Viften
Da jeg overvejede, hvad jeg skulle skrive i denne artikel, kiggede jeg igennem min kasse med Irakting. Øverst i kassen lå en vifte lavet af siv fra det sydirakiske marskområde. Nogle af sivene er farvet røde, så de danner det danske flag, 2004 og Anne skrevet på dansk og arabisk. Jeg havde fået viften få dage inden min hjemrejse fra min første mission i Irak i sommeren og efteråret 2003.
En uge inden min hjemrejse. Jeg var vagthavende tolk, da en gruppe spejdere fra Let Opklaringseskadron en mørk aften fulgte efter en mistænkelig bil i marsken. Som regel var der ikke noget at lave i marsken efter mørkets frembrud, og det kunne være en af de narkosmuglere, som der var flere af i området. Bilen kørte ind ad et spor i marsken og kom ud lidt efter igen og kørte bort. Spejderne kørte ind ad sporet for at finde ud af, hvad der var at lave derinde sent om aftenen, og der fandt de et par mænd, der opholdt sig ude midt i ingenting, langt fra kunstigt lys og andre mennesker. Den ene af de to mænd talte noget engelsk, og han sagde, at han var skolelærer, og at han var blevet kidnappet af lokale forbrydere. Spejderne skilte de to mænd ad og prøvede at finde ud af, hvad der foregik. Samtidig tilkaldte de en MP‐patrulje med tolk, og da jeg kom til stedet, blev jeg bedt om at få be‐ eller afkræftet historien. Manden hed Jawad, og også på arabisk fastholdt han, at han var skolelærer i engelsk og historie, men da der ikke var arbejde at få som skolelærer, var han begyndt at køre taxa. Et par dage tidligere var han blevet standset i et af de utallige checkpoints af nogle mænd i politiuniform, der havde vist sig at være forklædte kidnappere. De havde fået nys om, at Jawad havde en søster i USA, og nu ville de have hende til at betale en løsesum. Det var rigtigt nok med søsteren i USA, men hun havde ikke mange penge. Kidnapperne var ikke nødvendigvis modstandere af Koalitionen, men fattige stammefolk, der ville gøre hvad som helst for penge, hvad enten det var at bekæmpe Koalitionssoldater eller kidnappe irakere. Den anden mand påstod, at han bare var i marsken for at vogte vandbøfler, og at hans AK‐47 var til selvforsvar trods forbuddet mod at bære våben i offentligt rum. Jawads historie virkede mere plausibel, og vi valgte at tro på den. Jeg kørte med, da MP’erne skulle aflevere Jawad hos hans familie i en nærliggende by. Først skulle vi lige sikre os, at han havde talt sandt, så vi spurgte familien, om han var blevet kidnappet. Af frygt benægtede de alt, men da Jawad trådte frem, blev de så bevægede, at de begyndte at græde, og Jawads aldrende far besvimede. Familien havde ikke regnet med at se ham igen i live, så deres lykke ved at se ham kan ikke beskrives med ord. Sådan en dag føles det godt at være med.
Nogle dage senere tog jeg med MP’erne hen for at se, hvordan det gik med Jawad og hans familie. De var glade for at se os igen, og som en lille tak og et minde gav de os hver en vifte, som de havde lavet til os.
Blandt marskarabere og beduiner
Jeg blev uddannet til sprogofficer i arabisk i 1994‐96 og glædede mig til at komme ud og bruge det, jeg havde lært, i den virkelige verden. På ISP (Institut for Sprog) bliver man uddannet i egyptisk dialekt og omskolet til en af de fem arabiske hoveddialekter inden udsendelse. Imidlertid var der ingen missionsområder med arabisk i sidste halvdel af 1990‘erne, så vi blev ikke omskolet til andre dialekter. Forskellen mellem egyptisk og irakisk er omtrent dobbelt så stor som mellem dansk og svensk, så da jeg kom til Irak for første gang i sommeren 2003, fik jeg en meget stejl indlæringskurve rent sprogmæssigt: det var simpelt hen learning‐by‐doing. Jeg havde dog tilbragt ni måneder på Vestbredden, hvor jeg lærte palæstinensisk, der dialektalt ligger et sted mellem egyptisk og irakisk. Selv om jeg hurtigt fik lært en del irakisk, blevjeg udfordret, når jeg skulle tale med marskaraberne, der lever i og af marsken i det sydlige Irak. Størstedelen af marskaraberne er analfabeter og har ikke den samme variation i sproget, som uddannede folk har, så når vi ikke kunne finde fælles ord, stod vi under den brændende sol i 60 graders varme og kommunikerede ved tegnsprog eller ved at tegne streger i ørkensandet.
Område med dræbende militære efterladenskaber
En type opgaver, jeg holdt meget af, var ammunitionsrydning med EOD (Explosive Ordnance Disposal, Ammunitionsrydningstjenesten), dvs. de stod for ammunitionsrydningen, og jeg skulle sørge for at fortælle folk, hvad vi lavede og sige til dem, at de skulle holde sig væk, når noget skulle bortsprænges. Engang var jeg med til at fjerne et læs mortergranater fra en børnehave, så den kunne blive klar til genåbning. Børnehavens pedel, en gammel mand, nægtede først at tale med mig, da jeg var kvinde, men da han ikke kunne få hverken respons eller forståelse fra nogen af de andre danske soldater, gav han sig til sidst, og vi nåede til enighed. Bortset fra at være nødt til at tale med en kvinde, var han glad for EOD arbejde.
