Biologiske våben (BV) er mikroorganismer eller deres toxiner, som almindeligvis er fremstillet og forarbejdet på en sådan måde, at de kan kan udspredes som en aerosol og give anledning til luftbåren smitte. Formålet med et forsvarsberedskab mod biologiske våben er at bevare de militære styrkers kampevne under et angreb med biologiske våben eller blot truslen herom. Med passende tiltag er dette faktisk muligt. Uden beskyttelse er biologiske våben potentielt særdeles effektive og kan ophæve en modstanders militære fordele med beskedne omkostninger og sikre den angribende part en definitiv sejr uanset forsvarets militære styrke. Da muligheden for at blive angrebet med biologiske våben vurderes som realistisk i NATO, er der i de senere år investeret meget betydelige beløb i flere NATO-lande på at sikre de militære enheders integritet og funktionalitet selv under et BV angreb. 

Som terrorhandlingerne 11.september 2001 i USA viste, så står det nu klart at terrororganisationer ikke viger tilbage for at begå massedrab uden varsel, og angreb med biologiske våben er en effektiv og relativt simpel måde at fremkalde panik og ødelæggelse i ubeskyttede civile samfund. Forsendelserne af nogle få breve med anthrax-sporer (i alt ca. 1 g) i USA i efteråret 2001 viste hvor lidt der skal til for at fremkalde terror i betydeligt omfang, og dén lære er næppe gået hen over hovedet på potentielle terrorister. Selv om der meget vel kan gå nogen tid før endnu flere terrorganisationer rundt om i verden har udviklet eller erhvervet midlerne til at gennemføre biologiske angreb, så har vi næppe set den sidste terrorhandling med biologiske våben. 

 

Historisk baggrund 

Bortset fra primitive forsøg på at sprede sygdomsfremkaldende smittekim i tidligere århundreders krige, så er effektive BV først blevet udviklet i det 20. århundrede. Dette skyldes, at det først er blevet muligt at fremstille bakterier i større mængder fra begyndelsen af 1900-tallet og for virus og toksiners vedkommende efter 1960. Dertil kommer, at den teknologiske udvikling af fremføringsmidler til effektiv levering og spredning for de fleste BV's vedkommende først i de sidste halvtreds år har nået et tilstrækkeligt niveau til at gøre BV anvendelige i en militær konflikt. 

Den japanske hærs anvendelse af bl.a. pestbakterier i Manchuriet under 2. Verdenskrig var således ikke særligt effektiv, og deres forskning og udvikling på området nåede aldrig at gøre BV til en realistisk trussel for de allierede styrker. Efter  2. Verdenskrig udviklede såvel NATO-landene USA og Storbritannien som Sovjetunionen betydelige arsenaler af BV, feltøvelser blev afholdt til vurdering af BV's egnethed i definerede scenarier, og militære doktriner blev udviklet for såvel begrænset taktisk som omfattende strategisk brug. En række mindre lande udviklede også BV til offensiv brug, heriblandt Sydafrika (BV-program frem til  1994 i 'Project Coast') der anvendte BV i Namibia og Rhodesia-konflikten i 1979, og Irak der deployerede BV i felten under Golf-krigen i 1991. 
 

Det sovjetiske BV program

Efter NATO-landenes nedlæggelse af deres BV-programmer og skrotning af BVarsenalerne i begyndelsen af 1970'erne, forstærkede den sovjetiske hær sine offensive BV-bestræbelser. Den sovjetiske doktrin for anvendelsen af BV var målrettet efter den krigsmæssige anvendelse og bestod af en mangfoldighed af bakterier og virus, ofte i kombination. 

• Taktisk, kampzone: harepest, hjernebetændelsesvirus

• Taktisk, trænområde: anthrax, blødningsfebervirus

• Strategisk, befolkningscentre: lungepest, kopper 

Forskning og udvikling foregik på seks faciliteter under forsvarsministeriet og fire faciliteter under særprogrammet Biopreparat, og desuden havde man fem produktionsfabrikker og to testområder for BV. Biopreparatprogrammet, der ligesom øvrige BV aktiviteter blev angiveligt nedlagt per dekret i 1992, havde ca. 30.000 ansatte og opnåede en produktionskapacitet i 1990 for eksempelvis anthrax på to tons om dagen. Til sammenligning brugte man 400 kg anthrax til et SS-18 sprænghoved. 

