Russisk mediekrigsførelse omkring Syrien interventionen

Af Thomas Elkjer Nissen (Forsvarsakademiet)

At forstå det russiske narrativ og mediekampagne er dobbelt nødvendig for Danmark, der både skal forholde sig til Rusland som nabo i vores eget nærområde (Østersøen og Arktis) og som en aktør i Syrien og Irak, hvor Danmark også er engageret igennem den internationale koalition imod Daesh (den såkaldte Islamiske Stat). Danmark og det danske forsvar skal dermed på en og samme tid både ’konkurrere’ og ’samarbejde’ med Rusland. Denne dialektik påvirkes af russisk mediekrigsførelse, såvel som den påvirker danske muligheder for at kommunikere strategisk.

 

Foto: Rossiya24 den 4. oktober 2015.

Internt i Rusland er mediekampagnen primært et spørgsmål om at sikre den russiske befolknings opbakning til interventionen i Syrien. En opbakning der primært sikres igennem en omfattende og koordineretTV-dækning af krigen i Syrien og det russiske militærs effektivitet kombineret med koordinerede indlæg på sociale medier, særligt i den russiske pendant til Facebook – Vkontakte,[1] og politiske taler m.m. Effekten af denne indsats kan blandt andet ses på meningsmålinger foretaget i Rusland, der viser en stigning i støtten til Putins Syrien-politik fra 39% i slutningen af september til 53% i slutningen af oktober 2015. Samme måling viste dog også, at andelen der var imod interventionen var steget fra 11% til 22% i samme periode.[2] Ifølge en anden opinionsmåling foretaget af Levada Center skulle tilslutningen være henholdsvis 14% før interventionen og 72% en uge efter interventionen.[3]  Eksternt, eller internationalt, skal mediekampagnen positionere Rusland som en vigtig aktør i den internationale kamp mod terrorisme, særligt imod terrorgruppen Daesh, og portrættere Rusland som en stormagt. Samtidig skal mediekampagnen også maskere Ruslands egentlige forhold til det syriske regime og fjerne international opmærksomhed fra spørgsmålet om den russiske involvering i kampene i det østlige Ukraine. Effekten internt og internationalt er dog svær at kvantificere. 

Den officielle ’Historie’ og dens budskaber

Det overordnede narrativ der kan udledes af såvel den russiske mediedækning af interventionen som af officielle budskaber og offentlige taler og bemærkninger fra blandt andre præsident Putin og udenrigsminister Lavrov, kan sammenfattes til det følgende:

 

Ruslands involvering i Syrien er et spørgsmål om national interesse og (international) sikkerhed, og er fokuseret på bekæmpelsen af international terrorisme. I denne kamp overholder Rusland, modsat USA og ’Vesten’, den internationale humanitære folkeret, og Ruslands militære intervention faciliteter at den humanitære situation i Syrien forbedres og at internt fordrevne kan vende hjem.[4] Den russiske militære kampagne er effektiv i forhold til Daesh, hvilket USA's ikke er, og den udkæmpes med moderne præcisionsvåben, så der ikke er nogle civile tab. Men Rusland vil ikke indsætte landstyrker. 

Fra dette narrativ, som syntes at være gennemgående og styrende for mediedækningen, og øvrige ’informationsaktiviteter’, kan der udledes en række strategiske budskaber, som Rusland forsøger at få igennem til både de interne og eksterne målgrupper.

Sammenfattende er de strategiske budskaber:

·       USA fejler i Syrien, derfor træder Rusland nu ind

·       Rusland er en global aktør

·       Russisk militær er højteknologisk

·       Rusland har en moralsk og legitim ret til at intervenere

·       Rusland støtter det syriske folks ret til selvbestemmelse

·       Motivet er kampen imod international terrorisme

 

Anvendelse af medierne

Til at distribuere de strategiske budskaber, understøttet af forskellige former for billede og videomateriale, spiller TV en meget stor rolle, udsendt både internt i Rusland og internationalt igennem det internationale RT (tidligere kendt som Russia Today). TV kombineres med sociale medier, herunder særligt Vkontakte, Twitter og YouTube, til yderligere at distribuere indhold. En stor del af indholdet i mediekampagnen er genremæssigt genkendeligt i Vesten, idet det ligner en vestlig form for krigsreportage, hvor de dominerende temaer og støttende billedmaterialer er fokuseret på våbenplatforme (primært fra luften og søen) og deres effektivitet. Men også på hvordan russiske ’rådgivere’ arbejder sammen med syriske sikkerhedsstyrker. En del af materialet er produceret så det ligner computerspil i High Definition-kvalitet, sandsynligvis af professionelle mediefirmaer (som for eksempel Russiaworks.ru),[5] mens andet af materialet er af mere autentisk karakter, som for eksempel kampe optaget med hjelmkameraer af russiske ’journalister’ i området. Der er dog også mere alternative måder hvorpå konflikten i Syrien bliver italesat, blandt andet igennem en vejrudsigt på den russiske kanal Rossiya24 der viste billeder af et SU-24 kampfly, og hvordan vejret i Syrien var perfekt i forhold til flyoperationer i oktober 2015.[6] Internt bliver de russiske statskontrollerede medier anvendt som den primære platform hvorfra historier og budskaber, nogle gange i let ændret form, bliver viderebragt i sociale medier og i internationalt fokuserede medier som Sputnik og RT. 