To uger i 2005
Efter min første tur til Irak, underviste jeg kommende sprogofficerer, bl.a. i omskoling til irakisk dialekt. Det var interessant at arbejde med undervisningsmateriale i irakisk dialekt, da jeg pludselig fik en teoretisk og grammatisk ramme for det, jeg selv havde lært i Irak. Undervisningsmaterialet var amerikansk og udarbejdet til brug i Bagdad. Jeg kunne så konstatere, at der er nogle forskelle på dialekten i Bagdad og i Sydirak, og jeg måtte flere gange fortælle mine elever, at selv om undervisningsmaterialet sagde én ting, sagde sydirakerne ofte noget andet.
Jeg var således væsentligt bedre rustet sprogligt, da jeg vendte tilbage til Irak i januar 2005. Denne gang skulle jeg kun være af sted i to uger: som ekstra tolk ved DANCON Hold 4 omkring valget til det irakiske parlament. Jeg tilbragte valgdagen på en irakisk politistation, hvor man var klar til at rykke ud i tilfælde af uroligheder, men valgdagen forløb uden større problemer og med en masse glade mennesker, der stolt fremviste en blækblå finger som bevis for at have stemt.
Da valget var vel overstået, kunne jeg deltage i andre opgaver for den danske bataljon indtil min hjemrejse. En af opgaverne var ammunitionsrydning i den sydvestlige ørken, hvor der stadig lå efterladenskaber fra Golfkrigen i 1991. Vi mødte nogle beduiner, der var glade for vores tilstedeværelse, da de havde problemer med at kameler, får og ‐ endnu værre ‐ mennesker trådte på bomblets og fik bortsprængt fødder eller ben. Min opgave var at fortælle dem, hvad der foregik og hjælpe med at holde dem væk fra sprængningsområder, mens EOD bortsprængte bomblets og flybomber. Da EOD var løbet tør for plastisk sprængstof, fortalte jeg beduinerne, at vi var færdige for i dag, men ville komme igen en anden dag. En af mændene spurgte: “Kan I så ikke tage noget whisky med?” Sådan lød det i hvert fald, men trods min øgede kapabilitet og selvtillid inden for irakisk dialekt, måtte jeg bede ham gentage, da det ikke rigtig gav mening i mine ører. “Ja, vil I ikke tage noget whisky eller øl med?” Vi var jo underlagt en ikke‐alkoholpolitik, så jeg måtte svare: “Øh, vi drikker ikke.” “Nå, men det gør vi da,” svarede den lettere skuffede iraker.
Eksemplet bekræfter, at man ikke kan male hele Mellemøsten med den samme kulturpensel. Som udgangspunkt drikker muslimer ikke alkohol, og langt de fleste irakere er muslimer, men alligevel er der blandt mange en liberal indstilling til alkoholindtagelse. En jordaner sagde engang til mig, at alle irakere drikker fem liter alkohol om dagen; det er nok overdrevet, men der er formentlig flere, der drikker alkohol, end i fx Jordan. En sprogofficerskollega fortalte mig, at en irakisk politichef havde tilbudt ham et glas whisky, selv havde drukket et vandglas fuldt og sagt: “Man drikker for at glemme fortiden.” Selv har jeg mødt flere irakere, der gerne nød et glas, men mindst lige så mange, der fordømmer indtagelse af alkohol.
Sprog, kultur og køn
Når man lærer arabisk sprog og mellemøstlig kultur, kommer man ikke uden om religion, især ikke islam. Derfor indeholder sprogofficersuddannelsen en hel del undervisning i islam og en del om andre religioner i Mellemøsten. Når man er udsendt som tolk, har de andre soldater og officerer i missionen en forventning om, at man kan svare på alt inden for sprog, kultur og religion. Sprogofficerer kan svare på meget, men må af og til sige: “Det skal jeg lige undersøge for at være helt sikker.” (Man indrømmer jo aldrig, at der er noget, man ikke ved!) I sommeren 2003 var det lykkedes nogle af de danske soldater i Irak at standse en bil med 50 kg hash i bagagerummet. De to mænd blev taget med til den danske lejr, hvor man skulle fastslå deres identitet og ærinde, inden de blev overgivet til det irakiske politi. Som vanligt blev alle deres papirer overgivet til tolkekontoret, for at vi kunne finde ud af, om der var noget interessant. Blandt disse mænds papirer var nogle meget små stykker papir med inskriptioner og tal. MP’erne spurgte, om det var korancitater, og hvad de skulle bruges til, og til sidst måtte jeg indrømme, at jeg ikke havde et umiddelbart svar på det spørgsmål. Da vi derefter talte med de to mænd, spurgte vi til de små stykker papir, og de forklarede, at det var besværgelser, der skulle gøre dem usynlige for politiet!