 

Det irakiske BV program 

Det offensive irakiske BV program startede i 1974 på Al-Hazen instituttet, og op gennem 80'erne udvidedes programmet til at indbefatte flere institutter, produktionsfaciliteter og smitstoffer. De mest avancerede våbentyper (virus af koppe- og blødningsfeber-typen) nåede ikke at blive kampklare inden Golfkrigen startede. Den operationelle status i januar 1991 var således: 
 

• Anthrax 8.500 liter koncentrat (UNSCOM estimat: 35.000 liter), 5 Al-Hussein missiler, 50 R-400 bomber

• Botulinum toxin 20.000 liter koncentrat (UNSCOM estimat: 22.000 liter), 16 Al-Hussein missiler, 100 R-400 bomber

• Aflatoxin 2.200 liter, 4 Al-Hussein missiler, 7 R-400 bomber

• Perfringens 340 liter (UNSCOM estimat: 6.000 liter), fragmentationsgranater 

Et Al-Hussein missil havde en nyttelast på ca. 500 kg og en R-400 bombe indeholdt 85 liter. Af øvrige våbensystemer, der var under afprøvning, kan nævnes: 122 mm raketter, Mirage F1 og MIG-21 drop-tanks, helikopterbåren aerosolaggregat (Zubaidy), LD-250 bomber. 

 

 

Militære BV-scenarier relevante for danske styrker 

Den nuværende sikkerhedspolitiske situation taget i betragtning synes der ikke at være nogen realistisk militær trussel mod dansk territorium indenfor en overskuelig årrække, hverken hvad angår konventionelle eller ukonventionelle våben. I det omfang NATO's randområde kan blive udsat for en militær trussel, kan det naturligvis ikke udelukkes, at større danske styrker i NATO sammenhæng på længere sigt kunne blive inddraget i konflikter, hvor også BV anvendelse kunne være en mulighed. 

En realistisk trussel mod danske styrker kan opstå ved fortsat dansk deltagelse i internationale missioner i NATO eller FN regi. Her kan der være tale om forskellige typer af missioner med deltagelse af enheder fra alle tre værn langt fra Danmark og under anderledes klimatiske og logistiske forhold. Den type af konflikt, der kunne være tale om, er af afgørende betydning for vurderingen af den mulige BV trussel. I fredsskabende missioner, der involverer mindre stater eller befolkningsgrupper, vil det f.eks. ikke være relevant at overveje muligheden af et angreb med interkontinentale ballistiske missiler med biologiske sprænghoveder. På denne baggrund er det derfor kun relevant at overveje de typer af BV og deres fremføringsmidler, der kan være relevant i en taktisk militær sammenhæng eller som et terrorangreb mod danske enheder i en international styrke. 

I NATO anslås det at ca. 15 lande aktuelt har offensive biologiske våbenprogrammer. At der er sket en spredning af den nødvendige ekspertise må anses for overordentlig sandsynlig dels gennem personel, der tidligere har været involveret i det sovjetiske, det irakiske, det sydafrikanske eller for den sags skyld USA's og Storbritanniens våbenprogrammer dels ved ekspertiseopbygning fra grunden. De ældst kendte kampstoffer og de simplere fremføringsmidler er teknologisk set indenfor rækkevidde for selv fattige lande eller endog terrorgrupper. Dette betyder, at BV i hvert fald i de enkleste former kan dukke op i stort set enhver international konflikt, hvor danske enheder kunne blive anmodet om at deltage. 

