holde alle Forsvarets Vaaben nede. Navnlig kniber det med de sidste 2—300 m foran Indbrudsstedet. Naar Fodfolket kommer ind paa denne Afstand fra Fjendens forreste Linie, maa Artilleriilden af Sikkerhedshensyn forlægges. I Tidsskriftslitteraturen fremstilles Sagen som Regel saaledes, at man faar Indtryk af Artilleriets pludselige, fuldstændige Svigten, og det netop i det mest kritiske Øjeblik. Men en saadan Fremstilling er falsk og gør Artilleriet Uret. Thi Forsvarets Ild kommer jo ikke alene fra Indbrudsstedets Forkant; den kommer ogsaa fra Dybden og navnlig fra Flankerne;
og Angrebets Artilleriild holder ikke inde, den glider frem i Dybden og ud i Flankerne. En Del af Forsvarets Vaaben lettes for Beskydningen, men ikke alle. Desuagtet maa det erkendes, at „Den blaa Zone“, som Italienerne kalder dette 2—300 m’s Bælte, røber en Mangel ved Artilleristøtten, og Manglen er ikke tidsbegrænset til Indbrudsøjeblikket; dette betegner kun Begyndelsen paa Vanskelighederne; de varer ved! „den blaa Zone“ vandrer med! Artilleriet alene er altsaa ikke tilstrækkeligt til at hjælpe Fodfolket. Der behøves et Kampmiddel, der virker i nøjere Tilknytning til Fodfolket og kan støtte det paa klos Hold.
Er Kampvognene Midlet? Mange mener det. Den østrigske General Ritter v. Eimannsberger mener det ubetinget og forfægter med stor Kraft sin Anskuelse i Bogen: „Der Kampfwagenkrieg“. Han er bestikkende at læse, klar og logisk som faa, og han skriver med hele den tilkæmpede Overbevisnings Styrke. Men om han har Ret afhænger af, om den Vægt, han tillægger de influerende Faktorer, er rigtig. Er Grundlaget for det hele, Vægtfordelingen, forkert, bliver Resultatet, selv om det er aldrig saa logisk opbygget, ogsaa forkert. Eimannsberger tillægger Kampvognene en meget betydelig Kampværdi i Kraft af deres Bevæbning og deres forventede Evne til at føre denne Bevæbning med tilhørende Mandskab uskadt ind paa Livet af Modstanderen. Bevæbningens Værdi er imidlertid ikke afhængig alene af Vaabnenes tekniske Præstationsevne, men ogsaa af Vilkaarene for deres Anvendelse, og de er ikke gode. Kampvogne er nu engang halvblinde og døve — gøres de ikke halvblinde, bliver de saarbare overfor almindelige Haandvaaben. De vil derfor altid have vanskeligt ved a t finde deres Maal (og Maalene er Punktmaal: Maskingeværer, Fodfolkskanoner o. lign.). Lykkes det at finde Maalene, er Ildafgivelsen mod dem saa som saa; holder Vognen sig i Bevægelse, bliver Skydningen daarlig, holder den stille for at orientere sig og skyde bedre, bliver den et let Bytte for! Forsvarerens Artilleri og Fodfolkskanoner. I Verdenskrigen havde den let Spil. Ny, som den var, havde den hele det nye Vaabens moralske Virkning og et Forspring fremfor Midlerne imod den, et Forspring, som den holdt Krigen igennem, men som den ikke bliver ved med at holde. Modvaabnene har gennemgaaet en stærk Udvikling i de sidste Aar, og Kampvognen staar derfor som Kampmiddel betragtet (ikke som Opklaringsmiddel) i Fare for at lide samme Skæbne som Slagrytteriet. Ser man Kampvognen i Enkelttal i Forhold til dens værste Modstander, Fodfolkskanonen, er den ugunstigt stillet; Kampvilkaarene for de to Modstandere er ulige: paa den ene Side har man Fodfolkskanonen, lille, godt skjult i Terrainet, udstyret med et skarpt Øje og skydende fra fast Grund; paa den anden Side Kampvognen, stor og tung, iøjnefaldende paa Grund af sin Størrelse, Form og Bevægelse, halvblind om Dagen, helblind om Natten, skydende fra usikkert Grundlag. Eimannsberger er selv opmærksom paa disse Faktorer; men han synes at lægge for megen Vægt paa Vaabnenes tekniske Egenskaber, for lidt paa deres brugsmæssige Vilkaar. Det er derfor tvivlsomt, om han har Ret i sit Syn paa Kampvognenes Værdi. At de, anvendt,i Masse, er et Middel (blandt mange andre) til at hjælpe Fodfolket frem, er utvivlsomt; men at de er Midlet (det eneste fyldestgørende og derfor nødvendige, som Eimannsberger mener), savner man Bevis for. Beviset kan kun en ny Krig levere — vel at mærke en Krig mellem Modstandere, der begge er tidssvarende udrustet.
