Paa E . S. Mittler & Sohns For lag , Berlin, er i 1922 udsendt en Pjece betitlet »Die Gruppe. Die Ausbildung der Infanterie-Gruppe im Gefecht an Beispielen auf Grund der Kriegserfahrungen«.
Af Anmeldelsen i »Militär Wochenblatt« fremgaar, at Forfatteren, Major Rühlev. Lilienstern, har gjort hele Krigen med fra 1914— 1918, dels som Kompagnichef, dels som Bataillonskommandor, og at han har kæmpet paa saavel Øst- som Vestfronten. 1 et Forord anfører Forfatteren, at han allerede i 1 Aar har benyttet det foreliggende Skrift som Grundlag ved Fægtningsuddannelse, samt at der af »Inspektion der Infanterie« er givet ham Lejlighed til at gore sig bekendt med den dersteds under LIdarbejdelse værende »Kampfvorschrift« (en saadan kan altsaa øjensynlig ventes i en. ikke fjern Frem tid), og Forfatteren kan derfor tilføje, at hans Arbejde, hvad Synspunkter, Grundsætninger og Former angaar, er i Overensstemmelse med nævnte kommende »Vorschrift«.
Bogen fortjener at kendes ogsaa af danske Officerer, specielt inden for Fodfolket; den vil uden Tvivl kunne være enhver Kompagnichef og ældste Lojtnant til megen Nytte ved Mandskabsuddannelsen og vil kunne give enhver, som i disse Brydningstider beskæftiger sig med Fodfolkets Kampforhold baade Vink og Vejledning.
Som det findes udtrykt i Titlen , er dens Form an i ved en Række Eksempler at belyse, hvorledes Kampgruppens Uddannelse i Fægtning finder Sted og det skal straks siges, at de 14 Eksempler, som findes i Heftet, synes heldigt valgt og lærerigt behandlet. Som bekendt er man i Tysk land bleven staaende ved 2 Slags Kampgrupper, »den lette Maskingevær-Gruppe« og »Skyttegruppen«, hvilken sidste kun indeholder Geværskytter (Grenaderer).
Imidlertid tager kun een af Opgaverne (Nr. 1) Sigte paa sidstnævnte Gruppe , medens Opgaverne N r. 2— 8 behandler den lette Maskingevær-Gruppe, altsaa Samarbejdet mellem det lette Maskingevær og Geværskytterne (Grenadererne). I Opgaverne 9— 14 optræder 2— 4 Grupper, til hvilke der enkelte Steder er knyttet svære Maskingeværer og lette Minekastere, hvilke sidste Vaabens nøje Samvirken med Fodfolket helt ned til dettes mindste Led, Forfatteren tillægger den allcrst irste Betydning. I lans Syn paa Maskingeværernes Indflydelse paa Fod folkets Kampforhold fremgaar af folgende:
»Langt de største Om væltninger i Fodfolkets Taktik i de forreste Kamplinier maa tilskrives Maskingeværerne, ja man kan vel sige, at dette Vaaben har skabt en ganske ny Fodfolkstaktik. For det kæmpende Infanteri er Maskingeværet bleven langt det ubehageligste Vaaben, thi dets haandgribelige Virkning er langt større end dets moralske, større end alle andre Vaabens. For Krigen blev vort Fodfolk næsten udelukkende opdraget til Masse ild . I Krigen skete efterhaanden en Omvæltning i dette Forhold . Maskingeværerne tilrev sig Masseilden, medens Afgivelsen af »finsigtede Enkeltskud« blev Geværskytternes Hovedopgave. Men ikke alene dette har været Folgen af Maskingeværernes Indførelse. Medens den tidligere ensartede Bevæbning muliggjorde Fodfolkets Foring ved Kommandoord, er det nu efter Indførelsen af begge S lags Maskingeværer og andre Hjælpevaaben hyppigst ' nødvendigt at erstatte Kommandoordet med en Befaling. Dette kræver en langt mere indgaaende Fægtningsuddannelse af Gruppeførere og Delingsførere end tidligere.«
Det vil mod »Fjendens« Optræden i en Række af de valgte Eksempler kunne indvendes, at den er saa uhensigtsmæssig, at den maa anses for lidet sandsyn lig og derfor i nogen Grad bidrager til den heldige Gennem førelse af »eget Partis« Foretagender.
J.