Såfremt et varsel om et BV angreb når frem til en dansk enhed i tide inden personellet udsættes for kampstoffet, vil der kunne opnås en effektiv beskyttelse mod smitte ved anlæggelse af ABC-maske og sikring af rum gennem enten særlige luftfiltre eller overtryksventilation i tilstrækkelig lang tid til, at det biologiske kampstof er nedbrudt (timer til dage evt. måneder). Med den nuværende status for detektionssystemer er et sådant forvarsel dog ikke sandsynligt. Eksposition af danske styrker kan opstå, uden at det opdages umiddelbart. Dette kan enten ske ved at en aerosol udløses upåagtet nær de danske styrker, eller ved at nogle få soldater eksponeres for et smitsomt BV og derefter fungerer som personbårne 'fremføringsmidler' for videre smittespredning til resten af enheden. I fredsskabende missioner, hvor afgrænsningen mellem krigs- og terrorhandlinger ofte er flydende, vil der ikke nødvendigvis være en klar frontlinje. I en sådan situation er et snigende BV-angreb ikke usandsynlig, ikke mindst fordi angriberen efterfølgende kan være vanskelig at identificere og isolere fra den omgivende civilbefolkning, og en trussel om gengældelse vil være tilsvarende mindre afskrækkende. 

Omfanget af skaderne efter et BV angreb vil afhænge af forskellige faktorer, hvoriblandt de vigtigste er, om der optræder sekundærsmitte, hvor hurtigt det første sygdomstilfælde erkendes og diagnosticeres rigtigt, og hvilke forholdsregler der herefter træffes. Forudgående vaccination mod det relevante BV vil naturligvis blokere såvel det primære angreb som evt. sekundærsmitte, hvilket også kan anvendes af en potentiel angriber til at beskytte sig selv forlods. For ubeskyttede mennesker er det estimeret, at 100 kg anthrax-sporer udspredt ved nattetid som en aerosol af et fly over et byområde i Mellemøsten vil medføre mellem 1 og 3 millioner dødsfald. Ved anthrax optræder ikke sekundærsmitte. Ved et angreb med eksempelvis kopper, lungepest eller et af de nyere virale kampstoffer kan skaderne blive større. 

 

Påvisning af biologiske kampstoffer 

Når der ses bort fra toxiner, der er giftstoffer udsondret fra bl.a. bakterier, og som for praktiske formål opfører sig som kemiske kampstoffer med lang latenstid, så er biologiske kampstoffer levende, mikroskopiske organismer. Dette betyder, at et menneske kun skal optage - typisk ved indånding - en enkelt infektiøs dosis, der principielt kan bestå af blot én enkelt bakterie eller én enkelt viruspartikel, hvorefter mikroorganismen opformerer sig selv i kroppen og bevirker sygdom eller død. Dette gør detektionssystemer, som man kender det fra kemiske kampstoffer, med tilstrækkelig følsomhed vanskelige at udvikle. 

Det første tegn på et biologisk angreb vil derfor meget vel kunne være syge soldater eller civile. Hurtig diagnose er afgørende for at kunne begrænse skadernes omfang ved f.eks. at sætte eksponerede men endnu symptomfri personer i forebyggende antibiotisk behandling. Her vanskeliggøres en rettidig diagnostik dels af at der er tale om usædvanlige infektionssygdomme og normalt sjælendt forekommende mikroorganismer som sundhedspersonalet måske er lang tid om at mistænke, dels af at de eksisterende analystiske metoder ikke er beregnet på undersøgelse for disse agens. Ikke alene er metoderne i de fleste tilfælde ikke opsat i danske rutinelaboratorier, men mange af de biologiske kampstoffer tilhører en fareklasse, som vi ikke aktuelt råder over faciliteter til at håndtere i Danmark. De fleste virale kampstoffer eller et ukendt biologisk kampstof spredt i Københavnske gader, lufthavnens ventilationssystem eller postsystemet kan således ikke undersøges i Danmark men må forsegles og sendes til et udenlandsk laboratorium, hvor man må håbe at der er kapacitet til at gennemføre en tilstrækkeligt hurtig undersøgelse. Hvis vi ikke skal være afhængig af denne bistand, så skal der etableres nye sikkerhedslaboratorier også i Danmark, således som der findes i nabolande som Sverige og Tyskland. Beslutning herom er imidlertid udskudt til senere finanslovsforhandlinger. 

