»Udviklingen har gennem de sidste 20 år bragt de tre værn stedse nærmere hinanden«; således skriver selskabets formand, oberst M. Rosenløv i tidsskriftets januar udgave og konkluderer »altsammen fordi de havde en fælles opgave......... hvis løsning kræver en koordineret indsats af alle tre værn.« Selskabets formand fortsætter, »men når krybben er tom, bides hestene. Og krybben er ved at blive tom.« Ja, det kan måske siges, at krybben er ved at være tom; men året der svandt, viste ved den sidste måneds møde i selskabet kort før solhverv, at officerskorpset, at officerer fra alle tre værn, nu og uden at bides kan mødes i en saglig debat om det sidste 10 års tabu-emne: balancen mellem de tre værn. Det må håbes, at denne udvikling, som er ny blandt officererne og som manifesteres ud fra »den indbyrdes forståelse og gensidige respekt, som præger dem i dag« ikke denne gang, ikke ved dette forsvarsforlig, bliver ødelagt af »urent trav«. Det må også håbes, at den kommende forsvarslov vil give os de rigtige opgaver og herunder at sikre, at allieret hjælp i en given situation kan komme rettidigt, det vil sige /ør snarere end efter en krigs udbrud, således at denne hjælp kan være til støtte for dansk forsvar og ikke kun til befrielse af dansk territorium. Og det ville være et realistisk nytårsforsæt for officererne af alle tre værn, at de af egen tilskyndelse - ikke kun på lovgivernes bud - skabte mulighed for gennem fælles uddannelse på forsvarsakademiet at lære hinanden endnu bedre at kende og dermed være endnu bedre egnede til den stedse mere integrerede kommando og integrerede administration, altsammen med henblik på fremover effektivt at kunne forvalte den fælles opgave, hvis løsning kræver omhyggelig planlægning og koordination af alle tre værns indsats, såvel i den nationale rolle i fred og under spændingsperioder som i NATO-regie under krig.
P. Garde, orlogskaptajn.