Kampvogne er dertil et dyrt Middel; de maa anvendes i Masse, for at Mængden kan bøde paa den store Tabsprocent. I Masseproduktion ligger Prisen for en middelsvær Kampvogn omkring 100.000 Kr., en let omkring 20.000 Kr., med Fremstilling i Smaapartier vel op imod det dobbelte — og de forældes hurtigt. Den Stat, der anser Kampvogne for en Nødvendighed, maa derfor indrette sig paa i Fredstid at have den nødvendigste Øvelsesbeholdning og ved Mobilisering forøge Antallet hastigt, hvilket kræver en stærk og forberedt Industri i Landet. Det Antal, der da behøves ved Fredsbrud, er betydeligt. Eimannsberger regner i Overensstemmelse med franske og engelske officielle Anskuelser, at der ved Angreb i større Stil gennemsnitlig maa indsættes til umiddelbar Støtte for Fodfolket 50 Kampvogne pr. km Angrebsfront (ca. 100 pr. Division) i Tyngdeomraadet, 25 pr. km paa den øvrige Del af Angrebsfronten. Udover disse — væsentligst middelsvære — Kampvogne, der tildeles Divisionerne efter Øjeblikkets Behov, kommer saa yderligere et Antal lette Vogne til Brug i Opklaringstjenesten, og den nødvendige Erstatningsreserve — rent bortset fra eventuelle selvstændige Kampvognsformationer til Anvendelse som Stødmiddel i Føringens Haand uden snævrere Forbindelse med Fodfolket. Som Sagen ligger i Øjeblikket: manglende Bevis for, hvad Kampvogne i vore Dage er værd paa Slagmarken, stærk Udvikling af Midlerne imod dem, derfor kun Sikkerhed for, at Kampvognene er et dyrt Middel, uden tilsvarende Sikkerhed for, at de stadig har samme Slagkraft som i 1918 — bør den Stat, der kun raader over begrænsede Pengemidler og mangler den stærke Industri i Ryggen, formentlig stille sig afventende og højst indlade sig paa Anskaffelser i Opklaringsøjemed. I Opklaringstjenesten spiller jo Kampvognenes Evner i Retning af Fart og Udholdenhed en større Rolle end deres Mængde. Fart og Udholdenhed er tekniske Problemer, som er løst, Mængden et økonomisk Problem. I Opklaringstjenesten er derfor Betingelserne til Stede for, at selv smaa økonomiske Ofre kan svare Regning. Naar man maa undvære Kampvogne til Støtte for Fodfolket, opstaar Spørgsmaalet: er der da andre Midler til at hjælpe Fodfolket frem over de sidste 300 m, Dette Spørgsmaal diskuteres ivrigt i den militære Fagpresse, navnlig i Tyskland, Østrig og Italien, de Lande, der hidtil ikke eller kun i ringe Omfang har haft Kampvogne.
Kan Flyvere hjælpe?