Med de senere års bioteknologiske udvikling kan de velkendte kampstoffer forventes at blive modificeret og nye, gensplejsede kampstoffer med andre egenskaber (stabilitet, smitsomhed, vaccine- og antibiotikaresistens) vil være en mulighed. Dette er faktisk sket for flere kampstoffers vedkommende f.eks. i det sovjetiske våbenprogram. Det er dog tvivlsomt, om de aktører, der vil være potentielle protagonister i en international mission med dansk deltagelse, i en overskuelig fremtid vil være i stand til at fremstille de mest avancerede kampstoffer. Men påvisning eller afvisning af den slags våben kræver en udviklingsindsats og laboratoriefaciliteter, som vi ikke aktuelt råder over, og som vi vil være 2-3 år om at opbygge fra det tidspunkt beslutning herom træffes. 
 

Civile beredskab 

Selv om sandsynligheden for et biologisk angreb aktuelt må vurderes som lille, så kan muligheden for et biologisk angreb ikke længere afvises. Selv ved en betydelig indsats kan et tabsgivende angreb ikke med sikkerhed forhindres, men skadernes omfang kan begrænses. Derfor er det besluttet, at der skal etableres et fleksibelt beredskab, der er indrettet til at håndtere hovedtyperne af de biologiske angreb, der kan forekomme i det civile samfund, og som så skal være i stand til at tilpasse sig til det konkrete angreb eller blot truslen herom, når det kommer. En væsentlig forudsætning for, at beredskabet er indrettet på de mest realistiske trusler, er en kompetent trusselsvurdering i et samarbejde mellem efterretningstjenesterne og mikrobiologisk ekspertise, og dette skal gerne ske i tæt samarbejde med tilsvarende beredskaber i vore nabolande, EU og NATO. Dernæst er det vigtigt, at der sker en løbende overvågning, så udbrud opdages så hurtigt som muligt, og varsling herom kan kommunikeres til centrale beslutningstagere i Danmark og i vore nabolande. Det sker både gennem epidemiologisk overvågning og øget opmærksomhed blandt læger og sygeplejersker. Når mistanken er rejst, skal der kunne tages prøver fra et evt. udlægningsområde, som sammen med prøvemateriale fra ramte personer skal kunne undersøges hurtigt og sikkert. Denne funktion er essentiel for at afgøre, om et biologisk angreb har fundet sted, hvilket kampstof der er tale om, og hvilke indsatsmuligheder der så er. Her er der brug for en ganske betydelig indsats både mht. analysemetoder og træning. Den efterfølgende indsats vil spænde over udvikling af beslutningsstøttessystemer, oplagring af relevante vacciner og antibiotika og etablering af indsatsrutiner, der kan indentificere eksponerede personer, tilvejebringe den nødvendige behandlingskapacitet og gennemføre forebyggende tiltag i form af vaccination og karantæne. Endelig er det vigtigt at understrege betydningen af entydig information til aktører og befolkning, for panik er en oplagt risiko i en biologisk terrorsituation og kan i sig selv medføre store skader. Til alt dette er det afgørende, at der er et velgennemprøvet kommandosystem og effektiv koordination af de mange aktører, der indgår i beredskabet. 

Regeringen besluttede i efteråret 2001 at etablere Center for Biologisk Beredskab på Statens Serum Institut med ansvar for forskning, ekspertiseopbygning, diagnostik, rådgivning og vaccineudvikling. Centret har et døgnberedskab, og er det danske kontaktpunkt vedr. biologiske trusler i forhold til EU. Det internationale samarbejde er en væsentlig gevinst for det danske beredskab, idet der herigennem kan tegnes et realistisk trusselsbillede og etableres anerkendte standarder f.eks. for analysemetoder og sikkerhedslaboratorier.  

Da meget af den eksisterende ekspertise findes i militære institutioner i NATOlandene, har Forsvaret en væsentlig mulighed for at bidrage til det danske beredskabs kvalitet ved at indgå i centrets arbejde og dermed også sikre varetagelsen af specifikt militære behov.  

 

Fodnoter

1 Forfatteren har siden 1. december 2001 været chef for Center for Biologisk Beredskab ved Statens Serum Institut. Han er reserveofficer ved FLGK og designeret til staben ved Forsvarets Sundhedstjeneste.