Storbyens Befolkning er i vore Dage stillet som Fortbesætningen var det i Fort Arthur for 30 Aar siden og i Krigen 1914—18. Den kunde hvert Øjeblik vente Fjendens Bomber, og den maatte derfor have sikre Steder, hvor den kunde sove og spise.
At det i Port Arthur var udelukkende Artillerigranater, der sprang, og at vi i „Fæstningen København Anno 1938“ skal regne forst og fremmest med Flyverbomber, gør ingen Forskel. Ogsaa ved Sprængning af brisante Ladninger udvikledes Luftarter, det var livsfarligt at indaande i større Doser.
Besætningerne i Namurs og Lièges Forter savnede skudsikre, tættillukkede Rum med tilstrækkelig frisk Luft.
En halv Snes Aar før Kampene om Port Arthur var i Frankrig de gamle Murstensbygninger for Mandskabet i Fæstningerne blevet afløst af betonstøbte Kaserner. Omkring 1895 havde disse mange Skydeskaar og to Korridorer. Det gav livlig Luftcirkulation om Sommeren, hvor Dørene stod aabne. Ved Vintertid, naar Vinduer m. v. maatte lukkes for Kulden, og der endda blev fyret, kunde man ty til den saakaldte „ventilation physique“, som herhjemme blev indført af Kaptajn Rech med dobbeltkappede Ovne paa vore Fredstids Kaserner.
Ved Aarhundredskiftet blev denne første Type for betonstøbte Lokaliteter i Fæstningernes ny Hovedforsvarslinie ændret til ny skudsikre Kaserner. I deres Belægningsstuer var der 4—5 m:i Rum pr. Mand under Krigsforhold. De havde kun 1 Korridor og færrest mulig Aabninger. „Quand pour un motif quelconque, par exemble pour les besoins d’une occupation du temps de paix, on établit des fenêtres donnant directement dans les locaux, on les installe du façon à pouvoir y placer un système de blindage en rails et sacs à terre, auquel on cherche à donner une résistance au moins égale à celle du mur en beton.“ Det er Tanker, som ogsaa var gyldige, da Port Arthurs Forter byggedes, som ikke ændredes ved Verdenskrigens Erfaringer, og som direkte kan overføres til Bybefolkningens uundværlige Ly, der skal staa forberedt før næste Krig, men som af økonomiske Grunde helst ikke skal staa ubrugte hen i Ventetiden.
Under Krigsforhold slog selvsagt naturlig Ventilation ikke til i de næsten hermetisk tillukkede Lokaler, og heller ikke „ventilation physique“ kunde længere være tidssvarende. Der maatte forsøges med en kunstig Ventilation, hvor Luften gennem Rør førtes fra eller til hvert Lokale af en Ventilator. Udsugedes den forurenede Luft, blev der inde i Lokalet et Undertryk, der lettede Adgangen for Luft ude fra. Den maatte saa selvfølgelig være ren, og det tør man ikke stole paa, at den er. Blev derimod frisk Luft blæst ind, saa maatte den urene Luft kunne komme ud igen, saa Overtrykket ikke blev for stort. Det var den Udvej, man valgte, siden er bleven staaende ved i Forterne, og som Bybefolkningen nu maa ty til ved Lyene mod ogsaa Gas.
Som nu var der dengang ikke absolut Enighed om, hvormange Kubikmeter frisk Luft der behøves pr. Mandtime. Den franske Hygiejniker Richard skønnede i 1891 10 m3, og samtidig krævede Belgieren Putzeys og Englænderen de Chaumond 75—85 m3. Som Middeltal mellem disse Grænser satte General Morin 30—40 m3 paa Fredskaserner uden nogen kunstig Ventilation. Et fransk ministerielt Dekret af 4. Decbr. 1889 sætter 17 m3 Lokale pr. Mand, og vore Militærlæger kræver nu 15 m3 pr. Mand paa Belægningsstuer med naturlig Ventilation. Til de franske nye skudsikre Kaserners Belægningsstuer skulde Lufttilførslen være 10 m3/Mandtime, men Ventilatoren skulde kunne præstere det dobbelte. Luftstrømmen behøvede saa ikke at være uafbrudt, hvad der om Vinteren vilde have krævet Forvarming af Luften. Belægningen skulde ikke være tættere, end at de 10 m3/M.T. ikke fornyede Lokalets hele Luftmængde mere end højst 3 Gange i Timen, altsaa 10 m3 X N < 3 X L, hvor N er Antallet af Mænd og L Lokalets Rumfang i m3. Antal og Størrelse af de Jalousiventiler, hvorigennem Luften gik ind i Stuen, skulde afpasses saaledes, at Luftstrømmens Indgangshastighed ikke oversteg 25—30 cm/sek. Ellers vilde den mærkes som ubehagelig Træk. For Latriner og Køkkener maatte der indhentes nærmere Erfaringer, før lignende faste Regler kunde findes, men for alle Lokaler gjaldt, at de hver for sig burde have sin selvstændige Anordning for Udstrømning af den forurenede Luft.