De temaer og budskaber der kommunikeres internt og eksternt syntes koordineret og værende i overensstemmelse med de politiske udmeldinger der kommer fra Kreml og forskellige russiske statsorganer og tjenester. Men det er ikke kun medier der bliver anvendt til at kommunikere russisk politik. Selve valget af militære kapaciteter, hvordan de indsættes og hvordan de dækkes af medierne er også en del af russisk strategisk mediekrigsførelse omkring Syrien.  

Blandt andet blev deployeringen og anvendelsen af strategiske bombefly som Tu-160 ’Blackjack’ og affyringen af krydsermissiler derfra dækket af det russiske forsvarsministerium, af nationale russiske TV stationer og af RT. Men også fulgt op af forskellige andre internationale statskontrollerede kanaler som ’Russia Beyond The Headlines’ (rbth.com), Sputniknews.com, rt.com og via deres respektive sociale medie profiler.

De vestlige medier henter i vidt omfang deres historier og billedsider fra disse kanaler, hvilket giver Rusland mulighed for, igennem tredjeparter, at videredistribuere dets narrativ om Syrien. Dette gør det relativt nemt for Kreml at få de vestlige medier til at videreformidle den russiske ’historie’ ubearbejdet. På denne måde udnyttes den indbyggede dialektik i den vestlig journalistisk tradition, som er generelt fokuseret på, at fri debat og modstridende synspunkter har samme værdi og skal håndteres ligeværdigt, samt det at vestlige medier generelt ikke har et godt beredskab til at håndtere en systematisk kampagne mod dem, selv om at de vestlige medier efterhånden er ved at vågne op til den nye realitet og behandle Kremls nyhedsstrømme med en vis varsomhed.

Ikke kun budskaber – handlinger sender også signaler

I forbindelse med Ruslands militære kampagne i Syren har man gentagne gange set militære kapaciteter indsat, som kan fremstå som overdrevne i forhold til de militære mål. Blandt andet som nævnt ovenfor anvendelsen af affyringen af krydsermissiler fra krigsskibe og ubåde og ikke mindst strategiske bombefly (Tu-160 ’Blackjack’) under massiv mediedækning og offentliggørelse af videomateriale fra det russiske forsvarsministerium.[7] Anvendelsen af disse fremføringsmidler er dog ikke kun et spørgsmål om at vise højteknologiske aspekter af det russiske militærs kapaciteter og deres effektivitet i forhold til interventionen i Syrien. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om at sende et signal til Vesten om, at den russiske nukleare ’triade’ er fuldt operativ.[8] Et signal der selv om det er sendt i konteksten af Syrien, er et udtryk for et af kerneelementerne i Ruslands overordnede strategiske kommunikation, hvor lokale eller isolerede handlinger og budskaber ofte kommunikeres i konteksten af Ruslands nukleare kapaciteter.

Dette gør sig også gældende konventionelt for de såkaldte ’snap exercises’, hvor Rusland øver strategisk deployering af store troppeenheder i Rusland over store afstande. Også deployeringen til Syrien kan ses som en del af et signal til omverdenen om at Rusland er i stand til deployere styrker internationalt, selv om det er i langt mindre omfang.

Som modvægt til dette finder man dog også russiske udmeldinger om at disse deployeringer og anvendelsen af relativt dyre våbenplatforme ikke belaster statsbudgettet. Blandt andet i præsident Putins nylige tale til nationen og i mediehistorier på blandt andet rbth.com.[9] At netop dette tema tages op i forbindelse med Syrien kan også ses i en russisk indenrigspolitisk kontekst, og i konteksten af den meget vanskelige økonomiske situation i Rusland for tiden.