Jeg er flere gange blevet spurgt, hvorfor man overhovedet uddanner kvindelige sprogofficerer i arabisk og har lige så mange gange forklaret, at ikke alle folk i Mellemøsten er kvindehadere, selv om der er blandede holdninger til at have kvindelige tolke. Af og til kan man dog komme ud for at skulle tale med kvinder, i hvilket tilfælde det kan være en fordel med en kvindelig tolk. Under en vandring rundt i al‐Hartha, en forstad til Basra, i sommeren 2006, hvor de danske styrker skulle registrere indbyggerne, kom vi til et hus, hvor ingen mænd var hjemme. Jeg blev imidlertid lukket ind i gården og kunne så tale med kvinderne. En af dem stod med et lille barn på armen, og hun sagde: “Sig hej til tanten!” Men det lille barn kiggede blot betuttet på den mærkelige hvide kvinde med hjelm, fragvest og gevær over skulderen.
I Mellemøsten er det dog lettere for en kvinde at bevæge sig ind i en mandeverden end omvendt, og flere gange har jeg oplevet at være med, hvor kvinder normalt ikke har adgang. De sydirakiske stammesheiker har alle en mudif, en kæmpestor og op til 20 m høj gæstehytte lavet af siv fra marsken og bygget i den stil, der har været brugt i området de sidste 5000 år. Gæstehytterne bruges til at modtage mandlige gæster, så de ikke behøver at komme i nærheden af hjemmet, hvor familiens kvinder holder til. Af samme grund kommer kvinder ikke i mudif’en, og det er familiens drenge, der serverer mad og te. Men når det er nødvendigt med en tolk til samtalen, kan man se bort fra den slags. Det er alligevel anderledes med vestlige kvinder og især vestlige kvinder i uniform; dér gælder nogle helt andre regler end for irakiske kvinder.
En dag i sommeren 2006 var jeg med en britisk major på vej til et sikkerhedsmøde med borgmesteren, en højtstående irakisk officer og politichefen i byen ad‐Dayr. Mødet finder sted på borgmesterens kontor. Til majorens store overraskelse sidder der en stammesheik i borgmesterstolen, da han træder ind; borgmesteren plejer ellers at være en fremsynet mand i jakkesæt. Sheiken der nu præsenterer sig som borgmester fortæller, at den tidligere borgmester har valgt at træde tilbage, hvad han dog ikke havde givet udtryk for ved et møde en uge forinden. Undertegnede tolker mødet, der varer en time. Da vi tager afsked, giver jeg ikke hånd til borgmesteren, men løfter blot hånden op til brystet: mange traditionelle irakiske mænd vil ikke give hånd til kvinder. Borgmesteren siger, at det er godt, jeg kender deres skikke, men at jeg i øvrigt burde være hjemme for at passe hus og børn i stedet for at deltage i møder som dette. Da jeg ikke vil forbryde mig mod de diplomatiske regler og skabe unødig opmærksomhed om min person, undlader jeg at svare. Senere fortæller jeg det dog til den britiske major, der bliver ophidset og siger, at han fremover vil gøre en dyd af at have en kvindelig tolk med til ad‐Dayr.
I efteråret 2007 var jeg udsendt til Bagdad, hvilket viste sig at være en anderledes oplevelse end Sydirak, selv om jeg kunne bruge både de ting, jeg havde lært under sprogofficersuddannelsen og under mine ophold i Sydirak. En god oplevelse var at høre, at folk i Bagdad faktisk taler som irakerne på det undervisningsmateriale, vi havde brugt på ISP. En anden interessant oplevelse var at se irakiske kvinder i høje positioner, bl.a. kvindelige parlamentsmedlemmer. Det gav mig for en gangs skyld muligheden for at tolke for kvinder og for at lytte til dem og bruge dem som sproglige forbilleder. Under sprogofficersuddannelsen havde vores lærer sørget for at gøre os tre kvinder på holdet opmærksomme på kvinder, der kunne bruges som sproglige forbilleder, og som vi skulle efterligne. Da jeg efter endt uddannelse blev udsendt, oplevede jeg til gengæld, at jeg oftest tolkede mellem mænd, så jeg sjældent havde muligheden for at høre arabiske kvinder tale og dermed ‘feminisere’ mit sprog. I Bagdad fik jeg så endelig muligheden for at tale med veluddannede og velformulerede kvinder, som jeg kunne efterligne sprogligt.
Fra 2003 til 2008 har jeg tilbragt sammenlagt ti måneder i Irak, og i den tid har jeg kunnet følge landets udvikling frem mod noget, der forhåbentlig bliver et velfungerende land. Jeg håber på at kunne rejse til Irak som turist en dag og vise min mand og min datter det land, som jeg har ambivalente følelser overfor og mange oplevelser fra. I løbet af årene med missioner i Irak, udviklede mit arabiske sprog og min kulturforståelse sig i en grad, som ikke kan efterlignes på skolebænken. Jeg følte mig godt rustet til at tage ud, da jeg var færdig med sprogofficersuddannelsen, men man lærer intet sted bedre end der, hvor sproget og kulturen leves af mennesker i dagligdagen.