Anordningen for den kunstige Ventilations Lufttilførsel bestod af Indsugningsledning, Ventilator og Fordelingsrør. iSugemund'ingen paa Ti'lførselsledninger skulde sættes godt tilvejrs i Yderluften over Udløb fra Latriner eller andre Steder med uren Luft. Ledningens Diameter var 30—35 cm. Som Ventilator brugtes dengang almindeligst en patenteret V. B. N. 12 fra Geneste Hersker & Co. Den dreves hyppigst med et 2 Mands Haandsving. Sjældent brugtes Motor, og saa skulde Haandsving dog kunne bruges i Nødsfald. Med 60 Omdrejninger pr. Minut og en Omsætning paa 12,5 gav Skovlhjulets 750 Omdrejninger 2400 m3/Tim. Luft under et Tryk paa 16 mm V. S. ved Ventilator-Tuden. Den krævede et Arbejde paa 25 kgm/sek. Med 45 Omdrejninger paa Svinget præsteredes 1920 m3/Timen.
I et af Verduns Forter prøvedes Ventilatoren i Praksis i Marts og i August 1904. Den ene Gang med opvarmet Lokale. Ventilatoren V. B. N. 12 stod i en Niche i Korridoren. Fra den gik et Rør, der forgrenede sig til flere Lokaler. Civile Arbejdere præsterede uden Vanskelighed uafbrudt de 60 Omdrejninger, men uøvede Rekrutter maatte gaa ned til 50 Omdrejninger for ikke at blive trætte i en Arbejdsperiode paa 10 Minutter. Der kom saa kun 350 m3/Timen til den 160 m3 Kasemat for 40 Mand, der holdtes besat under Forsøget, medens i de andre Lokaler kun Ventilerne holdtes aaibne. Af de 1200 m3/ Timen, som Ventilatoren kunde præstere i 3 X 10 Minutter, skulde de 400 m3 have været i Forsøgskasematten, der havde 4 Ventiler paa hver Langvæg; men med de 350 m3/Tiimen var Luften i Kasematten dog god, uagtet der blev røget meget Tobak til Tidsfordriv, og der var 45 Mand indelukket. Saa maaske er 10 m3/Timen pr. sovende Mand rigeligt.
Sluttelig skal gengives de Tanker, der laa til Grund for det rationelle kunstige Ventilationssystem. „Considérant, d’une part, que l’air vicié par l’individu est exhalé à une temperature supérieure à celle de la salle, en été comme en hiver, que, pour cette raison, et aussi à cause de la proportion de vapeur qu’il contient, il est plus léger que l’air ambiant; considérant, d’autre part, que tout mètre cube d’air servant à la ventilation constitue une dépense soit de calories, soit de travail, on, voit qu’au lieu de chercher à diluer les gaz viciés dans une grande quantité d’air neuf, on doit s’appliquer à aider ces gaz dans leur mouvement naturel et à les mélanger le moins possible avec l’air neuf introduit. Ce dernier pourra être ainsi réduit à sa proportion minimum pour un résultat donné. Le principe de la ventilation rationelle consistera donc à faire arriver l’air neuf par le bas, enveloppent les individus avec les conditions convenables de vitesse et de température; et â pousser l’air vicié vers le haut des pièces, ou se trouveront des orifices de dégagenent. Et ce simple mouvement devra se produire dans le même sens, en été et en hiver.“
16.—2.—36. C. U. V