I nogen Grad, ja, men deres Hjælp er mere eller mindre momentan — og „den blaa Zone“ er ikke momentan, den gaar frem med Fodfolket. Maalene maa stadig holdes nede en vis Tid! Og Tid er det, Flyverne har mindst a f ; de kan ikke bide sig fast i Maalet. De er en Hjælp, men ikke nok.
Saa er der Fodfolket selv.
Hvilke Midler raader det over? Maskingeværet og Rekylgeværet er Fladbanevaaben, udmærkede i Forsvar, men ringere i Angreb paa Grund af den strakte Bane og manglende Sprængvirkning. Fodfolkskanonen har Sprængvirkningen, men ogsaa den strakte Bane. Mod en nedgravet Forsvarer behøves et Krumbanevaaben. Geværgranaten har vel krum Bane, men daarlig Præcision, ringe Sprængvirkning og kun ca. 200 ms Rækkevidde. Haandgranaten er god paa klos Haand, 20—30 m, men det hjælper ikke, naar man er død, inden man kommer paa klos Hold. — Saa er der Fodfolksmorteren, den 81 mm, et fremragende Angrebsvaaben, krum Bane, stor Skudhastighed, Præcision og Sprængvirkning. Hvad kan man saa forlange mere? Og dog løser den ikke Problemet helt! Den er et Bataillonsvaaben, organisatorisk knyttet til Regimentet, men under Kamp oftest tildelt Bataillonerne efter Situationens Krav. Den holder sig helst i Nærheden af Bataillonschefen, gaar altsaa i Stilling nogenlunde paa Højde med Kompagnierne i 2’ eller 3’ Linie, gaar sjældent længere frem, da den ikke er noget helt lille Vaaben med sit Tilbehør af Heste og Karrer, som den nødig fjerner sig for langt fra. Det er denne forholdsvis tilbagetrukne Opstilling, der er Morterens svage Side, naar Talen er om Støtte af de forreste Fodfolksgrupper. Hvad er det nemlig for Vaaben hos Fjenden, der navnlig hemmer Angrebet? Det er ikke de frontale, men de flankerende Vaaben. Og hvem er det, der først bliver beskudt af dem og dermed har Betingelser for at stedfæste dem? Det er de forreste Kampgrupper, dem med Gevær- og Haandgranater, men uden Morterer! Meldevejen fra dem tilbage til Mortererne er maaske ikke lang, men trang; den fører gennem Fjendens virksomme Ild. Kommer Meldingen desuagtet lykkeligt igennem, er det tvivlsomt, om Lederen af Morterilden kan finde Maalet; flankerende Vaaben plejer ikke ikke at være synlige fremefter. Den Tanke synes derfor logisk, at det Fodfolk, der bliver beskudt af Forsvarets flankerende Vaaben og har Mulighed for at bestemme deres Plads, ogsaa bør have Midlet til at bekæmpe dem. Dette Middel maa være et lille, let haandterligt Vaaben med en Rækkevidde paa 6—700 m, et Vaaben, der ikke skal erstatte, men supplere den 81 mm Morter. Den 61 mm Morter kan maaske bruges; den vejer næppe det halve af den 81 mm; men i Tyskland synes man dog at finde den for stor og tung. Den vingestyrede Maskingeværgranat er maaske en Løsning, hvis Præcisionen er god nok, en Løsning, hvorved Indførelsen af et nyt Vaaben undgaas, og den nuværende Organisation kan opretholdes.
Problemet foreligger. Det diskuteres i næsten alle Tidsskrifter. Eenmandskampvognen er et af Forsøgene paa at løse det; men den har ikke fundet stor Tilslutning og er vel ogsaa dødfødt alene af den Grund, at en enkelt Mand ikke kan passe alt: Maskineri, Orientering og Skydning. Men stærke Kræfter er i Bevægelse for at finde en Løsning — og den maa komme; ellers kan det ske, at Eimannsberger faar Ret i sin paradoksale Paastand: at intet Angreb er muligt uden Støtte af Kampvogne.
E. F. Raabye.