Den overordnede propagandamodel

Den russiske mediekrigsførelse blandt andet i forbindelse med Syrien syntes at bero på en overordnet model bestående af en høj volume af medieprodukter distribueret igennem et multimedie netværk, hvor særligt TV-egnet materiale udbredes hurtigt og kontinuerligt. Ydermere, at budskaber er understøttet eller valideret af andre kilder såsom via ’ekspertudtalelser’, animationer, levende billeder (af militærteknisk karakter), såkaldte ’private’ optagelser taget fra sociale medier og andre ofte vestlige mediers dækning (taget ud af kontekst), opinionsundersøgelser eller fabrikerede billeder, samt udtalelser fra russiske opinionsdannere (som blandt andre Alexander Dugin) og beslutningstagere (som Putin og Lavrov). 

Selv om individuelle medieprodukter og -historier er designet til at passe ind i det overordnede narrativ, kan vinklerne og temaerne godt skifte over tid. Som for eksempel diskursændringen fra Ukraine til Syrien fra officielt russisk hold, ligesom der ikke nødvendigvis lægges særlig stor vægt på konsistens. Et argument eller en påstand kan godt ændre sig over tid, som for eksempel russiske udmeldinger om hvorvidt der var eller ikke var russiske styrker på Krim, ligesom argumenter omkring samme tema kan være forskellige i den interne og den eksterne budskabsformulering. Eksempelvis når det kommer til USA og dets rolle internationalt gives der eksternt et indtryk af at USA er ineffektiv og ubeslutsom, og internt et indtryk af at USA er en determineret trussel mod Rusland og dets interesser.

Modellen syntes at satse på, at det samme budskab gentaget mange gange og med forskellige argumenter igennem mange kanaler vil opnå den ønskede effekt. Dette er nok til dels baseret på antagelsen om at ’første indtryk’ holder, særligt når budskabet er stærkt følelsesmæssigt ladet, og til dels at når misinformation senere afvises, bliver det ikke husket. Denne tilgang er formentlig effektiv, for når meget følelsesmæssig information eller billeder anvendes i en historie huskes kilden ofte ikke, men kun selve kernebudskabet, hvilket gør ’bevisførelsen’ (ægte eller ej) vigtigere end kilden så længe kilden i første omgang virker overbevisende på overfladen. Når en professionelt designet animation, en ’vestlig ekspert’, eller en tilsyneladende troværdig vestlig nyhedskilde bliver brugt som kilde, glemmes kilden hurtigt, mens kun budskabet eller den centrale påstand i det huskes.

Bagved kommunikationen i ord og handlinger – Den Store Fortælling

Når man analyserer de strategiske budskaber og mediekrigsførelsen ses en større fortælling om ’Russkij Mir’ (Den russiske verden) og Novo Rossya (Det nye Rusland), og om striden mellem en unipolær kontra en multipolær verdensorden, hvor Rusland gerne vil (gen)positionere sig som en global magtfaktor. I fortællingen indgår at USA udnytter EU og de svage og rådvilde europæiske stater til at fremme dets interesser på bekostning af Rusland. Et Rusland som så, italesat og forklaret med historiske, sproglige og religiøse (ortodokse) referencer,[10] har en moralsk og legitim ret til at agere som det gør.

Fortællingen om Syrien er endvidere indlejret i og brugt som element af andre geopolitiske fortællinger om de bredere mellemøstforhold, Eurasien, migrationssituationen i Europa, Grækenland – EU situationen, Tyrkiet, de tre baltiske stater og Polen kontra resten af EU og NATO, og ikke mindst Arktis.

Politisk set bliver interventionen i Syrien, og fortællingen derom dermed også brugt til at bryde isolationen over Ukraine krisen, og til at minimere fokus på spørgsmålet om Ruslands direkte militære involvering i det østlige Ukraine i den vestlige mediediskurs.   

Kremls fjendebilleder

Den russiske mediekrigsførelse og anvendelse af information som magtmiddel i forhold til Syrien syntes at repræsentere et fokusskifte fra Ukraine til Syrien, hvilket også understøttes at præsident Putins seneste tale til nationen, hvori Syrien og international terrorisme, men ikke Ukraine, var i fokus i den udenrigspolitiske del.[11] Mediekampagnen syntes også ganske velkoordineret, blandt andet igennem det Nationale Forsvars Kommandocenter i Moskva og på tværs af forskellige ministerier og tjenester i Rusland. Forskellige organer og tjenester i Rusland fokuserer tilsyneladende på forskellige aspekter af den militære intervention i deres mediearbejde. Mediekampagnen fremstår også ganske nøje afstemt med de politiske målsætninger, og ikke mindst løbende politiske udmeldinger, såvel internet som eksternt, hvilket indikerer en stærk vertikal kontrol over indholdet. Selv om en del af de strategiske budskaber, og narrativet i sig selv, syntes at søge at imødegå vestlig kritik og særligt amerikanske budskaber om den russiske involvering i Ukraine (som afvises som ’informations-angreb’ på Rusland), syntes den russiske mediekampagne ikke at søge at imødegå Daesh' propaganda rettet med Rusland. Dette på trods af en massiv omtale af Rusland i Daesh forrige udgave af Dabiq (nr. 12),[12] og et stigende antal islamistiske videoer og sociale medie opslag på russisk. Dette kan hænge sammen med det forklaringsproblem Rusland står med internt over for dets muslimske befolkning, som primært er Sunni muslimer, når Rusland støtter det shiamuslimske (alawittiske) syriske regime i samarbejde med det ligeledes shiitiske Iran. Derimod er en del af den russiske propaganda rettet mod Saudi Arabien og deres ageren i forhold til Daesh.

Sammenfatning

Samlet set ses der i den russiske mediekrigsførelse i forbindelse med Syrien konturerne af en massiv, koordineret og topstyret kampagne, som er baseret på Kremls overordnede historiefortælling om Rusland og rettet mod Rusland og omverdenen. Kampagnen understøttes af en manipulerende brug af både traditionelle medier og sociale medier, samt af psykologiske mekanismer og iscenesættelse, herunder en udnyttelse af hvordan vestlige medier arbejder. Men selv om vestlige medier er ved at være mere fokuseret på kildekritik når det kommer til gengivelsen af russiske mediebudskaber, er de stadigvæk sårbare. Vestlige medier viderebringer generelt langt mere af den russiske dækning af Syrien, end de gjorde fra Ukraine, hvilket er medvirkende til at Kreml kan opnå de strategiske (informations) målsætninger som beskrevet ovenfor.

At Rusland strategisk anvender medier og informationskrigsførelse som en del af dets udenrigspolitik og militære operationer i udlandet har naturligvis også en betydning for Danmark og det danske forsvar, om ikke andet som endnu en faktor, som skal indgå i situationsbilledet, politikformuleringen og i den strategiske planlægning.




[1] Men også på Twitter (@mod_russia) og på YouTube (https://www.youtube.com/results?q=Russian+Ministry+of+Defence) m.fl.

[2] Matthew Bodner, “Russians Increasingly Polarized by Syria Intervention – Poll”. The Moscow Times, 29. okt. 2015. http://www.themoscowtimes.com/news/article/russians-increasingly-polarized-by-syria-intervention--poll/540772.html. (Tilgået 17. december 2015).

[3] Roland Oliphant, ”Russia posts Syria attack drone footage amid propaganda drive”. Telegraph, 20. Okt. 2015. http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/russia/11942480/Russia-posts-Syria-attack-drone-footage-amid-propaganda-drive.html (Tilgået 6. januar 2016).

[4] Karim Traboulsi, “Kremlin linked propaganda: Millions of Syrians returning, thanks to Russia”. The New Arab, 12. Okt. 2015. http://www.alaraby.co.uk/english/blog/2015/11/12/kremlin-linked-propaganda-millions-of-syrians-returning-thanks-to-russia (Tilgået 6. januar 2016).

[5] Ibid.

[6] Alec Luhn: ”Perfect conditions for airstrikes on Syria, says weather forecaster on Russian TV”. The Guardian, 5. Okt. 2015. http://www.theguardian.com/world/2015/oct/05/perfect-weather-for-airstrikes-russian-tv-forecast-sets-sights-on-syria (Tilgået 17. december 2015).

[7] Se blandt andet: http://eng.syria.mil.ru/

[8] Den russiske nukleare ’Triade’ er en betegnelse for Ruslands evne til at affyre atombevæbnede missiler fra Landjorden, Luften og søen (både over og under overfladen).

[9] Anna Kuchma, “Will the operation in Syria boost or drain the Russian economy?”. Russia Beyond The Headlines, 17. Dec. 2015. http://rbth.com/business/2015/12/17/will-the-operation-in-syria-boost-or-drain-the-russian-economy_552163 (Tilgået 18. december 2015).

[10] Anna Borshchevskaya, ”Russias Syria Propaganda”, The Washington Institute, 11. nov. 2015. http://www.washingtoninstitute.org/policy-analysis/view/russias-syria-propaganda (Tilgået 6. januar 2016).

[11] Holly Ellyatt, ” Putin's state of the nation: Terrorism tops speech, digs at Turkey”. CNBC, 3. dec. 2015.  http://www.cnbc.com/2015/12/03/putins-state-of-the-nation-what-to-expect.html (Tilgået 17. december 2015).

 

Litteraturliste

Del: